fredag den 8. august 2008

Stadig intet nyt.

Håndteringen af vores seng er fortsat en noget nedslående affære.
I tirsdags ringede Jan til flyttefirmaet, som ikke kunne finde vores seng på lageret. De kunne til gengæld konstatere, at der samtidigt med vores flytning havde været to andre med nyindkøb, så der er formentlig en anden familie, som har fået en dejlig ny seng...
Da vores "sagsbehandler" ikke havde bemyndigelse til at gøre mere, blev vi videresendt til deres forsikringsafdeling, som ringede i onsdags. Desværre var deres holdning, at det var et anliggende mellem os og vores forsikringsselskab, så de ville ikke gøre mere. Det kan vi selvfølgelig som udgangspunkt ikke leve med, da vi ikke kan købe en ny tilsvarende seng herovre, og da en udbetaling af forsikringssummen jo ikke holder os skadefri, da vi har fået sengen momsfrit. Jan har derfor efterfølgende sat sig i kontakt med selskabets administrerende direktør, for at forsøge at overbevise ham om det fornuftige i at behandle os anstændigt, da Jan jo skal godkende alle flyttetilbud til det amerikanske kontinent de næste fire år. Og som sagerne står lige nu, er han nok ikke tilbøjelig til at anbefale Møbeltransport Danmark til andre.
Han har svaret, at han er ved at sætte sig ind i sagen og vil vende tilbage, men vi har ikke hørt fra ham endnu.

Ingen kommentarer: