Norfolk Admirals.

Her midt i vinterkulden har vi været inde og se ishockey med det lokale hold Norfolk Admirals. Det er fuldstændig barokt, at man skal gå ind i en skøjtehal for at få varmen, hvilket faktisk var tilfældet dén aften. Det er da ikke derfor man rejser til Virginia...
Nå men kampen var fantastisk. Flere slåskampe på isen, hvoraf den første startede allerede efter ti minutter. Deruodver var det en velspillet og tæt kamp med forlænget spilletid, som først blev afgjort med shoot outs. Desværre tabte Admirals, men som ethvert amerikansk sportsarrangement var der masser af pop corn og candy floss til at dæmpe sorgen med.
Faktisk deltog vi i en god sags tjeneste. Skolen har et ret aktivt forældreråd, der laver en række arrangementer, hvor de har fået en aftale med arrangøren om, at der for hver billet som bliver købt af skolen går penge tilbage i forældrerådets kasse. Således fik skolen 2$ pr. billet, som blev solgt til pårørende fra skolen til 10$ stykket. Da normalprisen er 20$ var det jo i forvejen et fund, og skolen rejser ret mange penge på denne måde, og så er det en sjov måde at se kammerater og forældre på i et andet miljø end normalt. Nogle husker måske, at vi også var i skøjtehal i løbet af 2008. Det var et arrangement på samme måde. Det er et ret imponerende arrangement, og noget der måske kunne læres af hjemme i Danmark, hvor egenbetaling sikkert må forventes i større grad fremadrettet, og hvor denne måde at samle penge ind på giver lidt fornøjelse samtidigt.

Så kom trampolinen i brug.

Til stor fortrydelse for pigerne blev vores trampolin ødelagt i flyttelæsset herover. Man bliver ærlig talt lidt urolig for resten af ens ejendele, når 2 mm galvaniserede stålrør er blevet mast, for der skal alligevel pænt med kraft til at gøre det. Nå, resten af vores ting havde det godt, og forsikringen betalte en ny, som endelig er kommet op. Det tog så "kun" et halvt år, men ifølge pigerne var det værd at vente på.

Volunteer of the Month.

Så er Rikke simpelt hen blevet publiceret på Internet. Check lige side 5 på dette link http://www.thoroughgoodes.vbschools.com/PTA%20newsletters/PTA%20January.pdf. Hun er blevet kåret som månedes frivillige på skolen for alt det hårde arbejde hun gør deromme. Det synes vi er meget sjovt, og vi er lidt stolte af hende. Desværre fulgte der ikke nogle fede gavekort med til hendes "udnævnelse" ;o)

Snestorm og ny præsident.

De er altså sjove de amerikanere. Som jeg har berettet, er her jævnt køligt for tiden, og i løbet af mandagen, hvor vi nød en fridag herovre pga. Martin Luther King Day, begyndte meteorologerne at tale om snestorm i den sydlige del af Virginia og altså også i vores område. Den snak eskalerede i løbet af dagen til et niveau der tilsvarer, når der er orkanvarsel hjemme. Det fyldte hver eneste nyhedsudsendelse, (når de da lige var færdige med at snakke om indsættelsen af Obama), og det var varsel om op til 20 cm. snefald. I sig selv ryster det jo ikke en gæv viking fra det kolde nord, men når man tænker på amerikanernes måde at køre bil på, og hvor mange uheld der er blot det regner, begyndte vi så småt at blive lidt urolige. En bil er et farligt våben i hænderne på en amerikaner, når vejene er våde, så på sneglatte veje er der sikkert ingen grænser for, hvilke ødelæggelser de vil kunne forvolde. Det endte da også med, at skolerne blev meldt lukket om tirsdagen (til stor glæde for børnene), for man mener, at det er for farligt at køre med skolebus i snevejr - helt alvorligt!
Nå men hvorom alting er, trodsede Jan meteorologerne og kørte på arbejde tirsdag morgen, mens han glædede sig til at komme hjem og bygge snemand med pigerne til fyraften. Som bekendt er forventningens glæde dog bare den største, for stormen passerede 100 km. syd herfor, så vi måtte nøjes med kulden og en fridag fra skole. Næstefter indsættelsen af præsidenten, var dette uvejr dog stadig det som fyldte mest i nyhedsudsendelserne, og det selvom der kun faldt mellem 5 og 10 cm. sne. Det er altså nok til at få de lokale til at gå helt i selvsving, men OK - det er da også 6 år siden det sidst har sneet rigtigt på disse kanter.
Indsættelsen af Obama er der vist ingen grund til at fortælle om, da det sikkert har fyldt ligeså meget i Danmark, som det gjorde herovre. Vi havde talt om, at det kunne være sjovt at køre derop, men da vi så billederne, blev vi nu glade for, at vi var blevet hjemme. Så som de fleste andre, nød vi ceremonien på TV.

Så blev det for alvor vinter i Virginia Beach.

Vi kan stadig huske den dag i november, hvor der var et lille drys sne, og hvor vi fejlagtigt troede, at det var det værste vinter, vi skulle opleve. Vi er da blevet klogere de seneste dage. Her er bidende koldt, og temperaturen har i flere dage slet ikke været over frysepunktet. Billedet herunder hvor temperaturen var -6 grader er taget i bagende sol under høj blå himmel, og nattemperaturen har været nede og runde 11 frostgrader. Det er den laveste temperatur her i fire år, og amerikanerne er også noget rystede. Det er også ret tydeligt, at huset ikke er bygget til den slags. Centralvarmeanlægget hamrer afsted på fuld skrue, og alligevel kan temperaturen i badeværelset ovenpå ikke tvinges over 21 grader. Det lyder måske ikke så slemt, men i et hus med marmorgulve beboet af mennesker, der er vant til brændeovn om vinteren, føles det bare umenneskeligt koldt. Heldigvis er det vistnok (ifølge meteorologerne) bunden, som er nået, og det skulle begynde at varme en anelse op sidst i næste uge. Vi kan næsten ikke vente.

Indsættelse af USS George HW Bush.

I søndags var vi til indvielse af den amerikanske flådes nyeste anskaffelse: hangarskibet USS George H.W. Bush, opkaldt efter den gamle præsident. Skibet er blevet bygget på det lokale værft, der siden 2001 har arbejdet på at omforme ca. 100.000 tons stål til skibet, der også har to atomreaktorer "indbygget" til at lave strøm. Når skibet er i operativ drift, er det hjem for ca. 6000 søfolk og ca. 65 fly, og det er et noget imponerende skue.Det var specielt imponerende i søndags, da skibet var kommet lige fra værft, og alt var spritnyt. Det lignede en julegave, der lige var blevet pakket op.

Der var ventet små 20.000 gæster, så vi ankom tidligt for at få en god plads, for selvom man kun kunne deltage med invitation, er det ikke helt ligegyldigt hvor man sidder, når skibet er mere end 300 meter langt og mere end 40 meter højt. Det var koldt at vente, men til gengæld var vi på plads og kunne nyde showet, da begge Bush'erne ankom. Det er ganske imponerende med lange konvojer af limousiner samt hele 10 helikoptere, som ankommer fra forskellige verdenshjørner og på forskellige tidspunkter, så man ikke kan vide, hvilken helikopter Præsidenten præcist er i. De ankom dog begge og de obligatoriske taler blev holdt, inden skibet blev overdraget til operativ drift.

Selve overdragelsen var et helt show i sig selv, idet skibets besætning er opmarcheret på kajen, og på given ordre løber ombord og bemander alle funktioner, mens "overskydende" søfolk står hele vejen rundt langs skibets dæk.Efter showet var der adgang til skibet, hvor der var udstillet fly og andet grej fra det amerikanske diplomati. Og så kunne man prøve at køre med én af de elevatorer, der løfter fire fuldt opladte kampfly ad gangen fra hangaren inde i skibet op på flydækket.

Bjælkehytten.

Vores ophold på Little Valley Mountain Resort i Smokey Mountains, Tennessee var simpelt hen fantastisk. Hytten var ikke så øde som forventet, idet den lå som en del af et resort. På den anden side betød det også, at man ikke var helt alene ude i red neck land, så det viste sig at være helt i orden, når det kom til stykket. Der var stadig langt nok mellem hytterne til, at man ikke kunne høre sine naboer, så illusionen om ødemark kunne godt opretholdes med lidt fantasi. Og så var hytterne næsten nye og ekstremt velholdte - især sammenlignet med noget af det skrammel man ind imellem får, når man lejer sommerhuse hjemme. Nedenfor er et par stemningsbilleder fra stedet, samt billeder af familiens medlemmer i færd med hver deres yndlingsbeskæftigelse.

Vi holdt nytårsaften i hytten. Det var ellers oprindeligt meningen, at vi ville have været i Gatlinburg, men vi hyggede os så godt, at vi ikke rigtig gad tage afsted, og da Mie faldt i søvn ved 23-tiden var det ligesom afgjort. Vi havde lavet en dejlig middag, hvor vi fik carpaccio af Leif's dyrekølle til forret. Det nød vi meget og drak alle Leif's skål. Endnu engang mange tanker til Leif for at give os en nytårsaften, der pånær hans og familiens selskab var næsten som den plejer. Det eneste der manglede (ja altså ud over familien Kristensen og naboer til at stable brænde foran døren) var fyrværkeri... Men det kommer vi nok til at vænne os til, for fyrværkeri er forbudt i de fleste stater, herunder også Virginia. Generelt gør amerikanere det ikke i fyrværkeri på samme måde som hjemme, og når det endelig skal være, er det som regel byen eller en festkomite, som står for at arrangere et større fyrværkerishow i byen. Vi for ellers alle inkl. en lidt søvndrukken Mie udenfor til midnat, men der var ikke så meget som en lynkineser. Lidt skuffende, men vi kom alligevel godt ind i det nye år og kørte hjem dagen efter, hvor der heldigvis ikke var meget trafik på vejene.

Great Smokey Mountains.

Så er det vist ved at være tid at få skrevet lidt til dagbogen om resten af juleferien, mens vi stadig er tæt på nytåret.
Efter at have forladt Snowshoe Mountain kørte vi sydpå i Apalache bjergkæden, hvor det ganske vist tog en farlig tid pga. hårnålesving og små veje, men hvor udsigten var fantastisk. Det er ikke bjerge, som man kender det fra Alperne. Faktisk minder det vel mest om området i Tyrol og i Sydtyskland, inden de rigtigt høje bjerge med evig sne begynder.
Der er simpelt hen så mange Mc Donald's og andre snasker, at rastepladser ikke rigtig er udbredte herovre. Da man sådan set godt kan blive lidt træt af Mc Donald's i længden, blev frokosten derfor indtaget i vejkanten på et sted, hvor vi fandt både sol og udsigt, så det gik dog. Heldigvis var cooleren pakket yderst i læsset, og her serverer far sandwiches og drikkevarer ud af bagsmækken.

Efter tre timers tid i bjergene kunne vi heldigvis komme ned i dalen og køre på en Interstate (amerikansk motorvej), så vi kunne få lidt mere skub på tøseøsen ned mod Tennessee. Det var en lang tur, men som det ses på billedet herunder, hygger pigerne sig fint på de lange køreture med Nintendo og videofilm.

De amerikanske Interstates kan på trods af underholdningen på bagsædet være en noget enerverende oplevelse for chaufføren. Som navnet antyder, er det veje som forbinder staterne og som i nogle tilfælde går på tværs af USA, så de fortsætter i det uendeligt og er lige så lige som Roskilde landevej, så det virker som om, man ingen vegne kommer. Da færdselspolitiet er ret hysteriske med hastighedsbegrænsninger (som vi har opdaget på den hårde måde - jeg er forbløffet over, at Rikke ikke har hånet på bloggen endnu...), er det altså bare at sætte cruise control på 55 miles per hour (ca. 90 km/t) og så prøve ikke at falde i søvn. Det går ikke lige godt for alle, og da vi var en ca. time fra vores bestemmelsessted, var der pludselig en bil nogle hundrede meter foran os, der hamrede i grøften. Da det var solskin på en snorlige vej uden andre involverede, tænker vi, at det kun kan være chaufføren, der var døset hen. 90 km/t gennem en grøft og lige ind i et træ laver et træls svinere, så vi måtte pænt vente, til chaufføren var blevet skåret fri af bilen og var blevet evakueret i helikopter, der landede på motorvejen lige foran. Under andre omstændigheder havde det været meget fedt, men det skaber lidt respekt.
Endelig lykkedes det dog at se the Great Smokey Mountains i skumringen, og som det ses herunder, var det et smukt syn, der heldigvis hurtigt fortrængte den anden noget trælse oplevelse.

Smuk udsigt eller ej, var den sidste del af turen op til vore hytte dog ualmindelig træls. Området er en turistfælde helt uden lige. Byerne udenfor er et helt utroligt cirkus, der bedst kan beskrives som en kombination af Bakken og Las Vegas. Da vi kørte fra Interstaten havde vi ca. 15 km. tilbage, der skulle tilbagelægges gennem en virvar af kasioner, diner shows (bedst at sammenligne med revyer, forlystelsesparker, restauranter, natklubber og souvenierbutikker. Det var utrolig specielt, og ingen af os har nogensinde oplevet noget lignende, og havde det ikke været for et helt okkult opbud af mennesker, havde det måske været hyggeligt. Vi blev i hvert fald enige om, at farmor ville være gået helt i bro over alle lysene, men efter syv timer i en bil og en netop overstået kø gider man bare ikke sådan noget. Det tog os halvanden time at køre de 15 kilometer op til hytten!!!
Da vi endelig kom derop, var det dog det hele værd, og jeg skal nok skrive et separat indlæg om hytten senere, så vil man nok forstå hvorfor.
Det var faktisk lidt pudsigt, at vi havde forventet at skulle ned til sne, når vi nu skulle være i bjergene. Der er dog to ting, der gør sig gældende. For det første er det som nævnt ikke vildt høje bjerge (højeste punkt er 2025 meter) og for det andet er det ligesom Virginia Beach, hvor vi bor, så langt mod syd, at vejret er afhængig af, om vinden kommer fra nord eller syd. Når vinden er i Nord, er her koldt og træls, og når vinden er i Syd, er her ligesom en dansk sommerdag. Nå, men da vi efter at have siddet så mange timer i bilen ser en restaurant umiddelbart før vi er ved hytten, bestemmer vi os for at spise aftensmad med det samme. Jan parkerer bilen og springer ud for at hente jakkerne i bagagerummet, da vi jo forventer kulde, men da vinden viste sig at være i syd, blev han mødt af den dejligste sommeraften og 23 grader...
Et par dage efter blev der dog en træls og overskyet dag, så vi bestemte os for at køre en tur i Great Smokey Mountains National Park. Nationalparker er meget udbredte herovre, og de er STORE. Denne er ingen undtagelse, idet den har et areal på størrelse med Fyn. Der går dog kun én vej gennem parken, hvor man til gengæld kan køre i sin bil, så i bedste amerikanerstil er det maksimal turisme under anvendelse af minimal egen energi - sådan! Der er dog mulighed for at parkere en masse steder undervejs, hvor man så kan gå ture på et utal af hiking trails af forskellig længde. Det var dog lige rigelig natur for vores smag, så vi stod kun ud på toppen af bjergene for at nyde udsigten. På billedet herunder ses årsagen til navnet Great Smokey Mountains. Der dannes stort set altid skyer eller damp, så det konstant ser ud som bjergene ryger.

På den anden side af parken lå et indianerreservat for Cherokee indianerne. Her var vi ude og gå lidt rundt, da dette var et af de pænere reservater, der faktisk mindede om en lille by i stil med Blokhus eller Legoredo. Altså meget turistet sted i Western stil, hvor indianerne ernærer sig ved at sælge mokkasiner og alverdens souvenirlir fra området. Generelt er tanken om indianerreservater i grunden lidt deprimerende, og mange gange er de det rene slum, men dette sted var nu meget hyggeligt, og så havde de en lille biks med hjemmelavet chokolade, som vi fik hærget, inden turen gik tilbage over bjergene.

Som sagt er parken stor, og det der var tænkt som en lille formiddagstur endte med at blive en heldagsudflugt, inden vi kom tilbage. På vejen hjem gik turen igennem området hovedattraktion, som er byen Gatlinburg. Den er på samme måde som tidligere beskrevet et gedemarked af shows og forlystelser, men da der var pyntet op med 2 millioner julelys, var det nu meget flot alligevel. Vi tog aftensmaden på Hard Rock, inden turen gik tilbage i hytten.

Efter denne lange køretur stod den på afslapning i hytten resten af ferien. Ind imellem fik vi dog lidt frisk luft ved at hike på nogle stier, som var anlagt på bjerget, hvor vi boede. På billedet herunder har vi begivet os ud for at blive luftet.

Og så lige til slut. Nogen af jer husker måske, at vi gjorde os store forhåbninger om at se en bjørn, mens vi sad i hot tub'en og nød livet. Well, hvis I spekulerer på om det lykkedes, må vi desværre skuffe. Selvom Great Smokey Mountains National Park formodes at indeholde 1800 bjørne, der som følge af de høje temperaturer ikke burde være gået i hi, så vi ikke så meget som skyggen af en eneste. Til alles store fortrydelse. Det tætteste vi kom på en bjørn var fodsporene fra en vaskebjørn på fortrappen, der sikkert har været forbi i løbet af natten for at lede efter kræs i skraldespanden.

Video af Mie og Emma på ski.

Nu er det lykkedes at få pakket et par videofilm af pigerne i et format, som kan lægges på bloggen. Nyd dem komme susende forbi. Det er Mie på videoen til venstre med Jan lige bagefter, og det er Emma på videoen til højre.