Tandløs og hendes søster.

Så er karakterbladene for skoleårets tredje kvartal udkommet, og Emma var endnu engang på Honor Roll. Så vanen tro stillede familien op på skolen for at se diplomet blive overrakt og fejre det.
Men inden vi kom så vidt, havde Mie en begivenhedsrig formiddag. Allerede hjemmefra var vi blevet instrueret i at holde hendes tænder under observation, fordi hendes kæbe er lidt lille i forhold til det antal tænder, der skal være plads til. Faktisk var vores danske tandlæge ret sikker på, at Mie ret snart skulle have bøjle. Den fik Emma som bekendt i stedet, men det blev altså ikke ved med at gå med Mie heller. Tænderne sad i vejen for hinanden, så hun var nødt til at skulle af med nogen. Så her til morgen var Mie ved tandlægen og få trukket begge sine hjørnetænder i overmunden ud. Mie er en sej lille en, og "det gjorde slet ikke ondt, far". Sine tænder fik hun i en fin lille kasse, som hun stolt har vist frem hele dagen. Så krydser vi fingre for, at det kan gøre tricket, så hun kan måske kan slippe for at skulle have bøjle.

En aften i cirkus.

I lørdags havde Rikke inviteret os i cirkus. Ringling Brothers og Barnum & Bailey var i byen, og da det angiveligt er amerikas største cirkus, var der lagt i ovnen til et godt show, der bestemt ikke skuffede. Vi var derinde en god times tid inden selve showet startede, og så kunne man komme ned i manegen og klæde sig ug, snakke med klovnene og artisterne og se et lille forshow med dyrene, hvor blandt andet elefanterne lavede malerier til senere lodtrækning.

Rikke havde fået super pladser til os lige midt for, så vi kunne følge med i det hele. Det var godt, for ind imellem var sat hele tre maneger op, hvor der skete noget i hver.
Der var simpelt hen alt, som skal være i cirkus. Slangemennesker, klovne, nogle som pustede ild, luftakrobater og et større udvalg af dyr. Der var fx både elefanter og tigre i almindelige farver og hvide. Og så var der rigtig mange af dem.

Foruden akrobaterne i luften, var der også akrobater på jorden. jeg var specielt imponeret over en flok motorcyklister, der kørte rundt i en stålbur i bedste "Mad Max" stil (for os der var unge i 80-erne). Kuglen har vel været en 8-10 meter i diameter, og på et tidspunkt kørte hele syv motorcyklister rundt derinde samtidigt.

Alt i alt bød aftenen på et totimers show med alt hvad man kan ønske sig af et cirkus, og det var en stor oplevelse for os alle. Ikke mindst Mie og jeg, som aldrig har været i cirkus før.

Spring Break 2010.

Dette års spring break gik til Caribien, hvor vi i lørdags vendte hjem efter fantastiske otte dage.

Da vi i sin tid skulle til at planlægge ferien, foreslog Jan ellers at tage på white water rafting i Shenandoah Valley. Som Rikke udtrykte det, havde hun dog "noget mere eksotisk" i tankerne, og efter en måneds research faldt valget altså på Punta Cana i den Dominicanske republik. Det var smukt på billederne, konkurrencedygtigt i pris og med sammenlagt kun 4½ times flyvning var det et oplagt feriemål. Vi skulle nemlig flyve om morgenen og først flyve derfra igen om eftermiddagen, så man mistede ikke to dage på at rejse.

Og eksotisk var det i hvert fald lige fra ankomsten, hvor vi blev mødt af lufthavnsbygninger lavet som palmehytter. Skinnet bedrog dog, for tropearkitekturen dækkede over en international lufthavn med direkte flyvning til Madrid, Paris og London. Vejret var skønt. Dejlig varmt og slet ikke så fugtigt og trykkende som man havde frygtet i troperne, da der konstant i hele ferien blæste en forfriskende brise ind fra havet.

Efter en kort køretur på 20 minutter ankom vi til Dreams Palm Beach Resort & Spa, som var navnet på vores femstjernede resort. Landet er næst efter Haiti det fattigste land i hele Caribien, så overalt myldrer det med mennesker, der tilbyder deres service for at gøre turisternes liv så let som muligt - mod behøring betaling af drikkepenge forstås. Så vi rørte faktisk ikke kufferterne på noget tidspunkt, da de blev bragt på værelset, mens vi dryssede ned mod check-in loungen og nød dette første møde med vores hjem for de næste otte dage.

Mængden af tilgængelig arbejdskraft skinnede konstant igennem, da der overalt gik nogle og nussede om området, som var utrolig velplejet. Der var ikke et græsstrå, som vendte forkert. Som eksempel på niveauet af pertentlighed med området oplevede vi, at når der samlede sig pytter med vand ved poolområdet, kom der en fyr med en kost og fejede det ned i en rist, sådan at der altid var tørt og pænt på fliserne.

Vi havde tilkøbt en VIP pakke, så vi hørte til i et særligt område af resortet, hvor vi havde privat pool og strand samt en lille lounge med opholdsområder og bar med konstante forsyninger af drinks og snacks. Der var også en a la carte restaurant lige ud til stranden med den mest fantastiske udsigt og åbningstider fra kl. 7 til 23. Med all inclusive var det bare at tage for sig af retterne, og det varede ikke længe, før vi nærmest var i familie med de ansatte dér. Billedet herunder er af VIP området, hvor "vores" restaurant ses til højre.

Således foregik check-in også i loungen med vores personlige butler, som forsynede os med en velkomstdrink, mens kufferterne blev bragt på værelset og papirarbejdet ordnet. Det gik let og elegant, og hurtigere end forventet var vi på værelset, hvor vi kunne nyde denne udsigt over stranden og havet fra altanen.

Og denne udsigt over en af de tre pools med poolbar fra gangen.

Restauranten i VIP området var til morgenmad og frokost kun åben for VIP gæsterne, så der var aldrig kø, og det var skønt bare at kunne drysse derover uden at bekymre sig om tiden. Og den glemte man under alle omstændigheder, når man kunne sidde og nyde udsigten over stranden.

Foruden "vores" restaurant frekventerede vi også poolbaren en hel del. Specielt Emma var helt vild med den, og har uden tvivl fortæret mindst 50 frozen strawberry daiquiri under sit ophold. En dag blev det til ikke mindre end 10, men det var vist også nærmest blevet en principsag for at vinde et væddemål over Rikke.

Og gad man ikke selv hente sine drinks i en af de utallige barer i området, gik der konstant cocktail servitricer rundt som hentede friske forsyninger direkte til liggestolene eller stranden. Her er Mie på vores strand, som havde kridhvidt sand, og vand som var turkisfarvet, når man så ud over det og klart som postevand, når man kiggede ned i det.

Resortet lå på grænsen ind til en naturpark, så når man gik en kilometers penge hen ad stranden, kom man til et øde område, hvor der kun var den rene natur. Masser af palmer, kokosnødder, hvidt sand og vand i farver, der ikke kan beskrives. Det var ren paradis og lige så smukt som postkort og screen savers til computere. Her er et par billeder af Jan og pigerne i Bounty land - pigerne har fundet et par kokosnødder.

Selvom resortet var all inclusive, havde de (selvfølgelig) alligevel fundet på et utal af metoder til at vriste dollars ud af gæsterne. Blandt andet havde de professionelle fotografer, som tilbød romantiske fotoserier, og som gik rundt og tog billeder med gæsterne i smukke omgivelser og med diverse dyr. En dag kom de med et par papegøjer, som man kunne blive fotograferet med, og det blev faktisk nogle ret gode billeder af pigerne og et af familien, som først kan afsløres med julekortene.

Der var også forskellige vandsportsaktiviteter. Fx kunne man blive spændt i en faldskærm efter en speedbåd, hvilket Mie straks kastede sin kærlighed på. Efter at have set Mie kaste længselsfulde blikke ud over havet hver gang båden kom forbi, gav vi efter, og så måtte vi ellers en tur på havet. Vi startede med at få en tur to og to, hvilket var en stor overvindelse for Rikke, som har et ret anstrengt forhold til vand. Men efter første tur, var hun ligeså vild som Mie, så hun og pigerne tog endnu en tur - denne gang som tre'er. Her er et par stemningsbilleder af mine vilde piger.

I det hele taget var der aktiviteter nok. Der var en held underholdningsstab, som hver hele time arrangerede et utal af aktiviteter lige fra aerobic i strandkanten til store shows hver aften. Vi brugte ikke aktiviteterne så meget, men Mie og Rikke nåede da til tennis en dag, og under en strandfest en aften, hvor Jan blev udtrukket som "frivillig" vandt han aftenens konkurrence i ølstafet. Lidt har man da fået ud af et par år på officersskole...

To gange om dagen var der mulighed for at prøve at dykke i en af de store pools, og det skulle både Emma og Mie selvfølgelig prøve. Her er de begge på deres første dyk, men selvom det gik fint, blev vi enige om at nøjes med poolen denne gang. Så må vi se med havet en anden gang.

Til aftensmaden var alle resortets restauranter åbne, og så var det slut med "egen" restaurant. Det var sådan set også OK, for så havde man mulighed for at prøve noget forskelligt, selvom vi nu ofte også spiste aftensmad på "vores egen" restaurant , hvor vi efterhånden kendte personalet godt. Foruden restauranterne var der også en stor buffet, som ganske vist så rigtig pæn ud, men som vi aldrig nåede at få brugt. Ganske vist var der som regel én til halvanden times ventetid på bord i restauranterne, men så brugte vi ventetiden på at hygge os med spil og before-dinner-drinks. I vores egen lounge serverede de kanapeer og snacks i frøers mængde fra kl. 18, så vi hyggede os som regel dér, mens vi ventede på vores bord. Her sidder Mie med chokoladeovertrukne jordbær på loungens terrasse, mens vi venter.

Restauranterne var hyggelige og serverede rigtig god mad. Her har vi lige fået vores bord og har taget drinks med ind fra terrassen. Bemærk Rikkes drink - en Tucan som smagte lige så godt, som den ser ud.

Foruden buffet'en og "vores egen" Seaside Grill restaurant var der en mexicansk, en fransk, en italiensk og en japansk/kinesisk restaurant. Vi prøvede både den italienske og den japanske, hvor menuen stod på hibachi. Det er en ret stor ting også her i USA, hvor gæsterne sidder rundt om en stor stegeplade, og hvor kokken laver et stort show undervejs, hvor han kaster rundt med mad og værktøjer, mens han laver maden. Midt i madlavningen trak han pludselig Emma op til kogepladen, stak værktøjerne i hænderne på hende, gav hende kokkehuen på og gik sin vej. Så var gode dyr rådne, men Emma genvandt hurtigt fatningen og overtog madlavningen. Det var vist lidt pinligt først, men endte med at være meget sjovt - også for hende.

Souvenirs skulle vi selvfølgelig også have. Lidt uden for vores resort var et lille marked, hvor vores concierge nok mente, at det var trygt at gå hen. Så afsted det gik, og alle sælgerne kastede sig naturligvis vildt frådende over mine to blondiner og tilbød dem alverdens "special price just for you". Udover at være lidt "pushy", var de nu flinke nok, og alle tre piger fik hver en souvenir med hjem, som de nøje havde udvalgt efter at have rodet rundt i butikkerne i tre timer.

Som kompensation blev jeg "beordret" ud og spille golf af Rikke. Øen har nogle fantastisk smukke golfbaner, og vores concierge tilbød at jeg kunne låne et sæt køller af ham og tage med ham ud og spille. Det blev en god oplevelse, og da jeg kørte med ham derud fik jeg også lejlighed til at se lidt andet af øen, end bare resortet og stranden.

Det var alt i alt en ovenud fantastisk tur, hvis eneste minus var at være alt for kort. Vi er alle enige om, at Ernest Hemingway havde fat i noget af det rigtige, og ø-livet i troperne er i hvert fald noget der passer alle os. Her er hele familien Nielsen på "vores" restaurant Seaside Grill den sidste aften, som vi vil mindes i lang tid.

Skønt i troperne.

Vi har egentlig sendt postkort, men her er ægte ø-stemning på alle niveauer, så de ses nok i bedste fald om 6 - 8 uger i Europa. Så en lille hilsen her fra os fire, som nyder livet i fulde drag.
Turen herned gik fint, og det tog selvfølgelig kun en dag for mor og far at blive solskoldede, mens pigerne heldigvis er bedre til at få sig smurt.
Vi gør et ihærdigt forsøg på at tømme poolbaren men har såvidt ikke haft held til det.
Fuld rapport vil blive aflagt, når vi returnerer til civilisationen (selvom vi har talt om at blive og forsøge os som forfattere, golf pros eller lignende. Pludselig giver Hemingways valg af livsstil i
hvert fald 100% mening).

Så er vi på vej.

Føj, det var tidligt, da vækkeuret ringede. Men vi kom op og blev
fodret, og efter lidt kaos i lufthavnen er vi nu checket ind og på vej.
Rikke blev lysvågen og lutter smil ved gensynet med en Mohito
(favoritdrikken på Key West), og hun er lykkelig for at have valgt all
inclusive på vores resort.

Så blev det endelig Spring Break.

Endelig... Det har føltes som den længste vinter nogensinde, mens vi har ventet på Spring Break, men NU er den her, og om mindre end 24 timer er vi at finde på stranden på billedet.
Pigerne fik fri til middag i dag, så vi har brugt eftermiddagen på at spise is og cruise i den åbne bil ude ved strandpromenaden, mens vi nød solen.
Aftenen er gået med at få pakket kufferterne. Det var et større projekt at få pakket. Ganske vist er temperaturerne på den rigtige side af 30 grader dernede, så vi kommer nok langt med badetøj og flip flops, men der er dress code på flere af restauranterne, så pigerne har medbragt et større udvalg af kjoler og smarte sko også. Og så skulle vi også have fundet snorkeludstyret frem.
Men nu står kufferterne i bilen, og pigerne sover sødt, da vi skal tidigt op. Flyet afgår fra Norfolk kl. 7, og efter et kort skift i Charlotte forventer vi at være i den Dominicanske Republik kl. lidt i tre om eftermiddagen. Her skulle vi gerne blive hentet i lufthavnen, hvorefter der er 20 minutters kørsel til vores resort med det pittoreske navn Dreams Palm Beach http://www.dreamsresorts.com/drepb/index.html.
God påske til alle herfra.

Så er sommeren tilbage.

Så er vejret igen blevet skønt herovre. Dagtemperaturerne er tilbage over 20 grader, og vi har i dag fået slået græsset for første gang i år, hvilket det faktisk har trængt til i et par uger. I næste uge igen bliver poolen åbnet, og så er det bare svært ikke at være i højt humør.
Jeg har i dag været chaparone på en field trip i den lokale zoo med Mies klasse. Det var smadderhyggeligt og faktisk en ret stor overraskelse at finde en så fin zoologisk have midt inde i Norfolk. Derefter tilbage på kontoret og ordne den sidste post, inden ferien blev indledt med 9 huller på vej hjem fra arbejde.
Softball sæsonen er også startet igen, så Emma og jeg har været til træning de sidste tre dage, og alt tyder på, at pigerne har fået et rigtig godt hold i år.

Seussical the Musical.

Her til aften har Emma endnu engang været med Leadership Club på universitet og se pigeholdet spille basket ball. Vi andre var inviteret til musical på skolen, hvor 2. klasserne optrådte med en musical om Dr. Seuss (berømt børnebogsforfatter herovre).

Det var et helt fantastisk show, og jeg vedlægger foruden billedet herover et par videoklip, så man kan få en smagsprøve. Det er Mie i øverste række nr. to fra venstre i den gule T-shirt på både billedet og i filmklippene. Filmklippene er blevet noget tvivlsom billedkvalitet efter at være blevet komprimeret på bloggen, men forhåbentlig kan I se Mie, når i nu ved, hvor I skal lede efter hende.


ABC by Mrs. Millers class.



Mega Mix.


Oh the thinks you can think.


Horton hears a who.

It's possible.

Så er issæsonen endelig startet.

Så er vores stamishus endelig åbnet igen efter vinteren, og vi har i
dag nydt en is efter alle fire at have været oppe og spille lidt golf.

Shamrock Sportsfest.

I onsdags var St. Patrick's dag herovre, som er irernes festdag. I weekenden efter St. Patrick's dag afholdes Shamrock Sportsfest i Virginia Beach. Det er en fest bygget op om en række løb, der alle afholdes på/ved strandpromenaden ude ved Atlanterhavskysten. I år har knapt 22.000 mennesker skrevet sig op til diverse løb, så det er et stort arrangement.

I morgen søndag afvikles marathon og halvmarathon, men pigerne og jeg har løbet i dag.

Børnene på byens skoler har siden nytår skullet løbe en marathon minus en mile i deres egen tid. Den sidste mile skulle så løbes her til morgen sammen fra alle byens skoler, og i går aftes var der "pre run party" på en af byens restauranter, hvor familierne fra vores skole kunne møde op og varme op til løbet. Her er pigerne sammen med vores skoles "Mr. Shamrock" (en af gymnastiklærerne).

Næsten 3.000 børn var meldt til løbet i år, så der var fest og glade dage, da Emma og Mie var ude og løbe her til formiddag og nu har gennemført årets marathon. Overskuddet (man betaler et tilmeldingsgebyr) går til Operation Smile, som er et globalt velgørenhedsprojekt med hovedsæde her i Norfolk for børn med hareskår, så de kan blive opereret. Ligeledes blev festen i går aftes brugt som fund raiser til projektet.

Her til morgen blev også afholdt et 8-km. løb med næsten 7.000 tilmeldte. Jeg er siden nytår også begyndt at løbetræne lidt, så Rikke havde i år købt mig en "gave". På job i går modtog jeg pludselig en sms fra min elskede hustru, at hun nu havde købt startnummer til mig, så jeg i dag kunne "hygge" mig med en lille løbetur fra morgenstunden. Vækkeuret ringede kl. 6, for jeg skulle jo have tid til at synkemorgenmaden, køre derud, finde parkering og varme lidt op, og det føltes ærlig talt lidt vel tidligt. Men kl. 8 var solen stået op og startskuddet gik for mit lille morgenløb, som var overstået 40 minuetter og 34 sekunder senere, hvorefter jeg kunne slappe af et par timer, indtil pigerne kom til deres eget løb. Her er vi alle tre færdige og kan pynte os med vores medaljer.

Det var nu faktisk rigtig sjovt, for med så mange deltagere og deres familier til at heppe undervejs, var hele strandpromenaden som en stor festplads, og der var foruden alle tilskuerne højttalere med musik, festtelt og gang i fortovsrestauranterne.

Og så er der vejret. Sommeren er pludselig dukket op, og hele ugen er vejret bare blevet bedre og bedre for i dag at kulminere med årets hidtil flotteste dag. Masser af sol, ingen skyer og stort set ingen vind, så her kl. 1730 er der 24 grader i skyggen ude på terrassen, og vi er ved at gøre klar til årets første aftensmåltid derude. Det er simpelt hen så dejligt, at det næsten ikke er til at tørre grinet af.

Med Thoroughgood Chorus til ishockey.

Emma synger i skolen kor. I går var koret inviteret til at synge nationalsangen ved ishockeyholdets hjemmekamp. Så hele familien drog naturligvis afsted til Norfolk for at se Admirals spille. Her er koret ved at gøre klar; det er Emma yderst til højre.

Det var pigernes første optræden "ude af huset", så de var spændte, men vi synes, det gik virkelig fint, og de lød rigtig godt i den store hal. Næsten lidt ligesom når man selv synger i brusekabinen. Her er et videoklip, hvor de kan nydes.

Efter deres optræden skulle pigerne se kampen sammen, så Mie havde inviteret Kaitlyn med, og hun tog med hjem og overnattede bagefter. Her er de sammen med holdets maskot.

Emmas racerbilsprojekt.

Emma har den seneste tid i skolen lavet forskellige projekter med æg. De er blandt andet ved at udklække kyllinger i varmekasser, og så har der været hjemmeopgaver, hvor æg skulle dekoreres.
Det første projekt var at udsmykke et æg som en kendt amerikaner. Emma valgte naturligvis Neil Armstrong, som pt. er udstillet på skolen. Desværre nåede jeg ikke at tage et billede, men det skal jeg nok få gjort og lagt på indlægget, når han kommer hjem igen.
Seneste projekt var at lave en racerbil af en af de små corn flakes kasser og et æg. Racerbilen skulle kunne køre, så der rent faktisk kunne laves et race. Dette foregik ved at starte bilen ned ad en skateboardrampe, hvorefter vinderen var den bil, som kom længst. I projektet indgik så en slags fysikprojekt, hvor bilen skulle eksperimenteres med i forskellige konfigurationer (vægt, aerodynamik mv.), som skulle dokumenteres. Emma valgte at søge inspiration i Kongehusets guldkaret fra 1840, som har dannet model for hendes danske racerbil.
Emma lavede det hele selv og blev nr. 3 i klassen, så hun var tilfreds.

En dejlig forårsdag.

I dag har vi haft endu en rigtig dejlig forårsdag her i Virginia Beach. Solen har skinnet hele ugen, og det har været varmt nok til at køre åben bil hjem fra arbejde hver dag.
I dag hentede vi derfor også pigerne fra skole i åben bil. Der blev dog hurtigt trængsel, da begge pigerne tog veninder med hjem til leg og aftensmad. Her er bilen læsset med tøser, så der var altså ikke plads til far. Jeg måtte gå hjem i mine cowboybukser og kortærmede skjorte, og det var faktisk rigtig dejligt, for nævnte jeg, at temperaturen har sneget sig op på 22 grader. Jeg blev helt svedt, og savnede faktisk shorts og sandaler.
Det var i øvrigt sjovt at se, som det at lave lektier sammen havde positiv indflydelse. Torsdagen plejer at være rigtig slem med lektier for Emma, som tit sidder flere timer og kæmper. I dag var hun færdig efter en halv, og pigerne kunne så lege udenfor.

Ministerbesøg.

Den første uge efter at være returneret er bare fløjet afsted. De sidste par måneder er gået med at planlægge besøg af vores forsvarsminister her ved NATO hovedkvarteret, som en del af en rundrejse på den amerikanske østkyst. Besøget blev gennemført, selvom det altså blev med en anden minister end først antaget, og da planlægning og afvikling af besøg fra Danmark er en del af mit job, har det været en hektisk - men spændende - uge.
Gitte Lillelund Bech ankom med sit følge tirsdag eftermiddag til møder i hovedkvarteret, og vi havde fornøjelsen at at spise middag med hende om aftenen, inden hun fortsatte til Washington DC om onsdagen. Det var en rigtig god oplevelse at få et personligt indtryk af hende så tidligt i hendes ministerkarriere. Hun gjorde et virkelig godt indtryk både rent fagligt, men også på det personlige plan herovre, og jeg er i hvert fald af den opfattelse, at hun kan være noget af det bedste der er sket for Forsvaret i nyere tid.
At vejret har vist sig fra sin lunefulde side i denne uge bidrog også til udfordringerne. I mandags havde vi fremragende vejr, men tirsdag aften begyndte det at sne med snefnug på størrelse med goldbolde. Heldigvis holdt det op igen op ad formiddagen onsdag, så delegationen kunne køre til Washington DC efter planen. I går var det vejr til at køre med åbent tag på bilen, og her til aften er jeg lidt rødmosset i ansigtet efter en eftermiddag på goldbanen i høj sol. Så det har været fra den ene yderlighed til den anden, men heldigvis ser det ud til at holde ved med det gode vejr, for der er lovet 15 grader (i skyggen) i morgen og på tirsdag.

På skøjter.

I dag har skolen arrangeret udflugt til den lokale skøjtehal, hvor vi
er taget ned et par timer. Mie skøjter sammen med Bethany, og
Emma har dannet team med Morgan.

Europatur.

Nu er det snart en uge siden, jeg vendte hjem fra næsten 14 dages rejse til Europa, så mon ikke snart det er på sin plads at nedfælde sine tanker om oplevelserne.
Turen til Danmark gik over al forventning. Snestormen ramte nemlig igen USA, så mange rejsende nåede ikke frem til SAS flyet mod København. Flyet var derfor stort set tomt, så jeg fik fire sæder, så jeg efter aftensmaden kunne komme helt på langs og få en god nats søvn over Atlanten. Næsten bedre end business class!
Således udhvilet og vel ankommet til Danmark lånte jeg en bil og kørte til Frederiks, hvor Mathias havde været så venlig at låne sit værelse ud til mig i et par dage. Det var skønt at være tilbage på Solvænget, og mit logi hos Pia og Leif plus unger var bedre end noget hotel, jeg har prøvet endnu. Endnu engang mange tak for at have mig på både kost og logi - det var rigtig hyggeligt.
Det blev også til en hyggelig aften hos Gammeljords, hvor jeg brillerede med at forveksle Anne og Louise. Så har man altså været for længe væk, men de tog det nu vistnok meget pænt, eller også var de bare for høflige til at fortælle, hvor gammel jeg også er kommet til at se ud.
Men det er vist også kun udseendet, som måske er blevet lidt ældre. Jeg benyttede lejligheden til at komme ind forbi infirmeriet til min periodiske helbredsundersøgelse. Ifølge lægen er jeg toptunet som altid - eller sådan noget i den retning...
Weekenden blev brugt på Fyn, hvor mine forældre fejrede rubinbryllup (40 år) og havde inviteret til brunch. Jeg havde også for en god ordens skyld modtaget en invitation, men jeg tror nu alligevel min mor blev lidt overrasket, da jeg luskede mig ind til hende i køkkenet og spurgte, om det var her der blev serveret morgenmad. Det var en hyggelig weekend, hvor jeg foruden besøget hos mor og far boede ude hos brormand, så vi også fik lejlighed til at hygge og sludre.
Efter at have overstået diverse møder i Danmark, havde jeg også lige et par ærinder i Bruxelles, inden jeg kunne tage hjem igen.
Det gav mig lejlighed til også at hilse på en god ven fra stabskursus og så naturligvis at få lidt god chokolade med hjem til pigerne, som hentede mig i lufthavnen i lørdags.
Det var en rigtig god tur. Jeg fik en masse med hjem fra mine møder, og så var det bare rigtig dejligt at se alle vennerne igen efter næsten to år.

Principal's list.

Her til morgen har vi været på skolen og overvære ceremonien, hvor Emma fik overrakt sit diplom af rektor (principal) for sin flotte indsats i andet kvartal.
Her er hun sammen med rektor Dr. "Z" og på række med de andre elever på Principal's List.