Status efter Irene.

Det har været en underlig uge. Da Irene i starten af ugen meldte sig på banen, gav det ikke anledning til meget andet end lidt ærgrelser over, at der ville komme meget regn til weekenden. Som ugen skred frem blev det dog klart, at hun havde retning lige mod os, og efterhånden som hun kom nærmere, var det mindre og mindre sandsynligt, at vi kunne undgå et nærmere bekendtskab. Så da hun i løbet af torsdagen blev opgraderet til kategori III med en bane blot 20 miles øst for os, og den amerikanske flåde sendte Atlanterhavsflåden til havs brød hysteriet ud. Der blev hamstret, alt blev stormsikret, og hele byen ud mod Atlanterhavskysten blev pakket ind i spåntræsplader. Den ellers altid så livlige strandpromenade var som en spøgelsesby fredag aften, da vi kørte en tur derud efter at have fejret morfars fødselsdag.

Da jeg samtidigt i netop den uge var fungerende chef herovre, havde jeg foruden familiens egne forberedelser ansvaret for de 13 familier herovre, og det gav en del interessant ekstraarbejde. Heldigvis sad jeg også i stolen, da Earl kom sidste år, så der var i det mindste lidt erfaring at trække på, og da baserne blev evakueret fredag kl. 12, var alle og alt så godt forberedt som muligt.

Regnen startede allerede fredag aften, og så var det ellers bare at holde vejret og håbe på det bedste. Heldigvis virkede det som om, de beordrede evakueringer primært var med sigte på oversvømmelser som følge af stormfloden og mindre pga. stormskader, så vores hus burde kunne overleve strabadserne.

Fruen tog da også pænt fat, da hun gik i land blot 150 km. syd for os, men efterhånden som hun kom heropad mistede hun pusten, og umiddelbart syd herfor punkterede øjet, så selvom vi fik en ordentlig gang møgvejr, blev det ikke så slemt som frygtet. Vi mistede dog ret hurtigt strømmen, og det varede næsten to døgn, førend vi fik den retableret.

Men der er intet som en orkan, der kan bringe et kvarter sammen. Så vi fik hilst på vores nye naboer, der havde købt en generator, og der nassede vi lidt strøm til køleskabet, så vi kunne holde maden.

Så alt i alt fik vi det bedste ud af det og hyggede med masser af stearinlys og brætspil. Og vi priser os lykkelige for at være sluppet så billigt, for ifølge aviserne har hun taget mere end 30 menneskeliv, og store dele af østkysten er stadig uden strøm.

Efter en formiddags oprydning, er vi tilbage ved normalen hér i huset, og vi mangler nu blot at få renset poolen.

Alt vel på bagsiden af Irene.

Vi har nu været uden strøm siden i går aftes, men derudover er alt vel her, og efter en formiddags oprydning, er vi tilbage i normal gænge.
Nu vil vi køre en tur og se, hvor galt det står til ude omkring.

Opdatering fra Hurricane Alley.

Så gik Irene i land for lidt siden ca. 100 km. syd for os. Heldigvis lader det til, hun er ved at miste lidt af sin energi. Forleden frygtede man CAT III, og ved landgang var hun CAT I. Det er nu stadigt pænt voldsomt med vindstød på næsten 200 km/t, men i det mindste burde husene kunne modstå det (krydser fingre). Masser af regn og en tornado warning, som netop er ophævet, men ellers er alt pt. vel her. 

Så er vi klar til at modtage Irene.

Det har været en underlig uge. I begyndelsen var der ikke den helt store bekymring over Irene, men i løbet af onsdagen gik det så småt op for os alle, at Irene nok ikke ville afvige sin kurs, men måtte forventes at fortsætte hen over hovederne på os. Torsdag var der ingen vej tilbage, og da den amerikanske flåde sendte sine fartøjer til havs her fra verdens største flådebase begyndte panikken og hamstringen i butikkerne. Ved sidste orkan i 2003, som var mindre end Irene er prognosticeret til at være, var dele af byen uden strøm i 14 dage, og hovedkvarteret var lukket i en uge. Simpelt hen fordi gaderne ikke var farbare.
Så vi fik sammen med alle de andre amerikanere også tanket bilerne, hævet kontanter og fyldt huset op med vand og dåsemad. Heldigvis ordnede Rikke det sammen med mormor, for chefen har været i Danmark denne uge, så ansvaret for planer og de danske familier her på stedet har jeg så hygget mig med.
NATO hovedkvarteret blev sammen med de amerikanske baser lukket og evakueret i dag til middag, og morfar og jeg har brugt eftermiddagen på at pille myggenet ned og flytte ALT ind i garagen.
Byen er stille og roligt lukket ned, og strandpromenaden ser ud som ved vinterdage. Ingen mennesker og de fleste butikker har sømmet vinduer og døre til med krydsfinerplader.
Store dele af byen er beordret evakueret af myndighederne, men det er kun de dele af byen, hvor der er risiko for oversvømmelse. Det gælder ikke os, så vi er blevet i huset, hvor vi burde være i sikkerhed, med mindre ruderne ryger.
Irene forventes at passere ca. 20 miles øst for os, og ifølge prognoserne er øjet over os sent i morgen aften, lørdag. Blæsten og regnen er så småt begyndt, men vi er forberedte så godt som muligt, så der er ingen grund til at være bekymrede for os.
Det er ikke til at sige, hvor længe vi har strøm og internet, men vi skal nok give lyd fra os "på den anden side", og indtil da skal intet nyt betragtes som godt nyt.
God weekend til alle i Danmark, hvor det nu også lyder som om, I skal have et par pæne regnskyl hen over weekenden.

Earth, Wind and Fire.

De voksne læsere vil givetvis kunne huske dette legendariske band fra deres unge dage. Og det er egentlig meget rammende for ugens tema her i Virginia.
I sommer blev en stor tørvesump syd for byen ramt af lynet, og den har brændt lige siden. Så når vinden ellers er i "den rigtige" retning lugter her ligesom Skt. Hans og nogle dage er her helt tåget af røgen.
I tirsdags blev Virginia ramt af sit første jordskælv siden 1897. Det målte 5,2 på Richter skalaen, og mærkedes tydeligt her i Virginia Beach, hvor billederne raslede noget på væggene. Selv stod jeg op, og det føltes ligesom når færgen lægger til i havnen, og man svajer frem og tilbage. Det medførte en del evakueringer, og mange huse har fået revner, men hele familien er i god behold herovre, og vi har ikke lidt materiel skade heller.
Vinden går vi så lige nu og venter på med krydsede fingre. Hurricane Irene er på vej nordpå efter at have lavet voldsomme ødelæggelser på Bahamas. Hun er pt. erklæret kategori III, og hun forventes at være i Virginia Beach søndag morgen kl. 0200, hvor orkanens øje forventes at være blot 20 miles øst for os. Det er der ikke så meget grin ved, og vi er gået i gang med at lagre vand og dåsemad, så vi kan klare os nogle dage uden strøm. Vi håber på, at huset holder, når det "kun" er kategori III, så det værste bliver strømudfald og syndfloder af regn.
Så der er godt gang i Moder Natur i år, og mormor og morfar får da nogle oplevelser på deres ferie, som man ellers ikke lige normalt opsøger. Men indtil man hører andet, kan man roligt gå ud fra, at vi har det godt.

Emma 13 år.

Så fik vi vores første teenager i huset, da Emma i går blev 13 år.
Herovre er vi stadig midt i ferieperioden, så festen for veninderne blev holdt tilbage mens skoleåret stadig var igang. Men ferie eller ej lykkedes det at få fat i et par veninder, og Emma ville gerne se den nye tigerudstilling i Virginia Zoo, så dagen blev brugt på en udflugt til zoo.
Emma og Mie brugte resten af eftermiddagen og aftenen på at udleve deres erfaringer fra sidste uges ophold i Hollywood. Emma fik et videokamera i fødselsdagsgave, og de startede i går på at optage deres to første film. En engelsk og en på dansk til når mormor kommer. Der bliver tænkt på alle detaljer, og det er sjovt at se på.
Fødselsdagsmiddagen var bare os fire, og den blev nydt på terrassen på en skøn aften.

Hjemme igen.

Vores sidste dag ringede vækkeuret nok engang til pigernes store fortrydelse. Vi skulle nemlig flyve ud af LAX kl. 9 om morgenen, og da det var en hverdag, lurede frygten for myldretiden. Der var da også lige ved at udbryde panik, da vi checkede ud, for pigen ved receptionen mente, at turen kunne tage alt fra 20 minutter til 1½ time - vi havde afsat 45 minutter. Heldigvis havde vi checket ind via Internettet dagen før, og vi nåede da også flyet i rimelig tid.
Efter 4½ time plus tre timers tidsforskel landede vi sidst på eftermiddagen i Washington DC, hvor vi tog en taxa ud til vores venner for at hente Hondaen og køre sydover. Meget overraskende gik det altsammen glat og uden besvær, og i løbet af ingen tid og efter et aftensmåltid var vi godt på vej mod Virginia Beach.
Det var helt underligt at komme hjem, for man er vant til, at når en ferie er slut, skal det være koldt. Her er det helt omvendt, for mens aftenenerne på vestkysten er kolde, er det højsommer i Virginia. Da vi nåede herned kl. 2230, var det 30 grader, og vandet i poolen ligger på dejlige 34 grader.
Det har så også sine ulemper, for man bliver ret afhængig af air condition. Og mens vi har været væk, var husets air condition anlæg til overetagen stået af, så der var ulideligt oppe på soveværelserne, hvor termometret viste 36 grader og jeg fik flash backs til Death Valley.
Så vi flygtede til gæsteværelset, og i dag er der sat ny air condition op, så overetagen er ved at være beboelig igen.
Det er svigerforældrene nok glade for, for de ankommer på mandag, hvor vi nok skal have værelset gjort klar til dem.

Los Angeles.

I modsætning til byerne på østkysten, som blev etableret inden bilen blev udbredt, er Los Angeles etableret senere, og derfor er vejene bygget til meget trafik. Vi nåede op på seks spor i hver retning, og med 20 mio. indbyggere og en geografisk udstrækning (inkl. forstæder) på størrelse med Danmark , skal der jo lidt til. Billedet herunder viser et eksempel på en af de motorveje, der leder ind til downtown LA. Opholdet i Solvang betød dog, at vi ramte Los Angeles lige i myldretiden, og selv med veje i den størrelse, var det en træls affære.

Vores hotel lå nemlig midt i infernoet på Hollywood Boulevard. Da vi først var landet og havde checket ind, var det til gengæld helt fantastisk, for det var bygget sammen med Kodak Theatre, Grauman's Chinese Theatre og et kæmpe mall med restauranter og butikker, som man kom lige ned midt i fra lobbyen. Det er hotellet i baggrunden. Vi havde en fremragende udsigt til downtown og Hollywood skiltet fra værelset på 13. etage. Skønt!

Selvom det var blevet sent, skulle vi jo lige have første smagsprøve på stemningen, så vi gik ned på Hollywood Boulevard (den med stjernerne i fortovet) og gik en lille tur. For Emma var det som at komme i himlen, for hun har drømt om at komme til LA i flere år. Og drømmen om et liv blandt stjernerne blev bestemt ikke mindre af seks dage midt i underholdningsmekkaet.

Vi nåede kun et par af stjernerne om aftenen, da vi alle var trætte efter dagens køretur, så dagen efter skulle der tages revanche. Vi gik en laaaaang tur og fik set alle stjernerne, og når man lige går der og overvejer, at de hver betaler $30.000 for at få deres stjerne i fortovet, er det faktisk ikke nogen helt dårlig forretning.

Som sagt lå var Kodak Theatre lige ved siden af hotellet. Det er her der holdes Oscars, så vi måtte også prøve at se lidt godt ud udenfor.

Grauman's Chinese Theater var også en del af komplekset. Det er her, hvor mange stjerner har deres hånd- og fodaftryk i fliserne, og på de overstrømmende taksigelser som mange af de helt store har skrevet, fornemmer man, at Sidney Grauman har været en nøgleperson i Hollywood.

Om aftenen var vi inde i Grauman's Chinese Theater og se Zoo Keeper. En film uden det helt store komplicerede plot, men med så mange forrygende morsomme scener, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har moret mig så godt. Kan absolut anbefales!

Katy Perry var i Los Angeles på sin California Dreams Tour, og der var hurtigt koncensus om, at dét ville vi gerne se/høre. Vi fik fat i hotellets concierge, der meget hjælpsomt tilbød at skaffe billetter til den udsolgte koncert - til $450 pr. stk. Så var gode dyr rådne, men heldigvis fandt vi nogle på internettet på en side, hvor folk kan sælge deres billetter. Så pludselig var vi de lykkelige ejere af fire billetter til koncerten fredag aften.

Så for at spare på kræfterne kørte vi om formiddagen en tur på Mulholland Drive, som er på bjergsiden over LA med fremragende udsigtspunkter. Første stop var udsigten over Universal City, som ses på billedet herunder bag pigerne. Her har Universal, Warner Brothers, Disney mv. deres studier, og det er lidt underligt at tænke på, at stort set alt, hvad man ser i biografer og på TV bliver lavet på den smule land. Vores besøg i Universal Studios senere på ugen viste nemlig, hvordan man med computere kan manipulere stort set alt, så det er meget lidt, der i dag filmes "on location".

Køreturen gik også forbi mange af stjernenes huse, og når man ser, hvad nogle mennesker bor i, må man bare erkende, at man er kommet i den forkerte branche.

Som alle andre besøgende i LA stoppede vi også ved udsigtspunktet til Hollywood skiltet, så vi kunne tage de fornødne billeder til albummet. Og nej, man kan ikke komme helt derop uden en vis erfaring som bjergklatrer.

Tilbage på hotellet fik vi hvilet og beautify-et (som Emma kalder det), og så var det ellers afsted til Nokia Theater, hvor koncerten skulle være. Det var en ekstra gevinst i sig selv, for det er dér American Idol finalen holdes, så det var næsten en attraktion i sig selv for os. Vi startede med en god middag hos Wolfgang Puck lige ved siden af, og så var vi ellers klar. OK, jeg (naturligvis ikke Rikke) trak måske gennemsnitsalderen hos publikum en anelse op, men sjovt nok var der børn yngre end Mie og ganske mange "voksne", så det var en god oplevelse med fantastisk stemning og ikke fulde og skæve teenagere til Grøn Koncert.

Der var en lokal DJ og svenske Robyn til at varme op, og der var helt pænt gang i dem begge, så da Katy Perry efter 1½ time kom på scenen, var salen klar.

Vi havde fået fantastiske pladser. Lige midt for scenen og tæt nok på til at kunne se, samtidigt med de var langt nok fra til at trommehinderne ikke mødtes på midten inde i hovedet. Det viste sig, at de var lige under Katy's sky, så på et tidspunkt i koncerten kom vi helt tæt på, mens hun spillede og sang lige over hovederne på os. Det var ret fedt, og hun leverede i øvrigt et fantastisk show. To timer uden uden pause med gashåndtaget helt i bund og de bedste sange.

Næste dag var alle lidt matte i knæene, så vi kørte en tur ad Sunset Boulevard og nød at kunne sight see'e uden at skulle gå en hel masse.

Vi kørte gennem Beverly Hills, hvor vi bare igen må konstatere, at der er bedre betalte jobs end i det offentlige. Der ligger så mange ubeskriveligt dejlige huse på lige så fantastiske grunde, at det er helt umuligt at begribe, hvordan det overhovedet er muligt. Nå, de har sikkert deres egne problemer at slås med de stakler...

I Beverly Hills ligger også Rodeo Drive, og så fejlede Rikkes ben pludselig ikke længere noget. Det er verdens dyreste og mest fashionable handlegade, som de fleste sikkert kan huske fra Pretty Woman. Så bilen blev parkeret, og så måtte vi ellers ud og gå.

Igen må man bare undres over, at der rent faktisk er folk, der handler sådan et sted. Vi så ørenringe til $25.000 (godt nok for begge to, men alligevel), kjoler til $6.000 og en masse andre varer, hvor der slet ikke var prismærker på, for prisen spørger man ikke til. Og bare mens vi gik frem og tilbage på gaden, som kun er tre blokke lang, så vi seks Lamborghinier, tre Ferrarier, to Rolls Royce og Bentley'er og Porscher i frøers mængde. Det var nu ikke så ringe endda, for så var der jo også lidt for mig at nyde, mens pigerne drømte sig til den helt store shopping spree.

Vi bestemte os nu også for at lege rige for en dag, så frokosten tog vi på en fortovsrestaurant på 208 Rodeo Drive.

Men så var den dags budget også brugt, så derfra kørte vi et smut til Venice Beach og gik en tur. Det er den strand de lokale bruger, og der føltes godt nok også som om hele LA var derude. Igen måtte man erkende, at store veje eller ej, er myldretid i LA bare træls. Det tog det meste af en time at køre de 13 miles tilbage til hotellet, da vi havde fået lidt havluft.

Søndag tog vi til Universal Studios. Det er en forlystelsespark bygget op omkring nogle af de populære TV shows og film, men parken er bygget sammen med "de rigtige" Univeral Studios, så man kan også få et indblik i filmens verden.

Det ville vi også gerne have med, så vi tog en 45 minutters rundtur i deres kopi af verden, hvor vi så deres forskellige "sets". Her er deres storby, som de med skilte og lys kan forvandle fra New York den ene dag til San Francisco eller en hvilken som helst anden storby den næste.

Turen gik også gennem Wisteria Lane fra Desparate Housewifes. En af yndlingsserierne hér i huset (det er for pinligt at indrømme for hvem), så det var en stor oplevelse. Feinsmeckere vil kunne genkende Gaby og Carlos Solis' hus. Og nej, selvom de faktisk optog serien dén dag, så vi ikke Eva Longoria.

Vi så rigtig mange af deres sets, og mange af stederne fik vi demonstreret, hvordan de lavede effekterne. Vi besøgte Amety Island og blev angrebet af hajen fra Jaws (Dødens Gab), vi var midt i en syndflod, vi så eksplosioner og biler, der belv kastet rundt, og vi var midt på en undergrundsstation under et jordskælv, hvor toget blev afsporet og loftet faldt sammen. Igen en scene, vi kunne genkende fra TV-serien Bones.

Vi så også settet fra War of the Worlds, hvor en Boeing 747 er styrtet ned midt i et forstadskvarter.

Og mest imponerende blev vi kørt ind i en 360 graders 3D biograf, hvor vi pludselig var medvirkende i King Kong filmen, mens både dinosaurer og King Kong hoppede rundt omkring os. Meget livagtigt og ret fedt. Pludselig virker fladskærmen hjemme i stuen lidt - flad!

Nå, men efter diverse demonstrationer, var det tid til forlystelser. Rikke og jeg kørte i Jurassic Parc, som var en vandrutschebane, der sluttede med et 25 meter lodret fald gennem et vandfald. Mie og Emma sad over og grinede godt, da vi drivvåde kom ud. Vi sidder bagerst i båden.

Pigernes favorit var The Simpsons, der var en virtuel rustschebane i en simulator. Vi havde købt Front-of-the-Line billetter, og det var en god investering, for så kunne vi bare hele tiden gå ind forrest i køen, og pigerne udnyttede det fuldt ud og kørte Simpsons flere gange, end jeg gider tælle.

Der var også shows. Vi så et show med alle de mange dyr fra filmene, og vi så et show, hvor de demonstrerede special effects. Her viste de også, hvad der er muligt at lave med computere og animation i dag. Helt vildt at se med sine egne øjne, og faktisk laver de i dag stort set alt hér i studierne, så man ikke behøver rejse verden rundt for at finde den rette lokation.

De havde lavet et show omkring Water World, som var ret overvældende med eksplosioner og andre effekter. Se fx billedserien herunder, hvor et fly pludselig lander i bassinet lige foran os omringet af eksplosioner.

Mens vi var i Universal, blev Teen Choice Awards afholdt derinde. Der var et mylder af sorte limousiner og body guards, og vi forsøgte desparat at se Selena Gomez og Justin Bieber og alle de andre, men vagterne var lidt for gode til deres jobs. Men da vi kom tilbage til hotellet ventede en skøn overraskelse. After partyet blev holdt i natklubben lige ved hotellet, og lige neden for vores vindue havde de sat podiet, hvor alle de unge og smarte skulle ud og fotograferes til bladene, så vi fik faktisk første parket til dem alle sammen.

Sidste dag i LA blev brugt i Santa Monica, hvor vi ville nyde solnedgangen på feriens sidste aften. Vi kørte derud af Santa Monica Boulevard, der er en del af Route 66, og i modsætning til stykket i Nevada, var det jo så faktisk et flot stykke af ruten.

Santa Monica Beach er fantastisk dejlig. Masser af palmer og en strand der får stranden ved Blåvand til at virke smal. Vi havde masser af sol, så det var skønt, selvom vandet var lidt køligt i forhold til hvad vi er vant til i Virginia. Man skal heller ikke for langt ud, for det er nogle heftige bølger og en ret voldsom understrøm. Men derfor kan man godt slikke noget sol, og mens pigerne badede, lå jeg og nød livet.

Ud på eftermiddagen røg strandsagerne tilbage i bilen, og så gik vi på jagt efter en restaurant. Vi fandt et steak house på Ocean Avenue, som havde helt forrygende bøffer. Så mens de andre gæster kom i jakkesæt og høje hæle på vej fra jobs, blev vi i shorts og flip flops gelejdet ud på terrassen, hvor vi kunne nyde maden med udsigt over palmerne og solnedgangen. Det var bestemt en værdig måde at slutte ferien på.

Efter maden gik vi en tur på Santa Monica Pier, hvor vi fik handlet de sidste souveniers. Vi fik faktisk også kørt en tur i rutschebanen, inden vi måtte tilbage til hotellet og pakke.

Highway 1 og Solvang.

Fra Monterey gik turen sydover mod Los Angeles. Vi havde bestemt os for at køre langs kysten ad Highway 1.

Det var en flot tur, fordi vestkysten er så meget anderledes, end man er vant til langs andre kyststrækninger. Bjergene går helt ud til kysten, og vejen er sprængt ind på klippesiden, så man mange steder har et helt stejlt fald meget langt ned lige uden for vinduet på bilen, men til gengæld en fantastisk udsigt. Her er Jan ved Big Sur i det fjerne.

Vejen byder også på strækninger med strand, og nogle steder myldrer stranden med søløver, der soler sig. Det er ret charmerende. Her er pigerne foran Ragged Point, som er sidste stykke i bjergene. Herfra er området fladt, indtil man når bjergene igen ved Los Angeles.

Et par timer før man når ned til LA, kan man opleve et lille stykke af Danmark i Solvang.

Det er en pudsig oplevelse at køre ned af HC Andersen's Boulevard midt i Californien og se bindingsværkshuse, danske navne, Dannebrog og kopier af Dybbøl Mølle - altsammen flankeret af palmetræer en masse.

Mange danskere emigrerede i sin tid til byen og tog Danmark med, og der er stadig mange danskere. Bedst af alt også danske bagere, så vi nød eftermiddagskaffen i Olsens bageri med hindbærsnitter og træstammer. DET var altså bare lækkert.

Monterey.

Det var skønt at komme til Monterey, hvor der i modsætning til San Francisco var masser af sol. Ellers minder de to byer meget om hinanden, hvor Monterey dog er lidt mindre - og måske lidt mere hyggelig. Monterey har også et Fisherman's Wharf, men vi tog i stedet på Cannery Row, hvor fabrikkerne der i sin tid kom sardiner på dåse nu er lavet om til restauranter og butikker. Et meget hyggeligt område, der nu nok mest er lavet for turisternes skyld.

Cannery Row løber langs med kysten til Monterey Bay, som er fyldt med søløver, oddere og sæler, der ligger og soler sig på klipperne i vandkanten. Det er et mægtig hyggeligt sceneri til en gåtur.

Byen fremhæver blandt andet sit akvarium som en seværdighed, så det måtte vi jo ind og se. Det er altid sjovt at besøge akvarier, og dette var ingen undtagelse. De havde mange sjove og flotte fisk, og specielt deres afdeling med gopler var fantastisk flot. De var arrangeret i flade akvarier med helt blå baggrund og belyst nedefra, så vandmændede så helt flourescerende ud i det mørke lokale. Ret vildt at se så simple skabninger fremstillet så flot.

Efter akvariet nød vi frokosten på Bubba Gump's Shrimp Co. (ham fra Forest Gump filmen) med udsigt over bugten. Det var ikke dårligt, men pigerne skulle også stryges lidt med hårene, for efter frokosten satte vi kursen mod Pebble Beach, som Jan absolut bare skulle se.
Turen til Pebble Beach gik ad 17 Mile Drive, som er en fantastisk flot vejstrækning langs Stillehavskysten gennem et område med multimillionvillaer og skønne golfbaner. Her er et stemningsbillede fra turen.

Undervejs gjorde vi holdt og fik taget de fornødne billeder af Lone Cypress, der er kendetegnet for Pebble Beach.

Som vejens navn antyder, er den ikke så lang, så endelig ankom vi til golf-mekka i Pebble Beach. Foruden den fantastiske golfbane var der en lodge med udsigt over banens 18. hul, hvor man kunne luske sig ind og stå og drømme. Derudover var der naturligvis også en pro-shop, hvor Rikke var sød nok til at kigge interesseret på diverse golfudstyr. Og efter at have simuleret interesse endte hun med at købe diverse accesories til mig, som jeg glæder mig til at få brugt på golfbanerne hjemme i Virginia Beach.

Med et green fee på $475 fik jeg nemlig ikke liiige spillet på Pebble Beach. Til gengæld havde de (naturligvis) en practice green anlagt ved siden af deres butikker, hvor jeg lånte en putter og et par bolde af en fyr, der også gav Mie en lektion i at putte ved samme lejlighed. Det var fantastisk. Selv den "offentlige" practice green var bedre end nogen jeg har prøvet at spille på i Virginia Beach.