Mors dags weekend.

Denne weekend havde Jan og pigerne planlagt en overraskelse til mors dag. De havde bestilt værelse på Great Wolf Lodge, som ligger en god times kørsel nord for os. Great Wolf Lodge er amerikas bud på Lalandia og er et KÆMPE vandland med både indendørs og udendørs poolområder, minigolf, spa, spillehaller og alt hvad hjertet kan begære. Rikke havde fået besked på at aflevere katten, pakke sit badetøj og så ellers være klar til afgang, når vi hentede pigerne i skolen.

Sikke en overraskelse vi fik, da vi ankom. Hotellet var kæmpestort og efter alt at dømme ret nyt, og der var virkelig kælet for detaljerne. Som det ses blev vi mødt af kæmpe ulve udenfor, og hotellet var både indvendigt og udvendigt gennemført i bjælkehyttestil. Lobbyen var med lysekroner lavet af gevirer, og der var ild i den kæmpestore pejs. Okay, måske lidt tacky og meget amerikansk, men det er altså fedt at komme et sted, hvor tingene bare er gjort færdige.

Efter inprocessing og en længere orientering om forholdene kunne vi indtage værelset, som selvfølgelig lå så langt væk fra lobbyen og vandlandet, som det overhovedet muligt. Det gav ikke umiddelbart anledning til vild jubel (specielt ikke fra Jan der skulle slæbe alt vores habengut derop), men det viste sig faktisk at være ret så godt, da vi så ikke blev forstyrret af al trafikken til og fra vandlandet. Specielt om morgenen var det ret fedt, for som de der kender os ved, kan vi næppe karakteriseres som morgenmennesker nogen af os. Nå, men værelset var stort, lyst og lækkert med egen altan; så langt så godt.

Jan havde taget tidligt fri fra arbejde for at pakke bil, og han havde også bagt et banana bread, så efter den sædvanlige procedure med at vælge senge, indtog pigerne altanen, hvor de nød udsigten til en af parkens mere vilde attraktioner ("Howlin' Tornado), mens der blev serveret kaffe og kage, så der var lidt at tære på, inden vi skulle kaste os ud i det.

Howlin' Tornado er den store snurretop, der ses her i baggrunden. Den var noget vild. Man gik op i seks etagers højde og satte sig fra 2 - 4 mennesker i en kæmpe badering, som blev ført ind i det gule vandrette rør, der ses på billedet. Det kan ikke ses på billedet, da det er på bagsiden af snurretoppen, men her faldt det gule rør 45 grader ned, så man fik okkult meget fart på og nærmest blev skudt ind i bunden af snurretoppen, hvor man så i baderingen gled op af siderne frem og tilbage, inden farten til sidst gik af, og turen sluttede i snurretoppens spids. Måske lidt svært at beskrive, men det var VILDT fedt, og ligegyldigt hvor cool folk var ved turens begyndelse, kunne man høre vilde råb og skrig ned igennem.

Nå, men efter at have fyldt maverne med kage og M&M's (hvem sagde sundt og nærende...) erobrede vi vandlandet.

Det første man kom ind til var Ft McKenzie. Superfedt legehus i fire etager med rutschebaner og diverse brandhaner og andet, hvor man kunne sprøjte på hinanden. Hvis det ikke gav vand nok, blev der hvert femte minut tømt 3.800 liter vand ud af spanden og ned over gæsterne. Det er Emma og Mie på billedet til højre, der får en gang buksevand. Og de nød det, for i modsætning til Djurs Sommerland, hvor vandet er sk...koldt, når den gør det samme dér, var der 30 grader i vores vandland, og vandet har sikker været tæt på samme temperatur. Mmmm...

Mie nød især det store bølgebassin, som hun har indtaget med Rikke og Emma herunder. Og så nød hun at køre i de vilde rutschebaner sammen med far på de topersoners baderinge. Det er Mie og Jan i fin stil, der her bliver skudt ud af én af rutschebanerne.

En af Emmas favoritter var et omvendt vandfald, hvor man kunne bodysurfe på. Det var fuldstændig vildt, for der var simpelt hen så meget tryk på vandet, at hvis man faldt af brættet, blev man skudt op for oven på banen på 1 sekund. Også selvom man var en 150 kg's amerikaner. Faktisk var det ret underholdende at se på, for når folk blev skudt af, var der ofte tab af både badebukser og også en enkelt bikinitop. Det er svært at beskrive, men man kan sikkert se på billederne af surf chick Emma herunder, at der er pænt med tryk på vandet, og så var det ellers bare med fødderne og sin vægt og balance at styre rundt og holde sig i strømmen.

Okay, indrømmet... Det var også min favorit, og jeg har tabt tal på, hvor mange ture, jeg har taget, for jeg blev simpelt hen som et femårigt barn juleaften (siger Rikke). Meeeen prøv også lige at se, hvor overlegent der er overskud til at kaste håndtegn til fotografen. Jeg overvejer meget, om jeg skulle begynde at gro noget langt hår og så surfe ;o)

Det var en intens weekend. Vandlandet havde åbent fra 9 - 21, og vi spildte ikke et minut; nåjo måske lidt om morgenen, men ellers var der fuld fart på til sen aften. Vi havde ellers pakket spil, snacks og hyggedrikke til om aftenen, men det nåede ikke engang at blive pakket ud, for når vi kom tilbage til værelset og havde spist aftensmad, besvimede vi alle stort set med det samme.

Vi havde en god weekend, og hvor var det dejligt, at der kun var en times kørsel hjem i stedet for de dagsrejser, vi eller er vant til, når vi har været på tur.

Go Blue Angels

Emma og Jan har lige været til ugens første softball kamp og sæsonens første sejr for Great Neck Blue Angels. Vores hold vandt 20-5, så der var stor jubel hos pigerne.
Selv da Virginia begavede os med endnu en af sine tropiske tordenstorme, hvor regnen simpelt hen kommer ned, ligesom når man åbner for en bruser. 10 minutter inde i kampen var alle gennemblødte, men i det mindste er det stadig 25 grader varmt selvom det regner, så man kommer ikke til at stå og fryse. Og så holder det myggene væk, som ellers for alvor er kommet frem i frøers mængde og først forlader os, når sommeren er slut.

The Honor Roll student.

Som vi tidligere har fortalt på bloggen er en af de mange virkeligt fede ting ved USA, at Janteloven ikke eksisterer herovre. Overalt i samfundet tilskyndes man til at være noget særligt, og hvis man opnår noget særligt, bliver man ikke mødt med misundelse men blot af folk som glædes på ens vegne.
Skolen gør alt den kan for at tilskynde børn og unge til at gøre noget ud af deres uddannelse. Det var i den ånd, at begge pigerne i november sidste år blev "students of the month", da skolen var meget imponerede af deres engagement i skolen. Foruden titlen som "student of the month", som gives for engagement og flid, har man også begrebet "honor roll". Det betyder frit oversat "æreslisten", og når børn har et B i gennemsnit (karakterskalaen går fra A - E) og ikke har disciplinære problemer, kommer de på listen.
Børnene har tests hele tiden (i gennemsnit to om ugen) og her gives karakterer, der kvartalsvist sendes med hjem i karakterbøger. Det er disse karakterer, der er grundlaget for udnævnelsen til diverse lister.
Vi har netop fået karakterbøger med hjem, og her var Emma blevet optaget på Honor Roll, så sammen med karakterbogen fulgte en invitation til at deltage i en fejring af dette omme på skolen. Her er Emma ved at få overrrakt sit bevis af skoleinspektøren, Dr. Z i daglig tale.

Det hører med til historien, at optagelse på Honor Roll først finder sted fra og med 3. klassetrin, og at Mie derfor ikke kan komme på. Hun får dog stadig tests hver uge og karakterbøger med hjem ligesom Emma, og havde Honor Roll eksisteret på 1. klassetrin, var hun også kommet på.
Det er vel ikke nødvendigt at sige, at vi er meget stolte.
Det er i det hele taget ret fascinerende at sammeligne de to skolesystemer. Jeg husker stadig en dag, jeg var med i 0. klasse på Frederiks Skole og læreren ikke lykkedes at få så meget ro på børnene, at han kunne gennemføre undervisning (der stod dansk på skemaet). To af drengene kom op at slås, og da læreren bad drengen der startede skrue ned på charmen var svaret: "du snakker og røven går". Heller ikke dette affødte synlig reaktion hos læreren. Han har sikkert fornemmet, at jeg var begrænset imponeret af hans evner som lærer, for i hvert fald opsøgte han mig i frikvarteret med, hvad jeg antager skulle forestille en undskyldning. Jeg glemmer aldrig, hvad han sagde." Ja, sådan nogle som Mie skal jo nok klare sig, men jeg har altså et ansvar for at få alle med ifølge folkeskoleloven." Hvorvidt den danske folkeskolelov bestemmer, at det er den laveste fællesnævner der er retningsgivende for undervisningen i en dansk skole, har jeg aldrig undersøgt, men det er fascinerende at se, hvor gode man i det amerikanske skolesystem er til at håndtere forskellighed. Herovre tager skolen sig også af dem, som har ekstra behov (se bare på den nye præsidents baggrund), men den husker samtidigt sit ansvar for de særligt begavede. Således tilbyder skolen på baggrund af, hvordan børnene klarer sig i de forskellige fag, at børnene kan få undervisning på et højere niveau end deres aktuelle klassetrin. Det hedder "gifted programme", og der er både specielle skoler for dette, samt særlig undervisning på de almindelige skoler. Hvis karaktererne indikerer, at børnene kunne have gavn af "gifted programme", vil de efter forældrenes godkendelse blive testet yderligere for at evaluere, hvordan deres uddanelse bedst kan skrues sammen for dem.

NATO Fest.

Sidste "event" i Azalea festivalen var NATO Festen, hvor alle 28 nationer havde sat boder op i centrum af Norfolk til at markedsføre sig selv. Her har Rikke og Jan bemandet den danske bod og er klar til det store rykind.

Vi havde fået Arla til at sponsere 20 kg. ost, som Rikke i ugen op til har skåret i mundrette terninger. Det var altså ikke nogen helt triviel opgave, og der går vist noget tid, før Rikke gider se et stykke ost igen.

Men det var en stor succes. Det er svært at sige, præcist hvor mange gæster der har været, men vi regner med i omegnen af 3000, og de satte stor pris på den danske ost. Derudover havde vi købt danske småkager og små flag til at dele ud af.

Alle nationerne havde mad, flag og diverse sager at dele ud af, og da markedspladsen var på et ret begrænset område, nød børnene at rende rundt til de forskellige boder og samle værk og sager sammen.

Efterhånden som dagen modnedes kom de fleste danskere ind forbi og slog lejr bagved boden, hvor Rikke havde sørget for snacks og kolde drikkevarer. Det var rigtig hyggeligt, men pludselig var vi vist rigeligt med danskere, for Syden begavede os med en af sine voldsomme tordenbyger, der kom i løbet ingenting, så der blev lidt trangt i tørvejret under teltdugen. På billedet herunder er flokken krøbet i ly for den første byge, og som det ses er humøret stadig højt. Jeg kan afsløre, at en halv time senere, var smilene knap så brede, men i det mindste blev markedspladsen tømt i en fart, så vi kunne få pakket sammen og komme hjem og få tørt tøj på.

Azalea bal.

Som nævnt var Rikke og Jan lørdag aften inviteret til bal af borgmesteren, så Rikke brugte eftermiddagen hos frisøren for at få sat hår, og så var det ellers frem med de pæne klude.
Aftenen startede i operaen, hvor den tjekkiske nationalballet gav en totimers forestilling. Altså mænd i stramme bukser, der hopper rundt på en scene, har aldrig været min favorit, men ifølge Rikke er det bare fordi, jeg ikke er dannet nok. Personligt mistænker jeg Rikkes begejstring for mænd i stramme bukser for at være relateret til noget helt andet end dannelse; ikke mindst fordi hun tilføjede: "de er jo også ret veltrænede..." Og som balletten skred frem, blev min mistanke blot underbygget. For mens første akt var så moderne "kunst", at jeg simpelt hen ikke fattede noget som helst, så blev andet og tredje akt mere håndgribeligt. Ikke mindst da hele forestillingen sluttede med, at alle fire mandlige dansere smed alle kludene og vimsede ud på tåspidserne. Tak for kaffe. Og så påstod Rikke tidligere på aftenen, at de stramme bukser var for at undgå, at noget skulle hænge og dingle..!!
Spøg til side, det var noget anderledes end at gå i biffen, men angiveligt er den tjekkiske nationalballet blandt nogle af de bedste, og som forestillingen skred frem, blev den bedre og bedre.
Efter balletten blev vi alle kørt i busser ud til krydstogtterminalen, hvor der er nogle fantastiske selskabslokaler med udsigt over havnen. Her var der dækket op med alt, hvad hjertet kan begære. Fri bar, forskellige buffetter med rigelig mad og et timands orkester, som spillede fremragende, så efter maden var der trængsel på dansegulvet.
Det var en god aften, og vi kan ikke vente til næste års Azalea festival.

Så kan sommeren bare komme.

Vi har den skønneste overdækkede terrasse på Nordsiden af huset. At den vender mod Nord er faktisk godt for det betyder, at der ikke bliver så tæske-varmt, at vi slet ikke kan bruge terrassen. Selv fluerne synes, vores terrasse er skøn især, når vi tager mad med der ud.
Sidste sommer forsøgte vi, at komme fluerne til livs med en elektrisk fluefanger. Det havde ikke helt den effekt de lovede på pakken, så i år har Jan taget konsekvensen. I Florida er der mange der har terrassen pakket ind i net, der nede kaldes det en ”bird cage”. Jan har skrevet til vores udlejer og spurgt om vi måtte skrue en bird cage op på væggen. Det måtte vi gerne. Det har så senere vist sig, at i Virginia kalder man ikke disse net for bird cage. Så vores udlejer har sikkert troet, vi ville have et fodrebræt sat op på væggen. Han bliver nok lidt overrasket når han ser vores fodrebræt.
Det er blevet virkelig godt. Jan har lavet fagene i garagen af 2x4" tømmer, som først er delt i to stykker og derefter samlet. Derefter er der sat net på, og så har vi sammen båret dem om på plads og skruet dem op. Vores genbo har en 10 meter lang stige, som vi har lånt, for en almindelig stige kan kun nå halvt op på væggen her. Selv katten har fået sin helt egen dør.

Det var hun ikke sikker på, hvad hun skulle synes om, men efter en uges tid havde hun vænnet sig til den. Nu er vi simpelthen klar til at nyde sommeren, så grillen kan bruges og alle fluerne kan sidde udenfor og nyde duften.

Og når vi er ved snakken om sommer, kan det da lige som sidebemærkning nævnes, at vandet i poolen er nået op på 24 grader, så det går den rigtige vej.

Azalea Parade of Nations

Som nævnt er der også en parade som en del af festivalen. Her til morgen var så tiden for den. Tre af danskerne har arbejdet de sidste mange weekender for at bygge den danske flåde, som skulle bære vores prinsesse, hendes kavaler og alle de danske børn, og vi glædede os alle meget til at se den.
Jan havde arrangeret "uniformer" til den danske flok, og her står en del af os og venter på flåden med børnene, der endelig var at se i det fjerne.

Foruden alle børnene i rødt og hvidt, havde vi en H.C. Andersen, en viking og den lille havfrue om bord, og alle under skreg "we are red, we are white osv." af fulde hals den time det tog at køre gennem byen. Det vakte vild jubel blandt alle tilskuerne langs ruten, og det var sjovt at være med til.
Kan I finde Emma og Mie på billederne herunder? De sidder lige ud til kanten.

Foruden vores egen flåde, havde de resterende 27 nationer i NATO også hver deres, og derudover indgik diverse hing school bands og åbne biler med skønhedsdronninger i paraden.
Den lokale Hooters (spændende restaurant med fremragende mad...) havde vist ikke så travlt under paraden, så et par af servitricerne var trukket udenfor for at nyde showet. Dem fik vi også lige hilst på i forbifarten.

Lige nu hviler Jan og pigerne, mens Rikke er ved frisøren, for i aften er festivalens hovedbegivenhed. Der er først ballet, hvor den tjekkiske nationalballet skal optræde, og derefter er der bal i den terminal, hvor kyrdstogtskibene lægger til kaj. Rikke og Jan er igen inviteret til at deltage som borgmesterens gæster, så vi har gjort det stiveste puds klart. Emma skal til fødselsdag hos Kendall i den lokale skøjtehal, men Ida (en af de store danske piger) kommer og kigger efter Mie, og så henter de sammen Emma lidt senere, så mor og far kan komme ud og lufte ørerne. Det hører I nærmere om.

Azalea Tattoo

Siden 1963 har byen Norfolk, hvor NATO hovedkvarteret ligger, hvert år holdt en årlig byfest til ære for NATO nationerne. Den kaldes Azalea festival (fordi de blomstrer lige for tiden og er ret populære herovre), og den afvikles i denne uge.
Festivalen er et stort nummer med dronning, prinsesser, parader, en slags kræmmermarked hvor nationerne markedsfører sig selv samt forskelligt anden underholdning.
Fredag var Rikke og Jan af byens borgmester blevet inviteret til at overvære det årlige tattoo med efterfølgende reception. Pigerne skulle være ovre ved Kendall og hendes søster Hannah, som er blevet godet venner med Emma og Mie, sa der var ikke meget at betænke sig på.
Og heldigvis da, for det var et fantastisk show. To timer med verdensklasse underholdning af militære bands fra hele verden lige fra traditionelle tamburkorps til sækkepiber i frøers mængde.
Og som prikken over i-et over i de tilstødende lokaler og drikke champagne og spise pindemadder. Det kan man godt vænne sig til i længden...

Talent Show.

Ligesom det i øvrigt er blevet populært på TV i snart alle civiliserede lande, afholder Thoroughgood Elementary School afholder hvert år også et talent show, hvor børnene kan optræde med deres talenter som fx sang, musik og dans.

Emma og Kendall (en af hendes veninder) ville være med og optræde med Kate Perry nummeret Hot & Cold, så resten af familien deltog naturligvis i arrangementet som tilskuere. Pigerne havde øvet ovre ved Kendall, og hendes mor havde lavet outfits til dem, så det var med stor spænding, at vi mødte op på skolen, og godt ser de da ud...

Ærlig talt var nogle optrædelser lidt tvivlsomme, men der var lyspunkter imellem. Herunder et par sorte drenge, der havde lavet et rt godt rap nummer og en pige, der kunne sige alfabetet baglæns på ca. 5 sekunder. Det er måske ikke særlig tit, at det er en nyttig ting at kunne, men det er sørme imponerende. Derudover var der selvfølgelig Emma og Kendall, som bare kunne det der.

Spring Break i Florida.

Årets Spring Break gik til Florida gik for os som for stort set alle andre amerikanere til Florida, hvor man kan nyde varmen, og hvor vi kunne genopleve de bedste oplevelser fra vores sidste ophold i 2007.

Vi kom fra Virginia Beach fredag ved 10-tiden, og efter et stop på Kitty Island, hvor Meeko skulle hygge sig i sin ferie vendte vi næsen sydover. Vi skulle nå til Savannah i staten Georgia (den grønne pil mærket ”B”), hvor vi havde fået værelse på Hunter Army Airfield. En base der ligger lige ud til motorvejen. Heldigvis gled trafikken glat dernedad, så kl. 2030 kunne vi checke ind på basen i 25 graders varme. Det var skønt at kunne mærke, at vi var kommet sydpå.

I USA er det noget særligt at være ansat i Forsvaret, og der er mange fordele forbundet med at tjene sit land. En af disse er militær indkvartering, og det at bo på de amerikanske baser, er et kapitel for sig. På basen blev vi indkvarteret i en lejlighed med stue, lille køkken, badeværelse og to soveværelser. Alt sammen pænt og rent og til $60 for en nat for os alle sammen inkl. Morgenmad. Og så er der bevæbnede vagter til at passe på én. Så kan man vist ikke bede om ret meget mere. Her er et billede af pigerne der slapper i stuen.

Næste morgen var vi klar til at køre videre efter en god nats søvn. Igen gled trafikken glat, og da vi var kommet ind i Florida, holdt vi frokostpause i byen St. Augustine (den grønne pil mærket ”C”). Det er Floridas ældste by, og Rikke ønskede sig brændende at se den i 2007, men desværre fik vi aldrig lagt vejen forbi. Godt vi gjorde det denne gang, for byen var rigtig hyggelig, og vi fik frokost i skyggen på en lille fortovsrestaurant.

Efter en lille gåtur rundt i de små brostensbelagte gader var det sidste krampetrækning for at nå Orlando (den grønne pil mærket ”D”). Vi havde fået værelse på Shades of Green, som er det amerikanske forsvars 4-stjernede resort midt inde i Disney World – endnu et frynsegode ved at tjene sit land.

Vi fik et forrygende værelse med en lille spiseafdeling og egen terrasse lige ud til en lille legeplads og en opvarmet pool, der var formet som et Mickey hoved.

Efter lidt afslapning overraskede Rikke med at invitere på aftensmad på et af Disney hotellerne, hvor hun havde bestilt aftensmad med Pluto og Fedtmule.

Det nød vi rigtigt, og de havde et ganske overvældende dessertudvalg i buffeten, som var lige ved at tage livet af os alle sammen, da vi forsøgte at smage dem alle; dog uden held.
Efter maden var det i en kæmpe Disney butik, hvor pigerne shoppede amok for de penge, som de havde fået tilsendt fra moster, onkel og bedsteforældre og derefter tilbage til hotellet, hvor pigerne og Jan fik badet lidt i Mickey-poolen inden sengetid.

En af de dejlige ting ved at bo på et Disney hotel er, at man får ”extra magic hours”. Det vil sige, at parken holdes åbent ekstra timer, efter den er blevet lukket for ”almindelige” gæster. Vi havde planlagt vores valg af parkbesøg efter dette, så det betød, at vores første dag i Magic Kingdom kunne vare helt til kl. 3 om natten..!! Med det i tankerne sov vi længe og gav os god tid til morgenmaden, inden vi tog bussen over til parken. På trods af Spring Break var der egentlig ikke overvældende mange mennesker (måske fordi det var søndag), så det viste sig at være et godt valg, da Magic Kingdom er vores favoritpark med alle prinsesserne.

Så var det ellers bare at klø på med ture og besøg hos de mange Disney figurer, og da parken jo havde længe åbent, var det faktisk en ret dejlig dag uden stress og jag. Da vi nærmede os aftensmadstid, tog vi tilbage til hotellet for at fouragere og restituere et par timer. Når man efterfølgende tænker lidt over det, var det egentlig fuldstændig vanvittigt, men efter at have spist, slappet af, vasket os og fået lidt rent tøj tog vi tilbage i parken ved 21-tiden. Det dejlige var, at køerne var taget noget af, og temperaturen var faldet til et behageligt niveau, og vi havde en dejlig aften, som blev afsluttet med hilsen på hos Anders And, Mickey, Minnie, Chip og Chap, Pluto og Fedtmule.

Kl. 2 om natten var vi alle dog ved at være lidt matte i knæene, så vi returnerede til hotellet og lå under dynerne kl. halv tre og sov vist, inden hovederne ramte puderne. Stakkels de ansatte, der havde åbnet parken kl. 7 om morgenen og på det tidspunkt stadig havde åbent ½ time endnu…

Om mandagen sov vi altså længe og var først i parken (nu Animal Kingdom) ved middagstid. Der var nu mærkbart flere mennesker, men de har et ”fast pass” system, hvor man kan trække billetter til attraktionerne og komme tilbage på et fastsat tidspunkt og komme umiddelbart til. Det havde vi held til, så igen havde vi tid til at nyde oplevelsen i ro og mag. Vi fik set paraden og prøvede at køre safarituren, hvor man får en helt fantastisk køretur i en safaribil i et kæmpe område, hvor Afrika er blevet imiteret med savanne, dyr og hele molevitten. Det er ret godt lavet; ikke mindst fordi der er så stor afstand mellem bilerne, at man ikke ser andre mennesker, så oplevelsen er meget autentisk ifølge vores venner herovre, der har boet nogle år i Kenya.
Den ordinære åbningstid sluttede med en Lion King musical, som vi var lidt skeptiske over for, men som viste sig at være helt fabelagtig. Endnu engang blev vi mindet om, at Disney er blandt de allerstørste i underholdningsindustrien, og der var absolut intet overladt til tilfældighederne.
Efter mørkets frembrud dryssede vi rundt i parken, fik lidt aftensmad og fik hilst på nogle figurer, inden vi tog tilbage til hotellet ved 23-tiden og tog en godnat-dukkert i poolen.

Om tirsdagen blev vi ramt af et typisk Florida uvejr. Tornadovarsel og regn fra morgen til aften i mængder der trodser enhver beskrivelse. Som en god danske tordenbyge, der bare varede hele dagen i stedet for den halve time, vi er vant til hjemmefra. Familierådet blev enige om det meningsløse i at tage i parkerne i sådan et vejr (selvom køerne sikkert ville være dejligt korte), så vi blev enige om at køre til Tampa og gense vores nabolag.
Vi var derinde ved middagstid og startede med at spise en helt forrygende frokost på en af vores yndlingsrestauranter i den gamle bydel – en mere end 100 år gammel colombiansk restaurant, hvor vi fik tapas og mochitos (den foretrukne drink i Florida med mynteblade knust i rom og masser af is - mmmmm).

Siden vores ophold i Florida, kigger vi alle af ren refleks efter alligatorer, hver gang vo kører forbi et vandhul. Vi har gjort dette både hjemme i Danmark og nu også i Virginia, men vi ser bare aldrig nogen, for de kan ikke tåle frostvejr, og derfor lever de heller ikke vildt i Virginia. Det har Rikke klaget over lige siden vi forlod Florida, og da vi dryssede rundt i Tampa og omegn sad vi og talte om, hvor sjovt det kunne være, hvis vi lige kunne få set en rigtig, vild alligator. Og bedst som vi kører derudaf, råber hun pludselig op og flagrer med både arme og ben, for i et lille vandhul (på måske 2000 m2) midt i et indkøbskvarter lå en 2 meter lang alligator og lurede. Det holder vi altså aldrig op med at være fascinerede af, selvom den sikkert er mere bange for os end vi for den, for da Jan stod ud for at fotografere, dykkede den stille og roligt under vandet. Så kørte vi bare en lille runde, og da vi kom forbi igen, var den igen oppe, og vi fik taget billedet herunder.

Aftensmaden blev indtaget på Crazy Buffet (som bedsteforældrene sikkert husker), og Mie nød en sund og nærende kost af skumfiduser og frugt dyppet i chokoladespringvandet.

Forholdsvist tidligt i seng og med en god nats søvn bag os, stod vi tidligt op onsdag og tog i Epcot, som var den sidste park, vi skulle besøge.

Her har de fået en ny attraktion (Mission Space), hvor man fire mennesker skal indgå et besætningen på et rumskib, der foretager en rejse til Mars. Turen foregår i en simulator, hvor man selv skal trykke på knapper og følge ordrer fra Mission Control. Prøv at gæt om vi fik prøvet den…?! Ganske rigtigt – vi fik rejst en del til Mars, og det var faktisk rigtig godt lavet.

Mie havde købt sig en Tornerosekjole og et fint hår i Disney butikken for nogle af sine penge, så den dag iklædte hun sig sit stiveste pus og prinsessede rundt i parken hele dagen. Hun var rigtig fin og det var noget der vaskede sig, da figurerne behandlede hende som en rigtig prinsesse og bukkede og skrabede.

En anden ny attraktion i Epcot var en simuleret flyvetur over Californien i en ”drage”, hvor man hænger underneden. Det var helt vildt… Man blev spændt fast i hvad der bedst kan beskrives som en kæmpe skilift på en stor kran. Man blev så løftet ud over en afsats, hvor man var placeret inde i en halvdelen af en stor kugle, som var en 3D IMAX biograf, hvor filmen fra flyveturen blev vist. Da skiliften hang i enden af en stor kran, bevægede sæderne sig frem og tilbage og til siden for at simulere dragens flyvetur. Ekstremt realistisk og helt vildt fedt!
I det hele taget skulle besøget i Epcot vise sig at være en stor succes, for også ved aftensmaden skulle heldet vise sig at tilsmile os. En del af Epcot parken indeholder en ”world showcase”, hvor miniaturer af verdens forskellige lande er etableret, og hvor personalet er fra det pågældende land. I Norge har de en restaurant, der markedsfører sig selv med skandinavisk mad og ikke mindst ”dining with princesses”. Jan havde i ugevis forsøgt at få reservationer til enten morgenmad eller frokost med prinsesser; uden held, da sådan noget skal reserveres to til tre måneder i forvejen. Aftensmad var aldrig overvejet, da vi først så den norske restaurant i materialet over/fra parken. Da vi vidste, at det stort set var umuligt at få bord med prinsesser, var det et halvhjertet forsøg, men vi gik derover alligevel og blev lidt slukørede over at se den lange kø. Jan gik dog op til den norske værtinde og spurgte på dansk, om de mon havde plads til os fire til aftensmad. Svaret var selvfølgelig nej, så charme og sprogfællesskab virkede ikke på hende, men pludselig blandede en tjener sig, der havde overhørt samtalen. Jo, hun havde da lige en plads til fire i sin afdeling, så vi røg ind og mødte Belle (skønheden uden udyret), Snehvide, Mary Poppins, Askepot og Tornerose, og fik masser af autografer og billeder. Derudover fyldte vi os med røget laks, sild, rejesalat og alt mulig andet godt hjemmefra, så der var ikke et øje tørt.

Om torsdagen checkede vi ud fra hotellet og vendte næsen mod Ft. Myers i den sydlige ende af Floridas vestkyst (den grønne pil mærket ”E” på kortet), hvor Rikkes venner fra tiden i USA bor. De havde varmet poolen, så da vi nåede derned hoppede pigerne i poolen, og så så vi faktisk ikke meget mere til dem, før vi skulle hjem igen. Imens fik Rikke sludret igennem med ”the Bosts”.
Fredag morgen kørte vi tilbage til Orlando og checkede ind på et nyt hotel, da vi lige ville nå en dag i Sea World, inden vores tur til Florida var slut.

Nogle kan måske huske fra vores til i Florida i 2007, at en del af deres spækhuggershow (Shamu) gik på at få Shamu til at sprøjte det 11 grader kolde vand op på tilskuerne på de 20 rækker tættest på bassinet (the soak zone). Pigerne var helt syge efter det dengang, og vi aftalte, at vi ved det sidste show (hvor vi kunne få tørt tøj på umiddelbart efter), kunne se showet fra the soak zone. Desværre var Shamu lidt doven ved det sidste show og gad ikke sprøjte, så Emma var vildt sur over og ked af, at hun ikke blev gennemblødt af 11 grader varmt (koldt) vand…
Det skulle der selvfølgelig rådes bod på denne gang, så vi røg direkte ned i the soak zone og blev da heller ikke skuffede. Rikke og Jan snød lidt og iførte sig regnslag, men pigerne blev gennemblødte som ønsket, men de havde ikke lige tænkt på, at hvor lufttemperaturen dengang var 35 grader, var den kun et par og tyve denne gang, så kombineret med lidt vind frøs de for vildt; men smilene var brede som det ses.

Well, efter lidt tørt tøj, gentog vi successen et par gange. Dog nu alle med regnslag, og vi nød et af de mest fantastiske shows med dyr, som vi nogensinde har overværet.

Lørdag startede vi dagen på IHOP (International House of Pancakes) med et solidt morgenmåltid bestående af æg, bacon og pandekager med tilbehør og vendte næsten hjemad, og efter små 14 timer og 1100 km. på landevejen rullede vi ind i garagen på Church Point Road og røg på hovedet i seng efter en intens og dejlig ferie.