mandag den 20. august 2012

Endelig kom flyttelæsset.

Efter at have levet seks uger i et tomt hus pånær hvad vi kunne låne os til af madrasser og diverse service ankom vores flyttelæs endelig.
Der blev trængsel på Solvænget med to 40-fods containere. Og selvom vi syntes, at vi havde ryddet meget op, inden vores ting blev pakket, blev der også trængsel i nr. 106, da indholdet pludselig skulle være på 150 m2.
Det var en interessant oplevelse, og det hele blev ikke meget sjovere af, at Skat stillede med to mand i begge dage, hvor der blev pakket ud. Så skulle de ellers gennemrode hver eneste kasse, inden flyttefolkene kunne bære dem indenfor. Det var en udfordring for både tålmodigheden og de diplomatiske evner at opleve sine skattepenge spildt på en sådan måde. Og selvfølgelig fandt de ikke noget, som ikke måtte være der.

lørdag den 7. juli 2012

Velkommen på Solvænget 106.

Da vi ud på eftermiddagen endelig nåede helt hjem til Solvænget blev vi modtaget af flag på gaden og et besøg af alle vores venner til en kort snak over en sodavand. Selvom vi var lidt kede af det alle sammen, var det skønt at føle sig velkommen og at vide, at vi ikke var glemt. Leif og Mogens havde også sørget for at pynte huset lidt op inden for, og Jette havde stillet pålæg og friskbagt brød også.

fredag den 6. juli 2012

Hjemrejse.

Mens vi havde holdt et par dages ferie i Washington DC, havde Meeko boet hos Pet Smart i Tyson's Corner. Det var et sted, vi havde fået anbefalet af Kitty Island, og det så også ud til, at Meeko havde haft det godt. 















Inden vi hentede hende, var vi dog lige et smut i Tyson's Corner Mall, som vistnok er et af USA's største indkøbscentre. Det var i hvert fald stort, og pigerne fik brugt de sidste penge, samtidigt med de lovede sig selv en dag at vende tilbage, for de var lidt ærgerlige over først at opdage dette overflødighedshorn af butikker den sidste dag på et fire års ophold.
Efter at have handlet og hentet Meeko tog vi ud til lufthavnen i Dulles og fik checket ind til flyet. Otte store kufferter, fire håndbagagekufferter, en kattetaske samt diverse handleposer havde vi, men det lykkedes at få det hele checket ind, og så var det ellers bare at vente, til SAS var klar til at flyve os hjem.




























Heldigvis havde vi købt billetter på et tidspunkt, hvor SAS havde tilbud, så hvor forsvaret ellers uddeler billetter til monkey class, havde vi fået pladser på Economy Extra til almindelig pris. Så foruden at kunne medtage vores store mængde bagage uden ekstra gebyrer, havde vi gode sæder med masser af plads på den lange flyvetur.
Da vi landede i København havde familien bestemt sig for at tage turen derover, så til vores store overraskelse blev vi modtaget af Dannebrog og kendte ansigter.













Det viste sig at være rigtig heldigt, for vi skulle snart have første lektie i danske forhold igen. Selvom vi havde lejet den største bil det danske udlejningsfirma havde til rådighed, og selvom den var stor efter danske forhold, var det ganske enkelt umuligt at have både os, katten og al vores bagage i den. Så vores bagage blev fordelt, og det lykkedes at få os alle undervejs til Jylland.
Inden vi nåede så langt, blev vi dog enige om at holde et par timers pause i Langeskov og spise frokost sammen hele familien.

Independence Day celebrations i Washington DC.

Da vi forlod Virginia Beach for sidste gang (i denne omgang), kørte vi til Washington DC, hvor vi ville bruge vores sidste dage i USA for at fejre Uafhængighedsdagen sammen med amerikanerne i deres hovedstad. Vi var blevet enige om at afslutte eventyret med stil, så vi indlogerede os på Grand Hyatt på H Street. Det er et fantastisk hotel, som ligger i umiddelbar gåafstand til the Mall, hvor løjerne skulle finde sted dagen efter.



















Vi havde fået værelse på Concierge Level på øverste værelse. Så havde vi vores egne private lille lounge med drinks og snacks, og der var en forrygende udsigt over hotellets atrium. Rikke fandt en hyggelig lille pizza restaurant fem minutters gang derfra, og det var skønt bare at drysse rundt til fods i byen.













Den 4. juli stod vi op og gik ned til Constitution Avenue, hvor vi fik en fremragende plads i første række til at overvære paraden. 













Det var dræbende varmt i Washington i de dage, men heldigvis skyggede træerne for solen den første times tid, så det var til at holde ud. Til sidst var der dog ingen nåde, så Mie og far lod parade være parade og kravlede i skyggen, mens Emma og mor lod til at nyde solen og fik det hele med.

























Heldigvis varede paraden kun et par timer, og i det hele taget var den måske ikke rigtigt noget særligt. Der var mange sjove floats og balloner, men måske er vi også bare for godt vant, siden vi i sin tid var til Gasparilla i Tampa.

























Fx blev der ikke kastet perler og andre souvenirs ud til publikum i Washington. Men OK - til gengæld har Washington jo så Redskin's cheerleaders, som jo altid pynter.













Efter paraden fik vi en god frokost på en TexMex restaurant. På vejen kom vi forbi det Hvide Hus, hvor Independece Day også blev fejret med stil. US Marine Corps Band havde stillet op i baghaven og truttede løs for gæsterne. Det må have været varmt, men vi ville nu godt have været med.














Vi måtte nøjes med vores restaurant. Men det var nu også nemt, for maden var god, drikkevarerne rigelige, og det var skønt at komme inden døre og køle lidt ned igen efter at være blevet stegt godt igennem til paraden.
Da vi var blevet rehydreret og kølet ned, må vi have glemt varmen. For i hvert fald blev vi enige om at gå de næsten fem km. ned til det nyåbnede Marthin Luther King Jr. memorial. Det var det eneste af byens monumenter, vi endnu ikke havde set, så hvorfor ikke. Det gik sådan set også fint ned langs the Mall og Reflecting Pool, hvor der flere steder var små springvand, som man kunne køle fødderne i.













Men det endte med at blive en noget slidsom tur frem og tilbage, for på sydsiden af Reflecting Pool er der ingen gadesælgere, så koldt vand var der ikke noget af, og hedebølgen var ved at tage livet af os. Så alt i alt var det faktisk ikke anstrengelserne værd. Monumentet er da meget flot og ligger skønt ved Tidal Basin. Men man skal nok være sort eller have et særligt forhold til Martin Luther for rigtigt at værdsætte monumentet.

























Så efter at have kølet ned i den lokale gift shop (som heller ikke solgte vand...), kæmpede vi os tilbage til hotellet, hvor vi slappede af i loungen med masser af kolde drikkevarer og snacks. En lille lur, et brusebad og noget rent tøj blev det også til, inden vi tog picnic tæppet under armen og begav os tilbage til the Mall. På vejen købte vi nogle sandwiches, chips, cookies og sodavand, og det var sådan set, hvad aftensmaden bestod af. Den indtog vi sammen med tusindvis af andre mennesker, der havde slået lejr på the Mall og ventede på aftenens fyrværkeri.















Det var smadderhyggeligt, og da mørket faldt på, blev vi ikke skuffede. Vi havde første parket til en fantastisk fyrværkeri hen over Reflecting Pool. Som vi sad, eksploderede alle raketterne lige bag Washington Monument, og det gav en noget fantastisk effekt. 















Så det endte med at blive en skøn aften og et godt minde at slutte fire fantastiske år med. Dagen efter, som skulle være vores sidste, sov vi bare længe og brugte dagen på at drysse lidt rundt i byen og på National History Museum. Det var stille og roligt, og visheden om at tiden var ved at rinde ud lagde alligevel en vis dæmper på stemningen. 

tirsdag den 3. juli 2012

Farvel Virginia Beach.

I dag måtte vi uigenkaldeligt sige farvel for denne gang til vores hjem de seneste fire fantastiske år. Tiden var kommet til at forlade Virginia Beach og sætte kursen hjemover via Washington DC, hvor vi er nu.
Rikke hentede Meeko og kørte hende til dyrlægen for at få lavet de sidste papirer, så hun kan komme med tilbage til Danmark.
Imens tog pigerne og Jan ind til NATO hovedkvarteret for at fejre den amerikanske nationaldag sammen med alle kollegerne og deres familier. Det var en værdig måde at sige farvel på, selvom det på ingen måde var rart.
Det var i det hele taget ved at gå helt op i hat og briller. Lejebilsfirmaet havde lavet en trykfejl i lejekontrakten, så nummerplader var forkert. Det havde vi ikke set, så da Rikke forsøgte at komme gennem vagten ind på basen, troede de, hun havde stjålet bilen. Hun fik overbevist dem om, at den var god nok, men de lukkede hende ikke ind på basen, og så missede hun jo sin aftale hos dyrlægen. Vild panik, men Jan fik lånt sin amerikanske vens bil, og så kørte vi ind på basen i den. Heldigvis tog dyrlægen os alligevel ind med det samme, selvom vi kom en halv time for sent, så vi kommer alle fem tilbage til Solvænget.

Så blev Rikkes bil også solgt.

Det var hårdt for Rikke, men der var ingen vej tilbage. Vi fik solgt hendes soccer mom mobil, og efter at have tjent os godt på endnu en ferie, afleverede vi den til sine nye ejere i mandags efter at have hentet en lejebil.

søndag den 1. juli 2012

Tilbage i Virginia Beach.

Vi tog turen på 1.100 km. hjem fra Orlando i et stræk, og det var faktisk ikke så slemt uden ferietrafik. Nu bor vi på hotel i Norfolk og bruger et par dage på at få styr på de sidste løse ender, inden vi på tirsdag kører til Washington DC, som vi skal flyve hjem fra.
Forinden skal vi dog lige fejre 4th of July med de lokale deroppe.

Orlando, FL.

Man kan altså ikke være i Florida uden også at besøge vennerne i Disney World. Så på vejen hjem fra Sanibel gjorde vi holdt et par dage i Orlando. Vejrudsigten så lidt træls ud, for det betød, at vi kørte stort set lige i halen af Debby, så vi ankom til Orlando i silende regn med samme udsigt for de næste dage. Heldigvis har Gaylord Palms et kæmpe indendørs område på størrelse med en mindre by, hvor hotellet er bygget rundt om. Så vi tog derind og spiste aftensmad i Middelhavsbuffetten.
De har også en restaurant bygget på en 60 fods sejlbåd, som man går til ad en lang bådebro. Ganske imponerende og bare lavet færdigt.
Næste morgen skulle det heldigvis vise sig, at meteorologerne havde taget fejl, for vi vågnede til 34 grader og høj blå himmel. Mie havde spottet en vandpark fra værelset, og vi blev enige om, at den skulle være dagens udflugtsmål.
Det viste sig at være Aquatica, der hører til Sea World, og derfor havde de selvfølgelig også en vandrutschebane, der gik igennem et delfinbassin, så man kunne "svømme" med dem.
Der var i det hele taget et utal af høje og ret hurtige vandruschebaner, og vi fik prøvet alle sammen, for da denne årstid ikke er højsæson i Florida, var køerne ikke så lange. Her har vi lige kørt i en stor familiebadering ned af først en lukket og siden en lukket rutschebane.
Deres lazy river var lavet som en smeltevandsflod (dog med varmt vand) med stort tryk på vandet. Så man kunne iføre sig en redningsvest og så blot lade sig føre rundt uden at røre en muskel.
For kun $10 ekstra per person fik man et armbånd, så man kunne gå ind og spise løs i den tilhørende buffet hele dagen. Emma og Jan regnede hurtigt ud, at jo mere masse der var i kroppen, jo mere fart kunne man få på ned ad rutschebanerne, så de var aktive gæster. Vandmelonen bidrog måske ikke meget til vægten, men den var god i varmen.
Der var en rutschebane, hvor man kunne køre om kap otte ad gangen - en rigtig familieattraktion. Rikke  fik ret hurtigt rekorden, hvilket Jan havde det skidt med. 
Så der blev kørt mange gange i håbet om at slå rekorden. Og på vores allersidste tur, slog Jan faktisk Rikkes hidtige rekord. Og bedst som armene var på vej op og sejrsbrølet skulle udstødes, kiggede han over på stopuret og måtte erkende, at Rikke også havde slået sin egen rekord endnu engang. Så hun er den absolutte hersker over Tamauta Racer med 7.09 sekunder fra start til slut.
Efter en lang dag i solen og vandet nød vi room service på værelset til aftensmaden med udsigt til fyrværkeriet i Sea World.
Dagen efter var det endnu en gang tid til Disney World, og pigerne havde valgt Epcot som parken der skulle besøges denne gang.
Endnu en gang var det bare skønt at erkende, at antallet af gæster var meget mindre end i Spring Break, hvor vi normalt er taget til Florida. Så vi fik kørt mange gange i de forskellige forlystelser, og så fik vi selvfølgelig hilst på vennerne.
Til Mies store fortrydelse var Æsel ikke ude i dag, men vi fik sagt hej til Plys og Tigerdyret og bad dem hilse Æsel fra os.
Vi fik en overraskende god middag på en engelsk pub i parken, inden fyrværkeriet. Så det var en god måde at slutte ferien på. 



mandag den 25. juni 2012

Sanibel, FL.

Hoveddestinationen for sommerferien i år var øen Sanibel, der ligger ud for Floridas Golfkyst. Øen har stået på ønskesedlen siden vi var i Tampa i sin tid, fordi den ligger på tværs af Golfstrømmen som det sydligste stykke land og derfor skulle være fantastisk til at samle skaller på. Derudover bor Rikkes gamle "familie" fra tiden som au pair i Fort Myers, som ligger lige ved siden af på fastlandet, og dem ville vi gerne sige farvel for denne gang til.
Køreturen over til øen er over en lang bro, som giver et fantastisk førstehåndsindtryk af øen.
Vores timing skulle vise sig at være noget mindre end perfekt. Vi havde da godt set, at vejrudsigten truede med nogle byger, men det er jo helt almindeligt i Florida på denne årstid, hvor man næsten kan sætte sit ur efter eftermiddagens tordenbyge kl. 16. Desværre var det lidt mere alvorligt, for der var en række kraftige lavtryk i den Mexicanske Golf, der i løbet af vores uge på Sanibel samlede sig og dannede den tropiske storm Debby.
Så det blæste vildt, og det var ikke meget vi så til solen. Men heldigvis var temperaturen stadig på den rigtige side af 30 grader, så man kunne gå på stranden og gøre alle de ting, som man normalt ville have gjort. Blot med lidt mere vind i håret, end man kunne ønske sig. Faktisk fandt vi alle fire ud af, at overskyet eller ej, kan man stadig godt blive solskoldet. Og selvom det var overskyet, regnede det faktisk kun en dag, da Debby var lige over os, så der var faktisk et par flotte solnedgange at nyde på stranden også.
Vi havde lejet en lille hytte, som lå lige ved kysten. Det var for det første dejligt at have to værelser, køkken, dagligstue og kabel TV, når Moder Natur ind imellem viste tænder, og så var det skønt bot at have 50 skridt ned til stranden, for der brugte vi mange timer på lange gåture og "shelling".

Som ved Vesterhavet gjorde tidevandet også en helt enorm forskel på Sanibel. Midt på dagen var der dårligt nok sand at gå på, men om aftenen, når vandet havde trukket sig tilbage, var stranden op til 100 meter bred, og der var flotte skaller i hobetal lige fra almindelige muslingeskaller til konkylier på størrelse med en knyttet næve. Så det er ingen overdrivelse at sige, at der blev gået mange ture på stranden.
Desværre var der også mange levende iblandt, som naturligvis er fredede, og som man må nøjes med at beundre, inden de ryger tilbage i havet. En aften fandt Emma og Mie også en lille flok eremitkrebs, som de havde sjov med at fange.
Selvom mange var levende, havde vi alligevel en ganske pæn høst til Rikkes samling af skaller fra diverse feriesteder, og taget i betragtning, at flyttelæsset er sendt afsted, var det rigeligt!
På regnvejrsdagen kørte vi en tur til fastlandet, hvor vi brændte nogle timer (og penge) af i de lokale malls og biografen. Og så fik selvfølgelig besøgt Pops og Granny, som vi havde en hyggelig dag hos, og som tog os ud at spise på det lokale steak house. Det satte Jan og Emma stor pris på efter alt for mange sea food restauranter til da.
Vores sidste dag havde Debby passeret, så til ebbe gik vi tilbage til stranden og tænkte, at der måtte være som en guldgrube efter den vind. Ebbe eller ej var der dog stadig så meget vand i Golfen, at stranden var væk, så det blev i stedet til en lang gåtur på ni km. ud til fyrtårnet.


tirsdag den 19. juni 2012

St. Augustine, FL.

Hoveddestinationen var øen Sanibel i Florida, men da den ligger et godt stykke nede på Floridas Golfkyst, tog vi turen i nogle småbidder. Derfor blev det også til en overnatning i Floridas ældste by, som Ponce de Leon i sin tid fandt i sin søgning på ungdommens kilde.
Der er ikke vanvittigt meget at foretage sig, men det er en hyggelig lille by ud mod Atlanterhavskysten at drysse rundt i, og så skal man ikke tilbringe hele tiden på Interstaten.


mandag den 18. juni 2012

Charleston, SC.

Første stop for årets sommerferie var Charleston i South Carolina. Det er en af de hyggelige byer i de gamle Sydstater, som nok er mest kendt fra serien Nord og Syd. Vi tog to overnatninger og brugte en dag på at drysse rundt og nyde varmen, atmosfæren og gode middage.
Omkring frokosttid kom vi forbi et sted, hvor en restaurant havde udbygget med et lille TV køkken, så man kunne overvære en kok i aktion med Southern Cooking. Så kunne man lære lidt om stedets specialiteter og spise det bagefter. Vi fik pladser og nød en fremragende frokost bestående af frisklavet gumbo og caramel pound cake til dessert.

lørdag den 16. juni 2012

Den hidtil værste weekend i familiens historie.

De seneste 14 dage har været en følelsesmæssigt hård tid for familien, for der er blevet sagt farvel mange gange og grædt meget. Men denne weekend har da været helt galt, for de sidste ting er nu blevet afsluttet her i Virginia Beach.
Jan havde sidste dag på jobbet i fredags. Rikke har slidt ugen igennem med at få det gjort rent og klart til aflevering, og i fredags blev det så leveret tilbage til ejeren og depositumet betalt tilbage. Vores gode venner, the Manloves, gav os på dagen en fantastisk gave, som hver dag resten af livet kan minde os om de mange gode timer på Church Point Road. Ruth havde taget et billede, som hun har fået lavet til maleri til os.
Fredag var også pigernes sidste skoledag. Og selvom der er blevet hængt ud til den store guldmedalje til end-of-year fester og udvekslet e-mail adresser, telefonnumre og Skype profiler, ved alle jo inderst inde godt, at det aldrig bliver helt det samme. Den erkendelse rammer hårdt, og det har bare været på alle måder træls at komme igennem alle afskederne.
I aften har vi været til afslutningsopvisning med pigernes danseskole. Der bliver givet fuld gas, og skolen lejer byens koncertsal til at afholde opvisningen. Hele 50 hold optræder, og det er en fremragende oplevelse. Skolen har blandt andet Virginia mesteren i dans, og der er mange rigtig flotte shows. Emma gav et nummer og Mie dansede på to hold i år.
I dag flyttede vi ud af ferielejligheden ved bugten og tilbringer natten på hotel i Downtown Virginia Beach, inden vi i morgen triller sydpå på vores sommerferie, som efter et stop i Charleston, South Carolina skal tilbringes i Florida. 
Det er lidt usikkert, hvor mange rapporter der vil komme undervejs, men i hvert fald er det hensigten at være tilbage i Virginia Beach den 30. juni. Så skal vi bruge et par dage på dyrlægepapirer til Meeko, inden vi den 3. juli tager til Washington DC for at fejre 4th of July deroppe. Den 6. juli tager vi med SAS maskinen til København, og den 7. juli hedder "hjem" igen Danmark.