Farmor og farfar vel ankommet.

Så er farmor og farfar kommet godt herover. Jan hentede dem i Washington DC i mandags, og både de og deres bagage var kommet med. August er amerikanernes foretrukne feriemåned, så desværre var trafikken rædselsfuld, så det blev en tur på fem timer derop og fire timer tilbage igen. Heldigvis var dette dog inkl. et hurtigt besøg ved Ikea i Washington, hvor man kan købe sennepssild til frokosten. Så blev lagret fyldt lidt op igen.
Rikke havde bagt boller og hygget om os på terrassen, da vi kom hjem, og det var skønt at have familien samlet igen.

Dagen efter hang jet lagget stadig i de to gamle, som var vågnet kl. 4 om morgenen uden at turde stå op; stakkels dem. Til gengæld har vejret vist sig fra sin bedste side, så det gav jo en perfekt undskyldning for at slappe af ved poolen, og pigerne nød at have bedsteforældre med i vandet.

Så er freden snart forbi.

Vejret er skønt herovre i disse dage. Lige omkring de 30 grader og så lav luftfugtighed, at det er til at holde ud. Så vi slapper bare af og samler kræfter. I morgen skal vi nemlig hente farmor og farfar i Washington. De kommer herover i tre uger, og det passer lige med, at vi kan bytte dem ud med mormor og morfar i lufthavnen om tre uger, for de kommer nemlig med det fly, som farmor og farfar skal hjem med.
Det er super, for så tager vi alle sammen med til Washington nogle dage før hjemrejsen, så vi kan opleve byen sammen.
Vi glæder os til de kommer alle sammen og håber bare, at vejret vil vise sig fra sin bedste side.

Emma 11 år.

I onsdags blev Emma 11 år.
Det blev på traditionel vis fejret med morgensang og gaver i sengen inden morgenmaden. Jan havde taget fri fra arbejde, så efter ønske stod menuen på amerikanske chokolate chip pandekager, æg og bacon og brød og ost.

Emma havde bestemt sig for at vente med at holde fest for veninderne til når skolen begynder igen. Herovre kommer man jo ikke i samme klasse efter sommerferien. (Formentlig) for at undgå klikedannelser sammensættes årgangen på ny, ligesom de får en ny klasselærer. Derudover skal hun starte på et nyt soft ball hold efter ferien, så der bliver mange nye veninder, og er der en bedre måde at lære nye veninder at kende på end en fødselsdagsfest.

Emma havde ønsket en dag på stranden eller bowling afhængig af vejret. Det så desværre ikke for godt ud, så vi tog ud og bowle, og så hjem på terrassen til boller og lagkage bagefter. Hun kunne heldigvis stadig puste alle lysene ud...

Heldigvis var det mere sileregn end den sædvanlige slagregn, så vi kunne sagtens være på terrassen hele dagen uden at få vand ind. Det var faktisk rigtig hyggeligt at sidde derinde, mens regnen silede ned udenfor; lidt ligesom at være på camping, bare med bedre plads. Så aftensmaden kunne vi også nyde ude. Menuen stod på raclette, og det var hyggeligt at kunne lave sin egen mad.

Home sweet home.

Efter at have tilbagelagt knapt 6.300 km. (heraf heldigvis kun de godt
900 i dag), er vi nu alle hjemme i god behold.
Bilen er pakket ud og klar til at hente Meeko i morgen tidlig, og
pigerne er ved at sikre sig, at de stadig har alle deres ting (læs: de
er ved at splitte det hele ad...).
Virginia Beach bød os velkommen hjem med en af de kendte thunderstorms
og syndfloder af vand. Men der er skønt at være hjemme, og i det
mindste er her varmt, og det er rart for en gangs skyld at komme hjem
fra ferie uden at fryse.

Hvem sagde "hærge gift shoppen"...

Ganske som forventet gik Coca-Cola gift shoppen ikke ram forbi. Mie
har valgt sig en kæmpe sparegris, som hun her poserer med. Hvis det
lykkes hende at fylde den med mønter, vil jeg gerne være venner med
hende.
Billedet er taget i den Olympiske Park, og vi bor på Holiday Inn i
baggrunden. Vores værelse er nr. 2 fra højre i den øverste række.

World of Coca-Cola.

Coca-Cola blev opfundet i 1885 her i Atlanta, og den sirup som danner
basis for al verdens Coke laves stadig her, så hvad er mere naturligt
end et lille museum..!?
Og efter at have brugt et par timer på at blive oplyst om verdens
kendteste driks historie, hvad er så mere naturligt end
smagsprøver... Hele 65 forskellige Coca-Cola produkter kunne nydes ad
libitum, og pånær Mie som ikke kan lide bobler har alle vi andre
smagt løs, så vi er helt oppustede af CO2. Coke er selvfølgelig
Coke, men produkterne blivet tilpasset smagspræferencerne i de
forskellige dele af verden, og firmaet laver faktisk nogle ganske
afskyelige drikke. Her slutter pigerne dagen med at skåle i Coke,
inden de skal kaste sig over gift shoppen.
Den er de i gang med at hærge nu, og det er også tid at få brugt de
sidste penge, for det er sommerferiens sidste attraktion, inden vi i
morgen skal køre de sidste godt 900 km. tilbage til Virginia Beach
efter en lang og god ferie.

Georgia Aquarium.

Så blev det feriens sidste dag. Vi er taget i akvariet, som et verdens
største og ret flot. Men ligegyldigt hvor store og flotte fisk, der i
øvrigt er, er der nu ikke noget som kan slå et rørebassin. De har
rokker og hammerhajer her, og pigerne fik "klappet" dem alle sammen.
Her har de kastet sig over en hammerhaj.
I eftermiddag har vi billetter til Coca Cola World, som ligger ved
siden af, så det skal også lige checkes ud.

Jeg har fundet en lykkemønt.

Er efterhånden en sætning vi hører Emma udbryde ret tit. Som enhver
rigtig kvinde har hun et veludviklet ravnegen, og hun kan spotte noget
der skinner på ellers umulige afstande. Hun har en helt forrygende
evne til at finde penge, og hvis hun bliver ved på denne måde, kan
det nok nå at blive til noget.
Her har hun lige fundet en penny på bunden af hotellets pool.

Sight seeing i Atlanta.

CNN's hovedkvarter ligger her i Atlanta, så vi havde bestilt billetter
hjemmefra til en guided tour i dag. Vejret er skønt, og hotellet
ligger midt i centrum, så det er skønt at lade bilen stå i garagen
og bare drysse rundt til fods.
Rundturen i CNN var spændende, og det var sjovt at se ned i studiet,
som vi er vant til at se på TV hjemme i stuen. Da vi var her om
formiddagen, var de i gang med live udsendelse, og vi hørte også
hvordan producerne klippede udsendelserne sammen. Som vi efterhånden
er ved at være vant til, sluttede rundvisningen i gift shoppen, og
pigernes feriepenge er vist ved at være ved vejs ende; ligesom ferien
i øvrigt... Herovre er en meget udbredt souvenier pynt til juletræet,
og det har vi startet som vores nye samledille. På den måde kan
juletræet fremover bære mange gode minder, men det bliver nok mere
tacky en kønt :)
Vi har også gået en tur i den Olympiske Park, som byen har lavet
rigtig pænt til minde om legene i 1996. Der var fine monumenter over
alle medaljevinderne, og hvem husker ikke håndboldpigerne og
guldfireren?! Danmark vandt faktisk ret mange medaljer til det OL.
Nu er vi gået tilbage til hotellet og flyder ved poolen, mens pigerne
og jeg i spænding afventer aftenens ordreudgivelse fra den kulinariske
guide.

Pitty Pat's Porch, Atlanta.

Så nåede vi til Atlanta efter små 800 km. og 8 timer på landevejen.
Turen gik fint, men ankomst blev lidt sen, da der lige skulle lægges
yderligere en time til klokken mellem Alabama og Georgia, hvor vi
skiftede tidszone. Så det var faktisk aftensmadstid, da vi landede i
Atlanta. Vi bor downtown lige ved siden af den Olympiske Park, så der
er masser af muligheder, og vores kulinariske guide har haft masser af
tid til research i bilen i dag. Så med vanlig præcision og sikker
hånd guidede hun os til Pitty Pat's Porch, som lå en blok fra
hotellet, så vi kunne spise inden indcheckning. Det var både godt og
skidt. Godt fordi maden var fremragende "southern style". Det var til
gengæld mindre godt, at vi i bedste southern stil bestilte et par Mint
Juleps til aperitif. Det eneste vi vidste om Mint Juleps er, at det er
for folk i sydstaterne, hvad Ceres Royal er for campister (noget man
bare sidder og nipper til hele tiden). Første sip afslørede dog, at
det ikke var det rene saftevand. Det smagte vildt godt, men viste sig
at være bourbon og sukkervand half and half med knuste mynteblade i,
så i løbet af ganske kort tid summede det ret godt i kraniet. Nå,
det værste dampede af i løbet af middagen, og der var kun 200 meter
til hotellet, så det lykkedes at komme sikkert frem, og nu ligger vi
på 11. sal med udsigt over den Olympiske Park og slikker sårene.

New Orleans School of cooking.

I New Orleans handler det om 3 ting. Maden, musikken og historien.
Derfor har de her naturligvis også en cooking school, hvor turisterne
kan lære lidt om maden og historien. Musikken må man så gå i
Bourbon street efter! Det var alletiders. I tre timer viste Ms. Pat os
hvordan man laver gumbo, jambalaya, bread pudding og pralines. Alt i
mens hun fortalte historier om området, og de forskellige mennesker
der bor der. Ms. Pat laver mad efter gammel skole og smør, palmin og
sødmælk blev rundhåndet brugt. Da der blev fyldt smeltet smør på
formen med brødbudding, begyndte nogen at mumle noget om kalorier. Det
slog dog ikke lige damen ud af kurs. Hun mindede folk om at de var
ferie, og sendte så kurve med varme bisquits og kander med molasse
rundt. Maden smagte fantastisk og der blev serveret øl eller root beer
(noget rædselsfuldt stads), fra et lokalt bryggeri til. En super god
oplevelse som man bør give sig selv om ikke andet, så for madens
skyld. En rigtig god frokost.

Sejltur på Mississippi.

Efter Rikkes madkursus fik vi rigtig usund frokost. De har en
forrygende kaffebar, hvor der serveres kaffe på fransk. Dvs. så
stærk at den drikkes au lait og med beignets til. Det er en mellemting
mellem berlinere og klejner, der frituresteges og serveres varme og
friske med masser af flormelis på - mmmm...
Efter en sund og nærende frokost tog vi en sejltur på Mississippi med
en rigtig dampdreven hjuldamper som vores sidste attraktion i New
Orleans, inden turen i morgen går til Atlanta, Georgia.

New Orleans School of Cooking.

I går gik med sight seeing i stor stil. Foruden hestevognsturen i
French Quarter tog vi en bustur, der i løbet af et par timer kørte is
rundt i store dele af New Orleans. Det var med en guide og faktisk
rigtig spændende, og foruden selve byen kom vi ud og så områder, som
Katrina havde ødelagt, og vi fik set en kirkegård. Det lyder måske
lidt morbidt, men det er en historie for sig selv hernede. På grund af
Mississippi flodens tidevand og manglen på rigtig undergrund (her er
sump), kan man ikke begrave folk hernede, uden de på et tidspunkt
bliver "skyllet op". Derfor ligger man de døde i stenkister over
jorden, og erfaringen viser, at med varmen og vejret i øvrigt, er man
ca. et år om at rådne væk. Så åbnes "kisten", knoglerne skubbes
ind i bunden af skuffen, og der er plads til den næste fra familien...
Hyggeligt, og det er næppe et tilfælde, at historier om zombier og
voodoo et ret stort hernede.
Nå, til noget mere behageligt. Familiens kok havde i går på
hestevognsturen spottet New Orleans School of Cooking, og maden
hernede er supergod. Det er creole/cajun og inspireret af både
franskmændene og de afrikanske slaver; meget krydret. Rikke var forbi
i går og blive skrevet op til cooking class i dag, men på grund af
det korte varsel, kom hun på venteliste. Det var altså tidligt op og
derind i dag, da standby pladserne gik efter først-til-mølle
princippet. Heldigvis kom hun på, og hun brugte formiddagen med at
lære om (og spise) gumbo, jambalaya, bread pudding og prailines. Imens
hærgede pigerne og jeg diverse souvenierbutikker.

French Quarter.

Så blev det New Orleans, Louisiana. Vi vågnede tidligt, for vi bor
på basen her, og på de amerikanske baser spilles nationalsangen hver
morgen kl. 8 via højttalere, som er sat op overalt. En i øvrigt meget
pudsig detalje, for i det minuts tid står tiden stille, da al
bevægelse udenfor standser; også biler og folk midt i lyskryds.
Nå, men vi har været på hestevognstur rundt i French Quarter.
Bourbon Street har vi været gennem, men det er faktisk ikke meget
andet end strip klubber og mildest talt ikke vildt børnevenligt. I
stedet har vi fundet en "Po-Boy" (sandwiches på flutes) snask ved
floden, hvor vi samler kræfter til eftermiddagens sight seeing.

Afslapning i sandet.

De seneste dage i Galveston har stået på ren afslapning. Både ved
hotellets pool, hvor pigerne desværre fik stjålet deres
dykkerbriller, og ved stranden. Når ikke vi badede i den Mexicanske
golf, byggede vi sandslotte. Nogen piger stoppede op og tog billeder
af vores sandslotte. Pigerne har her begravet deres far. Jeg tror nu
at en del af formålet med "legen" var vist at far fik en time på
ryggen!

Månesten.

Mie og far har fundet et stykke sten fra månen. Det er 3,8 milliarder
år gammelt og er bragt tilbage af Apollo 17, som var den sidste
mission til månen.

Så går turen snart hjemad.

Nu er vi i snart en uge stået op til denne udsigt fra terrassen, men
nu går den snart ikke længere. I morgen vender vi næsen hjemad mod
Virginia Beach med to stop undervejs. Vi har tre dage i New Orleans og
tre dage i Atlanta, inden det for alvor er slut for denne gang.

Så er den gal igen...

Vi er endnu engang taget ud for at se på rumskibe. Vi er i Johnson
Space Center i Houston, hvor Mission Control er, og hvor astronauterne
træner til deres missioner. Emma ønskede sig at komme herned, og
faktisk er dette årsagen til, at vi er taget helt til Texas for at
vende.
Det er faktisk ret cool, for det er alle de rigtige "live" fartøjer,
som bliver vist frem. Her er pigerne foran en af simulatorerne, og vi
så en rigtig astronaut i rumdragt og det hele gå rundt nede på
gulvet.

Endelig rigtig mad.

Det er faktisk lidt en skandale... Her er jeg midt i verdens
kvægcentrum, og så har jeg pånær en 500 gr. burger oppe i Dallas
ikke fået noget kød endnu, mens jeg har været i Texas. Rikke elsker
sea food, og da vi er ved den Mexicanske Golf, har de en ret
velrenommeret fiskerestaurant hernede, som jeg var uforsigtig nok til
at invitere på den første aften. Det VAR godt, men desværre betød
det, at jeg ikke har spist andet end fisk siden.
Indtil i aften, hvor jeg har fået en 600 gr. hormonpumpet texansk
porterhouse steak med hvidløgssmør på og cheesecake til dessert.
Ahhhh, så er livet til at holde ud igen.

Vel ankommet til Galveston.

Vi er kommet godt herned efter en rædselsfuld køretur. Selvom turen
herned fra Dallas var et af turens korte stræk, føltes det som det
længste, fordi vi skulle ind gennem Houston. En by med små 2
millioner indbyggere, og der var lidt mere trafikeret end man er vant
til fra Viborg.
Vi har fået en lille lejlighed med udsigt over både poolen og den
Mexicanske Golf.
Vejret er skønt. Her er lidt skyet, men temperaturen ligger konstant
lige omkring 30 grader og vandet er ligesom i badekarret. Og da vi kom
herned til stranden, som ligger på den anden side af vejen fra
hotellet, hoppede delfiner mindre end 100 meter ude. Skønt!
Pigerne har allerede lokket deres far til at købe boogie boards og er
i vandet som det ses.