Mies sidste Honor Roll

I går var vi til årets sidste Honor Roll assembly med Mie, som fik diplom for at have været på Honor Roll hele året.

En dejlig måde at slutte skoleåret på inden sidste skoledag for begge pigerne i dag.

Sikke en udsigt.

Altså helt ærligt. Egentlig burde man være lidt trist over, at tiden på Church Point er slut. Men vi bliver simpelt hen så overvældet af udsigten her fra vores ferielejlighed, at det er umuligt at holde fast i dårligt humør. Et par eksempler fra i dag.
I morges da vækkeuret ringede, slog vi øjnene op til denne udsigt fra sengen.

Eftermiddagen er tilbragt på altanen i solen, og her til aften blev gyngesofaen så vendt 180 grader, så vi kunne nyde synet af solen, der sagde farvel og tak for i dag til et glas rødvin.

For et øjeblik siden stak et af de store hangarskibe til søs. Jeg fik et meget sjovt billede, hvor man kan se størrelsesforholdet til en i øvrigt pænt stor tanker, som ligger ude på reden.

Så er det slut.

Så blev den sidste container fyldt til bristepunktet, lukket og sendt afsted. Så pånær lidt rengøring er eventyret på Church Point Road nu uigenkaldeligt slut. En lidt trist og tom fornemmelse men samtidigt rart, at vores jordiske gods endeligt kom på vejen. Så krydser vi blot fingre for, at vi ser det hele igen i god stand sidst i juli.

National Junior Honor Society.

For et par måneder siden, blev Emma af skolen inviteret til at søge om optagelse i National Junior Honor Society http://www.njhs.us/. De evaluerer hendes akademiske formåen og hendes personlige egenskaber, og så skulle hun skrive en essay om sig selv til optagelseskomiteen.

Forleden fik vi besked om, at hun var blevet optaget, og her til aften var vi til ceremony på Great Neck Middle School, hvor hun blev optaget i klubben sammen med de andre "inductees". Her er hun sammen med skoleinspektøren Dr. Soltner efter optagelsen.

Efter ceremonien tog Rikke og jeg til reception på det danske krigsskib Esbern Snare, som er i byen i forbindelse med en øvelse på den amerikanske østkyst. Dejligt med frikadeller, rullepølse, laks, oste, godt brød og kolde gin/tonics på helikopterdækket med udsigt til en flot solnedgang.

Skøn feriebolig.

Da vi nu ikke længere kan bo på Church Point, er vi flyttet i ferielejlighed. Den ligger i første række og bogstaveligt midt på Chic's Beach.

Det er simpelt hen fantastisk, og det letter altså noget på humøret, når man kan spise på altanen og gå af sin egen trappe lige ned på stranden bagefter. Og endnu bedre er huset i tre etager, så det er ikke nødvendigt at rulle for i stuen på anden og soveværelset på tredje sal. Så udsigten ved sengetid og når man står op er simpelt hen, så man må knibe sig i armen og sukke dybt.

Det er umuligt at vågne med sin elskede og have denne udsigt fra dobbeltsengen og være i dårligt humør.

Første container pakket og sendt afsted.

I går eftermiddags fik vi den første container pakket og sendt afsted. Den blev først ca. halvt fyldt med flyttegods, og så blev Corvetten lusket ind bagefter og spændt fast.

I det mindste gang var det ikke et endeligt farvel denne gang, men kun på gensyn. Den sidste container blev afleveret i dag, og forventes pakket færdigt og undervejs omkring middagstid i morgen.

Heldigvis blev der også tid til at fejre fødselsdag. Jeg nød morgenmaden sammen med pigerne, og i går aftes var vi på A Chef's Kitchen og spise. En super restaurant, der er den hele times køretur værd. Den er bygget som et TV køkken, og hvor kokkene så tilbereder og serverer os fem retter med vine, mens de fortæller.

Cruising for chcks.

Både Mie og jeg har været kede af at skulle sige på gensyn til vores legetøj. Så vi aftalte at lade det rejse sammen. Corvetten skal læsses i containeren i morgen tidlig, og Æsel har lovet at passe på hende undervejs. Så Mie har sat Æsel på plads bag rattet i dag, og så er han ellers klar til at cruise derudaf.

Farvel til fars baby.

Så blev min baby overdraget til sin nye ejer. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, at min 200HK cabriolet nu skal skiftes ud med en eller anden dansk minibil, som vel er det eneste, jeg kan få råd til. Og som formentlig koster det dobbelte af, hvad jeg fik solgt min Eos til.
Men det var sjovt, så længe det varede.

Ingen vej tilbage.

Så er vi stået op til den hidtil værste dag i vores liv. I dag er første dag i afslutningen af fire af de mest fantastiske år af vores liv. Et eventyr som vi kan leve højt på længe.
Vi vidste jo sådan set godt, at dagen ville komme, men har heldigvis været i stand til at ignorere det totalt de seneste fire år. Det har nok været med til at gøre de fire år så fantastiske, men til gengæld ramte chokket så meget hårdere i morges.
Flyttefolkene kommer i morgen, så dagen skal gå med at flytte ud af huset og ind i en lejlighed ved Chesapeake Bay.
De næreste af venner har allerede været her og rydde dødsboet for, hvad der ikke kan tages med hjem, og de kan bruge, og resten af vores dag skal nu gå med at pakke personlige ejendele og tøj til seks uger, inden vi ser vores ting igen på Solvænget 106. Og det er bare overhovedet slet ikke morsomt på nogen måde.
Det betyder, at når jeg om lidt har trykket "udgiv" på dette indlæg, vil jeg bryde vores netværk ned, og vi vil derefter kun være at træffe på mail og mobiltelefoner, indtil vi ses igen.

Afskedsfest med danskerne.

I går aftes oprandt dagen, som vi godt vidste ville komme, men som vi belejligt har ignoreret - dagen for vores afskedsfest med de andre danskere. De andre havde sat alle sejl til for at gøre det til en god aften. Festen var lavet i Hawaii tema, og der var taler, skuespil, fællessang, musik, dans og masser af hygge. Det viste sig faktisk at være den hidtil bedste fest blandt danskerne, så det lettede jo noget på stemningen.

Vores flok af unge mennesker blev ret grebet af stemningen og lavede deres eget band i løbet af aftenen. Emil på 18 år spiller guitar og samlede vores mange piger i alderen 11 til 15 som sangere. Og så optrådte de ellers. De var smaddergode, og det er svært at sige, om det var Emil eller pigerne der hyggede sig mest.

Pigernes skuespil.

I fredags var premiereaften for pigernes skuespil. Mie spillede tre roller i the Edge of the Nest, som var et hylemorsomt stykke om at vokse op fra barnsben til teenageårene. Pigerne elsker skuespil og drama, og jeg er under et vist pres for at finde noget tilsvarende i Danmark, når vi kommer tilbage. Så hvis nogle kender noget til den dramaskole, der angiveligt skal være i Viborg, hører vi gerne om det.

Efter en times søvn om natten skulle Emma også opføre sit skuespil igen. Hun spillede Lady Prunella og spøgelset i the Ghost of Plymouth Castle, og hun var i sit es. Det var lidt grænseoverskridende at skulle optræde for sine veninder, men hun var fantastisk, og da veninderne nød showet, var det først rigtig sjovt.
Desværre var det hårdt efter showet, for pludselig blev vi jo opmærksomme på, at det i modsætning til det seneste sæsonafslutninger ikke var "på gensyn efter ferien" men "farvel". Det er en rigtig hård tid for pigerne, og det knuser mit hjerte at se dem så ulykkelige uden at kunne gøre noget for at hjælpe.

Tøseaften.

Da Emmas fødselsdag er midt i ferieperioden, har vi de seneste år valgt at hun kan holde sin fødselsdagsfest ingen skoleårets afslutning. Det blev så i fredags, hvor otte veninder kom på besøg. Vi mødtes på California Pizza Kitchen, hvor de havde fået eget bord så langt væk som muligt fra os. Efter middagen tog pigerne med til premiere på Emmas skuespil. Og derefter var det med hjem og bade i poolen, fnise, spise kage og overnatte. Det sidste blev det vist ikke meget til, for i hvert fald to af pigerne kom aldrig i seng, og vi kunne høre dem fjolle hele natten. Emma holdt ud det bedste hun havde lært, men besvimede alligevel til sidst og nåede så at få en hel times søvn, inden en ny dag truede.

Dyreliv i haven.

Vi har haft et rigt dyreliv ved poolen i år. En stor flok ænder har holdt til i haven og lader sig kun nødtvunget jage væk. Forleden stod også en stor fiskehejre. Den kan altså ikke være klog, for godt nok er der meget vand, men der er altså ingen fisk.

Mie og far på fisketur.

Her i weekenden blev det endelig både vejr og tid til Mies og fars årlige campingtur. Desværre faldt det sammen med Memorial Day Weekend, hvor  de fleste amerikanere har fri både fredag og mandag og udnytter den lange weekend til at tage hul på sommerferien. Og da Virginia Beach er et populært feriested, og temperaturen er krøbet på den rigtige side af 30 grader, var alle campingpladser selvfølgelig optagede.

Så vi slog lejr i baghaven, og det var såmænd OK, for det er en campingplads med rene toiletfaciliteter.

Vi bestemte os for at tage på fisketur om eftermiddagen. Der er en lang mole fra en af de små øer ude midt i Chesapeake Bay, som forbinder Chesapeake Bay Bridge Tunnel (den på vej til New York), så efter at have forsynet os i den lokale bait and tackle shop, kørte vi derud.

Til at begynde med var fiskeriet stille og roligt, men vi havde heldigvis både stole, cooler og kager fra Panera med.

Det viste sig dog nok, at vi havde for store forventninger til fiskene. Vi fiskede med blæksprutter på forfang, og da vi jo var taget i byen efter de store fisk, satte vi naturligvis hele blæksprutter på krogen. Der var sådan set også masser af aktivitet, men vi fangede intet, og det var der en naturlig årsag til. Fiskene var nemlig ikke særligt store, så de kunne ikke andet end at nippe til agnen. Da vi begyndte at skære sprutterne i mindre stykker, kunne de pludselig gabe ordentlig over maden, og så kom der gang i sagerne. Inden dagen var omme, havde Mie fanget fire fisk, og hvor hun i starten var noget tilbageholdende endte hun selv med at sætte madding på krogen og hale fiskene ind. Det der med at tage dem af krogen, mente hun dog nok at have folk til.

Fiskene hedder Croakers, fordi de siger en lyd fra struben ligesom en frø, når man tager dem op af vandet. Vi syntes nu de var for små at gøre mere ved, så vi kastede vores tilbage i havet til en anden god gang. Men ifølge de lokale skulle de smage godt stegte - vel nærmest som en stegt sild.

Fangsten bestod mest af Croakers, men der var også afvigelser fra normalen. Der blev også fanget krabber.

Og selv en konkylie bed på krogen hos vores nabo.

Mie og jeg fangede også en anden fisk, der var så grim, at vi blev helt befippede og fik den smidt tilbage i vandet, inden det gik op for os, at vi ikke havde fået taget et billede. Men vi fik et billede af solnedgangen, som var et fantastisk syn, mens vi pakkede sammen og kørte tilbage til vores campingplads og tændte bålet til aftensmaden. Så det endte med at være en ret god tur.

Mies 11 års fødselsdag.

Fredag var Mies 11 års fødselsdag, og søndag var hele klassens piger plus det løse inviteret til Hawaii fest. Med temperaturer på den rigtige side af 20 grader stort set hver dag og en vandtemperatur i poolen på 24 grader skulle man mene, at det da ikke kunne gå galt. Men at det er "berømte sidste ord", måtte vi bare erkende, da søndagen bød på heldagsregn. Så i sidste øjeblik måtte vi sætte det hele op inden for, og på den overdækkede terrasse arrangerede vi så lidt havespil. Regnvejr eller ej gik en stor del af pigerne dog i poolen, som de næsten blev fornærmede over at blive taget ud af efter en lille time. "Jamen vi fryser ikke", lød det fra deres blå læber, mens de rystede af kulde.

Rikke havde købt en stor papfigur med Hawaii tema, som alle pigerne på skift blev fotograferet i sammen med Mie. Jeg printede billederne ud, og Rikke havde så også købt et passepartout til hver, som de kunne dekorere og sætte billedet i til minde om Mie. Det var en fantastisk ide og en kæmpe succes.

Der var lagkage i Hawaii tema med spiseligt billede af Mie. Og selvom farverne måske indikerer det modsatte, smager den vidunderligt.

Heldigvis har vi et stort alrum i huset, så det var intet problem at have pigerne inden for. Der blev anrettet buffet ved ankomsten med kage og frugt, og senere på dagen blev der serveret hot dogs.

Det er lidt underligt med gaver herovre. For det første pakker man ikke sådan rigtigt ind, men lægger blot gaven i en pose og stikker lidt silkepapir ned oveni. Det føltes "forkert" for os i starten, men er faktisk en god ide, for det er let at pakke ind, og poserne kommer i så mange flotte designs, at man sagtens kan finde noget til lejligheden. Og så kan de jo genbruges.
Når gæsterne kommer, sætter de så blot poserne på et bord. Og der er ikke nødvendigvis en forventning om, at de bliver pakket op til festen. Det kan vi nu godt lide, så for at få lidt varme i knoglerne på pigerne efter turen i poolen, pakkede vi gaver op i spisestuen.

Så kom diplomet.

Så kom endelig diplomet til Rikkes jeg-elsker-mig væg. Det blev også sat direkte i rammen, og med det konkrete bevis på et veludført job, er der nu sat endeligt punktum for studierne for Rikkes vedkommende (i denne omgang). Emma og Mie mangler lige tre uger endnu.

Rikke med ny titel som MPA.

I går kunne Rikke endelig høste frugterne af to års hårdt arbejde og pryde sig med titlen Master of Public Administration.

Dagen startede på College for Business and Public Administration, hvor Rikke de seneste to år har brugt mere tid, end humøret kan klare at regne sammen. Her havde dekanen inviteret på en lille reception for dimittenderne og deres familier samt fakultetet. Det var meget hyggeligt at møde de professorer, der har svunget pisken over Rikke i to år.

Efter receptionen blev gæsterne sendt over til universitetets basket ball stadion, hvor ceremonien skulle finde sted. Umiddelbart lød det lidt voldsomt at skulle afholde det i en arena med plads til 10.000 tilskuere. Men salen var næsten fyldt, og det havde den været til de to foregående ceremonier også. Det kræver nemlig tre omgange at få dimitteret hele årgangen. Men med 25.000 studerende og ca. 3.500 dimittender kræver det jo også sit.

Rikke skulle mødes med alle sine medstuderende og iklædes roben og hatten, som skal sidde på en helt speciel måde. Derefter skulle de i samlet flok ledsaget af en procession med sækkepiber og fakultetets professorer marchere over til stadion. Her gik turen hen over universitetets segl i midten af "skolegården". Ifølge traditioner må man først betræde det, når man har bestået sidste eksamen. Gør man det før, siger overtroen, at man aldrig vil bestå.

Så efter en god times ventetid for gæsterne i stadion kom processionen endelig anført af det pågældende fakultets banner.

 Så fandt vi vores Rikke i den uendelige række af glade studerende.

Og nu var salen fyldt og løjerne kunne begynde.

Her accepterer præsidenten for Old Dominion University (til højre) anbefalingen om at dimittere de studerende, hvorefter de hver især enkeltvis kunne modtage deres eksamensbevis.

Her modtager Rikke (med ryggen til) sit eksamensbevis og lykønskninger af præsidenten.

Og så er der krammere fra hele fakultetet.

Og det brede smil kan findes frem.

Efter gradueringen gik vi en tur på universitetet og fik taget billeder af den stolte Master og den om muligt endnu mere stolte familie. Mormor og morfar blev herovre efter konfirmationen og kunne nyde dagen sammen med deres datter.

Nu kunne Rikke med sindsro betræde seglet igen.

Springvandet med løven er Old Dominion Universitys vartegn.

Og så er den stolte familie samlet.

Efter gradueringen tog vi hjem og delte en flaske champagne, mens Rikke pakkede gaver ud. Hun demonstrerede overhøjde ved også at have købt gave til pigerne og mig som tak for støtten undervejs.

Og aftenen sluttede med en god middag på Rikkes yndlingsrestaurant, Terrapin.

Hawaii

Blå mandag blev der ikke meget af for Emma. Men hun havde som erstatning for festen og blå mandag ønsket sig at rejse, og hun havde fået lov at vælge destinationen. Hun ønskede sig at komme til Hawaii, så det havde vi fået arrangeret i løbet af foråret. 

Torsdag morgen klokken 3:30 ringede vækkeuret. Det var ubehageligt tidligt, men flyet lettede fra Norfolk klokken 6, så der var ingen vej udenom. Nå, men op kom vi alle, og alt gik glat med at komme til lufthavnen og få checket ind. Efter et stop i Houston, Texas landede vi 15 timer senere i Honolulu. 

Her var der nogle timers ophold som blev udnyttet til lidt aftensmad, inden flyet endelig tog os den sidste tur til "the Big Island", der ligesom staten hedder Hawaii.

Det var en kort flyvetur på mindre end en time, men desværre var der lidt forsinkelse på Hawaii, da jeg havde forvekslet lejebilsfirmaet, så vi startede med at køre til det forkerte. Det lykkedes os dog at få udleveret vores firehjulstrækker, og i dagens sidste lys kørte vi de sidste 30 km. til vores resort: Hilton Waikoloa Village, hvor vi ankom lidt slidte 23 timer efter, vækkeuret ringede. Men trætheden måtte vige for begejstringen over stedet. De sidste to km. kørte vi ned ad an alle af palmer indsvøbt i lyskæder, og resortet var så stort, at der var både et tog og små flodbåde der sejlede rundt med gæsterne. 

Så vi afleverede lejebilen og kufferterne i valet, fik checket ind og tog en flodbåd til vores del af resortet, der var oplyst af fakler langs stierne og lysene i diverse pools - ikke ringe.

Hawaii er seks tidszoner fra Virginia Beach, så vi vågnede alle (for) tidligt fredag morgen, men til en fantastisk udsigt over vores resort fra vores altan.

På vej til morgenmaden fik vi første påmindelse om, at vi var kommet til et eksotisk sted. Stien fra vores værelse til restauranten gik langs en lagune, hvor store havskildpadder lå og solede sig i de solvarme lavasten. 

De er fredede på Hawaii, så det gik ikke at klappe, men man kunne gå helt hen til dem, og vi fandt senere ud af, at vi kunne snorkle sammen med dem i lagunen.

Morgenmaden var skøn. Et sandt orgie af alt "det sædvanlige" krydret med omeletstation, alt i kager og en overflod af friske lokale frugter og juicer. Den blev indtaget med udsigt over lagunen med vandfald og badestrand.

Resten af første dag blev brugt i en flok liggestole ved poolen, og for Mies og mit vedkommende også i poolen. 

Emma havde købt de tre Hunger Games bøger, så hun rørte sig ikke ud af flækken hele dagen. Desværre med den konsekvens, at hun blev godt og grundigt brændt. Men jeg tror ikke, det gjorde så meget, for så havde hun en undskyldning for at blive i skyggen resten af ugen og læse sine bøger.

Det var i det hele taget et skønt resort. Det var helt enormt stort, men området var delt op i en masse små "rum", men mange pools, lagunen, delfin pools, butiksområde mv. Det gjorde, at der var hyggeligt over det hele, da det på intet tidspunkt virkede overrendt, og der var masser af liggestole, så man ikke behøvede at stå op før solen for at reservere.

Udsigten fra hotellets lobby.

En af hotellets pools.

Hotellets store pool.

Udsigten lige uden for vores hotelværelse. 

Lørdag bestemte vi os for at køre til sydspidsen af øen for at se kilden til Hawaii øgruppen: Volcano National Park. Det var en underlig oplevelse, for så snart vi havde krydset Mauna Kea på midten af øen efter at have kørt mindre end 100 km., skiftede vejret helt karakter. Fra vestsidens varme og flotte solskinsvejr kom vi på østsiden til et stykke natur domineret af tropisk regnskov og silende regn. Hvor solen næsten altid skinner på øens vestside, falder der årligt mere end 7 meter! nedbør på øens østside, og det er en flot køretur gennem regnskoven.

De store nedbørsmængder betyder samtidigt også, at der er masser af vandfald, og når man kommer fri af regnskoven og kører langs kystvejen er der masser af udsigtspunkter med fantastiske udsyn langs Stillehavskysten.

Vi var dog heldige at have opholdsvejr i Hilo, hvor vi stoppede for at besøge markedet. 

Her købte vi kaffe og souveniers, og vi fik lidt frokost hos en lokal "pølsevogn", som ikke ville have overlevet en inspektion af de danske fødevaremyndigheder. 

Men både kyllingespyd og stegte bananer smagte fremragende, og øen gør ikke meget for at tjene penge på turisterne, så det er ikke sådan, at man kan købe mad på hvert gadehjørne, så det er med at fouragere, når muligheden byder sig.

Vejret kom lidt som en overraskelse, for foruden den silende regn er flere af seværdighederne i Volcano National Park et godt stykke oppe på bjerget, så vi hundefrøs i vores shorts og T-shirts. 

Men vi trodsede elementerne og hikede et stykke gennem regnskoven for at gå gennem en lava tube. En tunnel i klippen, som lavaen i sin tid har smeltet.

Derefter kørte vi ned ad bjerget til vandet, hvor lavastrømmen flyder og konstant gør øen større og større. 

Vulkanen har været i udbrud siden 1983, og svovlniveauet i luften var så højt, at man ikke kunne komme op og kigge ned i vulkanen. Til gengæld kunne man frit gå langs vandet ud til der hvor lavaen flød, og det skulle efter sigende være et fantastisk syn efter mørkets frembrud. 

Det var dog fire timer på gåben hver vej fra det tættest tilgængelige sted med bil, i mørke over gamle lavastrømme i et klima der skifter hvert kvarter, så vi bestemte os for at afskrive den oplevelse. Til gengæld var regnen holdt op, så vi kørte tilbage op på bjerget for at se krateret fra læsiden. Det er voldsomt stort, og det er underligt at se, hvordan svovldampene kommer op af jorden forskellige steder i parken, hvor jorden er revnet ned til jordens indre.

Et sted i parken kan man komme helt tæt på et af vulkanens åbne huller, hvor lavaen flyder. Det er flottest i mørke, så vi kørte ind på den lokale militærbase for at spise noget aftensmad og få lidt varme i knoglerne, mens vi ventede på, at solen skulle gå ned. Og da det var blevet helt mørkt, kørte vi op til hullet. 

Det var flot og en noget speciel oplevelse at se gløden fra jorden indre oplyse nattemørket, inden vi kørte de godt tre timer tilbage til vores resort og væk fra den regnfulde side af øen.

Efter sådan en heldagstur var der dømt badeferie om søndagen. Vi flyttede fra poolen til badestranden ved lagunen, for Rikke havde købt snorkeludstyr til Mie og jeg.

Det var helt vildt. Lagunen viste sig at være fyldt med kæmpeskildpadder og alverdens flotte fisk, som man ellers kun ser i akvarier, så vi brugte lang tid på at snorkle sammen med skildpadderne og fiskene. 

Mie kastede også sin kærlighed på paddle boards, som hun blev rigtig god til at sejle på.

Søndag aften havde vi billetter til Luau, der er Hawaii's svar på grisefesten. 

Grisen bliver stegt i et hul i jorden, og foruden den var der en buffet med at i frugt, salater, andre mere eller mindre lokale retter og desserter, inden aftenen blev sluttet med et show om øens og Polynesiens historie med huladansere og halvnøgne mænd der jonglere med ild.

Mandag var vi "desværre" nødt til endnu en gang at slappe af ved lagunen. Jeg havde nemlig fået et godt tilbud på opholdet, hvis jeg accepterede at deltage i en totimers præsentation af muligheden for at købe en timeshare ved Hilton. Så til middag efterlod vi pigerne med solcreme og kreditkort, mens Rikke og jeg tog til møde. Naturligvis blev det fremlagt meget fristende, og det lignede et fantastisk tilbud, men vi endte altså med at takke pænt nej.

Efter en dejlig afslappende dag ved stranden, fandt vi nogle "love seats" ved strandkanten mod vest og brugte en time på at nyde solnedgangen. 

Det var smukt, og oplevelsen blev ikke ringere af, at mens vi sad og nød synet, dukkede en flok pukkelhvaler op og boltrede sig i havet ud for os.

Om aftenen tog vi ned til det lokale strip mall, hvor vi spiste til aften og fik handlet lidt mere souveniers. 

Vi var nu alle ovre vores jetlag, men sjovt nok er vi alle ved at besvime klokken ti om aftenen, så det er nogle korte aftener. Det er sikkert al den sol og friske luft, og så hjælper det ikke meget heller, at vi alle vågner ved sekstiden om morgenen. Omkring solopgang samles nemlig store flokke af fugle i palmerne uden for værelset, og de skaber sig noget så forfærdeligt. Det var som regel en times tid, hvorefter der bliver ro, så man kan sove lidt igen. Men det er aldrig helt det samme, når man har været vågen.

Tirsdag var det igen tid til at komme ud og se lidt. Dagens mål var at se nogle vandfald i regnskoven og undervejs også se Waipio Valley. 

Det er et helt uberørt stykke land med regnskov og sort sandstrand, og hvor man kun kan komme ned med firehjulstrækker. Vejen derned har nemlig et 25% fald over en mile, så selv med det rette køretøj er det en hårrejsende oplevelse at komme derned. 

Men når først man er kommet derned, er det det hele værd. Det er angiveligt et af de smukkeste steder på Hawaii, og faktisk er det også der man i sin tid optog Dryland i Water World filmen med Kevin Kostner. 

Samtidigt er det lidt Hawaii's svar på Christiania. Der er ingen strøm og infrastruktur, og eneste vand kommer fra vandfaldet og floden, men alligevel bor der 30-40 mennesker dernede i diverse papskure og en hippie lejr. De er ikke særlig glade for os turister, der trænger os ind på deres lille stykke af Edens Have, men hvis vi passer os selv, lader de også os i fred. 

Så vi kørte lidt rundt i bunden af dalen og gik en tur på den sorte strand, inden vi kørte op igen. Stranden var en fantastisk oplevelse. Sandet var helt fint og blødt og kulsort uden at være beskidt. Det er opstået af lava, der har fået en konsistens så det er "eksploderet" ved kontakten ved havet og blevet til sand.

Efter besøget i dalen kørte vi til Umauma Falls, der formodes at være de flotteste på øen. Og flotte var de, men desværre også på regnskovsiden af øen, og det er altså bare lidt træls, når det regner hele tiden. 

Så det blev til en kort gåtur, inden vi vendte tilbage til vores resort og solen igen. I øvrigt er det ikke ligesom på film, hvor man vandrer gennem regnskoven og finder et vandfald som man kan bade ved foden af. Af risiko for søgsmål ved skader, må man ikke bade, og selv hvis man måtte, er der hundekoldt på østsiden af øen.

Aftensmaden var brød, ost og pålæg fra det lokale marked, som blev indtaget på balkonen med udsigt over resortet.

Vores sidste hele dag kørte vi til Kona, hvor vi besøgte en ckokoladefabrik. Det var en lille familievirksomhed der lavede alt selv lige fra at dyrke kakaobønnerne over produktion til salg. Det var en intim og hyggelig oplevelse med gode smagsprøver.

Det startede tidligt om morgenen og varede kun et par timer, så resten af dagen kunne vi slappe af i og ved lagunen. 

Efter omklædning spiste vi en dejlig middag på resortets restaurant lige ved kanten af Stillehavet. Det var en god måde at slutte ferien på.