Halloween.

Så blev det Halloween. Vores kvarter har været rigtig godt de andre år, så vi havde inviteret pigernes veninder hertil. Der er gjort meget ud af det med mange pyntede huse, og mange beboere der sidder ude. Der kommer også temmelig mange gæster hertil fra andre af byens kvarterer, så det er nærmest som en stor gadefest.
Vi havde inviteret tre familier med pigernes bedste veninder til pizza og rødvin, inden løjerne gik løs, og vi gik med pigerne rundt for at "trick-or-treat'e". Vi var igen i år heldige med vejret, og vi nød en skøn aften på den rigtige side af 20 grader. Mie fik aftenens rekord med 105 stykker slik!

Herreweekend på golfbanen.

Som en af mine venner sagde forleden, så må jeg hellere holde godt fast på Rikke. Jeg har nemlig lige været på forlænget weekend med nogle venner for at spille golf, og det er der ifølge ham ikke mange af de lokale hustruer, der giver udgangstilladelse til.
Vi mødtes på vores sædvanlige golfbane hernede fredag morgen, hvor vi spillede 18 huller, inden turen efter frokost gik til Cacapon Resort State Park i West Virginia, hvor der ligger en fantastisk golfbane lige på kanten af bjergene. Her var vi 72 mænd samlet for at spise, drikke og spille golf en hel weekend, og omgivelserne bliver ganske enkelt ikke bedre. Banen er i forrygende stand med fairways i samme stand som greens hernede i Virginia og greens så kortklippede, at det er næsten som at putte på asfalt. Der går rådyr ganske uforstyrrede rundt på banen, og bjergene er virkelig flotte i efterårsfarverne.
Desværre er det en køretur på fem timer derover, men når man først er der, er det hele turen værd, og selvom mit hold ikke vadt nogle præmier i år, havde vi en super weekend.

De to tennissild.

Mie og Rikke begyndte at spille tennis sidste efterår, og efter at have været hos flere forskellige trænere har tredje gang vist sig at være lykkens gang. De er nemlig faldet rigtig godt til hos Coach King, der foruden at være rigtig god træner dem inde i Norfolk, så de er tæt på. Til sammenligning var det første sted næsten en hel times kørsel fra, hvor vi bor.
Coach King arbejder foruden teknikken også en del med konditions- og reaktionstræning, så han var næsten ved at tage livet af Rikke de første par gange, men nu er det svært at se forskel på mine piger og Wozniacki, hvis ikke lige det var fordi mine piger er kønnere.
Sidste lørdag var Emma og jeg med inde og se dem spille, inden vi selv skulle til golf, og som det fremgår af billederne, er vejret stadig acceptabelt i Virginia Beach.

Den lille mekaniker.

Da jeg i sin tid slap af med min første bil (en Fiat 131 fra 1971), svor jeg ellers, at jeg aldrig ville have gammel bil igen, for der gik megen god tid under den sammen med far. Det havde jeg lykkelig trængt i baggrunden, da jeg forelskede mig i Corvetten, og nu betaler jeg prisen, for den er nok blevet min seneste hobby. I hvert fald er et par ben som på billedet herunder det meste af, hvad pigerne har set til mig til de seneste par uger.

En dag Mie og jeg var ude og køre, gav det pludselig et ordentligt smæld, da jeg koblede ud, og koblingspedalen var helt løs, og gearkassen låst i 2. gear. Heldigvis var vi lige drejet ind på vejen, så jeg kunne luske bilen hjem i indkørslen og slukke for den, inden den blev skubbet ind i garagen. Så startede den store læsning af værkstedsmanualer og reservedelskataloger, indtil problemet var lokaliseret: et knækket led i det mekaniske koblingssystem. Heldigvis er Corvetter en hel subkultur og separat industri herovre, og man kan faktisk købe en Corvette komplet i reservedele og sætte sammen til en spritny bil. Så det var bare en tur på nettet og bestille de nødvendige dele. Jeg bestemte mig for at udskifte hele koblingssystemet, da jeg nu alligevel skulle igang. Så går der vel lidt tid, før jeg skal rode med det igen. Så jeg brugte et par dage på at skille det hele ad, og da delene endelig kom med posten, var det "bare" at samle og justere.

En kammerat anbefalede, at jeg lige skubbede bilen ud af garagen, inden jeg forsøgte at starte den første gang. Han havde selv prøvet det engang, og da var koblingen ikke blevet justeret ordentligt, så da han drejede nøglen, kostede det både en ny garagedør og en ny front til bilen. Det virkede som et godt råd, så det var med nogen spænding, at jeg med hjælp fra pigerne fik bilen skubbet ud af garagen og drejede nøglen. Men sørme om ikke bilen sprang igang med det samme, og koblingen var blevet korrekt justeret første gang. Så nu er Corvetten tilbage på vejene igen, og ejeren er lidt stolt af sit første hak i bæltet som mekaniker.

Washington Redskins.

Så oprandt weekenden, hvor jeg kunne indløse min fars dags gave - fire billetter til Washington Redskins kampen på FedEx Field oppe i Maryland.
Efter golf- og tennislektioner lørdag satte vi næsen nordpå. Oppe i Washington hærgede vi Ikea, inden vi kørte ind til byen, hvor vi skulle overnatte på Marriott. Vi havde fået et godt tilbud med morgenmad inkluderet, så søndag morgen stod den på stor morgenmadsbuffet med kokke, der lavede friske omeletter og vafler "to order". Da vi havde fyldt godt op, kørte vi ud til stadion, hvor tail gating vist havde været i gang siden tidligt om morgenen, for der var pisket en ret god stemning op.

Selvom vores pladser var noget højere oppe end sidst, viste de sig faktisk at være rigtig gode, for vi havde godt overblik over hele banen, så vi kunne følge med. Og ligegyldigt hvad kommer man alligevel aldrig så tæt på hverken spillere eller cheer leadere, som man ønsker sig...

Temperaturen nåede op på 30 grader den dag, så det var skønt at sidde fire timer og nyde vejret, kampen og stemningen på stadion. Til gengæld var hjemturen som forventet knap så dejlig. Når små 100.000 mennesker bliver sluppet ud i trafikken samtidigt, kan det altså mærkes på vejene, og det tog os seks timer at køre hjem mod de sædvanlige små fire. Men selv det kan nu alligevel ikke fjerne glæden ved en "rigtig" fodboldkamp.

Den skøre kat.

Emma og jeg er ved at gøre klar til at tage ud og spille golf, og jeg lagde godt nok mærke til, at Meeko kom ind gennem den åbne terrassedør. Hun gik ind i spisestuen, og derinde gav hun sig til at mjave og skabe sig. Det er der egentlig ikke noget underligt i, for det gør hun tit, når hun enten synes hun er sulten eller trænger til at komme ud. Døren stod jo åben, og hun havde fået mad til morgen, så jeg ignorerede hende bare. Til sidst blev det dog alligevel irriterende at høre på, så jeg gik ind for at kigge til hende, og sørme om hun ikke har taget en legekammerat med hjem...
Helt mast op i hjørnet sad en lille kaninunge og bævrede af skræk, mens Meeko sad og slikkede sig om munden. Kaninen fejlede ikke noget ud over en alvorlig forskrækkelse, så jeg fik styr på Meeko, mens Emma tog kaninen og fik den beroliget lidt. Da vi tog den udenfor, stak den af, og havde så travlt med at komme afsted, at den rendte lige ud i poolen. Så nu har vi også lært, at kaniner rent faktisk kan svømme. De kan dog ikke klatre tilbage op af stigen, så Emma fik den fisket op, og nu er den forhåbentlig rendt hjem til sin mor. Den havde i hvert fald en gevaldig fart på, da den fik landjord under fødderne igen.

Nu vil Emma og jeg tage ud og golfe et par timer, inden pigerne skal ud til nogle veninder for sleep overs. Rikke og jeg skal nemlig til 40-års fødselsdagsfest i aften.

Fødselsdagsmiddag.

Vi havde endnu en dejlig dag i Virginia Beach, hvor temperaturen nåede op på 34 grader. Det er altså dejligt her tre måneder før jul.
Så vi bestemte os for at fejre mosters fødselsdag med en middag på Bubba's, hvor vi kunne nyde vandet, solnedgangen og byens bedste crab cake sandwiches. Nu mangler vi sådan set bare at finde ud af, hvortil vi kan sende regningen for fødselsdagsmiddagen...

Et fantastisk klima.

Man må simpelt hen bare holde af vejret herovre. Vi har ikke set regn siden Earl, og vi har den skønneste sensommer med mere end 30 grader om dagen. Godt vejr eller ej lukker vores ishus (Rita's) dog stadig den 10. oktober, så pigerne og jeg gør hvad vi kan for at fylde maverne med is til en lang vinter, mens Rikke er på skole om aftenen.
Her til aften kunne vi nyde isen i 27 graders varme klokken otte om aftenen.

Sølvpilen.

Heldigvis er vejret igen skønt i Virginia Beach, for i morges kl. 9 skulle vi mødes med sælger og overtage Corvetten. Alt gik efter planen, og bilen kører fantastisk. Det er en sand fornøjelse at cruise derudaf, og lyden af en 5,7 liters V8 motor ude foran skal simpelt hen opleves. Herovre behøver vi heldigvis ikke tænke så meget på, at der ryger en liter benzin for hver 6 km...

Mie kørte første tur med mig hjem, og her er det Emma, som skal en tur rundt i lokalområdet.

Så kom Earl.

Prognoserne havde advaret om, at fronten af Earl skulle ramme i går aftes ved 17-tiden med syndfloder af regn, og at stormen skulle komme i løbet af natten.

Mie og jeg havde pakket alle løse ejendele ind i garagen og låst Meeko inde (det var hun mildest talt ikke tilfreds med), og så tog vi til Meet and Greet på skolen.

Da vi gik i seng lidt efter midnat, var der stadig ikke sket noget, og her til morgen er Earl på højde med os. Han passerer langt til havs, og herinde er vejret heldigvis ikke så slemt som frygtet. Det regner, og der kommer enkelte kraftige vindstød, men indtil videre er det ikke værre end en hvilken som helst anden dag med møgvejr.

Seneste nyt om Earl.

Som tingene udvikler sig lige nu, ser det ud til, at vi slipper med skrækken i denne omgang.
Earl forventes at passere Virginia Beach tidligt i morgen og resten af dagen, men heldigvis til havs. Hvis de nuværende prognoser holder stik, får vi altså et forfærdeligt møgvejr i morgen med oversvømmelse (1½ meter over normal højvandsstand) og blæst med tropisk stormstyrke (20-25 m/s). Men selvom det er slemt nok, er det ikke værre end tidligere oplevet, og vi bor heldigvis så højt, at stormfloder ikke plejer at være et problem for os.
Der er derfor næppe nogen grund til at bekymre sig om os, også selvom vi ikke giver lyd fra os i løbet af dagen. Strømudfald er nemlig almindeligt selv ved "almindeligt" blæsevejr, og når vi har uvejr herovre, er det ofte helt galt. Så alt i alt er intet nyt fra os som altid at betragte godt nyt.

Mens vi venter på Earl.

Man ved snart aldrig, hvad man skal gøre.

Vores allerførste sommer herovre, var alt gjort klar, til Hannah skulle komme forbi. Vi havde handlet ind til overlevelse i ugevis, og alt var rykket indenfor. Da hun endelig kom herop, passerede hun så langt ude i Atlanterhavet, at det da godt nok blæste en del, men ikke værre end en efterårsdag på den jyske højderyg.

Sidste år da efterårets alvorlige nor' easter kom, havde vi så ikke forberedt noget som helst, hvilket kostede os en trampolin og mange timers oprydning bagefter.

Her sidder vi så og venter på Earl. Lige nu ser det ud som om han holder sig til vands, men nogle computermodeller tager ham lige hen over hovedet på os fredag eftermiddag. Han er en ondskabsfuld herre, så vi krydser fingre for, at den kolde luft fra Midtvesten kommer så hurtigt herned, at den holder Earl til havs.

For en sikkerheds skyld har pigerne og jeg dog her til aften tømt pool dækket for havemøbler, og vi har handlet godt med flaskevand og dåsemad, som vi kan tilberede på gasblus, hvis vi mister strømmen. Lige nu håber jeg bare, at uvejret er drevet over igen til lørdag, hvor vi skal hente Corvetten.

Så er ferien snart forbi.

Heldigvis kan vi ikke mærke det på vejret. Vi har haft fantastisk vejr de seneste dage, og nåede op på 39 grader i solen i dag.
Emma og Mie har stadig en uge tilbage af skoleferien, da den officielle afslutning på sommeren herovre er Labor Day, som først er næste weekend. Men for Rikke er ferien forbi, for hun er netop her til aften taget afsted på sin første skoledag. Efter mere end et halvt års administrative og bureaukratiske krumspring blev hun for to uger siden optaget på Old Dominion University, hvor hun de næste to år skal læse Master of Public Administration. Det håber vi, hun får tid til at fortælle mere om, men vi er i hvert fald rigtig stolte af hende, og så får tøserne og jeg jo tre aftener alene om ugen til at hygge os.
Så for at fejre sommerens afslutning tog vi i går ud for at prøve Ocean Breeze, som er den lokale vandpark. Der var gode rutschebaner, og vi havde en hyggelig dag i solen, mens alle ladede op til det kommende skoleår.

Mormor og morfar på besøg.

Så er det blevet sidste aften efter næsten tre dejlige ugers ferie, da vi i morgen skal sende mormor og morfar tilbage til Danmark.
Sidste gang de var her, var i en hurtig weekend i New York, hvor det regnede ganske forfærdeligt. Mormor har normalt et ret præcist udtrykt krav om solskin i sin ferie, så hun ville gerne derop igen og opleve byen i korte ærmer. Så efter fejringen af Emmas fødselsdag tog vi alle derop nogle dage.
Denne gang prøvede vi at købe billetter til de dobbeltdækkede turistbusser for at kunne se en masse af byen uden at blive slidt op. Det var helt forrygende, og da busserne havde stoppested lige hvor vi kom ind til Manhattan med færgen, sparede vi en masse penge til subway'en også.

Busserne er meget udbredte herovre (og garanteret også i mange andre storbyer), og man kan stå af og på lige så mange gange man vil. Så oppe ved Central Park hoppede vi af og nød et par timer til fods.

Tilbage på bussen havde guiden nok hørt på sproget, at vi ikke var lokale. Hun troede sikkert, hun kunne tage lidt gas på Mie, for hun tilbød hende at fortælle om attraktionerne og blev vist lidt overrasket over, at engelsk jo ikke var et problem for en dansk pige på 9 år.

Mormor skulle selvfølgelig også med ind og se American Girl butikken, som er den vildeste dukkebutik, jeg nogensinde har set. Et grundareal som en Superbrugs og flere etager kun med dukketing. Herunder en frisørsalon til dukken, hvor man for den nette sum af $20 kan få en frisør til at sætte dukkens hår. Der er også en tesalon, hvor mor og datter kan nyde eftermiddagsteen sammen med dukken. Og dukkerne findes i et utal af konfigurationer, så man kan få én, der ret nøjagtigt ligner sig selv.

Med billetterne kunne man bruge alle fire ture rundt i byen. Herunder også en nattur, som gik over til Brooklyn, og hvor der skulle være en fantastisk udsigt ind over Manhattan skyline by night. Så sidst på eftermiddagen hoppede vi ombord på bussen efter at have drysset rundt i midtbyen og handlet lidt. Desværre er der vist noget med mormor og New York, for vi var knapt steget ombord på bussen, førend regnen begyndte. Vi havde læst hjemmefra, at der var regnslag med i prisen, så der var ingen panik. Regnslagene viste sig dog at være nogle store plasticposer, som flagrede til højre og venstre i vinden og regnen, og efter halvdelen af turen måtte vi give op og krybe nedenunder i tørvejr, så udsigten fik vi ikke meget ud af. Her er Rikke og mormor og morfar dog stadig i højt humør.

Vi havde også en dag, hvor den stod på shopping. I løbet af eftermiddagen tabte morfar dog pusten, og han og jeg tog i stedet ud og kiggede på elektronik for at ende ved baren i Hard Rock på Times Square. Her ventede vi på pigerne i et par timer, inden vi spiste aftensmad på Ellen's Diner, hvor serveringspersonalet underholdt med sang og musik.

Heldigvis fik vi taget revanche fra dagen før, og vi nød en tør og varm fantastisk aften i neonlysene på Times Square.

Sidste dag tog vi igen over til Manhattan, inden vi vendte næsen hjemad. Her gik vi en tur til Ground Zero for at se, hvor langt de er kommet med den nye bygning. Efter et par år med at få fundamentet på plads skrider det nu pænt fremad, og mon ikke de er ved at være nået til ca. 15 etager.

Vi gik også en tur ud på Brooklyn Bridge og nød udsigten tilbage over Manhattan skyline.

Vel tilbage i Virginia Beach var det blevet tid til at fejre mormors fødselsdag. Hun blev 60 år i juni og havde inviteret på Terrapin, som er vores yndlingsrestaurant og efter vores mening byens ubetinget bedste.

Vi blev heller ikke skuffede denne gang, og vi havde en rigtig hyggelig aften med dejlig mad og godt selskab, hvor vi fik ønsket mormor ordentligt tillykke.

Heldigvis har vejret pånær aftenens skylle i New York været fantastisk i ferien, så forleden tog vi til Oceanfront for at spise aftensmad og gå tur. Mormor ledte efter en ganske særlig køleskabsmagnet, så vi var i stort set hver eneste souvenirforretning (og der er mange!) for at lede. Desværre uden held, men til gengæld var der masser af juletræskugler i juleforretningen, som hun kunne bruge. Sjovt nok er sommeren angiveligt den absolut bedste tid at sælge juletræskugler på.

I weekenden kørte vi et smut til Richmond, så Rikkes forældre kunne se, hvor Rikke boede henne, da hun var herovre som au pair efter gymnasiet. Det var en god dag og sjovt at genopleve.

Emma 12 år.

Så blev vores store pige 12 år, og vi fejrede fødselsdag sammen med mormor og morfar.
Traditionen tro var der morgensang og gaver i sengen inden morgenmaden. Stakkels Emma havde ligget vågen og foregivet at sove længe, da vi andre vistnok sov tungere end hende.
Emma ville gerne bowle, og om eftermiddagen fik vi boller og lagkage på bedste dansk vis.
Om aftenen rykkede vi hele festen ned på pool dækket, for Emma elsker pool parties.
Hun havde en dejlig dag, og vi takker alle for kort, telefonopkald og gaver til hende.

Familien Nielsen's lille ny.

Efter lang tids markedsanalyse og forhandlinger, lykkedes det endelig mandag aften at gøre drengedrømmen til virkelighed. Her er Rikke og jeg ved at underskrive købsaftalen på dén 1976 Corvette, vi nu kan kalde vores.

Desværre har forhandlingerne trukket noget ud, så inden pengene er nået at rejse fra Danmark hertil (nævnte jeg, hvor håbløs Nordea er i den sammenhæng), er sælger rejst tre uger på ferie i Irland. Så bilen bliver først rigtigt vores den 4. september, og allerede nu er jeg sikker på, det bliver de længste tre uger i vores liv. Nå, det giver mulighed for at rydde lidt op i garagen, for Rikke var ikke synderligt begejstret for ideen om at flytte hendes Honda udenfor.

Mie og Jan på campingtur.

Vi er så småt begyndt at planlægge vores sommerferie til næste år, og vi regner med at skulle foretage noget af turen i campingvogn. I den forbindelse udtrykte Mie sin ærgrelse over, at vi aldrig er på camping mere. Mie og jeg bestemte os derfor for at købe et telt og tage på camping - Emma og Rikke skulle ikke nyde noget.

Denne weekend skulle det store slag slås. Vejret var godt og udsigten til søndag lovende, så lørdag morgen blev bilen pakket, og vi to store eventyrere drog afsted ud i det blå.

Vi har en campingplads ude i nationalparken, hvor briterne i sin tid først gjorde landgang, og da den er både hyggelig, tæt på stranden og kun et kvarter hjemmefra, var det et godt udgangspunkt. Men hvem kunne dog drømme om, at det var nødvendigt med pladsbestilling..?! I hvert fald var alt optaget, så valget stod mellem at køre hjem og prøve igen næste weekend eller finde noget andet. Mie stemte for det sidste.

Så vi kørte ind på basen, som ligger ved siden af, for at se, om vi kunne finde en lille græsplet at campere på. Til de som har været på besøg, er det dér, hvor vi er taget ud for at kigge på delfiner. Egentlig kiggede vi bare efter et stykke græs, men heldet var med os, for der viste sig at være en ganske fin og hyggelig campingplads på basen, som havde plads til os.

Så vi fik slået lejr og fik lidt frokost. Derefter gik vi et par lange gåture på både stranden og i skoven, inden den stod på burgere på Weber grillen til aftensmad, og s'mores til dessert.

Aftenen gik med at snakke, spille og læse, og det var faktisk rigtig hyggeligt bare at være os to, selvom Mie vistnok lidt savnede Emma og sin mor ud på aftenen. Også da vi var kommet i posen, lå vi og hyggede os med bøger og sladder. Da vi slukkede for lanternen, blev der godt nok mørkt, og skoven giver mange lyde fra sig, som man først lægger mærke til, når lyset bliver slukket. Så selvom Mie ikke ville være ved det, var hun ikke helt stolt af situationen, og det blev ikke bedre af, at jeg faldt i søvn. Hun vækkede mig efter ganske kort tid med kommentaren: "far jeg bliver bange, når du siger uhyggelige lyde." Nå, vil tog et par spil Sequence mere, og godt møre faldt vi begge i søvn på et tidspunkt efter midnat.

Men sørme om ikke vejrudsigten tog fejl. For ud på natten begyndte det selvfølgelig at regne, så man tror det er løgn, og så vågnede vi begge igen og lå og overvejede, om vi skulle droppe det og komme tilbage efter teltet næste dag.

Men det var trods alt lettere at rulle om på den fede side, så vi bestemte os for at blive og få det bedste ud af det. Det regnede jo trods alt ikke på os, og da fuglene og solen vækkede os lidt over 8 næste morgen, var det alligevel helt hyggeligt.

Så efter morgenmaden gik vi en tur op i Cape Henry fyrtårnet fra 1792, som er USA's første føderale bygning og bygget af sten fra samme stenbrud som stenene til Det Hvide Hus, Capitol og Mount Vernon.

Vi tog kun den ene nat denne gang, og selvom det var hyggeligt, var det nu heller ikke tosset at komme hjem igen og få et langt, varmt brusebad og blive klædt om, inden vi tog ud og spiste i aften.

Mie siger, at vi bestemt skal afsted igen en anden gang.

Moster og drengene på besøg.

Vi har de sidste tre uger haft besøg af Moster Cathrine og hendes tre drenge (altså onkel Thomas, Anders og Magnus). De havde det gode vejr med fra Danmark, så foruden hyggeligt besøg, har vi haft en helt fantastisk sommer. Det varede da heller ikke længe efter ankomsten, førend drengene røg med kusinerne i poolen. Magnus syntes måske nok, at det var lidt ufedt ikke at kunne nå bunden, men han sejlede lidt rundt i båden og badede ellers i pigernes gamle badekar på kanten.
Anders nød derimod vandet, og inden han rejste hjem igen, vovede han sig endda til at svømme ud i den dybe ende og springe i fra vippen.

Vores besøgende har i øvrigt ellers gjort deres til at holde gang i den amerikanske økonomi. Så meget at dollarkursens fald de seneste uger synes at være standset og låst fast ved 5,7. Vi sætter vores lid til, at familien Blichfeldts afrejse fra USA vil få den til at falde yderligere hen over sommeren.
I hvert fald kørte Rikke og Cathrine allerede den første dag på super shopping i outlet mall'et i Williamsburg, så Thomas og jeg gav den med børnene. Vi tog et smut på stranden for at se delfiner, som der var masser af, og inden vi vidste af det, var vi pludselig til globryllup på stranden også.

Anders er helt vild med brandbiler, så på vejen hjem tog vi chancen og stoppede ved en brandstation for at kigge på de flotte brandbiler. Det endte med, vi fik den helt store rundvisning, og Anders fik lov at sidde i alle bilerne.

Midt i det hele forlod så Moster og Thomas den synkende skude. De lejede en bil og tog en uges voksenferie i New York og Washington DC. Det var vist ret godt for alle, for mens de nød livet i et par fantastiske storbyer, hyggede Rikke sig i fulde drag med alle børnene. De nåede både til stranden, i parken, på legepladsen og en tur i zoologisk have.

Da familien igen var samlet, blev det også til en tur i Busch Gardens i stegende hede.

Og så nåede vi at fejre Anders' 6-års fødselsdag. Han fik en rigtig amerikansk lagkage med Sponge Bob efter eget ønske, og om aftenen var der pool party, som han også havde bedt om. Rikke serverede slik på poolkanten, og det var vist ret godt at svømme rundt i mørket og fylde sig med vingummier.

I fredags kørte vi dem i lufthavnen, og huset har været lidt tomt og stille siden, men vi glæder os til Rikkes forældre i næste uge kommer og sætter lidt liv i kludene igen.

Tanker efter en varm weekend.

Den seneste uges tid har der været hedebølge herovre, og weekenden var ganske enkelt uudholdelig. 43 grader kl. 18 i går aftes taler vist for sig selv, og det har ikke været så varmt i Virginia Beach siden 1918. Airconditionanlægget har kørt non-stop hele ugen, og alligevel kunne temperaturen i soveværelserne på første sal ikke tvinges under 28 grader i weekenden. I dag er temperaturen faldet tilbage til behagelige 32 grader, og det har været en lidt underlig fornemmelse, at dagens samtaleemne har væreet, hvor skønt det er, at det er blevet "køligt" igen.
Varmen kan også ses på strømforbruget. I de to år vi har boet i huset, slog vi rekorden (indtil videre) denne måned, hvor vi har brugt 4970 kWh - på en måned..!! Den aflæsning var 15. juli, hvor vi endda ikke har været hjemme i 14 dages ferie og bruge lys mv., så jeg gruer for næste måneds strømregning efter denne hedebølge. Nå, i det mindste er gasregningen ikke ret stor, for det er ikke nødvendigt at sætte varme på.

Og så hjem igen.

Feriens sidste dag har stort set været udelukkende transport hjem.
Efter morgenmaden udnyttede vi dog, at der i Pennsylvania ligger en ret stor Corvette forhandler, som vi kørte en omvej for at besøge (hellere to timers omvej, når vi var i nærheden, end seks timer hver vej fra Virginia Beach). Jans seneste midtvejskrise har udmøntet sig i drømmen om en Corvette, og der er efterhånden brugt mange aftener på research. Da den efter planen skal med til Danmark, skal den være mere end 35 år gammel i 2012, så det er ikke helt nemt at finde en bil i god stand, som man også kan betale. Desværre ændrede forhandleren i Pennsylvania ikke meget på det, da han heller ikke lige havde den rigtige. Der var ellers mange flotte biler, og det er fuldstændig vanvittigt, hvor stort markedet for gamle Corvetter er herovre. Han havde biler fra 60-erne til mere end $100.000.
Så med uforrettet sag, vendte vi næsen hjem, og er landet efter lige knap 3.000 km. og en fantastisk dejlig ferie her til aften i Virginia Beach.