Den hidtil værste weekend i familiens historie.

De seneste 14 dage har været en følelsesmæssigt hård tid for familien, for der er blevet sagt farvel mange gange og grædt meget. Men denne weekend har da været helt galt, for de sidste ting er nu blevet afsluttet her i Virginia Beach.

Jan havde sidste dag på jobbet i fredags. Rikke har slidt ugen igennem med at få det gjort rent og klart til aflevering, og i fredags blev det så leveret tilbage til ejeren og depositumet betalt tilbage. Vores gode venner, the Manloves, gav os på dagen en fantastisk gave, som hver dag resten af livet kan minde os om de mange gode timer på Church Point Road. Ruth havde taget et billede, som hun har fået lavet til maleri til os.

Fredag var også pigernes sidste skoledag. Og selvom der er blevet hængt ud til den store guldmedalje til end-of-year fester og udvekslet e-mail adresser, telefonnumre og Skype profiler, ved alle jo inderst inde godt, at det aldrig bliver helt det samme. Den erkendelse rammer hårdt, og det har bare været på alle måder træls at komme igennem alle afskederne.

I aften har vi været til afslutningsopvisning med pigernes danseskole. Der bliver givet fuld gas, og skolen lejer byens koncertsal til at afholde opvisningen. Hele 50 hold optræder, og det er en fremragende oplevelse. Skolen har blandt andet Virginia mesteren i dans, og der er mange rigtig flotte shows. Emma gav et nummer og Mie dansede på to hold i år.

I dag flyttede vi ud af ferielejligheden ved bugten og tilbringer natten på hotel i Downtown Virginia Beach, inden vi i morgen triller sydpå på vores sommerferie, som efter et stop i Charleston, South Carolina skal tilbringes i Florida. 

Det er lidt usikkert, hvor mange rapporter der vil komme undervejs, men i hvert fald er det hensigten at være tilbage i Virginia Beach den 30. juni. Så skal vi bruge et par dage på dyrlægepapirer til Meeko, inden vi den 3. juli tager til Washington DC for at fejre 4th of July deroppe. Den 6. juli tager vi med SAS maskinen til København, og den 7. juli hedder "hjem" igen Danmark.

Mies sidste Honor Roll

I går var vi til årets sidste Honor Roll assembly med Mie, som fik diplom for at have været på Honor Roll hele året.

En dejlig måde at slutte skoleåret på inden sidste skoledag for begge pigerne i dag.

Sikke en udsigt.

Altså helt ærligt. Egentlig burde man være lidt trist over, at tiden på Church Point er slut. Men vi bliver simpelt hen så overvældet af udsigten her fra vores ferielejlighed, at det er umuligt at holde fast i dårligt humør. Et par eksempler fra i dag.
I morges da vækkeuret ringede, slog vi øjnene op til denne udsigt fra sengen.

Eftermiddagen er tilbragt på altanen i solen, og her til aften blev gyngesofaen så vendt 180 grader, så vi kunne nyde synet af solen, der sagde farvel og tak for i dag til et glas rødvin.

For et øjeblik siden stak et af de store hangarskibe til søs. Jeg fik et meget sjovt billede, hvor man kan se størrelsesforholdet til en i øvrigt pænt stor tanker, som ligger ude på reden.

Så er det slut.

Så blev den sidste container fyldt til bristepunktet, lukket og sendt afsted. Så pånær lidt rengøring er eventyret på Church Point Road nu uigenkaldeligt slut. En lidt trist og tom fornemmelse men samtidigt rart, at vores jordiske gods endeligt kom på vejen. Så krydser vi blot fingre for, at vi ser det hele igen i god stand sidst i juli.

National Junior Honor Society.

For et par måneder siden, blev Emma af skolen inviteret til at søge om optagelse i National Junior Honor Society http://www.njhs.us/. De evaluerer hendes akademiske formåen og hendes personlige egenskaber, og så skulle hun skrive en essay om sig selv til optagelseskomiteen.

Forleden fik vi besked om, at hun var blevet optaget, og her til aften var vi til ceremony på Great Neck Middle School, hvor hun blev optaget i klubben sammen med de andre "inductees". Her er hun sammen med skoleinspektøren Dr. Soltner efter optagelsen.

Efter ceremonien tog Rikke og jeg til reception på det danske krigsskib Esbern Snare, som er i byen i forbindelse med en øvelse på den amerikanske østkyst. Dejligt med frikadeller, rullepølse, laks, oste, godt brød og kolde gin/tonics på helikopterdækket med udsigt til en flot solnedgang.

Skøn feriebolig.

Da vi nu ikke længere kan bo på Church Point, er vi flyttet i ferielejlighed. Den ligger i første række og bogstaveligt midt på Chic's Beach.

Det er simpelt hen fantastisk, og det letter altså noget på humøret, når man kan spise på altanen og gå af sin egen trappe lige ned på stranden bagefter. Og endnu bedre er huset i tre etager, så det er ikke nødvendigt at rulle for i stuen på anden og soveværelset på tredje sal. Så udsigten ved sengetid og når man står op er simpelt hen, så man må knibe sig i armen og sukke dybt.

Det er umuligt at vågne med sin elskede og have denne udsigt fra dobbeltsengen og være i dårligt humør.

Første container pakket og sendt afsted.

I går eftermiddags fik vi den første container pakket og sendt afsted. Den blev først ca. halvt fyldt med flyttegods, og så blev Corvetten lusket ind bagefter og spændt fast.

I det mindste gang var det ikke et endeligt farvel denne gang, men kun på gensyn. Den sidste container blev afleveret i dag, og forventes pakket færdigt og undervejs omkring middagstid i morgen.

Heldigvis blev der også tid til at fejre fødselsdag. Jeg nød morgenmaden sammen med pigerne, og i går aftes var vi på A Chef's Kitchen og spise. En super restaurant, der er den hele times køretur værd. Den er bygget som et TV køkken, og hvor kokkene så tilbereder og serverer os fem retter med vine, mens de fortæller.

Cruising for chcks.

Både Mie og jeg har været kede af at skulle sige på gensyn til vores legetøj. Så vi aftalte at lade det rejse sammen. Corvetten skal læsses i containeren i morgen tidlig, og Æsel har lovet at passe på hende undervejs. Så Mie har sat Æsel på plads bag rattet i dag, og så er han ellers klar til at cruise derudaf.

Farvel til fars baby.

Så blev min baby overdraget til sin nye ejer. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, at min 200HK cabriolet nu skal skiftes ud med en eller anden dansk minibil, som vel er det eneste, jeg kan få råd til. Og som formentlig koster det dobbelte af, hvad jeg fik solgt min Eos til.
Men det var sjovt, så længe det varede.

Ingen vej tilbage.

Så er vi stået op til den hidtil værste dag i vores liv. I dag er første dag i afslutningen af fire af de mest fantastiske år af vores liv. Et eventyr som vi kan leve højt på længe.
Vi vidste jo sådan set godt, at dagen ville komme, men har heldigvis været i stand til at ignorere det totalt de seneste fire år. Det har nok været med til at gøre de fire år så fantastiske, men til gengæld ramte chokket så meget hårdere i morges.
Flyttefolkene kommer i morgen, så dagen skal gå med at flytte ud af huset og ind i en lejlighed ved Chesapeake Bay.
De næreste af venner har allerede været her og rydde dødsboet for, hvad der ikke kan tages med hjem, og de kan bruge, og resten af vores dag skal nu gå med at pakke personlige ejendele og tøj til seks uger, inden vi ser vores ting igen på Solvænget 106. Og det er bare overhovedet slet ikke morsomt på nogen måde.
Det betyder, at når jeg om lidt har trykket "udgiv" på dette indlæg, vil jeg bryde vores netværk ned, og vi vil derefter kun være at træffe på mail og mobiltelefoner, indtil vi ses igen.

Afskedsfest med danskerne.

I går aftes oprandt dagen, som vi godt vidste ville komme, men som vi belejligt har ignoreret - dagen for vores afskedsfest med de andre danskere. De andre havde sat alle sejl til for at gøre det til en god aften. Festen var lavet i Hawaii tema, og der var taler, skuespil, fællessang, musik, dans og masser af hygge. Det viste sig faktisk at være den hidtil bedste fest blandt danskerne, så det lettede jo noget på stemningen.

Vores flok af unge mennesker blev ret grebet af stemningen og lavede deres eget band i løbet af aftenen. Emil på 18 år spiller guitar og samlede vores mange piger i alderen 11 til 15 som sangere. Og så optrådte de ellers. De var smaddergode, og det er svært at sige, om det var Emil eller pigerne der hyggede sig mest.

Pigernes skuespil.

I fredags var premiereaften for pigernes skuespil. Mie spillede tre roller i the Edge of the Nest, som var et hylemorsomt stykke om at vokse op fra barnsben til teenageårene. Pigerne elsker skuespil og drama, og jeg er under et vist pres for at finde noget tilsvarende i Danmark, når vi kommer tilbage. Så hvis nogle kender noget til den dramaskole, der angiveligt skal være i Viborg, hører vi gerne om det.

Efter en times søvn om natten skulle Emma også opføre sit skuespil igen. Hun spillede Lady Prunella og spøgelset i the Ghost of Plymouth Castle, og hun var i sit es. Det var lidt grænseoverskridende at skulle optræde for sine veninder, men hun var fantastisk, og da veninderne nød showet, var det først rigtig sjovt.
Desværre var det hårdt efter showet, for pludselig blev vi jo opmærksomme på, at det i modsætning til det seneste sæsonafslutninger ikke var "på gensyn efter ferien" men "farvel". Det er en rigtig hård tid for pigerne, og det knuser mit hjerte at se dem så ulykkelige uden at kunne gøre noget for at hjælpe.

Tøseaften.

Da Emmas fødselsdag er midt i ferieperioden, har vi de seneste år valgt at hun kan holde sin fødselsdagsfest ingen skoleårets afslutning. Det blev så i fredags, hvor otte veninder kom på besøg. Vi mødtes på California Pizza Kitchen, hvor de havde fået eget bord så langt væk som muligt fra os. Efter middagen tog pigerne med til premiere på Emmas skuespil. Og derefter var det med hjem og bade i poolen, fnise, spise kage og overnatte. Det sidste blev det vist ikke meget til, for i hvert fald to af pigerne kom aldrig i seng, og vi kunne høre dem fjolle hele natten. Emma holdt ud det bedste hun havde lært, men besvimede alligevel til sidst og nåede så at få en hel times søvn, inden en ny dag truede.

Dyreliv i haven.

Vi har haft et rigt dyreliv ved poolen i år. En stor flok ænder har holdt til i haven og lader sig kun nødtvunget jage væk. Forleden stod også en stor fiskehejre. Den kan altså ikke være klog, for godt nok er der meget vand, men der er altså ingen fisk.

Mie og far på fisketur.

Her i weekenden blev det endelig både vejr og tid til Mies og fars årlige campingtur. Desværre faldt det sammen med Memorial Day Weekend, hvor  de fleste amerikanere har fri både fredag og mandag og udnytter den lange weekend til at tage hul på sommerferien. Og da Virginia Beach er et populært feriested, og temperaturen er krøbet på den rigtige side af 30 grader, var alle campingpladser selvfølgelig optagede.

Så vi slog lejr i baghaven, og det var såmænd OK, for det er en campingplads med rene toiletfaciliteter.

Vi bestemte os for at tage på fisketur om eftermiddagen. Der er en lang mole fra en af de små øer ude midt i Chesapeake Bay, som forbinder Chesapeake Bay Bridge Tunnel (den på vej til New York), så efter at have forsynet os i den lokale bait and tackle shop, kørte vi derud.

Til at begynde med var fiskeriet stille og roligt, men vi havde heldigvis både stole, cooler og kager fra Panera med.

Det viste sig dog nok, at vi havde for store forventninger til fiskene. Vi fiskede med blæksprutter på forfang, og da vi jo var taget i byen efter de store fisk, satte vi naturligvis hele blæksprutter på krogen. Der var sådan set også masser af aktivitet, men vi fangede intet, og det var der en naturlig årsag til. Fiskene var nemlig ikke særligt store, så de kunne ikke andet end at nippe til agnen. Da vi begyndte at skære sprutterne i mindre stykker, kunne de pludselig gabe ordentlig over maden, og så kom der gang i sagerne. Inden dagen var omme, havde Mie fanget fire fisk, og hvor hun i starten var noget tilbageholdende endte hun selv med at sætte madding på krogen og hale fiskene ind. Det der med at tage dem af krogen, mente hun dog nok at have folk til.

Fiskene hedder Croakers, fordi de siger en lyd fra struben ligesom en frø, når man tager dem op af vandet. Vi syntes nu de var for små at gøre mere ved, så vi kastede vores tilbage i havet til en anden god gang. Men ifølge de lokale skulle de smage godt stegte - vel nærmest som en stegt sild.

Fangsten bestod mest af Croakers, men der var også afvigelser fra normalen. Der blev også fanget krabber.

Og selv en konkylie bed på krogen hos vores nabo.

Mie og jeg fangede også en anden fisk, der var så grim, at vi blev helt befippede og fik den smidt tilbage i vandet, inden det gik op for os, at vi ikke havde fået taget et billede. Men vi fik et billede af solnedgangen, som var et fantastisk syn, mens vi pakkede sammen og kørte tilbage til vores campingplads og tændte bålet til aftensmaden. Så det endte med at være en ret god tur.

Mies 11 års fødselsdag.

Fredag var Mies 11 års fødselsdag, og søndag var hele klassens piger plus det løse inviteret til Hawaii fest. Med temperaturer på den rigtige side af 20 grader stort set hver dag og en vandtemperatur i poolen på 24 grader skulle man mene, at det da ikke kunne gå galt. Men at det er "berømte sidste ord", måtte vi bare erkende, da søndagen bød på heldagsregn. Så i sidste øjeblik måtte vi sætte det hele op inden for, og på den overdækkede terrasse arrangerede vi så lidt havespil. Regnvejr eller ej gik en stor del af pigerne dog i poolen, som de næsten blev fornærmede over at blive taget ud af efter en lille time. "Jamen vi fryser ikke", lød det fra deres blå læber, mens de rystede af kulde.

Rikke havde købt en stor papfigur med Hawaii tema, som alle pigerne på skift blev fotograferet i sammen med Mie. Jeg printede billederne ud, og Rikke havde så også købt et passepartout til hver, som de kunne dekorere og sætte billedet i til minde om Mie. Det var en fantastisk ide og en kæmpe succes.

Der var lagkage i Hawaii tema med spiseligt billede af Mie. Og selvom farverne måske indikerer det modsatte, smager den vidunderligt.

Heldigvis har vi et stort alrum i huset, så det var intet problem at have pigerne inden for. Der blev anrettet buffet ved ankomsten med kage og frugt, og senere på dagen blev der serveret hot dogs.

Det er lidt underligt med gaver herovre. For det første pakker man ikke sådan rigtigt ind, men lægger blot gaven i en pose og stikker lidt silkepapir ned oveni. Det føltes "forkert" for os i starten, men er faktisk en god ide, for det er let at pakke ind, og poserne kommer i så mange flotte designs, at man sagtens kan finde noget til lejligheden. Og så kan de jo genbruges.
Når gæsterne kommer, sætter de så blot poserne på et bord. Og der er ikke nødvendigvis en forventning om, at de bliver pakket op til festen. Det kan vi nu godt lide, så for at få lidt varme i knoglerne på pigerne efter turen i poolen, pakkede vi gaver op i spisestuen.

Så kom diplomet.

Så kom endelig diplomet til Rikkes jeg-elsker-mig væg. Det blev også sat direkte i rammen, og med det konkrete bevis på et veludført job, er der nu sat endeligt punktum for studierne for Rikkes vedkommende (i denne omgang). Emma og Mie mangler lige tre uger endnu.

Rikke med ny titel som MPA.

I går kunne Rikke endelig høste frugterne af to års hårdt arbejde og pryde sig med titlen Master of Public Administration.

Dagen startede på College for Business and Public Administration, hvor Rikke de seneste to år har brugt mere tid, end humøret kan klare at regne sammen. Her havde dekanen inviteret på en lille reception for dimittenderne og deres familier samt fakultetet. Det var meget hyggeligt at møde de professorer, der har svunget pisken over Rikke i to år.

Efter receptionen blev gæsterne sendt over til universitetets basket ball stadion, hvor ceremonien skulle finde sted. Umiddelbart lød det lidt voldsomt at skulle afholde det i en arena med plads til 10.000 tilskuere. Men salen var næsten fyldt, og det havde den været til de to foregående ceremonier også. Det kræver nemlig tre omgange at få dimitteret hele årgangen. Men med 25.000 studerende og ca. 3.500 dimittender kræver det jo også sit.

Rikke skulle mødes med alle sine medstuderende og iklædes roben og hatten, som skal sidde på en helt speciel måde. Derefter skulle de i samlet flok ledsaget af en procession med sækkepiber og fakultetets professorer marchere over til stadion. Her gik turen hen over universitetets segl i midten af "skolegården". Ifølge traditioner må man først betræde det, når man har bestået sidste eksamen. Gør man det før, siger overtroen, at man aldrig vil bestå.

Så efter en god times ventetid for gæsterne i stadion kom processionen endelig anført af det pågældende fakultets banner.

 Så fandt vi vores Rikke i den uendelige række af glade studerende.

Og nu var salen fyldt og løjerne kunne begynde.

Her accepterer præsidenten for Old Dominion University (til højre) anbefalingen om at dimittere de studerende, hvorefter de hver især enkeltvis kunne modtage deres eksamensbevis.

Her modtager Rikke (med ryggen til) sit eksamensbevis og lykønskninger af præsidenten.

Og så er der krammere fra hele fakultetet.

Og det brede smil kan findes frem.

Efter gradueringen gik vi en tur på universitetet og fik taget billeder af den stolte Master og den om muligt endnu mere stolte familie. Mormor og morfar blev herovre efter konfirmationen og kunne nyde dagen sammen med deres datter.

Nu kunne Rikke med sindsro betræde seglet igen.

Springvandet med løven er Old Dominion Universitys vartegn.

Og så er den stolte familie samlet.

Efter gradueringen tog vi hjem og delte en flaske champagne, mens Rikke pakkede gaver ud. Hun demonstrerede overhøjde ved også at have købt gave til pigerne og mig som tak for støtten undervejs.

Og aftenen sluttede med en god middag på Rikkes yndlingsrestaurant, Terrapin.