Christmas Town.

Busch Garden i Williamsburg er den lokale version af Tivoli, og hér holdes hvert år julemarked. Vi havde købt billetter i år og skulle egentlig have været afsted i starten af december sammen med Jans arbejde. Mie tog dog et par dage i sygesengen, så vi måtte sidde over tidligere på måneden. Men hvilken bedre måde at varme op til juleaften på, end at tage ud og kigge på julelys og drikke varm chokolade lige inden den store dag.
Parken var flot pyntet, og når først man havde købt sit termokrus, var det bare at drikke løs af den varme chokolade. Og det var godt, for selvom vores vinter ikke er noget i sammenligning med den danske, kan en hel aften med kun 2 grader godt føles lidt kold.

Intet julemarked uden en julemand og under højlydte protester fra vores tween fik vi taget et familiebillede sammen med ham.

Holiday lights at the beach.

Traditionen tro var vi en tur på Oceanfront for at se juleudsmykningen. Over en strækning på næsten 3 km. langs alle hotellerne på Atlanterhavskysten er der sat en masse lys op, og i bedste amerikansk stil kan det opleves fra bilen. Faktisk er det eneste tidspunkt på året, hvor ma må køre bil på strandpromenaden. Da vi i år ikke havde Jans familie med, bestemte vi os for at tage cabriolet'en, så der var fuldt udsyn til alle lysene. Det nød Mie, der stod op på bagsædet hele vejen og skød en video af et hele.

Julestemning i Virginia Beach.

Rikke har taget fri fra opgaveskrivningen i dag, og mit job i dag består af at spise pindemadder og drikke cocktails i aften med en besøgende general (pyha det er et hårdt liv), så vi brugte dagen på at turnere byens indkøbscentre og få handlet pigernes julegaver.
Og vejrguderne har hjulpet med julestemningen, for vi stod op til et let drys af sne, der nok desværre snart er væk igen. Men det bliver nydt, mens vi har det.

Så blev det frostvejr.

Føj da. Så nåede frostvejret også til Virginia Beach. Heldigvis betyder det samtidigt masser af sol og blå himmel, men alligevel...

Lad julen begynde.

Med Thanksgiving bag os er det officielt tilladt at pynte til jul, og vi kastede os straks over løjerne.

Vi har samlet julekugler som souvenirs herovre. Tanken er, at vi pynter et ekstra juletræ med dem, således vi hvert år til juletid kan mindes vores tid herovre. Det er sådan set ved at blive et sjovt træ (omend noget tacky), og det er egentlig utroligt, at man midt på sommeren uden undtagelse kan finde julekugler i souvenirbutikkerne rundt omkring.

I år var det dog en større opgave at få træet op. Vi købte det første år et 7-fods træ med 800 "indbyggede" lys til formålet. Kvaliteten af kæderne viste sig desværre at være som alt andet fra Kina, så det har været et værre mas at holde lysene tændte. I år tog vi konsekvensen og skiftede alle sammen til LED pærer, så vi samtidigt kan være miljøbevidste her i julen. Så med hjælp fra pigerne fik vi taget alle 800 pærer med ledninger af træet og trukket kæder med 600 nye LED pærer på. Det var ikke noget helt lille opgave, men nu håber vi så at have de lovede 20.000 timer, før vi skal bøvle med pærer der ikke vil lyse igen.

Mens pigerne og jeg fik ordnet træet, fik Rikke lavet adventskrans, så lad bare julen begynde. Vi er klar...

Thanksgiving.

Herovre har vi netop overstået Thanksgiving, som var en velkommen firedagsferie med godt vejr, god mad og afslapning i gode venners lag.

Vi fik besøg af Stine og Jan med børn oppe fra Washington DC, da Rikke havde indvilliget i at lave årets Thanksgivingmiddag. Den består traditionelt af kalkun med stuffing, kartoffelmos af almindelige kartofler og sweet potatoes samt masser af sovs. Så torsdagen brugte hun og Emma i køkkenet i selskab med en lille 13 punds pipfugl, som blev lavet til en fantastisk middag. Altimens Jan og jeg (også i bedste Thanksgiving stil) så fodbold i fjernsynet.

Sådan en kalkun har i øvrigt nogle seriøse lår.

Fredag var USA's største indkøbsdag, og man spåede, at dette års Black Friday ville være større end nogensinde før. Så vi holdt os klogeligt fra indkøbscentrene, og da temperaturen havde sneget sig nær 20 grader, tog Jan og jeg på golfbanen, mens pigerne var i biografen og se den nye Disney: Tangled. Det var god arbejdsdeling for alle.

Da vores gæster lørdag tog nordpå igen, tog vi andre en dagstur til Yorktown. Det var blevet køligt igen, men solen skinnede, og vi har haft et sæt billetter liggende siden i sommer, så det skulle snart til at være. Yorktown er i øvrigt stedet, hvor briterne i 1781 endeligt overgav sig, og Amerika endeligt blev selvstændigt.

Så er "vinter" til at holde ud.

Det var dejligt at være et smut i Danmark og hilse på alle sammen, men jeg tror faktisk ikke, jeg så solen i en hel uge. Derfor var det nu heller ikke helt ringe at komme hjem til vores "vinter". Jeg har lige taget dette billede i bilen på vej hjem fra arbejde, hvor temperaturen stod på skønne 25 grader. Og bare for lige at træde i det kan jeg fortælle, at alt det genskin i displayet er fordi, jeg kører uden tag på bilen.

Principal's List.

Så blev det tid for første kvartals karakterblade, og det er en meget stolt familie herovre.
Man får først bogstavskarakterer i tredje klasse, så det var Mies første "rigtige" karakterblad - indtil nu har det mest været en slags standpunktbedømmelser. Mie har fået "A" i alle sine fag, om som straight A student er hun kommet på Principal's List. Foruden Mie lykkedes dette for tre andre elever ud af årgangens små 110 elever, så det er en eksklusiv klub. Det var vi på skolen og fejre i går morges med overrækkelse af diplomer og diverse klistermærker til bilen, og både Mie og forældrene var meget stolte.
Emma fik også sit karakterblad i går, og hun er også kommet på Principal's List. Der holdes ikke ceremonier i Middle School, men hun har også fået både diplom og klistermærker til bilen.
Der er snart ved at være trængsel på pigernes "I-love-me wall", og det er faktisk ved at være en helt dyr fornøjelse for mig i udbetaling af belønninger.

Vintertid.

Så sluttede sommertiden også for os herovre i dag. Og jeg skal love for, at Moder Natur har gjort alvor af det. I denne uge faldt temperaturen for første gang til etcifrede grader, og da det samtidigt har blæst ret kraftigt og har regnet en del i løbet af ugen, er her bare rigtig koldt og efterårsagtigt. Det er stadig koldt, men vi har heldigvis fået solen tilbage, så hvis man bare får en skiundertrøje og en windbreaker på, kan man stadig spille golf. Det nød Emma og jeg i går, hvor vi for første gang nogenside fik spillet 9 huller sammen, mens Mie og Rikke var til tennis.

Halloween.

Så blev det Halloween. Vores kvarter har været rigtig godt de andre år, så vi havde inviteret pigernes veninder hertil. Der er gjort meget ud af det med mange pyntede huse, og mange beboere der sidder ude. Der kommer også temmelig mange gæster hertil fra andre af byens kvarterer, så det er nærmest som en stor gadefest.
Vi havde inviteret tre familier med pigernes bedste veninder til pizza og rødvin, inden løjerne gik løs, og vi gik med pigerne rundt for at "trick-or-treat'e". Vi var igen i år heldige med vejret, og vi nød en skøn aften på den rigtige side af 20 grader. Mie fik aftenens rekord med 105 stykker slik!

Herreweekend på golfbanen.

Som en af mine venner sagde forleden, så må jeg hellere holde godt fast på Rikke. Jeg har nemlig lige været på forlænget weekend med nogle venner for at spille golf, og det er der ifølge ham ikke mange af de lokale hustruer, der giver udgangstilladelse til.
Vi mødtes på vores sædvanlige golfbane hernede fredag morgen, hvor vi spillede 18 huller, inden turen efter frokost gik til Cacapon Resort State Park i West Virginia, hvor der ligger en fantastisk golfbane lige på kanten af bjergene. Her var vi 72 mænd samlet for at spise, drikke og spille golf en hel weekend, og omgivelserne bliver ganske enkelt ikke bedre. Banen er i forrygende stand med fairways i samme stand som greens hernede i Virginia og greens så kortklippede, at det er næsten som at putte på asfalt. Der går rådyr ganske uforstyrrede rundt på banen, og bjergene er virkelig flotte i efterårsfarverne.
Desværre er det en køretur på fem timer derover, men når man først er der, er det hele turen værd, og selvom mit hold ikke vadt nogle præmier i år, havde vi en super weekend.

De to tennissild.

Mie og Rikke begyndte at spille tennis sidste efterår, og efter at have været hos flere forskellige trænere har tredje gang vist sig at være lykkens gang. De er nemlig faldet rigtig godt til hos Coach King, der foruden at være rigtig god træner dem inde i Norfolk, så de er tæt på. Til sammenligning var det første sted næsten en hel times kørsel fra, hvor vi bor.
Coach King arbejder foruden teknikken også en del med konditions- og reaktionstræning, så han var næsten ved at tage livet af Rikke de første par gange, men nu er det svært at se forskel på mine piger og Wozniacki, hvis ikke lige det var fordi mine piger er kønnere.
Sidste lørdag var Emma og jeg med inde og se dem spille, inden vi selv skulle til golf, og som det fremgår af billederne, er vejret stadig acceptabelt i Virginia Beach.

Den lille mekaniker.

Da jeg i sin tid slap af med min første bil (en Fiat 131 fra 1971), svor jeg ellers, at jeg aldrig ville have gammel bil igen, for der gik megen god tid under den sammen med far. Det havde jeg lykkelig trængt i baggrunden, da jeg forelskede mig i Corvetten, og nu betaler jeg prisen, for den er nok blevet min seneste hobby. I hvert fald er et par ben som på billedet herunder det meste af, hvad pigerne har set til mig til de seneste par uger.

En dag Mie og jeg var ude og køre, gav det pludselig et ordentligt smæld, da jeg koblede ud, og koblingspedalen var helt løs, og gearkassen låst i 2. gear. Heldigvis var vi lige drejet ind på vejen, så jeg kunne luske bilen hjem i indkørslen og slukke for den, inden den blev skubbet ind i garagen. Så startede den store læsning af værkstedsmanualer og reservedelskataloger, indtil problemet var lokaliseret: et knækket led i det mekaniske koblingssystem. Heldigvis er Corvetter en hel subkultur og separat industri herovre, og man kan faktisk købe en Corvette komplet i reservedele og sætte sammen til en spritny bil. Så det var bare en tur på nettet og bestille de nødvendige dele. Jeg bestemte mig for at udskifte hele koblingssystemet, da jeg nu alligevel skulle igang. Så går der vel lidt tid, før jeg skal rode med det igen. Så jeg brugte et par dage på at skille det hele ad, og da delene endelig kom med posten, var det "bare" at samle og justere.

En kammerat anbefalede, at jeg lige skubbede bilen ud af garagen, inden jeg forsøgte at starte den første gang. Han havde selv prøvet det engang, og da var koblingen ikke blevet justeret ordentligt, så da han drejede nøglen, kostede det både en ny garagedør og en ny front til bilen. Det virkede som et godt råd, så det var med nogen spænding, at jeg med hjælp fra pigerne fik bilen skubbet ud af garagen og drejede nøglen. Men sørme om ikke bilen sprang igang med det samme, og koblingen var blevet korrekt justeret første gang. Så nu er Corvetten tilbage på vejene igen, og ejeren er lidt stolt af sit første hak i bæltet som mekaniker.

Washington Redskins.

Så oprandt weekenden, hvor jeg kunne indløse min fars dags gave - fire billetter til Washington Redskins kampen på FedEx Field oppe i Maryland.
Efter golf- og tennislektioner lørdag satte vi næsen nordpå. Oppe i Washington hærgede vi Ikea, inden vi kørte ind til byen, hvor vi skulle overnatte på Marriott. Vi havde fået et godt tilbud med morgenmad inkluderet, så søndag morgen stod den på stor morgenmadsbuffet med kokke, der lavede friske omeletter og vafler "to order". Da vi havde fyldt godt op, kørte vi ud til stadion, hvor tail gating vist havde været i gang siden tidligt om morgenen, for der var pisket en ret god stemning op.

Selvom vores pladser var noget højere oppe end sidst, viste de sig faktisk at være rigtig gode, for vi havde godt overblik over hele banen, så vi kunne følge med. Og ligegyldigt hvad kommer man alligevel aldrig så tæt på hverken spillere eller cheer leadere, som man ønsker sig...

Temperaturen nåede op på 30 grader den dag, så det var skønt at sidde fire timer og nyde vejret, kampen og stemningen på stadion. Til gengæld var hjemturen som forventet knap så dejlig. Når små 100.000 mennesker bliver sluppet ud i trafikken samtidigt, kan det altså mærkes på vejene, og det tog os seks timer at køre hjem mod de sædvanlige små fire. Men selv det kan nu alligevel ikke fjerne glæden ved en "rigtig" fodboldkamp.

Den skøre kat.

Emma og jeg er ved at gøre klar til at tage ud og spille golf, og jeg lagde godt nok mærke til, at Meeko kom ind gennem den åbne terrassedør. Hun gik ind i spisestuen, og derinde gav hun sig til at mjave og skabe sig. Det er der egentlig ikke noget underligt i, for det gør hun tit, når hun enten synes hun er sulten eller trænger til at komme ud. Døren stod jo åben, og hun havde fået mad til morgen, så jeg ignorerede hende bare. Til sidst blev det dog alligevel irriterende at høre på, så jeg gik ind for at kigge til hende, og sørme om hun ikke har taget en legekammerat med hjem...
Helt mast op i hjørnet sad en lille kaninunge og bævrede af skræk, mens Meeko sad og slikkede sig om munden. Kaninen fejlede ikke noget ud over en alvorlig forskrækkelse, så jeg fik styr på Meeko, mens Emma tog kaninen og fik den beroliget lidt. Da vi tog den udenfor, stak den af, og havde så travlt med at komme afsted, at den rendte lige ud i poolen. Så nu har vi også lært, at kaniner rent faktisk kan svømme. De kan dog ikke klatre tilbage op af stigen, så Emma fik den fisket op, og nu er den forhåbentlig rendt hjem til sin mor. Den havde i hvert fald en gevaldig fart på, da den fik landjord under fødderne igen.

Nu vil Emma og jeg tage ud og golfe et par timer, inden pigerne skal ud til nogle veninder for sleep overs. Rikke og jeg skal nemlig til 40-års fødselsdagsfest i aften.

Fødselsdagsmiddag.

Vi havde endnu en dejlig dag i Virginia Beach, hvor temperaturen nåede op på 34 grader. Det er altså dejligt her tre måneder før jul.
Så vi bestemte os for at fejre mosters fødselsdag med en middag på Bubba's, hvor vi kunne nyde vandet, solnedgangen og byens bedste crab cake sandwiches. Nu mangler vi sådan set bare at finde ud af, hvortil vi kan sende regningen for fødselsdagsmiddagen...

Et fantastisk klima.

Man må simpelt hen bare holde af vejret herovre. Vi har ikke set regn siden Earl, og vi har den skønneste sensommer med mere end 30 grader om dagen. Godt vejr eller ej lukker vores ishus (Rita's) dog stadig den 10. oktober, så pigerne og jeg gør hvad vi kan for at fylde maverne med is til en lang vinter, mens Rikke er på skole om aftenen.
Her til aften kunne vi nyde isen i 27 graders varme klokken otte om aftenen.

Sølvpilen.

Heldigvis er vejret igen skønt i Virginia Beach, for i morges kl. 9 skulle vi mødes med sælger og overtage Corvetten. Alt gik efter planen, og bilen kører fantastisk. Det er en sand fornøjelse at cruise derudaf, og lyden af en 5,7 liters V8 motor ude foran skal simpelt hen opleves. Herovre behøver vi heldigvis ikke tænke så meget på, at der ryger en liter benzin for hver 6 km...

Mie kørte første tur med mig hjem, og her er det Emma, som skal en tur rundt i lokalområdet.

Så kom Earl.

Prognoserne havde advaret om, at fronten af Earl skulle ramme i går aftes ved 17-tiden med syndfloder af regn, og at stormen skulle komme i løbet af natten.

Mie og jeg havde pakket alle løse ejendele ind i garagen og låst Meeko inde (det var hun mildest talt ikke tilfreds med), og så tog vi til Meet and Greet på skolen.

Da vi gik i seng lidt efter midnat, var der stadig ikke sket noget, og her til morgen er Earl på højde med os. Han passerer langt til havs, og herinde er vejret heldigvis ikke så slemt som frygtet. Det regner, og der kommer enkelte kraftige vindstød, men indtil videre er det ikke værre end en hvilken som helst anden dag med møgvejr.

Seneste nyt om Earl.

Som tingene udvikler sig lige nu, ser det ud til, at vi slipper med skrækken i denne omgang.
Earl forventes at passere Virginia Beach tidligt i morgen og resten af dagen, men heldigvis til havs. Hvis de nuværende prognoser holder stik, får vi altså et forfærdeligt møgvejr i morgen med oversvømmelse (1½ meter over normal højvandsstand) og blæst med tropisk stormstyrke (20-25 m/s). Men selvom det er slemt nok, er det ikke værre end tidligere oplevet, og vi bor heldigvis så højt, at stormfloder ikke plejer at være et problem for os.
Der er derfor næppe nogen grund til at bekymre sig om os, også selvom vi ikke giver lyd fra os i løbet af dagen. Strømudfald er nemlig almindeligt selv ved "almindeligt" blæsevejr, og når vi har uvejr herovre, er det ofte helt galt. Så alt i alt er intet nyt fra os som altid at betragte godt nyt.