Tandløs og hendes søster.

Så er karakterbladene for skoleårets tredje kvartal udkommet, og Emma var endnu engang på Honor Roll. Så vanen tro stillede familien op på skolen for at se diplomet blive overrakt og fejre det.
Men inden vi kom så vidt, havde Mie en begivenhedsrig formiddag. Allerede hjemmefra var vi blevet instrueret i at holde hendes tænder under observation, fordi hendes kæbe er lidt lille i forhold til det antal tænder, der skal være plads til. Faktisk var vores danske tandlæge ret sikker på, at Mie ret snart skulle have bøjle. Den fik Emma som bekendt i stedet, men det blev altså ikke ved med at gå med Mie heller. Tænderne sad i vejen for hinanden, så hun var nødt til at skulle af med nogen. Så her til morgen var Mie ved tandlægen og få trukket begge sine hjørnetænder i overmunden ud. Mie er en sej lille en, og "det gjorde slet ikke ondt, far". Sine tænder fik hun i en fin lille kasse, som hun stolt har vist frem hele dagen. Så krydser vi fingre for, at det kan gøre tricket, så hun kan måske kan slippe for at skulle have bøjle.

En aften i cirkus.

I lørdags havde Rikke inviteret os i cirkus. Ringling Brothers og Barnum & Bailey var i byen, og da det angiveligt er amerikas største cirkus, var der lagt i ovnen til et godt show, der bestemt ikke skuffede. Vi var derinde en god times tid inden selve showet startede, og så kunne man komme ned i manegen og klæde sig ug, snakke med klovnene og artisterne og se et lille forshow med dyrene, hvor blandt andet elefanterne lavede malerier til senere lodtrækning.

Rikke havde fået super pladser til os lige midt for, så vi kunne følge med i det hele. Det var godt, for ind imellem var sat hele tre maneger op, hvor der skete noget i hver.
Der var simpelt hen alt, som skal være i cirkus. Slangemennesker, klovne, nogle som pustede ild, luftakrobater og et større udvalg af dyr. Der var fx både elefanter og tigre i almindelige farver og hvide. Og så var der rigtig mange af dem.

Foruden akrobaterne i luften, var der også akrobater på jorden. jeg var specielt imponeret over en flok motorcyklister, der kørte rundt i en stålbur i bedste "Mad Max" stil (for os der var unge i 80-erne). Kuglen har vel været en 8-10 meter i diameter, og på et tidspunkt kørte hele syv motorcyklister rundt derinde samtidigt.

Alt i alt bød aftenen på et totimers show med alt hvad man kan ønske sig af et cirkus, og det var en stor oplevelse for os alle. Ikke mindst Mie og jeg, som aldrig har været i cirkus før.

Spring Break 2010.

Dette års spring break gik til Caribien, hvor vi i lørdags vendte hjem efter fantastiske otte dage.

Da vi i sin tid skulle til at planlægge ferien, foreslog Jan ellers at tage på white water rafting i Shenandoah Valley. Som Rikke udtrykte det, havde hun dog "noget mere eksotisk" i tankerne, og efter en måneds research faldt valget altså på Punta Cana i den Dominicanske republik. Det var smukt på billederne, konkurrencedygtigt i pris og med sammenlagt kun 4½ times flyvning var det et oplagt feriemål. Vi skulle nemlig flyve om morgenen og først flyve derfra igen om eftermiddagen, så man mistede ikke to dage på at rejse.

Og eksotisk var det i hvert fald lige fra ankomsten, hvor vi blev mødt af lufthavnsbygninger lavet som palmehytter. Skinnet bedrog dog, for tropearkitekturen dækkede over en international lufthavn med direkte flyvning til Madrid, Paris og London. Vejret var skønt. Dejlig varmt og slet ikke så fugtigt og trykkende som man havde frygtet i troperne, da der konstant i hele ferien blæste en forfriskende brise ind fra havet.

Efter en kort køretur på 20 minutter ankom vi til Dreams Palm Beach Resort & Spa, som var navnet på vores femstjernede resort. Landet er næst efter Haiti det fattigste land i hele Caribien, så overalt myldrer det med mennesker, der tilbyder deres service for at gøre turisternes liv så let som muligt - mod behøring betaling af drikkepenge forstås. Så vi rørte faktisk ikke kufferterne på noget tidspunkt, da de blev bragt på værelset, mens vi dryssede ned mod check-in loungen og nød dette første møde med vores hjem for de næste otte dage.

Mængden af tilgængelig arbejdskraft skinnede konstant igennem, da der overalt gik nogle og nussede om området, som var utrolig velplejet. Der var ikke et græsstrå, som vendte forkert. Som eksempel på niveauet af pertentlighed med området oplevede vi, at når der samlede sig pytter med vand ved poolområdet, kom der en fyr med en kost og fejede det ned i en rist, sådan at der altid var tørt og pænt på fliserne.

Vi havde tilkøbt en VIP pakke, så vi hørte til i et særligt område af resortet, hvor vi havde privat pool og strand samt en lille lounge med opholdsområder og bar med konstante forsyninger af drinks og snacks. Der var også en a la carte restaurant lige ud til stranden med den mest fantastiske udsigt og åbningstider fra kl. 7 til 23. Med all inclusive var det bare at tage for sig af retterne, og det varede ikke længe, før vi nærmest var i familie med de ansatte dér. Billedet herunder er af VIP området, hvor "vores" restaurant ses til højre.

Således foregik check-in også i loungen med vores personlige butler, som forsynede os med en velkomstdrink, mens kufferterne blev bragt på værelset og papirarbejdet ordnet. Det gik let og elegant, og hurtigere end forventet var vi på værelset, hvor vi kunne nyde denne udsigt over stranden og havet fra altanen.

Og denne udsigt over en af de tre pools med poolbar fra gangen.

Restauranten i VIP området var til morgenmad og frokost kun åben for VIP gæsterne, så der var aldrig kø, og det var skønt bare at kunne drysse derover uden at bekymre sig om tiden. Og den glemte man under alle omstændigheder, når man kunne sidde og nyde udsigten over stranden.

Foruden "vores" restaurant frekventerede vi også poolbaren en hel del. Specielt Emma var helt vild med den, og har uden tvivl fortæret mindst 50 frozen strawberry daiquiri under sit ophold. En dag blev det til ikke mindre end 10, men det var vist også nærmest blevet en principsag for at vinde et væddemål over Rikke.

Og gad man ikke selv hente sine drinks i en af de utallige barer i området, gik der konstant cocktail servitricer rundt som hentede friske forsyninger direkte til liggestolene eller stranden. Her er Mie på vores strand, som havde kridhvidt sand, og vand som var turkisfarvet, når man så ud over det og klart som postevand, når man kiggede ned i det.

Resortet lå på grænsen ind til en naturpark, så når man gik en kilometers penge hen ad stranden, kom man til et øde område, hvor der kun var den rene natur. Masser af palmer, kokosnødder, hvidt sand og vand i farver, der ikke kan beskrives. Det var ren paradis og lige så smukt som postkort og screen savers til computere. Her er et par billeder af Jan og pigerne i Bounty land - pigerne har fundet et par kokosnødder.

Selvom resortet var all inclusive, havde de (selvfølgelig) alligevel fundet på et utal af metoder til at vriste dollars ud af gæsterne. Blandt andet havde de professionelle fotografer, som tilbød romantiske fotoserier, og som gik rundt og tog billeder med gæsterne i smukke omgivelser og med diverse dyr. En dag kom de med et par papegøjer, som man kunne blive fotograferet med, og det blev faktisk nogle ret gode billeder af pigerne og et af familien, som først kan afsløres med julekortene.

Der var også forskellige vandsportsaktiviteter. Fx kunne man blive spændt i en faldskærm efter en speedbåd, hvilket Mie straks kastede sin kærlighed på. Efter at have set Mie kaste længselsfulde blikke ud over havet hver gang båden kom forbi, gav vi efter, og så måtte vi ellers en tur på havet. Vi startede med at få en tur to og to, hvilket var en stor overvindelse for Rikke, som har et ret anstrengt forhold til vand. Men efter første tur, var hun ligeså vild som Mie, så hun og pigerne tog endnu en tur - denne gang som tre'er. Her er et par stemningsbilleder af mine vilde piger.

I det hele taget var der aktiviteter nok. Der var en held underholdningsstab, som hver hele time arrangerede et utal af aktiviteter lige fra aerobic i strandkanten til store shows hver aften. Vi brugte ikke aktiviteterne så meget, men Mie og Rikke nåede da til tennis en dag, og under en strandfest en aften, hvor Jan blev udtrukket som "frivillig" vandt han aftenens konkurrence i ølstafet. Lidt har man da fået ud af et par år på officersskole...

To gange om dagen var der mulighed for at prøve at dykke i en af de store pools, og det skulle både Emma og Mie selvfølgelig prøve. Her er de begge på deres første dyk, men selvom det gik fint, blev vi enige om at nøjes med poolen denne gang. Så må vi se med havet en anden gang.

Til aftensmaden var alle resortets restauranter åbne, og så var det slut med "egen" restaurant. Det var sådan set også OK, for så havde man mulighed for at prøve noget forskelligt, selvom vi nu ofte også spiste aftensmad på "vores egen" restaurant , hvor vi efterhånden kendte personalet godt. Foruden restauranterne var der også en stor buffet, som ganske vist så rigtig pæn ud, men som vi aldrig nåede at få brugt. Ganske vist var der som regel én til halvanden times ventetid på bord i restauranterne, men så brugte vi ventetiden på at hygge os med spil og before-dinner-drinks. I vores egen lounge serverede de kanapeer og snacks i frøers mængde fra kl. 18, så vi hyggede os som regel dér, mens vi ventede på vores bord. Her sidder Mie med chokoladeovertrukne jordbær på loungens terrasse, mens vi venter.

Restauranterne var hyggelige og serverede rigtig god mad. Her har vi lige fået vores bord og har taget drinks med ind fra terrassen. Bemærk Rikkes drink - en Tucan som smagte lige så godt, som den ser ud.

Foruden buffet'en og "vores egen" Seaside Grill restaurant var der en mexicansk, en fransk, en italiensk og en japansk/kinesisk restaurant. Vi prøvede både den italienske og den japanske, hvor menuen stod på hibachi. Det er en ret stor ting også her i USA, hvor gæsterne sidder rundt om en stor stegeplade, og hvor kokken laver et stort show undervejs, hvor han kaster rundt med mad og værktøjer, mens han laver maden. Midt i madlavningen trak han pludselig Emma op til kogepladen, stak værktøjerne i hænderne på hende, gav hende kokkehuen på og gik sin vej. Så var gode dyr rådne, men Emma genvandt hurtigt fatningen og overtog madlavningen. Det var vist lidt pinligt først, men endte med at være meget sjovt - også for hende.

Souvenirs skulle vi selvfølgelig også have. Lidt uden for vores resort var et lille marked, hvor vores concierge nok mente, at det var trygt at gå hen. Så afsted det gik, og alle sælgerne kastede sig naturligvis vildt frådende over mine to blondiner og tilbød dem alverdens "special price just for you". Udover at være lidt "pushy", var de nu flinke nok, og alle tre piger fik hver en souvenir med hjem, som de nøje havde udvalgt efter at have rodet rundt i butikkerne i tre timer.

Som kompensation blev jeg "beordret" ud og spille golf af Rikke. Øen har nogle fantastisk smukke golfbaner, og vores concierge tilbød at jeg kunne låne et sæt køller af ham og tage med ham ud og spille. Det blev en god oplevelse, og da jeg kørte med ham derud fik jeg også lejlighed til at se lidt andet af øen, end bare resortet og stranden.

Det var alt i alt en ovenud fantastisk tur, hvis eneste minus var at være alt for kort. Vi er alle enige om, at Ernest Hemingway havde fat i noget af det rigtige, og ø-livet i troperne er i hvert fald noget der passer alle os. Her er hele familien Nielsen på "vores" restaurant Seaside Grill den sidste aften, som vi vil mindes i lang tid.

Skønt i troperne.

Vi har egentlig sendt postkort, men her er ægte ø-stemning på alle niveauer, så de ses nok i bedste fald om 6 - 8 uger i Europa. Så en lille hilsen her fra os fire, som nyder livet i fulde drag.
Turen herned gik fint, og det tog selvfølgelig kun en dag for mor og far at blive solskoldede, mens pigerne heldigvis er bedre til at få sig smurt.
Vi gør et ihærdigt forsøg på at tømme poolbaren men har såvidt ikke haft held til det.
Fuld rapport vil blive aflagt, når vi returnerer til civilisationen (selvom vi har talt om at blive og forsøge os som forfattere, golf pros eller lignende. Pludselig giver Hemingways valg af livsstil i
hvert fald 100% mening).

Så er vi på vej.

Føj, det var tidligt, da vækkeuret ringede. Men vi kom op og blev
fodret, og efter lidt kaos i lufthavnen er vi nu checket ind og på vej.
Rikke blev lysvågen og lutter smil ved gensynet med en Mohito
(favoritdrikken på Key West), og hun er lykkelig for at have valgt all
inclusive på vores resort.

Så blev det endelig Spring Break.

Endelig... Det har føltes som den længste vinter nogensinde, mens vi har ventet på Spring Break, men NU er den her, og om mindre end 24 timer er vi at finde på stranden på billedet.
Pigerne fik fri til middag i dag, så vi har brugt eftermiddagen på at spise is og cruise i den åbne bil ude ved strandpromenaden, mens vi nød solen.
Aftenen er gået med at få pakket kufferterne. Det var et større projekt at få pakket. Ganske vist er temperaturerne på den rigtige side af 30 grader dernede, så vi kommer nok langt med badetøj og flip flops, men der er dress code på flere af restauranterne, så pigerne har medbragt et større udvalg af kjoler og smarte sko også. Og så skulle vi også have fundet snorkeludstyret frem.
Men nu står kufferterne i bilen, og pigerne sover sødt, da vi skal tidigt op. Flyet afgår fra Norfolk kl. 7, og efter et kort skift i Charlotte forventer vi at være i den Dominicanske Republik kl. lidt i tre om eftermiddagen. Her skulle vi gerne blive hentet i lufthavnen, hvorefter der er 20 minutters kørsel til vores resort med det pittoreske navn Dreams Palm Beach http://www.dreamsresorts.com/drepb/index.html.
God påske til alle herfra.

Så er sommeren tilbage.

Så er vejret igen blevet skønt herovre. Dagtemperaturerne er tilbage over 20 grader, og vi har i dag fået slået græsset for første gang i år, hvilket det faktisk har trængt til i et par uger. I næste uge igen bliver poolen åbnet, og så er det bare svært ikke at være i højt humør.
Jeg har i dag været chaparone på en field trip i den lokale zoo med Mies klasse. Det var smadderhyggeligt og faktisk en ret stor overraskelse at finde en så fin zoologisk have midt inde i Norfolk. Derefter tilbage på kontoret og ordne den sidste post, inden ferien blev indledt med 9 huller på vej hjem fra arbejde.
Softball sæsonen er også startet igen, så Emma og jeg har været til træning de sidste tre dage, og alt tyder på, at pigerne har fået et rigtig godt hold i år.