Sne, sne og atter sne.

Sneen vælter ned herovre. Den opmærksomme læser vil bemærke, at hvor man på billedet fra i morges lige kunne se toppen af vores 40 cm. høje stokke ude langs indkørslen, så er de faktisk væk nu. Det har sneet hele dagen, og frosten har sat ind, så det forsvinder næppe i nat. Så må vi se, om vi bliver nødt til at aflyse miniferien i Washington for denne gang.
Et par stemningsbilleder fra eftermiddagens gåtur, hvor vi har forsøgt at ryste endnu en julefrokost af os.

Så blev jeg alligevel optaget på universitetet!

Efter at have kæmpet med det lokale universitet "Old Dominion University" i næsten et halvt år, kom afgørelsen endelig i begyndelsen af august. OPTAGET..., jubii...
Jeg havde så småt indstillet mig på ikke, at blive optaget, for der blev ved med at være "ting", der skulle ordnes, inden de ville se min ansøgning.
Med kun tre uger fra optagelse til semester start skulle der arbejdes lidt hurtigt, hvilket ikke er ODU's stærke side.

Der skal vælges fag. Jeg pakkede hele familien i bilen, for som førsteårs studerende havde jeg selvfølgelig min forældre med... Heldigt at de var i byen! Da jeg endelig fik fundet de fag, jeg gerne ville have, kunne jeg ikke tilmeldes, fordi jeg ikke var skrevet ind som international studerende. Nå, så gik vi hen for at checke ind. Det kontor kunne ikke checke nogen ind før ugen efter, så vi måtte køre hjem med uforrettet sag. Ugen efter prøvede jeg så igen, denne gang sparede jeg familien for turen. Det tog det meste af dagen, inden jeg endelig var kørt ind i systemerne på rette vis og kunne vælge fag. Jeg skal tage tre fag pr. semester, fordi jeg har fået et NATO stipendie. Jeg tilmeldte mig tre obligatoriske fag: "Public administration theory, I", "Public budgeting and finance" og "Legal and ethical fundation". Så var jeg klar!

For den kvikke læser er det nok tydeligt, at dette indlæg har været undervejs siden august. For hold da op, hvor fik jeg kam til mit hår... Tre fag er at regne som fuldtidsstudie og det skal jeg da lige love for passer. Siden 28. august hvor jeg begyndte studierne til min Mastergrad i offentlig administration (MPA) har mit og resten af familiens liv drejet sig om, hvornår jeg skulle lave lektier, og det skal jeg hele tiden. Der skal læses til hvert fag ca. 100 sider pr. lektion, og så hvad de finder på af afleveringer. To af fagene havde ugentlige afleveringer, og det tredie fag gemte alle afleveringer til sidst, men så blev vi også ramt hårdt. Den 16. december satte jeg så sidste punktum på den sidste opgave, og så ventede jeg på "dommen". Heldigvis er semesteret gået godt, jeg har fået A-, B+ og B for mine fag, så jeg er godt tilfreds.

Fra den 10. januar går det så løs igen, dette semester skal jeg så have fagene "Public administration theory, II", "Contract management" og "Human services administration".

Hvid jul.

Vi havde en fantastisk første juledag i går. Der blev syslet med gaver, og Rikke havde lavet rigtig julefrokost med hjemmebagt rugbrød og franskbrød, sild, hjemmelavet leverpostej, hjemmelavet remoulade og italiensk salat, andesteg, flæskesteg, ostebord og masser af juleslik.
I dag var det planen, at vi skulle have pakket bilen og kørt et par dage til Washington DC for at besøge nogle venner og gå lidt på museer og shoppe i de store indkøbscentre deroppe. Moder Natur havde andre planer, for i løbet af natten har en snestorm ramt Østkysten, og vi har fået næsten 30 cm. og snefygning, så bilkørsel er ganske enkelt livsfarlig. Det lyder næppe af noget med danske øren, men byen ejer ikke snerydningsmateriel, så sneen bliver kørt til is i løbet af ingen tid, og så er der bare ikke andet at gøre, end at vente på tøvejr.
Så indtil videre er planerne aflyst, og så må vi se, hvordan vejret (og vejene) ser ud i morgen. Til gengæld er det skønt at sidde ved morgenbordet og kigge ud på en rigtig vinter, hvor Mie tumler rundt i sneen ude i haven sammen med naboens børn.

Så blev det endelig jul.

Efter hvad der føltes som endeløs venten oprandt endelig den store dag, og det var spændende for alle. Det var første gang nogensinde, at vi skulle fejre julen hjemme kun os fire, og selvom det føltes underligt efter at have talt i telefon med familien og vennerne hjemme i Danmark, viste det sig at være rigtig hyggeligt.

Vi voksne pakkede gaver ind til kl. 3 om natten lillejuleaften, og vi bestemte os for at komme dem under juletræet med det samme, så pigerne kunne kredse om dem hele juleaftensdag. Det virkede efter hensigten, og pigerne var helt oppe at køre hele dagen. Specielt Emma var helt rundt på gulvet, for hendes var den største, og den var kæmpestor. Det var måske lidt synd, for det var ikke meget hun fik at spise hele dagen, men til gengæld var det dejligt at opleve glæden over julen hele dagen.

Da tusmørket faldt på havde Jan en lille opgave som julemand hos Else og Jens lidt nede ad vejen. Det var en stor succes, og selv deres kenyanske nanny som ellers godt kender Jan tror nu på julemanden. Faktisk blev både hun og børnene så optagede af julemanden, at de blev stående på terrassen og kiggede efter mig da jeg forlod deres hus gennem naboens have. Og det var lige ved at blive træls, for deres hus ligger ned mod vandet, så jeg kunne ikke slippe væk og måtte gemme mig bag et træ. Så der sad jeg så iført julemandskostume og krøb sammen bag en busk i en fremmed mands have i et land, hvor loven tillader husejeren at skyde efter uvedkommende på sin ejendom, mens nanny'en og ungerne stod oppe ved huset og snakkede om, hvor Rudolf og slæden mon var henne...

Til sidst fik moren dog alle med ind, og jeg kunne luske hjem til before-dinner-drinks og julebilledet af familien, inden vi selv tog hul på løjerne.

Alle traditioner blev holdt i hævd, og der var både and, flæskesteg, rødkål, brunede kartofler og ris a la mande, inden vi dansede om juletræ og pakkede gaver op. Alle fik opfyldt deres ønsker, og det var en lettelse for Emma endelig at kunne flå papiret af den store gave (som var en rød golf push cart).

Christmas Town.

Busch Garden i Williamsburg er den lokale version af Tivoli, og hér holdes hvert år julemarked. Vi havde købt billetter i år og skulle egentlig have været afsted i starten af december sammen med Jans arbejde. Mie tog dog et par dage i sygesengen, så vi måtte sidde over tidligere på måneden. Men hvilken bedre måde at varme op til juleaften på, end at tage ud og kigge på julelys og drikke varm chokolade lige inden den store dag.
Parken var flot pyntet, og når først man havde købt sit termokrus, var det bare at drikke løs af den varme chokolade. Og det var godt, for selvom vores vinter ikke er noget i sammenligning med den danske, kan en hel aften med kun 2 grader godt føles lidt kold.

Intet julemarked uden en julemand og under højlydte protester fra vores tween fik vi taget et familiebillede sammen med ham.

Holiday lights at the beach.

Traditionen tro var vi en tur på Oceanfront for at se juleudsmykningen. Over en strækning på næsten 3 km. langs alle hotellerne på Atlanterhavskysten er der sat en masse lys op, og i bedste amerikansk stil kan det opleves fra bilen. Faktisk er det eneste tidspunkt på året, hvor ma må køre bil på strandpromenaden. Da vi i år ikke havde Jans familie med, bestemte vi os for at tage cabriolet'en, så der var fuldt udsyn til alle lysene. Det nød Mie, der stod op på bagsædet hele vejen og skød en video af et hele.

Julestemning i Virginia Beach.

Rikke har taget fri fra opgaveskrivningen i dag, og mit job i dag består af at spise pindemadder og drikke cocktails i aften med en besøgende general (pyha det er et hårdt liv), så vi brugte dagen på at turnere byens indkøbscentre og få handlet pigernes julegaver.
Og vejrguderne har hjulpet med julestemningen, for vi stod op til et let drys af sne, der nok desværre snart er væk igen. Men det bliver nydt, mens vi har det.

Så blev det frostvejr.

Føj da. Så nåede frostvejret også til Virginia Beach. Heldigvis betyder det samtidigt masser af sol og blå himmel, men alligevel...

Lad julen begynde.

Med Thanksgiving bag os er det officielt tilladt at pynte til jul, og vi kastede os straks over løjerne.

Vi har samlet julekugler som souvenirs herovre. Tanken er, at vi pynter et ekstra juletræ med dem, således vi hvert år til juletid kan mindes vores tid herovre. Det er sådan set ved at blive et sjovt træ (omend noget tacky), og det er egentlig utroligt, at man midt på sommeren uden undtagelse kan finde julekugler i souvenirbutikkerne rundt omkring.

I år var det dog en større opgave at få træet op. Vi købte det første år et 7-fods træ med 800 "indbyggede" lys til formålet. Kvaliteten af kæderne viste sig desværre at være som alt andet fra Kina, så det har været et værre mas at holde lysene tændte. I år tog vi konsekvensen og skiftede alle sammen til LED pærer, så vi samtidigt kan være miljøbevidste her i julen. Så med hjælp fra pigerne fik vi taget alle 800 pærer med ledninger af træet og trukket kæder med 600 nye LED pærer på. Det var ikke noget helt lille opgave, men nu håber vi så at have de lovede 20.000 timer, før vi skal bøvle med pærer der ikke vil lyse igen.

Mens pigerne og jeg fik ordnet træet, fik Rikke lavet adventskrans, så lad bare julen begynde. Vi er klar...

Thanksgiving.

Herovre har vi netop overstået Thanksgiving, som var en velkommen firedagsferie med godt vejr, god mad og afslapning i gode venners lag.

Vi fik besøg af Stine og Jan med børn oppe fra Washington DC, da Rikke havde indvilliget i at lave årets Thanksgivingmiddag. Den består traditionelt af kalkun med stuffing, kartoffelmos af almindelige kartofler og sweet potatoes samt masser af sovs. Så torsdagen brugte hun og Emma i køkkenet i selskab med en lille 13 punds pipfugl, som blev lavet til en fantastisk middag. Altimens Jan og jeg (også i bedste Thanksgiving stil) så fodbold i fjernsynet.

Sådan en kalkun har i øvrigt nogle seriøse lår.

Fredag var USA's største indkøbsdag, og man spåede, at dette års Black Friday ville være større end nogensinde før. Så vi holdt os klogeligt fra indkøbscentrene, og da temperaturen havde sneget sig nær 20 grader, tog Jan og jeg på golfbanen, mens pigerne var i biografen og se den nye Disney: Tangled. Det var god arbejdsdeling for alle.

Da vores gæster lørdag tog nordpå igen, tog vi andre en dagstur til Yorktown. Det var blevet køligt igen, men solen skinnede, og vi har haft et sæt billetter liggende siden i sommer, så det skulle snart til at være. Yorktown er i øvrigt stedet, hvor briterne i 1781 endeligt overgav sig, og Amerika endeligt blev selvstændigt.

Så er "vinter" til at holde ud.

Det var dejligt at være et smut i Danmark og hilse på alle sammen, men jeg tror faktisk ikke, jeg så solen i en hel uge. Derfor var det nu heller ikke helt ringe at komme hjem til vores "vinter". Jeg har lige taget dette billede i bilen på vej hjem fra arbejde, hvor temperaturen stod på skønne 25 grader. Og bare for lige at træde i det kan jeg fortælle, at alt det genskin i displayet er fordi, jeg kører uden tag på bilen.

Principal's List.

Så blev det tid for første kvartals karakterblade, og det er en meget stolt familie herovre.
Man får først bogstavskarakterer i tredje klasse, så det var Mies første "rigtige" karakterblad - indtil nu har det mest været en slags standpunktbedømmelser. Mie har fået "A" i alle sine fag, om som straight A student er hun kommet på Principal's List. Foruden Mie lykkedes dette for tre andre elever ud af årgangens små 110 elever, så det er en eksklusiv klub. Det var vi på skolen og fejre i går morges med overrækkelse af diplomer og diverse klistermærker til bilen, og både Mie og forældrene var meget stolte.
Emma fik også sit karakterblad i går, og hun er også kommet på Principal's List. Der holdes ikke ceremonier i Middle School, men hun har også fået både diplom og klistermærker til bilen.
Der er snart ved at være trængsel på pigernes "I-love-me wall", og det er faktisk ved at være en helt dyr fornøjelse for mig i udbetaling af belønninger.

Vintertid.

Så sluttede sommertiden også for os herovre i dag. Og jeg skal love for, at Moder Natur har gjort alvor af det. I denne uge faldt temperaturen for første gang til etcifrede grader, og da det samtidigt har blæst ret kraftigt og har regnet en del i løbet af ugen, er her bare rigtig koldt og efterårsagtigt. Det er stadig koldt, men vi har heldigvis fået solen tilbage, så hvis man bare får en skiundertrøje og en windbreaker på, kan man stadig spille golf. Det nød Emma og jeg i går, hvor vi for første gang nogenside fik spillet 9 huller sammen, mens Mie og Rikke var til tennis.

Halloween.

Så blev det Halloween. Vores kvarter har været rigtig godt de andre år, så vi havde inviteret pigernes veninder hertil. Der er gjort meget ud af det med mange pyntede huse, og mange beboere der sidder ude. Der kommer også temmelig mange gæster hertil fra andre af byens kvarterer, så det er nærmest som en stor gadefest.
Vi havde inviteret tre familier med pigernes bedste veninder til pizza og rødvin, inden løjerne gik løs, og vi gik med pigerne rundt for at "trick-or-treat'e". Vi var igen i år heldige med vejret, og vi nød en skøn aften på den rigtige side af 20 grader. Mie fik aftenens rekord med 105 stykker slik!

Herreweekend på golfbanen.

Som en af mine venner sagde forleden, så må jeg hellere holde godt fast på Rikke. Jeg har nemlig lige været på forlænget weekend med nogle venner for at spille golf, og det er der ifølge ham ikke mange af de lokale hustruer, der giver udgangstilladelse til.
Vi mødtes på vores sædvanlige golfbane hernede fredag morgen, hvor vi spillede 18 huller, inden turen efter frokost gik til Cacapon Resort State Park i West Virginia, hvor der ligger en fantastisk golfbane lige på kanten af bjergene. Her var vi 72 mænd samlet for at spise, drikke og spille golf en hel weekend, og omgivelserne bliver ganske enkelt ikke bedre. Banen er i forrygende stand med fairways i samme stand som greens hernede i Virginia og greens så kortklippede, at det er næsten som at putte på asfalt. Der går rådyr ganske uforstyrrede rundt på banen, og bjergene er virkelig flotte i efterårsfarverne.
Desværre er det en køretur på fem timer derover, men når man først er der, er det hele turen værd, og selvom mit hold ikke vadt nogle præmier i år, havde vi en super weekend.

De to tennissild.

Mie og Rikke begyndte at spille tennis sidste efterår, og efter at have været hos flere forskellige trænere har tredje gang vist sig at være lykkens gang. De er nemlig faldet rigtig godt til hos Coach King, der foruden at være rigtig god træner dem inde i Norfolk, så de er tæt på. Til sammenligning var det første sted næsten en hel times kørsel fra, hvor vi bor.
Coach King arbejder foruden teknikken også en del med konditions- og reaktionstræning, så han var næsten ved at tage livet af Rikke de første par gange, men nu er det svært at se forskel på mine piger og Wozniacki, hvis ikke lige det var fordi mine piger er kønnere.
Sidste lørdag var Emma og jeg med inde og se dem spille, inden vi selv skulle til golf, og som det fremgår af billederne, er vejret stadig acceptabelt i Virginia Beach.

Den lille mekaniker.

Da jeg i sin tid slap af med min første bil (en Fiat 131 fra 1971), svor jeg ellers, at jeg aldrig ville have gammel bil igen, for der gik megen god tid under den sammen med far. Det havde jeg lykkelig trængt i baggrunden, da jeg forelskede mig i Corvetten, og nu betaler jeg prisen, for den er nok blevet min seneste hobby. I hvert fald er et par ben som på billedet herunder det meste af, hvad pigerne har set til mig til de seneste par uger.

En dag Mie og jeg var ude og køre, gav det pludselig et ordentligt smæld, da jeg koblede ud, og koblingspedalen var helt løs, og gearkassen låst i 2. gear. Heldigvis var vi lige drejet ind på vejen, så jeg kunne luske bilen hjem i indkørslen og slukke for den, inden den blev skubbet ind i garagen. Så startede den store læsning af værkstedsmanualer og reservedelskataloger, indtil problemet var lokaliseret: et knækket led i det mekaniske koblingssystem. Heldigvis er Corvetter en hel subkultur og separat industri herovre, og man kan faktisk købe en Corvette komplet i reservedele og sætte sammen til en spritny bil. Så det var bare en tur på nettet og bestille de nødvendige dele. Jeg bestemte mig for at udskifte hele koblingssystemet, da jeg nu alligevel skulle igang. Så går der vel lidt tid, før jeg skal rode med det igen. Så jeg brugte et par dage på at skille det hele ad, og da delene endelig kom med posten, var det "bare" at samle og justere.

En kammerat anbefalede, at jeg lige skubbede bilen ud af garagen, inden jeg forsøgte at starte den første gang. Han havde selv prøvet det engang, og da var koblingen ikke blevet justeret ordentligt, så da han drejede nøglen, kostede det både en ny garagedør og en ny front til bilen. Det virkede som et godt råd, så det var med nogen spænding, at jeg med hjælp fra pigerne fik bilen skubbet ud af garagen og drejede nøglen. Men sørme om ikke bilen sprang igang med det samme, og koblingen var blevet korrekt justeret første gang. Så nu er Corvetten tilbage på vejene igen, og ejeren er lidt stolt af sit første hak i bæltet som mekaniker.

Washington Redskins.

Så oprandt weekenden, hvor jeg kunne indløse min fars dags gave - fire billetter til Washington Redskins kampen på FedEx Field oppe i Maryland.
Efter golf- og tennislektioner lørdag satte vi næsen nordpå. Oppe i Washington hærgede vi Ikea, inden vi kørte ind til byen, hvor vi skulle overnatte på Marriott. Vi havde fået et godt tilbud med morgenmad inkluderet, så søndag morgen stod den på stor morgenmadsbuffet med kokke, der lavede friske omeletter og vafler "to order". Da vi havde fyldt godt op, kørte vi ud til stadion, hvor tail gating vist havde været i gang siden tidligt om morgenen, for der var pisket en ret god stemning op.

Selvom vores pladser var noget højere oppe end sidst, viste de sig faktisk at være rigtig gode, for vi havde godt overblik over hele banen, så vi kunne følge med. Og ligegyldigt hvad kommer man alligevel aldrig så tæt på hverken spillere eller cheer leadere, som man ønsker sig...

Temperaturen nåede op på 30 grader den dag, så det var skønt at sidde fire timer og nyde vejret, kampen og stemningen på stadion. Til gengæld var hjemturen som forventet knap så dejlig. Når små 100.000 mennesker bliver sluppet ud i trafikken samtidigt, kan det altså mærkes på vejene, og det tog os seks timer at køre hjem mod de sædvanlige små fire. Men selv det kan nu alligevel ikke fjerne glæden ved en "rigtig" fodboldkamp.

Den skøre kat.

Emma og jeg er ved at gøre klar til at tage ud og spille golf, og jeg lagde godt nok mærke til, at Meeko kom ind gennem den åbne terrassedør. Hun gik ind i spisestuen, og derinde gav hun sig til at mjave og skabe sig. Det er der egentlig ikke noget underligt i, for det gør hun tit, når hun enten synes hun er sulten eller trænger til at komme ud. Døren stod jo åben, og hun havde fået mad til morgen, så jeg ignorerede hende bare. Til sidst blev det dog alligevel irriterende at høre på, så jeg gik ind for at kigge til hende, og sørme om hun ikke har taget en legekammerat med hjem...
Helt mast op i hjørnet sad en lille kaninunge og bævrede af skræk, mens Meeko sad og slikkede sig om munden. Kaninen fejlede ikke noget ud over en alvorlig forskrækkelse, så jeg fik styr på Meeko, mens Emma tog kaninen og fik den beroliget lidt. Da vi tog den udenfor, stak den af, og havde så travlt med at komme afsted, at den rendte lige ud i poolen. Så nu har vi også lært, at kaniner rent faktisk kan svømme. De kan dog ikke klatre tilbage op af stigen, så Emma fik den fisket op, og nu er den forhåbentlig rendt hjem til sin mor. Den havde i hvert fald en gevaldig fart på, da den fik landjord under fødderne igen.

Nu vil Emma og jeg tage ud og golfe et par timer, inden pigerne skal ud til nogle veninder for sleep overs. Rikke og jeg skal nemlig til 40-års fødselsdagsfest i aften.

Fødselsdagsmiddag.

Vi havde endnu en dejlig dag i Virginia Beach, hvor temperaturen nåede op på 34 grader. Det er altså dejligt her tre måneder før jul.
Så vi bestemte os for at fejre mosters fødselsdag med en middag på Bubba's, hvor vi kunne nyde vandet, solnedgangen og byens bedste crab cake sandwiches. Nu mangler vi sådan set bare at finde ud af, hvortil vi kan sende regningen for fødselsdagsmiddagen...