Sanibel, FL.

Hoveddestinationen for sommerferien i år var øen Sanibel, der ligger ud for Floridas Golfkyst. Øen har stået på ønskesedlen siden vi var i Tampa i sin tid, fordi den ligger på tværs af Golfstrømmen som det sydligste stykke land og derfor skulle være fantastisk til at samle skaller på. Derudover bor Rikkes gamle "familie" fra tiden som au pair i Fort Myers, som ligger lige ved siden af på fastlandet, og dem ville vi gerne sige farvel for denne gang til.
Køreturen over til øen er over en lang bro, som giver et fantastisk førstehåndsindtryk af øen.

Vores timing skulle vise sig at være noget mindre end perfekt. Vi havde da godt set, at vejrudsigten truede med nogle byger, men det er jo helt almindeligt i Florida på denne årstid, hvor man næsten kan sætte sit ur efter eftermiddagens tordenbyge kl. 16. Desværre var det lidt mere alvorligt, for der var en række kraftige lavtryk i den Mexicanske Golf, der i løbet af vores uge på Sanibel samlede sig og dannede den tropiske storm Debby.

Så det blæste vildt, og det var ikke meget vi så til solen. Men heldigvis var temperaturen stadig på den rigtige side af 30 grader, så man kunne gå på stranden og gøre alle de ting, som man normalt ville have gjort. Blot med lidt mere vind i håret, end man kunne ønske sig. Faktisk fandt vi alle fire ud af, at overskyet eller ej, kan man stadig godt blive solskoldet. Og selvom det var overskyet, regnede det faktisk kun en dag, da Debby var lige over os, så der var faktisk et par flotte solnedgange at nyde på stranden også.

Vi havde lejet en lille hytte, som lå lige ved kysten. Det var for det første dejligt at have to værelser, køkken, dagligstue og kabel TV, når Moder Natur ind imellem viste tænder, og så var det skønt bot at have 50 skridt ned til stranden, for der brugte vi mange timer på lange gåture og "shelling".

Som ved Vesterhavet gjorde tidevandet også en helt enorm forskel på Sanibel. Midt på dagen var der dårligt nok sand at gå på, men om aftenen, når vandet havde trukket sig tilbage, var stranden op til 100 meter bred, og der var flotte skaller i hobetal lige fra almindelige muslingeskaller til konkylier på størrelse med en knyttet næve. Så det er ingen overdrivelse at sige, at der blev gået mange ture på stranden.

Desværre var der også mange levende iblandt, som naturligvis er fredede, og som man må nøjes med at beundre, inden de ryger tilbage i havet. En aften fandt Emma og Mie også en lille flok eremitkrebs, som de havde sjov med at fange.

Selvom mange var levende, havde vi alligevel en ganske pæn høst til Rikkes samling af skaller fra diverse feriesteder, og taget i betragtning, at flyttelæsset er sendt afsted, var det rigeligt!

På regnvejrsdagen kørte vi en tur til fastlandet, hvor vi brændte nogle timer (og penge) af i de lokale malls og biografen. Og så fik selvfølgelig besøgt Pops og Granny, som vi havde en hyggelig dag hos, og som tog os ud at spise på det lokale steak house. Det satte Jan og Emma stor pris på efter alt for mange sea food restauranter til da.

Vores sidste dag havde Debby passeret, så til ebbe gik vi tilbage til stranden og tænkte, at der måtte være som en guldgrube efter den vind. Ebbe eller ej var der dog stadig så meget vand i Golfen, at stranden var væk, så det blev i stedet til en lang gåtur på ni km. ud til fyrtårnet.

St. Augustine, FL.

Hoveddestinationen var øen Sanibel i Florida, men da den ligger et godt stykke nede på Floridas Golfkyst, tog vi turen i nogle småbidder. Derfor blev det også til en overnatning i Floridas ældste by, som Ponce de Leon i sin tid fandt i sin søgning på ungdommens kilde.

Der er ikke vanvittigt meget at foretage sig, men det er en hyggelig lille by ud mod Atlanterhavskysten at drysse rundt i, og så skal man ikke tilbringe hele tiden på Interstaten.

Charleston, SC.

Første stop for årets sommerferie var Charleston i South Carolina. Det er en af de hyggelige byer i de gamle Sydstater, som nok er mest kendt fra serien Nord og Syd. Vi tog to overnatninger og brugte en dag på at drysse rundt og nyde varmen, atmosfæren og gode middage.

Omkring frokosttid kom vi forbi et sted, hvor en restaurant havde udbygget med et lille TV køkken, så man kunne overvære en kok i aktion med Southern Cooking. Så kunne man lære lidt om stedets specialiteter og spise det bagefter. Vi fik pladser og nød en fremragende frokost bestående af frisklavet gumbo og caramel pound cake til dessert.

Den hidtil værste weekend i familiens historie.

De seneste 14 dage har været en følelsesmæssigt hård tid for familien, for der er blevet sagt farvel mange gange og grædt meget. Men denne weekend har da været helt galt, for de sidste ting er nu blevet afsluttet her i Virginia Beach.

Jan havde sidste dag på jobbet i fredags. Rikke har slidt ugen igennem med at få det gjort rent og klart til aflevering, og i fredags blev det så leveret tilbage til ejeren og depositumet betalt tilbage. Vores gode venner, the Manloves, gav os på dagen en fantastisk gave, som hver dag resten af livet kan minde os om de mange gode timer på Church Point Road. Ruth havde taget et billede, som hun har fået lavet til maleri til os.

Fredag var også pigernes sidste skoledag. Og selvom der er blevet hængt ud til den store guldmedalje til end-of-year fester og udvekslet e-mail adresser, telefonnumre og Skype profiler, ved alle jo inderst inde godt, at det aldrig bliver helt det samme. Den erkendelse rammer hårdt, og det har bare været på alle måder træls at komme igennem alle afskederne.

I aften har vi været til afslutningsopvisning med pigernes danseskole. Der bliver givet fuld gas, og skolen lejer byens koncertsal til at afholde opvisningen. Hele 50 hold optræder, og det er en fremragende oplevelse. Skolen har blandt andet Virginia mesteren i dans, og der er mange rigtig flotte shows. Emma gav et nummer og Mie dansede på to hold i år.

I dag flyttede vi ud af ferielejligheden ved bugten og tilbringer natten på hotel i Downtown Virginia Beach, inden vi i morgen triller sydpå på vores sommerferie, som efter et stop i Charleston, South Carolina skal tilbringes i Florida. 

Det er lidt usikkert, hvor mange rapporter der vil komme undervejs, men i hvert fald er det hensigten at være tilbage i Virginia Beach den 30. juni. Så skal vi bruge et par dage på dyrlægepapirer til Meeko, inden vi den 3. juli tager til Washington DC for at fejre 4th of July deroppe. Den 6. juli tager vi med SAS maskinen til København, og den 7. juli hedder "hjem" igen Danmark.

Mies sidste Honor Roll

I går var vi til årets sidste Honor Roll assembly med Mie, som fik diplom for at have været på Honor Roll hele året.

En dejlig måde at slutte skoleåret på inden sidste skoledag for begge pigerne i dag.

Sikke en udsigt.

Altså helt ærligt. Egentlig burde man være lidt trist over, at tiden på Church Point er slut. Men vi bliver simpelt hen så overvældet af udsigten her fra vores ferielejlighed, at det er umuligt at holde fast i dårligt humør. Et par eksempler fra i dag.
I morges da vækkeuret ringede, slog vi øjnene op til denne udsigt fra sengen.

Eftermiddagen er tilbragt på altanen i solen, og her til aften blev gyngesofaen så vendt 180 grader, så vi kunne nyde synet af solen, der sagde farvel og tak for i dag til et glas rødvin.

For et øjeblik siden stak et af de store hangarskibe til søs. Jeg fik et meget sjovt billede, hvor man kan se størrelsesforholdet til en i øvrigt pænt stor tanker, som ligger ude på reden.

Så er det slut.

Så blev den sidste container fyldt til bristepunktet, lukket og sendt afsted. Så pånær lidt rengøring er eventyret på Church Point Road nu uigenkaldeligt slut. En lidt trist og tom fornemmelse men samtidigt rart, at vores jordiske gods endeligt kom på vejen. Så krydser vi blot fingre for, at vi ser det hele igen i god stand sidst i juli.

National Junior Honor Society.

For et par måneder siden, blev Emma af skolen inviteret til at søge om optagelse i National Junior Honor Society http://www.njhs.us/. De evaluerer hendes akademiske formåen og hendes personlige egenskaber, og så skulle hun skrive en essay om sig selv til optagelseskomiteen.

Forleden fik vi besked om, at hun var blevet optaget, og her til aften var vi til ceremony på Great Neck Middle School, hvor hun blev optaget i klubben sammen med de andre "inductees". Her er hun sammen med skoleinspektøren Dr. Soltner efter optagelsen.

Efter ceremonien tog Rikke og jeg til reception på det danske krigsskib Esbern Snare, som er i byen i forbindelse med en øvelse på den amerikanske østkyst. Dejligt med frikadeller, rullepølse, laks, oste, godt brød og kolde gin/tonics på helikopterdækket med udsigt til en flot solnedgang.

Skøn feriebolig.

Da vi nu ikke længere kan bo på Church Point, er vi flyttet i ferielejlighed. Den ligger i første række og bogstaveligt midt på Chic's Beach.

Det er simpelt hen fantastisk, og det letter altså noget på humøret, når man kan spise på altanen og gå af sin egen trappe lige ned på stranden bagefter. Og endnu bedre er huset i tre etager, så det er ikke nødvendigt at rulle for i stuen på anden og soveværelset på tredje sal. Så udsigten ved sengetid og når man står op er simpelt hen, så man må knibe sig i armen og sukke dybt.

Det er umuligt at vågne med sin elskede og have denne udsigt fra dobbeltsengen og være i dårligt humør.

Første container pakket og sendt afsted.

I går eftermiddags fik vi den første container pakket og sendt afsted. Den blev først ca. halvt fyldt med flyttegods, og så blev Corvetten lusket ind bagefter og spændt fast.

I det mindste gang var det ikke et endeligt farvel denne gang, men kun på gensyn. Den sidste container blev afleveret i dag, og forventes pakket færdigt og undervejs omkring middagstid i morgen.

Heldigvis blev der også tid til at fejre fødselsdag. Jeg nød morgenmaden sammen med pigerne, og i går aftes var vi på A Chef's Kitchen og spise. En super restaurant, der er den hele times køretur værd. Den er bygget som et TV køkken, og hvor kokkene så tilbereder og serverer os fem retter med vine, mens de fortæller.

Cruising for chcks.

Både Mie og jeg har været kede af at skulle sige på gensyn til vores legetøj. Så vi aftalte at lade det rejse sammen. Corvetten skal læsses i containeren i morgen tidlig, og Æsel har lovet at passe på hende undervejs. Så Mie har sat Æsel på plads bag rattet i dag, og så er han ellers klar til at cruise derudaf.

Farvel til fars baby.

Så blev min baby overdraget til sin nye ejer. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, at min 200HK cabriolet nu skal skiftes ud med en eller anden dansk minibil, som vel er det eneste, jeg kan få råd til. Og som formentlig koster det dobbelte af, hvad jeg fik solgt min Eos til.
Men det var sjovt, så længe det varede.

Ingen vej tilbage.

Så er vi stået op til den hidtil værste dag i vores liv. I dag er første dag i afslutningen af fire af de mest fantastiske år af vores liv. Et eventyr som vi kan leve højt på længe.
Vi vidste jo sådan set godt, at dagen ville komme, men har heldigvis været i stand til at ignorere det totalt de seneste fire år. Det har nok været med til at gøre de fire år så fantastiske, men til gengæld ramte chokket så meget hårdere i morges.
Flyttefolkene kommer i morgen, så dagen skal gå med at flytte ud af huset og ind i en lejlighed ved Chesapeake Bay.
De næreste af venner har allerede været her og rydde dødsboet for, hvad der ikke kan tages med hjem, og de kan bruge, og resten af vores dag skal nu gå med at pakke personlige ejendele og tøj til seks uger, inden vi ser vores ting igen på Solvænget 106. Og det er bare overhovedet slet ikke morsomt på nogen måde.
Det betyder, at når jeg om lidt har trykket "udgiv" på dette indlæg, vil jeg bryde vores netværk ned, og vi vil derefter kun være at træffe på mail og mobiltelefoner, indtil vi ses igen.

Afskedsfest med danskerne.

I går aftes oprandt dagen, som vi godt vidste ville komme, men som vi belejligt har ignoreret - dagen for vores afskedsfest med de andre danskere. De andre havde sat alle sejl til for at gøre det til en god aften. Festen var lavet i Hawaii tema, og der var taler, skuespil, fællessang, musik, dans og masser af hygge. Det viste sig faktisk at være den hidtil bedste fest blandt danskerne, så det lettede jo noget på stemningen.

Vores flok af unge mennesker blev ret grebet af stemningen og lavede deres eget band i løbet af aftenen. Emil på 18 år spiller guitar og samlede vores mange piger i alderen 11 til 15 som sangere. Og så optrådte de ellers. De var smaddergode, og det er svært at sige, om det var Emil eller pigerne der hyggede sig mest.

Pigernes skuespil.

I fredags var premiereaften for pigernes skuespil. Mie spillede tre roller i the Edge of the Nest, som var et hylemorsomt stykke om at vokse op fra barnsben til teenageårene. Pigerne elsker skuespil og drama, og jeg er under et vist pres for at finde noget tilsvarende i Danmark, når vi kommer tilbage. Så hvis nogle kender noget til den dramaskole, der angiveligt skal være i Viborg, hører vi gerne om det.

Efter en times søvn om natten skulle Emma også opføre sit skuespil igen. Hun spillede Lady Prunella og spøgelset i the Ghost of Plymouth Castle, og hun var i sit es. Det var lidt grænseoverskridende at skulle optræde for sine veninder, men hun var fantastisk, og da veninderne nød showet, var det først rigtig sjovt.
Desværre var det hårdt efter showet, for pludselig blev vi jo opmærksomme på, at det i modsætning til det seneste sæsonafslutninger ikke var "på gensyn efter ferien" men "farvel". Det er en rigtig hård tid for pigerne, og det knuser mit hjerte at se dem så ulykkelige uden at kunne gøre noget for at hjælpe.

Tøseaften.

Da Emmas fødselsdag er midt i ferieperioden, har vi de seneste år valgt at hun kan holde sin fødselsdagsfest ingen skoleårets afslutning. Det blev så i fredags, hvor otte veninder kom på besøg. Vi mødtes på California Pizza Kitchen, hvor de havde fået eget bord så langt væk som muligt fra os. Efter middagen tog pigerne med til premiere på Emmas skuespil. Og derefter var det med hjem og bade i poolen, fnise, spise kage og overnatte. Det sidste blev det vist ikke meget til, for i hvert fald to af pigerne kom aldrig i seng, og vi kunne høre dem fjolle hele natten. Emma holdt ud det bedste hun havde lært, men besvimede alligevel til sidst og nåede så at få en hel times søvn, inden en ny dag truede.

Dyreliv i haven.

Vi har haft et rigt dyreliv ved poolen i år. En stor flok ænder har holdt til i haven og lader sig kun nødtvunget jage væk. Forleden stod også en stor fiskehejre. Den kan altså ikke være klog, for godt nok er der meget vand, men der er altså ingen fisk.