Mies kyllinger.

I Mies klasse har de den sidste måned ruget på æg. Noget af Mrs. Early's familie har en mindre kyllingefarm og, hvert år får hun leveret rugekasser og æg. Klassen modtog 42 æg i rugekasser for lidt over tre uger siden. Børnene har siden lært alt om, hvordan det er at være hønemor. Der er blevet målt temperatur og luftfugtighed i rugekasserne. Æg skal vendes tre gange i døgnet ellers "klistrer" kyllingefostret fast til indersiden af æggeskallen. De har lært, hvad alle delene i ægget heddder og, hvad kyllingefosteret bruger delene til. Hvem troede måske ikke, at kyllingen brugte sit næb til at hakke hul på ægget. Næ, det er ikke korrekt... Kyllingen har en æggetand på næbet som den bruger. Æggene er med mellemrum blevet gennemlyst med en lampe, så der er blevet holdt nøje øje med om kyllingefostrene voksede det de skulle. Endelig i tirsdags begyndte der så småt at komme små revner i æggene. Onsdag var de første kyllinger kommet ud af æggene da skoledagen begyndte. Dagene efter gik med, at få kyllingerne over i varmekasser, så de kunne komme til kræfter efter det hårde arbejde med at hakke hul på ægget. Fredag var kyllingerne så kommet så meget til kræfter, at børnene kunne holde dem. Børnene blev sat, i små grupper, på gulvet i cafeteriet. Hver gruppe fik så to små søde lysegule kyllinger. Hvor var de søde og bløde. Da den først kom op i Mies hånd blev den helt rolig og sad med halvt lukkede øjne. Sikke en larm sådan nogle kyllinger kan lave. Nu tænker I sikkert allesammen: "Bare ikke nogen træder på de søde små kyllinger"? I år, for første gang i de 16 år projektet har kørt, kom der én kylling mindre med tilbage til klassen... Fredag eftermiddag blev kyllingerne hentet og kørt tilbage til farmen. Det var et rigtigt sjovt projekt.

Shamrock Marathon.

Herovre gennemføres hvert år et stort velgørenhedsarrangement, der tager udgangspunkt i løb. Man kan løbe både marathon, halvmarathon og 8-km., og byens skoler gennemfører også en marathon på deres egen måde for de børn, der melder sig til. Siden nytår har pigerne og far løbet en gang om ugen, og det er totalt blevet til godt 25 miles (en marathon er 26,2 miles). Meningen er så, at på den store løbedag skal alle de tilmeldte børn løbe den sidste mile af deres marathon ude på strandpromenaden. I år var det i søndags kl. 1030, og der var omkring 3.000 børn tilmeldte, så som det kan ses på billedet, var der pæn trængsel i startområdet.

Efter tre uger med regn og blæst var solen heldigvis kommet frem, men det var en kold dag, for det var kun små 10 grader, og vinden ude fra Atlanterhavet trak tænder ud. Meeen alle børnene var i et vældigt humør, så der var slet ikke tid til at tænke på kulden, og som det fremgår af trøjerne, var der ingen fartgrænser den dag, så med fuld fart frem, kunne de godt holde varmen.

Der var rigtigt mange ude og heppe børnene rundt på deres tur, og det er imponerende som det virker, for vi var dårligt kommet på plads ovre i målområdet, førend tøserne kom blæsende over målstregen. Mie kom først i et ganske gevaldigt tempo, og kort bagefter kom Emma sammen med sin veninde Hunter, som hun gennemførte løbet sammen med.

Efter nu at have en marathon i kassen, fik pigerne medaljer, som de naturligt nok er ret stolte af, og det er mor og far sådan set også. Det var et godt arrangement, som børnene nød, og det er fremragende, at det samtidigt skaber interesse hos børnene for at røre sig lidt.

Den lokale sandkassekunstner havde i målområdet også lige lavet en "lille" sandskulptur med samme logo som medaljen. Prøv lige at se den på billedet - det var ret imponerende i forhold til de sandslotte vi normalt bygger med pigerne.

Da vi stod og ventede på at sende børnene afsted, kom en af Jans venner fra jobbet pludselig forbi og meddelte, at han kunne se os fra en af restauranterne, hvor han og familien havde et stort bord. De havde været der siden tidlig morgen, da hans hustru og datter havde løbet 8-km. løb kl. 7, og det var blevet en familietradition for dem at deltage i de forskellige løb med restauranten som "base". De inviterede på frokost, når vi var færdige med vores løb, så det var helt hyggeligt at få varmen og lidt at spise i "familiens skød" efter løbet.

DARE Graduation

Emmas klasse har den seneste tid deltaget i DARE (Drug Abuse Resistance Education) i skolen. Et supergodt program, der startede i Los Angeles i 1983 og siden har bredt sig til skoler over hele USA og en lang række lande i verden (fx Tyskland). Pointen er at lære de unge om farerne ved misbrug af euforiserende stoffer (hvilket tolkes som alt fra almindelig rygning til alkohol og stofmisbrug), og hvordan gruppepres fungerer og bedst undgås. De får samtidigt en række værktøjer til rationel beslutningsprocesser, og da det er de lokale sheriffer, som kører uddannelsen, giver det også et positivt forhold til uniformerede autoriteter.
Trofaste læsere af bloggen vil huske, at hun for nyligt skrev et essay om programmet, og i dag var der så "graduation", hvor børnene blandt andet afsagde "the pledge" (troskabsed) om at holde sig ude af misbrug.
Her er Emma fotograferet med sin lærer - Sheriff Apfel.

Fuldt hus på Hotel Church Point.

Så kan Hotel Church Point melde om alt optaget i sommer ferien. Farmor og farfar har meldt deres ankomst midt i august måned, og de er ikke sådan lige at slippe af med igen. De bliver indtil mormor og morfar kommer i starten af september, og har faktisk bestilt pladser på det fly, der skal tilbage til Kastrup efter at have bragt mormor og morfar herover. Det er jo praktisk, for så kan vi klare udskiftningen med én tur til Washington med bedstemorbussen ;o) Vi glæder os meget til de alle kommer og nyder sommeren med os.

Årets første aftensmåltid på terrassen.

Så kom varmen tilbage, og vi har haft en dejlig sommerdag herovre. Efter morgenmaden, havde temperaturen sneget sig op på 24 grader, så Jan tog op på basen for at få sine første golflektioner. Det er efterhånden også ved at være tiltrængt, for han er træt af altid af få klø af sine golf-buddies. Nu kan de bare vente sig... Imens indtog pigerne haven med is og kolde drikke. Det var tiltrængt, for især Emma har haft en hård uge i skolen. Der har været meget skriftligt arbejde, så foruden de lange dage i skolen, har hun brugt mellem 2 og 5 timer på lektier - hver dag..!!
Skolerne i byen har et projekt, hvor man skal løbe en marathon - altså fordelt på nogle gange. Planen er, at man fra nytår har indtil den 21. marts til at løbe 25,2 miles. Den 21. marts er det så meningen, at alle børnene skal løbe den sidste mile ude på strandpromenaden. Jan og pigerne løber sammen, og i dag var der arrangeret fællesløb fra pigernes skole i en af de lokale parker. Efter frokosten tog vi derfor taget af bilen og kørte ned for at være med. Det var varmt men hyggeligt, og pigerne har nu begge rundet de 20 miles (32 km.) - sådan.
Temperaturen holdt dagen igennem (her kl. otte om aftenen er det stadig 20 grader), og vi kunne indtage årets første aftensmåltid på terrassen afsluttet med friske jordbær fra Florida.

Mies læsehjørne.

Mie er blevet rigtig glad for at læse, og hun sluger både danske og amerikanske bøger. Hvis man ikke lige kan finde hende, er der en god chance for, at hun er i læsehjørnet, hvor Jan har fanget hende her, mens hun hygger med Bearenstein Bears. Det er yndlingsserien for tiden.

De er skøre de Romere...

Som vi vistnok tidligere har berettet, er en bil et af verdens farligste våben i hænderne på en amerikaner, når temperaturen nærmer sig frysepunktet. I dag var ingen undtagelse...
Den lovede "winter storm" indtraf som lovet i går aftes. Det har styrtet ned uafbrudt siden lørdag morgen, og i løbet af søndagen blev dette suppleret med voldsomt stormvejr og faldende temperaturer. Det blæste så voldsomt, at vi blev helt nervøse for huset (som dog står endnu). Op til flere gange fik et vindpust mod garagedørene skabt så stort tryk inde i garagen, at vores inderdør blæste op. Det giver sådan lidt dårlige nerver, for der er alarm på, som giver lyd, når en dør åbnes, og når man efter at være gået i seng hører advarslen for åbnet dør, farer der mange tanker gennem hovedet. Rikkes reaktion er bare at sige "hvad var det" (hvor i Himlens navn skulle jeg vide det fra), og så ellers vende sig om på den fede side med en forventning om, at jeg står op og finder ud af det. Det var nu heldigvis værst første gang, indtil vi fandt ud af årsagen.
Nå men de faldende temperaturer fik regnen til at falde som sne og isslag, som søndag aften skred frem, så det var helt spændende at køre på job her til morgen, selvom vejene var blevet saltet i løbet af natten. Motorvejene var ifølge trafikmeldingerne helt lukkede, så jeg kørte ad de sekundære veje ind. En tur på små 20 km., hvor jeg så ikke færre end 7 færdselsuheld, hvoraf ét var en sættevognslastbil, der havde smidt sig på tværs af en tilkørselsrampe til motorvejen med mange kilometers kø til følge. En af kollegerne havde talt 12 uheld ad den vej, han var kørt. En anden kollega havde passeret tre lyskryds, der var blokerede, fordi byens orange saltlastbiler var gået i stå midt i krydsene (de har sikkert ikke været ude at køre i flere år).
Så tænker man måske, at det da er helt naturligt, når der er "winter storm". Det absurde er bare, at det fryser 2 grader, og snefnuggene falder med samme tæthed som på billedet fra forleden, så selvom der er hård blæst har det for os nordeuropæere jo intet med vinter at gøre. Lige nu gruer jeg bare for i morgen, for de har lovet ned til minus 6 grader i nat og mere isslag. Kryds fingre for, at vi klarer os levende igennem til fredag, hvor der igen er lovet 20 grader og golfvejr.

Tunnel of Terror.

Som vi måske har berettet om i tidligere indlæg, er det ret hårdt at gå i skole herovre sammenlignet med i Danmark, da der foruden selve skolegangen er et voldsomt lektiepensum. Foruden de daglige mellem 1 og 2 timers lektier skal der laves en månedlig book report. Børnene vælger ud fra angivet kriterie selv en bog at læse, og der skal så skrives et par sider med egen beskrivelse om bogen. Derudover skal den følges op af et kreativt projekt. Sidste måneds kreative opgave var fx at skrive og optræde med en sang eller opføre et lille skuespil fra bogen i klassen. Denne måneds rapport skulle akkompagneres af en skotøjsæske med et "peep hole" (kighul), hvor der skulle laves en model af en scene fra bogen. Emma holder meget af mysterier og havde valgt bogen "Mysteriet om den forsvundne Pony", hvortil hun valgte at lave en model af Tunnel of Terror. Rapporten blev lavet sidste weekend, og denne weekend gik så med at lave modellen, som er blevet virkelig god. Nyd billederne af projektet.

Efter to weekenders slid skulle man så tro, at der var lidt luft. Men tro om. Til på torsdag skal der også lige laves et essay om DARE (Drug Abuse Resistance Education). Det er et program på skolen, hvor Politiet kommer og orienterer om misbrug af euforiske stoffer, for på den måde at forsøge at undgå misbrug ved at tale åbent om tingene. Et supergodt program, der kører på alle byens skoler. Det giver dog stof til eftertanke, at man starter allerede i 1. klasse med programmet...

Det årlige Winter Ball.

I går aftes var Rikke og Jan til hovedkvarterets årlige vinterbal, og alle sejl var sat til. Rikke tilbragte det meste af formiddagen med at lave franske negle, og eftermiddagen blev tilbragt hos frisøren, men som det ses, var resultatet også det hele værd.

Ballet blev afholdt på Founders Inn & Spa, der er blandt områdets mest mondæne steder, og som mest minder om en country club. Faciliteterne var fantastiske, og ved baren blev vi mødt af den firestjernede amerikanske Marine Corps general, der er chef for hovedkvarteret. Efter at have præsenteret sig med "Hi, I'm Jim" til Rikke, var der drinks og hyggesnak inden maden. Herfra knækkede filmen desværre, for desværre er Amerika altså bare ikke Europa, og hvad man end kan rose amerikanerne for, så er god stil altså ikke blandt deres spidskompetencer. Så hvad der blev reklameret som et bal skulle vise sig mere at have karakter af en dansk julefrokost.
Spiselokalet var et stort konferencelokale, der i lummer belysning var dækket op med 10-personers runde borde til de ca. 400 gæster. Maden var buffet, og det kan for så vidt være godt nok, men bordene blev af toast masteren sluppet fri mod buffetten i hold, og da det blev vores tur, var buffetten godt og vel hærget, og flere af fadene var tomme. Den mad der var, var i det mindste god, men det var alligevel en skuffelse, og det blev kun værre derfra. For da vi kom tilbage til bordet, var de første borde jo færdige med maden, så det til lejligheden hyrede rockband fyrede op under kedlerne og gjorde sit bedste til at tilføje de sagesløse gæster tinnitus inden kaffen. Foruden at spille vanvittigt højt, var de simpelt så håbløst ringe, at man sjældent kunne genkende de ellers kendte musiknumre, førend de var midt i sangen, og ganske få brudstykker gav dejavu til vores yngre år foran radioen. Nå, men i det mindste behøvede vi jo så ikke tale sammen under middagen, så vi kunne få spist i en fart og deltage i festlighederne, hvilket vi så gjorde, inden bulen blev ryddet til midnat.
Så selvom det ikke levede helt op til forventningerne, endte aftenen alligevel med at blive ganske hyggelig. Vi blev mætte og glade, og når man kan tage hjem med festens smukkeste pige, hvad betyder så egentlig alt det andet..??
Trine, en af de danske teenagepiger var kommet hjem til os for at være ved pigerne. Hun er sød, og de hyggede sig sammen. Efter ballet kørt Jan hende hjem, for man får ganske vist et kørekort som 16-årig herovre, men desværre må man ikke køre efter kl. 23, når man er under 18.