New York - dag 2.

Første ”rigtige” dag i New York startede lidt sent, da vi alle sov længe. Mens Rikke og Emma bekræftede reservationen til aftensmaden, sad Mie og jeg i baren og nød solen, mens Mie skrev i sin journal. Hun skriver dagbog i en journal, hun fik som party favour ved sin veninde Sydney’s fødselsdag.

Efter morgenmaden satte vi kursen mod Central Park, for pigerne ville gerne se den zoo, som er blevet så kendt efter Madagascar filmene.

I virkeligheden har de slet ikke de samme dyr som i filmen, men det er en hyggelig lille zoo, og der gik alligevel et par timer med at drysse rundt derinde. Af uransagelige årsager har Mie kastet sin kærlighed over grise for tiden, og der var både grise i haven, og hun købte en sød bamsegris for penge, hun havde fået af farmor og farfar til ferien.

Efter Central Park tankede vi op ved Starbuck’s og gik så tilbage til hotellet for at slappe af og gøre klar til aftenens udskejelser. Rikke havde bestilt bord på en italiensk restaurant, og hun havde købt billetter til Mary Poppins. Man kan jo ikke bo på hotel på Broadway uden at være til show. Så efter flere timers klargøring, kastede vi os ud i New Yorks natteliv iført vores stiveste puds og de høje hæle (altså kun Rikke). Det var en skøn fornemmelse i modsætning til de tidligere gange, vi har været i byen heroppe, hvor det har været i hhv. skitøj og regntøj. Det var næsten som at være indfødt at gå de 10 minutter ned til restauranten og derfra igen 10 minutter op til New Amsterdam Theatre, hvor showet blev vist. Og Rikke lignede en der lige var trådt ud af Sex and the City filmen - hun hører simpelt hen hjemme i New York City.

Som et show skal være på Broadway, og når Disney er involveret, var det ganske enkelt en storslået oplevelse for os alle fire. Eller som Mary Poppins ville have sagt: SUPERCALIFRAGILISTICEXPIALIDOCIUOS (SUPERKOLOFATALISTISKEKSPIALISOFISK på ”dansk”).

New York - dag 1.

Det var helt skønt kun at have 150 km. til New York i stedet for de sædvanlige 8-9 timer, når vi er kørt hjemmefra. Selvom vi kom til byen kl. 15 var trafikken over til Manhattan alligevel forfærdelig, så køreturen endte med at tage tre timer. Det hjalp så heller ikke på noget, at vores hotel ligger på Broadway lige midt på Times Square, for det er vel det mest trafikerede punkt på Manhattan. Til gengæld ligger det helt perfekt, og vi har fået et dejligt værelse på 24 sal med en fantastisk udsigt over Times Square og til Empire State Building, så hvad det angår, kan vi ikke ønske mere.

Det er bare ned med elevatoren, og så er vi midt i byen som aldrig sover. Efter check-in i går dryssede vi lidt rundt og nød stemningen og gik i butikker, inden vi fik aftensmad på Stage Deli fem blokke nord for hotellet.

Godnatisen hentede vi på De Gyldne Vinger og spiste på trappen på Times Square, som er lige neden for vores vindue. Det var helt underligt bare at drysse tilbage på værelset uden at være fuldstændig smadrede, for normalt, når vi har været i New York, kommer man først til Times Square efter en hel dags opslidende vaden rundt (fordi den er flottest efter mørkets frembrud), og så har man stadig en times tid tilbage til hotellet.

Sidste aften i Philadelphia.

Sidste aften i Philadelphia bød både på et af turens højdepunkter indtil videre, men desværre også et af turens absolutte lavpunkter.
Der findes et TV program herovre, hvor de som angiveligt er USA's seks bedste kokke kan udfordres af gæstekokke, og har en time til at lave fem gourmetretter omkring en ingrediens, de ikke kender på forhånd. Programmet hedder Iron Chef, og der har for nyligt været et halvt års konkurrence om at finde den nyeste Iron Chef, da en af de seks ønskede at træde tilbage. Den nyeste af slagsen hedder Jose Garces, og ved et rent tilfælde opdagede vi, at han havde en tapas restaurant i Philadelphia kun 200 meter fra vores hotel. Vi fik en reservation, som godt nok først var kl. 21, men som til gengæld var ved Chef's Counter. Så vi blev bænket på række oppe ved køkkenet, og kunne se kokkene tilberede vores mad. Det var meget sjovt, og maden var simpelt hen fantastisk, så det var uden tvivl højdepunktet.
Da vi gik i seng kl. 2330 viste det sig til gengæld, at byen havde behov for at fjerne vejbelægningen på et 20x3 meter stort areal lige uden for hotellet. Det varede til kl. 4 om morgenen, og det var ærlig talt ikke meget søvn vi fik i øjnene i de timer, for det var altså de store maskiner, byen havde fundet frem.
Heldigvis fik vi det dog vendt til noget lidt positivt, da vi fik overbevist hotellet om det rimelige i, at de inviterede os på morgenmad i restauranten næste morgen inden afgang. Det var et acceptabelt bytte for en nats søvn, da også deres kok viste sig at være ret god.
Sidste punkt på dagsordenen i Philadelphia var en løbetur op ad trapperne ved byens kunstmuseum lige som Rocky i sin tid gjorde det. Pigerne fik set klippet fra filmen fra fars unge dage på Youtube, og så vidste alle, hvad det gik ud på.

Philadelphia - dag 3.

I dag var dagen, hvor Philadelphia (og vistnok også Virginia Beach for den sags skyld) havde bestemt sig for at sætte varmerekord med temperaturer over 100 grader (38 "danske" grader) i skyggen. Den var styg, så der var ingen som havde vildt travlt med at komme ud fra morgenmadsrestauranten. Der var dog ingen vej tilbage, så ved middagstid (!) gik vi en tur op forbi stedet, hvor Benjamin Franklin ligger begravet.

Derfra gik turen op til byens rådhus, som er en meget flot frimurerbygning, som ser lidt pudsig ud midt i bymidtens glas og stål. Efter et par kilometers gåtur derop, havde byen naturligvis indstillet rundvisningerne på grund af varmen, så turen op i tårnet måtte vi tænke os til. Vi kunne dog nyde bygningen, inden vi flygtede ind i en kæmpestor air conditioneret markedshal for at spise lidt sen frokost.

Det viste sig at være perfekt timing, for mens vi gik rundt derinde, blev varmen vist også for meget for moder natur, som bestemte sig for at rense ud i tingene med en heftig tordenbyge. Skønt for pigerne, som nu havde en undskyldning for at se alle boderne. Her er pigerne i gang med at handle slik og hjemmelavet fudge.

I morgen går turen til New York. Inden vi forlader byen, skal vi dog lige en tur ud forbi kunstmuseet og fotograferes på trappen. For de som husker Rocky filmene, er det den trappe, som Rocky i sin film løb op af, da han trænede til sin boksekamp.

Philadelphia - dag 2.

Efter morgenmaden på en cafe ved siden af hotellet kastede vi os ud i den stegende hede (i dag og i morgen forventes at tangere varmerekorden i Philadelphia) og gik først til Liberty Bell, så vi kunne få den ”rigtigt” at se.

Derefter gik vi over gaden for at se lidt nærmere på Independence Hall. Det skulle vise sig at være rigtig interessant, og vi fik flere guidede ture rundt i både Independence Hall, hvor Uafhængighedserklæringen og Grundloven blev skrevet og den daværende kongres. Det var spændende at høre om tilblivelsen af USA, og det er lidt underligt at tænke på, at det vi i dag tager for givet dengang var højforræderi mod den britiske trone og kunne have medført døden, hvis projektet var mislykkedes. Det var også sjovt at se den første Kongres, efter Rikke havde arrangeret rundtur oppe i den nye sidste fars dag. Her er vi i rummet, hvor Uafhængighedserklæringen i sin tid blev debatteret og forfattet.

En af Rikke veninder har boet i Philadelphia, så hun havde foreslået en liste over seværdigheder. Den indeholder også spisesteder, så efter formiddagens historielektioner var det blevet frokosttid. Det planlagte spisested var dog i mellemtiden lukket, men vi fandt et andet hyggeligt sted i nærheden, hvor vi kunne nyde frokosten mens Tyskland og Ghana spillede i baggrunden.
Efter frokosten kom vi forbi Betsy Ross’ hus. Det er hende, som angiveligt har syet det første Stars and Stripes, som nogensinde er lavet.

Lidt længere nede af vejen lå eftermiddagens udflugtsmål, som var US Mint. Det er her alle Amerikas mønter bliver lavet, og man kunne gå en tur rundt og se ned i produktionsfaciliteterne, hvor man kunne følge møntens vej lige fra 450 meter lange metalbændler til den endelig mønt. Selvfølgelig endte turen i gift shoppen, hvor vi købte nyslåede Silver Dollars som souveniers.

Nu er vi taget tilbage til hotellet for at hvile fødderne og blive kølet lidt ned, inden vi skal ud og finde et sted til aftensmaden.

Philadelphia - dag 1.

Da USA i sin tid blev grundlagt med de første 13 stater, var hovedstaden i Philadelphia, og det var noget af det første Mie lærte om i skolen. Hun kom derfor hjem og proklamerede, at hun godt kunne tænke sig at komme til Philadelphia for blandt andet at se Liberty Bell. Så Philadelphia har stået på ønskelisten lige siden, og det var første stop på årets sommerferie.
Mens Jan pakkede bilen, kørte Rikke og Emma ud for at aflevere Meeko på Kitty Island, så kl. 11 var der afgang fra Church Point Road. Turen var ganske begivenhedsløs, så efter et frokoststop og 6 timer på landevejen landede vi på Omni Hotel i 36 graders varme kl. 17.

Hotellet ligger perfekt lige midt i det historiske distrikt og med alt inden for gåafstand. Efter at have checket in og pakket ud, bestemte vi os derfor for at gå ud og finde aftensmad. Philadelphia er kendt for sine cheese steak sandwiches, og angiveligt fås de bedste ved enten Pat’s eller Geno’s. Det er to spisesteder (restauranter er nok for stort et ord), som ligger på hver sin side af vejen i et kryds 2 km. fra hotellet. De tjener kassen på at ligge side om side, for alle gæster prøver én hvert sted for at sammenligne, og mens vi var der kom hele turistbusser forbi og læssede gæster af. Vi fik naturligvis også fra begge steder, og efter at have spist en fra hvert sted, var vi ved at revne, og var egentlig ret glade for gåturen tilbage til hotellet.

Da vi kom tilbage til hotellet viste det sig, at Liberty Bell er blot 1 blok fra, hvor vi bor, så vi bestemte os for lige at gå forbi og se den inden sengetid. Desværre kunne man ikke komme ind, så vi måtte nøjes med at beundre den udefra, og så komme tilbage næste dag, så vi kunne komme ind og se den rigtigt.

Vi kom også forbi Independence Hall, som er stedet hvor USA’s første regering regerede fra, og hvor de i sin tid proklamerede deres uafhængighed fra Briterne.

Så er vi ved at være klar.

Der er selvfølgelig forskellige måder at blive klar på, men nu er vi så småt ved at være der. Vores krakkede bank er netop blevet overført til Nordea, og der er ikke enden på problemer, som er forbundet med det. Vi har nu i fire bankdage forsøgt at få penge herover, og vores bakrådgiver hjalp til ved at stikke på ferie uden at overdrage sagen. Så det meste af morgenen og formiddagen gik i telefonen, og hvis vi er heldige, får vi penge at holde ferie for en af de nærmeste dage. Næste mindre detalje opstod, da jeg lige ville ordne bilen indvendig og så tjekke dæktrykket, inden pigerne fylder deres diskrete ferieoppakning derind. Den kørte stort set på slicks foran, hvilket ikke er smaddergodt inden en bilferie op ad Østkysten. Jaja, sådan noget skal jeg selvfølgelig holde øje med, men priserne på mekanikere er anderledes herovre, end vi er vant til hjemmefra, så jeg kører bilerne til service og gør så ikke rigtig mere ud af det. Faktisk var Hondaen til service for tre uger siden, og jeg syntes jo nok, det ville have klædt værkstedet at nævne dækkenes tilstand. Måske er der en årsag til, at værkstedet er så billigt...
Nå, hvorom alting er, skulle jeg så også lige ud og have fire nye dæk på. Skøn start, plus at 235/65 R16 ikke er helt billige herovre heller.
Så det giver et billede af mine noget febrilske ferieforberedelser, mens billedet herunder (som er taget for 10 minutter siden) giver et billede af Rikkes.

Ret skal være ret. Hun har pakket det meste af dagen, så det er hende vel undt, at hun først når til avisen nu...
I morgen tidlig letter vi herfra med kurs mod Philadelphia, hvor vi skal være nogle dage. Derefter en uge i New York, et par dage i Niagara Falls i Canada, og så slutter vi ferien i Amish Country på vejen hjem. Det bliver interessant, for det er jo en del af USA, hvor folkene pga. deres religion vistnok hverken har strøm, biler eller andre moderne bekvemmeligheder, og vi har indlogeret os på en Bed and Breakfast midt i det hele. Vi er om alt går vel tilbage i Virginia Beach den 7. juli, så vi kan sunde os et par dage, inden Rikkes søster med familie ankommer den 9.
God sommer til alle herfra.

Fars dag - fortsat.

Da jeg kom hjem fra golfbanen, havde Rikke lavet mad og pakket køletasken, og så stod den på aften på stranden. Stranden er kun 5 minutters kørsel hjemmefra, og vi får den alt for sjældent brugt, så det var skønt at komme derop og nyde aftenen. Med nattemperaturer lige under 30 grader er vejret jo ikke problemet, så jeg spillede frisbee med pigerne, mens Rikke og pigerne vistnok mest bare gik i vandkanten og så godt ud - nåjo Mie og Rikke byggede også et flot sandslot.

Vi havde taget den lille Weber grill med, så da solen gik ned, blev der tændt op, så vi kunne få smores (skumfiduser og chokolade mellem to kiks) til dessert. Det var hyggeligt, og vi fik først samlet stumperne sammen henad 10-tiden efter en rigtig dejlig fars dag.

Fars dag

Af uransagelige årsager er fars dag ikke den 5. juni herovre men i dag. Så jeg blev ved morgenbordet overrasket med kort og den bedste gave af mine søde piger: billetter til Washington Redskins mod Green Bay Packers den 10. oktober i år. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Redskins har fået ny quaterback i år, og ham er der store forventninger til.
Ellers er solen kommet op i dag igen. Har netop fået morgenmad på terrassen, hvor der er 30 grader i skyggen. Efter en dukkert med pigerne, er jeg nu ved at pakke golfudstyret og køletasken for at bruge et par timer med en kammerat i solen. Glædelig fars dag!

Sidste skoledag.

Så blev det årets sidste skoledag i USA. For Emma betød det afslutningen af Elementary School, idet hun skal starte i Middle School efter ferien, hvor man har 6. til 8. klasse. Derfor var alle sejl sat til på skolen i dag, hvor man graduerede alle femteklasserne med maner. Her får Emma sit "eksamensbevis" af skoleinspektøren, Dr. Z.

Der blev foruden eksamensbeviserne uddelt "awards" for alt muligt. Man gør meget i belønning herovre, og der uddeles awards i alt lige fra de traditionelle ting som faglige præstationer til "perfect attendance" (til dem som ingen fraværstimer har haft). Emma sluttede året på Principal's List (rene A'er) og hun fik en award for excellence i idræt. Hun er i rystende god form og kan næsten tage flere armstrækninger end sin gamle far... Hun fik også en anden award, men den vender jeg tilbage til om lidt.

Her er vores glade og stolte Emma sammen med sine lige så stolte forældre.

Her er også Emma sammen med sin klasselærer i femte klasse, Ms. Rose.

Og så skulle der selvfølgelig også tages billeder sammen med veninderne. Selvom smilene er store, var stemningen alligevel lidt trykket ind imellem, for de bliver spredt til to forskellige skoler efter ferien. Vi bor lige på grænsen mellem to skoledistrikter, og størstedelen af Emmas veninder skal desværre i en anden skole end hende efter ferien. Det er både godt og skidt, for selvom det er lidt trist at sige farvel til nogle af veninderne, kommer Emma på den bedste af de to skoler, så lidt godt er der i det. Og de bor jo stadig tæt på hinanden, så de kan ses i weekender og ferier. Men alligevel er det lidt synd, og Emma er naturligt både spændt og lidt nervøs over, hvordan det bliver i den ny skole.

Her er det fra venstre Alea Boden, Morgan Roche og Emma.

Her er det fra venstre Isabella Shucet, Morgan Ford, Katie Mccracken, Isabella Lee (øjnene), Shannon Jobe, Gratiane Doutoud (franskmand som flytter hjem i næste måned), Emma og Komal Kamdar.

Som nævnt fik Emma også en sidste award, som kræver sin egen lille beskrivelse. Det er præsidentens award for Educational Achievement som gives i sølv og guld til elever som har et vist gennemsnit i løbet af året, og som har fået et vist pointtal i deres afsluttende eksamener. Emma fik en award i sølv, og vi var faktisk både overraskede og lidt måbende, da hun blev kaldt op, men sørme om hun ikke har fået et diplom og et personligt brev fra selveste Barack Obama. Det er da et meget sjovt minde herovrefra, og både Emma og forældrene er selvfølgelig vildt stolte.

Her er det sommer.

Mie og jeg havde en hyggelig dag i poolen i går. Sommeren er for alvor kommet til Virginia Beach, og vi har haft temperaturer konstant over 30 grader de sidste 14 dages tid. Det kan også mærkes i poolen, som simpelt hen er skøn for tiden.

Hvis det kniber med øjnene kan jeg fortælle, at vandtermometret står på 32 grader (ikke for at træde i det, naturligvis).

iPhone mani.

Det er en helt utrolig hype, som er opstået omkring Apple og deres produkter, og jeg må med skam meddele, at jeg er ligeså afhængig som alle de andre.
Mie fik mobiltelefon i fødselsdagsgave for en måned siden, og Rikke og jeg havde længe talt om, at det da også kunne være, børnene skulle have lov til at få iPhones. Når alt kommer til alt er prisforskellen på abonnementet ikke uoverkommelig, og det er altså bare et fantastisk stykke elektronik, når man for alvor bruger den. Så efter en uges tid tog vi ned til AT&T og opgraderede, så hele familien kom på iPhones.
Det var fed lykke, indtil æblemanden (Apple) mindre end to uger efter lancerede den helt nye iPhone, og så føltes det lidt træls lige at have opgraderet til 3Gs, når der nu snart kom en endnu nyere. Frem med kontrakten og læse de små bogstaver og sørme om der ikke er 30 dages returret. Så forleden måtte jeg tilbage til AT&T og meddele, at jeg gerne ville returnere hele molevitten, så jeg kunne få fire nye, når de frigives. Den venlige dame meddelte mig, at jeg jo bare kunne komme ind dagen efter, hvor den nye iPhone blev frigives til forudbestilling. Så kunne jeg også beholde de eksisterende telefoner, og så bare bytte rundt når de nye kom. Det var jo nærmest en no-brainer (som de siger herovre) da den nye er samme pris, som dem vi lige havde købt.
Så glad og fro mødte jeg op i butikken i går ved åbningstid for at forudbestille familiens nye telefoner. Her var kaos allerede brudt ud, så jeg måtte vente en time på at komme til. Da det endelig blev min tur, var det imidlertid blevet åbningstid for amerikanere i næste tidszone, og ganske som ved sidste iPhone lancering brød bestillingssystemet sammen. Så efter at have ventet yderligere en time måtte jeg gå igen med uforrettet sag. På vej hjem fra arbejde tænkte jeg, at jeg lige ville prøve igen. Stor jubel - køen var godt nok håbløs, men i det mindste virkede systemet igen, så jeg belavede mig på at vente. Efter endnu en lille times ventetid var det min tur, og det var en god følelse, da pigen gik i gang med min bestilling. Glæden varede dog kort, for midtvejs i processen brød systemet sammen igen, og mails fra hovedkontoret lod forstå, at det næppe ville komme tilbage lige foreløbig.
Nå, de siger jo "alle gode gange tre", så efter aftensmaden og med en time til lukketid tog jeg tilbage til butikken. Efter en halv times ventetid kom jeg til, og sørme om jeg ikke efter 20 minutter havde fået forudbestilt familiens fire nye iPhones.
Når man forudbestilte i går er man garanteret levering næste fredag. Desværre tager vi på ferie på tirsdag, og selvom Apples produkter er fantastiske, laver vi altså ikke ferien om, så jeg må pænt vente, til vi kommer hjem.
Det var en svært god fornemmelse at have sikret sig de nye telefoner uden at betale ekstra, men alligevel en tankevækkende oplevelse. Kun ganske få udvalgte journalister har rent faktisk set den nye iPhone. Alle vi andre dødelige har kun set billederne på Internettet og aviser, men alligevel farer vi alle sammen ud i nærmest hysteri og betaler for produktet for at være de første. Det har nærmest kultagtige proportioner, og man må rose Apple for at være verdens bedste til markedsføring, og ja - jeg er lige så afhængig som alle de andre bindegale Apple fans...

Den sidste test.

I dag har jeg været til den test, der er sidste ben i min ansøgning til universitetet. Testen hedder en GRE test, general records exam, og er en standard test, som alle skal tage for, at blive optaget på en master uddannelse. Testen består af fire dele. Først skal man analysere, og give sin holdning til et udsagn i en essay. Det har man 45 min til. Emnet var: "Folk bruger ritualer og ceremonier til at identificere deres kultur, hvis ikke de kan det udviskes deres identitet". Efter hele 60 sekunders pause, skal man kritisere en artikel. Her var emnet i korte træk at, hvis man bare spiser fiskeolie, så undgår man at blive syg. Derefter var der så mulighed for at holde ti minutters pause, inden det igen gik løs. Efter pausen var der 30 min til 30 spørgsmål i antonymer, sammenhæge mellem ord og læs- og forstå. Til sidst var der 45 min til en matematik del med 28 spørgsmål. Her skulle Pythagoras bl.a støves af, og hvordan er det lige man regner arealet af en cirkel?
Jeg havde tilmeldt mig testen over internettet, så jeg vidste kun, at det skulle foregå nord for tunnellen. Test "centeret" viste sig at ligge på et lidt sølle shopping center, så jeg var faktisk lidt bekymret ved at efterlade bilen. Først kom jeg ind på et lidt deprimerende forkontor, hvor jeg skulle vise mit pas. Da jeg ikke er amerikaner, er det den eneste form for identifikation, de ville godtage. Så skulle alle mine ting låses inde i et lille skab. Mobiltelefon, bilnøgler, solbriller, læbepomade, mad, skriveredskaber, alt skulle låses inde. Det kunne jo være, at jeg havde formlen for omkredsen af en trekant stående på stangen af mine solbriller! Herefter skulle jeg skrive under på, at mine oplysninger er korrekte, og at jeg ikke ville tale med nogen om prøven, hverken før, under eller efter. (Der stod ikke, at man ikke måtte skrive om testen på en blog). I bedste amerikanske stil var det sammenfattet på ca. fire linier, som jeg så skulle kopiere på fire andre linier med skråskrift! Hvorfor det lige skulle skrives med skråskrift blev jeg ikke klar over, men da jeg ikke har skrevet skråskrift siden tredie klasse, var det da en prøve oven i prøven. Efter at have opfyldt kravene for skråskrift, blev jeg vist ind i et andet lille kontor, hvor jeg igen skulle kontrollere, at oplysningerne om mig var korrekte. Jeg skulle stå foran en lille tæt, uhumoristisk kvinde, med pink øjenskygge og alt for mange tattoveringer og vende vrangen ud på lommerne af mine bukser, så hun kunne se, at jeg ikke smuglede en lille formelsamling ind. Den trøje jeg havde bundet om livet skulle enten på, eller blive i forkontoret. Det var en noget besynderlig oplevelse. Først da kunne jeg blive vist ind i de hellige haller. Selve testrummet var vel 25 m2, med plads til ca. 20 test'ere. Hver får en lille hessian bås med egen computer, og alt bliver filmet og overvåget af damen med pink øjenskygge. Det er programmeret i computeren, hvilken test det er "du" skal tage, så det er bare at komme igang. Da min test var overstået, blev jeg "tilbudt" en lille ekstra test på 30 min. Det var en sprog test, med nogle spørgsmål de overvejede at bruge til næste år. På det tidspunkt har jeg efterhånden testet i små 3 timer, så måske har jeg ikke fået læst de indledende sider godt nok. Jeg husker ikke, at jeg på noget tidspunkt kunne takke "nej" til ekstra testen, og jeg mente godt nok, at have set at score ikke talte i mine endelige score, men undervejs blev jeg alligevel i tvivl, måske fordi jeg intet forstod i den nye test. Endelig var jeg færdig og computeren meddelte mig, at hvis jeg var STILLE, så måtte jeg gerne rejse mig og gå. Pyha.. Det var lidt som jeg forstiller mig det må være, at besøge nogen i fængsel.

Flip.

Emma er blevet ret hård til udspring fra vippen her i løbet af forsommeren. Hendes seneste spring er nu ved at være ret godt. Her er en lille video fra hendes fødselsdag, som jeg fandt på telefonen.

Nationaldag.

Det er tradition i international tjeneste, at man fejrer landenes nationaldage. Vi plejer at lave lidt grin med, at Danmark faktisk ikke har en nationaldag som sådan, fordi vi i modsætning til alle de andre lande har været der altid. Men i mangel på en rigtig bruger vil Grundlovsdag som nationaldag. Så fredag den 4. juni havde vi inviteret venner, bekendte, kolleger og samarbejdspartnere til reception i messen, og vores pigerne havde vanen tro lavet en masse danske retter, som vi serverede med snaps og elefantøl.
Det er altid en interessant oplevelse, fordi vi for at få alle med inviterer godt 600 mennesker, men messens kapacitet er omkring 230 personer. Heldigvis passede det også i år med, at kun ca en tredjedel kommer, så vi havde plads til alle.
Her er hele flokken af de danske voksne (pånær én familie som var sent på den) fotograferet umiddelbart inden gæsterne kommer.

Rikkes fødselsdag.

Sidste torsdag var det så mig der fyldte år... Ja, for tiende gang blev jeg 29 somre.
Dagen startede naturligvis med sang og gaver. Pigerne havde været på handlen med deres far og de havde handlet for deres egne penge i år. Emma havde købt et gavekort, til en kogebog som jeg ønsker mig. Mie havde købt en melsigte, som vi skal bruge når vi bager. Ellers fik jeg Adirondack stole og bord af min mand, penge til zumba sko af mine forældre, en springform af moster og drengene, ravioli forme af olderne, en digital køkkenvægt med amerikanske mål af Jans forældre og en sports BH af onkel Lars. Min søde mand, havde taget dagen fri, så vi kunne spise morgenmad sammen, når pigerne var gået i skole. Vi satte pigerne af i skolen og kørte mod en restaurant, som jeg kan se når jeg er til zumba. Da vi ruller op på parkeringspladsen genkender jeg Elses bil, og lidt længere henne holder Ruth parkeret. Inde på restauranten sidder sørme 6 af mine veninder. Jan har inviteret dem til morgenmad. Det var en dejlig overraskelse! Det kan nok være, at snakken gik. Der var flere gaver. Roser, kort, honning (af egen avl), et frugtfad, sæbe og creme, og øreringe. Det var super hyggeligt, vi guffede i æg på tusinde måder, og skyllede ned med Mimosa'er. Fra venstre er det Laura, Rosemary, Leanne, Else, Ruth, Laura og undertegnede.


Da vi havde sagt farvel til de store piger, kørte Jan og jeg i biografen. Vi så "Sex and the city 2". Stakkels Jan kedede sig bravt i 2½ time, men han offrede sig i dagens anledning.

Da vi havde hentet Emma og Mie fra skole, blev der serveret kage på terrassen. Uhmm.
Klokken 18 var der bestilt bord på min yndlings restaurant Terrapin. Her laver de foruden god mad også specielle menukort, hvis man fejre noget. Så på mit menukort stod der "Happy birthday, Rikke". Vejret var dejligt, så vi fik et bord udenfor. For anden gang den dag spiste jeg så, jeg var ved at revne.
Tak for en dejlig fødselsdag!

Jans fødselsdag.

Dagen efter Emmas fødselsdagsfest var det min tur. Traditionen tro blev jeg vækket af morgensang og gaver på sengen. Det er en skøn måde at vågne på, at jeg fik mange gode ting; pigerne havde stort set ribbet den lokale golf forretning.
Midt under morgenmaden siger Rikke så til mig, at jeg skal se at skynde mig at blive færdig med kaffen. Det undrer selvfølgelig lidt, men hun afslører, at hun har bestilt tee tid til kl. 10 og sat mine venner stævne i klubhuset kl. 930, hvor jeg behagede at mødes med dem. Hun havde været tidligt oppe og smøre sandwiches på friskbagt brød, så kl. 9 blev jeg sendt afsted med golfudstyret og coolere med madpakker og drikkevarer.
Utroligt nok for en søndag var der ikke mange andre på banen, så efter tredje hul havde vi den stort set for os selv. Vejret var med et par og tredive grader også skønt, så det var helt igennem nogle fantastiske timer i godt selskab med drengene.
Da jeg kom hjem igen ud på eftermiddagen, kølede jeg mig i poolen med pigerne, inden der blev serveret friskbagte boller og kage på terrassen.
Så stod den ellers på familiehygge resten af dagen, som blev afsluttet med en forrygende middag på terrassen omgivet af smukke piger og tilberedt af byens bedste kok.
Ren forkælelse over hele linjen og uden sidestykke den bedste fødselsdag nogensinde!

Emmas fødselsdagsfest.

Den lange sommerferie herovre kombineret med at man ikke har faste klasser men bliver blandet påny til hvert skoleår gør, at det har vist sig at være svært at samle alle veninderne i august, hvor Emma har fødselsdag. Derfor blev hendes fødselsdagsfest holdt i år inden sommerferien.
Virginias sommer viste sig fra sin bedste side, så en poolfest var det helt rigtige. Gaverne blev da også bare parkeret på gavebordet, og pigerne røg direkte i poolen. Vandet i poolen er nået op på 30 grader, så man kan rigtig være længe i og nyde det. Det var da også først efter en god lang dukkert og et par spil volleyball, kom de op af vandet for at pakke gaver ud.

Mens Emma pakkede gaver ud, riggede vi andre terrassen til for servering af drinks, burgere og hot dogs. Mie elsker at hjælpe, så hun og Jan tog sig af serveringen, mens Rikke i sit bastskørt demonstrerede hvad hun går og lærer til alle sine zumba lektioner.


Pigerne var inviteret fra kl. 16 til kl. 22, for Emma ville gerne have, at der både skulle være sol og badning, men også at det skulle blive mørkt, så det kunne blive "hyggeligt". Vi havde flyttet et stereoanlæg ud på terrassen (stakkels naboer), og med jævne mellemrum blev der råbt om at skrue op ude fra pool dækket. Som solen gik ned og aftenen faldt på, blev der også danset limbo.

Avatar har været det helt store herovre. Den er jo egentlig for over 13 år, men Emma og Jan var inde og se den i 3D, og det synes Emma var lidt sejt. Kagen skulle derfor selvfølgelig også være over Avatar tema, og vi havde faktisk fået lavet en noget cool kage, hvor et billede af Avatar var printet på kagen.

Det var en god fest, og det var en noget slidt Emma, som blev lagt i seng til midnat, så hun kunne nå at få et par timers søvn i øjnene, inden hun skulle op og fejre fars fødselsdag.

Pool party.

Så er poolen fyldt med tøser igen. Da Emma har fødselsdag midt i skoleferien, har det vist sig lidt svært at samle veninderne til fest på eller umiddelbart omkring fødselsdagen. Derfor holder Emma sin fødselsdagsfest lidt tidligere i år.
Hun har inviteret til Hawaii fest, og alle gæsterne er nu ankommet, så der er høj musik, blomsterkranse, kulørte drinks (alkoholfri forstås) og fuld fart i hele slænget - 13 piger i alt.
Vejret er heldigvis på vores side, da sommeren har været her for fuld blæs hele ugen. 38 grader om dagen, 27 grader om natten og vandet i poolen nåede op på 30 grader i går. Skønt!

Kørekort.

Så lykkedes det endelig efter to år herovre at få taget et amerikansk kørekort, og det er en oplevelse så særpræget, at jeg simpelt hen er nødt til at fortælle om den. Principielt gælder vores danske kørekort herovre, men da kørekort ikke sorterer under den føderale regering men under staterne, blev vi orienteret om, at vi kan risikere at løbe ind i forklaringsproblemer, når vi er uden for staten Virginia. Det kan hurtigt blive træls, for færdselspolitiet herovre er altså ikke sådan lige at bide skeer med, så jeg bestemte mig for at kørekortet skulle blive mit efterårsprojekt.
På en rolig dag på kontoret i sidste uge bestemte jeg mig for at downloade teoribogen, for bare lige at kaste et blik på den foranstående opgave. 40 sider inklusive for- og bagside, indholdsfortegnelse og det hele, og det umiddelbare spørgsmål er selvfølgelig derfor: hvor er resten? Faktisk er der ikke mere, og det tog da heller ikke meget andet end et par timers tid at læse igennem et par gange, og hvorfor så vente helt til efteråret, når sommerferien om 14 dage går uden for staten og helt til Canada.
Så en morgen mødte jeg på Department of Motor Vehicles for at tage min teoriprøve. Opgaven lød på 10 spørgsmål om skiltes betydning som skulle bestås med 100%, og 25 spørgsmål om generel teori som skulle bestås med 80%. Spørgsmålene var multiple choice på en PC, og efter 10 minutter var teoriprøven i kassen. For at give et indtryk af typen af spørgsmål må jeg simpelt hen fortælle om min favorit.

• Spørgsmål: Hvis du indtager både alkohol og stoffer...
  
• Svarmuligheder:
  - vil alkoholen modvirke virkningerne af stofferne.
  - vil stofferne modvirke virkningerne af alkoholen.
  - vil din dømmekraft, reaktionsevne og evne til at køre bil være påvirket negativt.
  - og så en sidste svarmulighed, som jeg ikke kan huske.

Helt vildt og jeg vil vædde en stegt rødspætte på, at der er folk som svarer forkert. En tur i myldretidstrafikken kan i hvert fald bringe én alvorligt i tvivl.
Efter teoriprøven stod den så på en køreprøve. Det foregik ganske enkelt med en tur rundt om blokken. Jeg kørte mindre end 2 km. og var på intet tidspunkt over 50 km/t, og efter disse yderligere 10 minutter og lidt papirarbejde var jeg udstyret med amerikansk kørekort. Køreprøven foregik i øvrigt i egen bil, og jeg spurgte den motorsagkyndige, om det ikke var lidt ubehageligt at være totalt i min magt. Det bekræftede hun, men sagde at hun i øvrigt havde været heldig, for hun havde kun én gang været involveret i et færdselsuheld under en køreprøve. Gennemsnittet lå vist lidt højere...
Når man kombinerer niveauet for testen med det faktum, at de unge mennesker begynder deres karriere som trafikanter ved det 16. år, er der ikke noget at sige til, at trafikken kan være spændende herovre, og at færdselspolitiet ikke har ret megen tolerance.