Så er det lige før...

Mormor og morfar kom forleden og er ovre deres jetlag, gaverne er pakket ind, reservationerne er på plads og kufferterne er pakket, så om ganske få minutter triller vi mod New York og fejrer den store dag.

Det er slet ikke til at forstå, at tiden lige pludselig er kommet, men på søndag kl. 11 bliver vores Emma konfirmeret. Vi er alle spændte, men det er vist helt galt for den unge dame. Hun er aldrig oppe før kl. 10 på en fridag, men da jeg stod op her til morgen kl. 7 var hun fuldt påklædt og klar til afgang. "Jeg er egentlig træt men kunne ikke sove mere", lød det.

Et lille stykke Danmarkshistorie i Virginia.

Det var en stor dag herovre i går, da vi stod op til nyheden om den nye danske forsvarschef og den danske militærhistories største karrierespring. Det er ikke hver dag man kan sige, at man er golfbuddy med forsvarschefen, og at samme har lært mig at chippe. Endnu mere surrealistisk blev det i går aftes, da alle danskerne samledes omkring hans adjudants pool og skålede tillykke i champagne med Peter via Skype. Champagne som hans hustru iøvrigt til lejligheden åbnede med hans sabel.

Men vi er alle sammen herovre rigtig glade og stolte, for Peter er en fantastisk fyr. Dygtig, hårdtarbejdende og virkelig behagelig, og det bliver rart endelig at få noget ro på alle de sager, som pressen har væltet sig rundt i den seneste tid.

Den kommende tid skal jo så vise, om det er godt eller skidt at kende forsvarschefen personligt. Men i hvert fald håber jeg, han holder fast i sit løfte om at sikre mig adgang til Viborg Golfklub. Selvom det nok bliver en underlig telefonsamtale, når vi om lidt kommer hjem. For den beslutning nåede desværre at blive truffet inden Peters tiltrædelse, så selvom vi forsøger at ignorere det så meget som muligt, må vi nok erkende, at adressen igen fra 4. juli 2012 kommer til at hedde Solvænget 106.

One Act Play festival.

Emma har i løbet af foråret deltaget i skolens skuespil. Emma spillede en af de syv små dværge.

Det var en lidt hård affære, for de øvede hver dag to timer efter skoletid, så pludselig varede skoledagene til kl. 1730, hvorefter der var lektier og hendes andre fritidsaktiviteter. Men resultatet blev også derefter. Deres skuespil blev opført på en One-Act-Festival en lørdag, hvor alle byens skoler opførte deres skuespil for hinanden med dommere på. Great Neck Middle School fik stor ros for deres show, som vi naturligvis også synes var det bedste. De unge mennesker kunne deres replikker til fingerspidserne, og de levede sig virkelig ind i deres roller, så det var en fornøjelse at se på.

Da det er en efter-skole-aktivitet på linje med de mere traditionelle sportsgrene, var der også award ceremony på skolen sammen med de andre vinteraktivteter, hvis sæson er sluttet nu. Det er enormt motiverende, at skolen bruger tid på at anerkende de unge mennesker for deres indsats, og der var stort fremmøde i går aftes, hvor Emma fik sin award sammen med resten af gruppen.

Final Mile.

I lørdags var det i anledningen af St. Patrick's Day endnu engang blevet tid til den årlige Shamrock Marathon. Børnene i Elementary Schools har i løbet af foråret løbet 25 miles i gymnastiktimerne, og den sidste mile løbes på strandpromenaden ved Atlanterhavskysten. Et arrangement hvor der deltager omkring 6.000 børn. Dertil kommer de større børn som gennemfører halve og hele marathons også.

Her er Mie o Sydney efter løbet.

I lighed med sidste år var vejret fantastisk, så man kunne gå en tur på stranden og nyde sandskulpturen, der var lavet til lejligheden. Det blev dog kun et kort visit, for Mie skulle tilbage til teatret og opføre sit show anden gang.

Three Blind Mice

Denne sæson har Mie også gået til teater. I lørdags var det hendes tur til at fremvise sit stykke. Mie spillede en af musene i skuespillet Three Blind Mice (derfor solbrillerne). Stykket varede en time, skuespillet var både sjovt og godt opført, og børnene gjorde et fantastisk job.

Nu er der fri resten af måneden, inden holdet starter op igen til forår-/sommersemesteret, og vi glæder os allerede til næste show.

D.A.R.E. graduation

I år blev det Mies klasse til at deltage i DARE (Drug Abuse Resistance Program) i skolen. Programmet er globalt og startede i Los Angeles i 1983 for at lære unge om farerne ved euforiserende stoffer - lige fra rygning til decideret stofmisbrug. De lærer også om gruppepres og beslutningsprocesser, og da undervisningen foretages af den lokale sheriff, får de også et naturligt og positivt forhold til uniformerede autoriteter.

Efter udlevering af certifikater til "I love me"-væggen afsiger børnene en troskabsed om at holde sig ude af misbrug.

På den end side er det lidt bekymrende, at der tilsyneladende er behov for at undervise børn i 4. klasse om farerne ved misbrug, men på den anden side er programmet supergodt, og det er vel bedre at starte for tidligt end for sent.

Her er Mie med sin lærer.

Emmas første offentlige optræden.

Indtil nu har Emmas skuespil kun været vist i lukkede kredse på skolen og på teaterskolen. I lørdags havde hun sin første offentlige optræden. Der var et arrangement i det lokale mall, hvor mere end 100 stande kom med ideer til fritidsaktiviteter for børn og unge.
Til anledningen havde Emmas teaterskole arrangeret et mindre skuespil, de opførte som smagsprøve. Det foregik ombord på et krydstogtskib, og Emma var cruise ship director. Det gik rigtig fint, og selvom der var sommerfugle i maven, var det en god oplevelse at få lov at vise til offentligheden, hvad hun går og arbejder med.


Efter skuespillet gav hun også lige et nummer i en duet sammen med Sara - en anden pige fra hendes hold.

På mange måder en solskinsdag.

Dagen i dag har på flere måder vist sig fra sin dejlige side.

Til morgen var referatet fra gårsdagens møde i Teknisk Udvalg blevet offentliggjort, og efter mere end et års tovtrækkeri med Viborg Kommune, flere timer end jeg orker at tænke på samt udfærdigelse at et 26 sider sagsoplæg inkl. bilag, kunne man læse: "Teknisk Udvalg besluttede at meddele dispensation fra den fastlagte byggelinje i lokalplan nr. 3.28 for et nyt boligområde ved Solvænget i Frederiks...". Så ind imellem kan borgeren faktisk godt vinde over systemet, og vi glæder os til at påbegynde byggeriet af vores planlagte garage, når vi kommer hjem.

Endvidere stod temperaturen i Virginia Beach på 28 grader i dag, da jeg hentede Mie i skolen. Det var perfekt timing, for 1. marts er dagen, hvor vores yndlingsishus "Rita's" åbnede efter vinteren. Det fejrede Mie og jeg med en gelati, mens vi solede vores blege vinterkroppe lidt.

Verdens sejeste pige.

Jeg skal en tur på golfbanen med tre danske generaler i dag. Så har jeg da en undskyldning for den aftagende kvalitet af mit spil her på det seneste, for mon ikke det er bedst for karrieren i det lange løb at spille elendigt...

Mens jeg sidder her alene med morgenkaffen inden dagen på golfbanen, kigger jeg på stakken af artikler og bøger ved Rikkes arbejdsplads. Og så bliver jeg igen mindet om, at jeg har giftet mig med den sejeste pige, som jeg er næsegrus af beundring over for.
En typisk dag i Rikkes liv:
0630: Vækkeuret ringer. Vækning, madpakker og børnene køres i skole.
0900: Mødetid på jobbet, der her i USA er et skrivebord i et stort åbent rum uden nogen form for privatliv.
1700: Fri fra arbejde.
1745: Skolestart.
2030: Fri fra skole.
2100: Hjemme igen (efter 12 timer!). Børn puttes og manden underholdes (tak, det trænger jeg til).
2200: Lektier i 2-4 timer afhængig af hvor meget der også skal skrives.
0100: Sengetid.
Og dagen efter starter det hele forfra, indtil weekenden, hvor hun i det mindste kan sove til henad ved 9-tiden, men til gengæld derefter bruger hele dagen på lektier. Fx sad hun i går lørdag uafbrudt med lektier fra hun stod op, til vi spiste aftensmad kl. 19. Efter aftensmaden var der så lige endnu en artikel, som hun læste på til kl. 23.
JEG er vanvittigt stolt af hende, og hun er en inspiration ift. at give alt og yde sit bedste. Jeg glæder mig til at se hende høste frugterne den 5. maj.

En skøn februardag i Paradis.

Jeg bliver altså aldrig træt af vinteren her i sydstaterne. Her bliver lige nøjagtig koldt nok til, at man mærker årstiderne, men det varer heldigvis aldrig ret længe ad gangen. I søndags regnede det uafbrudt hele dagen iblandet slud ind imellem, og det var rigtig ærgerligt og trist. Til gengæld varede det kun den ene dag, og ugen igennem er temperaturerne steget støt. Så det er med at gribe chancen og få arbejdet på handicappet, når chancen byder sig. Heldigvis har jeg fået min chef overbevist om glæden ved at spille golf, så kontoret blev beordret lukket til middag og resten af eftermiddagen tilbragt på golfbanen. Her et billede fra sjette huls tee box med en fantastisk udsigt til Chesapeake Bay i baggrunden. Ikke dårligt.

Temperaturen toppede ved 26 grader i dag, så taget røg i bagagerummet, og Mie og jeg nød turen hjem fra skole med vind i håret og sol i ansigtet. Naturen kan også godt lide varmen. Påskeliljerne sprang ud for 14 dage siden, og lige nu er kirsebærtræerne i fuldt flor, mens magnolierne er lige ved at springe ud også. Temperaturen skal ganske vist falde tilbage til etcifrede gradtal til weekenden, men indtil da nyder vi varmen i fulde drag.

ODU Lady Monarchs

Søndag var dagen, hvor vi blev introduceret til en ny sportsgren herovre. Dog kun som tilskuere - ikke aktive udøvere.

Rikke havde fået billetter til basketball kamp med Lady Monarchs på universitetet. Det er ODU's damehold, og de spillede mod VCU Rams fra Richmond. Det var faktisk meget pudsigt, for VCU er det universitet Rikke gik på, da hun boede et år herovre som au pair efter gymnasiet. Så det var hendes nuværende mod hendes "gamle" universitet. Det blev vi nu ikke skizofrene af, for vi holdt selvfølgelig med ODU.

Desværre ændrede det ikke på, at ODU fik klø, men det var stadig en god kamp med masser af action, der minder meget om de håndboldkampe vi har været nødt til at undvære de sidste tre år.

Mie Honor Roll

Så gik der endnu et kvartal, og det blev igen tid til udlevering af karakterblade. Vi er heldige at have to piger, der arbejder hårdt, og det betalte sig endnu engang, hvor de kom på Honor Roll.

I Middle School gøres der ikke noget særligt ud af det, men som sædvanlig blev vi i sidste uge inviteret med til ceremoni på Mies skole. Her får hun sit diplom overrakt af skoleinspektøren Dr. Z.

Efter ceremonien er der lige lidt tid til billeder, inden skoledagen fortsætter. Så Mie blev fotograferet med sin klasselærer Ms Phoenix (og hendes to tvillingedrenge) til højre og Ms Young til venstre. Hun er en lærerstuderende, som er i praktik i klassen, og Mie holder meget af dem begge.

Seneste nyt.

2012 har indtil videre vist sig at være travlt, og tiden flyver afsted, så det er så som så med at få skrevet i dagbogen. Men efter en aften i byen i går, sidder jeg alligevel og stener lidt, så det er så god en lejlighed som nogen til at få skrevet lidt.

Valentine's Day er jo på tirsdag (et hint til evt. mandlige læsere derude), men da tirsdag jo (også) er skoledag for Rikke, fejrede vi i går aftes. Jeg havde været heldig nok til at få bord på en ny restaurant, som vi havde hørt om gennem nogle venner. Heldigvis havde jeg været tidligt ude, for stedet er kun åbent torsdag til lørdag og ret populært, så der er knapt tre måneders ventetid på et bord. Selvfølgelig skulle lige nøjagtigt i går vise sig at blive denne vinters første (og forhåbentlig sidste) vinterdag. Vi stod på til en skøn dag, men op ad formiddagen faldt temperaturen pludselig fra 14 grader til frysepunktet i løbet af to timer, og himlen blev samtidigt deprimerende stålgrå. Og bedst som vi skulle køre, begyndte det at sne og blæse helt vildt. Vi bestemte os for at trodse elementerne, selvom restauranten ligger godt en times kørsel fra Virginia Beach. Det sneede faktisk ret voldsomt, og den mindste smule sne på vejen i denne del af USA gør amerikanerne livsfarlige i deres store biler. Men heldigvis var vejen så varm, at sneen kun blev liggende på græsset, så da vi skulle hjem efter middagen, var der ingen problemer. På billedet ses resultatet dagen efter at en "snestorm" i det sydlige Virginia. Jeg skulle hilse og sige, at Mie ikke er helt tilfreds med, at man ikke kan klampe en snemand sammen af den smule sne.

Nå, men det var godt, vi trodsede elementernes rasen, for det var en god oplevelse at spise middag på A Chef's Kitchen i Williamsburg. Restauranten er lavet som et madlavningsshow men stadigvæk som "fine dining". Med fuldt hus var vi 24 gæster, som blev bænket på tre rækker forskudt i højden, så vi alle kunne se. Meget stilfuldt indrettet i stil som et fransk landkøkken, men stadig med pænt dækket bord. Man startede med champagne og hors d' oeuvres i en halv time, hvor man kunne sludre lidt med kokkene og hinanden, og efter en halv time gik vi til bords, hvor vi blev underholdt med fem retter med tilhørende vine af de to kokke, som samtidigt fortalte og underholdte. De lavede fremragende mad og det anderledes koncept gjorde det til en fantastisk totaloplevelse.

Så har der jo ellers været Super Bowl sidste søndag, som mange efterhånden også bemærker i Danmark. Det er årets absolut største sportsbegivenhed i USA, og det påstås, at det næst efter Thanksgiving er den dag, hvor amerikanerne indtager flest kalorier. Det tror jeg gerne, for den fire timers fodboldkamp forudgåes af fest lige fra om formiddagen, og diæten består primært af øl, pizza og hot wings. I år havde drengene fra Danmarks væbnede styrker besluttet sig for at opleve stemningen sammen med de lokale, så vi tilbragte søndag eftermiddag og aften på den lokale sportsbar Shore Break. Fantastisk oplevelse der bringer minder tilbage til EM sejren i 1984.

Pigerne har alle travlt med deres gøremål.

Rikke arbejder to dage om ugen på Universitetet, går i skole tre aftener om ugen og læser og skriver opgaver alle de vågne timer herudover. Det virker som om, det begynder at give lidt huller i humoren, men tiden flyver jo afsted, når man har det sjovt. Og det kan vi for alvor mærke i disse dage, hvor postkassen vrimler med tilbud på eksamensgaver. I næste uge har firmaerne med den slags udstillingsdage i universitetets bibliotek, så selvom det måske nogle dage virker håbløst, skal vi på onsdag ned og bestille gaver, kappe og helikopterlandingsplads (den firkantede hat med kvast). Så kan det forhåbentlig give lidt motivation til den sidste krampetrækning inden gradueringen, som er den 5. maj (husk at sætte kryds i kalenderen).

Emma og Mie arbejder hårdt i skolen, og bruger fritiden på lektier, teater og dans. Oven i det er Emma her i starten af året blevet optaget på skolens skuespil, så hver dag når hun får fri fra skole kl. 1540, går hun over i skolens kunstneriske afdeling og øver indtil kl. 1725, hvor jeg henter hende. Så efter aftensmad og lektier er der ikke meget fritid tilbage til hende. Det er hårdt at blive stor...

Min egen dagligdag er der ikke meget at sige om. Der bliver vist skrevet rigeligt om Forsvaret i disse dage... Men når jeg ikke hygger mig på kontoret og med at køre pigerne fra Herodes til Pilatus, bruger jeg enhver lejlighed til at komme på golfbanen, og selvom jeg nok synes, at mit spil i perioder lader en del tilbage at ønske, holder jeg mit handicap på 24, hvilket skulle være hæderligt nok til at kunne blive medlem af en klub, når jeg kommer hjem. Så jeg nyder livet ligeså meget som pigerne.

Amerikanere og våben.

Lige siden Bill of Rights blev skrevet i 1789 har amerikanernes ret til at bære våben været stadfæstet ved lov. I vore dage fremgår det af det andet tillæg til deres Grundlov. Det er et underligt forhold for os danskere, som man mærker hele tiden. En af mine venner var en dag inde i en våbenforretning på størrelse med en dansk middelstor Brugs og spørge efter en jagtriffel. Der er vist nogle nede bagved, svarede ekspedienten, for alt det andet var automatrifler og andet grej. Selv i vores almindelige sportsforretning har de et pænt udvalg af våben - herunder lyserøde små rifler, hvis du ens døtre ikke bryder sig om et almindeligt våben. I fredags mærkede vi det også på skydebanen, som jeg tog pigerne med på. Den lokale US Marine Corps base har en indendørs skydebane, hvor man kan leje alt i håndvåben, fra en kaliber .22 over Desert Eagle til diverse automatrifler. Jeg havde hørt, at man kunne have børn fra 10 år med (det er jo vigtigt, at man kan betjene et håndvåben i den alder...), så vi troppede op derude. Vi var lidt tilbageholdende, men det var åbenbart det mest naturlige i verden, så efter en sikkerkedsbriefing, en lille prøve og valg af våben, skød vi efter en lille times tid løs på en rigtig terrorist.

Det var til at begynde med en lidt voldsom oplevelse, for amerikanerne holder sig altså ikke tilbage, så mens vi stod med almindelige 9 mm. pistoler og en kaliber .22, var nogle gutter i fuld sving med automatrifler og pump guns. Jeg kan så godt hilse og sige, at uanset størrelsen af høreværn laver sådan nogle altså en realistisk støj på en indendørs bane. Men da det indledende chok havde lagt sig, og vi havde vænnet os til det, blev pigerne ret grebet af det, og inden vi havde set os om, havde de hver skudt 50 skud. Som det kan ses, var det lige noget der passede dem.

Og for mig var det bedste, at man bare pænt afleverede sit våben efter brug. Ikke noget med at sidde timevis i pudsestuen og rense krudtslam af. Det er bestemt ikke sidste gang, vi har prøvet det.

Juleferie.

Tredje juledag var det meningen, vi skulle have været på skiferiei Wintergreen. Men for første gang i snart et år, valgte Meeko netop dén dag til at gå på vulkaner. Hun spiste det sidste andesteg 2. juledag til frokost, og røg så ellers ud for at lufte sig. Om aftenen var hun stadig ikke kommet tilbage, men det gav ikke anledning til løftede øjenbryn, for uanset hvad ligger hun altid på terrassen om morgenen. Bare ikke lige tredje juledag... Nå, vi fik pakket kufferter og bil, og så var det jo ellers bare at vente på, at damen indfandt sig. Det gjorde hun bare ikke, så sent på eftermiddagen måtte vi ringe til Kitty Island og skiresortet og udsætte vores ankomst med i første omgang 24 timer. Et kvarter efter kom hun selvfølgelig hjem, som om intet var hændt, men så tog vi i stedet på Shore Break og spillede pool og spiste aftensmad og havde en hyggelig, stille og rolig aften.
Næste dag lykkedes det at komme afsted, og det var skønt kun at have 3½ times kørsel til bjergene denne gang. Til gengæld var vi lidt spændte på at se, hvor meget sne der var, for indtil videre har vinteren i Virginia været ekstremt mild. Der var da heller ikke noget ægte sne, men heldigvis var det koldt nok om natten til at snemaskinerne kunne arbejde, så det var lykkedes dem at åbne seks pister, der så underlige ud midt i de grønne bjerge.

Det var skønt at komme lidt væk hjemmefra, og specielt Rikke nød at kunne koble helt af og samle kræfter til sidste semester på universitetet. Vi havde en dejlig toværelses hytte med udsigt over bjergene, og det var skønt at kunne veksle imellem total afslapning i hytten og lidt frisk luft og aktivitet på pisterne. Og vi endte faktisk alle sammen med at blive ganske habile på skiene, så der var hverken brækkede lemmer eller ømme steder på kroppen.

Nytåret blev fejret efter alle traditioner i hytten. Der var nytårstale, 90-års fødselsdagen, bordbomer, festmiddag, musik og dans. Det var dog en lidt oplevelse at grille bøfferne. På grund af faren for bjørne var det i nemlig slet ikke tilladt at grille, og mens jeg stod ude på terrassen i mørket, synes jeg flere gang at kunne høre bjørnemor komme trampende gennem underskoven for at få en bid mad med.
Den 1. januar kørte vi tilbage til Virginia Beach, hvor temperaturen var på den rigtige side af 20 grader, så det var lidt underligt at nyde dagen derpå i sommertøj.

Jul.

Så er det vist ved at være høje tid at reflektere over julen, inden 14 skønne fridage går helt i glemmebogen. Vi fejrede jul hjemme i 2011 med kun os fire. Bedst som vi skulle til at sætte os til bords og nyde frugterne af en hel dags arbejde i køkkenet, ringede det pludselig på. Amerikanerne fejrer jo først jul den 25. om morgenen, så de har jo masser af tid juleaften, og nogle familier har tradition for at tage rundt til venner og synge julesange (caroling) og ønske god jul. Sådan en familie viste vores danselærer sig at være en del af, for pludselig stod hun med forældre, mand og seks dage gammel baby på trappen og sang julesange.

Det var jo selvfølgelig meget hyggeligt, men timingen kunne ikke være ringere, så mens vi stod og sludrere i entreen, kunne man lugte de brunede kartofler blive lige rigeligt varme ude fra køkkenet. Nå, men når man stikker en få dage gammel baby i armene på husets frue, kan alt jo tilgives, og vi kunne stadig nyde en fantastisk julemiddag, da vi havde sendt vores uventede gæster videre.

Efter middagen var jeg traditionen tro nede hos vores venner fra Marsk og være julemand, og så kunne vi fortsætte vores julefejring med dans, sange og gaver bagefter.

Vi havde en dejlig aften og efterfølgende dage, hvor vi bare nød at have fri, spise julemad og lave ingenting.

Endelig jul.

Uanset hvor gammel man bliver, er ventetiden til juleaften altså bare laaaang. Og det var ikke nemmere i år, hvor jeg havde to dage alene, mens Rikke stadig arbejdede, og pigerne gik i skole. Heldigvis har vejret været fantastisk, så jeg har fået spillet lidt golf. Årets sidste runde fik jeg ind med en kammerat i torsdags i 20 grader og med fantastisk udsigt over James River.

Samme eftermiddag fik Rikke og pigerne heldigvis også ferie, så for at kickstarte julestemningen, kørte vi et smut til Christmas Town i Busch Gardens, Williamsburg. Forlystelsesparken er totalt pakket ind i julelys, og så drysser man ellers blot rundt og drikker varm kakao og spiser churros, som er mexicanske friturestegte kagestænger med sukker og kanel på - mmmmmm.
I store træk minder det vel om Tivolis julemarked, selvom det var lidt underligt at gå på julemarked i 15 graders varme, og flere gæster gik rundt i shorts og flip flops. Men alligevel en dejlig afveksling fra sidste år, hvor vi var ved at dø af kulde deroppe, når vi var nødt til at stå stille i en kø.

I dag har vi så gjort det sidste klart til den store aften. Gaverne er under træet, ænder og flæskesteg avec er godt undervejs, ris a la mande er i køleskabet, og julekalenderne er set færdige. Her til eftermiddag har vi været en tur på stranden og trække lidt frisk luft og bygge appetitten op til herlighederne om et par timer. Eneste tilbageværende gøremål er tjansen som julemand hos vores venner nede ad gaden, og SÅ er det jul.

Det er lidt underligt at tænke på, at I alle hjemme vel så småt er ved at færdige med juleaften på dette tidspunkt. Men uanset hvad, ønskes alle en glædelig jul, og vores tanker og hilsener går også til de, der ikke kan være sammen med deres kære denne aften.

Sæsonens første frostvejr

Der er al mulig grund til at være i julestemning herovre.
I går var vi til årets anden julegudstjeneste med vores konfirmand in spe. For 14 dage siden deltog vi i den norske julegudstjeneste, som holdes hvert år her i byen af den norske sømandspræst. Den danske sømandspræst kører desværre ikke længere sydpå end Washington DC, så vi måtte et smut derop i går for også at deltage i den danske. Det var nu meget hyggeligt, og så havde vi jo samtidigt muligheden for at komme i Ikea, hvor pigerne handlede nye møbler til deres værelser, og jeg fik sild til julefrokosten.
Som prikken over i-et ift. juletiden havde vi i nat denne sæsons første nattefrost. Ganske vist kun -½ grader, men alligevel. Heldigvis betyder det masser af sol om dagen, så vi klager ikke.

En travl julemåned.

Pyha, det har været en travl december måned. Så nu hvor travlheden så småt er ved at lægge sig, julekortene er sendt, og vi alle fire gør klar til at holde ferie, er det vist tid til at gøre lidt status.

Rikke har foruden sin praktikplads skrevet flere opgaver til semesterafslutningen, end hun orker at tælle. De er til gengæld alle afleverede nu, og selvfølgelig har hun flot bestået alle sine fag, så nu er der "kun" ét semester og tre fag tilbage, til hendes MPA er i hus.

Universitetet er blevet så glade for hende, at de tilbød hende et job til næste år. Med tre fag tilbage, var det en lidt overvældende tanke, så hun takkede i første omgang pænt nej. Men de insisterede og imødegik hvert af hendes argumenter med et tilbud om at tilpasse jobbet, så det kunne passe i hendes dagligdag. Så i går underskrev hun kontrakten, så hun starter den 9. januar som Graduate Assistant på Old Dominion University Career Management Center, 15 timer om ugen. Det er da meget godt gået!

En stor del af november måned gik med at planlægge et besøg af den Parlamentariske Forsamling til NATO fra Folketinget her hos os. Til at begynde med, var det en større forsamling, som skulle have kommet hertil, men på grund af den hjemlige politiske virkelighed, faldt en del af deltagerne fra undervejs. Fx fik vi, af årsager som er kendte for alle, afbud fra Troels Lund Poulsen dagen før besøget... Hvorom alting er modtog vi Holger K., Lene Espersen, Zenia Stampe og et par embedsmænd fra Folketinger hernede i starten af december. Vi var ude og spise en hyggelig middag med dem om aftenen, da de kom, og havde dem dagen efter med rundt at se NATO hovedkvarteret og det ypperste af det amerikanske "diplomati": et hangarskib og en F-22 Raptor. Det var en god oplevelse, da de var meget videbegærlige og spørgende, og det var opfattelsen, at vi sendte dem hjem med en god oplevelse af, hvad Forsvaret kan tilbyde, og værdien af at have danske soldater udstationeret hos vores strategiske partnere.

Bemærk i øvrigt dette billede fra broen på USS Enterprise, som jeg synes er meget sjovt. Hvis man ser billedet i stor størrelse, kan man se, at der er en Mc Donald's lige på kajen, hvor skibet er forankret. Så det ser ud som om, at hangarskibet lige er rullet ind på Mc Drive og er klar til at bestille 6.500 happy meals.

Ugen efter skulle vi have haft en dansk general på besøg til en årlig konference herovre. Det hele var ellers planlagt, men blev i sidste øjeblik aflyst, da han har fået den tvivlsomme fornøjelse af at væe medforfatter på rapporten om sammenlægning af Forsvarskommadoen og Departementet, som vores minister har bestilt. Det gjorde nu ikke noget, for hvor politikerne kun var i byen 1½ dag, skulle vi have taget os af de andre det meste af en uge, og det har været et travlt privat program også.

Rikke har som sagt afsluttet semesteret, og vi har alle været med Emma til vinterkoncert med koret på skolen.

Emma går også til skuespil, og de afsluttede året med at opføre musicalen "Annie" i denne weekend. Så hun har hver aften ugen igennem været til generalprøver, og i går aftes var vi hele familien med til premieren. Det var et fantastisk show, og i dag er hun på teatret til yderligere to forestillinger. Emma spiller både politimanden og husholdersken Mrs. Drake, og hun var virkelig god.

Vores børn er i det hele taget ved at udleve deres kunstneriske gener (hvor de så end har fået dem fra). Hvor Emma nyder skuespillet, nyder Mie at male. Hun er blevet meldt ind i en "kunstner klub" på skolen, hvor hun laver malerier og lærer om forskellige teknikker. I går malede de "Winter Wonderland".

I år holder vi jul hjemme alene, og tredje juledag kører vi til bjergene, hvor vi har lejet en lejlighed i Wintergreen Ski Resort. Her bliver vi hen over nytåret og håber på nogle hyggelige dage sammen. Om det bliver til ski må tiden vise, for i øjeblikket har vi haft en periode med næsten 20 grader om dagen, og det er jo i hvert fald ikke særlig befordrende for snevejret. Til gengæld har de også spa, badeland, indendørs tennisbaner og hvad har vi, så mon ikke nok, vi skal kunne få tiden til at gå. Og hvis det ikke sner, kan man vel klemme en runde eller to ind på deres golfbane.

Julestemning.

Med Thanksgiving vel overstået kunne vi gå i gang med at få pyntet op til jul. Det var en underlig fornemmelse i år. Både fordi det er sidste gang, vi skal pynte dette hus til jul, men også fordi vejret har været helt fantastisk. Midt på eftermiddagen havde vi temperaturer sidst i 30'erne på fortrappen lige i solen, og det føles bare forkert (men helt vildt lækkert), når man går om aftenen sidst i november i korte ærmer og pynter til jul.

Det har nu ændret sig, efter vi er kommet ind i december, så nu føles det lidt mere som om, julen er nær. Der er stadig masser af blå himmel og høj sol, men det er blevet koldt. Forleden morgen var der kun 2 grader udenfor.

I dag var vi til julegudstjeneste i den norske lejr, hvis sømandspræst (også fra New York) hvert år kommer herned og holder gudstjeneste. Det gjorde hun godt, og salmerne er de samme som vores. Men prædikenen på norsk var vist lige voldsomt nok for Mie og Emma. Emma udbrød i hvert fald bagefter, at hun nu forstod, hvordan hendes amerikanske venner havde det, når hun taler i mobiltelefon (på dansk) med os.

Julen holder vi i øvrigt hjemme i år. Tredje juledag har vi lejet en lejlighed på et skiresort oppe i bjergene, hvor vi vil tage op og restituere og lade op til sidste halvår i drømmeland.