onsdag den 30. juni 2010

New York - dag 6.

I dag lykkedes det at mødes med Jans danske kollega i FN hovedkvarteret.

Desværre er FN bygningen ved at gennemgå en gennemgribende renovation, så det var begrænset, hvad vi kunne se. Den er bygget i en tid, hvor asbest ikke var et problem, og da den er klassificeret som et vartegn, kan den ikke rives ned og genopbygges men skal totalt renoveres. Et projekt som tager fem år og formentlig koster spidsen af en jetjager. Sikkerhedsrådet er blevet lukket, men vi kom ind i Generalforsamlingen, hvor alle 196 medlemslande mødes.

Det var meget sjovt at se, og da vi havde privat guide, kunne vi også komme ned i salen og gå rundt, så pigerne kom både på talerstolen og den danske delegations plads.

Efter rundturen i FN slog vi vejen forbi Grand Central Terminal og Chrysler bygningen, som egentlig er ret imponerende, men som man sjældent får set, da de ikke lige i umiddelbart i nærheden af de sædvanlige turistmål.

Pigerne havde stadig lidt penge som brændte i lommen, så vejen blev også lagt forbi Claire’s på Broadway på vej tilbage til hotellet, hvor vi kunne slappe af en god times tid inden afgang mod Bronx, hvor New York Yankees’ stadion ligger. De spillede hjemmekamp i aften, og da Emma og Rikke er store baseball fans, havde vi sikret os billetter hjemmefra.

Yankee Stadium ligger i Bronx, så det var ærlig talt en lidt skummet tur med subway’en derop. Men vi fandt og kom til stadium i god behold og indtog vores pladser, som faktisk viste sig at være ret gode, selvom det var bleachers. Vi sad lige over home plate og i første række, så vi havde frit udsyn til spillet og holdets store spillere.

Spillet som sådan var desværre ikke nogen stor succes, for selvom Yankees ellers er et af de mest vindende hold, valgte de altså denne aften til at tabe stort til Seattle Mariners.

Vel tilbage i Midtown Manhattan fik vi is på trappen på Times Square og nød denne vores sidste aften i New York for denne gang.

tirsdag den 29. juni 2010

New York - dag 5.

Vi skulle egentlig have været nede og se FN i dag, fordi en af de danskere som arbejder dér havde lovet en rundvisning. Han blev imidlertid kaldt til møde, så det er udsat til i morgen. Til stor fornøjelse for pigerne i øvrigt, for dagens program stod foruden FN på shopping, som der så nu kunne bruges en hel dag på.
Vi har besøgt, hvad der føles som hver eneste skobutik og tøjforretning på 5th og 6th Avenue, herunder landets største Macy’s (ligesom Illum eller Magasin) på 9 etager.
Pigerne har haft en fantastisk tid, og jeg er blevet ret god til at slæbe poser. Heldigvis er butikkerne herovre ret velforsynede med bænke og stole, så man i det mindste kan slappe lidt af undervejs. Her har jeg udnyttet tiden til at researche diverse restauranter, og sør'me om jeg ikke fik bord til os i aften på Bar Americain, som er Bobby Flay’s restaurant. Han er Iron Chef(ligesom vores spiseoplevelse i Philadelphia) og en af USA’s mest kendte kokke. Han laver mexicansk inspireret amerikansk mad og har et utal af shows på TV. Restauranten var kun 10 minutters gang fra hotellet, og vi havde fået bord til kl. 2030. Stedet og maden levede helt op til forventningerne, og de var søde til at tilpasse menuen til børnene, så vi alle havde en dejlig aften med aldeles fremragende mad.

mandag den 28. juni 2010

New York - dag 4.

Føj for en start på dagen. Helt imod principperne for ferien, var vi nødt til at have vækkeuret tændt i dag, og det ringede altså kl. 7. Efter at have vænnet sig til at vågne mellem 9 og 10 føltes det som meget tidligere, men det var nødvendigt, da dagens udflugtsmål var Frihedsgudinden og Ellis Island.

Siden terrorangrebet i 2001 har Frihedsgudinden været lukket land for turister, men sidste år blev øen genåbnet, og der var også igen mulighed for at komme op i kronen. Det kræver dog lidt planlægning, da sikkerhedsforanstaltningerne er blevet værre end i lufthavne, og der lukkes kun 240 mennesker op hver dag. Så billetterne skal bestilles flere måneder i forvejen, men det havde vi heldigvis også gjort, så vi kunne være sikre på at få det hele med. Så efter lidt hurtig morgenmad tog vi subway’en ned til sydspidsen af Manhattan, hvor vi kl. 9 steg ombord i færgen til Liberty Island.

Ovre på øen er der en fantastisk udsigt til Manhattan skyline, som selv uden World Trade Center er vildt betagende. Og når man går rundt ovre mellem skyskraberne er det lidt vildt at tænke på, at de ragede 1/3 højere op end alt det, som er derovre nu. Vi var faktisk senere på dagen forbi byggepladsen, hvor der er kommet godt gang i byggeriet. Freedom Tower som er ved at blive bygget i stedet for, er allerede ca. 10 etager højt.

Vi har haft hedebølge herovre på Østkysten den seneste uges tid, og i dag var ingen undtagelse. Temperaturen var sidst i 30’erne og med en luftfugtighed på 60%, var det en styg dag at skulle klatre 354 trappetrin på en snæver vindeltrappe inde i en kobberfigur.

Til gengæld var det en enestående oplevelse, da man først var kommet derop, og fordi der kun åbnes for et meget begrænset antal gæster, havde man masser af tid deroppe til at kigge, tage billeder og høre historier fra guiderne, som sad deroppe (de stakler). Her er familien Nielsen oppe i kronen.

Her er Mie på opfordring fra en guide halvvejs på vej ud af vinduet for at klappe hende på ydersiden.

Efter Frihedsgudinden tog vi færgen over til Ellis Island, som indtil 1954 var dér, hvor alle immigranter til USA kom igennem i nyere tid. I alt er 14 millioner mennesker kommet gennem denne port til Land of the Free.

Det er nok en størst oplevelse, hvis man har forfædre, som er kommet igennem. Det er mulig at slå op i registrene og finde sine rødder. Men selv uden forfædre var det interessant at se, hvordan indvandring i USA helt fra begyndelsen har været begrænset af meget stramme regler. Man har skullet demonstrere en vis uddannelse, et vist intellekt, en evne til at forsørge sig selv og et vist økonomisk udgangspunkt. Måske ikke nødvendigvis særligt politisk korrekt, men det er faktisk på samme måde i dag, inden der gives green card, og måske kunne man lære noget i Europa, for (legal) indvandring og mangfoldighed synes at være en stor styrke ved USA.
Efter en times tid på Ellis Island, tog vi tilbage til Manhattan og hotellet, hvor vi slappede af et par timer, inden vi tog ud og shoppede lidt inden lukketid. Mie skulle i American Girl Place (helt specielle dukker) og bruge penge, og vi andre var lidt med på slæb.
Aftensmaden fik vi udendørs på en restaurant i Bryant Park, og det var skønt at spise ude i den hyggelige park.

søndag den 27. juni 2010

New York - dag 3.

Hver eneste gang jeg kommer op på vores værelse, kan jeg ikke lade være med at falde i staver ved vinduet. Vi har simpelt hen den mest betagende udsigt. Nyd dette billede fra i går aftes.

Igen i dag sov vi længe – faktisk så længe at det kneb med at finde et sted, som stadig serverede morgenmad, da vi var klar til at indtage den. Heldigvis faktisk, for i stedet for vores sædvanlige sted, måtte vi finde et andet, og vi fik øje på Ellen’s Stardust Diner lidt nede ad gaden.

Det viste sig at være en oplevelse helt for sig selv. Tjenerne optrådte på skift med sang, og de var faktisk rigtig gode. Angiveligt er en af dem kommet videre i næste sæson af American Idol, og 10 af dem er blevet ”opdaget” på diner’en og har fået jobs på Broadway. Prøv at nyd denne video for et indtryk af stemningen.

Heldigvis var maden lige så god som underholdningen, og vores tjener både sang og hældte kaffe op på samme tid.

Efter ”morgenmaden” gik vi en tur på Museum og Modern Art.

Det var ikke med pigernes gode vilje, men det sjove var, at de efter et stykke tid blev helt grebet af at lave deres egen fortolkning af billederne og skulpturerne. Her er Mie helt væk.

Meeen træerne gror heller ikke ind i himlen, så efter et par timer måtte Rikke og jeg kigge selv, mens pigerne var mere fordybet i iPhones og Nintendoer.

Og helt ærligt så er 6 etager med moderne kunst også lige rigeligt for vi to gamle, så vi røg lidt hurtigt igennem det sidste, så vi kunne komme videre. Eftermiddagen stod nemlig på shopping på 5th Avenue, og det trak nok lidt mere. Forinden trængte vi dog til at hvile fødderne lidt, så vi stressede af på Starbuck’s med lidt kaffe og kage, og så kørte vi en tur med hestevogn i Central Park.

Rystende nok viste det sig, at byen som aldrig sover alligevel lukker butikkerne tidligt om søndagen, så vi nåede kun halvvejs gennem butikkerne på 5th Avenue. Så her bliver jeg jo nok slæbt med op igen, inden vi forlader byen.

Aftensmaden blev en flok store burgere på Five Guys, inden vi naturligvis skulle via Times Square hjem. Hver gang vi har været heroppe, har Mie ønsket sig at køre i pariserhjulet inde i Toys R Us, men køen er altid forfærdelig lang derinde. I dag havde vi dog besluttet, at nu skulle det være.

Da pigerne kørte alene og kun var to, fik de dog lov at springe over i køen, så efter kun fem minutter var de ombord, og så er det krydset af på listen, og vi kunne drysse hjem igennem Times Square.

lørdag den 26. juni 2010

New York - dag 2.

Første ”rigtige” dag i New York startede lidt sent, da vi alle sov længe. Mens Rikke og Emma bekræftede reservationen til aftensmaden, sad Mie og jeg i baren og nød solen, mens Mie skrev i sin journal. Hun skriver dagbog i en journal, hun fik som party favour ved sin veninde Sydney’s fødselsdag.

Efter morgenmaden satte vi kursen mod Central Park, for pigerne ville gerne se den zoo, som er blevet så kendt efter Madagascar filmene.
I virkeligheden har de slet ikke de samme dyr som i filmen, men det er en hyggelig lille zoo, og der gik alligevel et par timer med at drysse rundt derinde. Af uransagelige årsager har Mie kastet sin kærlighed over grise for tiden, og der var både grise i haven, og hun købte en sød bamsegris for penge, hun havde fået af farmor og farfar til ferien.

Efter Central Park tankede vi op ved Starbuck’s og gik så tilbage til hotellet for at slappe af og gøre klar til aftenens udskejelser. Rikke havde bestilt bord på en italiensk restaurant, og hun havde købt billetter til Mary Poppins. Man kan jo ikke bo på hotel på Broadway uden at være til show. Så efter flere timers klargøring, kastede vi os ud i New Yorks natteliv iført vores stiveste puds og de høje hæle (altså kun Rikke). Det var en skøn fornemmelse i modsætning til de tidligere gange, vi har været i byen heroppe, hvor det har været i hhv. skitøj og regntøj. Det var næsten som at være indfødt at gå de 10 minutter ned til restauranten og derfra igen 10 minutter op til New Amsterdam Theatre, hvor showet blev vist. Og Rikke lignede en der lige var trådt ud af Sex and the City filmen - hun hører simpelt hen hjemme i New York City.

Som et show skal være på Broadway, og når Disney er involveret, var det ganske enkelt en storslået oplevelse for os alle fire. Eller som Mary Poppins ville have sagt: SUPERCALIFRAGILISTICEXPIALIDOCIUOS (SUPERKOLOFATALISTISKEKSPIALISOFISK på ”dansk”).

fredag den 25. juni 2010

New York - dag 1.

Det var helt skønt kun at have 150 km. til New York i stedet for de sædvanlige 8-9 timer, når vi er kørt hjemmefra. Selvom vi kom til byen kl. 15 var trafikken over til Manhattan alligevel forfærdelig, så køreturen endte med at tage tre timer. Det hjalp så heller ikke på noget, at vores hotel ligger på Broadway lige midt på Times Square, for det er vel det mest trafikerede punkt på Manhattan. Til gengæld ligger det helt perfekt, og vi har fået et dejligt værelse på 24 sal med en fantastisk udsigt over Times Square og til Empire State Building, så hvad det angår, kan vi ikke ønske mere.
Det er bare ned med elevatoren, og så er vi midt i byen som aldrig sover. Efter check-in i går dryssede vi lidt rundt og nød stemningen og gik i butikker, inden vi fik aftensmad på Stage Deli fem blokke nord for hotellet.

Godnatisen hentede vi på De Gyldne Vinger og spiste på trappen på Times Square, som er lige neden for vores vindue. Det var helt underligt bare at drysse tilbage på værelset uden at være fuldstændig smadrede, for normalt, når vi har været i New York, kommer man først til Times Square efter en hel dags opslidende vaden rundt (fordi den er flottest efter mørkets frembrud), og så har man stadig en times tid tilbage til hotellet.

Sidste aften i Philadelphia.

Sidste aften i Philadelphia bød både på et af turens højdepunkter indtil videre, men desværre også et af turens absolutte lavpunkter.
Der findes et TV program herovre, hvor de som angiveligt er USA's seks bedste kokke kan udfordres af gæstekokke, og har en time til at lave fem gourmetretter omkring en ingrediens, de ikke kender på forhånd. Programmet hedder Iron Chef, og der har for nyligt været et halvt års konkurrence om at finde den nyeste Iron Chef, da en af de seks ønskede at træde tilbage. Den nyeste af slagsen hedder Jose Garces, og ved et rent tilfælde opdagede vi, at han havde en tapas restaurant i Philadelphia kun 200 meter fra vores hotel. Vi fik en reservation, som godt nok først var kl. 21, men som til gengæld var ved Chef's Counter. Så vi blev bænket på række oppe ved køkkenet, og kunne se kokkene tilberede vores mad. Det var meget sjovt, og maden var simpelt hen fantastisk, så det var uden tvivl højdepunktet.
Da vi gik i seng kl. 2330 viste det sig til gengæld, at byen havde behov for at fjerne vejbelægningen på et 20x3 meter stort areal lige uden for hotellet. Det varede til kl. 4 om morgenen, og det var ærlig talt ikke meget søvn vi fik i øjnene i de timer, for det var altså de store maskiner, byen havde fundet frem.
Heldigvis fik vi det dog vendt til noget lidt positivt, da vi fik overbevist hotellet om det rimelige i, at de inviterede os på morgenmad i restauranten næste morgen inden afgang. Det var et acceptabelt bytte for en nats søvn, da også deres kok viste sig at være ret god.
Sidste punkt på dagsordenen i Philadelphia var en løbetur op ad trapperne ved byens kunstmuseum lige som Rocky i sin tid gjorde det. Pigerne fik set klippet fra filmen fra fars unge dage på Youtube, og så vidste alle, hvad det gik ud på.

torsdag den 24. juni 2010

Philadelphia - dag 3.

I dag var dagen, hvor Philadelphia (og vistnok også Virginia Beach for den sags skyld) havde bestemt sig for at sætte varmerekord med temperaturer over 100 grader (38 "danske" grader) i skyggen. Den var styg, så der var ingen som havde vildt travlt med at komme ud fra morgenmadsrestauranten. Der var dog ingen vej tilbage, så ved middagstid (!) gik vi en tur op forbi stedet, hvor Benjamin Franklin ligger begravet.

Derfra gik turen op til byens rådhus, som er en meget flot frimurerbygning, som ser lidt pudsig ud midt i bymidtens glas og stål. Efter et par kilometers gåtur derop, havde byen naturligvis indstillet rundvisningerne på grund af varmen, så turen op i tårnet måtte vi tænke os til. Vi kunne dog nyde bygningen, inden vi flygtede ind i en kæmpestor air conditioneret markedshal for at spise lidt sen frokost.

Det viste sig at være perfekt timing, for mens vi gik rundt derinde, blev varmen vist også for meget for moder natur, som bestemte sig for at rense ud i tingene med en heftig tordenbyge. Skønt for pigerne, som nu havde en undskyldning for at se alle boderne. Her er pigerne i gang med at handle slik og hjemmelavet fudge.

I morgen går turen til New York. Inden vi forlader byen, skal vi dog lige en tur ud forbi kunstmuseet og fotograferes på trappen. For de som husker Rocky filmene, er det den trappe, som Rocky i sin film løb op af, da han trænede til sin boksekamp.

onsdag den 23. juni 2010

Philadelphia - dag 2.

Efter morgenmaden på en cafe ved siden af hotellet kastede vi os ud i den stegende hede (i dag og i morgen forventes at tangere varmerekorden i Philadelphia) og gik først til Liberty Bell, så vi kunne få den ”rigtigt” at se.

Derefter gik vi over gaden for at se lidt nærmere på Independence Hall. Det skulle vise sig at være rigtig interessant, og vi fik flere guidede ture rundt i både Independence Hall, hvor Uafhængighedserklæringen og Grundloven blev skrevet og den daværende kongres. Det var spændende at høre om tilblivelsen af USA, og det er lidt underligt at tænke på, at det vi i dag tager for givet dengang var højforræderi mod den britiske trone og kunne have medført døden, hvis projektet var mislykkedes. Det var også sjovt at se den første Kongres, efter Rikke havde arrangeret rundtur oppe i den nye sidste fars dag. Her er vi i rummet, hvor Uafhængighedserklæringen i sin tid blev debatteret og forfattet.

En af Rikke veninder har boet i Philadelphia, så hun havde foreslået en liste over seværdigheder. Den indeholder også spisesteder, så efter formiddagens historielektioner var det blevet frokosttid. Det planlagte spisested var dog i mellemtiden lukket, men vi fandt et andet hyggeligt sted i nærheden, hvor vi kunne nyde frokosten mens Tyskland og Ghana spillede i baggrunden.
Efter frokosten kom vi forbi Betsy Ross’ hus. Det er hende, som angiveligt har syet det første Stars and Stripes, som nogensinde er lavet.

Lidt længere nede af vejen lå eftermiddagens udflugtsmål, som var US Mint. Det er her alle Amerikas mønter bliver lavet, og man kunne gå en tur rundt og se ned i produktionsfaciliteterne, hvor man kunne følge møntens vej lige fra 450 meter lange metalbændler til den endelig mønt. Selvfølgelig endte turen i gift shoppen, hvor vi købte nyslåede Silver Dollars som souveniers.
Nu er vi taget tilbage til hotellet for at hvile fødderne og blive kølet lidt ned, inden vi skal ud og finde et sted til aftensmaden.

tirsdag den 22. juni 2010

Philadelphia - dag 1.

Da USA i sin tid blev grundlagt med de første 13 stater, var hovedstaden i Philadelphia, og det var noget af det første Mie lærte om i skolen. Hun kom derfor hjem og proklamerede, at hun godt kunne tænke sig at komme til Philadelphia for blandt andet at se Liberty Bell. Så Philadelphia har stået på ønskelisten lige siden, og det var første stop på årets sommerferie.
Mens Jan pakkede bilen, kørte Rikke og Emma ud for at aflevere Meeko på Kitty Island, så kl. 11 var der afgang fra Church Point Road. Turen var ganske begivenhedsløs, så efter et frokoststop og 6 timer på landevejen landede vi på Omni Hotel i 36 graders varme kl. 17.

Hotellet ligger perfekt lige midt i det historiske distrikt og med alt inden for gåafstand. Efter at have checket in og pakket ud, bestemte vi os derfor for at gå ud og finde aftensmad. Philadelphia er kendt for sine cheese steak sandwiches, og angiveligt fås de bedste ved enten Pat’s eller Geno’s. Det er to spisesteder (restauranter er nok for stort et ord), som ligger på hver sin side af vejen i et kryds 2 km. fra hotellet. De tjener kassen på at ligge side om side, for alle gæster prøver én hvert sted for at sammenligne, og mens vi var der kom hele turistbusser forbi og læssede gæster af. Vi fik naturligvis også fra begge steder, og efter at have spist en fra hvert sted, var vi ved at revne, og var egentlig ret glade for gåturen tilbage til hotellet.

Da vi kom tilbage til hotellet viste det sig, at Liberty Bell er blot 1 blok fra, hvor vi bor, så vi bestemte os for lige at gå forbi og se den inden sengetid. Desværre kunne man ikke komme ind, så vi måtte nøjes med at beundre den udefra, og så komme tilbage næste dag, så vi kunne komme ind og se den rigtigt.

Vi kom også forbi Independence Hall, som er stedet hvor USA’s første regering regerede fra, og hvor de i sin tid proklamerede deres uafhængighed fra Briterne.

mandag den 21. juni 2010

Så er vi ved at være klar.

Der er selvfølgelig forskellige måder at blive klar på, men nu er vi så småt ved at være der. Vores krakkede bank er netop blevet overført til Nordea, og der er ikke enden på problemer, som er forbundet med det. Vi har nu i fire bankdage forsøgt at få penge herover, og vores bakrådgiver hjalp til ved at stikke på ferie uden at overdrage sagen. Så det meste af morgenen og formiddagen gik i telefonen, og hvis vi er heldige, får vi penge at holde ferie for en af de nærmeste dage. Næste mindre detalje opstod, da jeg lige ville ordne bilen indvendig og så tjekke dæktrykket, inden pigerne fylder deres diskrete ferieoppakning derind. Den kørte stort set på slicks foran, hvilket ikke er smaddergodt inden en bilferie op ad Østkysten. Jaja, sådan noget skal jeg selvfølgelig holde øje med, men priserne på mekanikere er anderledes herovre, end vi er vant til hjemmefra, så jeg kører bilerne til service og gør så ikke rigtig mere ud af det. Faktisk var Hondaen til service for tre uger siden, og jeg syntes jo nok, det ville have klædt værkstedet at nævne dækkenes tilstand. Måske er der en årsag til, at værkstedet er så billigt...
Nå, hvorom alting er, skulle jeg så også lige ud og have fire nye dæk på. Skøn start, plus at 235/65 R16 ikke er helt billige herovre heller.
Så det giver et billede af mine noget febrilske ferieforberedelser, mens billedet herunder (som er taget for 10 minutter siden) giver et billede af Rikkes.

Ret skal være ret. Hun har pakket det meste af dagen, så det er hende vel undt, at hun først når til avisen nu...
I morgen tidlig letter vi herfra med kurs mod Philadelphia, hvor vi skal være nogle dage. Derefter en uge i New York, et par dage i Niagara Falls i Canada, og så slutter vi ferien i Amish Country på vejen hjem. Det bliver interessant, for det er jo en del af USA, hvor folkene pga. deres religion vistnok hverken har strøm, biler eller andre moderne bekvemmeligheder, og vi har indlogeret os på en Bed and Breakfast midt i det hele. Vi er om alt går vel tilbage i Virginia Beach den 7. juli, så vi kan sunde os et par dage, inden Rikkes søster med familie ankommer den 9.
God sommer til alle herfra.