Las Vegas.

Der var stor krise på vejen fra Grand Canyon til Las Vegas, for Mie havde ønsket sig at se en "stærk mand" kaktus, og jeg havde måske stillet hende i udsigt, at de var overalt i Arizona. Sådan husker jeg det i hvert fald fra mit besøg i Tucson for mange år siden, men det viser sig altså, at de netop kun er i den sydlige del af Arizona. Vi var dog heldige at se én på vejen ind til Las Vegas efter at have afhentet vores lejebil, så Mie kunne blive fotograferet med en.

Og endelig ankom vi til Syndens By, hvor alt er tilladt, og hvor ørkenluften for alvor brænder. Højeste temperatur har været 44 grader og kun lige netop under 30 grader om natten. Det er skønt (når man lige har vænnet sig til det), men det er en underlig fornemmelse med ørkenluften, for den er så tør, at øjnene tørrer hurtigere end man kan nå at blinke dem våde. Så når det blæser, svider øjnene helt vildt.

Med udgangspunkt i at alt er tilladt i Las Vegas startede vi med at vælte ind på en førsteklasses restaurant i vores shorts og flip flops for at spise frokost. Det så lidt vel upscale ud til vores bare tæer, men de havde prime rib sandwiches, og efter mere end to uger på camping, trængte vi til hvid dug og god mad. Rikke mente, at vi ville blive afvist, men så længe man vil betale, kan alt lade sig gøre hér, og ganske rigtigt havde de også en "casual" afdeling til pøblen, hvor vi kunne nyde vores højreb i flip flops og bare tæer.
Vores hotel ligger fantastisk lige midt på the Strip, men værelset var desværre ikke klart før kl. 16, så pigerne måtte finde sig i at slå et par timer ihjel i Miracle Mile Mall, der ligger lige over for hotellet. En mile (1,6 km. på dansk) butikker i omgivelser, der nok desværre gør, at Mathias Marked aldrig helt bliver det samme igen...

Til stor glæde for Jan ligger der i midten af mall'et intet mindre end en stangbar. Danserinden var dog "påklædt" der midt på eftermiddagen, men pigerne mente alligevel, at det var for meget.
Det er måske også lige voldsomt nok midt i et butikscenter, men det er da første gang jeg har oplevet, at der også er noget for far, mens pigerne kigger på tøj, sko og tasker...

Efter et par timer i mall'et var vores værelse klart, og det blev en rigtig positiv oplevelse. Det viste sig at være et hotel bestående af timeshare lejligheder, og vi fik en toværelses lejlighed på 22. etage med spisestue, opholdsstue, fuldt udstyret køkken, to kæmpe badeværelser,vaskemaskine, tørretumbler og bedst af alt en fantastisk udsigt. Som det kan ses på stemningsbillederne herunder, var Emma heller ikke helt utilfreds med at få sin egen rigtige seng efter de mange dages camping.


Dagene her har stået på sightseeing på the Strip. Vi har efterhånden set alt hvad de mange tema-casinoer har at byde på, og pigerne har hygget sig i de mange malls. Springvandet ved Bellagio har vi naturligvis også set.

En dag besøgte vi Sigfried og Roy's Secret Garden på Mirage, hvor de har hvide tigre og løver, som vistnok bliver brugt i hotellets show om aftenen. Vi har dog ikke været inde og se nogle shows, for pånær Lion King virker de ikke særligt familievenlige, og vi så Lion King hjemme i Norfolk sidste jul.

Det er sjovt med de mange forskellige temaer på hotellerne, som er ubegribeligt store. På Venetian har de bygget det tilhørende shoppingcenter op omkring kanaler med gondoler, som vi naturligvis måtte prøve at sejle på, mens vores "chauffør" sang italienske serenader. Efter sejlturen blev vi sat af på vores restaurant, hvor vi heldigvis havde bestilt bord, da ventetiden uden reservationer var to timer. Las Vegas er også byen, hvor alle Rikke's helte fra Food network har en restaurant. Vi har spist hos Bobby Flay på Mesa Grill, og hos Scott Conan på D.O.C.G. Faktisk var vi så heldige, at Scott selv var til stede på netop dén restaurant mens vi var der (han har også restauranter i New York og Miami), og vi fik sludret lidt med ham. Selvom Rikke synes, det var pinligt, fik vi også lige et billede med stjernekokken.

Mario Batali og Wolfgang Puck, må vente til en anden gang, men generelt må man sige, at der ikke er grund til at sulte i Las Vegas.

En dag kørte vi op til den nordlige ende af the Strip for at se det mere end 300 meter høje Stratosphere. Vi startede med at spise frokost på 107. etage i den roterende restaurant, hvorfra der var en fantastisk udsigt over Las Vegas.

Efter frokosten gik vi op til forlystelsesparken, der er anlagt udenfor på øverste (109.) etage. Der er en blandt andet en rutschebane og luftgynger, der kører ud over kanten. Der er også en skydive, hvor man bliver hægtet fast i en snor, der bremser faldet lige inden man når jorden, og så kan man ellers bare kaste sig ud over siden. Overraskende nok var køen lang til alle "forlystelser". Vi nøjedes med frokosten.

En aften havde vi bestemt os for at prøve en af de berømte buffeter. Efter nøje research udvalgte vi os den på Bellagio, der skulle være god. Desværre kan man ikke bestille bord på buffeter, og køen var helt enorm, da vi kom kl. 20. Så på en fredag aften uden reservationer var gode råd dyre. Heldigvis havde de netop fået et afbud på Eiffel Tower Restaurant, da jeg ringede derover, og Mie havde fra den første dag ønsket sig at komme op i Eiffel tårnet, så det kunne ikke være bedre.

Vi fik et fantastisk bord med udsigt til både Strippen, Bellagios springvand og Ceasar's Palace, og maden var fremragende, så det blev en super aften. Prisen taler vi ikke om, men man lærer hurtigt, at her i byen skal man have sparet op inden ankomst og så ellers lade være med at se sig tilbage...

Vores sidste dag tog vi op til Downtown Las Vegas, hvor eventyret i sin tid startede i området omkring Fremont Street. Det er meget mindre en Strippen men ellers det samme: casinoer, neonlys og høj musik.

Men netop neonlysene og hotellernes temaer er med til at gøre byen til noget helt særligt. Vi har nydt at bo midt i det hele i en lille uges tid, for hvadenten det er dag eller nat, er byen et inferno af lys, lyde, oplevelser og fantastiske syn.


Emma har specielt nydt det. Hun elsker storbyer og har været vild med New York siden første besøg dér. Las Vegas er nu også pænt højt oppe på hendes hitliste, og hver aften når vi kom hjem, slog hun sig ned i "sin" stol ved vinduet og nød udsigten.

I morgen kører vi efter seks dejlige dage til Death Valley, som er det varmeste sted på jorden uden for Afrika med temperaturrekord målt ved 56 grader - i skyggen. Det virkede som en fantastisk ide at se, da ferien blev planlagt i vintermånederne, men lige nu er vi vist alle lidt skeptiske.

Afslutning på første del af ferien.

I dag nåede vi efter 5 stater, 8 nationalparker, 17 dage, 2.776 miles eller 4.442 km. og 347 gallon eller 1.329 liter benzin til Las Vegas, Nevada, hvor vi i morgen skal aflevere vores RV.

Det har været en fantastisk tur indtil videre, og det er helt vildt at have fået så mange oplevelser. Vi har fået en fin camp site på Nellis Air Force Base i Las Vegas, og da der for første gang i mange dage er wifi, sidder jeg og opdaterer bloggen, der er blevet min dagbog for vores år herovre.

Det bedste af det hele er, at det "kun" var første del af ferien, og at vi i morgen tager hul på fase 2. Efter aflevering af RV i morgen formiddag checker vi ind på hotel midt på "the Strip" og holder fem dages storbyferie, inden vi via endnu et par nationalparker sætter kursen mod Vestkysten.

Hoover Dam.

I dag gik turen fra Grand Canyon det sidste stykke til Las Vegas, hvor RV'en skal afleveres i morgen tirsdag. På vejen krydsede Interstaten den legendariske Route 66, der strækker sig fra Chicago til Los Angeles. Den skulle vi jo lige prøve at køre på, så vi tog en kort afstikker. Vejen er mange steder ikke vedligeholdt, og det er en stærkt begrænset oplevelse (meget diplomatisk udtrykt). I dag har vejen vist mere karakter af en legende end af at være noget særligt i sig selv.

Så vi kørte tilbage på motorvejen, hvor vi kørte over den nye bro ved Hoover Dam. I 2001 besluttede den amerikanske regering, at det var for farligt med trafikken på dæmningen, hvis terrorister skulle finde på numre, så man lavede en ny bro og vej hen over kløften, der er Grand Canyons vestligste ende. Vi kørte fra og gik en tur på Hoover Dam, hvor pigerne for alvor fik gjort bekendtskab med ørkenluften. Her er uhyggeligt varmt, når man ikke længere er oppe i højderne, og luften er så tør, at vinden svider i øjnene, når den tørrer dem ud hurtigere end man kan nå at blinke dem våde. Det bliver en varm uge i Las Vegas, og vi er så småt ved at overveje, om det var en rigtig god ide at arrangere overnatning i Death Valley, der er 10-15 grader varmere end her.

Statsgrænsen mellem Arizona og Nevada er midt i Colorado River, så midt på dæmningen kan man være i to stater samtidigt. Her har pigerne højre ben i Nevada, mens venstre ben stadig er i Arizona.

Grand Canyon.

Nå fordelen ved at komme tidligt op er jo, at man får noget ud af dagen, og resten af dagen efter sejlturen på Colorado River skulle bruges til at køre til South Rim af Grand Canyon, hvor vi skulle bo to nætter.

Vi skulle bo på campingpladsen inde i Grand Canyon Village, og igen måtte vi glædes over at have bestilt i god tid, for der var fyldt op, og det er skønt ikke at skulle køre frem og tilbage fra et sted uden for parken. Grand Canyon National Park viste sig også at have et rigt dyreliv. Vi så ingen Mountain Lions, men Elk gik rundt på pladsen mellem vognene, og vi så flere California Condors svæve over Grand Canyon.

Da vi havde sejlet lige til kanten af Grand Canyon tidligere på dagen i bunden af en kløft, der var op til 300 meter dyb, mente vi, at vi var ganske godt klar til besøget ved Grand Canyon. Men intet kan forberede én på naturoplevelser i den størrelsesorden. Grand Canyon er mere end 400 km. lang, næsten to km. dyb og mere end 15 km. bred. Det er simpelt hen en af de mest overvældende og storslåede oplevelser at træde hen til kanten og bare se og fornemme jorden forsvinde foran én. Vi har taget mange billeder, men det er umuligt at fange oplevelsen i et billede. Billedet herunder forsøger - prøv at zoome helt ind og se på kanten af den gule klippe til højre i billedet. Dér står nogle mennesker, som giver et godt indtryk af dimensionerne.

Da vi kom ind i parken vestfra, gjorde vi første holdt ved Desert View, hvor billedet herunder er taget.

Dagen efter tog vi bussen rundt derinde ad vejen ud mod Hermit's Rest, som Rikke har besøgt, dengang hun var her efter gymnasiet. Det var skønt at kunne tage bussen, for vi kunne stå af og gå langs kanten af kløften til næste stoppested og stige på igen. Det gjorde vi et par gange og havde en fantastisk tur ud til Hermit's Rest, hvor billedet herunder er fra.

Om aftenen kørte vi ud til et af udsigtspunkterne og slog lejr med RV'en lige på kanten af kløften. Her lavede Rikke aftensmad til os, som vi nød, mens vi så solen gå ned over Grand Canyon. Det var sjovt at se lyset og skyggerne skifte, så der konstant var noget nyt at se på.

Rafting på Colorado River.

Som nævnt var formålet med vores ophold i Page, AZ at rafte på Colorado River. Det var en fantastisk oplevelse, men dagen startede lidt træls pga. nogle forviklinger med tidszoner. Arizona er den vestligste stat, der er på Mountain Time, og der skiftes først til Pacific Time, når man kører fra Arizona ind i Nevada. Det vidste vi sådan set godt, men hvad vi ikke vidste var, at Arizona ikke bruger sommertid, så i virkeligheden er Arizona i sommermånederne på Pacific Time (altså en time tidligere end Utah, som vi kom fra). Men selvfølgelig er der ingen regler uden undtagelser. Byen Page er en del af det "officielle" Arizona (og altså ikke på sommertid), men lige så snart man forlader bygrænsen, er man i Navajo territoriet. Indianerne har en udbredt grad af selvstyre på deres reservater, og for ligesom at markere selvstændigheden i forhold til det officielle USA, har Navajo stammen altså bestemt sig for at indføre sommertid. Så da vi kom til campingpladsen (på reservatet) fra Utah, anede vi ingen ugler i mosen - klokken passede som forventet.
Så vi gik tidligt i seng og satte vækkeuret til kl. 6 næste morgen, da vi skulle være ved outfitter butikken kl. 7. Generelt er vækkeure og tidlig morgen ikke familien Nielsens kop te, og i ferien er det da helt galt. Så det var under megen jammer og klage, at pigerne stod op og gjorde sig klar.
Men klar blev vi, og afsted til byen det gik. Men der var godt nok noget øde ved butikken... Efter en halv times tid, begyndte der at komme ansatte, og godt gal i skralden (for jeg havde fået godt på puklen af pigerne på det tidspunkt) fik jeg fat i én af dem. Jeg ville selvfølgelig gerne vide, hvorfor de tilsagde os kl. 7, når de selv først ankom 7.30 og ikke virkede særligt klare. Den rare mand forklarede mig så historien om tidszonerne, og at klokken faktisk kun var 6.30 herinde i byen. Så vi røg tilbage i RV'en og hang ud en time mere inden afgang...
Nå, men endelig åbnede butikken, og vi røg sammen med en 40-50 andre ind i et par busser og blev kørt til Glen Canyon Dam, hvor vi boardede bådene og stævnede ud på en fantastisk 15 miles tur ad floden i ulidelig varme.

Vores del af turen var 15 miles ad Colorado River gennem Glen Canyon til Lee's Ferry, der er Grand Canyons nordligste/østligste punkt. Vi kom blandt andet gennem Horshoe Bend, og det var flot at se kløften nedefra.

Under et tissestop fik vi mulighed for at se et sted, hvor indianerne har boet. Man mener, at området har været beboet i mere end 5.000 år, og indianerne har dokumenteret deres historie ved huletegninger (petroglyffer).

Vel ankommet til Arizona.

I går aftes kørte vi tilbage til Bryce Canyon efter solnedgang i håbet om at se mange stjerner i den klare nat. Desværre var månen stor og fuld, så der var så meget lys fra den, at man kunne glemme at se Mælkevejen. Til gengæld var kløften enormt flot i månelyset, og vi fandt et fantastisk udsigtspunkt, som både Rikke og Jan kunne genkende fra tidligere besøg på stedet.
Så her til morgen tog vi endnu en gang ind i parken for at se kløften fra dette punkt og sammenligne med billeder hjemme fra dengang. Her sidder pigerne på den sten, hvor Jan for fem år siden blev fotograferet.

Derfra begav vi os endnu engang ud i Utahs ørken på vej mod Arizona. De store øde vidder er ved at hænge os ud af halsen, så det var rart endelig at forlade Utah. Det minder fuldstændig om at køre på Hovedvej 13 - bare ti gange så langt og uden de andre biler...

Vi er nu ankommet til byen Page i den østlige ende af Grand Canyon. Her skal vi overnatte, inden vi i morgen tidlig skal rafte på Colorado River ind i Grand Canyon og se den nedefra. Det glæder vi os til, og vi har smidt masser af vandflasker i fryseren, for vi kan rigtigt mærke, at vi er kommet ud i ørkenen. Solen hamrer ubarmhjertigt ned fra en skyfri himmel, her er knastørt, og termometret har sneget sig over 100F. Nu nyder vi for alvor, at der er air condition i RV'en.

Bryce Canyon National Park.

Dagen i går gik med at krydse Utahs ørken for at nå fra Arches National Park frem til Bryce Canyon National Park. Det er efterhånden helt utroligt, hvor store øde arealer der er her i Midtvesten. Ustandseligt krydser vi strækninger af prærie og ørken, hvor der i strækninger på helt op til 200 km. absolut intet er andet end Guds fri natur.
Men efter en dagstur nåede vi i går eftermiddags til Ruby's Inn and RV Camp lige uden for indgangen til Bryce Canyon. Vi slog lejr og havde en hyggelig aften med først at lave og fortære en fantastisk middag og derefter spil.
I dag tog vi så ind i Bryce Canyon for at turiste den.

Vi parkede RV'en ved Visitor Centret på grund af parkens begrænsede parkeringsmuligheder og kørte med en shuttle bus ind. Vi startede ved Amphitheater, som er parkens uden sidestykke flotteste del. Der er en fantastisk udsigt ud over alle pillerne (hoodoos), der strækker sig fra bunden af kløften op til vores udsigtspunkt fra kanten.

Da vi var med bus, var vi ikke afhængige af at skulle tilbage til samme udgangspunkt, så vi bestemte os for at hike en fem km. tur ned til bunden af kløften for at gå mellem "the hoodoos". Det startede med en ret stejl nedstigning de knapt 100 meter ned til bunden, og desværre betød det jo så også, at der ventede en tilsvarende stigning i enden af vores fem km. vandretur. Der var flot i bunden af kløften, men opstigningen var lige ved at tage livet os alle sammen.

Der var rigtigt mange jordegern i bunden af kløften, som tilsyneladende ikke lod sig genere af os, der gik rundt dernede.

Da vi endelig var kommet op, fandt vi en lille biks, hvor man kunne købe souvenirs, drikkevarer og snacks. Opløftet af shopping og kolde drikke besluttede vi at tage endnu en vandretur på kanten af kløften til et udsigtspunkt, hvor man kan se hele Amphitheater. Vi lod os nok lidt narre af, at stien skulle løbe langs kanten af kløften, for vi havde regnet med, at den var helt plan. Det skulle imidlertid vise sig, at den steg ganske betragteligt også, så vi måtte give op på halvvejen og tage bussen tilbage til RV'en, hvor vi nu slapper af oven på en solid gang frokost.

Så må vi se, hvad energien rækker til i aften. Her er fuldstændig klar himmel og fuldmåne i disse dage, og det siges, at man inde i parken (hvor der ikke er lysforurening) skulle kunne se Mælkevejen helt tydeligt. Det er planen at gøre et forsøg, inden vi i morgen kører til Arizona for at besøge Grand Canyon, inden vi skal aflevere RV'en i Las Vegas om fem dage.

Arches National Park.

Dagens udflugtsmål var Arches National Park, som er årsagen til vores afstikker til Utahs ørken.

Det er angiveligt salten i undergrunden og klippernes sammensætning af saltsten og metaller der gør, at klipperne i lige nøjagtigt dette område af USA har tendens til at erodere som buer. Selv inden man får set den første bue, er det et imponerende syn der møder én, når man har klatret over en bjergside med hårnålesving og kører ind i parken. Parken er et fantastisk stykke natur, og jeg har udvalgt nogle af de bedste billeder fra dagen og lagt herunder.

Første holdt var ved Balanced Rock. Billedet taler vist for sig selv.

Derefter kørte vi ud til stedet, hvor vandrestierne til Delicate Arch begynder. Det var varmt, og turen derud var 2½ km. ad stejle bjergskråninger, men alle brochurer siger, at synet er lidelserne værd, så vi pakkede hver en liter vand i flasker og begav os afsted. Efter en anstrengende vandretur nåede vi endelig buen, og det var ganske rigtigt det hele værd. Den er gigantisk, og det ER os, der står inde midt i den på billedet.

Tilbage ved RV'en ladede vi strøm på batterierne igen med frokost, inden vi begav os ud på endnu en vandretur til Landscape Arch. Denne gang var turen heldigvis "kun" 1½ km. hver vej. Til gengæld var det blevet lidt overskyet, så varmen var til at holde ud. Buen har et spænd på mere end 90 meter, og er et fantastisk stykke natur.

Det påstås, at parken indeholder mere end 2000 buer, men det er kun de største, der er lavet stier til. Bag pigerne på billedet herunder er North Window.

Dagens sidste var Turret Arch, hvor man kunne klatre på klipperne og nyde udsigten ud over ørkenen. Her er pigerne foran den.

Utahs ørken.

Vi har i nat sovet i en rigtig seng. En af Jans kolleger er udstationeret i Salt Lake City, og de havde inviteret til overnatning i en rigtig seng, et godt måltid mad og fri afbenyttelse af vaskemaskine og tørretumbler. God mad får vi hver dag, men derudover var alle dele ganske velkomne efter 10 dage i RV'en.
I morges forlod vi så de "rigtige" bjerge og kørte ind i Utahs ørken. Efter at have drejet fra motorvejen meddelte navigationsanlægget, at vi skulle køre ligeud de næste 260 km. Og vejene er så snorlige, at når man kommer op på toppen af en bakke, føler man, at man kan se hele vejen ud i intetheden. Og intethed er det. Vi kørte i flere timer stort set uden at dreje på rattet, og i hvert fald uden at se skyggen af liv fra hverken dyr eller mennesker pånær de andre biler.

Da vi endelig nærmede os dagens destination i Moab, var det tydeligt at se, hvor Legoland har søgt inspiration til Legoredo. De "rigtige" bjerge er forsvundet og erstattet med røde klipper, og man føler sig hensat til en cowboyfilm fra sin barndom.

I morgen skal vi se Arches National Park. Det bliver en interessant oplevelse, for de udleverede brochurer fraråder kørsel med "oversized vehicles". Det omfatter vel også en RV på 29 fod, men mon ikke det går. Lige nu har jeg svært ved at forestille mig, at det kan være meget værre end nogle af de bjergveje jeg har manøvreret indtil nu.
For en sikkerheds skyld tog vi dog ind til byen og spiste aftensmad på deres mikrobryggeri, hvor en fremragende burger blev skyllet ned med hjemmebrygget summer ale, så nu burde nerverne være dulmet lidt.