Vores ophold på Little Valley Mountain Resort i Smokey Mountains, Tennessee var simpelt hen fantastisk. Hytten var ikke så øde som forventet, idet den lå som en del af et resort. På den anden side betød det også, at man ikke var helt alene ude i red neck land, så det viste sig at være helt i orden, når det kom til stykket. Der var stadig langt nok mellem hytterne til, at man ikke kunne høre sine naboer, så illusionen om ødemark kunne godt opretholdes med lidt fantasi. Og så var hytterne næsten nye og ekstremt velholdte - især sammenlignet med noget af det skrammel man ind imellem får, når man lejer sommerhuse hjemme. Nedenfor er et par stemningsbilleder fra stedet, samt billeder af familiens medlemmer i færd med hver deres yndlingsbeskæftigelse.
Vi holdt nytårsaften i hytten. Det var ellers oprindeligt meningen, at vi ville have været i Gatlinburg, men vi hyggede os så godt, at vi ikke rigtig gad tage afsted, og da Mie faldt i søvn ved 23-tiden var det ligesom afgjort. Vi havde lavet en dejlig middag, hvor vi fik carpaccio af Leif's dyrekølle til forret. Det nød vi meget og drak alle Leif's skål. Endnu engang mange tanker til Leif for at give os en nytårsaften, der pånær hans og familiens selskab var næsten som den plejer. Det eneste der manglede (ja altså ud over familien Kristensen og naboer til at stable brænde foran døren) var fyrværkeri... Men det kommer vi nok til at vænne os til, for fyrværkeri er forbudt i de fleste stater, herunder også Virginia. Generelt gør amerikanere det ikke i fyrværkeri på samme måde som hjemme, og når det endelig skal være, er det som regel byen eller en festkomite, som står for at arrangere et større fyrværkerishow i byen. Vi for ellers alle inkl. en lidt søvndrukken Mie udenfor til midnat, men der var ikke så meget som en lynkineser. Lidt skuffende, men vi kom alligevel godt ind i det nye år og kørte hjem dagen efter, hvor der heldigvis ikke var meget trafik på vejene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar