Norfolk Admirals.

Her midt i vinterkulden har vi været inde og se ishockey med det lokale hold Norfolk Admirals. Det er fuldstændig barokt, at man skal gå ind i en skøjtehal for at få varmen, hvilket faktisk var tilfældet dén aften. Det er da ikke derfor man rejser til Virginia...
Nå men kampen var fantastisk. Flere slåskampe på isen, hvoraf den første startede allerede efter ti minutter. Deruodver var det en velspillet og tæt kamp med forlænget spilletid, som først blev afgjort med shoot outs. Desværre tabte Admirals, men som ethvert amerikansk sportsarrangement var der masser af pop corn og candy floss til at dæmpe sorgen med.
Faktisk deltog vi i en god sags tjeneste. Skolen har et ret aktivt forældreråd, der laver en række arrangementer, hvor de har fået en aftale med arrangøren om, at der for hver billet som bliver købt af skolen går penge tilbage i forældrerådets kasse. Således fik skolen 2$ pr. billet, som blev solgt til pårørende fra skolen til 10$ stykket. Da normalprisen er 20$ var det jo i forvejen et fund, og skolen rejser ret mange penge på denne måde, og så er det en sjov måde at se kammerater og forældre på i et andet miljø end normalt. Nogle husker måske, at vi også var i skøjtehal i løbet af 2008. Det var et arrangement på samme måde. Det er et ret imponerende arrangement, og noget der måske kunne læres af hjemme i Danmark, hvor egenbetaling sikkert må forventes i større grad fremadrettet, og hvor denne måde at samle penge ind på giver lidt fornøjelse samtidigt.

Så kom trampolinen i brug.

Til stor fortrydelse for pigerne blev vores trampolin ødelagt i flyttelæsset herover. Man bliver ærlig talt lidt urolig for resten af ens ejendele, når 2 mm galvaniserede stålrør er blevet mast, for der skal alligevel pænt med kraft til at gøre det. Nå, resten af vores ting havde det godt, og forsikringen betalte en ny, som endelig er kommet op. Det tog så "kun" et halvt år, men ifølge pigerne var det værd at vente på.

Volunteer of the Month.

Så er Rikke simpelt hen blevet publiceret på Internet. Check lige side 5 på dette link http://www.thoroughgoodes.vbschools.com/PTA%20newsletters/PTA%20January.pdf. Hun er blevet kåret som månedes frivillige på skolen for alt det hårde arbejde hun gør deromme. Det synes vi er meget sjovt, og vi er lidt stolte af hende. Desværre fulgte der ikke nogle fede gavekort med til hendes "udnævnelse" ;o)

Snestorm og ny præsident.

De er altså sjove de amerikanere. Som jeg har berettet, er her jævnt køligt for tiden, og i løbet af mandagen, hvor vi nød en fridag herovre pga. Martin Luther King Day, begyndte meteorologerne at tale om snestorm i den sydlige del af Virginia og altså også i vores område. Den snak eskalerede i løbet af dagen til et niveau der tilsvarer, når der er orkanvarsel hjemme. Det fyldte hver eneste nyhedsudsendelse, (når de da lige var færdige med at snakke om indsættelsen af Obama), og det var varsel om op til 20 cm. snefald. I sig selv ryster det jo ikke en gæv viking fra det kolde nord, men når man tænker på amerikanernes måde at køre bil på, og hvor mange uheld der er blot det regner, begyndte vi så småt at blive lidt urolige. En bil er et farligt våben i hænderne på en amerikaner, når vejene er våde, så på sneglatte veje er der sikkert ingen grænser for, hvilke ødelæggelser de vil kunne forvolde. Det endte da også med, at skolerne blev meldt lukket om tirsdagen (til stor glæde for børnene), for man mener, at det er for farligt at køre med skolebus i snevejr - helt alvorligt!
Nå men hvorom alting er, trodsede Jan meteorologerne og kørte på arbejde tirsdag morgen, mens han glædede sig til at komme hjem og bygge snemand med pigerne til fyraften. Som bekendt er forventningens glæde dog bare den største, for stormen passerede 100 km. syd herfor, så vi måtte nøjes med kulden og en fridag fra skole. Næstefter indsættelsen af præsidenten, var dette uvejr dog stadig det som fyldte mest i nyhedsudsendelserne, og det selvom der kun faldt mellem 5 og 10 cm. sne. Det er altså nok til at få de lokale til at gå helt i selvsving, men OK - det er da også 6 år siden det sidst har sneet rigtigt på disse kanter.
Indsættelsen af Obama er der vist ingen grund til at fortælle om, da det sikkert har fyldt ligeså meget i Danmark, som det gjorde herovre. Vi havde talt om, at det kunne være sjovt at køre derop, men da vi så billederne, blev vi nu glade for, at vi var blevet hjemme. Så som de fleste andre, nød vi ceremonien på TV.

Så blev det for alvor vinter i Virginia Beach.

Vi kan stadig huske den dag i november, hvor der var et lille drys sne, og hvor vi fejlagtigt troede, at det var det værste vinter, vi skulle opleve. Vi er da blevet klogere de seneste dage. Her er bidende koldt, og temperaturen har i flere dage slet ikke været over frysepunktet. Billedet herunder hvor temperaturen var -6 grader er taget i bagende sol under høj blå himmel, og nattemperaturen har været nede og runde 11 frostgrader. Det er den laveste temperatur her i fire år, og amerikanerne er også noget rystede. Det er også ret tydeligt, at huset ikke er bygget til den slags. Centralvarmeanlægget hamrer afsted på fuld skrue, og alligevel kan temperaturen i badeværelset ovenpå ikke tvinges over 21 grader. Det lyder måske ikke så slemt, men i et hus med marmorgulve beboet af mennesker, der er vant til brændeovn om vinteren, føles det bare umenneskeligt koldt. Heldigvis er det vistnok (ifølge meteorologerne) bunden, som er nået, og det skulle begynde at varme en anelse op sidst i næste uge. Vi kan næsten ikke vente.

Indsættelse af USS George HW Bush.

I søndags var vi til indvielse af den amerikanske flådes nyeste anskaffelse: hangarskibet USS George H.W. Bush, opkaldt efter den gamle præsident. Skibet er blevet bygget på det lokale værft, der siden 2001 har arbejdet på at omforme ca. 100.000 tons stål til skibet, der også har to atomreaktorer "indbygget" til at lave strøm. Når skibet er i operativ drift, er det hjem for ca. 6000 søfolk og ca. 65 fly, og det er et noget imponerende skue.Det var specielt imponerende i søndags, da skibet var kommet lige fra værft, og alt var spritnyt. Det lignede en julegave, der lige var blevet pakket op.

Der var ventet små 20.000 gæster, så vi ankom tidligt for at få en god plads, for selvom man kun kunne deltage med invitation, er det ikke helt ligegyldigt hvor man sidder, når skibet er mere end 300 meter langt og mere end 40 meter højt. Det var koldt at vente, men til gengæld var vi på plads og kunne nyde showet, da begge Bush'erne ankom. Det er ganske imponerende med lange konvojer af limousiner samt hele 10 helikoptere, som ankommer fra forskellige verdenshjørner og på forskellige tidspunkter, så man ikke kan vide, hvilken helikopter Præsidenten præcist er i. De ankom dog begge og de obligatoriske taler blev holdt, inden skibet blev overdraget til operativ drift.

Selve overdragelsen var et helt show i sig selv, idet skibets besætning er opmarcheret på kajen, og på given ordre løber ombord og bemander alle funktioner, mens "overskydende" søfolk står hele vejen rundt langs skibets dæk.Efter showet var der adgang til skibet, hvor der var udstillet fly og andet grej fra det amerikanske diplomati. Og så kunne man prøve at køre med én af de elevatorer, der løfter fire fuldt opladte kampfly ad gangen fra hangaren inde i skibet op på flydækket.

Bjælkehytten.

Vores ophold på Little Valley Mountain Resort i Smokey Mountains, Tennessee var simpelt hen fantastisk. Hytten var ikke så øde som forventet, idet den lå som en del af et resort. På den anden side betød det også, at man ikke var helt alene ude i red neck land, så det viste sig at være helt i orden, når det kom til stykket. Der var stadig langt nok mellem hytterne til, at man ikke kunne høre sine naboer, så illusionen om ødemark kunne godt opretholdes med lidt fantasi. Og så var hytterne næsten nye og ekstremt velholdte - især sammenlignet med noget af det skrammel man ind imellem får, når man lejer sommerhuse hjemme. Nedenfor er et par stemningsbilleder fra stedet, samt billeder af familiens medlemmer i færd med hver deres yndlingsbeskæftigelse.

Vi holdt nytårsaften i hytten. Det var ellers oprindeligt meningen, at vi ville have været i Gatlinburg, men vi hyggede os så godt, at vi ikke rigtig gad tage afsted, og da Mie faldt i søvn ved 23-tiden var det ligesom afgjort. Vi havde lavet en dejlig middag, hvor vi fik carpaccio af Leif's dyrekølle til forret. Det nød vi meget og drak alle Leif's skål. Endnu engang mange tanker til Leif for at give os en nytårsaften, der pånær hans og familiens selskab var næsten som den plejer. Det eneste der manglede (ja altså ud over familien Kristensen og naboer til at stable brænde foran døren) var fyrværkeri... Men det kommer vi nok til at vænne os til, for fyrværkeri er forbudt i de fleste stater, herunder også Virginia. Generelt gør amerikanere det ikke i fyrværkeri på samme måde som hjemme, og når det endelig skal være, er det som regel byen eller en festkomite, som står for at arrangere et større fyrværkerishow i byen. Vi for ellers alle inkl. en lidt søvndrukken Mie udenfor til midnat, men der var ikke så meget som en lynkineser. Lidt skuffende, men vi kom alligevel godt ind i det nye år og kørte hjem dagen efter, hvor der heldigvis ikke var meget trafik på vejene.

Great Smokey Mountains.

Så er det vist ved at være tid at få skrevet lidt til dagbogen om resten af juleferien, mens vi stadig er tæt på nytåret.
Efter at have forladt Snowshoe Mountain kørte vi sydpå i Apalache bjergkæden, hvor det ganske vist tog en farlig tid pga. hårnålesving og små veje, men hvor udsigten var fantastisk. Det er ikke bjerge, som man kender det fra Alperne. Faktisk minder det vel mest om området i Tyrol og i Sydtyskland, inden de rigtigt høje bjerge med evig sne begynder.
Der er simpelt hen så mange Mc Donald's og andre snasker, at rastepladser ikke rigtig er udbredte herovre. Da man sådan set godt kan blive lidt træt af Mc Donald's i længden, blev frokosten derfor indtaget i vejkanten på et sted, hvor vi fandt både sol og udsigt, så det gik dog. Heldigvis var cooleren pakket yderst i læsset, og her serverer far sandwiches og drikkevarer ud af bagsmækken.

Efter tre timers tid i bjergene kunne vi heldigvis komme ned i dalen og køre på en Interstate (amerikansk motorvej), så vi kunne få lidt mere skub på tøseøsen ned mod Tennessee. Det var en lang tur, men som det ses på billedet herunder, hygger pigerne sig fint på de lange køreture med Nintendo og videofilm.

De amerikanske Interstates kan på trods af underholdningen på bagsædet være en noget enerverende oplevelse for chaufføren. Som navnet antyder, er det veje som forbinder staterne og som i nogle tilfælde går på tværs af USA, så de fortsætter i det uendeligt og er lige så lige som Roskilde landevej, så det virker som om, man ingen vegne kommer. Da færdselspolitiet er ret hysteriske med hastighedsbegrænsninger (som vi har opdaget på den hårde måde - jeg er forbløffet over, at Rikke ikke har hånet på bloggen endnu...), er det altså bare at sætte cruise control på 55 miles per hour (ca. 90 km/t) og så prøve ikke at falde i søvn. Det går ikke lige godt for alle, og da vi var en ca. time fra vores bestemmelsessted, var der pludselig en bil nogle hundrede meter foran os, der hamrede i grøften. Da det var solskin på en snorlige vej uden andre involverede, tænker vi, at det kun kan være chaufføren, der var døset hen. 90 km/t gennem en grøft og lige ind i et træ laver et træls svinere, så vi måtte pænt vente, til chaufføren var blevet skåret fri af bilen og var blevet evakueret i helikopter, der landede på motorvejen lige foran. Under andre omstændigheder havde det været meget fedt, men det skaber lidt respekt.
Endelig lykkedes det dog at se the Great Smokey Mountains i skumringen, og som det ses herunder, var det et smukt syn, der heldigvis hurtigt fortrængte den anden noget trælse oplevelse.

Smuk udsigt eller ej, var den sidste del af turen op til vore hytte dog ualmindelig træls. Området er en turistfælde helt uden lige. Byerne udenfor er et helt utroligt cirkus, der bedst kan beskrives som en kombination af Bakken og Las Vegas. Da vi kørte fra Interstaten havde vi ca. 15 km. tilbage, der skulle tilbagelægges gennem en virvar af kasioner, diner shows (bedst at sammenligne med revyer, forlystelsesparker, restauranter, natklubber og souvenierbutikker. Det var utrolig specielt, og ingen af os har nogensinde oplevet noget lignende, og havde det ikke været for et helt okkult opbud af mennesker, havde det måske været hyggeligt. Vi blev i hvert fald enige om, at farmor ville være gået helt i bro over alle lysene, men efter syv timer i en bil og en netop overstået kø gider man bare ikke sådan noget. Det tog os halvanden time at køre de 15 kilometer op til hytten!!!
Da vi endelig kom derop, var det dog det hele værd, og jeg skal nok skrive et separat indlæg om hytten senere, så vil man nok forstå hvorfor.
Det var faktisk lidt pudsigt, at vi havde forventet at skulle ned til sne, når vi nu skulle være i bjergene. Der er dog to ting, der gør sig gældende. For det første er det som nævnt ikke vildt høje bjerge (højeste punkt er 2025 meter) og for det andet er det ligesom Virginia Beach, hvor vi bor, så langt mod syd, at vejret er afhængig af, om vinden kommer fra nord eller syd. Når vinden er i Nord, er her koldt og træls, og når vinden er i Syd, er her ligesom en dansk sommerdag. Nå, men da vi efter at have siddet så mange timer i bilen ser en restaurant umiddelbart før vi er ved hytten, bestemmer vi os for at spise aftensmad med det samme. Jan parkerer bilen og springer ud for at hente jakkerne i bagagerummet, da vi jo forventer kulde, men da vinden viste sig at være i syd, blev han mødt af den dejligste sommeraften og 23 grader...
Et par dage efter blev der dog en træls og overskyet dag, så vi bestemte os for at køre en tur i Great Smokey Mountains National Park. Nationalparker er meget udbredte herovre, og de er STORE. Denne er ingen undtagelse, idet den har et areal på størrelse med Fyn. Der går dog kun én vej gennem parken, hvor man til gengæld kan køre i sin bil, så i bedste amerikanerstil er det maksimal turisme under anvendelse af minimal egen energi - sådan! Der er dog mulighed for at parkere en masse steder undervejs, hvor man så kan gå ture på et utal af hiking trails af forskellig længde. Det var dog lige rigelig natur for vores smag, så vi stod kun ud på toppen af bjergene for at nyde udsigten. På billedet herunder ses årsagen til navnet Great Smokey Mountains. Der dannes stort set altid skyer eller damp, så det konstant ser ud som bjergene ryger.

På den anden side af parken lå et indianerreservat for Cherokee indianerne. Her var vi ude og gå lidt rundt, da dette var et af de pænere reservater, der faktisk mindede om en lille by i stil med Blokhus eller Legoredo. Altså meget turistet sted i Western stil, hvor indianerne ernærer sig ved at sælge mokkasiner og alverdens souvenirlir fra området. Generelt er tanken om indianerreservater i grunden lidt deprimerende, og mange gange er de det rene slum, men dette sted var nu meget hyggeligt, og så havde de en lille biks med hjemmelavet chokolade, som vi fik hærget, inden turen gik tilbage over bjergene.

Som sagt er parken stor, og det der var tænkt som en lille formiddagstur endte med at blive en heldagsudflugt, inden vi kom tilbage. På vejen hjem gik turen igennem området hovedattraktion, som er byen Gatlinburg. Den er på samme måde som tidligere beskrevet et gedemarked af shows og forlystelser, men da der var pyntet op med 2 millioner julelys, var det nu meget flot alligevel. Vi tog aftensmaden på Hard Rock, inden turen gik tilbage i hytten.

Efter denne lange køretur stod den på afslapning i hytten resten af ferien. Ind imellem fik vi dog lidt frisk luft ved at hike på nogle stier, som var anlagt på bjerget, hvor vi boede. På billedet herunder har vi begivet os ud for at blive luftet.

Og så lige til slut. Nogen af jer husker måske, at vi gjorde os store forhåbninger om at se en bjørn, mens vi sad i hot tub'en og nød livet. Well, hvis I spekulerer på om det lykkedes, må vi desværre skuffe. Selvom Great Smokey Mountains National Park formodes at indeholde 1800 bjørne, der som følge af de høje temperaturer ikke burde være gået i hi, så vi ikke så meget som skyggen af en eneste. Til alles store fortrydelse. Det tætteste vi kom på en bjørn var fodsporene fra en vaskebjørn på fortrappen, der sikkert har været forbi i løbet af natten for at lede efter kræs i skraldespanden.

Video af Mie og Emma på ski.

Nu er det lykkedes at få pakket et par videofilm af pigerne i et format, som kan lægges på bloggen. Nyd dem komme susende forbi. Det er Mie på videoen til venstre med Jan lige bagefter, og det er Emma på videoen til højre.

Farvel til Snowshoe Mountain.

Første juledag stod vi op til fantastisk smukt vejr, og endnu en lektion med vores instruktør Melanie. Det var tid godt brugt, for vi blev alle fortrolige med skiene og kunne tage de grønne løjper sammen. Det var hyggeligt, når vi kunne stå på ski sammen og tage den firepersoners lift op sammen også.
Anden juledag var overskyet og småregn, men vi de ømme muskler slæbt ud på løjperne og havde en god dag der også. Den del af bjerget, som vi bor på har åbent for "night skiing", så selvom det bliver mørkt kl. 17, kunne vi stå på ski yderligere et par timer. Det er selvfølgelig lys på løjperne, men det er ret fedt at fræse nedad i mørket.
Vores ophold blev afsluttet med en fortrinlig middag på en italiensk restaurant i den tilstødende landsby, og udstyret er nu afleveret, så det er slut med ski for denne gang. Der er enighed om, at det har været en god ferie, og vi har mange gode minder med herfra, foruden vores ømme kroppe...
I morgen tidlig går turen til Tennessee, hvor vi skal slappe af nogle dage i en bjælkehytte i Great Smokey Mountains. Vi glæder os alle til at sidde i hot tub'en på terrassen og varme musklerne igennem efter de seneste dages strabadser.

Juleaften.

Hvem kan ikke huske, hvor lang ventetiden er, når gaverne står stablet op, og maden endnu ikke er på bordet!? Pigerne var badet og omklædte på ingen tid, men fik ventetiden til at gå med Nintendo, og måske hjalp det lidt, når man i det mindste var i nærheden af pakkerne

Endelig var maden dog færdig, og juleaften kunne for alvor begynde. Flæskestegen var perfekt, og efter en eftermiddag i sneen fejlede appetitten heller ikke noget. Mor havde vist bare glemt, at vi kun var fire i år, for der var lavet ris a la mande som om hele familien var samlet igen i år. Det var en barsk omgang at komme igennem, men endelig lykkedes det Emma at finde mandlen - i sidste portion...

Efter middagen var der som altid dans om træ, og endelig kunne julegaverne deles ud og pakkes op. Alle fik deres ønsker opfyldt, og pigerne var slet ikke til at jage i seng med alle de nye dukketing, de havde fået.

Og således gik det til, at det endnu en gang blev jul hos familien Nielsen...

Juleferien 2008 - del 4.

Så blev det juleaftensdag. Vi har ikke været på ski i dag, da vi sov længe og slikkede vores sår. Pigerne fejler ingen ting, men vi to gamle er godt og vel radbrækkede. Formiddagen blev i stedet brugt på at få noget vejhjælp til Honda'en, som det lykkedes at få startet. Batteriet fejler tilsyneladende ikke noget, men vi opbevarer skiene i bilen, og kulden sammen med de elektriske døre, som er blevet åbnet og lukket en del gange, har nok været for meget.
Efter frokost havde vi bestilt tid til "tubing", som basalt set er at kælke i nogle store baderinge. Det var smaddersjovt, og vi fik god fart på "kælkene", selvom det var tøvejr. Ringene blev trukket op med en lille lift, så det var minimalt arbejde og maksimalt morskab. Lige noget for os.

Efter et par timer på kælkebakken gik det ind til den nærmeste landsby for at proviantere det sidste til julemiddagen, som pånær and er komplet - sådan! Til gengæld for den manglende and er der dobbelt flæskesvær på stegen, så det er i grunden slet ikke et ringe bytte.
Nu er vi alle badet og omklædt til julefestivitas, og duften af flæskesteg er ved at brede sig i lejligheden - mmmmm.
Glædelig jul ønskes alle af os fire.

Juleferien 2008 - del 3.

Øv også... Efter at have slikket vores sår og samlet kræfter i længere tid til at lette måsen fra sofaen blev vi vasket og klædt om for at tage ind til Snowshoe Village for at spise en god middag på Lillejuleaften. Desværre kunne bilen hverken låse op eller noget som helst andet, for batteriet var stendødt. Det har sikker ikke kunnet lide kulden heroppe.
Hvor utroligt det end lyder har stedet ikke mulighed for at jumpstarte bilen, og da der ingen telefondækning er i bjergene, var gode dyr rådne. Lyspunktet i det hele viste sig dog at være, at man hos det amerikanske FDM (som vi heldigvis er medlem af) kan bestille en tid online, så med lidt held kommer der nogen og starter vores bil i morgen. Så må Jan køre en lille tur og krydse fingre for, at batteriet kan holde lidt strøm. Glædelig jul!!!

Juleferien 2008 - del 2.

Efter gårsdagens råkulde var det dejligt at stå op til sol og blå himmel. Vi havde booket vores egen instruktør i tre timer fra kl. 9, så det var med vækkeur på feriens første rigtige dag. Det var der ikke udpræget begejstring for, men vi kom da alle i tøjet og møde Melanie til tiden. Vi havde nok regnet med, at dagen skulle gå med at skodde rundt, men hun gik lige til stålet, så efter en halv times indledende øvelser var vi på vej ned af den første løjpe. Som det ses herunder gik det dog over al forventning, og specielt Emma er virkelig skrap. Hun var lidt irriteret over at skulle følge Melanies S-former, så da vi om eftermiddagen kunne køre på egen hånd, var Emma over alle bjerge.
Mor og Mie sluttede lidt tidligt for at spare kræfterne til julen, men far og Emma fortsatte med at køre indtil mørket faldt på, og Emma kan nu køre på løjperne som en professionel helt uden at styrte. Desværre kan man ikke sige helt det samme om Jan, der nu sidder og ømmer sig. Alle knogler er fortsat hele, men man kan godt mærke sin krop..!!

Turen med liften op til toppen af bakken går lige forbi hotellet, som man kan se i baggrunden herunder. Vi har fået en rigtig dejlig lejlighed med alt hvad man kan ønske sig - heldigvis også god plads, for vi har alle julegaverne med. I frokostpausen i dag fik pigerne pyntet juletræet, så nu mangler pakkerne bare lidt bånd og gavemærker - så er vi klar til juleaften i morgen. Lejligheden har et komplet køkken, vaskemaskine og tørretumbler samt alle bekvemmeligheder. Der er separat soveværelse med dobbelt- og køjeseng, og en hyggelig stue. Vi skal nok få en god jul hér, selvom vi for første gang i mange år må undvære familien.

Juleferien 2008 - del 1.

Så blev vi klar til ferien. Desværre havde vi ikke lige tænkt igennem, da vi købte julegaver, at de jo skulle transporteres i bilen både frem og tilbage. Efter et par forsøg lykkedes det dog at få plads til det hele i Hondaen, og så gik det ellers afsted mod Snowshoe Mountain.

Første nat skulle vi tilbringe på Morning Glory Inn, som ligger lige ved foden af bjerget. Det var en styg køretur derud, hvor vi de sidste to timer krydsede en bjergkæde med masser af hårnålesving i bulderragende mørke. Vi nåede dog op over de 2000 meter og ned igen på den anden side, hvor vores logi for natten var. Det var hyggeligt, og efter en solid morgenmad var det ellers afsted til Silver Creek Lodge.

Silver Creek Lodge som er vores logi for de kommende 5 dage ligger på toppen af bjerget i ca. 1500 meters højde, og det er faktisk ret fedt, at vi faktisk går lige ud af hoveddøren og er på løjperne med det samme. Det var dog en barsk vinter i dag. Vi stod op til minus 16 grader Celcius og en stiv vind, så det var bidende koldt, og ifølge den lokale vejrudsigt svarede det med wind chill til minus 37 grader... Det var winter wonderland der ville noget, og oven i det hamrede snemaskinerne løs, så der konstant lå en iståge i luften. Vi måtte købe lidt ekstra huer, som også dækkede kinderne, for det var absolut ikke vejr til bart flæsk i dag, men da det var gjort, gik det som en leg (synes vi i hvert fald selv...). Vi brugte dagen på en lille bakke på godt et par hundrede meter, hvor man kunne tage et rullende fortov tilbage til starten af bakken. Det var absolut for begyndere men rigeligt udfordrende for os på den første dag. Vi fik alle kørt nogle gode ture med kun ganske få styrt og ingen skader, og der var ikke meget spræl i flokken, da vi slog os ned i lejligheden med Nissernes Ø og take out fra den lokale pizzasmed til aftensmad.
I morgen formiddag har vi personlig træner på i tre timer, og så håber vi at lære nogle gode tricks, der måske kan sende os ud på de rigtige løjper.

De sidste krampetrækninger inden juleferien.

Det har været nogle hektiske uger for at blive klar til juleferien. Foruden skolegangen, der heldigvis bød på lektiefri for begge pigerne den sidste uge, har der været et utal af arrangementer, som lige skulle nås også.
Blandt andet afholdt skolen et "skater party", som i bedste 60'er stil var med pizza, colaer og discomusik mens man drønede rundt på sine skøjter. Her er Emma med sin tyske veninde Elisa på vej rundt i fuld fart. Pigerne nød det, men det tætteste Jan kom på julestemning af det var da, at han til forveksling lignede Bambi på is, da han fik et par rulleskøjter på....

Ude på strandpromenaden har der i december været det årlige "holiday lights at the beach", som vi selvfølgelig også måtte ud og se. Hele vejen langs strandpromenaden og på stranden ud mod Atlanterhavet var der pyntet op med lys. Da det er en små fire km. lang promenade, så det ganske imponerende ud. Normalt er strandpromenaden ellers kun til fodgængere og cykler, men i bedste amerikanerstil var den åbnet for biler til lejligheden, så man kunne spare på energien, mens man sad i sin bil og så det hele. Og så fik man udleveret en CD med julemusik ved indgangen, så man rigtigt kunne komme i julestemning. Det ville lige have været noget for farmor.

Ellers er fritiden de seneste uger gået med diverse hyggelige arrangementer hos vores danske venner, og i går havde vi selv inviteret naboerne til glögg og æbleskiver. Det var ganske hyggeligt, selvom det bare ikke kan måle sig med en tur i Mogens' plantage med vennerne fra Solvænget.

Selvom det har været travlt, har vi nydt det, men NU er vi altså også klar til at tage afsted. Meeko er blevet afleveret på Kitty Island, og julegaverne er pakket ind og lagt i bilen. Den er pakket med så meget, man tror det er løgn, men et 7½ fods plasticjuletræ fylder jo også en hel del... Pånær de 20 grader minder vejret ellers en del om dansk julevejr - det øser ned. Jan ringede dog lige til Snowshoe, hvor det var begyndt at sne her til morgen, og ellers bliver der jo lavet kunstsne om natten. Selvom de professionelle rynker på næsen af det, er det sikkert godt nok til os fire. Skiferien går til Snowshoe Mountain, som ligger i West Virginia - forventeligt små seks timers kørsel herfra. Snowshoe er markeret ved det blå iskrystal, og vi bor jo ved det grønne hus. Tredje juledag skal vi så køre ned langs den bjergkæde, der hedder Apalacherne (med mindre vi er på hospital med brækkede ben) til en hytte vi har lejet i Smokey Mountains National Park. Det er ved den røde nål. Her skal der bare slappes af med spil, julegaver og hygge i den udendørs hottub, hvor vi håber bjørnene ikke er gået i hi, så vi kan få set sådan en... Lige uden for parken ligger en lille by, som er en tro kopi af en tyrolerby i Alperne, og hvor der holdes en stor udendørs byfest nytårsaften, som vi planlægger at deltage i.

Vi vender først tilbage til Virginia Beach nytårsdag, så når vi kører herfra om et par timer, er vi uden kontakt med omverdenen i et stykke tid. Vi vil derfor ønske alle jer derhjemme en god jul og et godt nytår. Vi håber I får en dejlig tid med familie og venner og sender de varmeste tanker til jer alle med tak for den støtte i har givet os i 2008, som har gjort det hele meget lettere for os.

En dejlig juleoverraskelse.

Herovre er vi bare SÅ klar til, det skal blive jul. Pigerne har haft "no homework days" de seneste dage, så eftermiddagene er gået med at lave peberkagehus, pebernødder og æbleskiver. Peberkagehuset er nu faldet fra hinanden (måske det kunne mærke jordskælvet i Danmark...), men det er også godt nok, for så kan det jo spises.
Da vi alle var kommet hjem i dag efter den sidste arbejdsdag i 2008, var vi rykket i stuen med pebernødder og resten af huset for at hygge. Lige som vi havde fået hældt teen op kom postbuddet med en stor pakke til os. Den var fra Danmark, og sørme om ikke familien Kristensen havde sendt en julegave til os. Timingen var jo perfekt, så den blev straks åbnet, og som det kan ses var smilene brede. Både fordi hilsenen hjemmefra varmede, men også fordi den var fyldt med gode sager. Slik, flag og en sjofel kalender som vi er i tvivl om, hvorvidt det egentlig er Pia eller Leif som har muntret sig med at indkøbe. Det bringer vist nok uheld at bladre frem, men vi tilstår - vi har smugkigget, og der er basis for et par gode grin med hilsen til nr. 96 et par gange i løbet af det nye år.
Sidst men ikke mindst var der hjemmerøget dyr i pakken, som var blevet vacuumpakket og lige klar til at medbringe til nytårsmiddagen. Det var en hyggelig hilsen, da vi jo de seneste år har fejret vores nytår sammen med de glade jyder i nr. 96 med dyrekød på menuen.
1000 tak til Thea, Mathias, Andreas, Pia og Leif for en rigtig dejlig overraskelse. Vi vil tænke på jer nytårsaften, når vi nyder middagen, og formentlig hver morgen i 2009, når vi starter dagen med en sjofelhed ;o)

Julepakke hjemmefra.

Da vi i sin tid holdt afskedsmorgenmad hjemme på vejen, havde en del af venneflokken truet med at sende en gave til jul. Forleden kom posten med en KÆMPE pakke, som viste sig at være fra Solvænget. Den har ligget og tronet på køkkenbordet i et par dage, og er blevet godt og grundigt mærket og trykket på. Da den heldigvis ikke var påklistret restriktioner for åbningstidpunkt tog nysgerrigheden overtaget i dag, hvor vi rigtigt var i julestemning efter besøget hos julemanden.
Frem med de sidste pebernødder og ind på spisebordet med pakken, hvorpå vi kunne åbne. Det er en rigtig dejlig pakke fyldt med dansk jul (julepynt, gran, julekalender og hjemmebagte pebernødder -mmmmm), blade, slik - og LEVERPOSTEJ!!! Det prikker lidt i hjemveen, og man kan ikke undgå at savne sine venner sådan en dag, men som det ses var smilene brede over indholdet og tankerne, som fulgte med. Tusind tak til Marna, Keld, Niklas, Kasper, Maibrit, Helmuth, Lasse, Mille, Jette, Mogens, Anne, Louise og Rasmus for pakken, som vi blev meget glade for.

Juleforberedelser i Virginia Beach.

Så er juleforberedelserne gået igang herovre. I bedste "Fars Fede Juleferie" stil er husene på gaden blevet udsmykket med lys i alle afskygninger, og som det ses på billedet herunder, er vi også hoppet med på vognen. Det ser nu hyggeligt ud, og derudover har vi sat rensdyr med lys i op i baghaven. Selvfølgelig er nisserne også fundet frem indendøre.

I dag var julemanden med frue på besøg. Hér på gaden er en lille pavillion, hvor grundejerforeningens "have-afdeling" havde arrangeret julemand med slik, kager og varm æblecider. Det var såmænd meget hyggeligt, men som det ses, er det altså lige knap julevejr herovre, og jul er nu engang ikke det samme uden sne og bidende kulde.
Mie fortalte lidt modvilligt julemanden om sine ønsker, men Emma mente nok, at hun var blevet for stor til den slags narrestreger. Vi fulgtes med den danske Maersk familie, som bor på vejen, og sluttede vores julemands-encounter med friskbagte pebernødder hjemme hos os.

Det dér med grundejerforeningen er i øvrigt et kapitel for sig. Vi bor i den mondæne ende af byen, og folk går meget op i deres huse her. Vi mistænker lidt, at det også har noget at gøre med at signalere status. Hvad der end er årsagen, er her virkelig nydeligt. Der er regler for, hvordan postkassen skal se ud, hvordan "Til Salg" skilte skal se ud, hvis huset er til salg, hvor mange træer, der skal være på grunden og you name it... Der er også en haveafdeling i foreningen, som blandt andet udnævner månedens flotteste have. Rygtet vil vide, at en repræsentant fra foreningen også giver én en høflig påmindelse, hvis ens vedligehold ikke menes at leve op til standarden. Sådan..!!

Garden of Lights.

Her til aften var vi inde i Norfolk botaniske have og se den årlige udstilling "Garden of Lights". Det var rigtig flot. Hele den botaniske have var udsmykket med lys, og så blev man kørt rundt i et lille tog for at nyde showet. Det var mildest talt en "bumpy ride", så billederne er af tvivlsom karakter, men man kan måske nok få en fornemmelse af, at det var ret flot. Her kunne Kaj alligevel ikke være med mere.
Inden køreturen deltog vi i en slags julestue, hvor pigerne lavede pynt til juletræet, og hvor vi fik småkager og varm kakao.
Aftenen sluttede vi af på Pizza Hut, da Mie havde fået endnu et gavekort i "flidspræmie" i skolen. Vi gamle er lidt stolte af hende, og Emma er selvfølgelig utilfreds med, at der ikke gives den slags præmier i hendes klasse. Hun må nøjes med ros og slik om fredagen.