Så er snefaldet overstået.

Ifølge de lokale aviser er det 20 år siden, der sidst har været sådan et rigtigt snefald her i området, så det er med at nyde det, så længe det varer. Snefaldet er vist overstået, og her har været fantastisk smukt i dag med al den hvide sne i bagende sol. Til gengæld er her også nærmest livsfarligt at færdes, for solen har smeltet godt af sneen i overfladen, men her til aften er det begyndt at fryse hårdt, så vejene er dækket af et spejlblankt lag is. Faren består så i, at amerikanerne tager deres kæmpestore tretons biler på sommerdæk og tænker at firehjulstrækket nok skal redde dem, og så drøner de ellers bare derud af uden respekt for hverken sne eller is, for de fleste har aldrig kørt i det før. Og snerydningsudstyr er her ikke meget af, for når det kun sker en gang hvert tyvende år, er det bare ikke noget, der bliver prioriteret på byens budget. Ikke kedeligt siger jeg bare.
Nå, pigerne nyder det, for skolen er aflyst i morgen, da byen ikke vil tage ansvaret for at køre med skolebusserne. Desværre er jeg nok nødt til at tage på job, men jeg regner med at luske derindad lidt op ad formiddagen, når den værste myldretid er overstået.

Selvfølgelig kan man lave snemænd, far.

Mie har sådan ønsket sig en snemand, og har været lidt utilfreds med, at jeg ikke har ment det muligt. Så da jeg for anden gang i dag måtte ud for at skovle sne, bestemte Mie sig for at bevise, at man selvfølgelig kan lave en snemand. Så mens jeg har skovlet, så jeg er helt radbrækket (vi har en grotesk stor indkørsel), byggede Emma videre på igloo'en, og Mie byggede en rigtig flot snemand. Sådan, far!

Bagefter viste jeg dem, hvordan "snemænd" (eller - piger) også kan bygges.

Vi skal i byen i aften, men heldigvis er det hos den danske Maersk-familie, som bor lidt nede ad gaden, så mon ikke vi klarer os på gåben eller kan luske derned i bilen.

Så nåede vinteren også (endelig) til Virginia Beach.

Det er ikke mere end to dage siden, Jan i korte ærmer tog på golfbanen med en flok kolleger i 17 graders varme og kom hjem helt rødmosset i ansigtet af solen. I går faldt temperaturen så pludselig til frysepunktet, og meteorologerne begyndte at fable om sne, som ingen efterhånden tror på længere. Men i nat skete det endelig. Efter utallige trusler, der aldrig for alvor er blevet til noget, kom vinteren til Virginia Beach, og vi stod i morges op til vildt snefald, der faldt oven på de godt 10 cm., som allerede lå. Selvom det måske ikke lige passer så godt til åben bil og "beach" i bynavnet, var det bare skønt, og der var da også kun en skål corn flakes og en kop kaffe mellem os og sneen.

Desværre er det stadig frostvejr, så en snemand kunne vi ikke få til at hænge sammen, men Jan skovlede indkørslen i en kæmpe snedrive, som pigerne har gravet ud til en igloo, og kælken er kommet ned fra loftet, hvor den ellers har ligget urørt siden Danmark. Efter at have bygget igloo og slåsset med sne, gik vi alle en tur i nabolaget, der er smukt i den hvide sne, men gæsterne fra i sommer kan sikkert se, at bugten ser lidt barsk ud i vintervejr. Det kunne næsten være billeder fra Danmark.

Inden gåturen havde Rikke sat boller til hævning, så efter at have fået varmen, har vi hygget med friskbagte boller og varm chokolade. Her er pigerne kravlet i matching grønne hygge outfits og ser friske og dejlige ud.

At ansøge om optagelse på Old Dominion University.

I takt med at børnene klare sig selv i skolen er mit liv mere og mere kommet til at dreje sig om mad og zumba. Om mad- med alle de frokostaftaler jeg har og, om zumba -for at arbejde frokosterne af igen. I løbet af efteråret er jeg gået og kommet i tanke om, at måske skulle jeg prøve at søge ind på universitetet. De første par forsøg på kontakt til universitetet gik i vansken, da dem jeg skrev til ikke svarede. Det viser sig, at jeg nok har skrevet til de forkerte... I november var der så endelig hul igennem. En gut fra den internationale administration, (ja, hvem kunne gætte at man skulle starte der?) var venlig at svare. Først skulle der udfyldes en online ansøgning. Da det var gjort fik Jan mig tilføjet på NATO's liste over studerende, hvilket betyder at jeg får rabat på de forskellige fag. Så fik jeg en liste over ting der lige skulle ordnes, INDEN de ville behandle min ansøgning. Pyh.. Der skal oversættes eksamensbeviser og, de skal sendes fra den institution der i sin tid har udstedt dem. Ellers kunne jeg jo have "rette" lidt i karakterene. Der skal skrives essay om mine mål frem i livet. Der skal indhentes udtalelser fra tidligere arbejdspladser og der skal tages tests. Radiografuddannnelsen i Odense, mente nok ikke at de havde gemt så "gamle" eksamensbeviser...HVAD? Udtalelserne er ikke bare fire linier om, at jeg har været ansat fra her til der. Nej, det er en nydelig formular med små rubrikker der skal krydses af. Hvordan er ansøgers intellektuelle formåen? Middel, over middel eller under middel? Det skal de nok få meget sjov ud af i Aalborg... Så er der testene. En generel test med bl.a. gymnasie matematik, her husker flere måske de kvaler jeg havde første gang jeg skulle lære matematik. Så var der så også lige en lille engelsktest, toelf. Ved et tilfælde fandt jeg på ODU's hjemmeside, at der blev afholdt en toefl test 5. januar 2010. I ugen mellem jul og nytår ringede jeg flere gange til universitetet for, at tilmelde mig den test. Jeg lagde flere beskeder på deres telefonsvarer (jeg hader de maskiner) uden held. Pludselig den 4. januar fik jeg fat i nogen, universitetet havde været lukket mellem jul og nytår! Man skulle møde op i egen høje person for at tilmelde sig toefl testen. Så jeg pakkede hele svigermekanikken, der jo stadig var på juleferie, i bilen og kørte til ODU. 5. januar kunne jeg så tage toefl testen sammen med 49 andre håbefulde udlændinge. Testen var i tre dele. Først små samtaler man skulle lytte til og så svare på et spørgsmål. Så en grammatik del, hvor man skulle finde en grammatisk fejl i en sætning. Tredie del var et længere stykke tekst med tilhørende spørgsmål. Allerede den 7. januar var testen rettet og man kunne komme og hente sin score. Det viser sig, at jeg høre og forstår et udmærket engelsk. Min score var 640 ud af 660 mulige. Jeg havde svært ved at få armene ned.
Nu mangler jeg så bare alt det andet på listen...

Det var den juleferie.

Så har vi i dag sendt farmor, farfar og onkel Lars afsted mod Danmark efter tre hyggelige uger. Vi var ellers lige ved at blive bekymrede en kort overgang, for hele området har været i selvsving de seneste dage ved truslen/løftet om sne i dag. Sædvanen tro blev det dog ikke til meget andet end trusler, og selvom der var et par snefnug ind imellem, kunne de stort set tælles på én hånd.
Pigerne har udfyldt den pludselige stilhed i huset ved at være sammen med veninder, og vi to andre har bare slappet lidt af. Så nu er det blevet tid til at gøre status over ugerne og nedfælde et par afsnit i dagbogen, mens det stadig er i frisk erindring.

Farmors 60-års fødselsdag.

Farmor fyldte 60 år den 6. januar, og hun har altid truet med, at hun ville rejse på sin fødselsdag. I sommer sagde Rikke, at hun da var velkommen herovre, hvis hun ville rejse, og sådan gik det til, at vi kunne holde både jul, nytår og 60-års fødselsdag med Jans familie i år.
Farmor nyder at køre ture og se lidt, så efter at være kommet hjem fra skolen og have fået kaffe og donuts, kørte Jan med sin familie op på den østlige havø af Virginia, hvor der er landligt og masser af natur at se på.
Måske er det endda rigeligt langt ude på bøhlandet, for tilsyneladende går man ret meget op i ejendomsretten derude. Vi valgte i hvert fald at vende om, da vi så dette skilt på en af de små veje ned til vandet. "Advarsel. Du har nu passeret to skilte med privat - ingen adgang for uvedkommende. Ejeren er svært bevæbnet. Kør tilbage og kom ikke igen. 57 krænkere af den private ejendomsret er dræbt siden 1984."
Hvorvidt ejeren rent faktisk mener det, ved vi naturligvis ikke, men der er ingen tvivl om, at det er hans ret, og vi havde ikke tænkt os at tage chancen for at blive nr. 58 til 61.

Så vi kørte ud i en nationalpark, hvor der er offentlig adgang og spiste en snack, inden vi kørte hjemad for at slappe af inden aftenens strabadser. Farmor havde nemlig inviteret ud på byens bedste steak house, og farfar, Lars og Jan havde bestilt en limousine til at køre os derud. Det vidste farmor ikke noget om; hun havde blot fået besked på at være klar til afgang på et fastsat tidspunkt. Sjovt nok undrede det hende ikke, at det var en time før bordreservationen. Hun blev derfor noget overrasket, da en spritny 10-personers hvid Chrysler 300 limousine trak op foran huset og vi fortalte hende, at nu kunne vi køre. Her er vi klar til at tage afsted.

Vi havde lejet limousinen til at køre os rundt i byen i en time inden middagen, så vi kunne sidde bagi og drikke champagne og sodavand til pigerne.


Derefter blev vi leveret lige til døren på Ruth Chris' Steak House, hvor farmor havde bestilt en fremragende treretters middag til os. Kaffen fik vi hjemme på Church Point Road, da pigerne skulle hjem og i seng inden næste dags skoledag.

Hjemturen var knap så glorværdig, for den foregik i Hondaen, som Jan og Lars havde været nede ved restauranten og parkere om eftermiddagen. Men selv en hjemtur i Hondaen kunne ikke tage glansen af en super 60-års fødselsdagsfest.

Student of the Month.

Skolen kører hver måned et tema for "gode karaktertræk" ved børnene (nogle gange kunne man ønske sig, at de ville gøre det samme blandt lærerne...). Så udvælges der to børn fra hver klasse til månedens elev på baggrund af dette karaktertræk. I december var temaet kindness, og Emma blev valgt som månedes elev i sin klasse.
Det blev fejret på farmors fødselsdag, hvor hele familien troppede op på skolen for at overvære overrækkelsen af certifikat og klistermærke til bilen. Det er Emma yderst til højre.

På jagt i Blue Ridge Mountains.

Pop Cauley Hunt Club ligger 400 km. vest for os oppe i Blue Ridge Mountains, hvor vejrmeldingerne lød på hård frost og 20 cm sne.

Det var vi mildest talt noget spændte på, for Jans lille topløse bil er næppe det mest ideelle køretøj til sådan nogle forhold. Vejene var dog ryddet fint, så det gik uden problemer at komme op til den grusvej, der leder op til jagthytten. Heldigvis havde en af klubbens medlemmer (Ara) holdt nytårsaften med sin familie i hytten, så der var kørt et spor op til hytten, som EOS'en fint kunne køre i, men det var en uhyggelig lyd at høre sneen skrabe mod maven af bilen på vej derop.
Hytten er bygget ved klubbens oprettelse i 1960 efter det forhåndenværende søms princip, og jeg antager (min erfaring er jo ikke stor), at den som jagthytte betragtet er fantastisk. Meeen som ramme om nytårsfest med familien, ved jeg nu snart ikke. På grund af frosten var der ikke rindende vand, så opvask blev foretaget i bækken uden for hytten, med mindre man da havde plasticservice (hvilket vi heldigvis havde). Toilettet var et separat skur, hvor et par huller i et bræt gjorde det ud for tønden, og hvis man kom uden for rækkevidde af pejsens strålevarme, var der bare slædehundekoldt i hytten. Lars og jeg var også lige ved at få et chok, da vi blev vist ind i køjerummet, som egentlig var dejlig nok til en lejrskole i sommermånederne, men som på dagen var som at træde ind i en kummefryser (det endte med, at vi sov i sofaerne foran pejsen). Aras familie var da heller ikke til at se for r.. og skosåler, da vi ankom. De skulle tilbage til civilisationen i en fart, og specielt hans teenagedatter var langtfra imponeret. Fik jeg nævnt, at mobiltelefondækning forsvandt en lille times tid før ankomsten til hytten?! Ara sagde senere til os, at han ikke forstod, hvad de mukkede over. De havde da ristet hot dogs over bålet i pejsen med marshmallows til dessert, og havde haft masser af tid til hinanden. Tja, sådan er det jo så forskelligt, hvad man mener, der er en fed nytårsfest.

Nå men tilbage til sagen, så havde vi et par fantastiske dage i hytten, da vi havde vænnet os til temperaturen og lært at holde os i nærheden af pejsen, og vi endte med at nyde "man cave" konceptet. Her er et par stemningsbilleder.

Efter lidt hurtig morgenmad fik vi udleveret våben, der på grund af årstiden var forladerifler. Jeg havde indledningsvis været lidt bekymret ved tanken om kun ét skud til rådighed før genladning, da det jo foruden rådyr var sæson for bjørne. Det viste sig imidlertid at være en ret heftig kaliber .50 riffel, så mon ikke det nok skulle gå. Derefter tog Ara os på en tur rundt i området, så vi kunne lære det at kende inden skumringen satte ind. Lars og jeg havde klædt os på til sidde i en stand i timevis, så det der viste sig at blive en tre timers vandretur, var lige ved at tage livet af os. Hytten lå i bunden af en kløft omgivet af ultrastejle bakker, som vi skulle op af for at komme op på et plateau, hvor den gode jagt angiveligt var. En stigning på godt 300 meter... Turen var dog alle anstrengelserne værd, for området var utrolig flot, og vi så masser af friske spor fra både dyr og kalkuner. Her er et par stemningsbilleder fra området.

Efter gåturen og vel tilbage i hyttens varme var der chili til frokost, som jeg havde lavet hjemmefra, så det bare skulle varmes. Derefter ud igen, så vi kunne nå at komme på plads, inden mørket satte ind. Denne gang havde Lars og jeg valgt at sidde stille med udsigt over en mark, hvor vi tidligere på dagen havde set masser af friske spor. Vi havde derfor taget godt med tøj på, men det blev alligevel en kold fornøjelse at sidde tre stive timer på sin flade sneen i fem graders frost uden rigtigt at kunne bevæge sig for ikke at lave støj.

Til gengæld var permafrost i hele kroppen desværre det eneste vi fik ud af det. Skoven virkede stendød, og det eneste vi så var denne lille opossum.

Efter mørkets frembrud luskede vi slukørede hjem til hytten, hvor vi hyggede os med en rigtig herremiddag. Vores vært, Mark, havde medbragt 1½ tomme tykke rib eye steaks, der fyldte hele tallerknen. Umiddelbart vil jeg gætte på, at det var en steak på den rigtige side af 500 gram, og tilbehøret var en luns hjemmebagt brød og en skefuld majs. Herlighederne blev skyllet ned med en flaske 10 års Tallisker, som jeg havde medbragt. Det varede da heller ikke længe, førend vi lå varme og mætte i poserne foran pejsen og kogte.

Det varede dog ikke længe, for lidt i 6 stod vi op igen for at komme ud på plads inden dagslyset skulle begynde ved 7-tiden. Det var en kold fornøjelse, for temperaturen var kravlet ned på minus 8 grader, og der blæste en stiv vind, som foruden at gå gennem marv og ben har bidraget pænt til at bringe temperaturen ned på tocifrede frostgrader. I stedet for at sidde stille som aftenen før bestemte vi os derfor for at klatre op på plateauet igen og prøve lykken derfra.

Efter noget slukørede at være ved at opgive et par timer efter daggry, fik dog lige pludselig varmen igen. For bedst som vi stod på en sti og overvejede, om vi skulle kalde det en dag, krydsede et dyr pludselig stien 50 meter fra os. Lars så det først og så pludselig helt vild ud i blikket, mens han pegede "der er sør'me et dyr". Jeg troede først, det var hans spøg, men så det så også. Vi er ret sikre på, at det hverken havde hørt eller lugtet os, for det stoppede bare op og stod der måske 6-8 sekunder. Desværre var det ikke lang tid nok for et par urutinerede jægere til at reagere, for inden vi havde fået riflerne klar til skud havde det taget et skridt ind bag et par fyrretræer. Det var ganske unge træer, så de gav ikke som sådan dækning for dyret, men vi kunne ikke se kroppen rigtigt, og ingen af os ville derfor tage skuddet. Det gav dog blod på tanden og varme i kroppen, så vi blev ved endnu en times tid, men fik desværre aldrig muligheden igen.

Skudt fik vi dog, for en forladeriffel kan kun aflades på én måde, men vi fik kun dræbt en træstub denne gang. På vejen hjemad så vi dog masser af andre jægere, og én havde i hvert fald været heldig, for han havde en bamsefar liggende på ladet af sin truck. Det skulle så i hvert fald aflive myten om, at de går i hi hernede i den sydlige del af landet.