lørdag den 16. juni 2012

Den hidtil værste weekend i familiens historie.

De seneste 14 dage har været en følelsesmæssigt hård tid for familien, for der er blevet sagt farvel mange gange og grædt meget. Men denne weekend har da været helt galt, for de sidste ting er nu blevet afsluttet her i Virginia Beach.
Jan havde sidste dag på jobbet i fredags. Rikke har slidt ugen igennem med at få det gjort rent og klart til aflevering, og i fredags blev det så leveret tilbage til ejeren og depositumet betalt tilbage. Vores gode venner, the Manloves, gav os på dagen en fantastisk gave, som hver dag resten af livet kan minde os om de mange gode timer på Church Point Road. Ruth havde taget et billede, som hun har fået lavet til maleri til os.
Fredag var også pigernes sidste skoledag. Og selvom der er blevet hængt ud til den store guldmedalje til end-of-year fester og udvekslet e-mail adresser, telefonnumre og Skype profiler, ved alle jo inderst inde godt, at det aldrig bliver helt det samme. Den erkendelse rammer hårdt, og det har bare været på alle måder træls at komme igennem alle afskederne.
I aften har vi været til afslutningsopvisning med pigernes danseskole. Der bliver givet fuld gas, og skolen lejer byens koncertsal til at afholde opvisningen. Hele 50 hold optræder, og det er en fremragende oplevelse. Skolen har blandt andet Virginia mesteren i dans, og der er mange rigtig flotte shows. Emma gav et nummer og Mie dansede på to hold i år.
I dag flyttede vi ud af ferielejligheden ved bugten og tilbringer natten på hotel i Downtown Virginia Beach, inden vi i morgen triller sydpå på vores sommerferie, som efter et stop i Charleston, South Carolina skal tilbringes i Florida. 
Det er lidt usikkert, hvor mange rapporter der vil komme undervejs, men i hvert fald er det hensigten at være tilbage i Virginia Beach den 30. juni. Så skal vi bruge et par dage på dyrlægepapirer til Meeko, inden vi den 3. juli tager til Washington DC for at fejre 4th of July deroppe. Den 6. juli tager vi med SAS maskinen til København, og den 7. juli hedder "hjem" igen Danmark.

Ingen kommentarer: