søndag den 2. maj 2010

Norfolk NATO Festival.

Det har været en travl weekend, hvor byen har holdt sin årlige festival for at fejre samarbejdet med NATO hovedkvarteret.
Fredag aften var vi alle fire til tattoo. Det var som altid flot at se de mange militære orkestre og deres optræden, men efter 2½ time var vi alligevel lidt møre i ørerne; specielt fordi der også var et koreansk ensemble, som havde fantastiske dansere, men hvis musik var ganske forfærdelig.

Lørdagen startede meget tidligt med, at alle danskerne mødtes inde i byen sammen med de andre 27 nationer for at lægge sidste hånd på flåderne til paraden. Danmark havde igen i år udsmykket den med alle de glade børn og unge, som sang og vinkede under den ca. en time lange køretur gennem byens gader. Emma var i år vores dronning (hun sidder bagerst på flåden), og Mie hyggede sig sammen med en flok jævnaldrende piger. Hun sidder nr. 3 fra højre på forreste række.

Efter paraden havde alle natioerne sat boder op i byens park, hvor man viste sit land frem. Vi havde forskellige brochurer, og Arla havde doneret ost, som var en stor succes hos de besøgende. Det er en stor begivenhed, hvor folk kommer langvejs fra i busser, og så havde et af de store krydstogtskibe lagt til kaj ved siden af, så der var masser af gæster. Det anslås, at der har været i omegnen af 10.000 gæster til at overvære paraden og hærge boderne.
Som noget nyt i år havde de som var ansvarlige for vores bod medbragt grill, så der kunne serveres hot dogs og kolde øl til vores lille flok bag boden.

Vejret var med os og har vist sig fra sin skønneste side hele weekenden. Temperaturen har ligget på den rigtige side af 30 grader, og i dag er vandet i poolen nået op på 23 grader. Så pigerne og far har i dag brugt poolen for første gang, og det var dejligt. Her kl. 21 er vi netop kommet ind fra terrassen efter aftensmaden og den sidste dukkert inden sengetid, og temperaturen ude på terrassen er stadig 31 grader, selvom solen gik ned for en halvanden times tid siden.

Ingen kommentarer: