De kvartalsvise karakterblade, som skolen anvender herovre, er efterhånden ved at koste mig en mindre formue, for pigerne klarer sig væsentligt bedre i skolen, end jeg gjorde i min tid. Tredje kvartals karakterblade kom med hjem i sidste uge, og Emma var igen på Honor Roll, og Mie på Principal's List med rene A'er over hele linjen.
Så Rikke og jeg var nok engang inviteret til ceremoni på skolen, hvor der blev overrakt certifikater til jeg-elsker-mig væggen. Mie var blandt bare 14 elever på hele årgangen (som er på mere end 100 elever), der havde tjent optagelse på Principal's List, så både hun og forældrene er meget stolte.
I Middle School bliver der ikke gjort så stort et nummer ud af det, så Emma får ingen ceremoni og må nøjes meddollarsedlerne i min tegnebog. Hun har ellers A over hele linjen pånær matematik, hvor hun har fået et B+. Så kan man desværre ikke komme på Principal's List, men taget i betragtning, at hun tager matematik på højniveau og således "hygger" sig 8. klasses matematik (i 6. klasse), er den karakter noget af en bedrift, og både hende selv og os er meget stolte.

Så fik vi poolen åbnet.

Efter et noget gustent vejr i udkanten af Sydens tornadoer er sommeren vendt tilbage, og poolen er blevet åbnet og renset.
Pigerne er netop nu ved at tage den første dukkert. De påstår, det er dejligt, men Rikke og jeg venter lige et par dage endnu med at springe i. I hvert fald til vi har fået købt et termometer, så vi ved, hvad der venter os.

Feriens sidste dag.

Feriens sidste dag er altid træls, og med 1300 km. hjem i tæt trafik var denne ingen undtagelse. Ligegyldigt hvad ville dagen blive ulideligt lang, så vi bestemte os for at sove længe og spise et ordentligt foder ved morgenbuffeten, inden vi kastede os ud i det lidt efter kl. 11. Det var sådan set fint nok, for vores venner var kørt tidligt, så med dem tre timer foran, fik vi gode færdselsopdateringer undervejs. Således lykkedes det os med deres advarsler og Rikkes evner til at finde alternative veje på kortet at slippe næsten helt fri af køer på vejen hjem. Men alligevel blev klokken 0130, inden vi noget trætte rullede ind i garagen og røg direkte på skjoldene efter en fantastisk ferie.

Spring Break dag 7.

Efter turen i Disney bestemte vi os for at sove længe og nyde det lidt i dag. Pigerne have bestilt tid til mani/peddi i hotellets spa efter morgenmaden, og Jan fik læst lidt i sin bog ved poolen imens de fik fine negle og blød hud.

Først på eftermiddagen to vi en tur i Sea World.

Anheuser-Busch koncernen (dem bar Budweiser øllene) giver én gang om året et sæt fribilletter til Sea World for militære familier (“heltene” som de kaldes herovre). Med en normalpris pr. billet på $90 er det ret flot, og man skulle jo være et skarn, om man ikke tog mod det tilbud, for det er altså bare dén park i verden med de flotteste shows. Vi var heldige at få pladser til de shows, vi gerne ville se med delfiner, narhvaler, papegøjer og søløver.

Der var dog så mange mennesker i parken, at Shamu showet om eftermiddagen med spækhuggerne, som er parkens mest populære, var fuldt booket en hel time før showstart. Så til dagens sidste show bestemte vi os for at sende Jan i forvejen for at sondere terrænnet. Jan var ved stadion 2 timer før showstart, og allerede der var køerne ved at forme sig, og der var vagter til at holde styr på folk. Så der stod jeg så i to stive timer og holdt vores plads i køen, mens pigerne fik fodret rokker og dryssede lidt rundt. Så er man glad for iBooks på telefonen...

Efter at have vist showet Believe i mere end fem år, var det premieredag for det nye show One Ocean, og det har nok ikke gjort populariteten mindre. Men som altid blev forventningerne indfriet. Da først showet var i gang, glemte man alt om køer, og ligegyldigt hvor tit man ser det, er det umuligt ikke at få gåsehud over, hvor fantastisk det er.

Der er en 90 meter høj pind ligesom i Legoland, hvor man kan komme op og se ud over parken. Jeg tror, det er vores femte besøg i Sea World, og Emma har siden første gang ønsket sig at komme derop. Hver gang har den dog været lukket pga. vind, og hver gang har vi lovet hende, at vi gør det næste gang. I dag lykkedes det dog, og vi fik en god udsigt over parken, og kan se vores hotel i det fjerne (det hvide Hilton).

Efter at have lukket parken kl. 21 samlede vi nogle pizzaer op på vejen tilbage til hotellet, som blev nydt ved poolen, hvor Mie og Jan fik feriens sidste dukkert inden sengetid.

Spring Break dag 6.

Så gik det ikke længere at bare slappe af ved poolen. Vi havde købt billetter til en dag i Disney World, og pigerne havde enstemmigt bestemt sig for Epcot parken.

Så meget mod familiens ferieprincipper vågnede vi ved vækkeur, fyldte godt op i buffetten og satte kursen mod Disney (for Gud ved hvilken gang efterhånden). Solen bagte ned, og temperaturen var på over 30 grader, da vi kl. 9 begav os ind i parken sammen med ca. 45.000 andre besøgende..!! Heldigvis er vi jo efterhånden ganske velbevandrede, så vi kunne målrettet gå til de forlystelser, vi ville prøve og trække billetter. Og så kunne vi ellers drysse rundt og nyde parken og en is i skyggen og komme tilbage til den fastsatte tid.

Så fik vi godt nok kun prøvet dem én gang hver, men køerne til standby var håbløse. Det meste af dagen var standby ventetiden til den mest populære forlystelse Soarin’ på 170 minutter. Det er altså lang tid at vente på en 10 minutters flyvetur.

Men vi fik prøvet både den, Mission Space, Planet Earth, Nemo’s Verden og sluttede dagen af på Test Track. I gift shoppen havde de så lige den bil stående, som Emma har ønsket sig til sin sweet sixteen. En 2011 Camarp i gul med sorte fartstriber. Den skulle selvfølgelig nydes og prøvesiddes. Med en basispris herovre på $23.000 kan man godt blive lidt ærgerlig over, at skulle tilbage til Danmark igen, hvor man nok ikke kommer meget tættere på drømmen end dette billede.

Ind mellem turene fik vi drysset rundt i World Showcase og hilste på vennerne.

Og så opdagede vi en sejltur inde i den Mayanske ruin, som vi også nåede at få prøvet.
Det var en lang dag, inden vi besvimede tilbage på vores hotel undrende over, at vi for blot et par år siden tog sådan nogle parker tre dage i træk, og så nogle dage helt til efter midnat. Da Epcot lukkede kl. 21, var der ikke ret meget strøm tilbage på batterierne hos nogen af os.

Spring Break dag 5.

Jan havde planlagt at køre en tur til Tampa for at spille golf med et par kolleger derinde, men varmen var simpelt hen ikke til at bære, og det var så skønt bare at slappe af ved poolen i går, at vi besluttede os for at gentage successen. Efter en lang dag i solen tog vi på steak house i Orlando, inden vi måtte tilbage til Disney butikken. Mie havde forelsket sig i en bamse med sin yndlingsfigur Æsel (fra Peter Plys), og efter at have tællet sine lommepenge om og om igen havde hun bestemt sig for, at ham kunne hun altså bare ikke leve uden. Han er nu også rigtig blød og dejlig, og han har sovet sammen med hende lige siden.

Spring Break dag 4.

Vi stod op til en overdådig buffet og trillede derfra ud til poolområdet, som skulle danne ramme for dagen. Oprindeligt skulle vi have været en tur til Kennedy Space Center for at se Endeavour tage på sin sidste rejse. Men opsendelsen var blevet udskudt 10 dage, så i stedet stod programmet bare på afslapning, og hotellets poolområde var faktisk et skønt sted at fede den.

Temperaturen var på den rigtige side af 30 grader, og der var tre pools, jaccuzi, lazy river, vandrutschebane, pool bar og grill og masser af liggestole.

Der flød vi så hele dagen, og Jan nåede at få årets første solskoldning. Til aften kørte vi ind til Universal parken, hvor vi spiste aftensmad på Bubba Gump's Shrimp Restaurant (den fra Forrest Gump filmen).

Det er en kæde, og vi har talt om den, hver gang vi har været i New York, hvor der er en Times Square. Nu skulle det være, og det viste sig at være rigtig god mad. Dagens sidste krudt (og lommepenge) blev brændt af i Downtown Disney, hvor pigerne fik pillet i hver eneste lille dims i Disney butikken.

Spring Break dag 3.

Vi stod op til høj blå himmel og masser af sol, og vi satte kursen mod Florida. Trafikken var ganske begrænset, og vi kunne holde 80 mph hele vejen og var snart nede i varmen. Som det er blevet tradition, gjorde vi holdt for frokost i St Augustine, hvor vi fik fish and chips på en hyggelig engelsk pub.

Rikke har snakket om at se St Augustine, som er Floridas ældste by, lige siden vi boede i Tampa, og da vi egentlig havde tid nok, tog vi en guided tur med et lille tog rundt i byen. 1,5 time var måske lige i overkanten, men så fik vi set det hele og hørte de tilhørende historier, og det var sådan set meget hyggeligt. Det viste sig også, at Mie havde haft om både byen og en spansk opdagelsesrejsende derfra i skolen, så det var sjovt at høre hende fortælle også.

Flagler, manden der i sin tid grundlagde jernbanen i USA, har en fond, som finansierer et universitet i byen. Det så absolut ikke ringe ud, og jeg tror nok, det trak lidt i Rikke for at få overført sine studier hertil fra Old Dominion University.

Ud på eftermiddagen tog vi så sidste krampetrækning mod Orlando, hvor vi checkede ind på Hilton lidt i seks. Efter udpakning fandt vi en lille italiensk restaurant til aftensmaden. Vi var lidt skeptiske, for i Orlando er der altså ikke meget autentisk at komme efter, men det viste sig at være et familieejet sted med andengenerations italienere, og vi fik en fremragende middag at slutte dagen med.

Spring Break dag 2.

Efter morgenmaden kørte vi et smut til Savannah for at turiste den lidt. Vi havde sat kursen mod stedet, hvor Tom Hanks sidder på bænken i Forrest Gump.

Pludselig kom vi dog forbi en af de organiserede turbusser, som vi har haft stor held med i andre byer. Så vi fik parkeret og købt billetter, og så var det ellers bare at sidde på sin flade i 1,5 time, mens vores guide viste os byen. Eftersom temperaturen var kommet på den rigtige side af 20 grader hernede i syden, var det skønt. Midtvejsmål på turen stod vi af midt i Historic District, som vi så til fods, inden det blev tid til lidt sen frokost. Super hyggeligt og meget "southern" i stilen.

Som afslutning på vores gåtur lykkedes det os at finde pladsen, hvor Forrest Gump sidder på bænken og venter på bussen, og selvfølgelig skulle Jan og pigerne fotograferes her. Filmen er i øvrigt nu bestilt på Netflix, så i weekenden skal pigerne så også stifte bekendtskab med Forrest.

Efter at have leget Forrest Gump lidt var det endelig blevet tid til vores bordreservation, og frokosten blev så spist på Paula Deen's restaurant: The Lady and Sons.

Hun er for USA med southern cooking, hvad brødrene Prise er i Danmark, og stedet er vildt populært og en turistattraktion i sig selv med tilhørende gift shop. Man skal starte med at skrive sig op hos værtindens 2,5 time inden åbningstid (der kan ikke reserveres bord), og til middag er der alt optaget resten af dagen. Vi fyldte os fra buffeten med corn bread bisquits, fried chicken pulled pork, kartoffelmos, sovs, mac and cheese og peach cobbler, og det hele blev skyllet ned med hjemmelavet limonade og iste. Det var en hel ferier kaloriebudget på en time, og der var ikke stor lyst til at gå bagefter. Så i bedste amerikanerstil hoppede vi tilbage på bussen og tog resten af rundturen, inden vi kørte tilbage til hotellet for at flade ud. Eller det vil sige... Pigerne og jeg fladede ud, mens Rikke skrev på en opgave, der skal afleveres efter ferien.
Efter et par timer på hotellet tog vi tilbage til byen for at spise aftensmad. En af Rikkes veninder har boet i Savannah, så vi havde fået anbefalet en italiensk "restaurant", som skulle have verdens bedste pizza. At bruge ordet "restaurant" om stedet var nok lidt vel flot, for det var et lidt rustikt sted, men det var super hyggeligt. Det lå lige i smørhullet på en gågade med levende musik, barer og restauranter, og vi fik bord udenfor, så vi kunne nyde stemningen.

Pizzaerne var ganske rigtigt uden sidestykke de bedste, vi nogensinde har fået, og $36 for fire mennesker inkl. tips og drikkevarer var også ganske tiltalende

Spring Break dag 1.

Efter hvad der har føltes som et uendeligt langt forår blev det endelig Spring Break. Oprindeligt var det planen at tilbringe ugen i New York, men vi elsker alle Florida, så i sidste øjeblik blev reservationerne lavet om, og kursen gik i stedet sydpå mod sol og sommer.

Rikke afleverede missekatten i går, så efter at have spist morgenmad og pakket de sidste småting i bilen, satte vi kursen mod Florida lidt over 10. Dagens mål var dog først Savannah, Georgia, som ligger ca. 900 km sydpå.

Vi havde fået et godt tip til en smutvej ad landeveje de første 200 km., så til at begynde med gik alt godt. Da vi nåede ud på Interstaten mod Florida skulle vi dog slå følge med hvad der føltes som resten af østkystens befolkning på ved ned til varmen, så vi kørte stort set kofanger ved kofanger derfra. Når så mange biler kører så tæt, skal der ikke meget til, før det bliver træls, og vi var da også i et par mindre køer hist og her. Helt galt gik det dog i den sydlige del af North Carolina, hvor vi pludselig blev ramt af en haglstorm med hagl på størrrelse med glaskugler og voldsomme mængder regn. Jeg var faktisk sikker på, at bilen ville tage skade, men den viste sig senere at være sluppet uskadt. Det var der til gengæld andre, som ikke var. For haglstormen en viste sig at være udkanten af en tornado, der havde krydset motorvejen på en halv km. bredde umiddelbart foran os. Så plusselig sad vi i kø, og da vi kom lidt længere frem, var vejen komplet spærret af træer, som var blæst omkuld og lå hulter til bulter. Et træ var landet lige på kølerhjelmen af en stor lastbil, og der var alt i udrykningskøretøjer.

Der sad vi så i halvanden time, indtil nogle fandt en rendegraver, som kunne rydde vejen for træer, og vi kunne komme videre. Nogle venner var 100 km. bag os og sad også helt stille i samme kø. Så slemt kan det blive, når så mange biler pludselig standses helt. Men da vi så nyheder dagen efter, fandt vi ud af, hvor heldigt vi egentlig var sluppet. Den sydlige del af USA var blevet ramt af 230 tornadoer, der tilsammen havde kostet 45 liv. Var vi kørt bare en time tidligere hjemmefra, havde vi været midt i en tornado i stedet for "kun" en haglstorm.
Heldigvis var vi stort set forrest i køen, og da vejen havde været spærret så længe, havde vi den stort set for os selv de resterende godt 300 km. til Savannah.
Vi nåede frem til vores hotel på byens kaserne efter 11 timer undervejs, så aftensmaden blev til Subway, som blev indtaget foran fjernsynet. Værelset var i øvrigt fantastisk. En toværelses lejlighed med køkken og dagligstue. Og så til $65 pr. nat inkl. morgenmad.

Cherry Blossom Festival.

Weekendens oprindelige formål var at se kirsebærtræerne, som står i fuldt flor omkring Tidal Bassin. Heldigvis var vejret skønt søndag, så efter morgenmad hos Stine og Jan, begav vi os ind midt i centrum for at se træerne. Trafikken var forfærdelig derinde, for den årlige Cherry Blossom Festival tiltrækker mange besøgende, men vi var heldige at finde en parkeringsplads kun 5 minutters gang fra munomenterne. Og så var det ellers bare at nyde et par timers hyggelig gåtur rundt om bassinet, der er omkranset af japanske kirsebærtræer i flotte hvide og lyserøde farver. Foruden at være fantastisk flotte har kirsebærtræerne en sjov historie. En gang i 1880'erne blev man så træt af oversvømmelser i Washington DC hver gang Potomac gik over sine bredder, at man fik hæren til at bygge bassinet, som skulle virke som buffer for tidevandet. En lokal dame var i 1885 netop hjemvendt fra en rejse til Japan, og hun havde derovre set de smukke kirsebærtræer blomstre. Så hun foreslog byens tilsynsførende, at man plantede området omkring Tidal Bassin til med den slags træer, da det ellers var så bart og kedeligt at se på. Dengang som i dag når man henvender sig til det offentlige, blev hun blot ignoreret. Hun lod sig dog ikke afskrække, så de næste 25 år blev hun ved at skrive til byadministrationen gentagne gange; stadig uden held. I 1909 fik damen dog den tanke at sende et brev med sin ide til præsidentfruen. Præsidentfruen fandt tanken om et område indhyllet i de smukke hvide blomster fantastisk, og pludselig synes byens administration også godt om idéen, og så skete der noget. USA havde i den tid støttet Japan i en krig, de havde udkæmpet, og som symbol for Japans taknemmelighed, donerede landet mere end 3.000 kirsebærtræer til USA, så i årene fra 1913 til 1920 blev hele området plantet til, og i 1930'erne indførte man den årlige Japanese Cherry Blossom Festival, for at fejre venskabet mellem de to lande. Det gik godt lige indtil 1941, hvor de to nationer som bekendt blev uvenner efter Pearl Harbor, og for at undgå begyndende vandalisering af området, fjernede man referencen til Japan. Den kom aldrig tilbage, og det er årsagen til, at den årlige begivenhed i vore dage stadig kaldes National Cherry Blossom Festival. Der laves stadig nye træer på specielle planteskoler, således man kan genplante træer og holde området med træer, der genetisk kan spores tilbage til de første 3.000 træer. Derved fastholdes historien, og man sikrer sig at blomstringstid og farvenuancer er præcist de samme over hele området. Det siges, at to af de originale træer stadig står, men det er hemmeligt, hvilke det er, da træernes rødder ligger så tæt på overfladen, at man er bange for træernes overlevelse, hvis alle turisterne vil hen og trampe ved netop de to træer for at blive fotograferet. Det var en fantastisk oplevelse at se de mange hvide træer, og vi har fået mange gode billeder. Det er svært at vælge, hvilke som er de bedste, men herunder tilbydes et par stemningsbilleder fra dagens gåtur, så man kan få et indtryk.

Weekendtur til Washington DC

I denne uge sprang blomsterne på de japanske kirsebærtræer i Washington DC ud, så denne weekend kørte vi op for at se dem. Den årlige festival startede allerede 26. marts, men sidste weekend sneede det deroppe, og vejrudsigten så heller ikke for lovende ud denne weekend. Men nu skulle det være, så fredag tog Jan fri, og vi hentede pigerne tidligt i skole og satte kursen nordpå. Vi skulle bo ude hos et sæt venner, som er udstationeret til den danske ambassade deroppe, så fredag aften slappede vi bare af sammen med dem. Lørdag stod vejrudsigten på tordenbyger, så appetitten på festival var begrænset, men vi tog alligevel ind til byen og så også et par enkelte kirsebærtræer oppe på The Mall.

Vi blev dog enige om at vente med træerne (som er i et bestemt område af byen) til dagen efter, hvor der skulle komme sol, så i stedet gik vi på Smithsonian Air & Space Museum og brugte nogle timer. Alle Smithsonian museerne er gratis i Washington, da filosofien er, at økonomi ikke skal forhindre folk i at lære noget. Desværre betød det og vejret, at museerne var ret kaotiske og overbefolkede, men vi havde nogle gode timer.

Efter Air & Space gik vi på det Naturhistoriske museum, som Mie har villet se siden filmen "Night at the Museum", som er optager dér. Det var rigtig godt, og der var noget for alle. Mie nød dinosauerne, og Rikke og Emma nød afdelingen med ædelstene. De havde en specialudstilling med Hope diamanten, som Rikke i øvrigt nok mente ville klæde hende.