Hawaii

Blå mandag blev der ikke meget af for Emma. Men hun havde som erstatning for festen og blå mandag ønsket sig at rejse, og hun havde fået lov at vælge destinationen. Hun ønskede sig at komme til Hawaii, så det havde vi fået arrangeret i løbet af foråret. 

Torsdag morgen klokken 3:30 ringede vækkeuret. Det var ubehageligt tidligt, men flyet lettede fra Norfolk klokken 6, så der var ingen vej udenom. Nå, men op kom vi alle, og alt gik glat med at komme til lufthavnen og få checket ind. Efter et stop i Houston, Texas landede vi 15 timer senere i Honolulu. 

Her var der nogle timers ophold som blev udnyttet til lidt aftensmad, inden flyet endelig tog os den sidste tur til "the Big Island", der ligesom staten hedder Hawaii.

Det var en kort flyvetur på mindre end en time, men desværre var der lidt forsinkelse på Hawaii, da jeg havde forvekslet lejebilsfirmaet, så vi startede med at køre til det forkerte. Det lykkedes os dog at få udleveret vores firehjulstrækker, og i dagens sidste lys kørte vi de sidste 30 km. til vores resort: Hilton Waikoloa Village, hvor vi ankom lidt slidte 23 timer efter, vækkeuret ringede. Men trætheden måtte vige for begejstringen over stedet. De sidste to km. kørte vi ned ad an alle af palmer indsvøbt i lyskæder, og resortet var så stort, at der var både et tog og små flodbåde der sejlede rundt med gæsterne. 

Så vi afleverede lejebilen og kufferterne i valet, fik checket ind og tog en flodbåd til vores del af resortet, der var oplyst af fakler langs stierne og lysene i diverse pools - ikke ringe.

Hawaii er seks tidszoner fra Virginia Beach, så vi vågnede alle (for) tidligt fredag morgen, men til en fantastisk udsigt over vores resort fra vores altan.

På vej til morgenmaden fik vi første påmindelse om, at vi var kommet til et eksotisk sted. Stien fra vores værelse til restauranten gik langs en lagune, hvor store havskildpadder lå og solede sig i de solvarme lavasten. 

De er fredede på Hawaii, så det gik ikke at klappe, men man kunne gå helt hen til dem, og vi fandt senere ud af, at vi kunne snorkle sammen med dem i lagunen.

Morgenmaden var skøn. Et sandt orgie af alt "det sædvanlige" krydret med omeletstation, alt i kager og en overflod af friske lokale frugter og juicer. Den blev indtaget med udsigt over lagunen med vandfald og badestrand.

Resten af første dag blev brugt i en flok liggestole ved poolen, og for Mies og mit vedkommende også i poolen. 

Emma havde købt de tre Hunger Games bøger, så hun rørte sig ikke ud af flækken hele dagen. Desværre med den konsekvens, at hun blev godt og grundigt brændt. Men jeg tror ikke, det gjorde så meget, for så havde hun en undskyldning for at blive i skyggen resten af ugen og læse sine bøger.

Det var i det hele taget et skønt resort. Det var helt enormt stort, men området var delt op i en masse små "rum", men mange pools, lagunen, delfin pools, butiksområde mv. Det gjorde, at der var hyggeligt over det hele, da det på intet tidspunkt virkede overrendt, og der var masser af liggestole, så man ikke behøvede at stå op før solen for at reservere.

Udsigten fra hotellets lobby.

En af hotellets pools.

Hotellets store pool.

Udsigten lige uden for vores hotelværelse. 

Lørdag bestemte vi os for at køre til sydspidsen af øen for at se kilden til Hawaii øgruppen: Volcano National Park. Det var en underlig oplevelse, for så snart vi havde krydset Mauna Kea på midten af øen efter at have kørt mindre end 100 km., skiftede vejret helt karakter. Fra vestsidens varme og flotte solskinsvejr kom vi på østsiden til et stykke natur domineret af tropisk regnskov og silende regn. Hvor solen næsten altid skinner på øens vestside, falder der årligt mere end 7 meter! nedbør på øens østside, og det er en flot køretur gennem regnskoven.

De store nedbørsmængder betyder samtidigt også, at der er masser af vandfald, og når man kommer fri af regnskoven og kører langs kystvejen er der masser af udsigtspunkter med fantastiske udsyn langs Stillehavskysten.

Vi var dog heldige at have opholdsvejr i Hilo, hvor vi stoppede for at besøge markedet. 

Her købte vi kaffe og souveniers, og vi fik lidt frokost hos en lokal "pølsevogn", som ikke ville have overlevet en inspektion af de danske fødevaremyndigheder. 

Men både kyllingespyd og stegte bananer smagte fremragende, og øen gør ikke meget for at tjene penge på turisterne, så det er ikke sådan, at man kan købe mad på hvert gadehjørne, så det er med at fouragere, når muligheden byder sig.

Vejret kom lidt som en overraskelse, for foruden den silende regn er flere af seværdighederne i Volcano National Park et godt stykke oppe på bjerget, så vi hundefrøs i vores shorts og T-shirts. 

Men vi trodsede elementerne og hikede et stykke gennem regnskoven for at gå gennem en lava tube. En tunnel i klippen, som lavaen i sin tid har smeltet.

Derefter kørte vi ned ad bjerget til vandet, hvor lavastrømmen flyder og konstant gør øen større og større. 

Vulkanen har været i udbrud siden 1983, og svovlniveauet i luften var så højt, at man ikke kunne komme op og kigge ned i vulkanen. Til gengæld kunne man frit gå langs vandet ud til der hvor lavaen flød, og det skulle efter sigende være et fantastisk syn efter mørkets frembrud. 

Det var dog fire timer på gåben hver vej fra det tættest tilgængelige sted med bil, i mørke over gamle lavastrømme i et klima der skifter hvert kvarter, så vi bestemte os for at afskrive den oplevelse. Til gengæld var regnen holdt op, så vi kørte tilbage op på bjerget for at se krateret fra læsiden. Det er voldsomt stort, og det er underligt at se, hvordan svovldampene kommer op af jorden forskellige steder i parken, hvor jorden er revnet ned til jordens indre.

Et sted i parken kan man komme helt tæt på et af vulkanens åbne huller, hvor lavaen flyder. Det er flottest i mørke, så vi kørte ind på den lokale militærbase for at spise noget aftensmad og få lidt varme i knoglerne, mens vi ventede på, at solen skulle gå ned. Og da det var blevet helt mørkt, kørte vi op til hullet. 

Det var flot og en noget speciel oplevelse at se gløden fra jorden indre oplyse nattemørket, inden vi kørte de godt tre timer tilbage til vores resort og væk fra den regnfulde side af øen.

Efter sådan en heldagstur var der dømt badeferie om søndagen. Vi flyttede fra poolen til badestranden ved lagunen, for Rikke havde købt snorkeludstyr til Mie og jeg.

Det var helt vildt. Lagunen viste sig at være fyldt med kæmpeskildpadder og alverdens flotte fisk, som man ellers kun ser i akvarier, så vi brugte lang tid på at snorkle sammen med skildpadderne og fiskene. 

Mie kastede også sin kærlighed på paddle boards, som hun blev rigtig god til at sejle på.

Søndag aften havde vi billetter til Luau, der er Hawaii's svar på grisefesten. 

Grisen bliver stegt i et hul i jorden, og foruden den var der en buffet med at i frugt, salater, andre mere eller mindre lokale retter og desserter, inden aftenen blev sluttet med et show om øens og Polynesiens historie med huladansere og halvnøgne mænd der jonglere med ild.

Mandag var vi "desværre" nødt til endnu en gang at slappe af ved lagunen. Jeg havde nemlig fået et godt tilbud på opholdet, hvis jeg accepterede at deltage i en totimers præsentation af muligheden for at købe en timeshare ved Hilton. Så til middag efterlod vi pigerne med solcreme og kreditkort, mens Rikke og jeg tog til møde. Naturligvis blev det fremlagt meget fristende, og det lignede et fantastisk tilbud, men vi endte altså med at takke pænt nej.

Efter en dejlig afslappende dag ved stranden, fandt vi nogle "love seats" ved strandkanten mod vest og brugte en time på at nyde solnedgangen. 

Det var smukt, og oplevelsen blev ikke ringere af, at mens vi sad og nød synet, dukkede en flok pukkelhvaler op og boltrede sig i havet ud for os.

Om aftenen tog vi ned til det lokale strip mall, hvor vi spiste til aften og fik handlet lidt mere souveniers. 

Vi var nu alle ovre vores jetlag, men sjovt nok er vi alle ved at besvime klokken ti om aftenen, så det er nogle korte aftener. Det er sikkert al den sol og friske luft, og så hjælper det ikke meget heller, at vi alle vågner ved sekstiden om morgenen. Omkring solopgang samles nemlig store flokke af fugle i palmerne uden for værelset, og de skaber sig noget så forfærdeligt. Det var som regel en times tid, hvorefter der bliver ro, så man kan sove lidt igen. Men det er aldrig helt det samme, når man har været vågen.

Tirsdag var det igen tid til at komme ud og se lidt. Dagens mål var at se nogle vandfald i regnskoven og undervejs også se Waipio Valley. 

Det er et helt uberørt stykke land med regnskov og sort sandstrand, og hvor man kun kan komme ned med firehjulstrækker. Vejen derned har nemlig et 25% fald over en mile, så selv med det rette køretøj er det en hårrejsende oplevelse at komme derned. 

Men når først man er kommet derned, er det det hele værd. Det er angiveligt et af de smukkeste steder på Hawaii, og faktisk er det også der man i sin tid optog Dryland i Water World filmen med Kevin Kostner. 

Samtidigt er det lidt Hawaii's svar på Christiania. Der er ingen strøm og infrastruktur, og eneste vand kommer fra vandfaldet og floden, men alligevel bor der 30-40 mennesker dernede i diverse papskure og en hippie lejr. De er ikke særlig glade for os turister, der trænger os ind på deres lille stykke af Edens Have, men hvis vi passer os selv, lader de også os i fred. 

Så vi kørte lidt rundt i bunden af dalen og gik en tur på den sorte strand, inden vi kørte op igen. Stranden var en fantastisk oplevelse. Sandet var helt fint og blødt og kulsort uden at være beskidt. Det er opstået af lava, der har fået en konsistens så det er "eksploderet" ved kontakten ved havet og blevet til sand.

Efter besøget i dalen kørte vi til Umauma Falls, der formodes at være de flotteste på øen. Og flotte var de, men desværre også på regnskovsiden af øen, og det er altså bare lidt træls, når det regner hele tiden. 

Så det blev til en kort gåtur, inden vi vendte tilbage til vores resort og solen igen. I øvrigt er det ikke ligesom på film, hvor man vandrer gennem regnskoven og finder et vandfald som man kan bade ved foden af. Af risiko for søgsmål ved skader, må man ikke bade, og selv hvis man måtte, er der hundekoldt på østsiden af øen.

Aftensmaden var brød, ost og pålæg fra det lokale marked, som blev indtaget på balkonen med udsigt over resortet.

Vores sidste hele dag kørte vi til Kona, hvor vi besøgte en ckokoladefabrik. Det var en lille familievirksomhed der lavede alt selv lige fra at dyrke kakaobønnerne over produktion til salg. Det var en intim og hyggelig oplevelse med gode smagsprøver.

Det startede tidligt om morgenen og varede kun et par timer, så resten af dagen kunne vi slappe af i og ved lagunen. 

Efter omklædning spiste vi en dejlig middag på resortets restaurant lige ved kanten af Stillehavet. Det var en god måde at slutte ferien på.

Emmas konfirmation.

Efter et utal af lektier afleveret til sømandspræsten over Internet, diverse besøg ved gudstjenester i de lokale kirker samt flere søvnløse nætter af spænding den seneste uges tid oprandt endelig weekenden, hvor Emma skulle konfirmeres. Og når jeg siger "endelig", mener jeg nok i virkeligheden mest for Emmas vedkommende, for Rikke og jeg sidder og spekulerer på, hvor tiden mon blev af. Det virker som forleden vi hentede hende med hjem fra Odense Sygehus, og sjovt nok er vi jo ikke blevet ældre, så hvor blev vores lille pige af..??

Fredagen gik med at pakke bilen og køre til New York, hvor konfirmationen skulle foregå. Som sædvanlig var det træls at komme gennem trafikken ind til Manhattan, men ud på aftenen nåede vi vores stamhotel midt på Times Square tids nok til at få en sen aftensmad på Five Guys.

Sædvanen tro var vejrguderne ikke med os. Efter 14 dage med sol og tocifrede varmegrader bød New York på regn og 2 graders varme. Alligevel begav vi os ned til World Trade Center Memorial lørdag efter morgenmaden, for det ville Emma gerne se. Normalt skal billetter bestilles måneder i forvejen, men som soldat kom vi både direkte ind og forrest i køen, hvilket var særlig dejligt i dét vejr. Det er sjovt at kunne følge byggeriet. Der bygges en etage om ugen på Freedom Tower (der nu kommer til at hedde One World Trade Center for ikke at fornærme nogen), og det er nu den højeste bygning på Manhattan igen.

Efter besøget ville Emma, Rikke og mormor gerne igang med deres yndlingsbeskæftigelse: shopping på 5th Avenue. Vi andre tog tilbage til hotellet og pakkede gaver ind og slappede af inden aftensmaden.

Emmas yndlingsret er steak (og jo større jo bedre), så vi havde bestilt bord hos Smith & Wollensky, som er et kendt steak house på hjørnet af 3rd Avenue og 49th Street. Restauranten er blandt andet med i Devil Wears Prada. De "dry ager" kødet i 28 dage i store kølebokse, og bøfferne er både store og møre og gode.

Selvom pigerne havde brugt det meste af eftermiddagen i butikker, havde de stadig ikke fået nok, så vi luftede os lidt på Times Square efter maden og handlede de sidste bamser i Disney butikken dér.

Endelig oprandt søndag, hvor vækkeurene ringede tidligt, for der skulle logges spejltid for pigerne, og vi skulle gerne køre i god tid, for kirken ligger i Brooklyn, og det var umuligt at forudse trafikken over broerne væk fra Manhattan. Vi nåede dog det hele i fin tid og havde tid til billeder på trappen foran Sømandskirken i New York.

Vi var faktisk i så god tid, at vi havde tid til en lille tur ned til East River promenaden, hvor vi tog lidt flere billeder i det flotte vejr, som heldigvis havde indfundet sig søndag formiddag.

Og så var det ellers tilbage i varmen i kirken og vente utålmodigt på, det gik løs. Vi havde fået husets bedste pladser sammen med vores Emma på første række, og Mie sad sammen med mormor og morfar et par rækker bag os.

Vores præst hedder Julie, og morfar mener, at sømandspræsterne er noget kønnere i dag end dengang han var sømand og sejlede verdenshavene. Men bedst af alt er hun en fantastisk præst, som har forstået at gøre kristendommens budskab nutidigt, nærværende og relevant. Hun holdt en fremragende prædiken for de unge, og var med til at gøre dagen til noget særligt. Her konfirmerer hun Emma.

Der var ialt seks unge mennesker, som blev konfirmeret. Foruden os var en anden pige relateret til en dansk soldat fra Søværnet, som er udstationeret i Washington DC. Resten var fra andre danske familier, der bor fast og arbejder i New York området.

Her er vores store pige.

Og her er hele den stolte familie.

Efter konfirmationen holdt Julie en reception i hendes "menighedshus" i kælderen. Der blev budt på champagne og kransekage, og det var en hyggelig måde at slutte ceremonien på og få hilst på de andre familier.

Med det hele vel overstået kørte vil tilbage til hotellet, hvor Emma pakkede gaver ud, mens der blev serveret en let frokost af room service og champagne.

Moderne teknologi er simpelt hen fantastisk. Farmor og farfar og moster Cathrine var med til udpakningen af gaver via Facetime på iPad'en.

Der var mange fine gaver, og endda også pakker og kort helt fra Danmark af.

Efter frokost og gaveregn havde vi billetter til Wicked. Den blev opført i Gershwin Theatre blot to blokke fra hotellet, så det var skønt bare at kunne drysse derhen. Emma havde valgt, og det skal hun altså have ros for. Det er ikke uden grund, at Wicked er det bedst sælgende show på Broadway. Historien var god, kulisserne var flotte, sangene var fremragende og skuespillerne var virkeligt dygtige. Vi har efterhånden set en del Broadway shows, mens vi har været herovre, men dette var uden tvivl et af de bedste.

Efter showet var vi lige tilbage og pudre næsen inden middagen. Der var bestilt bord på The View, som er en roterende restaurant på 47. etage i Marriott hotellet midt på Times Square fem minutters gang fra vores hotel. Det var en speciel oplevelse at sidde og se ud over New York og omegn, mens vi spiste. Igen var det Emmas valg, og hun har altså ganske god smag. Uden tvivl efter sin mor...

Efter middagen var det blevet tørvejr igen, og vi fik en sidste mulighed for at nyde Times Square og alle lysene på vejen tilbage til vores hotel. Det var en lidt underlig fornemmelse, for ikke nok med at al spændingen var udløst og konfirmationen næsten overstået. I baghovedet sad også, at det måske var sidste gang, vi kom til at nyde New York igen. Det er en lidt underlig fornemmelse, når man har været vant til "bare" at kunne køre derop.

Mandag morgen var det tidligt op og retur til Virginia Beach. Man kan nemlig kun have et vist antal fraværsdage på universitetet, og Rikke bruger sin kvote på turen til Hawaii. Så der var ikke andet at gøre end at komme tilbage til virkeligheden og tage direkte i skole efter en dejlig weekend i New York.

Til gengæld er det heldigvis en kort uge, for på torsdag morgen fejrer vi færdige og sætter os på flyet til en uges ferie på Waikoloa på Hawaii.

Så er det lige før...

Mormor og morfar kom forleden og er ovre deres jetlag, gaverne er pakket ind, reservationerne er på plads og kufferterne er pakket, så om ganske få minutter triller vi mod New York og fejrer den store dag.

Det er slet ikke til at forstå, at tiden lige pludselig er kommet, men på søndag kl. 11 bliver vores Emma konfirmeret. Vi er alle spændte, men det er vist helt galt for den unge dame. Hun er aldrig oppe før kl. 10 på en fridag, men da jeg stod op her til morgen kl. 7 var hun fuldt påklædt og klar til afgang. "Jeg er egentlig træt men kunne ikke sove mere", lød det.

Et lille stykke Danmarkshistorie i Virginia.

Det var en stor dag herovre i går, da vi stod op til nyheden om den nye danske forsvarschef og den danske militærhistories største karrierespring. Det er ikke hver dag man kan sige, at man er golfbuddy med forsvarschefen, og at samme har lært mig at chippe. Endnu mere surrealistisk blev det i går aftes, da alle danskerne samledes omkring hans adjudants pool og skålede tillykke i champagne med Peter via Skype. Champagne som hans hustru iøvrigt til lejligheden åbnede med hans sabel.

Men vi er alle sammen herovre rigtig glade og stolte, for Peter er en fantastisk fyr. Dygtig, hårdtarbejdende og virkelig behagelig, og det bliver rart endelig at få noget ro på alle de sager, som pressen har væltet sig rundt i den seneste tid.

Den kommende tid skal jo så vise, om det er godt eller skidt at kende forsvarschefen personligt. Men i hvert fald håber jeg, han holder fast i sit løfte om at sikre mig adgang til Viborg Golfklub. Selvom det nok bliver en underlig telefonsamtale, når vi om lidt kommer hjem. For den beslutning nåede desværre at blive truffet inden Peters tiltrædelse, så selvom vi forsøger at ignorere det så meget som muligt, må vi nok erkende, at adressen igen fra 4. juli 2012 kommer til at hedde Solvænget 106.

One Act Play festival.

Emma har i løbet af foråret deltaget i skolens skuespil. Emma spillede en af de syv små dværge.

Det var en lidt hård affære, for de øvede hver dag to timer efter skoletid, så pludselig varede skoledagene til kl. 1730, hvorefter der var lektier og hendes andre fritidsaktiviteter. Men resultatet blev også derefter. Deres skuespil blev opført på en One-Act-Festival en lørdag, hvor alle byens skoler opførte deres skuespil for hinanden med dommere på. Great Neck Middle School fik stor ros for deres show, som vi naturligvis også synes var det bedste. De unge mennesker kunne deres replikker til fingerspidserne, og de levede sig virkelig ind i deres roller, så det var en fornøjelse at se på.

Da det er en efter-skole-aktivitet på linje med de mere traditionelle sportsgrene, var der også award ceremony på skolen sammen med de andre vinteraktivteter, hvis sæson er sluttet nu. Det er enormt motiverende, at skolen bruger tid på at anerkende de unge mennesker for deres indsats, og der var stort fremmøde i går aftes, hvor Emma fik sin award sammen med resten af gruppen.

Final Mile.

I lørdags var det i anledningen af St. Patrick's Day endnu engang blevet tid til den årlige Shamrock Marathon. Børnene i Elementary Schools har i løbet af foråret løbet 25 miles i gymnastiktimerne, og den sidste mile løbes på strandpromenaden ved Atlanterhavskysten. Et arrangement hvor der deltager omkring 6.000 børn. Dertil kommer de større børn som gennemfører halve og hele marathons også.

Her er Mie o Sydney efter løbet.

I lighed med sidste år var vejret fantastisk, så man kunne gå en tur på stranden og nyde sandskulpturen, der var lavet til lejligheden. Det blev dog kun et kort visit, for Mie skulle tilbage til teatret og opføre sit show anden gang.

Three Blind Mice

Denne sæson har Mie også gået til teater. I lørdags var det hendes tur til at fremvise sit stykke. Mie spillede en af musene i skuespillet Three Blind Mice (derfor solbrillerne). Stykket varede en time, skuespillet var både sjovt og godt opført, og børnene gjorde et fantastisk job.

Nu er der fri resten af måneden, inden holdet starter op igen til forår-/sommersemesteret, og vi glæder os allerede til næste show.

D.A.R.E. graduation

I år blev det Mies klasse til at deltage i DARE (Drug Abuse Resistance Program) i skolen. Programmet er globalt og startede i Los Angeles i 1983 for at lære unge om farerne ved euforiserende stoffer - lige fra rygning til decideret stofmisbrug. De lærer også om gruppepres og beslutningsprocesser, og da undervisningen foretages af den lokale sheriff, får de også et naturligt og positivt forhold til uniformerede autoriteter.

Efter udlevering af certifikater til "I love me"-væggen afsiger børnene en troskabsed om at holde sig ude af misbrug.

På den end side er det lidt bekymrende, at der tilsyneladende er behov for at undervise børn i 4. klasse om farerne ved misbrug, men på den anden side er programmet supergodt, og det er vel bedre at starte for tidligt end for sent.

Her er Mie med sin lærer.

Emmas første offentlige optræden.

Indtil nu har Emmas skuespil kun været vist i lukkede kredse på skolen og på teaterskolen. I lørdags havde hun sin første offentlige optræden. Der var et arrangement i det lokale mall, hvor mere end 100 stande kom med ideer til fritidsaktiviteter for børn og unge.
Til anledningen havde Emmas teaterskole arrangeret et mindre skuespil, de opførte som smagsprøve. Det foregik ombord på et krydstogtskib, og Emma var cruise ship director. Det gik rigtig fint, og selvom der var sommerfugle i maven, var det en god oplevelse at få lov at vise til offentligheden, hvad hun går og arbejder med.


Efter skuespillet gav hun også lige et nummer i en duet sammen med Sara - en anden pige fra hendes hold.

På mange måder en solskinsdag.

Dagen i dag har på flere måder vist sig fra sin dejlige side.

Til morgen var referatet fra gårsdagens møde i Teknisk Udvalg blevet offentliggjort, og efter mere end et års tovtrækkeri med Viborg Kommune, flere timer end jeg orker at tænke på samt udfærdigelse at et 26 sider sagsoplæg inkl. bilag, kunne man læse: "Teknisk Udvalg besluttede at meddele dispensation fra den fastlagte byggelinje i lokalplan nr. 3.28 for et nyt boligområde ved Solvænget i Frederiks...". Så ind imellem kan borgeren faktisk godt vinde over systemet, og vi glæder os til at påbegynde byggeriet af vores planlagte garage, når vi kommer hjem.

Endvidere stod temperaturen i Virginia Beach på 28 grader i dag, da jeg hentede Mie i skolen. Det var perfekt timing, for 1. marts er dagen, hvor vores yndlingsishus "Rita's" åbnede efter vinteren. Det fejrede Mie og jeg med en gelati, mens vi solede vores blege vinterkroppe lidt.

Verdens sejeste pige.

Jeg skal en tur på golfbanen med tre danske generaler i dag. Så har jeg da en undskyldning for den aftagende kvalitet af mit spil her på det seneste, for mon ikke det er bedst for karrieren i det lange løb at spille elendigt...

Mens jeg sidder her alene med morgenkaffen inden dagen på golfbanen, kigger jeg på stakken af artikler og bøger ved Rikkes arbejdsplads. Og så bliver jeg igen mindet om, at jeg har giftet mig med den sejeste pige, som jeg er næsegrus af beundring over for.
En typisk dag i Rikkes liv:
0630: Vækkeuret ringer. Vækning, madpakker og børnene køres i skole.
0900: Mødetid på jobbet, der her i USA er et skrivebord i et stort åbent rum uden nogen form for privatliv.
1700: Fri fra arbejde.
1745: Skolestart.
2030: Fri fra skole.
2100: Hjemme igen (efter 12 timer!). Børn puttes og manden underholdes (tak, det trænger jeg til).
2200: Lektier i 2-4 timer afhængig af hvor meget der også skal skrives.
0100: Sengetid.
Og dagen efter starter det hele forfra, indtil weekenden, hvor hun i det mindste kan sove til henad ved 9-tiden, men til gengæld derefter bruger hele dagen på lektier. Fx sad hun i går lørdag uafbrudt med lektier fra hun stod op, til vi spiste aftensmad kl. 19. Efter aftensmaden var der så lige endnu en artikel, som hun læste på til kl. 23.
JEG er vanvittigt stolt af hende, og hun er en inspiration ift. at give alt og yde sit bedste. Jeg glæder mig til at se hende høste frugterne den 5. maj.

En skøn februardag i Paradis.

Jeg bliver altså aldrig træt af vinteren her i sydstaterne. Her bliver lige nøjagtig koldt nok til, at man mærker årstiderne, men det varer heldigvis aldrig ret længe ad gangen. I søndags regnede det uafbrudt hele dagen iblandet slud ind imellem, og det var rigtig ærgerligt og trist. Til gengæld varede det kun den ene dag, og ugen igennem er temperaturerne steget støt. Så det er med at gribe chancen og få arbejdet på handicappet, når chancen byder sig. Heldigvis har jeg fået min chef overbevist om glæden ved at spille golf, så kontoret blev beordret lukket til middag og resten af eftermiddagen tilbragt på golfbanen. Her et billede fra sjette huls tee box med en fantastisk udsigt til Chesapeake Bay i baggrunden. Ikke dårligt.

Temperaturen toppede ved 26 grader i dag, så taget røg i bagagerummet, og Mie og jeg nød turen hjem fra skole med vind i håret og sol i ansigtet. Naturen kan også godt lide varmen. Påskeliljerne sprang ud for 14 dage siden, og lige nu er kirsebærtræerne i fuldt flor, mens magnolierne er lige ved at springe ud også. Temperaturen skal ganske vist falde tilbage til etcifrede gradtal til weekenden, men indtil da nyder vi varmen i fulde drag.

ODU Lady Monarchs

Søndag var dagen, hvor vi blev introduceret til en ny sportsgren herovre. Dog kun som tilskuere - ikke aktive udøvere.

Rikke havde fået billetter til basketball kamp med Lady Monarchs på universitetet. Det er ODU's damehold, og de spillede mod VCU Rams fra Richmond. Det var faktisk meget pudsigt, for VCU er det universitet Rikke gik på, da hun boede et år herovre som au pair efter gymnasiet. Så det var hendes nuværende mod hendes "gamle" universitet. Det blev vi nu ikke skizofrene af, for vi holdt selvfølgelig med ODU.

Desværre ændrede det ikke på, at ODU fik klø, men det var stadig en god kamp med masser af action, der minder meget om de håndboldkampe vi har været nødt til at undvære de sidste tre år.

Mie Honor Roll

Så gik der endnu et kvartal, og det blev igen tid til udlevering af karakterblade. Vi er heldige at have to piger, der arbejder hårdt, og det betalte sig endnu engang, hvor de kom på Honor Roll.

I Middle School gøres der ikke noget særligt ud af det, men som sædvanlig blev vi i sidste uge inviteret med til ceremoni på Mies skole. Her får hun sit diplom overrakt af skoleinspektøren Dr. Z.

Efter ceremonien er der lige lidt tid til billeder, inden skoledagen fortsætter. Så Mie blev fotograferet med sin klasselærer Ms Phoenix (og hendes to tvillingedrenge) til højre og Ms Young til venstre. Hun er en lærerstuderende, som er i praktik i klassen, og Mie holder meget af dem begge.

Seneste nyt.

2012 har indtil videre vist sig at være travlt, og tiden flyver afsted, så det er så som så med at få skrevet i dagbogen. Men efter en aften i byen i går, sidder jeg alligevel og stener lidt, så det er så god en lejlighed som nogen til at få skrevet lidt.

Valentine's Day er jo på tirsdag (et hint til evt. mandlige læsere derude), men da tirsdag jo (også) er skoledag for Rikke, fejrede vi i går aftes. Jeg havde været heldig nok til at få bord på en ny restaurant, som vi havde hørt om gennem nogle venner. Heldigvis havde jeg været tidligt ude, for stedet er kun åbent torsdag til lørdag og ret populært, så der er knapt tre måneders ventetid på et bord. Selvfølgelig skulle lige nøjagtigt i går vise sig at blive denne vinters første (og forhåbentlig sidste) vinterdag. Vi stod på til en skøn dag, men op ad formiddagen faldt temperaturen pludselig fra 14 grader til frysepunktet i løbet af to timer, og himlen blev samtidigt deprimerende stålgrå. Og bedst som vi skulle køre, begyndte det at sne og blæse helt vildt. Vi bestemte os for at trodse elementerne, selvom restauranten ligger godt en times kørsel fra Virginia Beach. Det sneede faktisk ret voldsomt, og den mindste smule sne på vejen i denne del af USA gør amerikanerne livsfarlige i deres store biler. Men heldigvis var vejen så varm, at sneen kun blev liggende på græsset, så da vi skulle hjem efter middagen, var der ingen problemer. På billedet ses resultatet dagen efter at en "snestorm" i det sydlige Virginia. Jeg skulle hilse og sige, at Mie ikke er helt tilfreds med, at man ikke kan klampe en snemand sammen af den smule sne.

Nå, men det var godt, vi trodsede elementernes rasen, for det var en god oplevelse at spise middag på A Chef's Kitchen i Williamsburg. Restauranten er lavet som et madlavningsshow men stadigvæk som "fine dining". Med fuldt hus var vi 24 gæster, som blev bænket på tre rækker forskudt i højden, så vi alle kunne se. Meget stilfuldt indrettet i stil som et fransk landkøkken, men stadig med pænt dækket bord. Man startede med champagne og hors d' oeuvres i en halv time, hvor man kunne sludre lidt med kokkene og hinanden, og efter en halv time gik vi til bords, hvor vi blev underholdt med fem retter med tilhørende vine af de to kokke, som samtidigt fortalte og underholdte. De lavede fremragende mad og det anderledes koncept gjorde det til en fantastisk totaloplevelse.

Så har der jo ellers været Super Bowl sidste søndag, som mange efterhånden også bemærker i Danmark. Det er årets absolut største sportsbegivenhed i USA, og det påstås, at det næst efter Thanksgiving er den dag, hvor amerikanerne indtager flest kalorier. Det tror jeg gerne, for den fire timers fodboldkamp forudgåes af fest lige fra om formiddagen, og diæten består primært af øl, pizza og hot wings. I år havde drengene fra Danmarks væbnede styrker besluttet sig for at opleve stemningen sammen med de lokale, så vi tilbragte søndag eftermiddag og aften på den lokale sportsbar Shore Break. Fantastisk oplevelse der bringer minder tilbage til EM sejren i 1984.

Pigerne har alle travlt med deres gøremål.

Rikke arbejder to dage om ugen på Universitetet, går i skole tre aftener om ugen og læser og skriver opgaver alle de vågne timer herudover. Det virker som om, det begynder at give lidt huller i humoren, men tiden flyver jo afsted, når man har det sjovt. Og det kan vi for alvor mærke i disse dage, hvor postkassen vrimler med tilbud på eksamensgaver. I næste uge har firmaerne med den slags udstillingsdage i universitetets bibliotek, så selvom det måske nogle dage virker håbløst, skal vi på onsdag ned og bestille gaver, kappe og helikopterlandingsplads (den firkantede hat med kvast). Så kan det forhåbentlig give lidt motivation til den sidste krampetrækning inden gradueringen, som er den 5. maj (husk at sætte kryds i kalenderen).

Emma og Mie arbejder hårdt i skolen, og bruger fritiden på lektier, teater og dans. Oven i det er Emma her i starten af året blevet optaget på skolens skuespil, så hver dag når hun får fri fra skole kl. 1540, går hun over i skolens kunstneriske afdeling og øver indtil kl. 1725, hvor jeg henter hende. Så efter aftensmad og lektier er der ikke meget fritid tilbage til hende. Det er hårdt at blive stor...

Min egen dagligdag er der ikke meget at sige om. Der bliver vist skrevet rigeligt om Forsvaret i disse dage... Men når jeg ikke hygger mig på kontoret og med at køre pigerne fra Herodes til Pilatus, bruger jeg enhver lejlighed til at komme på golfbanen, og selvom jeg nok synes, at mit spil i perioder lader en del tilbage at ønske, holder jeg mit handicap på 24, hvilket skulle være hæderligt nok til at kunne blive medlem af en klub, når jeg kommer hjem. Så jeg nyder livet ligeså meget som pigerne.