Spring Break 2010.

Dette års spring break gik til Caribien, hvor vi i lørdags vendte hjem efter fantastiske otte dage.

Da vi i sin tid skulle til at planlægge ferien, foreslog Jan ellers at tage på white water rafting i Shenandoah Valley. Som Rikke udtrykte det, havde hun dog "noget mere eksotisk" i tankerne, og efter en måneds research faldt valget altså på Punta Cana i den Dominicanske republik. Det var smukt på billederne, konkurrencedygtigt i pris og med sammenlagt kun 4½ times flyvning var det et oplagt feriemål. Vi skulle nemlig flyve om morgenen og først flyve derfra igen om eftermiddagen, så man mistede ikke to dage på at rejse.

Og eksotisk var det i hvert fald lige fra ankomsten, hvor vi blev mødt af lufthavnsbygninger lavet som palmehytter. Skinnet bedrog dog, for tropearkitekturen dækkede over en international lufthavn med direkte flyvning til Madrid, Paris og London. Vejret var skønt. Dejlig varmt og slet ikke så fugtigt og trykkende som man havde frygtet i troperne, da der konstant i hele ferien blæste en forfriskende brise ind fra havet.

Efter en kort køretur på 20 minutter ankom vi til Dreams Palm Beach Resort & Spa, som var navnet på vores femstjernede resort. Landet er næst efter Haiti det fattigste land i hele Caribien, så overalt myldrer det med mennesker, der tilbyder deres service for at gøre turisternes liv så let som muligt - mod behøring betaling af drikkepenge forstås. Så vi rørte faktisk ikke kufferterne på noget tidspunkt, da de blev bragt på værelset, mens vi dryssede ned mod check-in loungen og nød dette første møde med vores hjem for de næste otte dage.

Mængden af tilgængelig arbejdskraft skinnede konstant igennem, da der overalt gik nogle og nussede om området, som var utrolig velplejet. Der var ikke et græsstrå, som vendte forkert. Som eksempel på niveauet af pertentlighed med området oplevede vi, at når der samlede sig pytter med vand ved poolområdet, kom der en fyr med en kost og fejede det ned i en rist, sådan at der altid var tørt og pænt på fliserne.

Vi havde tilkøbt en VIP pakke, så vi hørte til i et særligt område af resortet, hvor vi havde privat pool og strand samt en lille lounge med opholdsområder og bar med konstante forsyninger af drinks og snacks. Der var også en a la carte restaurant lige ud til stranden med den mest fantastiske udsigt og åbningstider fra kl. 7 til 23. Med all inclusive var det bare at tage for sig af retterne, og det varede ikke længe, før vi nærmest var i familie med de ansatte dér. Billedet herunder er af VIP området, hvor "vores" restaurant ses til højre.

Således foregik check-in også i loungen med vores personlige butler, som forsynede os med en velkomstdrink, mens kufferterne blev bragt på værelset og papirarbejdet ordnet. Det gik let og elegant, og hurtigere end forventet var vi på værelset, hvor vi kunne nyde denne udsigt over stranden og havet fra altanen.

Og denne udsigt over en af de tre pools med poolbar fra gangen.

Restauranten i VIP området var til morgenmad og frokost kun åben for VIP gæsterne, så der var aldrig kø, og det var skønt bare at kunne drysse derover uden at bekymre sig om tiden. Og den glemte man under alle omstændigheder, når man kunne sidde og nyde udsigten over stranden.

Foruden "vores" restaurant frekventerede vi også poolbaren en hel del. Specielt Emma var helt vild med den, og har uden tvivl fortæret mindst 50 frozen strawberry daiquiri under sit ophold. En dag blev det til ikke mindre end 10, men det var vist også nærmest blevet en principsag for at vinde et væddemål over Rikke.

Og gad man ikke selv hente sine drinks i en af de utallige barer i området, gik der konstant cocktail servitricer rundt som hentede friske forsyninger direkte til liggestolene eller stranden. Her er Mie på vores strand, som havde kridhvidt sand, og vand som var turkisfarvet, når man så ud over det og klart som postevand, når man kiggede ned i det.

Resortet lå på grænsen ind til en naturpark, så når man gik en kilometers penge hen ad stranden, kom man til et øde område, hvor der kun var den rene natur. Masser af palmer, kokosnødder, hvidt sand og vand i farver, der ikke kan beskrives. Det var ren paradis og lige så smukt som postkort og screen savers til computere. Her er et par billeder af Jan og pigerne i Bounty land - pigerne har fundet et par kokosnødder.

Selvom resortet var all inclusive, havde de (selvfølgelig) alligevel fundet på et utal af metoder til at vriste dollars ud af gæsterne. Blandt andet havde de professionelle fotografer, som tilbød romantiske fotoserier, og som gik rundt og tog billeder med gæsterne i smukke omgivelser og med diverse dyr. En dag kom de med et par papegøjer, som man kunne blive fotograferet med, og det blev faktisk nogle ret gode billeder af pigerne og et af familien, som først kan afsløres med julekortene.

Der var også forskellige vandsportsaktiviteter. Fx kunne man blive spændt i en faldskærm efter en speedbåd, hvilket Mie straks kastede sin kærlighed på. Efter at have set Mie kaste længselsfulde blikke ud over havet hver gang båden kom forbi, gav vi efter, og så måtte vi ellers en tur på havet. Vi startede med at få en tur to og to, hvilket var en stor overvindelse for Rikke, som har et ret anstrengt forhold til vand. Men efter første tur, var hun ligeså vild som Mie, så hun og pigerne tog endnu en tur - denne gang som tre'er. Her er et par stemningsbilleder af mine vilde piger.

I det hele taget var der aktiviteter nok. Der var en held underholdningsstab, som hver hele time arrangerede et utal af aktiviteter lige fra aerobic i strandkanten til store shows hver aften. Vi brugte ikke aktiviteterne så meget, men Mie og Rikke nåede da til tennis en dag, og under en strandfest en aften, hvor Jan blev udtrukket som "frivillig" vandt han aftenens konkurrence i ølstafet. Lidt har man da fået ud af et par år på officersskole...

To gange om dagen var der mulighed for at prøve at dykke i en af de store pools, og det skulle både Emma og Mie selvfølgelig prøve. Her er de begge på deres første dyk, men selvom det gik fint, blev vi enige om at nøjes med poolen denne gang. Så må vi se med havet en anden gang.

Til aftensmaden var alle resortets restauranter åbne, og så var det slut med "egen" restaurant. Det var sådan set også OK, for så havde man mulighed for at prøve noget forskelligt, selvom vi nu ofte også spiste aftensmad på "vores egen" restaurant , hvor vi efterhånden kendte personalet godt. Foruden restauranterne var der også en stor buffet, som ganske vist så rigtig pæn ud, men som vi aldrig nåede at få brugt. Ganske vist var der som regel én til halvanden times ventetid på bord i restauranterne, men så brugte vi ventetiden på at hygge os med spil og before-dinner-drinks. I vores egen lounge serverede de kanapeer og snacks i frøers mængde fra kl. 18, så vi hyggede os som regel dér, mens vi ventede på vores bord. Her sidder Mie med chokoladeovertrukne jordbær på loungens terrasse, mens vi venter.

Restauranterne var hyggelige og serverede rigtig god mad. Her har vi lige fået vores bord og har taget drinks med ind fra terrassen. Bemærk Rikkes drink - en Tucan som smagte lige så godt, som den ser ud.

Foruden buffet'en og "vores egen" Seaside Grill restaurant var der en mexicansk, en fransk, en italiensk og en japansk/kinesisk restaurant. Vi prøvede både den italienske og den japanske, hvor menuen stod på hibachi. Det er en ret stor ting også her i USA, hvor gæsterne sidder rundt om en stor stegeplade, og hvor kokken laver et stort show undervejs, hvor han kaster rundt med mad og værktøjer, mens han laver maden. Midt i madlavningen trak han pludselig Emma op til kogepladen, stak værktøjerne i hænderne på hende, gav hende kokkehuen på og gik sin vej. Så var gode dyr rådne, men Emma genvandt hurtigt fatningen og overtog madlavningen. Det var vist lidt pinligt først, men endte med at være meget sjovt - også for hende.

Souvenirs skulle vi selvfølgelig også have. Lidt uden for vores resort var et lille marked, hvor vores concierge nok mente, at det var trygt at gå hen. Så afsted det gik, og alle sælgerne kastede sig naturligvis vildt frådende over mine to blondiner og tilbød dem alverdens "special price just for you". Udover at være lidt "pushy", var de nu flinke nok, og alle tre piger fik hver en souvenir med hjem, som de nøje havde udvalgt efter at have rodet rundt i butikkerne i tre timer.

Som kompensation blev jeg "beordret" ud og spille golf af Rikke. Øen har nogle fantastisk smukke golfbaner, og vores concierge tilbød at jeg kunne låne et sæt køller af ham og tage med ham ud og spille. Det blev en god oplevelse, og da jeg kørte med ham derud fik jeg også lejlighed til at se lidt andet af øen, end bare resortet og stranden.

Det var alt i alt en ovenud fantastisk tur, hvis eneste minus var at være alt for kort. Vi er alle enige om, at Ernest Hemingway havde fat i noget af det rigtige, og ø-livet i troperne er i hvert fald noget der passer alle os. Her er hele familien Nielsen på "vores" restaurant Seaside Grill den sidste aften, som vi vil mindes i lang tid.