onsdag den 13. oktober 2010

Washington Redskins.

Så oprandt weekenden, hvor jeg kunne indløse min fars dags gave - fire billetter til Washington Redskins kampen på FedEx Field oppe i Maryland.
Efter golf- og tennislektioner lørdag satte vi næsen nordpå. Oppe i Washington hærgede vi Ikea, inden vi kørte ind til byen, hvor vi skulle overnatte på Marriott. Vi havde fået et godt tilbud med morgenmad inkluderet, så søndag morgen stod den på stor morgenmadsbuffet med kokke, der lavede friske omeletter og vafler "to order". Da vi havde fyldt godt op, kørte vi ud til stadion, hvor tail gating vist havde været i gang siden tidligt om morgenen, for der var pisket en ret god stemning op.

Selvom vores pladser var noget højere oppe end sidst, viste de sig faktisk at være rigtig gode, for vi havde godt overblik over hele banen, så vi kunne følge med. Og ligegyldigt hvad kommer man alligevel aldrig så tæt på hverken spillere eller cheer leadere, som man ønsker sig...

Temperaturen nåede op på 30 grader den dag, så det var skønt at sidde fire timer og nyde vejret, kampen og stemningen på stadion. Til gengæld var hjemturen som forventet knap så dejlig. Når små 100.000 mennesker bliver sluppet ud i trafikken samtidigt, kan det altså mærkes på vejene, og det tog os seks timer at køre hjem mod de sædvanlige små fire. Men selv det kan nu alligevel ikke fjerne glæden ved en "rigtig" fodboldkamp.

Ingen kommentarer: