Outer Banks, NC.

I et desparat forsøg på at fordrive tiden, har jeg hver eftermiddag været oppe på golfbanen og spille mindst 9 huller. Mit spil er stadig af svingende karakter, men i går lykkedes det endelig at få det til at ligne noget fornuftigt. Det lykkedes mig at lave en birdie (et slag under par) på et af hullerne, og op til flere huller i par. Helt feberagtigt og desværre uden andre vidner end de canadiske gæs, der holder mig med selskab på banen.

Nå, men et så godt spil skal nydes så længe som muligt, så jeg bestemte mig for ikke at spille i dag og risikere at ødelægge hele stemningen med et håbløst spil. Den seneste uge har her været utåleligt varmt (omkring 30 grader i skyggen), og solen har baget ned. Men i dag lå der et tyndt skydække, så temperaturen har ligget på behagelige 25 grader. Jeg bestemte mig derfor for at pakke en cooler og noget badetøj, åbne taget på den lille smarte bil og køre til Outer Banks i North Carolina. En køretur på godt 140 km., som kan gøres på små to timer. Outer Banks byder på mange forskellige ting. Først og fremmest er det et turistområde, der bedst kan sammenlignes med Blåvand eller Løkken. Bare over en 50 km. kyststrækning i stedet for en enkelt by. Hvis man kører en smule ind i landet, er der også et kæmpe naturreservat med sumpe, som minder meget om Everglades i Florida. Der er faktisk også alligatorer, men jeg så dog ikke nogen.

Hovedmålet for min udflugt var dog Kitty Hawk, hvor brødrene Wright den 17. december 1903 gennemførte verdens første bemandede, motoriserede flyvning. En model af flyet ses på billedet herunder med monumentet og cabrio'en i baggrunden.

Den første flyvning varede 12 sekunder og Orville Wright fløj ca. 36 meter, med de efterfølgende flyveture lidt længere. På billedet herunder er stedet, hvor flyet kom i luften markeret med den store sten til venstre, og den første lille sten mod højre, er stedet hvor han landede første gang. Det er lidt vildt at stå og se, hvor kort det egentlig var, samtidigt med at overveje, hvor langt vi er kommet på bare 100 år siden dengang. Det var ikke mindst sjovt at se, fordi jeg læste meget om begivenheden dengang i mine teenage år, hvor flyvning var det eneste, som betød noget, og pludselig er jeg her i virkeligheden - ikke bare i en bog og en drøm.

På vejen hjem kørte jeg ind i en lille halvskummel flække, hvor jeg fandt Bubba's BBQ Shack, og her stod frokost/aftensmad på pulled pork med corn bread og coleslaw, som det kun kan laves i sydstaterne; mmmmm...

Så tog pigerne afsted.

Umiddelbart efter skolen i dag, kørte jeg pigerne i lufthavnen og sendte dem afsted til Danmark. Stakkels piger - så meget for at have sidste dag efter et hårdt og opslidende skoleår herovre, der får den danske folkeskole til at virke som en sommerlejt. Så bliver man bare sendt hjem for at gå i skole en uge mere i Frederiks Skole :o)
Spøg til side. Pigerne glæder sig helt enormt til det, og der er sat alle sejl til. Emma er inviteret til fest ude hos Lise, og Mie skal til fest ude hos Sara. Ja og middagsinvitationer til Rikke skorter det heller ikke på. Hvor er det dejligt at have gode venner, der tager godt imod én.
Jeg er lige kommet hjem fra et middagsarrangement med Forsvarsakademiet, hvor jeg viser 59 elever rundt herovre, og priser mig lykkelig for, at pigerne nåede at komme afsted i dag. Vi har nemlig fået det frygteligste møgvejr herovre. Der har hængt en tordenstorm over området hele eftermiddagen, og her til aften brød det så løs. Det lyner og tordner og regner ligesom der er tændt for en bruser. Flere veje og tunneller er oversvømmede og der kommer helt sikkert ikke flere fly ud af Norfolk i aften. Heldigvis kom pigerne både ud af Norfolk og Washington til tiden, og her lige før midnat min tid, kan jeg se på Internettet, at de er ved at være fremme. Så er det med at få hentet lejebilen, og så er trafikken ud af København mod Langeskov forhåbentlig ikke så slem. Men mon ikke de glæder sig til at være fremme og kan slappe lidt af.

Det er skønt at bo i et hus med masser af plads til daglig, men for Søren hvor er her tomt lige nu. Det er godt, jeg har Meeko til at holde mig med selskab, for jeg savner dem forfærdelig meget, og jeg kan næsten ikke vente, til jeg kan hente dem i lufthavnen igen den 8. juli.

Sidste skoledag.

Så blev det sidste skoledag for Emma og Mie i 1. og 4. klasse på Thoroughgood Elementary School.
Det blev fejret på behørig vis med fester og gaver, da der er tradition for, at man køber gaver til lærerne for at påskønne deres indsats, ligesom de også køber gaver til de forældre, der har leveret mange timers frivilligt arbejde i løbet af året. Rikke har også fået gaver, og som hun selv ofte siger det, kan det godt være, hun ikke får løn, men det er dét job hun nogensinde har haft, hvor hendes indsats er blevet påskønnet mest.
Derudover var der overrækkelse af awards for særlige indsatser i løbet af året. Der var også en award til Emma (de får ikke awards i de mindre klasser) for hendes indsats. Den får hun overrakt herunder af skoleinspektøren Dr. Z.

Ellers var der de store farvelscener. Herovre bliver man ikke i de samme klasser, idet årgangen bliver sammensat til nye klasser med nye lærere fra år til år. Det er på en måde meget godt, da lærerne så er vant til at håndtere børn på den pågældende alder, og da det giver gode "social skills" at komme i en ny klasse. Men på andre måder er det lidt træls, for begge pigerne og specielt Emma holdt meget af deres lærer i år. Her er det Emma med Ms. Phoenix og Mie med Mrs. Early.

En anden sjov tradition herovre er Year Books. De svarer til Den Blå Bog, som vi fik i vores gymnasietid, men herovre gives (købes...) den efter afslutningen af hvert skoleår og indeholder alle børnenes og lærernes billeder, og hvor de skriver hilsener til hinanden i de sidste uger af skoleåret. En super tradition og pigerne har bøgerne med hjem til fremvisning.

Field day 2009

I fredags blev der afholdt den årlige field day på Thoroughgood elementary school. Som regel plejer man, at dele børnene op i to grupper og så bruge to dage. På grund af regnvejr blev den dag der var planlagt til i sidste uge aflyst og, pludselig skulle det hele afvikles på den halve tid.
Jeg var blevet bedt om, at fylde 200 vandballonner. Jeg havde fyldt 100 og, jeg havde fået det gode råd, at fylde dem i en køletaske. 100 vandballonner vejer dog alligevel pænt til, når man tænker på, at de faktisk bliver leveret i en ret lille æske. Så der stod jeg så og slæbte i min køletaske... Heldigvis kom Jan hjem lige i rette tid til, at levere vandballonner og afhente børn, så det kunne ikke være bedre. De sidste 100 vandballonner blev leveret i mindre portioner. Det er et råd jeg vil give vidre til næste år!
Først var det Mies gruppe der var på banen. Der var lavet forskellige stande med lege. Disse stande blev så bemandet med husmødre som mig. Temperaturen sneg sig op omkring de 30 grader, så en populær stand var isboden i skyggen. Her er det Mies klasse der hviler sig.

Der efter skulle man se, hvem der kunne sparke sin ene sko længst. Lige en diciplin for Mie. Her er hun på vej ud for, at hente den manglende sko igen.

Over middag kom så Emmas gruppe ud. Her arbejder de på, at få en hula-hop ring fra den ene ende af rækken af børn til den anden, uden at give slip på sidemandens hænder.

Alle klasserne havde arrangeret noget ens påklædning. I Emmas klasse havde de lavet solskærme som de så gik med. Det var også meningen, at man skulle være i hvid t-shirt. Som det ses på billedet er det ikke lige gået op for alle. Emma gemmer sig bag Christie og Layla, mens Morgan ser til.

Hawaii fest.

Det er tradition herovre, at vi i flokken af udstationerede danskere holder fælles fester i hvert fald to gange om året. Det er en afskedfest umiddelbart før sommerferien til dem, der rejser hjem, og en velkomstfest for nytilkomne umiddelbart efter sommerferien. Der er med præcision som ikke er set siden månelandingen udarbejdet en turnus, så alle skal være værter for én af disse fester. Dette års afskedsfest var vores tur.
Rikke syntes årstiden var passende til Hawaii tema, så Jan var blevet beordret i storblomstret skjorte og badebukser, og pigerne havde pyntet sig med bastskørter og blomsterkranse.

Menuen bliver fordelt på de forskellige familier og finansieres af fælleskassen (vores egen - ikke skatteborgernes...), mens værtsfamilien er ansvarlig for borddækning og betaler drikkevarer og snacks. Heldigvis har vi i chefens garage et "party sæt" bestående af borde, duge, klapstole, kaffemaskiner og service i et omfang, der vil gøre ethvert catering firma grønt af misundelse. Så vi havde i et par dage ryddet op og stillet an til de 43 gæster. Derudover havde Rikke været i Party City og fouragere i alskens Hawaii tilbehør. Jer fra Odense ved hvad Pariser Hallen er - forestil jer Pariser Hallen ganget op til størrelse med den lokale Super Brugs, og så har I et billede af Party City. Fantastisk sted... Rikke havde foruden kostumerne til pigerne købt små palmer, blomster guirlander og de bassinner med palmer og papegøjer, som I kan se på billedet herunder. De var fyldt op med øl, sodavand og isterninger og var en stor succes.

I varierende omfang var gæsterne også røget med på vognen, og det var faktisk rigtig hyggeligt. Ikke mindst da der også hører godt med kulørte drinks til sådan en temafest.

Børnene havde ikke været der i 10 minutter, før de havde invaderet poolen, og de nød det også. Vi var ellers noget nedtrykte i løbet af eftermiddagen, inden gæsterne kom.
Officielt startede "hurricane season" jo nemlig 1. juni, og vejret er mildest talt også lunefuldt. Heldigvis er det hele tiden varmt, da temperaturen ligger mellem 25 og 30 grader. Men da vi er "down south" er her også vildt fugtigt, så det er en styg varme, og tordenbyger opstår ud af ingenting. Og det er heftige tordenbyger, hvor der i løbet af et par timer ofte falder 20-30 mm. regn. Dagen startede også smukt, men pludselig trak en front ind over, og så regnede det ellers fra middag til ca. en halv time før gæsterne kom, hvor regnen heldigvis forsvandt og gav os en dejlig lun aften, hvor vi kunne sidde udenfor bag myggenettet og nyde feriestemningen.

Sæsonens sidste soft ball kamp.

I aften var det tid for sæsones sidste soft ball kamp med Great Neck Blue Angels. Desværre tabte pigerne, men det var en rigtig dejlig aften, hvor temperaturen holdt sig lige under de 30 grader, og hvor vi efter kampen bestilte pizzaer og tail gatede en times tid og fik sagt ordentligt farvel.

Desværre træner vores coach ikke om efteråret, så dette hold kommer næppe til at spille sammen igen, men Emma glæder sig allerede til efterårssæsonen. Det bliver spændende at se, hvilket hold hun kommer til at spille på dér.

Hun kan ses på billedet herunder, hvor hun spillede "short stop".

Der blev også poseret til gruppebillede.

Bageste række fra venstre: Coach Forde, coach Bob, Brooke's far.

Midterste række fra venstre: Courtney, Izzy, Alexis, Mia, Briana, Rose.

Forreste række fra venstre: Emma, Caroline, Brooke, Olivia.

Rikkes fødselsdag.

Så fik vi også Rikke gjort et år ældre i går. Som sagt var det begrænset med festivitas, for om aftenen skulle Emma spille sæsonens næstsidste soft ball kamp, og hele formiddagen skulle hun arbejde på skolen.
Emma vågnede på et ugudeligt tidspunkt, så der var dog rigelig tid til sang og gaver i sengen samt morgenmad, inden jeg sendte alle pigerne i skole. Jeg havde taget fri, men min søde hustru som var bekymret for, om jeg kunne få tiden til at gå, havde gemt hvad der føltes som to måneders strygetøj, så jeg havde faktisk også en travl formiddag, men pigerne var i skole.
Jeg havde inviteret Rikke til frokost, så vi tog ud for at prøve en ny sushi bar, vi har fundet. Det var fremragende, og de havde også stykker med kogt og røget fisk for os, som er mindre hærdede. Efter at have fået et fad af "begynderstykkerne" og en omgang teryakimarineret oksemørbrad mente vi dog nok, at vi turde prøve et par stykker af de mere avancerede stykker sushi. Så vi hidkaldte tjeneren, og rendte ind i lidt sprogbarriere, for hun forstod ganske simpelt ikke, hvad vi ville. Det viste sig, at vi sådan set allerede havde delt tre frokostmenuer, som hun kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at vi kunne spise mere og troede, at vi talte om vores næste besøg. Nå men hey, det var sen frokost, og vi fik hende overtalt til at ryste op med et par stykker sushi mere, så det endte alt sammen lykkeligt.
Eftermiddagen gik stort set for fruen med at tale i telefon, og aftenen var forrygende, for det var så afgjort Blue Angels' bedste kamp til dato.

Cheer afslutning.

Så er det ved at være tiden for sæsonafslutning for diverse sportsgrene. Forleden var vi til afslutning med Mies hold af cheer leadere, som gav opvisning i både cheer, løft og synkron gymnastik. De havde øvet sig meget intenst den seneste tid, og det var et smaddergodt show.

Efter showet var der medaljeoverrækkelse, og der var medaljer til alle pigerne til minde om en god sæson.

Fars fødselsdag.

I lørdags var det fars fødselsdag. Jeg har efterhånden nået en alder, hvor jeg ikke er vild med at tale om det, men pigerne gav mig en dejlig dag, så jeg klarede mig igennem.
Jeg blev vækket med sang og gaver på sengen, og jeg fik alle de ting, jeg havde ønsket mig, så der var smil over hele linjen. Emma og Mie havde brugt det meste af en dag på at kigge alle kortene igennem i butikken og vælge kort til mig, og det havde de gjort godt. Jeg fik en "spærfinder" af Emma (hun vil vist gerne snart have hængt sit TV op...) og et sæt golftøj af Mie, der blev brugt allerede dagen efter, og som afgjort forbedrede spillet med flere slag (det trængte det også til...).
Det meste af formiddagen gik med at tale i telefon, da jeg fik rigtig mange dejlige telefonopkald hjemmefra fra både familie og venner. Imens var solen kommet frem, så eftermiddagskaffen med friskbagte boller blev indtaget på kanten af poolen sammen med pigerne og et par og tyve bratzdukker, der havde sommerlejr derude.
Om aftenen havde Rikke inviteret på, hvad en af byens anmeldere kalder byens bedste italienske bistro. Falsk markedsføring, for alle der har smagt Rikkes italienske mad ved, at bistroen i bedste fald kun kan være byens næstbedste. Men godt var det, og det var skønt at tage med alle pigerne ud og spise.
Det var en dejlig dag; tak til alle for telefonopkald og gaver.
I morgen er det så Rikkes tur til at blive fejret. Småpigerne og jeg har brugt det meste af aftenen på at finde kort (det er blevet en yndlingsbeskæftigelse for dem), og vi har fået pakket gaver ind. Jeg har taget en fridag, så jeg kan tage Rikke med ud at spise frokost, men derudover bliver det nok lidt småt med festivitas'en i morgen, for Emma skal spille sæsonens næstsidste soft ball kamp i morgen aften. Nå, det går sikkert nok, for det er jo ikke første (og nok heller ikke sidste) gang, at vi skal fejre Rikkes 29 års fødselsdag...

Fars dag.

På fars dag blev jeg vækket med sengen fyldt af søde piger, der havde skrevet kort til mig. En gave var der også, men den var jeg nødt til at komme nedenunder for at få, og det viste der sig at være en grund til. Den var nemlig kæmpestor og TUNG.
Jeg vidste godt, at brusekabinen i gæsteværelset var årets valg til gemmested for pakker, for da vi havde gæster for en uges tid siden, og jeg opfordrede til at tage et varmt brusebad efter en tur i poolen, fik jeg meget misbilligende øjne fra Rikke. Så da kortene var åbnet, trak Mie og Emma mig med nedenunder til badeværelset og flåede badeforhænget fra med et stort tada... Pakker var der masser af (det er jo min fødselsdag i dag), men altså bare ikke, hvad pigerne forventede, for i nattens løb havde Rikke været oppe og slæbe den ind i stuen. Det var sjovt at se Emmas ansigtsudtryk, for der gik lige et par sekunder inden det gik op for hende, at hun havde afsløret de forkerte gaver og hun fik trukket for igen.
Nå, men inde i stuen fik de foretaget en ny præsentation af, hvad der viste sig at være et bålfad, som jeg havde forelsket mig i engang i foråret. Det er samlet og venter nu bare på lidt brænde og snobrødsdej.

I internationale stabe højtideligholder man landenes nationaldage, og for Danmarks vedkommende bruger vi Grundlovsdag, som det tætteste vi kommer på en nationaldag. Jeg plejer at spøge over for mine især østlandske kollegaer med, at Danmark jo har været der altid, så nogen rigtig nationaldag har vi faktisk ikke.
Den skulle om formiddagen fejres med en flaghejsningsceremoni, som i sidste øjeblik blev aflyst, da vi havde et rædselsfuldt vejr i går (der faldt samlet omkring 70 mm regn i går, og aftenen sluttede med tornadovarsel, som dog heldigvis ikke blev til noget alvorligt). I stedet blev ceremonien holdt i messen, hvor jeg var "color guard" med den danske fane og slap for at marchere rundt ude i solen med US Marine Corps. Der var reception og kage efter ceremonien, hvor pigerne havde set deres snit til at pjække fra skolen og tage med ind og deltage.

Derefter var jeg med alle mine piger ude at spise frokost, inden det var hjem og gøre klar til aftenens reception, som var uden børn og holdt af os danskere.

Emma og Mie var nede hos en anden dansk familie, som vi så fulgtes ind til receptionen med. Det var supergodt. Alle fruerne havde lavet danske retter, som vi serverede for gæsterne. Der var sild, gravad laks, frikadeller, fiskefiletter med remoulade, små bøffer med bløde løg, leverpostej, rugbrød, rødkål, agurkesalat, kransekagekonfekt, danske oste og elefantøl og snaps til at skylle ned med, så det var helt lige som en mindre julefrokost. På trods af fredagen og det trælse vejr, havde små 200 mennesker alligevel kæmpet sig frem for at fejre dagen med os og nyde pigernes mad, så det blev en stor succes. Desværre er det gået op for mig her til morgen, at vi ikke har fået taget et eneste billede hverken sammen eller i går aftes, så de vedhæftede er faktisk, hvad der er tilgængeligt.

Pigernes field trips.

Pigerne har haft en travl dag med field trips i dag.
For Emmas vedkommende stod den på Jamestown. Det ligger 1 times kørsel nord for os, og er jo den amerikanske civilisations vugge, da det var her det lykkedes englænderne at lave deres første bosættelse i 1607. Meget af amerikanernes selvforståelse begynder hér, da forholdet til englænderne og den efterfølgende uafhængighedskrig vel reelt er grundlaget for "the land of the free", og opfattelsen af USA som mulighedernes land. Derfor starter historieundervisningen dér, og det er fedt at kunne tage derop og opleve det man læser i historiebøgerne i virkeligheden. Emma havde en forrygende dag, og har angiveligt taget en masse billeder, som hun dog ikke har delt ud af endnu.
Mie havde hele to field trips i dag. I den almindelige skoletid var de ude at besøge en bondegård. Det siger lidt om forskellen på en by med 1,5 millioner indbyggere og Frederiks, at man er nødt til at tage på bondegård for at se, hvor tingene i køledisken kommer fra. Efter Boris' 60-års fødselsdag, hvor de fleste af Frederiks' børn var på bondegård, var der ikke de store overraskelser her, men Mie havde en forrygende tur sammen med sine veninder.
Her til aften skulle de med båd ud på Chesapeake Bay. Nogle kan måske huske fra vores indlæg 10. november sidste år, at 1. klasserne på skolen havde et projekt, hvor de skulle gro 4000 østers med henblik på udsættelse i bugten, således at østersbankerne kan blive retableret efter mange års forurening og misligehold. Nå, hvorom alting er, har Mies (og de andres) østers nu vokset sig store og stærke, og det var blevet tid til at flytte hjemmefra. Så kl. 1730 steg de ombord på den lokale østerskutter med deres børn og sejlede dem ud til deres nye hjem.
Her er de på vej; det er Mie i den røde regnfrakke.

Det var angiveligt en fantastisk tur, hvor de også undervejs havde set delfiner og fanget fisk og krabber. Vanen tro, når Mie har muligheden for at udforske dyreliv på tæt hold, var hun ikke til at få med derfra igen. Og det endte da også med, at far måtte med ombord, da de lagde til igen og se krabberne, som Mie modigt forsøgte at fange. Jeg siger modigt, fordi specielt den ene var et afskyeligt bæst. Den havde ladet alt muligt gro på sig for at camouflere sig, og så var den kæmpestor. Men som I kan se på billedet, bekymrede det tilsyneladende ikke Mie, der er ved at fange den sammen med sin lærer Mrs. Weaver og sin veninde Sydney.
Ellers står den på klargøring til i morgen hér. I international tjeneste er der tradition for, at landene fejrer deres nationaldag. Sådan en har vi jo reelt ikke i Danmark (fordi vi har været her altid), men vi har valgt at fejre grundlovsdagen i stedet.
Det kommer til at foregå i morgen formiddag ved hovedkvarteret, hvor der bliver flaghejsningsceremoni og reception.
Om aftenen har vi arrangeret endnu en reception, hvor alle de danske piger har lavet danske retter, som kan skylles ned med brændevin og elefanter. Vi er noget spændte på, hvordan det virker på amerikanere. De er ikke vant til specielt stærk øl. Faktisk eksisterer der jo en lille vits om amerikansk øl: "it's like making love in a canoe - fucking close to water". Nå, men det skal vi nok berette om i løbet af weekenden.

NASCAR.

I søndags kørte Jan sammen med 11 andre fra arbejdet til Dover i staten Delware for at se NASCAR løb på Dover Speedway - kaldet "the Monster Mile".

Det var tidligt op, for der var afgang fra Virginia Beach kl 0500 for at køre de små 400 km. derop og stadig være der i så god tid, at det var muligt at parkere i rimelig afstand. Med 125.000 solgte billetter, vidste vi ikke helt, hvad vi skulle forvente, og selvom vi var deroppe allerede 5 timer før løbstart, kom vi da også til at parkere en god kilometers penge væk og gå det sidste stykke - meget uamerikansk. Det skyldtes, at NASCAR for motorsportsinteresserede amerikanere er en hel livsstil, og mange tager dertil flere dage før med campingbusser og indlogerer sig på de omkringliggende marker for at nyde spændingen og være tæt på. Derudover kommer mange tilrejsende i biler også mange timer før og "tail gater". Det er et udbredt begreb herovre til sportsarrangementer og dækker over, at man har køletasker, havestole, grill, spil, telte og øl i frøers mængde,

som man rigger til på parkeringspladsen bag bagagerummet (heraf at tail gate) og så laver man ellers en fest med alle de andre ligesindede. Det er ret heftigt, og det er ikke en overdrivelse at sige, at de er godt kørende, når arrangementet starter.

Det er såmænd meget hyggeligt, men kan ikke sammenlignes med camping hjemme i Danmark, for en amerikansk campingbus er med aircondition, egen generator og KÆMPEstor, så de slår bare op på marken og klarer sig, og det minder mest af alt om en sigøjnerlejr. På billedet herunder kan man se campingbusserne i det fjerne.

Området tæt på er uden for selve banen, hvor holdene har sat forretninger op i lastvognene og sælger memorabilia. Dén plads minder mest af alt om et dansk kræmmermarked, for foruden holdenes habengut er der telte med musik og grillmad. Nåja, og så har nogle af holdene lige sat en af deres biler til skue også, som hver halve time bliver startet og gasset op for mængden, der går helt amok. Og tro mig, når en 850 HK V8'er bliver gasset op, så lyder det lidt bedre end familiebilen hjemme i garagen.

NASCAR er simpelt hen for amerikanerne, hvad Formel 1 er for os i Europa, så det er STORT herovre, og de fleste kender det sikkert fra 90'ernes Tom Cruise film "Days of Thunder" og Disney tegnefilmen "Cars". Løbet i sig selv er sådan set simpelt nok: banen er rund og en mile lang, og løbet går i al sin enkelthed ud på, hvem der først får gennemført 400 omgange. Der er altså en vis ensformighed i løbet undervejs, men stemningen gør det til noget helt specielt.

For det første er optakten simpelt hen forrygende, og jeg skal efter bedste evne forsøge at beskrive det. Efter tail gating myldrer 125.000 feststemte mennesker ind i stadion i 38 grader og bagende sol og holdene og kørerne bliver præsenteret, mens der hver hver bil står en soldat i stram retstilling med en fane med det amerikanske flag vejende i vinden. Billedet herunder giver et indtryk af, hvor mange mennesker der er, og det er endda kun ca. en fjerdel af banen, der kan ses på billedet.

Efter præsentationen af holdene og kørerne, skal der synges nationalsang. Amerikanere er vildt patriotiske, så nationalsangen for dem er altid noget særligt, og den bygger op undervejs. Når sangen startes rejser alle sig op, og der bliver så stille i stadion (125.000 mennesker!!!), at man kan høre en knappenål falde til jorden. Man hører kun sangerinden, men når hun når til den linje i sangen, hvor der synges "...rocket's red glare, bombs bursting in air...", bliver der fyret røde raketter og raketter med luftbomber af, og så starter jublen og piften. Den når sit højdepunkt, når der på sekundet efter sangerinden har afsluttet hamrer fire F-16 jagere ind over stadion i lav højde. Så er tonen ligesom slået an. Jeg ved godt, at opløsningen er håbløs, men prøv lige at check dette videoklip og se, hvad jeg mener.

Derefter bliver bilerne startet, og så er det altså med at have husket ørepropperne, for 43 biler med hver 850 heste laver en helt ubeskrivelig larm. Vi havde fået pladser på 15. række fra banen, så al samtale var umulig og motorernes buldren kunne mærkes i maven. Ud på banen med dem, og efter et par omgange efter følgebilen startede løbet, hvor bilerne hamrer rundt med en gennemsnitshastighed på 150 mph., eller omregnet 240 km/t. Det var helt vildt, for hvis ikke støjen var kraftig nok på 15. række, kunne man gå helt ned og stå en meter fra banen, hvor bilerne tordnede forbi. Som lige før er video med lommekamera ikke optimalt, men prøv lige at se videoklippet herunder, hvor bilerne slippes afsted på deres første omgang og måske kan man få en fornemmelse af stemningen.

Faktisk sad vi perfekt. Vi sad lige ved målstregen og over for pitten, så vi kunne følge med, når bilerne skulle ind og have brændstof og nye dæk. Noget der skete ret tit, da solen var ubarmhjertig, og der var en del dækeksplosioner, men heldigvis ikke nogle alvorlige uheld.

Nå, som man sikkert fornemmer, var starten og de første 50 omgange, hvor kørerne skulle placere sig i feltet, meget fede, og de sidste omkring 50 omgange var faktisk også ret spændende. Men, selvom hårdtpumpede biler lyder godt, så er 400 omgange altså bare for meget til at holde min interesse fanget i længden. Heldigvis var der masser af snasker, hvor man kunne købe hot dogs, så det gik, men da vi efter godt tre timer gik i gang med de sidste 50 omgange, var jeg nu godt tilfreds.

Vi var først tilbage i Virgina Beach kl. 0130 om natten, så det var en lang dag, men det var alt i alt en stor oplevelse, selvom det nok ikke er noget der trækker en anden gang. I hvert fald ikke før de laver et løb, hvor antallet af omgange er reduceret til maksimalt det halve.