Thanksgiving og Black Friday.

Tredje torsdag i november er det Thanksgiving herovre. En af årets helt store fester, som fejres med at samle familien til et madorgie bestående af kalkun med diverse tilbehør. På mange måder er det derfor en helligdag, der bedst kan sammenlignes med vores juleaftensfest. Så Rikke havde i dagens anledning taget en fridag fra studierne, og som enhver god amerikansk familie tilbragte hun hele dagen i køkkenet sammen med pigerne, mens jeg så fodbold.

Men det blev nu hurtigt umuligt at koncentrere sig om ret meget andet en mad, efterhånden som de forskellige retter begyndte at dufte i hele huset. Så under påskud af at tage billeder, luskede jeg rundt og snød mig til lidt prøvesmagning. Her er fuglen netop kommet ud af ovnen, og det er lige før spændingen kan udløses.

Middagen bestod af kalkun, friskbagte bisquits, kartoffelmos, sweet potato mash, sovs, tranebærkompot og stuffing, som er et sammenkog af vilde ris, champignon, selleri, løg og diverse krydderier. Som danskere lyder det måske lidt underligt, men det smager fantastisk, og efter et par års øvelse er jeg sikker på, Rikkes version er bedre end nogen amerikanere nogensinde har lavet.

Mie elsker lårene, og når fuglen vejer næsten 7 kg., er de også lidt sjovere end man er vant til på en lørdagskylling.

En anden tradition herovre i forbindelse med Thanksgiving er shop-amok. Når Thanksgiving er overstået, kan julen officielt begynde, og julehandlen skydes derfor igang med Black Friday. Det er velnok årets største handledag herovre, og butikkerne bugner af gode tilbud. Nogle tilbud er så gode, at folk sætter sig i kø flere dage før og helt springer Thanksgiving over, og nogle steder udvikler kampen om køtilbuddene sig til voldsomheder og deciderede håndgemæng. De første butikker åbner til midnat, men de fleste åbner nu kl. 4. Emma ville gerne opleve Black Friday kaos, og da der faktisk var nogle supergode tilbud på ting vi manglede, prøvede vi i år at kaste os ud i løjerne. Så vækkeuret ringede kl. 3:30, og så kørte vi ellers til byen og var klar, til dørene blev slået op kl. 4. Uhyggeligt nok myldrede det med mennesker, der alle ligesom os vaklede rundt i mere eller mindre zombie-agtig tilstand. Så hvor vi var, udviklede det sig på intet tidspunkt til uroligheder, og amerikanerne er et sjovt og åbent folkefærd, så den time vi stod i kø brugte vi på at underholde og besvare spørgsmål om Danmark. Vi fik hvad vi kom efter (og lidt til), og da vi kl. 6 kørte hjemad reklamerede Kispy Creme med varme donuts, som vi tog en kasse med af og nød, inden vi røg tilbage under dynerne. Op ad formiddagen fik vi øjne igen, så til middag kørte vi nok engang i centret for at handle videre. Her var det værste kaos taget af, og vi kunne i god ro og orden handle tøj til pigerne minus 50%.

Honor Roll assembly.

Jeg kom forleden til at tænke på NASA. Mens vi boede i Tampa i sin tid og fulgte meget med i det amerikanske rumprogram, læste Emma og jeg alt tilgængeligt materiale om Apollo programmet. I et interview med Mission Controller Gene Kranz (som blev udødeliggjort i filmen Apollo 13) udtrykte han stor frustration over, at månelandingsprogrammet til sidst var blevet nærmest trivielt og hverdagsagtigt, og ingen gad rigtigt interesse sig for det, da man havde mistet fornemmelsen for, hvilken præstation det egentlig var.
Nu er det jo ikke fordi vores børns skolegang som sådan kan sidestilles med en månelanding, men alligevel risikerer man hurtigt at tage det for givet, at det går dem godt. Således er et fx nu mere end 14 dage siden de kvartalsvise karakterblade kom med hjem, og Emma igen kom på Principal's List og Mie på Honor Roll. Uden at jeg lige har fået mig taget sammen til at få skrevet i vores dagbog. Altsammen med undskyldning i hvor travl hverdagen er.
Nå, men det skal der hermed rådes bod på, og hermed en opfordring til alle til at huske at påskønne, hvor fantastiske vores børn egentlig er.
Her er Mie sammen med sin bedste veninde Julia på dagen, hvor vi var på skolen for at få overrakt diplomer.

Julelys og 36 grader.

Herovre pynter man først officielt til jul, når Thanksgiving er overstået efter næste weekend. Men lysene er blevet sat op både på stranden og i den botaniske have, og i går aftes tilbød man som forpremiere, at gæster kunne nyde den botaniske have med lys til fods.
Så efter aftensmaden i går kørte vi til Norfolk og gik den tre km. lange tur i den smukt udsmykkede have.
Det var hyggeligt at få lidt forsmag på julen, og fordi amerikanere altså ikke rigtigt er vilde med at gå for meget, havde vi stort set haven for os selv.
Men det er altså lidt underligt så småt at mærke julestemningen med det fantastiske vejr, vi har for tiden. I dag kom vi på den rigtige side af 20 grader i skyggen, og lige i solen ude på fortrappen, havde vi 36 grader. Det føles på en eller anden måde forkert, når man kører rundt i åben bil og samtidigt lytter til "Last Christmas" på radioen...

Fantastisk novembervejr.

26 grader kl. 5 om aftenen midt i november er altså bare for lækkert. Det bliver specielt lækkert i aften, hvor Rikke og jeg skal til reception på et flot tremastet skoleskib, som anløb Norfolk i går. Det kommer hvert år, men de tidligere år har vi pjækket, fordi det har regnet og været så koldt, at vi ville dø af to timer på agterdækket af et skib. Men i aften bliver det godt at hygge med pindemadder og køle sig med GT'er. Det er et hårdt liv i statens tjeneste...

Vores rockstjerne.

Så er der kommet musik i huset. Efter lang tids søgen lykkedes det endelig at finde en musiklærer til Emma, så hun startede sin karriere som guitarist i tirsdags. Så vi nyder rigtigt at have levende musik hernede i alrummet, når vi går rundt og laver mad og andre sysler.

Og ind imellem hun selv øver sig, giver hun også lidt lektioner til lillesøster.

First LEGO League.

Tidligere på året blev Mie udvalgt til at deltage i skolens hold til First LEGO League. Det er en konkurrence, hvor børnene skal bygge og programmere en robot med LEGO Mindstorms. Vi har siden lært, at det er en verdensomspændende ting, som afvikles i 55 lange verden over pt., men dette var første år for Mies skole.
Så det har været spændende for dem at skulle være pionerer i de forgangne måneder, hvor de en gang om ugen efter skoletid har mødtes for at bygge på deres robot.
I lørdags var konkurrencen blandt byens skoler, hvor holdene konkurrerede om at komme videre til statsmesterskaber (hvorfra man igen kunne gå videre til nationale mesterskaber). Her er holdet sammen med de to lærere klar til kamp.

Hele lørdagen blev så brugt på i forskellige omgange at få sin robot til at komme igennem banen og løse et antal opgaver undervejs. Det var faktisk ganske avanceret, og det var spændende at se, hvor vidt forskelligt de forskellige hold havde grebet opgaven an. Der var specielt nogle hold, som havde været med i mange år, og som havde mange sponsorer, der virkelig imponerede, og naturligt nok også vandt for at gå videre til statsmesterskaberne.

Vores robot vandt ikke, men der blev høstet mange gode erfaringer, og det var en sjov og spændende dag at være med til.

Så kom babyen hjem igen.

Efter to lange uger kom vores baby endelig hjem igen i fredags. Det var hårdt at måtte erkende, at evnerne ganske enkelt ikke slog til ift. total adskillelse af forhjulsophænget. Men efter at have set resultatet, er det i virkeligheden godt, at jeg ikke selv fik det gjort. For alt er blevet lavet super professionelt, og hun kører simpelt hen som en drøm, nu hvor alle bøsninger er med frisk gummi og med nye fjedre og støddæmpere.
Heldigvis har vi fantastisk vejr for tiden, så efter at have fået hende vasket, har jeg har gjort mit bedste for at tage livet af noget ozonlag i weekenden.
Nu mangler jeg bare at indløse mit gavekort på en ny lakering, som jeg fik af Rikke i fødselsdagsgave, og så er hun klar til at komme til Danmark.

Virginia Zoo.

Søndag eftermiddag tilbragte vi et par hyggelige timer i Virginia Zoo. En gang om året inviterer byen alle hovedkvarterets 600 medarbejdere med familier i den zoologiske have. Vejret var fantastisk, og der var sat et stort telt med DJ, hot dogs, drikkevarer og hoppeborge op, så man kunne være sammen alle familierne.

Søndag morgen på golfbanen.

Mens pigerne sov længe efter teatret, stod jeg tidligt op i dag for at tage med et par venner på golfbanen. Vi spillede hos Cypres Point Country Club, og de country clubs kan altså bare det dér. En fantastisk smuk og velplejet bane rundt om en af områdets mange søer, og efterårsfarverne gør ikke den visulle oplevelse dårligere.
Det er blevet koldt om natten herovre, men solen har masser af magt, så det var en fantastisk dag, hvor overtøjet kunne smides og solen nydes.

Beauty and the Beast.

Pyha, hvor tiden flyver afsted. Det blev vi mindet om i går, hvor vi tog den årlige "juletur" i teatret. Hvert år op til jul plejer vi at tage til Norfolk og se "Broadway on tour" for at komme i julestemning. Det plejer ganske vist først at være til december, så det er lidt tidligere end normalt i år, men alligevel blev vi lige mindet om, hvor hurtigt tiden går, når man har det sjovt.
I år så vi Beauty and the Beast. Emma var blevet inviteret til fødselsdag med sleep over hos en veninde, så Mie tog Julia med i stedet. Det var lidt underligt ikke at have familien samlet, men det er sikkert prisen for at have en teen ager i huset (er jeg ved at lære), og uaset hvad var det en rigtig hyggelig aften.

Fars baby på "hospitalet".

Det var hårdt at måtte erkende det. Men efter flere timer i garagen end jeg gider tælle, måtte jeg til sidst smide håndklædet i ringen og erkende, at total adskillelse af en bils forhjulsophæng nok kræver lidt mere håndelag, end jeg er i besiddelse af.
Så var gode råd jo dyre, for hvad gør man så? Flere bolte var blevet skåret af med vinkelsliber, så det var ikke bare sådan at skrue bilen sammen og bare køre videre som om intet var hændt.
Heldigvis lykkedes det via lidt kontakter i Corvette-verdenen at finde et værksted her i Virginia Beach, som har en mekaniker, der ikke laver andet end at restaurere veteranbiler. Han havde lige en 1904 Rolls Royce, han skulle være færdig med; så kunne han tage Corvetten.
Så onsdag morgen kom "ambulancen" og hentede min lille baby.

På vej hjem fra arbejde kiggede jeg lige forbi for at se, hvordan det gik. Efter blot fire timer, havde Kevin skilt alt ad. Jeg så nok lidt forbløffet ud og fortalte ham, hvor lang tid jeg selv havde brugt bare for at komme i gang. Han grinede blot og sagde, at han jo havde gjort det i de sidste 40 år...

Her til eftermiddag var jeg igen forbi. Nu var alle dele sandblæst og malet, og han var igang med at samle den igen. Med lidt held er den samlet færdig tirsdag, så den kan blive sporet onsdag og måske tilbage på vejene fredag. Det glæder jeg mig rigtig meget til, og det er skønt at se, hvordan han kæler for detaljerne med sandblæsning og maling. Når den er tilbage på vejen, er den i bedre stand end da den forlod fabrikken for 36 år siden.

Så selvom det var træls at måtte give op, bliver slutresultatet meget bedre, end hvis jeg selv skulle have hutlet mig igennem projektet, og så er det altså svært at tørre smilet af læberne.