NASCAR.

I søndags kørte Jan sammen med 11 andre fra arbejdet til Dover i staten Delware for at se NASCAR løb på Dover Speedway - kaldet "the Monster Mile".

Det var tidligt op, for der var afgang fra Virginia Beach kl 0500 for at køre de små 400 km. derop og stadig være der i så god tid, at det var muligt at parkere i rimelig afstand. Med 125.000 solgte billetter, vidste vi ikke helt, hvad vi skulle forvente, og selvom vi var deroppe allerede 5 timer før løbstart, kom vi da også til at parkere en god kilometers penge væk og gå det sidste stykke - meget uamerikansk. Det skyldtes, at NASCAR for motorsportsinteresserede amerikanere er en hel livsstil, og mange tager dertil flere dage før med campingbusser og indlogerer sig på de omkringliggende marker for at nyde spændingen og være tæt på. Derudover kommer mange tilrejsende i biler også mange timer før og "tail gater". Det er et udbredt begreb herovre til sportsarrangementer og dækker over, at man har køletasker, havestole, grill, spil, telte og øl i frøers mængde,

som man rigger til på parkeringspladsen bag bagagerummet (heraf at tail gate) og så laver man ellers en fest med alle de andre ligesindede. Det er ret heftigt, og det er ikke en overdrivelse at sige, at de er godt kørende, når arrangementet starter.

Det er såmænd meget hyggeligt, men kan ikke sammenlignes med camping hjemme i Danmark, for en amerikansk campingbus er med aircondition, egen generator og KÆMPEstor, så de slår bare op på marken og klarer sig, og det minder mest af alt om en sigøjnerlejr. På billedet herunder kan man se campingbusserne i det fjerne.

Området tæt på er uden for selve banen, hvor holdene har sat forretninger op i lastvognene og sælger memorabilia. Dén plads minder mest af alt om et dansk kræmmermarked, for foruden holdenes habengut er der telte med musik og grillmad. Nåja, og så har nogle af holdene lige sat en af deres biler til skue også, som hver halve time bliver startet og gasset op for mængden, der går helt amok. Og tro mig, når en 850 HK V8'er bliver gasset op, så lyder det lidt bedre end familiebilen hjemme i garagen.

NASCAR er simpelt hen for amerikanerne, hvad Formel 1 er for os i Europa, så det er STORT herovre, og de fleste kender det sikkert fra 90'ernes Tom Cruise film "Days of Thunder" og Disney tegnefilmen "Cars". Løbet i sig selv er sådan set simpelt nok: banen er rund og en mile lang, og løbet går i al sin enkelthed ud på, hvem der først får gennemført 400 omgange. Der er altså en vis ensformighed i løbet undervejs, men stemningen gør det til noget helt specielt.

For det første er optakten simpelt hen forrygende, og jeg skal efter bedste evne forsøge at beskrive det. Efter tail gating myldrer 125.000 feststemte mennesker ind i stadion i 38 grader og bagende sol og holdene og kørerne bliver præsenteret, mens der hver hver bil står en soldat i stram retstilling med en fane med det amerikanske flag vejende i vinden. Billedet herunder giver et indtryk af, hvor mange mennesker der er, og det er endda kun ca. en fjerdel af banen, der kan ses på billedet.

Efter præsentationen af holdene og kørerne, skal der synges nationalsang. Amerikanere er vildt patriotiske, så nationalsangen for dem er altid noget særligt, og den bygger op undervejs. Når sangen startes rejser alle sig op, og der bliver så stille i stadion (125.000 mennesker!!!), at man kan høre en knappenål falde til jorden. Man hører kun sangerinden, men når hun når til den linje i sangen, hvor der synges "...rocket's red glare, bombs bursting in air...", bliver der fyret røde raketter og raketter med luftbomber af, og så starter jublen og piften. Den når sit højdepunkt, når der på sekundet efter sangerinden har afsluttet hamrer fire F-16 jagere ind over stadion i lav højde. Så er tonen ligesom slået an. Jeg ved godt, at opløsningen er håbløs, men prøv lige at check dette videoklip og se, hvad jeg mener.

Derefter bliver bilerne startet, og så er det altså med at have husket ørepropperne, for 43 biler med hver 850 heste laver en helt ubeskrivelig larm. Vi havde fået pladser på 15. række fra banen, så al samtale var umulig og motorernes buldren kunne mærkes i maven. Ud på banen med dem, og efter et par omgange efter følgebilen startede løbet, hvor bilerne hamrer rundt med en gennemsnitshastighed på 150 mph., eller omregnet 240 km/t. Det var helt vildt, for hvis ikke støjen var kraftig nok på 15. række, kunne man gå helt ned og stå en meter fra banen, hvor bilerne tordnede forbi. Som lige før er video med lommekamera ikke optimalt, men prøv lige at se videoklippet herunder, hvor bilerne slippes afsted på deres første omgang og måske kan man få en fornemmelse af stemningen.

Faktisk sad vi perfekt. Vi sad lige ved målstregen og over for pitten, så vi kunne følge med, når bilerne skulle ind og have brændstof og nye dæk. Noget der skete ret tit, da solen var ubarmhjertig, og der var en del dækeksplosioner, men heldigvis ikke nogle alvorlige uheld.

Nå, som man sikkert fornemmer, var starten og de første 50 omgange, hvor kørerne skulle placere sig i feltet, meget fede, og de sidste omkring 50 omgange var faktisk også ret spændende. Men, selvom hårdtpumpede biler lyder godt, så er 400 omgange altså bare for meget til at holde min interesse fanget i længden. Heldigvis var der masser af snasker, hvor man kunne købe hot dogs, så det gik, men da vi efter godt tre timer gik i gang med de sidste 50 omgange, var jeg nu godt tilfreds.

Vi var først tilbage i Virgina Beach kl. 0130 om natten, så det var en lang dag, men det var alt i alt en stor oplevelse, selvom det nok ikke er noget der trækker en anden gang. I hvert fald ikke før de laver et løb, hvor antallet af omgange er reduceret til maksimalt det halve.