Mie Honor Roll

Så gik der endnu et kvartal, og det blev igen tid til udlevering af karakterblade. Vi er heldige at have to piger, der arbejder hårdt, og det betalte sig endnu engang, hvor de kom på Honor Roll.

I Middle School gøres der ikke noget særligt ud af det, men som sædvanlig blev vi i sidste uge inviteret med til ceremoni på Mies skole. Her får hun sit diplom overrakt af skoleinspektøren Dr. Z.

Efter ceremonien er der lige lidt tid til billeder, inden skoledagen fortsætter. Så Mie blev fotograferet med sin klasselærer Ms Phoenix (og hendes to tvillingedrenge) til højre og Ms Young til venstre. Hun er en lærerstuderende, som er i praktik i klassen, og Mie holder meget af dem begge.

Seneste nyt.

2012 har indtil videre vist sig at være travlt, og tiden flyver afsted, så det er så som så med at få skrevet i dagbogen. Men efter en aften i byen i går, sidder jeg alligevel og stener lidt, så det er så god en lejlighed som nogen til at få skrevet lidt.

Valentine's Day er jo på tirsdag (et hint til evt. mandlige læsere derude), men da tirsdag jo (også) er skoledag for Rikke, fejrede vi i går aftes. Jeg havde været heldig nok til at få bord på en ny restaurant, som vi havde hørt om gennem nogle venner. Heldigvis havde jeg været tidligt ude, for stedet er kun åbent torsdag til lørdag og ret populært, så der er knapt tre måneders ventetid på et bord. Selvfølgelig skulle lige nøjagtigt i går vise sig at blive denne vinters første (og forhåbentlig sidste) vinterdag. Vi stod på til en skøn dag, men op ad formiddagen faldt temperaturen pludselig fra 14 grader til frysepunktet i løbet af to timer, og himlen blev samtidigt deprimerende stålgrå. Og bedst som vi skulle køre, begyndte det at sne og blæse helt vildt. Vi bestemte os for at trodse elementerne, selvom restauranten ligger godt en times kørsel fra Virginia Beach. Det sneede faktisk ret voldsomt, og den mindste smule sne på vejen i denne del af USA gør amerikanerne livsfarlige i deres store biler. Men heldigvis var vejen så varm, at sneen kun blev liggende på græsset, så da vi skulle hjem efter middagen, var der ingen problemer. På billedet ses resultatet dagen efter at en "snestorm" i det sydlige Virginia. Jeg skulle hilse og sige, at Mie ikke er helt tilfreds med, at man ikke kan klampe en snemand sammen af den smule sne.

Nå, men det var godt, vi trodsede elementernes rasen, for det var en god oplevelse at spise middag på A Chef's Kitchen i Williamsburg. Restauranten er lavet som et madlavningsshow men stadigvæk som "fine dining". Med fuldt hus var vi 24 gæster, som blev bænket på tre rækker forskudt i højden, så vi alle kunne se. Meget stilfuldt indrettet i stil som et fransk landkøkken, men stadig med pænt dækket bord. Man startede med champagne og hors d' oeuvres i en halv time, hvor man kunne sludre lidt med kokkene og hinanden, og efter en halv time gik vi til bords, hvor vi blev underholdt med fem retter med tilhørende vine af de to kokke, som samtidigt fortalte og underholdte. De lavede fremragende mad og det anderledes koncept gjorde det til en fantastisk totaloplevelse.

Så har der jo ellers været Super Bowl sidste søndag, som mange efterhånden også bemærker i Danmark. Det er årets absolut største sportsbegivenhed i USA, og det påstås, at det næst efter Thanksgiving er den dag, hvor amerikanerne indtager flest kalorier. Det tror jeg gerne, for den fire timers fodboldkamp forudgåes af fest lige fra om formiddagen, og diæten består primært af øl, pizza og hot wings. I år havde drengene fra Danmarks væbnede styrker besluttet sig for at opleve stemningen sammen med de lokale, så vi tilbragte søndag eftermiddag og aften på den lokale sportsbar Shore Break. Fantastisk oplevelse der bringer minder tilbage til EM sejren i 1984.

Pigerne har alle travlt med deres gøremål.

Rikke arbejder to dage om ugen på Universitetet, går i skole tre aftener om ugen og læser og skriver opgaver alle de vågne timer herudover. Det virker som om, det begynder at give lidt huller i humoren, men tiden flyver jo afsted, når man har det sjovt. Og det kan vi for alvor mærke i disse dage, hvor postkassen vrimler med tilbud på eksamensgaver. I næste uge har firmaerne med den slags udstillingsdage i universitetets bibliotek, så selvom det måske nogle dage virker håbløst, skal vi på onsdag ned og bestille gaver, kappe og helikopterlandingsplads (den firkantede hat med kvast). Så kan det forhåbentlig give lidt motivation til den sidste krampetrækning inden gradueringen, som er den 5. maj (husk at sætte kryds i kalenderen).

Emma og Mie arbejder hårdt i skolen, og bruger fritiden på lektier, teater og dans. Oven i det er Emma her i starten af året blevet optaget på skolens skuespil, så hver dag når hun får fri fra skole kl. 1540, går hun over i skolens kunstneriske afdeling og øver indtil kl. 1725, hvor jeg henter hende. Så efter aftensmad og lektier er der ikke meget fritid tilbage til hende. Det er hårdt at blive stor...

Min egen dagligdag er der ikke meget at sige om. Der bliver vist skrevet rigeligt om Forsvaret i disse dage... Men når jeg ikke hygger mig på kontoret og med at køre pigerne fra Herodes til Pilatus, bruger jeg enhver lejlighed til at komme på golfbanen, og selvom jeg nok synes, at mit spil i perioder lader en del tilbage at ønske, holder jeg mit handicap på 24, hvilket skulle være hæderligt nok til at kunne blive medlem af en klub, når jeg kommer hjem. Så jeg nyder livet ligeså meget som pigerne.

Amerikanere og våben.

Lige siden Bill of Rights blev skrevet i 1789 har amerikanernes ret til at bære våben været stadfæstet ved lov. I vore dage fremgår det af det andet tillæg til deres Grundlov. Det er et underligt forhold for os danskere, som man mærker hele tiden. En af mine venner var en dag inde i en våbenforretning på størrelse med en dansk middelstor Brugs og spørge efter en jagtriffel. Der er vist nogle nede bagved, svarede ekspedienten, for alt det andet var automatrifler og andet grej. Selv i vores almindelige sportsforretning har de et pænt udvalg af våben - herunder lyserøde små rifler, hvis du ens døtre ikke bryder sig om et almindeligt våben. I fredags mærkede vi det også på skydebanen, som jeg tog pigerne med på. Den lokale US Marine Corps base har en indendørs skydebane, hvor man kan leje alt i håndvåben, fra en kaliber .22 over Desert Eagle til diverse automatrifler. Jeg havde hørt, at man kunne have børn fra 10 år med (det er jo vigtigt, at man kan betjene et håndvåben i den alder...), så vi troppede op derude. Vi var lidt tilbageholdende, men det var åbenbart det mest naturlige i verden, så efter en sikkerkedsbriefing, en lille prøve og valg af våben, skød vi efter en lille times tid løs på en rigtig terrorist.

Det var til at begynde med en lidt voldsom oplevelse, for amerikanerne holder sig altså ikke tilbage, så mens vi stod med almindelige 9 mm. pistoler og en kaliber .22, var nogle gutter i fuld sving med automatrifler og pump guns. Jeg kan så godt hilse og sige, at uanset størrelsen af høreværn laver sådan nogle altså en realistisk støj på en indendørs bane. Men da det indledende chok havde lagt sig, og vi havde vænnet os til det, blev pigerne ret grebet af det, og inden vi havde set os om, havde de hver skudt 50 skud. Som det kan ses, var det lige noget der passede dem.

Og for mig var det bedste, at man bare pænt afleverede sit våben efter brug. Ikke noget med at sidde timevis i pudsestuen og rense krudtslam af. Det er bestemt ikke sidste gang, vi har prøvet det.

Juleferie.

Tredje juledag var det meningen, vi skulle have været på skiferiei Wintergreen. Men for første gang i snart et år, valgte Meeko netop dén dag til at gå på vulkaner. Hun spiste det sidste andesteg 2. juledag til frokost, og røg så ellers ud for at lufte sig. Om aftenen var hun stadig ikke kommet tilbage, men det gav ikke anledning til løftede øjenbryn, for uanset hvad ligger hun altid på terrassen om morgenen. Bare ikke lige tredje juledag... Nå, vi fik pakket kufferter og bil, og så var det jo ellers bare at vente på, at damen indfandt sig. Det gjorde hun bare ikke, så sent på eftermiddagen måtte vi ringe til Kitty Island og skiresortet og udsætte vores ankomst med i første omgang 24 timer. Et kvarter efter kom hun selvfølgelig hjem, som om intet var hændt, men så tog vi i stedet på Shore Break og spillede pool og spiste aftensmad og havde en hyggelig, stille og rolig aften.
Næste dag lykkedes det at komme afsted, og det var skønt kun at have 3½ times kørsel til bjergene denne gang. Til gengæld var vi lidt spændte på at se, hvor meget sne der var, for indtil videre har vinteren i Virginia været ekstremt mild. Der var da heller ikke noget ægte sne, men heldigvis var det koldt nok om natten til at snemaskinerne kunne arbejde, så det var lykkedes dem at åbne seks pister, der så underlige ud midt i de grønne bjerge.

Det var skønt at komme lidt væk hjemmefra, og specielt Rikke nød at kunne koble helt af og samle kræfter til sidste semester på universitetet. Vi havde en dejlig toværelses hytte med udsigt over bjergene, og det var skønt at kunne veksle imellem total afslapning i hytten og lidt frisk luft og aktivitet på pisterne. Og vi endte faktisk alle sammen med at blive ganske habile på skiene, så der var hverken brækkede lemmer eller ømme steder på kroppen.

Nytåret blev fejret efter alle traditioner i hytten. Der var nytårstale, 90-års fødselsdagen, bordbomer, festmiddag, musik og dans. Det var dog en lidt oplevelse at grille bøfferne. På grund af faren for bjørne var det i nemlig slet ikke tilladt at grille, og mens jeg stod ude på terrassen i mørket, synes jeg flere gang at kunne høre bjørnemor komme trampende gennem underskoven for at få en bid mad med.
Den 1. januar kørte vi tilbage til Virginia Beach, hvor temperaturen var på den rigtige side af 20 grader, så det var lidt underligt at nyde dagen derpå i sommertøj.

Jul.

Så er det vist ved at være høje tid at reflektere over julen, inden 14 skønne fridage går helt i glemmebogen. Vi fejrede jul hjemme i 2011 med kun os fire. Bedst som vi skulle til at sætte os til bords og nyde frugterne af en hel dags arbejde i køkkenet, ringede det pludselig på. Amerikanerne fejrer jo først jul den 25. om morgenen, så de har jo masser af tid juleaften, og nogle familier har tradition for at tage rundt til venner og synge julesange (caroling) og ønske god jul. Sådan en familie viste vores danselærer sig at være en del af, for pludselig stod hun med forældre, mand og seks dage gammel baby på trappen og sang julesange.

Det var jo selvfølgelig meget hyggeligt, men timingen kunne ikke være ringere, så mens vi stod og sludrere i entreen, kunne man lugte de brunede kartofler blive lige rigeligt varme ude fra køkkenet. Nå, men når man stikker en få dage gammel baby i armene på husets frue, kan alt jo tilgives, og vi kunne stadig nyde en fantastisk julemiddag, da vi havde sendt vores uventede gæster videre.

Efter middagen var jeg traditionen tro nede hos vores venner fra Marsk og være julemand, og så kunne vi fortsætte vores julefejring med dans, sange og gaver bagefter.

Vi havde en dejlig aften og efterfølgende dage, hvor vi bare nød at have fri, spise julemad og lave ingenting.

Endelig jul.

Uanset hvor gammel man bliver, er ventetiden til juleaften altså bare laaaang. Og det var ikke nemmere i år, hvor jeg havde to dage alene, mens Rikke stadig arbejdede, og pigerne gik i skole. Heldigvis har vejret været fantastisk, så jeg har fået spillet lidt golf. Årets sidste runde fik jeg ind med en kammerat i torsdags i 20 grader og med fantastisk udsigt over James River.

Samme eftermiddag fik Rikke og pigerne heldigvis også ferie, så for at kickstarte julestemningen, kørte vi et smut til Christmas Town i Busch Gardens, Williamsburg. Forlystelsesparken er totalt pakket ind i julelys, og så drysser man ellers blot rundt og drikker varm kakao og spiser churros, som er mexicanske friturestegte kagestænger med sukker og kanel på - mmmmmm.
I store træk minder det vel om Tivolis julemarked, selvom det var lidt underligt at gå på julemarked i 15 graders varme, og flere gæster gik rundt i shorts og flip flops. Men alligevel en dejlig afveksling fra sidste år, hvor vi var ved at dø af kulde deroppe, når vi var nødt til at stå stille i en kø.

I dag har vi så gjort det sidste klart til den store aften. Gaverne er under træet, ænder og flæskesteg avec er godt undervejs, ris a la mande er i køleskabet, og julekalenderne er set færdige. Her til eftermiddag har vi været en tur på stranden og trække lidt frisk luft og bygge appetitten op til herlighederne om et par timer. Eneste tilbageværende gøremål er tjansen som julemand hos vores venner nede ad gaden, og SÅ er det jul.

Det er lidt underligt at tænke på, at I alle hjemme vel så småt er ved at færdige med juleaften på dette tidspunkt. Men uanset hvad, ønskes alle en glædelig jul, og vores tanker og hilsener går også til de, der ikke kan være sammen med deres kære denne aften.

Sæsonens første frostvejr

Der er al mulig grund til at være i julestemning herovre.
I går var vi til årets anden julegudstjeneste med vores konfirmand in spe. For 14 dage siden deltog vi i den norske julegudstjeneste, som holdes hvert år her i byen af den norske sømandspræst. Den danske sømandspræst kører desværre ikke længere sydpå end Washington DC, så vi måtte et smut derop i går for også at deltage i den danske. Det var nu meget hyggeligt, og så havde vi jo samtidigt muligheden for at komme i Ikea, hvor pigerne handlede nye møbler til deres værelser, og jeg fik sild til julefrokosten.
Som prikken over i-et ift. juletiden havde vi i nat denne sæsons første nattefrost. Ganske vist kun -½ grader, men alligevel. Heldigvis betyder det masser af sol om dagen, så vi klager ikke.

En travl julemåned.

Pyha, det har været en travl december måned. Så nu hvor travlheden så småt er ved at lægge sig, julekortene er sendt, og vi alle fire gør klar til at holde ferie, er det vist tid til at gøre lidt status.

Rikke har foruden sin praktikplads skrevet flere opgaver til semesterafslutningen, end hun orker at tælle. De er til gengæld alle afleverede nu, og selvfølgelig har hun flot bestået alle sine fag, så nu er der "kun" ét semester og tre fag tilbage, til hendes MPA er i hus.

Universitetet er blevet så glade for hende, at de tilbød hende et job til næste år. Med tre fag tilbage, var det en lidt overvældende tanke, så hun takkede i første omgang pænt nej. Men de insisterede og imødegik hvert af hendes argumenter med et tilbud om at tilpasse jobbet, så det kunne passe i hendes dagligdag. Så i går underskrev hun kontrakten, så hun starter den 9. januar som Graduate Assistant på Old Dominion University Career Management Center, 15 timer om ugen. Det er da meget godt gået!

En stor del af november måned gik med at planlægge et besøg af den Parlamentariske Forsamling til NATO fra Folketinget her hos os. Til at begynde med, var det en større forsamling, som skulle have kommet hertil, men på grund af den hjemlige politiske virkelighed, faldt en del af deltagerne fra undervejs. Fx fik vi, af årsager som er kendte for alle, afbud fra Troels Lund Poulsen dagen før besøget... Hvorom alting er modtog vi Holger K., Lene Espersen, Zenia Stampe og et par embedsmænd fra Folketinger hernede i starten af december. Vi var ude og spise en hyggelig middag med dem om aftenen, da de kom, og havde dem dagen efter med rundt at se NATO hovedkvarteret og det ypperste af det amerikanske "diplomati": et hangarskib og en F-22 Raptor. Det var en god oplevelse, da de var meget videbegærlige og spørgende, og det var opfattelsen, at vi sendte dem hjem med en god oplevelse af, hvad Forsvaret kan tilbyde, og værdien af at have danske soldater udstationeret hos vores strategiske partnere.

Bemærk i øvrigt dette billede fra broen på USS Enterprise, som jeg synes er meget sjovt. Hvis man ser billedet i stor størrelse, kan man se, at der er en Mc Donald's lige på kajen, hvor skibet er forankret. Så det ser ud som om, at hangarskibet lige er rullet ind på Mc Drive og er klar til at bestille 6.500 happy meals.

Ugen efter skulle vi have haft en dansk general på besøg til en årlig konference herovre. Det hele var ellers planlagt, men blev i sidste øjeblik aflyst, da han har fået den tvivlsomme fornøjelse af at væe medforfatter på rapporten om sammenlægning af Forsvarskommadoen og Departementet, som vores minister har bestilt. Det gjorde nu ikke noget, for hvor politikerne kun var i byen 1½ dag, skulle vi have taget os af de andre det meste af en uge, og det har været et travlt privat program også.

Rikke har som sagt afsluttet semesteret, og vi har alle været med Emma til vinterkoncert med koret på skolen.

Emma går også til skuespil, og de afsluttede året med at opføre musicalen "Annie" i denne weekend. Så hun har hver aften ugen igennem været til generalprøver, og i går aftes var vi hele familien med til premieren. Det var et fantastisk show, og i dag er hun på teatret til yderligere to forestillinger. Emma spiller både politimanden og husholdersken Mrs. Drake, og hun var virkelig god.

Vores børn er i det hele taget ved at udleve deres kunstneriske gener (hvor de så end har fået dem fra). Hvor Emma nyder skuespillet, nyder Mie at male. Hun er blevet meldt ind i en "kunstner klub" på skolen, hvor hun laver malerier og lærer om forskellige teknikker. I går malede de "Winter Wonderland".

I år holder vi jul hjemme alene, og tredje juledag kører vi til bjergene, hvor vi har lejet en lejlighed i Wintergreen Ski Resort. Her bliver vi hen over nytåret og håber på nogle hyggelige dage sammen. Om det bliver til ski må tiden vise, for i øjeblikket har vi haft en periode med næsten 20 grader om dagen, og det er jo i hvert fald ikke særlig befordrende for snevejret. Til gengæld har de også spa, badeland, indendørs tennisbaner og hvad har vi, så mon ikke nok, vi skal kunne få tiden til at gå. Og hvis det ikke sner, kan man vel klemme en runde eller to ind på deres golfbane.

Julestemning.

Med Thanksgiving vel overstået kunne vi gå i gang med at få pyntet op til jul. Det var en underlig fornemmelse i år. Både fordi det er sidste gang, vi skal pynte dette hus til jul, men også fordi vejret har været helt fantastisk. Midt på eftermiddagen havde vi temperaturer sidst i 30'erne på fortrappen lige i solen, og det føles bare forkert (men helt vildt lækkert), når man går om aftenen sidst i november i korte ærmer og pynter til jul.

Det har nu ændret sig, efter vi er kommet ind i december, så nu føles det lidt mere som om, julen er nær. Der er stadig masser af blå himmel og høj sol, men det er blevet koldt. Forleden morgen var der kun 2 grader udenfor.

I dag var vi til julegudstjeneste i den norske lejr, hvis sømandspræst (også fra New York) hvert år kommer herned og holder gudstjeneste. Det gjorde hun godt, og salmerne er de samme som vores. Men prædikenen på norsk var vist lige voldsomt nok for Mie og Emma. Emma udbrød i hvert fald bagefter, at hun nu forstod, hvordan hendes amerikanske venner havde det, når hun taler i mobiltelefon (på dansk) med os.

Julen holder vi i øvrigt hjemme i år. Tredje juledag har vi lejet en lejlighed på et skiresort oppe i bjergene, hvor vi vil tage op og restituere og lade op til sidste halvår i drømmeland.

Thanksgiving og Black Friday.

Tredje torsdag i november er det Thanksgiving herovre. En af årets helt store fester, som fejres med at samle familien til et madorgie bestående af kalkun med diverse tilbehør. På mange måder er det derfor en helligdag, der bedst kan sammenlignes med vores juleaftensfest. Så Rikke havde i dagens anledning taget en fridag fra studierne, og som enhver god amerikansk familie tilbragte hun hele dagen i køkkenet sammen med pigerne, mens jeg så fodbold.

Men det blev nu hurtigt umuligt at koncentrere sig om ret meget andet en mad, efterhånden som de forskellige retter begyndte at dufte i hele huset. Så under påskud af at tage billeder, luskede jeg rundt og snød mig til lidt prøvesmagning. Her er fuglen netop kommet ud af ovnen, og det er lige før spændingen kan udløses.

Middagen bestod af kalkun, friskbagte bisquits, kartoffelmos, sweet potato mash, sovs, tranebærkompot og stuffing, som er et sammenkog af vilde ris, champignon, selleri, løg og diverse krydderier. Som danskere lyder det måske lidt underligt, men det smager fantastisk, og efter et par års øvelse er jeg sikker på, Rikkes version er bedre end nogen amerikanere nogensinde har lavet.

Mie elsker lårene, og når fuglen vejer næsten 7 kg., er de også lidt sjovere end man er vant til på en lørdagskylling.

En anden tradition herovre i forbindelse med Thanksgiving er shop-amok. Når Thanksgiving er overstået, kan julen officielt begynde, og julehandlen skydes derfor igang med Black Friday. Det er velnok årets største handledag herovre, og butikkerne bugner af gode tilbud. Nogle tilbud er så gode, at folk sætter sig i kø flere dage før og helt springer Thanksgiving over, og nogle steder udvikler kampen om køtilbuddene sig til voldsomheder og deciderede håndgemæng. De første butikker åbner til midnat, men de fleste åbner nu kl. 4. Emma ville gerne opleve Black Friday kaos, og da der faktisk var nogle supergode tilbud på ting vi manglede, prøvede vi i år at kaste os ud i løjerne. Så vækkeuret ringede kl. 3:30, og så kørte vi ellers til byen og var klar, til dørene blev slået op kl. 4. Uhyggeligt nok myldrede det med mennesker, der alle ligesom os vaklede rundt i mere eller mindre zombie-agtig tilstand. Så hvor vi var, udviklede det sig på intet tidspunkt til uroligheder, og amerikanerne er et sjovt og åbent folkefærd, så den time vi stod i kø brugte vi på at underholde og besvare spørgsmål om Danmark. Vi fik hvad vi kom efter (og lidt til), og da vi kl. 6 kørte hjemad reklamerede Kispy Creme med varme donuts, som vi tog en kasse med af og nød, inden vi røg tilbage under dynerne. Op ad formiddagen fik vi øjne igen, så til middag kørte vi nok engang i centret for at handle videre. Her var det værste kaos taget af, og vi kunne i god ro og orden handle tøj til pigerne minus 50%.

Honor Roll assembly.

Jeg kom forleden til at tænke på NASA. Mens vi boede i Tampa i sin tid og fulgte meget med i det amerikanske rumprogram, læste Emma og jeg alt tilgængeligt materiale om Apollo programmet. I et interview med Mission Controller Gene Kranz (som blev udødeliggjort i filmen Apollo 13) udtrykte han stor frustration over, at månelandingsprogrammet til sidst var blevet nærmest trivielt og hverdagsagtigt, og ingen gad rigtigt interesse sig for det, da man havde mistet fornemmelsen for, hvilken præstation det egentlig var.
Nu er det jo ikke fordi vores børns skolegang som sådan kan sidestilles med en månelanding, men alligevel risikerer man hurtigt at tage det for givet, at det går dem godt. Således er et fx nu mere end 14 dage siden de kvartalsvise karakterblade kom med hjem, og Emma igen kom på Principal's List og Mie på Honor Roll. Uden at jeg lige har fået mig taget sammen til at få skrevet i vores dagbog. Altsammen med undskyldning i hvor travl hverdagen er.
Nå, men det skal der hermed rådes bod på, og hermed en opfordring til alle til at huske at påskønne, hvor fantastiske vores børn egentlig er.
Her er Mie sammen med sin bedste veninde Julia på dagen, hvor vi var på skolen for at få overrakt diplomer.

Julelys og 36 grader.

Herovre pynter man først officielt til jul, når Thanksgiving er overstået efter næste weekend. Men lysene er blevet sat op både på stranden og i den botaniske have, og i går aftes tilbød man som forpremiere, at gæster kunne nyde den botaniske have med lys til fods.
Så efter aftensmaden i går kørte vi til Norfolk og gik den tre km. lange tur i den smukt udsmykkede have.
Det var hyggeligt at få lidt forsmag på julen, og fordi amerikanere altså ikke rigtigt er vilde med at gå for meget, havde vi stort set haven for os selv.
Men det er altså lidt underligt så småt at mærke julestemningen med det fantastiske vejr, vi har for tiden. I dag kom vi på den rigtige side af 20 grader i skyggen, og lige i solen ude på fortrappen, havde vi 36 grader. Det føles på en eller anden måde forkert, når man kører rundt i åben bil og samtidigt lytter til "Last Christmas" på radioen...

Fantastisk novembervejr.

26 grader kl. 5 om aftenen midt i november er altså bare for lækkert. Det bliver specielt lækkert i aften, hvor Rikke og jeg skal til reception på et flot tremastet skoleskib, som anløb Norfolk i går. Det kommer hvert år, men de tidligere år har vi pjækket, fordi det har regnet og været så koldt, at vi ville dø af to timer på agterdækket af et skib. Men i aften bliver det godt at hygge med pindemadder og køle sig med GT'er. Det er et hårdt liv i statens tjeneste...

Vores rockstjerne.

Så er der kommet musik i huset. Efter lang tids søgen lykkedes det endelig at finde en musiklærer til Emma, så hun startede sin karriere som guitarist i tirsdags. Så vi nyder rigtigt at have levende musik hernede i alrummet, når vi går rundt og laver mad og andre sysler.

Og ind imellem hun selv øver sig, giver hun også lidt lektioner til lillesøster.

First LEGO League.

Tidligere på året blev Mie udvalgt til at deltage i skolens hold til First LEGO League. Det er en konkurrence, hvor børnene skal bygge og programmere en robot med LEGO Mindstorms. Vi har siden lært, at det er en verdensomspændende ting, som afvikles i 55 lange verden over pt., men dette var første år for Mies skole.
Så det har været spændende for dem at skulle være pionerer i de forgangne måneder, hvor de en gang om ugen efter skoletid har mødtes for at bygge på deres robot.
I lørdags var konkurrencen blandt byens skoler, hvor holdene konkurrerede om at komme videre til statsmesterskaber (hvorfra man igen kunne gå videre til nationale mesterskaber). Her er holdet sammen med de to lærere klar til kamp.

Hele lørdagen blev så brugt på i forskellige omgange at få sin robot til at komme igennem banen og løse et antal opgaver undervejs. Det var faktisk ganske avanceret, og det var spændende at se, hvor vidt forskelligt de forskellige hold havde grebet opgaven an. Der var specielt nogle hold, som havde været med i mange år, og som havde mange sponsorer, der virkelig imponerede, og naturligt nok også vandt for at gå videre til statsmesterskaberne.

Vores robot vandt ikke, men der blev høstet mange gode erfaringer, og det var en sjov og spændende dag at være med til.

Så kom babyen hjem igen.

Efter to lange uger kom vores baby endelig hjem igen i fredags. Det var hårdt at måtte erkende, at evnerne ganske enkelt ikke slog til ift. total adskillelse af forhjulsophænget. Men efter at have set resultatet, er det i virkeligheden godt, at jeg ikke selv fik det gjort. For alt er blevet lavet super professionelt, og hun kører simpelt hen som en drøm, nu hvor alle bøsninger er med frisk gummi og med nye fjedre og støddæmpere.
Heldigvis har vi fantastisk vejr for tiden, så efter at have fået hende vasket, har jeg har gjort mit bedste for at tage livet af noget ozonlag i weekenden.
Nu mangler jeg bare at indløse mit gavekort på en ny lakering, som jeg fik af Rikke i fødselsdagsgave, og så er hun klar til at komme til Danmark.

Virginia Zoo.

Søndag eftermiddag tilbragte vi et par hyggelige timer i Virginia Zoo. En gang om året inviterer byen alle hovedkvarterets 600 medarbejdere med familier i den zoologiske have. Vejret var fantastisk, og der var sat et stort telt med DJ, hot dogs, drikkevarer og hoppeborge op, så man kunne være sammen alle familierne.

Søndag morgen på golfbanen.

Mens pigerne sov længe efter teatret, stod jeg tidligt op i dag for at tage med et par venner på golfbanen. Vi spillede hos Cypres Point Country Club, og de country clubs kan altså bare det dér. En fantastisk smuk og velplejet bane rundt om en af områdets mange søer, og efterårsfarverne gør ikke den visulle oplevelse dårligere.
Det er blevet koldt om natten herovre, men solen har masser af magt, så det var en fantastisk dag, hvor overtøjet kunne smides og solen nydes.

Beauty and the Beast.

Pyha, hvor tiden flyver afsted. Det blev vi mindet om i går, hvor vi tog den årlige "juletur" i teatret. Hvert år op til jul plejer vi at tage til Norfolk og se "Broadway on tour" for at komme i julestemning. Det plejer ganske vist først at være til december, så det er lidt tidligere end normalt i år, men alligevel blev vi lige mindet om, hvor hurtigt tiden går, når man har det sjovt.
I år så vi Beauty and the Beast. Emma var blevet inviteret til fødselsdag med sleep over hos en veninde, så Mie tog Julia med i stedet. Det var lidt underligt ikke at have familien samlet, men det er sikkert prisen for at have en teen ager i huset (er jeg ved at lære), og uaset hvad var det en rigtig hyggelig aften.

Fars baby på "hospitalet".

Det var hårdt at måtte erkende det. Men efter flere timer i garagen end jeg gider tælle, måtte jeg til sidst smide håndklædet i ringen og erkende, at total adskillelse af en bils forhjulsophæng nok kræver lidt mere håndelag, end jeg er i besiddelse af.
Så var gode råd jo dyre, for hvad gør man så? Flere bolte var blevet skåret af med vinkelsliber, så det var ikke bare sådan at skrue bilen sammen og bare køre videre som om intet var hændt.
Heldigvis lykkedes det via lidt kontakter i Corvette-verdenen at finde et værksted her i Virginia Beach, som har en mekaniker, der ikke laver andet end at restaurere veteranbiler. Han havde lige en 1904 Rolls Royce, han skulle være færdig med; så kunne han tage Corvetten.
Så onsdag morgen kom "ambulancen" og hentede min lille baby.

På vej hjem fra arbejde kiggede jeg lige forbi for at se, hvordan det gik. Efter blot fire timer, havde Kevin skilt alt ad. Jeg så nok lidt forbløffet ud og fortalte ham, hvor lang tid jeg selv havde brugt bare for at komme i gang. Han grinede blot og sagde, at han jo havde gjort det i de sidste 40 år...

Her til eftermiddag var jeg igen forbi. Nu var alle dele sandblæst og malet, og han var igang med at samle den igen. Med lidt held er den samlet færdig tirsdag, så den kan blive sporet onsdag og måske tilbage på vejene fredag. Det glæder jeg mig rigtig meget til, og det er skønt at se, hvordan han kæler for detaljerne med sandblæsning og maling. Når den er tilbage på vejen, er den i bedre stand end da den forlod fabrikken for 36 år siden.

Så selvom det var træls at måtte give op, bliver slutresultatet meget bedre, end hvis jeg selv skulle have hutlet mig igennem projektet, og så er det altså svært at tørre smilet af læberne.