Vi forlod Yellowstone mod syd i dag, og kørte direkte ind i Grand Teton National Park. Det var sådan set ikke fordi sight seeing hér var på programmet, men Teton bjergkæden er så flot og imponerende, at det ville være synd at være så tæt på uden at få det syn med også. Grand Teton (bjerget helt til venstre) er mere end fire km. højt og rager helt ind i skyerne. Da vi kom ud af Teton var der igen signal til telefonen efter flere dage i radiodødt område. Det gjorde vist godt for vores (næsten)teenage datter at få adgang til Facebook igen. Turen i dag bragte os ind i Idaho, hvor vi overnatter i Lava Hot Springs et par timer nord for Salt Lake City. Byen er kendt for sine varme kilder, som man kan bade i. Efter indcheckning på campingpladsen drog vi iført badetøj ned til kilderne for at nyde naturens spabad. På vej opdagede pigerne dog, at man kunne "tube" i den lokale flod, som har en masse små fald. Uden at tænke mig særlig grundigt om, tilbød jeg, at vi da bare kunne gøre det i stedet, hvis de hellere ville. Jeg havde nok regnet med "nej tak", men pigerne var straks fyr og flamme, og inden jeg fik set mig om, havde jeg lejet en tube og var på vej ned til floden. Det var en ganske hårrejsende oplevelse, som det nok kan ses på billedet. Rikke er selv ret stolt af det og kalder det "årets billede". Det forfærdelige er, at jeg sekundet forinden havde sagt til pigerne, at mor stod på broen med kameraet, så nu skulle de se cool ud. Det råd skulle jeg nok også selv have fulgt. Jeg kan i øvrigt nævne, at floden er smeltevand fra bjergene, og selvom byens kilder måske nok er varme, var floden det bestemt ikke.
Vores tredje og sidste dag i parken skulle bruges til at se geyserne i den østlige del af parken. Heldigvis er de ren vand (uden svovl), så her kan man nyde de fantastiske farver uden den grimme lugt. Vandet er mere end 70 grader varmt, så desværre kan man ikke komme helt tæt på, selvom man får lyst til at sidde og boble med. Bag os er Prism Geyser. Prøv at Google det, så den kan ses oppefra, da det er nogle helt fantastiske farver. Dampen skifter farver mellem blå og rød, så det er et helt lysshow at Moder Natur byder på. Der er et utal af geysere i området, og vi fik set en masse, inden vi nåede til den, som de fleste forbinder med Yellowstone - Old Faithful. Det er ikke den største, men den er rimeligt pålidelig, så man skal "kun" vente mellem 30 og 200 minutter mellem hvert udbrud. Der er bænke at vente på, og det er faktisk spændende at sidde og kigge på, for ind imellem kommer et lille pust fra den, så hvert øjeblik tror man, et NU kommer den, og der bliver skudt billeder af i massevis. Vi ventede kun i en halv times tid, og da den endelig tog ved, var det hele ventetiden værd. Vand og damp bliver skudt næsten 100 meter op i luften, og trykket holder den deroppe i ret lang tid. Faktisk nåede vi at se det to gange, da vi efter det første udbrud brugte en del tid i gift shoppen, så da vi kom ud, var den klar igen. Heldigvis var det sidste punkt på vores officielle program, for bedst som vi var på vej tilbage til vores RV og køre til campingpladsen brød et rigtigt uvejr løs. Det regnede og haglede, og temperaturen styrtdykkede, så det fra det ene øjeblik til det andet blev vintervejr. Koldt eller ej skulle Yellowstones sidste billede tages ved Continental Divide, som vi krydsede på vej tilbage til campingpladsen. Det er dén skillelinje på tværs af det nordamerikanske kontinent, der afgør hvilken retning floderne løber.
Efter at have fået varme på RV'en kunne vi tage hul på dag to. Planen var at se den nordlige del af parken, så vi kørte tilbage forbi Canyon mod Roosevelt og Mammoth Hot Springs. Selvom parken på den måde består af en række områder med hver sine hovedattraktioner, er naturen så fantastisk, at køreturen i sig selv bliver en del af oplevelsen. Første stop på dagens tur var Tower Fall, der er parkens største vandfald. Desværre kunne man ikke komme ned til foden af faldet og opleve det derfra. En bjørnemor holdt til med sine unger i området, og vandrestien var lukket. Men det var nu også flot at se oppefra, og da det var næste 30 grader varmt, havde ingen af os den helt store appetit på at vandre for meget i bjergene. Det var måske i virkeligheden også perfekt timing, for efter et kort ophold var vi tilbage på vejen, og lige på den anden side af bjergkæden så vi en bjørnemor med sine to unger helt tæt på. Det var sjovt at se, og i løbet af ingen tid, var der totalt trafikkaos, da alle skulle stoppe og tage billeder og kigge. Det vænner man sig nu til i parken, hvor der kun er én vej rundt. Oppe i Mammoth fik vi alle de elk at se, som vi ikke så aftenen før. En hjord på 30-40 stykker havde bestemt sig for at holde siesta i bymidten, så vi parkerede RV'en midt i flokken og nød oplevelsen, mens vi spiste frokost. Det var en varm dag, men heldigvis behøvede vi ikke at gå en masse. Vi havde reserveret heste, så vi kunne opleve naturen lidt væk fra vejen - back country, som det hedder lokalt. Vi fik en kort briefing og så ellers hver en hest udleveret, mens guiden red foran. Selvom det kun varede en time, var det en fantastisk oplevelse, og vores numser var nok reelt glade for, at det ikke varede længere. Her er Mie med Trappers, Emma med Jose, mor med Logan og far med Nevada. Efter rideturen gik vi rundt på terrasserne som er lavet af de varme kilder i byen. Klipperne har mange forskellige farver fra mineraler og bakterier i det vand, der løber ned over dem, og det er et flot syn. Som så mange andre store naturoplevelser er det vanskeligt at fange på et billede, men her er i hvert fald gjort et forsøg. Mineralerne fra kilderne i denne del af parken afsætter en masse kalksten, der får området til at se helt hvidt ud. De træer der står i vandet opsuger mineralerne, og langsomt danner de så kalksten indefra, så de til sidst bliver forstenede. Det er sådan et forstenet træ, der står bag ved pigerne. Efter en god dag med mange oplevelser overnattede vi på campingpladsen ved Madison. Det var noget af et eksperiment med tre piger (heraf en næsten-teenager), der mildest talt ikke rigtigt er udendørstyper, for pladsen havde ingen faciliteter, så man kunne ikke få ladet sine elektroniske gadgets. Heldigvis havde vi masser af gas og vand i RV'en, så alle kunne få varmt bad. Og så var det hyggeligt at lave lejrbål og spise smores, mens Mie underholdt med vitser og gåder inden sengetid - det er hun ret skrap til.
Campingpladsen i Cody viste sig at være en god oplevelse. Vi stod op til høj sol, og på pladsens fællesareal havde de ansatte rigget det helt store morgenbord til med æg, bacon, pandekager, muffins, mælkeprodukter og kaffe i rigelige mængder.
Så vi fik tanket godt op inden vores første dag i Yellowstone National Park.
Parken ligger gennemsnitligt i mere end to km. højde, så der er sne over det hele. Både frisk sne på bjergtoppene og driver i skyggen, der er tilovers fra vinteren. Det er lidt underligt at gå rundt i sommertøj i mere end 20 graders varme og se sne hist og her alle vegne. Så på vejen ind tog vi endnu en sneboldkamp. Dem får vi ikke så mange af i Virginia Beach.
Vi kørte med det samme ind på campingpladsen ved Fishing Bridge og checkede ind, så vi var sikre på at have vores plads. Alle pladserne er fuldt besatte, men heldigvis bookede vi helt tilbage i oktober, så vores plads var sikret. Campingpladserne herovre er lidt anderledes end derhjemme.Hver plads er blot en rydning i skoven, så der er masser af natur lige uden for vinduerne og meget hyggeligt. Det betyder også, at det er "bear country", så madvarer skal være sikrede, og på nogle pladser er det ikke tilladt at sove i telt. Vi så dog ingen bjørne, men vågnede TIDLIGT den første dag af en coyote, der hylede lige uden for RV'en. Det var så faktisk ikke så skidt endda, for selvom temperaturen er dejlig om dagen, burde snedriverne mellem træerne måske have advaret os om, at der bliver koldt om natten i tre km. højde. Vi havde ikke tændt for fyret første nat, så RV'en var lige som et køleskab om morgenen, så det var godt at vågne tidligt og få sat varme på, inden man var nødt til at forlade dynerne.
Efter indcheckning af RV'en kørte vi en tur nordpå i parken. Lige uden for pladsen så vi flere bison, der de kommende dage skulle blive et ret almindeligt syn. De var stort set overalt, og man kom ret tæt på dem, når de stod i vejkanten.
Parken ligger oven på én af verdens største aktive vulkaner, og der er mange steder med vulkansk aktivitet. De fleste forbinder sikkert Yellowstone med Old Faithful, men der er også vulkanske mudderbade. De opstår fordi svovl fra jordens indre danner svovlsyre, der "smelter" klipperne og laver dem til mudder. Så store mængder svovl lugter simpelt hen ganske forfærdeligt af rådne æg, og pigerne døbte hurtigt området omkring Mud Volcano til "Prutteland".
Efter Mud Volcano standsede vi ved Yellowstones Grand Canyon, hvis gule klipper inspirerede indianerne til parkens navn. Selvom Rikke lidt uimponeret udtrykte, at det jo ikke var den rigtige Grand Canyon, er det et fantastisk flot område af parken med flere store vandfald og en flod i bunden af kløften.
Foruden den storslåede natur og den vulkanske aktivitet er parken kendt for sine mange vilde dyr. Der er bjørne, elk (nogle store kronhjorte), elge, bison, ulve, coyotes og meget mere. Bison havde vi ligesom set, men bjørne og elge stod stadig højt på ønskelisten. Så efter besøget i Grand Canyon besluttede vi at køre ud mod parkens nordøstlige indgang, da floddalen dér skulle være det bedste terræn til de dyrearter. Vi fandt et godt sted at holde, slog lejr og lavede aftensmad, mens vi holdt godt øje. Det er skønt at have sit hus med sig, så man bare lige kan gøre det, og vi havde en hyggelig aften. Nogen dyr så vi dog ikke, så da tusmørket faldt på, kørte vi tilbage mod campingpladsen. Det var rart at komme tilbage over bjergene, inden det blev helt mørkt, for vejen var både smal og stejl, og der er ikke autoværn, så de fleste steder er der et lodret fald blot 30 cm. fra vejkanten. Det gør det til en interessant opgave at være chauffør...
Bedst som vi klatrede op ad en bjergside - lidt slukørede fordi vi havde kørt helt ud i floddalen uden at se nogle dyr - krydsede en stor sortbjørn pludselig vejen foran os og luskede lidt rundt i vejsiden. Så vi nåede at få set en bjørn, der angiveligt er et sjældent syn.
Turen i dag fra Mt Rushmore til Yellowstone National Park i Wyoming var turens længste, og vi vidste inden afgang, at det ville blive en lang dag. Undervejs bestemte vi os for lige at snuppe en totimers afstikker til Devil's Tower, når vi nu var i området. Lang dag eller ej var det en god beslutning. Klippen rejser sig næsten 400 meter over jorden, der udenom er flad som en pandekage. Faktisk kunne vi se den på 50 km. afstand, da vi kørte dertil. Vi slog lejr og spiste frokost ved foden af monumentet og nød udsigten, inden vi satte kursen vestover mod Yellowstone. På vej til Yellowstone skulle vi krydse Big Horn bjergkæden, der tog os op i næsten 3 km. højde. En fantastisk flot tur, men en RV på totalt knapt 8 tons er ikke ligefrem en bjergged, så der var langt både op og ned igen på den anden side. Vi havde dog en fantastisk oplevelse på vejens højeste punkt, hvor den evige sne lå, og hvor vi kunne have en hurtig sneboldkamp. Det er ikke hver dag, man er med missionsshorts og flip flops i sneen i juli måned. Efter 11 timer, 700 km og et kvantum brændstof jeg ikke magter at tænke på nåede vi endelig Cody uden for østindgangen til Yellowstone. Her har vi indlogeret os for natten, inden vi i morgen begiver os ind i parken. Dérinde skal vi køre rundt i tre dage, inden vi vender tilbage til civilisationen. Parken er tre gange så stor som fyn og rummer alt lige fra prærie til 4 km. høje bjerge med evig sne. Der er ingen mobildækning og ingen strøm på campingpladserne. Vi er noget spændte på vores eventyr og vender tilbage på bloggen "på den anden side".
Efter morgenmaden kørte vi en tur til Custer for at handle. Lige uden for byen så vi en stor bison, der gik i vejkanten og græssede - lige ved siden af os. Vi blev så opildnede, at vi kørte en tur i Custer State Park, for nu ville vi se vilde dyr. Der var masser af dyr: Antiloper, rådyr, jordegern og æsler - men desværre ikke flere vilde bisoner. Men flot var der nu. På vej fra parken tilbage til Mount Rushmore, der egentlig var årsagen til vores tur til South Dakota, standsede vi ved Crazy Horse Monument. Selvom det langtfra er færdigt, var det sjovt at se, og monumentet har en spændende historie. Sioux indianerne blev i sin tid fordrevet fra området, og de er vist ikke helt tilfredse med, at "de hvide" har valgt at lave et monument bestående af amerikanske præsidenter i deres hellige bjerge. Så hvor Mt Rushmore blev færdigt i 1941, bestemte indianerne sig for, at de ville have deres eget monument med en af deres helte. Så i 1948 hyrede de en skulptør, der flyttede ud i bjergene i et telt og gik i gang med dynamit, hammer og mejsel. Indianerne vil ikke have offentlig finansiering, men har fra projektets start valgt at betale alt arbejdet af penge de selv tjener. Det er for så vidt ganske nobelt, men man må tvivle på, om det nogensinde bliver færdigt som deres endelige vision på billedet herunder. Den polske skulptør var gift og havde 12 børn, og størstedelen af hans børn har fortsat hans livsværk og arbejder i dag på monumentet. Ud på eftermiddagen nåede vi endelig formålet med turen til South Dakota: Mt Rushmore. Vi ledte forgæves efter knappen, der får dem til at synge Legoland-sangen. Vi fandt den aldrig, men det er et imponerende monument. Til forskel fra indianernes er det færdigt, og det tog "kun" 400 mennesker 14 år at lave. Der kommer lys på monumentet om aftenen, og det ville vi gerne se. Heldigvis har vi jo sneglehuset på ryggen, og vi havde købt ind i Custer. Så grillen blev tændt op på parkeringspladsen, og vores fire kæmpe ribeye steaks kunne lige være på. Så vi nød aftensmaden, mens vi ventede på, det skulle blive mørkt. Som 4. juli arrangement var aftenens ceremoni en tynd kop te. Ikke et eneste fyrværkeri. Men monumentet var også flot med lys på, og turen tilbage til campingpladsen af de små bjergveje med hårnålesving var en interessant oplevelse.
Efter dagens køretur gennem prærien kørte vi ind i South Dakota gennem Badlands til Black Hills, som er mest kendt for Mount Rushmore. Vi kørte forbi monumentet på vej mod vores campingplads, men tager først ind og ser det i morgen. Det skulle nu også vise sig at være fint at have rigelig tid til at finde frem til campingpladsen, for adgangen til den var at bjerge med både fald og stigninger på 10%, hårnålesving, stejle skrænter, tunneller og smalle veje. I et tre meter bredt køretøj, der vejer 7 tons plus bagage og passagerer var det en interessant oplevelse. Inden denne hårrejsende oplevelse skulle vi dog lige have tanket køretøjet. Det er om muligt endnu mere hårrejsende. Den kører lidt mindre en 4 km/l, og tanken er stor. De 27 gallons jeg lige har tanket er lidt mere end 100 liter, og det er en halv tank. Jeg er holdt op med at regne på, hvor mange $ jeg har brugt til benzin, når vi til sin tid når Las Vegas og glædes blot over OPEC landenes beslutning i sidste uge om at sænke prisen ca. 10% pr. tønde. Og så vil jeg glæde mig til næste tur i Corvetten, for den er jo nærmest miljøvenlig oven på denne oplevelse. På bjergvejen ud mod campingpladsen fortrød jeg mange gange, og havde der været plads til at vende bilen, havde vi nok også fundet noget andet. Men vejen var så smal, at det bare var at holde tungen lige i munden og fortsætte fremad. Og heldigvis, for campingpladsen er fantastisk. Lige midt i bjergene med en fremragende udsigt, og billedet herunder er taget på en lille hiking tur op ad bjergsiden bag vores plads.
Dagens tur er gået gennem staten Wyoming, som er prærieland og udødeliggjort af Laura Ingalls fra Det Lille Hus på Prærien. Det er virkelig det vilde vesten og enormt øde. Når man endelig støder på en by, er det som regel med en befolkning på mindre end 1000 sjæle, og lige inden man kører ud af byen advares man om afstandene. Der står skilte med afstanden til "next service", og det er lige i underkanten af 100 miles. På hele turen gennem Wyoming kom vi gennem to "byer", og ellers var det bare en snorlige vej gennem prærien. Det er umuligt at fange indtrykket på et billede. Det er en helt enormt storslået natur, for pånær enkelte klippesætninger hist og her er staten flad som en pandekage, og man føler, man kan se til verdens ende. Og selvom man kan se så langt, er der absolut intet liv at se ud over sporadiske flokke af kvæg. Det er helt vildt, at der er så store arealer af absolut ingenting, når man er vant til østkystens befolkningstæthed. Det virker ærefrygtindgydende i en RV med moderne bekvemmeligheder (for mobildækning er her ikke noget af), og det er helt enormt at tænke sig blot 200 år tilbage i tiden og forsøge at forstå, hvordan det var for familien Ingalls og de andre nybyggere, der begav sig vestpå. Rastepladser er der heller ikke noget af, men det lykkedes at finde en lille stikvej en til en ranch, hvor vi kunne slå lejr og nyde frokosten i det fantastiske sceneri.
Selvom man ikke er den "outdoorsy type", som det hedder herovre, kan man godt vænne sig til at campere, når det er i sådan en RV. Den er 29 fod lang, har en side med køkken og sofa der foldes ud, og indeholder alle de faciliteter, vi er vant til fra almindelige hjem. Når man er på vejen, starter man blot den indbyggede generator fra betjeningspanelet inden døre, og så er der 110V i hele hytten - hvis man nu skulle få brug for mikrobølgeovnen til at varme lidt frokost, som der blev sagt til rundvisningen. Vi nyder det i fulde drag, og pigerne synes det er ret fedt at kunne luske i køleskabet undervejs for kolde drikkevarer.
Alt er gået efter planen i dag, og det viste sig, at der ikke var noget at være bekymret for. Vi blev hentet på hotellet på slaget 12 som aftalt og kørt ud til det firma, vi har lejet vores RV hos. Det var meget professionelt, og vi fik en god rundvisning og demonstration inden afgang. Og bedst af alt er RV'en som lovet spritny. Den har kun kørt 2800 miles og lugter stadig af ny bil. Vi forlod Denver først på eftermiddagen og kørte til Cheyenne, Wyoming for at handle og overnatte. Det er ganske omfattende at købe ind til et nyt hjem. Og da vi de næste mange dage skal befinde os i ødemarken, skulle der jo nødig mangle noget. Heldigvis er RV'en forsynet med alle moderne fornødenheder, herunder et stort køleskab med frys som vi kender dem fra husene, så der er mulighed for at have lidt af hvert med. Der er også air condition, emhætte, ovn og mikrobølgeovn, så vi dør ikke lige af sult. Bedst af alt består opstilling af at tilslutte fire kabler: vand, spildevand, strøm og kabel TV, og så er man på plads. Vi overnatter på en af USA's strategiske missilbaser, så vi ligger på en flok nukleare sprænghoveder og håber på, at de bliver, hvor de er. Her til aften er vi flyttet ind, så nu er vi for alvor klar. I morgen kører vi til Mount Rushmore i South Dakota, hvor vi skal holde fjerde juli.
Familien Nielsen består af Rikke og Jan samt døtrene Emma og Mie. Derudover er der katten Meeko. Vi bor i Virginia Beach for at Jan kan arbejde ved hovedkvarteret for NATO Allied Command Transformation, der ligger i Norfolk, Virginia.
