Nytårsaften 2009/10.

Nytårsaften blev fejret hjemme i år. Vi startede traditionen tro med Majestætens nytårstale, som man heldigivs kan se via Internettet, og derefter havde køkkenchefen (Rikke) lavet en fantastisk middag. I staten Virginia er fyrværkeri ulovligt, så det blev der ikke meget af. Til gengæld havde Emma og Mie arrangeret Vild med Dans konkurrence som aftenens underholdning inden 90-års fødselsdagen og skålen til midnat. På det tidspunkt overvejede vi kortvarigt at holde fast i traditionerne og ønske Pia og Leif et godt nytår. Rikke mente dog ikke, at Pia for alvor ville sætte pris på det, så det blev ved tanken.

I stedet tørnede vi ind kort efter midnat, for Lars og Jan skulle op igen kl. 4 for at køre på jagt.

Drengetur til Washington DC.

Efter at have slappet af i juledagene (og den værste sne var smeltet væk nordpå), tog Lars og Jan på en drengetur til Washington DC. Vi kørte fra Virginia Beach kl. 6 om morgenen og havde den hurtigste tur derop nogensinde, for der var ikke meget trafik.

Vi startede med en rundtur på Arlington, der var pyntet med en krans ved hver eneste gravsten i anledning af julen. Det er et som altid et bevægende sted at besøge, og kransene gjorde det ikke mindre imponerende.

Vagtskiftet ved den ukendte soldats grav var hurtigere end nogensinde før set, for det var bidende koldt. Selvom himlen var høj og blå, og der var masser af sol, kunne den absolut ikke mærkes, for det frøs omkring 4 grader og blæste en stiv vind.
Godt forfrosne kørte vi ind til DC for at tage den sædvanlige rundtur på monumenterne. Sædvanen tro var parkering nærmest umulig, men heldet tilsmilede os, da vi fandt en parkeringsplads lige ud for Botanisk Have oppe ved Kongresbygningen. Først efter at have parkeret så vi, at der krævedes specielt bevis, men da det var weekend, valgte vi at tage chancen. Det gav lidt spænding, som jeg skal fortælle om senere.

Jeg havde beregnet de sædvanlige små seks timer til rundturen, som er den tid, vi normalt har brugt, når vi har haft andre trukket rundt deroppe. Meeen, monumenterne blev set på under fire timer, som er rekorden indtil videre. Lars mente, at fotografier var stort set unødvendige, for ifølge ham selv fejler hukommelsen jo intet, og vi stod ikke mange minutter hvert sted for at reflektere. Som Lars så poetisk udtrykte det, så ændrer de jo ikke udseende, blot fordi man står og glor på dem i timevis...

Jeg insisterede dog på at blive fotograferet ved det Hvide Hus' juletræ, for det er første gang, jeg har set det.

Efter at have været rundt ved de forskellige "must sees", vendte vi næsen tilbage mod bilen, og her ventede en overraskelse, som satte lidt fart på blodet og gjorde, at vi hurtigt fik varmen igen. Som nævnt holdt vi ulovligt parkeret, men det var som sagt weekend, og der var så mange minivans parkeret med plader fra andre stater, som lugtede langt væk af turister, at vi nok mente, der blev set gennem fingre med det fra ordensmagtens side. Ikke desto mindre var det dog jævnligt samtaleemne under vores tur rundt i byen, for det ville altså ikke være superlækkert, hvis bilen var væk, når vi kom tilbage. Rikke og jeg har så tit set biler blive fjernet, at vi ved, det bliver ment, når skiltene siger "towing enforced". Og så især på en parkeringsplads forbeholdt ansatte ved den amerikanske kongres. Da vi kom tilbage mod Kongressen, kunne vi et kvarters gang væk se flere blå blinklys på parkeringspladsen i nogenlunde samme område, som vi holdt parkeret. Samtidigt kredsede en helikopter om Kongresbygningen og det umiddelbare område omkring, og der kørte flere politibiler rundt og ligesom patruljerede på de grusstier, der ellers normalt er forbeholdt fodgængere.

Godt nok blev vi ved at sige til hinanden, at det sikkert var et tilfælde, for det var måske alligevel voldsomt nok at sætte iværk for en ulovligt parkeret bil. Ikke desto mindre, var det med en vis uro, vi nærmede os bilen. Heldigvis viste det sig ikke at være os, de var efter. Vi gætter på, at der skulle komme prominente gæster til Kongressen, for de var tydeligvis ved at rydde parkeringspladsen og spærre af, så når alt kom til alt, var det sikkert godt, at vi ikke først var kommet tilbage et par timer senere.

Resten af aftenen parkerede vi i parkeringshus inde i byen, hvor Rikke havde bestilt "bord" til os på ESPN Zone. Det er en sportsrestaurant, som er centreret omkring en kæmpeskærm og en række mindre skærme, så man kan følge aftenens kampe. Billedet herunder fra i sommer giver et godt indtryk af skærmene, og Lars og jeg sad i lænestolene med forskamler lige foran, hvor vi fik nachos, burgere og fritter "the american way". Her tilbragte vi næsten to timer, og jeg nåede faktisk at få en lille morfar også, inden vi satte kursen sydover mod Virginia Beach igen. Hvor tit oplever man lige at sidde og småsove uforstyrret på restaurant..?!

Julen 2009.

Juleaften blev afholdt efter alle danske traditioner. Der var and og flæskesteg med tilbehør og ris a la mande til dessert. Værtinden tog mandelgaven i år, og selvom der er gjort meget ud af at undersøge sagen, er vi andre endnu ikke helt overbeviste om, at der ikke har været urent trav, for hun fik sjovt nok mandelen i første mundfuld...

Da vi jo er i USA, besluttede vi også at følge amerikansk tradition i år, så første juledag havde vi gemt et par pakkerne, så pigerne kunne starte dagen med at åbne en julegave. Ellers gik dagen med traditionel dansk julefrokost, hvor vi fik alt hvad hjertet kan begære af hjemmelavet mad. Rikke havde bagt rugbrød og leverpostej, og hun havde lavet karrysild, remoulade og mayonaise til rejerne. Pånær manglen af juleøl kunne man næsten tro, at man var i Danmark.

Familien vel ankommet.

Så ankom familien endelig efter at have kæmpet sig igennem vinterens hærgen.
Flyveturen gik denne gang via Chicago (der i sig selv var modigt på denne årstid, for deroppe ved de altså, hvad vinter vil sige) og direkte til Norfolk med forventet ankomst ved midnat. Som frygtet var flyene imidlertid forsinkede både ud af København og igen ud af Chicago på grund af sneen, så det var tre trætte danskere, Jan hentede i Norfolk lufthavn kl. 3 om morgenen den 23. december. Men det havde trods alt været en god tur og alle kufferter nåede frem, og så var det jo bare dejligt at ses igen.
Dagen gik med indkøb af de sidste julegaver og et desparat forsøg på at få strøm på batterierne inden juleaften, og middagsmaden lillejuleaften fik vi på en lille hyggelig restaurant for de lokale (som vi vel efterhånden tilhører), der hedder Hell's Kitchen.

Only in America...

Hvor ellers kan man udstyre sin bil med gevirer og rød næse, så den ligner Rudolf..?!


Her er hundekoldt (lige omkring frysepunktet), men den smule snedrys vi fik hernede, er desværre forsvundet. Til gengæld er himlen blå og skyfri, så i det mindste kan vi nyde solen.
Farmor og farfar og onkel Lars er netop lettet fra Kastrup, så de skal hentes i Norfolk lufthavn i aften ved midnatstid. Vi har netop sendt pigerne afsted på deres sidste skoledag, og så er Rikke ellers gået i gang med at stege ænder, så de er klar til juleaften. Ellers skal dagen gå med at pakke julegaver ind og gøre klar til familieoptøjerne.
Glædelig jul til alle herfra.

Det jul - det cool...

Okay, vi ved godt, at vi ikke kan måle os med den koldeste nat i otte år som i Karup forleden, eller de vanvittige mængder sne der er faldet over Fyn den seneste uge, men lidt har også ret.
For første gang i år har temperaturen sneget sig under frysepunktet her i Virginia Beach, og her til aften begyndte sneen at dale forsigtigt ned.

Indrømmet, jeg har snydt lidt med billedet, for det er blitzen som får snefnuggene til at se så store ud. Der falder kun ganske lidt, men da vi er på-1 grad, bliver det liggende på græsset, som er blevet rigtig pænt hvidt. Og vi nyder det, for julehumøret er højt. Julegaverne er købt (og de fleste pakket ind), har haft venner til æbleskiver her i eftermiddag, Jan er startet juleferie, og pigerne er færdige med lektier for i år og skal bare hygge sig årets sidste to skoledage i næste uge. Og så kommer jo farmor, farfar og onkel Lars og fejrer jul med os.

De børn bliver så store.

Der foregår meget med Emma i skolen for tiden. Efter udsendelsen af karakterbladene for skoleårets første kvartal, blev hun endnu engang optaget på Honor Roll (æreslisten). Det er vi selvfølgelig alle sammen meget stolte af. Her får hun sit bevis til ego-væggen samt et klistermærke til de stolte forældres bil overrakt af skoleinspektøren, Dr. Z.

Skolen er herovre indrettet og opdelt anderledes end vi er vant til i Danmark. Den grundlæggende uddannelse er inddelt i Elementary School (0. - 5. klassetrin), Middle School (6. - 8. klassetrin) og så High School (9. - 12. klassetrin). Børnene skal emsaminere fra og bestå hver enkelt skole, inden man kan rykke videre til den næste, som er en fysisk anden skole, og hvor undervisningen også foregår anderledes. Fx er vi på den nuværende Elementary School vant til at pigerne er tildelt én klasselærer i ét klasseværelse. På Middle School ændres det til at være ligesom vores glade gymnasiedage, hvor man har sine ting i et skab på gangen, og så skifter man fra rum til rum i de forskellige lektioner. Derudover bliver sport også mere integreret i skolegangen. De har ganske vist idræt en time hver dag i Elementary School, men i Middle School bliver det decideret holdsport med cheer leadere og alt tilbehøret. Sport foregår nemlig ikke ret meget i klubber herovre, som vi kender det fra Danmark, men primært igennem skolerne. Nå men skoleskifte betyder jo også, at vi skal til at have valgt en Middle School at gå på. Egentlig flyttes man automatisk efter beståelse af sin eksamen til den skole, der hører til det område, hvor man bor. Der er dog enkelte skoler, som tilbyder særlige programmer, og hvor man kan søge optagelse. Fx er her en skole, som tilbyder et internationalt program (International Bachelorate), som også kendes i Danmark, hvor nogle skoler har et tilsvarende. Det er vi selvfølgelig meget interesserede i, da Emmas uddannelse så lettere kan overføres til Danmark, når vi engang skal vende tilbage til det kolde nord. Vi var til åbent hus på skolen i går aftes, og det virkede meget professionelt og spændende, så vi håber, at Emma vil søge om optagelse der. Sidste år var der imidlertid mere end 600 ansøgere til de 100 pladser, så vi vil bede alle om at holde fingre og tæer krydsede og tage hende med i aftenbønnen. Det lader til at virke så godt for Josefine...
Det er i grunden helt underligt at sidde til sådan et åbent hus på en skole, der i forhold til mine egen skoleår mindede mig mest om tiden i gymnasiet. På den ene side bliver man enormt glad over, at de bliver store, og at de har så mange muligheder, men på den anden side er det også en lidt uhyggelig fornemmelse, at de netop vokser så hurtigt op, for det minder én selv lidt om, at tiden flyver afsted.

Juletravlheden er ved at indfinde sig.

Så ramte sæsonens første vinterstorm USA. Heldigvis for os ligger den lidt inde i landet og passerer os vestenom på sin færd nordpå. Så selvom vejrudsigten havde budt på risiko for sne i dag er vi sluppet med regn. Til gengæld har det regnet uden ophold siden midnat og her sent på eftermiddagen er der ikke megen opklaring i vente.
Rikke og jeg var til den årlige candlelight dinner med mit arbejde i går aftes. En af fordelene ved at sidde i festkomiteen er, at man i store træk kan planlægge festen efter egne præferencer, så selvom vores DJ kørte lidt fast i 70'er musikken en periode, havde vi en god aften.
Det havde pigerne også. Mie var til fødselsdagsfest hos en veninde, der bor nede ad gaden. Det var en sleep-over, så hun havde pakket sovepose og det hele. Det var vi lidt spændte på, for det var Mies første sove-ude-arrangement, men det gik fint. Pigerne spiste pizza, hyggede og var i den udendørs jaccuzi. Jeg havde noget medlidenhed med moren, der var alene med en stor flok piger, hvoraf de syv overnattede. Men jeg antager at hendes job som skadestuelæge giver erfaring i at håndtere kaos, for hun så i hvert fald meget rolig ud, da jeg afleverede Mie dernede.
Vores sædvanlige danske barnepige på 21 var hjemme og holde øje med Emma. Og faktisk er Emma måske den som hyggede sig bedst, for hun nød at have tøseaften alene med Ida.
Regnvejrsdagen i dag er gået med at bage familien Nielsen første portion vanillekranse nogensinde. Resultatet blev hæderligt, og det meste af første dåse er allerede forsvundet, mens vi så dagens afsnit af Jesus og Josefine, som onkel Lars har foræret pigerne i kalendergave i år.
Rikke og jeg er ved at gøre klar til at lufte os igen i aften. Vi er inviteret til julereception inde hos den firestjernede amerikanske general, der indtil chefskiftet i efteråret var chef for vores hovedkvarter. Receptionen bliver holdt inde i hans private bopæl, som ligger inde på basen lige ud til golfbanen. Han er en utrolig behagelig og karismatisk mand, og så er han overvældende jovial over for Rikke hver gang vi møder ham, så vi glæder os begge to til at komme ind og mingle i aften.
Faktisk er vi også inviteret til middag i morgen aften, men her i huset er søndagen altså helliget familiehygge og æbleskiver i julemåneden. Så vi har takket pænt nej og ser frem til en fredelig og afslappende dag i morgen.