Ingen vej tilbage.

Så er vi stået op til den hidtil værste dag i vores liv. I dag er første dag i afslutningen af fire af de mest fantastiske år af vores liv. Et eventyr som vi kan leve højt på længe.
Vi vidste jo sådan set godt, at dagen ville komme, men har heldigvis været i stand til at ignorere det totalt de seneste fire år. Det har nok været med til at gøre de fire år så fantastiske, men til gengæld ramte chokket så meget hårdere i morges.
Flyttefolkene kommer i morgen, så dagen skal gå med at flytte ud af huset og ind i en lejlighed ved Chesapeake Bay.
De næreste af venner har allerede været her og rydde dødsboet for, hvad der ikke kan tages med hjem, og de kan bruge, og resten af vores dag skal nu gå med at pakke personlige ejendele og tøj til seks uger, inden vi ser vores ting igen på Solvænget 106. Og det er bare overhovedet slet ikke morsomt på nogen måde.
Det betyder, at når jeg om lidt har trykket "udgiv" på dette indlæg, vil jeg bryde vores netværk ned, og vi vil derefter kun være at træffe på mail og mobiltelefoner, indtil vi ses igen.