Yellowstone National Park - Dag 1.

Campingpladsen i Cody viste sig at være en god oplevelse. Vi stod op til høj sol, og på pladsens fællesareal havde de ansatte rigget det helt store morgenbord til med æg, bacon, pandekager, muffins, mælkeprodukter og kaffe i rigelige mængder.

Så vi fik tanket godt op inden vores første dag i Yellowstone National Park.

Parken ligger gennemsnitligt i mere end to km. højde, så der er sne over det hele. Både frisk sne på bjergtoppene og driver i skyggen, der er tilovers fra vinteren. Det er lidt underligt at gå rundt i sommertøj i mere end 20 graders varme og se sne hist og her alle vegne. Så på vejen ind tog vi endnu en sneboldkamp. Dem får vi ikke så mange af i Virginia Beach.

Vi kørte med det samme ind på campingpladsen ved Fishing Bridge og checkede ind, så vi var sikre på at have vores plads. Alle pladserne er fuldt besatte, men heldigvis bookede vi helt tilbage i oktober, så vores plads var sikret. Campingpladserne herovre er lidt anderledes end derhjemme.Hver plads er blot en rydning i skoven, så der er masser af natur lige uden for vinduerne og meget hyggeligt. Det betyder også, at det er "bear country", så madvarer skal være sikrede, og på nogle pladser er det ikke tilladt at sove i telt. Vi så dog ingen bjørne, men vågnede TIDLIGT den første dag af en coyote, der hylede lige uden for RV'en. Det var så faktisk ikke så skidt endda, for selvom temperaturen er dejlig om dagen, burde snedriverne mellem træerne måske have advaret os om, at der bliver koldt om natten i tre km. højde. Vi havde ikke tændt for fyret første nat, så RV'en var lige som et køleskab om morgenen, så det var godt at vågne tidligt og få sat varme på, inden man var nødt til at forlade dynerne.

Efter indcheckning af RV'en kørte vi en tur nordpå i parken. Lige uden for pladsen så vi flere bison, der de kommende dage skulle blive et ret almindeligt syn. De var stort set overalt, og man kom ret tæt på dem, når de stod i vejkanten.

Parken ligger oven på én af verdens største aktive vulkaner, og der er mange steder med vulkansk aktivitet. De fleste forbinder sikkert Yellowstone med Old Faithful, men der er også vulkanske mudderbade. De opstår fordi svovl fra jordens indre danner svovlsyre, der "smelter" klipperne og laver dem til mudder. Så store mængder svovl lugter simpelt hen ganske forfærdeligt af rådne æg, og pigerne døbte hurtigt området omkring Mud Volcano til "Prutteland".

Efter Mud Volcano standsede vi ved Yellowstones Grand Canyon, hvis gule klipper inspirerede indianerne til parkens navn. Selvom Rikke lidt uimponeret udtrykte, at det jo ikke var den rigtige Grand Canyon, er det et fantastisk flot område af parken med flere store vandfald og en flod i bunden af kløften.

Foruden den storslåede natur og den vulkanske aktivitet er parken kendt for sine mange vilde dyr. Der er bjørne, elk (nogle store kronhjorte), elge, bison, ulve, coyotes og meget mere. Bison havde vi ligesom set, men bjørne og elge stod stadig højt på ønskelisten. Så efter besøget i Grand Canyon besluttede vi at køre ud mod parkens nordøstlige indgang, da floddalen dér skulle være det bedste terræn til de dyrearter. Vi fandt et godt sted at holde, slog lejr og lavede aftensmad, mens vi holdt godt øje. Det er skønt at have sit hus med sig, så man bare lige kan gøre det, og vi havde en hyggelig aften. Nogen dyr så vi dog ikke, så da tusmørket faldt på, kørte vi tilbage mod campingpladsen. Det var rart at komme tilbage over bjergene, inden det blev helt mørkt, for vejen var både smal og stejl, og der er ikke autoværn, så de fleste steder er der et lodret fald blot 30 cm. fra vejkanten. Det gør det til en interessant opgave at være chauffør...
Bedst som vi klatrede op ad en bjergside - lidt slukørede fordi vi havde kørt helt ud i floddalen uden at se nogle dyr - krydsede en stor sortbjørn pludselig vejen foran os og luskede lidt rundt i vejsiden. Så vi nåede at få set en bjørn, der angiveligt er et sjældent syn.

Devil's Tower.

Turen i dag fra Mt Rushmore til Yellowstone National Park i Wyoming var turens længste, og vi vidste inden afgang, at det ville blive en lang dag. Undervejs bestemte vi os for lige at snuppe en totimers afstikker til Devil's Tower, når vi nu var i området. Lang dag eller ej var det en god beslutning. Klippen rejser sig næsten 400 meter over jorden, der udenom er flad som en pandekage. Faktisk kunne vi se den på 50 km. afstand, da vi kørte dertil. Vi slog lejr og spiste frokost ved foden af monumentet og nød udsigten, inden vi satte kursen vestover mod Yellowstone.

På vej til Yellowstone skulle vi krydse Big Horn bjergkæden, der tog os op i næsten 3 km. højde. En fantastisk flot tur, men en RV på totalt knapt 8 tons er ikke ligefrem en bjergged, så der var langt både op og ned igen på den anden side. Vi havde dog en fantastisk oplevelse på vejens højeste punkt, hvor den evige sne lå, og hvor vi kunne have en hurtig sneboldkamp.

Det er ikke hver dag, man er med missionsshorts og flip flops i sneen i juli måned.

Efter 11 timer, 700 km og et kvantum brændstof jeg ikke magter at tænke på nåede vi endelig Cody uden for østindgangen til Yellowstone. Her har vi indlogeret os for natten, inden vi i morgen begiver os ind i parken. Dérinde skal vi køre rundt i tre dage, inden vi vender tilbage til civilisationen. Parken er tre gange så stor som fyn og rummer alt lige fra prærie til 4 km. høje bjerge med evig sne. Der er ingen mobildækning og ingen strøm på campingpladserne. Vi er noget spændte på vores eventyr og vender tilbage på bloggen "på den anden side".

Mt Rushmore og omegn.

Efter morgenmaden kørte vi en tur til Custer for at handle. Lige uden for byen så vi en stor bison, der gik i vejkanten og græssede - lige ved siden af os.

Vi blev så opildnede, at vi kørte en tur i Custer State Park, for nu ville vi se vilde dyr. Der var masser af dyr: Antiloper, rådyr, jordegern og æsler - men desværre ikke flere vilde bisoner.

Men flot var der nu.

På vej fra parken tilbage til Mount Rushmore, der egentlig var årsagen til vores tur til South Dakota, standsede vi ved Crazy Horse Monument.

Selvom det langtfra er færdigt, var det sjovt at se, og monumentet har en spændende historie. Sioux indianerne blev i sin tid fordrevet fra området, og de er vist ikke helt tilfredse med, at "de hvide" har valgt at lave et monument bestående af amerikanske præsidenter i deres hellige bjerge. Så hvor Mt Rushmore blev færdigt i 1941, bestemte indianerne sig for, at de ville have deres eget monument med en af deres helte. Så i 1948 hyrede de en skulptør, der flyttede ud i bjergene i et telt og gik i gang med dynamit, hammer og mejsel. Indianerne vil ikke have offentlig finansiering, men har fra projektets start valgt at betale alt arbejdet af penge de selv tjener. Det er for så vidt ganske nobelt, men man må tvivle på, om det nogensinde bliver færdigt som deres endelige vision på billedet herunder. Den polske skulptør var gift og havde 12 børn, og størstedelen af hans børn har fortsat hans livsværk og arbejder i dag på monumentet.

Ud på eftermiddagen nåede vi endelig formålet med turen til South Dakota: Mt Rushmore. Vi ledte forgæves efter knappen, der får dem til at synge Legoland-sangen. Vi fandt den aldrig, men det er et imponerende monument. Til forskel fra indianernes er det færdigt, og det tog "kun" 400 mennesker 14 år at lave.

Der kommer lys på monumentet om aftenen, og det ville vi gerne se. Heldigvis har vi jo sneglehuset på ryggen, og vi havde købt ind i Custer. Så grillen blev tændt op på parkeringspladsen, og vores fire kæmpe ribeye steaks kunne lige være på. Så vi nød aftensmaden, mens vi ventede på, det skulle blive mørkt.

Som 4. juli arrangement var aftenens ceremoni en tynd kop te. Ikke et eneste fyrværkeri. Men monumentet var også flot med lys på, og turen tilbage til campingpladsen af de små bjergveje med hårnålesving var en interessant oplevelse.

Black Hills, South Dakota.

Efter dagens køretur gennem prærien kørte vi ind i South Dakota gennem Badlands til Black Hills, som er mest kendt for Mount Rushmore. Vi kørte forbi monumentet på vej mod vores campingplads, men tager først ind og ser det i morgen.
Det skulle nu også vise sig at være fint at have rigelig tid til at finde frem til campingpladsen, for adgangen til den var at bjerge med både fald og stigninger på 10%, hårnålesving, stejle skrænter, tunneller og smalle veje. I et tre meter bredt køretøj, der vejer 7 tons plus bagage og passagerer var det en interessant oplevelse.

Inden denne hårrejsende oplevelse skulle vi dog lige have tanket køretøjet. Det er om muligt endnu mere hårrejsende. Den kører lidt mindre en 4 km/l, og tanken er stor. De 27 gallons jeg lige har tanket er lidt mere end 100 liter, og det er en halv tank. Jeg er holdt op med at regne på, hvor mange $ jeg har brugt til benzin, når vi til sin tid når Las Vegas og glædes blot over OPEC landenes beslutning i sidste uge om at sænke prisen ca. 10% pr. tønde. Og så vil jeg glæde mig til næste tur i Corvetten, for den er jo nærmest miljøvenlig oven på denne oplevelse.

På bjergvejen ud mod campingpladsen fortrød jeg mange gange, og havde der været plads til at vende bilen, havde vi nok også fundet noget andet. Men vejen var så smal, at det bare var at holde tungen lige i munden og fortsætte fremad. Og heldigvis, for campingpladsen er fantastisk. Lige midt i bjergene med en fremragende udsigt, og billedet herunder er taget på en lille hiking tur op ad bjergsiden bag vores plads.

Wyoming.

Dagens tur er gået gennem staten Wyoming, som er prærieland og udødeliggjort af Laura Ingalls fra Det Lille Hus på Prærien. Det er virkelig det vilde vesten og enormt øde. Når man endelig støder på en by, er det som regel med en befolkning på mindre end 1000 sjæle, og lige inden man kører ud af byen advares man om afstandene. Der står skilte med afstanden til "next service", og det er lige i underkanten af 100 miles. På hele turen gennem Wyoming kom vi gennem to "byer", og ellers var det bare en snorlige vej gennem prærien.

Det er umuligt at fange indtrykket på et billede. Det er en helt enormt storslået natur, for pånær enkelte klippesætninger hist og her er staten flad som en pandekage, og man føler, man kan se til verdens ende. Og selvom man kan se så langt, er der absolut intet liv at se ud over sporadiske flokke af kvæg. Det er helt vildt, at der er så store arealer af absolut ingenting, når man er vant til østkystens befolkningstæthed. Det virker ærefrygtindgydende i en RV med moderne bekvemmeligheder (for mobildækning er her ikke noget af), og det er helt enormt at tænke sig blot 200 år tilbage i tiden og forsøge at forstå, hvordan det var for familien Ingalls og de andre nybyggere, der begav sig vestpå.

Rastepladser er der heller ikke noget af, men det lykkedes at finde en lille stikvej en til en ranch, hvor vi kunne slå lejr og nyde frokosten i det fantastiske sceneri.

Stemningsbilleder fra RV'en.

Selvom man ikke er den "outdoorsy type", som det hedder herovre, kan man godt vænne sig til at campere, når det er i sådan en RV. Den er 29 fod lang, har en side med køkken og sofa der foldes ud, og indeholder alle de faciliteter, vi er vant til fra almindelige hjem. Når man er på vejen, starter man blot den indbyggede generator fra betjeningspanelet inden døre, og så er der 110V i hele hytten - hvis man nu skulle få brug for mikrobølgeovnen til at varme lidt frokost, som der blev sagt til rundvisningen. Vi nyder det i fulde drag, og pigerne synes det er ret fedt at kunne luske i køleskabet undervejs for kolde drikkevarer.

Vores hjem de næste 17 dage.

Alt er gået efter planen i dag, og det viste sig, at der ikke var noget at være bekymret for. Vi blev hentet på hotellet på slaget 12 som aftalt og kørt ud til det firma, vi har lejet vores RV hos.
Det var meget professionelt, og vi fik en god rundvisning og demonstration inden afgang. Og bedst af alt er RV'en som lovet spritny. Den har kun kørt 2800 miles og lugter stadig af ny bil.
Vi forlod Denver først på eftermiddagen og kørte til Cheyenne, Wyoming for at handle og overnatte. Det er ganske omfattende at købe ind til et nyt hjem. Og da vi de næste mange dage skal befinde os i ødemarken, skulle der jo nødig mangle noget. Heldigvis er RV'en forsynet med alle moderne fornødenheder, herunder et stort køleskab med frys som vi kender dem fra husene, så der er mulighed for at have lidt af hvert med. Der er også air condition, emhætte, ovn og mikrobølgeovn, så vi dør ikke lige af sult. Bedst af alt består opstilling af at tilslutte fire kabler: vand, spildevand, strøm og kabel TV, og så er man på plads.
Vi overnatter på en af USA's strategiske missilbaser, så vi ligger på en flok nukleare sprænghoveder og håber på, at de bliver, hvor de er.
Her til aften er vi flyttet ind, så nu er vi for alvor klar. I morgen kører vi til Mount Rushmore i South Dakota, hvor vi skal holde fjerde juli.

Aldrig har vi været så længe væk med så lidt bagage.

Efter mange gange frem og tilbage på badevægten lykkedes det endelig at pakke hver vores kuffert, så vi var inden for den tilladte vægtgrænse - næsten. Heldigvis må soldater herovre pakke 32 kg. i deres kuffert uden at betale overvægt, og det var denne særregel som reddede os.
Dagens program var at nå til Denver, hvor vi i morgen skal afhente vores RV. Flyforbindelserne nede fra os til Denver er håbløse, så vi havde bestemt os for at køre til Washington DC og flyve ud af Dulles. Da billetterne er købt med bonuspoint til en pris på 28 kr. pr. returbillet, kunne vi godt acceptere lidt besvær...
Som min mor altid har sagt, skal der være tid til en punktering, så kl. 8 lettede vi fra Virginia Beach i Hondaen. Vi kørte op til nogle venner i Washington, som havde indvilliget i at køre os i lufthavnen og yde bilen logi i de 42 dage, vi skal være væk. Heldigvis, for ellers havde parkeringsafgiften i Dulles været en træls affære.
Alt gik vel, så vi var checket ind og på plads ved gaten en time inden afgang. Her gik det op for os, at vi jo skulle krydse et par tidszoner, så det var lidt nedslående at blive opmærksom på, at den flyvetur vi jf. billetterne havde regnet knapt to timer til reelt ville tage fire timer. Men i det mindste var vi nu på vej, og det var skønt at lande i Denver og opdage, at alle fire kufferter var nået frem sammen med os.

Overnatning foregår på et hotel lige uden for lufthavnen tæt på, hvor vi skal afhente vores RV i morgen middag. Hotellet er fint, vi er kommet godt på plads, og vi har fået en tiltrængt middag på en restaurant ved siden af hotellet, mens vi nød solnedgangen over Rocky Mountains.

Endelig "rigtig" ferie.

Så blev det "rigtig" ferie for os alle fire.
Emma og Mie sluttede for et par uger siden, men karakterbladene kom først i denne uge. Mie vidste, at hun var på Principal's List, for vi havde været til ceremoni på skolen. Men det var spændende for Emma, for i Middle School gør man ikke længere noget særligt ud af det. Hun har arbejdet hårdt, og hun blev glad for at se, at hun også var på Principal's List. Så vi er meget stolte af dem begge to.
Rikke er nu også færdig med sit sommersemester. Hun afleverede sin opgave i tirsdags og havde mundtlig fremlæggelse samme aften. Nu er det så blot at vente i spænding på dommen. Men hun har en god fornemmelse i maven, og uanset hvad var det endnu et hak i bæltet. Hun er nu mere end halvvejs færdig med sin Master, og vi overraskes endnu en gang over, hvor tiden flyver afsted.
Jeg startede ferie i går og sidder egentlig bare og trækker tiden ud, inden jeg skal op og pakke kuffert. Vi tager afsted i morgen tidlig på vores 42 dages rundtur i Vesten fordelt over ni stater. Vi glæder os vildt meget, og det er en lidt speciel følelse, at mange måneders planlægning nu skal føres ud i livet. Vi kører til Washington DC i morgen tidlig og flyver derfra til Denver, Colorado. Dér skal vi hente vores RV på lørdag, og så sætter vi ellers kursen mod diverse nationalparker på vej mod Las Vegas, Nevada, hvor vi skal aflevere RV'en 17 dage efter, inden vi skifter til lejebil, hoteller og room service og sætter kursen mod Vestkysten.
Der skal besøges nogle øde steder undervejs. Blandt andet Yellowstone National Park, der er tre gange så stor som Fyn. Der er næppe mange moderne kommunikationsmuligheder derude, så hvornår vi lader høre fra os er uvist. Så derfor ønskes alle hermed en god sommer her fra Vestfronten.

Afdansningsbal.

I lørdags var vi til Mies afdansningsbal. Hun har danset hip hop hele året, og danseskolen havde lejet Sandler Center (det lokale koncerthus) til aftenens show. Der var næsten 50 forskellige hold, så showet varede næste tre timer med tap, ballet, jazz og hip hop.

Det var en stor oplevelse, og at showet blev holdt på en professionel scene var med til at gøre aftenen til noget særligt sammen med de flotte kostumer. Danserne havde trænet hårdt, og de var meget dygtige. Vi har købt DVD fra showet, så til bedsteforældrene er der kun at sige: bare rolig, I skal nok få det hele at se, når vi ses.

Endelig sommerferie.

Så sluttede skoleåret for Emma og Mie, og så er det bare at nyde livet helt til 6. september, hvor det går løs igen.
Rikke har først sidste skoledag om 12 dage, så hun "hygger" med semesterets sidste opgave lidt endnu.

Mie på Principal's List All Year.

Så er skoleåret ved at rinde ud, og der var Award Ceremony på Mies skole i dag. Hun har fået Straight As i fjerde kvartal også, så hun er kommet på Principal's List All Year. Det er en udsøgt skare, da det kun lykkedes for Mie og to andre piger ud af årgangens 106 elever.
Vi er selvfølgelig alle meget stolte, og vi skulle have fejret ved at tage i Cinema Cafe og spise aftensmad til Kungfu Panda 2. Men desværre fik Mie det dårligt og kastede op, da hun kom hjem fra dans, så det gemmer vi til en anden dag. Nu krydser vi fingre for, at hun "bare" er træt efter weekendens strabadser, så hun kan blive frisk til lørdagens afdansningsbal.

En skøn sommeraften.

Nu hvor man er blevet 40, kommer "midtvejskrisen" (Corvetten) rigtig til sin ret. Det føles mere OK bare at køre en tur. Så i går aftes hvor pigerne var trætte efter en hård weekend, og hvor Rikke lavede lektier, kørte jeg en tur på et par timer i Corvetten.

Det var skønt, og jeg kom blandt andet et smut forbi Langley, hvor det amerikanske FTK (Air Combat Command) ligger. Foruden at have en fantastisk golfbane, er der mange flotte fly udstillede. Blandt andet denne B-52, som har været i operativ tjeneste siden 1955. Det er 21 år længere end Corvetten har levet, og bilen ser lidt lille og dmyg ud ved siden af.

Mie på sejltur.

Efter fødselsdagsfesten i lørdags blev Mies veninde Freja hængende og svømmede i poolen. Da hun blev hentet ud på aftenen, tog de Mie med hjem til sleep over og en dag på vandet om søndagen. Mark (som Lars og jeg i sin tid var på jagt med) har nemlig en motorbåd og havde inviteret Frejas familie en dag på vandet.
Mie elsker at sejle og har faktisk plaget mig om at tage motorbådscertifikat siden vi kom, så vi kan leje båd på basen. Så det er en underdrivelse at sige, at hun havde en fantastisk dag. Turen gik både ind til flådestationen, hvor de sejlede ved siden af hangarskibene, og de lagde til ved en restaurant med egen mole, hvor de fik frokost. Så det var en træt Mie, vi hentede søndag aften.
Desværre blev begge pigerne brændt ret grimt af brandmænd, da de på et tidspunkt faldt af "tuben", men her et par dage efter, er Mies ben ved at være nogenlunde OK igen.

80-års fødselsdagsfest.

Lørdag blev det tid til at fejre de 80 år. Da vi havde bestemt os for en poolfest, var det hele familier, som blev inviteret, og så løber det hurtigt op. Der var inviteret 98 gæster, og 56 havde meldt sig til. Nogenlunde fordelt på danskere og amerikanere. Amerikanerne er dog nogle underlige nogle, for det tager de ganske afslappet. Vi er vant til, at de ikke kender betydningen af RSVP, og de bekymrer sig om muligt endnu mindre om tiden. Det endte da også med, at 10 tilmeldte aldrig nogen sinde dukkede op, et par stykker som ikke havde svaret kom, og andre igen kom først et par timer efter, festen var gået i gang. Så alt i alt endte vi med at være 48 mennesker, hvilket var lige, hvad der var stole til. De blev dog ikke brugt meget, for børnene brugte dagen i poolen, og vi voksne krøb ind, hvor vi kunne finde noget skygge for solen, som var ubarmhjertig.
Vi var noget spændte, for den ekstreme hede vi har for tiden, følges ad med nogle voldsomme tordenstorme. Som nævnt fik vi én af slagsen aftenen før, og der var lovet endnu én denne dag. Til alt held blev det dog en smuk dag, og tordenstormen kom først om aftenen, netop som vi var blevet færdige med oprydningen. Der kom til gengæld endnu en gang mere end fem cm. vand på en times tid.
Det blev en dejlig dag i godt selskab, så da det kom til stykket, var det ikke så slemt for nogen af os at blive 40.

Field Day på Thoroughgood Elementary School.

Hvert år som afslutning på skoleåret holder Mies skole Field Day, der er lidt ligesom en idrætsdag. Til forskel fra en dansk idrætsdag, hvor jeg husker, at vi skulle løbe og lave andre dødsyge ting, er temaet dog hér, at det skal være sjovt. Fx er der isboder og andre gode "stationer", og dette års store succes var vandstafet. Med en spand med huller i bunden, skulle vand flyttes fra forrest til bagerst i rækken af børn. Og med en temperatur på 38 grader, er det faktisk rigtig dejligt at blive kølet af, når spanden passerer over hovedet på børnene.

Her er Team Blumling - Mies klasse. Mie og Rikke har lavet skiltet.

Rikkes 29 (+11) års fødselsdag.

Så blev det Rikkes tur til at "træde ind i de voksnes rækker", som Mogens så flot formulerede det. Der var morgensang og gaver på sengekanten, inden alle efter morgenmaden tog afsted til alle dagens gøremål. Der var Field Day på Mies skole, som Rikke plejer at hjælpe med til, så der tilbragte hun dagen sammen med Mie.

Efter skole tog Emma til fødselsdagsfest og sleep over ved en veninde, mens Mie og jeg tog Rikke ud til fødselsdagsmiddag på en hyggelig restaurant, som ligger lidt nede ad gaden i kælderen på den lokale bed and breakfast. Vi kunne lige klemme et par timer ind inden sæsonens sidste danselektion, og vi fik en fremragende middag.
Vores danselærer havde taget cup cakes (det helt hotte i USA for tiden) med til Rikke, så efter dans inviterede vi hende og det andet par med hjem på terrassen til en kop kaffe. Heldigvis skulle de lige nogle ærinder først, så vi kunne nå at rydde lidt op. Om aftenen fik vi nemlig en af de slemme tropiske tordenstorme. Vi fik 10 cm. på lidt over en time, så der var lige en god times oprydning, inden udendørsarealerne var brugbare igen.
Men vi nåede at få tørret op på terrassen, og de blev et par timer, så vi endte med at have en hyggelig aften med vores venner, selvom det var en lidt anderledes fødselsdag, end vi er vant til hjemmefra.

Jans skarpe hjørne.

I mandags blev det Jans tur til at stifte bekendtskab med F-ordet. Pigerne var ellers truet med, at den første som nævnte ordet fødselsdag ville blive frataget sin dataplan til iPhone'n i 14 dage. Det er en trussel, som er til at forstå.
Men sammen med deres mor trodsede de alle trusler og vækkede mig med fødselsdagsang og gaver i sengen.

Det var hyggeligt, og jeg fik nogle rigtig gode gaver, så de fik lov at beholde dataplanen (lidt endnu). Rikke forærede mig et gavekort på nylakering af Corvetten, som den kan få, når jeg er færdig med at køre i den hen over sommeren.
Efter dejlig morgenmad på terrassen var det afsted til kontoret. Pigerne skulle i skole, Rikke skriver opgave, og jeg havde nogle ting med deadline, så jeg kunne lige så godt få lidt fra hånden.
Eftermiddagen blev brugt i poolen, og Rikke havde arrangeret aftensmad på byens bedste restaurant - vores terrasse. Rikke lavede en fantastisk middag, og vi havde en hyggelig sommeraften bare os fire.

Kræfterne gemmer vi til senere på ugen. Rikke runder jo 29 (for Gud ved hvilken gang) på fredag, og på lørdag har vi inviteret 98 mennesker til poolfest om eftermiddagen for at fejre vores 80-års fødselsdag.
Tak til alle for de mange lykønskninger og de fine gaver.

Emmas fødselsdagsfest.

I lørdags holdt vi Emmas fødselsdagsfest. Hendes fødselsdag falder lige midt i sommerferien herovre, og en fødselsdagsfest er altid en hyggelig måde at slutte skoleåret på.

I år skulle veninderne overnatte, så det blev en sluttet kreds med kun de bedste veninder inviteret. Der var fem foruden Emma, så der var sådan set pænt trangt på Emmas værelse, da de skulle sove.

Pigerne kom kl. 17 og pakkede gaver ud, mens grillen varmede.

Menuen stod på byg-selv-pizza, som pigerne selv pyntede og anrettede, og som jeg derefter bagte i grillen. Det har vist sig at være en stor succes.

Efter maden tog de med Rikke i biografen og så den nye Pirates of the Carribean. Det var 2½ time, så efter oprydningen og inden solnedgang nåede jeg lige 9 huller. På den tid af dagen er det som at have sin egen golfbane, og der er fantastisk flot.

Så jeg nåede stadig hjem og gøre klar til lagkage på terrassen, til pigerne kom hjem. De var hjemme lidt før kl. 23, og efter kage og fødselsdagssang, røg de et par timer i poolen, inden der var ro ved totiden. Det er Emma under servietten - sådan er det åbenbart, når man snart bliver 13 år...

Timingen var perfekt, for næste morgen øsede det ned, og det var en lidt træt eftermiddag, efter veninderne blev hentet til middag.

Mens vi venter på "stormen".

Da Emmas fødselsdag er midt i ferien, holder hun altid festen for veninderne i juni. Det er i dag, og mens vi gør klar til invasionen, nyder Mie livet ved poolen med sin frokost og Bratz.
Efter 14 dages hedebølge med temperaturer konstant over 30 grader, er der nu igen blevet lidt mere udholdeligt, og temperaturen ligger behageligt midt i tyverne.