Tilbage til 80'erne.

Hvem husker ikke White Wedding, Eyes Without a Face og ikke mindst Rebel Yell..?? Lige præces - i lørdags var vi til koncert med Billy Idol, og det var fuldstændig som at være 17 år igen. Denne weekend herovre har været Labor Day weekend, hvilket svarer til vores 1. maj, så vi har faktisk haft fri i dag mandag. Labor Day fejres i Virginia Beach med 3 dage med koncerter på stranden ved Oceanfront, og så en halv-marathon på strandpromenaden. Halv-marathon skulle vi ikke have rodet os ind i, men vi havde fået billetter til den store scene på stranden, hvor vi troppede op med stole og madkurv og nød tre timers rockkoncert sammen med to andre danske familier. Det var en helt fantastisk fornemmelse at sidde på stranden i 28 graders varme og høre live musik mens børnene legede og solen gik ned. Koncerten startede med en flok vrede unge mænd , der kaldte sig the Blackjacks from Washigton DC. Det var simpelt hen gustent, for de gik sørme til stålet, og vi havde næsten motorcykelfrisure af lydtrykket. Men det var OK musik og en god opvarmning til Billy Idol, som spillede i to timer - og han gik til den. Ikke nogen helt ringe præstation af en gut, der har været ved at dø af stoffer og nu er blevet 53 år. Altså hvis nogen havde fortalt mig dengang i 1980'erne, da vi sad og sang med til Billys musik at jeg en dag ville stå med sand imellem tæerne og min 7-årige datter på skuldrene i USA og se Billy live, ville jeg nok ikke have troet dem...
For de der ikke helt kan huske Billy Idol er her et par links til de bedste numre på You Tube:
White Wedding http://www.youtube.com/watch?v=AofzLsvTsM0
Rebel Yell http://www.youtube.com/watch?v=ToeY7MkCm0c&feature=related

Thoroughgood Elementary School.

Så blev det den store dag for næsten første skoledag. Herovre er den første skoledag helt almindelig, så i stedet møder alle op et par dage før og afleverer skolesager og hilser på vennerne. Og det med at aflevere skolesager er faktisk ganske alvorligt. Midt i ferien har vi fået en liste så lang over ting og sager, der skal medbringes, så vi havde faktisk en pose på størrelse med en sort affaldssæk fyldt med mapper, papir, faneblade, skriveredskaber, plasticposer og meget mere.
Pigerne fik mødt deres lærere og de andre børn, og begge piger har faktisk allerede snakket med nogle af deres klassekammerater, som var meget søde. Det var lærerne også. Mie skal have Mrs Weaver og Mrs Early, så i de små klassetrin bruger man også to lærere, ligesom vi kender det fra Frederiks. Emma skal have Mrs Phoenix, og så skal de begge have Mrs Dusch til engelskundervisning for to-sprogede.
Hele oplevelsen på skolen var meget positiv. Både lærere og elever var meget imødekommende og søde, og skolen er meget hyggelig. Billederne herunder er fra Mies klasseværelse - hun står ved sin stol. Far blev orienteret om, at der ikke fotograferes i 4. klasse, så der er ikke billeder fra hendes klasse.

Så sender vi mormor og morfar hjem.

I dag sendte vi mormor og morfar hjem fra Washington. Da vi alligevel skulle derop med dem, havde vi aftalt at slutte ferien med den store road trip for hele familien derop. Derfor blev alle mand pakket i tøseøsen mandag morgen, Meeko blev sendt på ferie på Kitty Island, og så var det ellers afsted nordpå.














I Washington inlogerede vi os på "vores" Sheraton hotel, hvor de efterhånden er ved at kende os, og så kørte vi ud og så Arlington kirkegård med alt hvad dertil hører af vagtskifte osv. Derefter havde Rikke bestilt bord på ESPN Zone, som vi har skrevet om tidligere i bloggen, og her kunne vi så nyde en fodboldkamp på storskærm i HD til maden - fremragende. Derefter kørte vi forbi Det Hvide Hus og så det by night.















Om tirsdagen gjorde vi et ihærdigt forsøg på at ende som brystbilleder, idet vi gjorde alle monumenterne til fods. Vi tror nok, at mormor og morfar nød at se det hele, selvom det til sidst var under højlydte beklagelser fra morfar, der nok syntes at han efterhånden havde gået rigeligt. Igen blev det til nattevandring, da vi havde fået billetter til Washington Monument kl 2130, så vi kunne se byen om natten fra 150 meters højde. Onsdag skulle mormor gøre sin sidste shopping, så vi stoppede ved et mall i Dulles (igen under højlydte beklagelser fra morfar), så mormor kunne bruge de sidste penge, inden vi satte hende på SAS flyveren til København.
På vejen hjem stoppede vi i Richmond, hvor Rikke viste os, hvor hun havde været au pair. Huset var der endnu, men ellers var der ikke meget, der lignede sig selv, så vi er blevet enige om en weekend tur derop lidt senere, for at have bedre tid til at finde stederne fra dengang.
Det var hyggeligt at have mormor og morfar herovre, og huset var lidt tomt, da vi kom hjem til det igen.

Virginia Beach oceanfront

Virginia Beach Oceanfront er et dejligt sted at være både om dagen og om aftenen. Det er en strandpromenade, som er et par kilometer lang langs Altanterhavskysten, og det er en rigtig turistfælde med ishuse, hoteller, spisesteder og strandbutikker. Derudover er der friluftscener med jævne mellemrum, hvor diverse bands optræder i weekends.

I dag tog vi alle derud og lejede en familiecykel, som vi oksede op og ned ad strandpromenaden i. Det var sådan set mægtig hyggeligt, for vejret var skønt, og der var masser af liv, meeeen det var varmt.

Statuen forestiller Kong Neptun.

Rikke og mormor fører sig frem.

Efter at have knoklet rundt på hangarskibet, mente Rikke og mormor nok, at det var tid at komme ud og føre sig lidt frem, så de tog den topløse bil ud og shoppe. Som det kan ses, var det med de brede grin fremme. Jans var knap så bredt, for som man kan se, er der ikke meget frigang i siden, når den skal ind i og ud af garagen...

USS Theodore Roosevelt

Den amerikanske Atlanterhavsflåde holder til på basen i Norfolk, hvor Jan arbejder. En dag vi var inde på basens hospital og blive meldt til sygehussystemet kom der pludselig en amerikanske flådepilot hen og sagde hej. Han kunne genkende Dannebrog på Jans uniform og talte en smule dansk. Det viste sig, at han er gift med en dansker, som han mødte, da hun var herovre som au pair i sin tid. Han tilbød at vise os rundt på et hangarskib, hvis vi en dag havde lyst - et tilbud vi selvfølgelig tog imod.
Vi fik en rundvisning på USS Theodore Roosevelt, som lå i havnen og var ved at blive klargjort til en tur østover. Det er det største hangarskib i den amerikanske flåde med ca. 60 fly og 6000 mand (M/K) ombord. Skibet er desuden atomdrevet, så der er også to atomreaktorer i maven. Det var ret cool at opleve, selvom flyene ikke var ombord denne dag.

Busch Gardens

I dag gik turen til Busch Gardens, som er en forlystelsespark, der ligger en times tid nord for, hvor vi bor. De havde også én i Tampa, så det var jo kendt stof, men alligevel sjovt.
Parken er kendt for sine vilde rutschebaner, hvor den ene har et lodret frit fald på 60 m. Pigerne nøjedes dog med de lidt mere astadige forlystelser, som svævebanen Mie kører i herunder.
Jan var på arbejde, så det var kun pigerne og mormor og morfar, som var afsted.

På street board i parken

Pigerne er efterhånden ved at være skrappe til at stå på street board, og tiden med skrammer og blå mærker efter vilde styrt er faktisk overstået.
I dag har de været med mormor og morfar i parken og demonstrere, hvor skrappe de er.
Parken ligger lige i vores kvarter (5 mintter på cykel) og er et dejligt sted at være. Foruden skyggefulde stier, er der legeplads, tennisbaner og en frisbee bane. Det minder om en slags golfbane, hvor man så bare skal bruge frisbee i stedet og til sidst kaste den i en kurv, inden man går videre til næste bane.

Den næstbedste bane til street boards er i øvrigt rundt om vores pool, synes pigerne, så når de ikke kan komme i parken, kører de ustandseligt rundt om poolen. Selvom de er gode, går det dog ind imellem galt, og pludselig kan man høre et ordentligt plask, når nogen kører i poolen med tøj, street board og hele molevitten. Det synes man er ret sjovt...

Til frokost med morfar

Mens pigerne har brugt utallige timer (og dollars...) på at handle, har Jan og morfar været til frokost på Hooters.
Maden dér er fremragende, og betjeningen fejler heller ikke noget, så som det kan ses på billedet, var humøret højt efter hot wings, store burgere og et par store fadøl.

Colonial Williamsburg.

Jeg truede jo med at komme tilbage til det med seværdighederne...
Området her er jo den amerikanske civilisations vugge, for det var jo her, at englænderne i sin tid (1700-et-eller-andet) gik i land i Jamestown og etablerede de første britiske kolonier i Amerika. Hovedstaden i kolonien var oppe i Williamsburg (ca. 1 time nord for, hvor for bor), og det markeres med et levende museum, der bedst kan sammenlignes med Den Gamle By i Århus eller den Fynske Landsby. Her kan man så gå rundt og se de gamle huse, og lære om hvordan folk levede dengang, samtidig med at man får en fornemmelse af og forklaring på, hvorfor den amerikanske revolution, der ultimativt førte til uafhængighedserklæringen, startede.
I og for sig spændende nok, men de tog $200 for os som familie, og det var det simpelt hen ikke engang tæt på at være værd. Kors for følte vi os snydt, men efter en god middag på et lokalt bøfhus, var alt tilgivet igen.

Der er stadig liv...

Der er stadig liv i os, selvom der har været roligt på bloggen i et stykke tid. Det er der flere årsager til. For det første har vi knoklet med at få 396 stykker flyttegods på plads - faktisk er vi ikke færdige endnu, men huset er da blevet beboeligt inden mormor og morfar kom. Og det er så den anden årsag. Vi har fået besøg af Rikkes forældre, som Jan var oppe og hente i Washington i onsdags. De havde en fin tur herover, og heldigvis er vejret fabelagtigt, så de nyder skiftevis poolen, shopping og områdets seværdigheder (en af dem vil jeg vende tilbage tilbage til i et senere indlæg). Den sidste årsag har at gøre med Emmas fødselsdag... Hun fik et digitalkamera i fødselsdagsgave, som hun er MEGET glad for, og som er med overalt. Det er dejligt med en ekstra fotograf, men det er pludselig blevet et helt omfattende arbejde at lave fotoalbum, for hun tager MANGE billeder og videoklip. Men hun er god til det, og fanger mange sjove og gode situationer.

Emmas fødselsdag

Så blev det Emmas tur til at holde fødselsdag i USA.
Dagen startede ikke alt for optimalt, for Emma var lidt skidt tilpas. Hun måtte altså tilbage i sengen og rævesove, så efter en lidt træls start på dagen, fik vi andre vækket hende med sang og gaver på god gammeldags facon. Gaven fra moster og familie blev pakket op foran computeren, så fætrene kunne være med via Skype - det gik fint.
Efter morgenmaden havde far og pigerne en sjov opgave. Vi havde købt en gasflaske med helium og en stor pose balloner, og så blev der ellers blæst balloner op. Da vi jo har seks meter til loftet inde i stuen og alrum, så det ret imponerende ud med 40 kulørte balloner med hale af gavebånd oppe under loftet.
Emma havde inviteret sin veninde Emilie til frokost, så efter en sandwich på terrassen røg pigerne i poolen. I løbet af eftermiddagen fik hun også besøg af den danske Maersk familie, der bor på vejen, og genboen, så der var faktisk fuld fart på en overgang. Ganske imponerende efter blot 14 dage på vejen.














Emilie blev til aftensmad, hvorefter vi kørte på et ishus, som Emma og Jan har fundet en aften de cruisede i den topløse bil. Emilie blev kørt hjem kl. 22, så det blev en lang og god fødselsdag, hvor fødselsdagsbarnet fik det meget bedre, efter at have snakket med familien i telefonen.

På danskerbesøg.

Udpakningen er gået lidt i stå, efter at det store hug blev taget de første dage, og de fleste tomme kasser blev hentet af flyttefirmaet i går. Inde i huset er der en små 20 kasser tilbage, som primært er til kontoret, og så er der selvfølgelig garagen, som er en helt anden historie. Den behøver vi heldigvis ikke se på, se den må passe sig selv lidt endnu.
Dagen er gået med at rydde på plads i skabe samt skifte fatninger, stikpropper og pærer, så lamperne kan fungere på 110 volt. Det er en ganske omfattende affære, og kvaliteten af el-materiel herovre mildest talt stinker. Det var næppe noget Leif eller svigerfar ville have med at gøre.
Her til aften har vi været ude og besøge Pernille og Peer, som er en dansk familie, der også er udstationeret herovre. Emma og deres datter på 10 år Emilie leger rigtig godt sammen, og Mie kan også fungere i slænget, så det var en rigtig hyggelig aften.

Stadig intet nyt.

Håndteringen af vores seng er fortsat en noget nedslående affære.
I tirsdags ringede Jan til flyttefirmaet, som ikke kunne finde vores seng på lageret. De kunne til gengæld konstatere, at der samtidigt med vores flytning havde været to andre med nyindkøb, så der er formentlig en anden familie, som har fået en dejlig ny seng...
Da vores "sagsbehandler" ikke havde bemyndigelse til at gøre mere, blev vi videresendt til deres forsikringsafdeling, som ringede i onsdags. Desværre var deres holdning, at det var et anliggende mellem os og vores forsikringsselskab, så de ville ikke gøre mere. Det kan vi selvfølgelig som udgangspunkt ikke leve med, da vi ikke kan købe en ny tilsvarende seng herovre, og da en udbetaling af forsikringssummen jo ikke holder os skadefri, da vi har fået sengen momsfrit. Jan har derfor efterfølgende sat sig i kontakt med selskabets administrerende direktør, for at forsøge at overbevise ham om det fornuftige i at behandle os anstændigt, da Jan jo skal godkende alle flyttetilbud til det amerikanske kontinent de næste fire år. Og som sagerne står lige nu, er han nok ikke tilbøjelig til at anbefale Møbeltransport Danmark til andre.
Han har svaret, at han er ved at sætte sig ind i sagen og vil vende tilbage, men vi har ikke hørt fra ham endnu.

På besøg hos genboen

Flyttemændene havde knapt nok pakket bilen med alt pap og kasser, førend det pludselig ringede på døren. Det var genboen Susan, der lige kiggede forbi for at hilse på med sine døtre Brooke og Kaitlin på hhv. 5 og 6 år. Brooke skal også starte i 1. klasse på Mies skole efter ferien. Hun havde bagt kage og havde med, og det var jo sådan set sødt af hende. Efter aftensmaden gik pigerne over og besøgte dem, mens Jan samlede Emmas nye seng, så hun er klar til at flytte ind i morgen. Hun skal ud og lege med en dansk pige, som hedder Emilie på onsdag, så hun har travlt med at blive færdig.
Der bor en anden dansk familie på vejen - Else og Jens med børn - og Else kiggede også lige forbi for at se, hvordan tingene skred frem. Det er meget hyggeligt med besøgende, og det gør det lidt lettere at føle sig hjemme.

Der mangler s'gu noget Gurli.

Som svigerfar ville have udtrykt det.
Inden flyttefolkene kørte, lavede Jan og formanden en gennemgang og inspektion af huset for at kontrollere, at alt var som det skulle være. Og det var det ikke...
Vores nye seng var ikke i containeren. Det er faktisk ret ufedt.
Heldigvis havde vi taget den gamle med til gæsteværelset, så den flyttede flyttemændene ud af gæsteværelset og op på soveværelset, for vi orker ikke madrasser på gulvet længere. Det er så nok, hvad vores gæster må indstille sig på, indtil vi har fundet ud af, hvordan Møbeltransport Danmark har tænkt sig at håndtere vores manglende seng. Øv!

Man skal passe på, hvad man ønsker sig...

Det har vi lært på den hårde måde i dag, for nu har vi fået vores ejendele igen.













Flyttefolkene kom kl 0830 i morges. Forinden havde Jan været på arbejde for at overdrage til sin chef, der havde første dag på jobbet efter en uges ferie. Mens Jan var på arbejde, havde pigerne ryddet op i huset, så der var plads til alle 396 stykker flyttegods.
Flyttefolkene knoklede løs i 35 graders varme, så man fik helt ondt af dem. I Danmark var det tre kasser ad gangen, som blev kørt på rulleborde ud til containeren, som var blevet sat på jorden. Herovre stod containeren på lastbilen, og de gæve mexicanere tog to flyttekasser på ryggen med en rem rundt om skuldrene og røg ned ad rampen fra lastbilen og op på huset uden på noget tidspunkt at give et kny fra sig - sådan! Imens stod Jan på fortrappen og ledte og fordelte slagets gang, mens Rikke sørgede for vådt og tørt til flyttefolkene.













Imens der blev flyttet ind hyggede pigerne sig i poolen. Det er et helt under, at de ikke er gået i opløsning, for de fik godt med solcreme på, og så var de faktisk mere eller mindre i poolen hele dagen. De havde taget deres Bratz med derned, og Bratz nyder faktisk også poolen.













Efter seks timer var alle vores sager inde i huset, og så gik de ellers i gang med at samle senge, borde, reoler mv.
De kørte efter knap ni timer, og efterlod os et hus med flyttekasser overalt. Ingen af os forstår, hvordan vi havde det på 150 m2 i Solvænget.