onsdag den 3. august 2011

Highway 1 og Solvang.

Fra Monterey gik turen sydover mod Los Angeles. Vi havde bestemt os for at køre langs kysten ad Highway 1.


Det var en flot tur, fordi vestkysten er så meget anderledes, end man er vant til langs andre kyststrækninger. Bjergene går helt ud til kysten, og vejen er sprængt ind på klippesiden, så man mange steder har et helt stejlt fald meget langt ned lige uden for vinduet på bilen, men til gengæld en fantastisk udsigt. Her er Jan ved Big Sur i det fjerne.


Vejen byder også på strækninger med strand, og nogle steder myldrer stranden med søløver, der soler sig. Det er ret charmerende. Her er pigerne foran Ragged Point, som er sidste stykke i bjergene. Herfra er området fladt, indtil man når bjergene igen ved Los Angeles.


Et par timer før man når ned til LA, kan man opleve et lille stykke af Danmark i Solvang.


Det er en pudsig oplevelse at køre ned af HC Andersen's Boulevard midt i Californien og se bindingsværkshuse, danske navne, Dannebrog og kopier af Dybbøl Mølle - altsammen flankeret af palmetræer en masse.


Mange danskere emigrerede i sin tid til byen og tog Danmark med, og der er stadig mange danskere. Bedst af alt også danske bagere, så vi nød eftermiddagskaffen i Olsens bageri med hindbærsnitter og træstammer. DET var altså bare lækkert.


Monterey.

Det var skønt at komme til Monterey, hvor der i modsætning til San Francisco var masser af sol. Ellers minder de to byer meget om hinanden, hvor Monterey dog er lidt mindre - og måske lidt mere hyggelig. Monterey har også et Fisherman's Wharf, men vi tog i stedet på Cannery Row, hvor fabrikkerne der i sin tid kom sardiner på dåse nu er lavet om til restauranter og butikker. Et meget hyggeligt område, der nu nok mest er lavet for turisternes skyld.

Cannery Row løber langs med kysten til Monterey Bay, som er fyldt med søløver, oddere og sæler, der ligger og soler sig på klipperne i vandkanten. Det er et mægtig hyggeligt sceneri til en gåtur.

Byen fremhæver blandt andet sit akvarium som en seværdighed, så det måtte vi jo ind og se. Det er altid sjovt at besøge akvarier, og dette var ingen undtagelse. De havde mange sjove og flotte fisk, og specielt deres afdeling med gopler var fantastisk flot. De var arrangeret i flade akvarier med helt blå baggrund og belyst nedefra, så vandmændede så helt flourescerende ud i det mørke lokale. Ret vildt at se så simple skabninger fremstillet så flot.

Efter akvariet nød vi frokosten på Bubba Gump's Shrimp Co. (ham fra Forest Gump filmen) med udsigt over bugten. Det var ikke dårligt, men pigerne skulle også stryges lidt med hårene, for efter frokosten satte vi kursen mod Pebble Beach, som Jan absolut bare skulle se.
Turen til Pebble Beach gik ad 17 Mile Drive, som er en fantastisk flot vejstrækning langs Stillehavskysten gennem et område med multimillionvillaer og skønne golfbaner. Her er et stemningsbillede fra turen.

Undervejs gjorde vi holdt og fik taget de fornødne billeder af Lone Cypress, der er kendetegnet for Pebble Beach.

Som vejens navn antyder, er den ikke så lang, så endelig ankom vi til golf-mekka i Pebble Beach. Foruden den fantastiske golfbane var der en lodge med udsigt over banens 18. hul, hvor man kunne luske sig ind og stå og drømme. Derudover var der naturligvis også en pro-shop, hvor Rikke var sød nok til at kigge interesseret på diverse golfudstyr. Og efter at have simuleret interesse endte hun med at købe diverse accesories til mig, som jeg glæder mig til at få brugt på golfbanerne hjemme i Virginia Beach.

Med et green fee på $475 fik jeg nemlig ikke liiige spillet på Pebble Beach. Til gengæld havde de (naturligvis) en practice green anlagt ved siden af deres butikker, hvor jeg lånte en putter og et par bolde af en fyr, der også gav Mie en lektion i at putte ved samme lejlighed. Det var fantastisk. Selv den "offentlige" practice green var bedre end nogen jeg har prøvet at spille på i Virginia Beach.

søndag den 31. juli 2011

San Francisco.

Efter Yosemite gik turen til San Francisco, hvor vi har været de seneste par dage. Det er en fantastisk hyggelig by i et mere roligt tempo end storbyerne på østkysten, men for pokker da hvor er her koldt. Et par kilometer inde i landet varmer solen rigtig dejligt, og temperaturen nærmer sig 30 grader, men ude ved Stillehavet blæser det koldt, og der ligger konstant en tåge over San Francisco Bay. Tågen opstår fordi havet på Vestkysten strømmer fra nord mod syd (og altså er koldt), så nær vinden kommer ind fra Stillehavet afkøles den hurtigt til sit dugpunkt, fortætter og bliver til tåge. Derfor ser vi ikke meget til solen herude ved havet, hvor temperaturen for det meste ligger omkring 15 grader. Ikke særlig fedt i en sommerferie, men det ser fantastisk ud.

Vi bor på Fisherman's Wharf, der er turistcentrum her i San Francisco. Området er fyldt med restauranter og souvenierbutikker, og det er skønt at være midt i oven på de mange nationalparker. Og så har vi udsigt lige over til Alcatraz fra værelset. Det er i øvrigt sjovt at bo midt i turistområdet, for alle går rundt i shorts og flip flops og hundefryser om formiddagen. Om eftermiddagen ser man rigtig mange i sweat shirts med "San Franciso" på brystet, og souvenierbutikkerne må tjene en mindre formue på salg af dem.

Lige over for vores hotel ligger Pier 39, som er et andet kendt turistområde i byen. Der er også rigtig hyggeligt at drysse rundt.

Pier 39 er fyldt med butikker og restauranter på indersiden, og ud mod havet er der udsigt til havnen, hvor store flokke af vilde søløver holder til. De er sjove, og de laver en frygtelig larm, når de kæmper om de bedste pladser til at sole sig på.

Derudover er byen sjov med sine stejle gader. Byen er ikke vanvittigt stor, og når man kigger på kortet og planlægger dagens slag, kan man nemt få tanken, at man da bare går. Efter at have besteget første gade kommer man dog hurtigt på bedre tanker, for det er ren bjergbestigning at gå en tur her i byen.

Så da vi skulle downtown og drysse lidt rundt en dag blev det altså i sporvogn. På de fleste strækninger i byen har de lavet moderne transportmidler, men de har gemt nogle af de originale sporvogne fra gammel tid. Det er dog nok mest for turisternes skyld, for vi ventede de meste af en time, før vi kunne komme med. Det var dog skønt i at spare benene, og så var det sjovt at køre med, hvor man kunne stå på trinbrættet uden for vognen og nyde turen op og ned af de stejle gader.

San Francisco har en af de største og mest livlige China Towns. Så vi bestemte os for at gå tilbage til Fisherman's Wharf fra bymidten, så vi kunne komme gennem både China Town og Little Italy. I modsætning til New Yorks, hvor der mest sælges falske Rolex ure og Luis Vuitton tasker, har San Franciscos China Town en masse hyggelige butikker, som pigerne nød at gå og rode rundt i.

Little Italy har italienske restauranter i overflod, og en aften spiste vi på en restaurant med hvidløg som tema. Maden var god, men hårene på tungen dagen efter var forfærdelig.
Lige uden for China Town er Lombard Street, som er verdens mest snoede gade. Gaden er hyggelig og et must see, når man er i San Francisco, men man undres over, hvem der har fået den ide i sin tid - og hvorfor.

Gaden neden for hotellet supplerer om aftenen sine restauranter og souvenierbutikker med diverse gadeartister lige fra klovne med ballondyr over mimere til kunstnere. En aften mødte vi Paco, som lavede fantastiske malerier med spraydåser og en spartel som eneste værktøjer. Det lyder måske lidt kryptisk, men prøv at søg under Paco og spray paint på Youtube, hvor han kan ses i aktion. Mie købte et maleri af ham, som han her er i gang med at male.

Lørdag var til pigernes store fortrydelse endnu en dag med vækkeur. Vi havde købt billetter til at komme over og se the Rock - Alcatraz fængslet ude i San Francisco Bay, og færgen sejlede kl. lidt over 9. Så det var et par slemt mellemfornøjede piger der blev trukket ud i San Franciscos morgenkulde, men det viste sig at være en stor oplevelse.

Føj for et sted at blive sendt hen, og det var da heller ikke amerikas pæneste drenge, som blev sendt derover i sin tid. Da vi var derovre, holdt en tidligere indsat foredrag om sine fem år i fængslet. Det var ganske tankevækkende. Ikke mindst fordi han fortalte om sit liv, og lad os bare nøjes med at sige, at han havde været en skidt fyr. Han havde også været i mange fængsler, og det var først da han kom til "verdens værste fængsel", at han bestemte sig for, at forbrydelser simpelt hen ikke var dét værd og rettede op på sit liv. Hans foredrag rejste spændende filosofiske overvejelser om, hvorvidt et fængselssystem er bedst, når det er indrettet til rehabilitering, eller når dets formål er at straffe. Desværre fik jeg ikke lejlighed til at spørge ham.

Foruden det spændende besøg i fængslet bød øen på fantastiske udsigter over San Francisco og Golden Gate Bridge. Prøv at forstørre billedet og se lige bag Mie, hvor stejle gaderne er.

I dag sov vi længe som revanche efter vækkeuret i går. Så vi fik først morgenmad kl. 11, som til gengæld bestod af æg, bacon, pandekager og french toast og masser af kaffe på IHOP. Så var dagens kaloriebudget ligesom brugt, så hvis vi også skulle have noget aftensmad senere, måtte der lidt bevægelse på dagens program. Så dagen er brugt i området omkring Golden Gate Bridge, hvor vi har gået nogle hyggelige ture på stranden og i en park derude. Vi synes, her er koldt, men sjovt nok får tågen det nok også til at se værre ud, end det er, for mange lokale holdt picnic i parken og badede i bugten.

Vi vil dog godt have noget mere sol og varme, så i morgen sætter vi kursen sydpå og kører langs kysten ad Highway 1 til Monterey, hvor vi bliver et par dage.

fredag den 29. juli 2011

Yosemite National Park.

Efter besøget i Death Valley overnattede vi på den østlige side af Yosemite National Park lige ved kanten af Mono Lake, som er en kæmpe vulkansø. Det var en ret fantastisk udsigt at vågne til.

Inden vi kørte ind i Yosemite, kørte vi en time nordpå for at besøge Bodie, der er USA's bedst bevarede spøgelsesby fra guldfinder æraen.

Der er samlet udvundet guld for mere end 100 millioner dollars i Bodies guldminer, og i byens storhedstid sidst i 1800-tallet, var det livlig by med mere end 8.000 indbyggere. Men som i vore dage var der også dengang spekulation, og der blev investeret i miner, som reelt ikke indeholdt guld. Det blev selvfølgelig opdaget, at guldet var sluppet op, og fra den ene dag til den anden bristede boblen, og byen blev forladt. Den står i dag fuldstændigt som da den i al hast blev forladt, og der er stadig tallerkner på bordene og varer i butikkerne, som om folk blot har rejst sig og er gået.

Bodie var en sjov og anderledes oplevelse, men så var det også tid til årsagen til vores besøg i området: Yosemite National Park, der skulle være vores sidste nationalpark på denne tur.

Fra østsiden kørte vi ad en 50 km. lang bjergvej gennem Tioga Pass. Yosemite var meget anderledes end de tidligere parker, fordi bjergene her er granitklipper, og naturen er meget frodig. Meget af sneen smeltede af i varmen, og overalt løb små bække af smeltevand på kryds og tværs, der samledes i større floder, der til sidst bliver til kæmpe vandfald i Yosemite Valley. Her holder vi pause ved Touloume Meadows og nyder udsigten.

Parkens største smeltevandssø hedder Tenaya Lake, og den ligger fantastisk smukt mellem klipperne.

Da den består af rent smeltevand fra sneen på bjergene, er vandet så klart som postevand. Det ser enormt indbydende ud, og pigerne ville gerne i. Desværre var badetøjet langt nede i bagagestakken i bagagerummet, så de måtte nøjes med at soppe. Det var også hundekoldt, så det var nok godt det samme.

Mange tager til parken for at prøve kræfter med bjergbestigning i klipperne. Blandt andet er verdens største lodrette granitflade i parken, hvor de professionelle kravler næsten 1 km. op af en lodret flade. Heldigvis er der også nogle for vi andre. En sådan klippe er Olmstead Point, som er en 300 meter lang klatretur op ad en klippeflade, der ikke er stejlere, end pigerne og jeg godt kunne klare det.

Så gummiskoene kom på, og så røg vi ellers afsted. Her er vi næsten oppe på toppen og vinker ned til Rikke, der blev ved bilen og tog billeder. Udsigten deroppefra var fantastisk, men af frygt for styrt havde vi ikke taget kamera med, så det må I tage vores ord for.

Sammen med soppen i smeltevandssøer og klatren i bjerge tog turen hen over passet det meste af dagen, så vi nåede ikke ned i dalen den dag men tog i stedet til hotellet lige uden for parkens vestindgang og slappede af med pizza og TV.
Dagen efter kørte vi til den sydlige ende af parken for at besøge Mariposa Grove og se de store Sequoia træer.

De er målt i volumen verdens største træer, og de er hysterisk store. De ældste er 3.000 år gamle, de kan blive op til 91 meter høje, og de kan nå en diameter på op til ni meter. De allerstørste er i Kings Canyon længere sydpå i Californien, men de eksemplarer der var her i Yosemite, var nu altså alligevel pænt store. Her er vi i et træ, hvor der er skåret en tunnel i, så man kan stå indenfor og rigtig fornemme størrelsen.

Sjovt nok er Sequoia træernes kogler nogle små usle nogen, men parken indeholder en anden sort af fyrretræer, der har nogle pænt store kogler. Mie ville meget gerne have en med hjem til juledekorationen, men det er ulovligt at samle kogler, og det var ikke lige nogen man nemt kunne smugle forbi park rangeren.

Yosemite viste sig at være fuldstændig radiodødt område, og iPhonen havde nu været fuldstændigt død i flere dage til stor frustration for Emma. Hendes bedste oplevelse var opdagelsen af, at når man stillede sig op på en træstub, kunne man lige få et signal igennem, så der kunne tekstes og opdateres Facebook status. Formentlig fordi Mariposa Grove er så langt mod syd, at signalerne fra udenfor parken lige kan nå ind. Hun var klar til at flytte ud af hotellet og ligge i telt blandt træerne.

Efter Mariposa Grove debatterede vi meget, om vi skulle køre en times tid ud af en vej til, hvad der skulle være parkens bedste udsigtspunkt: Glacier Point. Heldigvis besluttede vi os for at gøre det, for det var et fantastisk syn over klipperne, vandfaldene og dalen. Billedet taler for sig selv.

Dagen sluttede vi nede i Yosemite Valley med at handle souveniers og tage revanche på badning i smeltevand. Vandfaldet på billedet herover ender i en flod nede i dalen, hvor der var anlagt små badestrande. Så pigerne og jeg røg i badetøjet og i vandet. Det var HELT VILDT koldt, men vi kom i (og kom hurtigt op igen).

På vejen hjem så vi en bjørnemor med unge, så det var en dejlig måde at slutte besøget på, inden vores tilbagevenden til civilisationen.

mandag den 25. juli 2011

Death Valley, California.

Efter seks fantastiske dage i Las Vegas var det i går tid til at krydse endnu en ørken ad snorlige veje gennem ingenmandsland.

Denne gang krydsede vi Mohave Desert, inden vi nåede til Death Valley National Park i Californien - tre timer vest for Las Vegas.

Navnet er meget passende til dalen, som er det varmeste sted på jorden uden for Afrika. Mens vi var der, nåede temperaturen op på 50 grader - i skyggen.
Det var ganske enkelt utåleligt varmt, men trods det en meget sjov og anderledes oplevelse, da landskabet var goldt og aldeles ubarmhjertigt.

Dødens Dal er i modsætning til mange andre dale ikke skabt ved vulkaner, gletschere i istiden eller erosion. Den er skabt af en stadig aktiv brudflade i kontinentalpladen, og størstedelen af parken ligger derfor langt under havets overflade. Angiveligt er det med til at skabe de ekstreme varmegrader som smelter vandet væk hurtigere end det kan nå at samles. Derfor er store dele af dalbunden store saltsletter. De skinner helt hvidt, som det kan ses på billedet herunder.

En af de mange saltsletter er Devil's Golf Course, som jeg har sat et par stemningsbilleder ind af herunder for de golfinteresserede. Det ligner en friskpløjet mark, men de mange "sten" som ligger på billedet er krystalliseret salt. Det er virkelig en speciel fornemmelse, for da det "bare" er salt, vejer stenene ingenting, men de er hårde som cement og skærer, da det er krystaller.

Efter besøget på "golfbanen" gjorde vi holdt ved Badwater Basin, som er det laveste sted på det Nordamerikanske kontinent. Saltsletten ligger næsten 86 meter under havets overflade, og da vi var der, var der helt grotesk varmt. Når man åbnede bildøren, var det som at åbne ovnlågen mens man bager småkager.

Hvor varmt der var i solen på saltsletten ved vi ikke, men vi burde måske kunne have sagt os selv, at det ikke var årets bedste idé at gå derud, når skyggetemperaturen var 50 grader og vi havde været nødt til at forlade hotellets pool en time tidligere, fordi der var for varmt. Alligevel blev vi grebet af overmodig eventyrånd og begav os ud på sletten, som bestod af ren salt, der formodedes at danne flotte krystalfigurer helt ude. Afstanden snød dog, så vi nåede ikke hele vejen derud, inden vi var nødt til at give op.
Vejen tilbage blev en grim oplevelse, da Mie fik hedeslag, kastede op og var lige ved at miste bevidstheden. Heldigvis var air condition effektiv i både bilen på vej tilbage og vores værelse på hotellet, så vi fik hende kølet ned og rehydreret, så hun fik det bedre. Men resten af dagen var hun lidt mat i sokkerne, og vi blev lige mindet om, at Moder Natur ikke er til at spøge med.

På trods af et mindre dejligt ferieminde var besøget i Death Valley en fantastisk naturoplevelse, men vi var alle glade for, at det kun var et stop på en enkelt nat på vej mod Californien. Inden vi forlod dalen i formiddags besøgte vi dog lige Mesquite Sand Dunes, som vi alligevel passerede på vejen. Mie havde i går udtrykt lidt skuffelse over, at der var så mange sten i dalen. Hun mente, at en rigtig ørken bare skulle være sand. Sådan et område er der også i dalen, og det skulle også opleves. Her til formiddag var der "kun" 44 grader i skyggen, og det føltes sjovt nok som en lettelse, da vi gik ud i klitterne, men på vejen tilbage til bilen føltes det lige så dræbende varmt som i går.

Det var i det hele taget sjovt at højden over havets overflades indflydelse på temperaturen. Vejen ud af dalen er en 16 km. lang stigning fra under havets overflade til lige godt 1500 meters højde. På denne strækning faldt temperaturen til behagelige 30 grader, som vi har nydt hele vejen til Lee Vining, hvor vi har gjort holdt for natten. Byen ligger lige ved den østlige indkørsel til Yosemite National Park, hvor vi skal være de næste to dage, inden den (endelig ifølge pigerne) står på storbyer på Vestkysten.