Velkommen på Solvænget 106.

Da vi ud på eftermiddagen endelig nåede helt hjem til Solvænget blev vi modtaget af flag på gaden og et besøg af alle vores venner til en kort snak over en sodavand. Selvom vi var lidt kede af det alle sammen, var det skønt at føle sig velkommen og at vide, at vi ikke var glemt. Leif og Mogens havde også sørget for at pynte huset lidt op inden for, og Jette havde stillet pålæg og friskbagt brød også.

Hjemrejse.

Mens vi havde holdt et par dages ferie i Washington DC, havde Meeko boet hos Pet Smart i Tyson's Corner. Det var et sted, vi havde fået anbefalet af Kitty Island, og det så også ud til, at Meeko havde haft det godt. 

Inden vi hentede hende, var vi dog lige et smut i Tyson's Corner Mall, som vistnok er et af USA's største indkøbscentre. Det var i hvert fald stort, og pigerne fik brugt de sidste penge, samtidigt med de lovede sig selv en dag at vende tilbage, for de var lidt ærgerlige over først at opdage dette overflødighedshorn af butikker den sidste dag på et fire års ophold.

Efter at have handlet og hentet Meeko tog vi ud til lufthavnen i Dulles og fik checket ind til flyet. Otte store kufferter, fire håndbagagekufferter, en kattetaske samt diverse handleposer havde vi, men det lykkedes at få det hele checket ind, og så var det ellers bare at vente, til SAS var klar til at flyve os hjem.

Heldigvis havde vi købt billetter på et tidspunkt, hvor SAS havde tilbud, så hvor forsvaret ellers uddeler billetter til monkey class, havde vi fået pladser på Economy Extra til almindelig pris. Så foruden at kunne medtage vores store mængde bagage uden ekstra gebyrer, havde vi gode sæder med masser af plads på den lange flyvetur.

Da vi landede i København havde familien bestemt sig for at tage turen derover, så til vores store overraskelse blev vi modtaget af Dannebrog og kendte ansigter.

Det viste sig at være rigtig heldigt, for vi skulle snart have første lektie i danske forhold igen. Selvom vi havde lejet den største bil det danske udlejningsfirma havde til rådighed, og selvom den var stor efter danske forhold, var det ganske enkelt umuligt at have både os, katten og al vores bagage i den. Så vores bagage blev fordelt, og det lykkedes at få os alle undervejs til Jylland.

Inden vi nåede så langt, blev vi dog enige om at holde et par timers pause i Langeskov og spise frokost sammen hele familien.

Independence Day celebrations i Washington DC.

Da vi forlod Virginia Beach for sidste gang (i denne omgang), kørte vi til Washington DC, hvor vi ville bruge vores sidste dage i USA for at fejre Uafhængighedsdagen sammen med amerikanerne i deres hovedstad. Vi var blevet enige om at afslutte eventyret med stil, så vi indlogerede os på Grand Hyatt på H Street. Det er et fantastisk hotel, som ligger i umiddelbar gåafstand til the Mall, hvor løjerne skulle finde sted dagen efter.

Vi havde fået værelse på Concierge Level på øverste værelse. Så havde vi vores egne private lille lounge med drinks og snacks, og der var en forrygende udsigt over hotellets atrium. Rikke fandt en hyggelig lille pizza restaurant fem minutters gang derfra, og det var skønt bare at drysse rundt til fods i byen.

Den 4. juli stod vi op og gik ned til Constitution Avenue, hvor vi fik en fremragende plads i første række til at overvære paraden. 

Det var dræbende varmt i Washington i de dage, men heldigvis skyggede træerne for solen den første times tid, så det var til at holde ud. Til sidst var der dog ingen nåde, så Mie og far lod parade være parade og kravlede i skyggen, mens Emma og mor lod til at nyde solen og fik det hele med.

Heldigvis varede paraden kun et par timer, og i det hele taget var den måske ikke rigtigt noget særligt. Der var mange sjove floats og balloner, men måske er vi også bare for godt vant, siden vi i sin tid var til Gasparilla i Tampa.

Fx blev der ikke kastet perler og andre souvenirs ud til publikum i Washington. Men OK - til gengæld har Washington jo så Redskin's cheerleaders, som jo altid pynter.

Efter paraden fik vi en god frokost på en TexMex restaurant. På vejen kom vi forbi det Hvide Hus, hvor Independece Day også blev fejret med stil. US Marine Corps Band havde stillet op i baghaven og truttede løs for gæsterne. Det må have været varmt, men vi ville nu godt have været med.

Vi måtte nøjes med vores restaurant. Men det var nu også nemt, for maden var god, drikkevarerne rigelige, og det var skønt at komme inden døre og køle lidt ned igen efter at være blevet stegt godt igennem til paraden.

Da vi var blevet rehydreret og kølet ned, må vi have glemt varmen. For i hvert fald blev vi enige om at gå de næsten fem km. ned til det nyåbnede Marthin Luther King Jr. memorial. Det var det eneste af byens monumenter, vi endnu ikke havde set, så hvorfor ikke. Det gik sådan set også fint ned langs the Mall og Reflecting Pool, hvor der flere steder var små springvand, som man kunne køle fødderne i.

Men det endte med at blive en noget slidsom tur frem og tilbage, for på sydsiden af Reflecting Pool er der ingen gadesælgere, så koldt vand var der ikke noget af, og hedebølgen var ved at tage livet af os. Så alt i alt var det faktisk ikke anstrengelserne værd. Monumentet er da meget flot og ligger skønt ved Tidal Basin. Men man skal nok være sort eller have et særligt forhold til Martin Luther for rigtigt at værdsætte monumentet.

Så efter at have kølet ned i den lokale gift shop (som heller ikke solgte vand...), kæmpede vi os tilbage til hotellet, hvor vi slappede af i loungen med masser af kolde drikkevarer og snacks. En lille lur, et brusebad og noget rent tøj blev det også til, inden vi tog picnic tæppet under armen og begav os tilbage til the Mall. På vejen købte vi nogle sandwiches, chips, cookies og sodavand, og det var sådan set, hvad aftensmaden bestod af. Den indtog vi sammen med tusindvis af andre mennesker, der havde slået lejr på the Mall og ventede på aftenens fyrværkeri.

Det var smadderhyggeligt, og da mørket faldt på, blev vi ikke skuffede. Vi havde første parket til en fantastisk fyrværkeri hen over Reflecting Pool. Som vi sad, eksploderede alle raketterne lige bag Washington Monument, og det gav en noget fantastisk effekt. 

Så det endte med at blive en skøn aften og et godt minde at slutte fire fantastiske år med. Dagen efter, som skulle være vores sidste, sov vi bare længe og brugte dagen på at drysse lidt rundt i byen og på National History Museum. Det var stille og roligt, og visheden om at tiden var ved at rinde ud lagde alligevel en vis dæmper på stemningen. 

Farvel Virginia Beach.

I dag måtte vi uigenkaldeligt sige farvel for denne gang til vores hjem de seneste fire fantastiske år. Tiden var kommet til at forlade Virginia Beach og sætte kursen hjemover via Washington DC, hvor vi er nu.
Rikke hentede Meeko og kørte hende til dyrlægen for at få lavet de sidste papirer, så hun kan komme med tilbage til Danmark.
Imens tog pigerne og Jan ind til NATO hovedkvarteret for at fejre den amerikanske nationaldag sammen med alle kollegerne og deres familier. Det var en værdig måde at sige farvel på, selvom det på ingen måde var rart.
Det var i det hele taget ved at gå helt op i hat og briller. Lejebilsfirmaet havde lavet en trykfejl i lejekontrakten, så nummerplader var forkert. Det havde vi ikke set, så da Rikke forsøgte at komme gennem vagten ind på basen, troede de, hun havde stjålet bilen. Hun fik overbevist dem om, at den var god nok, men de lukkede hende ikke ind på basen, og så missede hun jo sin aftale hos dyrlægen. Vild panik, men Jan fik lånt sin amerikanske vens bil, og så kørte vi ind på basen i den. Heldigvis tog dyrlægen os alligevel ind med det samme, selvom vi kom en halv time for sent, så vi kommer alle fem tilbage til Solvænget.

Så blev Rikkes bil også solgt.

Det var hårdt for Rikke, men der var ingen vej tilbage. Vi fik solgt hendes soccer mom mobil, og efter at have tjent os godt på endnu en ferie, afleverede vi den til sine nye ejere i mandags efter at have hentet en lejebil.

Tilbage i Virginia Beach.

Vi tog turen på 1.100 km. hjem fra Orlando i et stræk, og det var faktisk ikke så slemt uden ferietrafik. Nu bor vi på hotel i Norfolk og bruger et par dage på at få styr på de sidste løse ender, inden vi på tirsdag kører til Washington DC, som vi skal flyve hjem fra.

Forinden skal vi dog lige fejre 4th of July med de lokale deroppe.

Orlando, FL.

Man kan altså ikke være i Florida uden også at besøge vennerne i Disney World. Så på vejen hjem fra Sanibel gjorde vi holdt et par dage i Orlando. Vejrudsigten så lidt træls ud, for det betød, at vi kørte stort set lige i halen af Debby, så vi ankom til Orlando i silende regn med samme udsigt for de næste dage. Heldigvis har Gaylord Palms et kæmpe indendørs område på størrelse med en mindre by, hvor hotellet er bygget rundt om. Så vi tog derind og spiste aftensmad i Middelhavsbuffetten.

De har også en restaurant bygget på en 60 fods sejlbåd, som man går til ad en lang bådebro. Ganske imponerende og bare lavet færdigt.

Næste morgen skulle det heldigvis vise sig, at meteorologerne havde taget fejl, for vi vågnede til 34 grader og høj blå himmel. Mie havde spottet en vandpark fra værelset, og vi blev enige om, at den skulle være dagens udflugtsmål.

Det viste sig at være Aquatica, der hører til Sea World, og derfor havde de selvfølgelig også en vandrutschebane, der gik igennem et delfinbassin, så man kunne "svømme" med dem.

Der var i det hele taget et utal af høje og ret hurtige vandruschebaner, og vi fik prøvet alle sammen, for da denne årstid ikke er højsæson i Florida, var køerne ikke så lange. Her har vi lige kørt i en stor familiebadering ned af først en lukket og siden en lukket rutschebane.

Deres lazy river var lavet som en smeltevandsflod (dog med varmt vand) med stort tryk på vandet. Så man kunne iføre sig en redningsvest og så blot lade sig føre rundt uden at røre en muskel.

For kun $10 ekstra per person fik man et armbånd, så man kunne gå ind og spise løs i den tilhørende buffet hele dagen. Emma og Jan regnede hurtigt ud, at jo mere masse der var i kroppen, jo mere fart kunne man få på ned ad rutschebanerne, så de var aktive gæster. Vandmelonen bidrog måske ikke meget til vægten, men den var god i varmen.

Der var en rutschebane, hvor man kunne køre om kap otte ad gangen - en rigtig familieattraktion. Rikke  fik ret hurtigt rekorden, hvilket Jan havde det skidt med. 

Så der blev kørt mange gange i håbet om at slå rekorden. Og på vores allersidste tur, slog Jan faktisk Rikkes hidtige rekord. Og bedst som armene var på vej op og sejrsbrølet skulle udstødes, kiggede han over på stopuret og måtte erkende, at Rikke også havde slået sin egen rekord endnu engang. Så hun er den absolutte hersker over Tamauta Racer med 7.09 sekunder fra start til slut.

Efter en lang dag i solen og vandet nød vi room service på værelset til aftensmaden med udsigt til fyrværkeriet i Sea World.

Dagen efter var det endnu en gang tid til Disney World, og pigerne havde valgt Epcot som parken der skulle besøges denne gang.

Endnu en gang var det bare skønt at erkende, at antallet af gæster var meget mindre end i Spring Break, hvor vi normalt er taget til Florida. Så vi fik kørt mange gange i de forskellige forlystelser, og så fik vi selvfølgelig hilst på vennerne.

Til Mies store fortrydelse var Æsel ikke ude i dag, men vi fik sagt hej til Plys og Tigerdyret og bad dem hilse Æsel fra os.

Vi fik en overraskende god middag på en engelsk pub i parken, inden fyrværkeriet. Så det var en god måde at slutte ferien på.