Juleklargøring.

Så er Thanksgiving vel overstået herovre. Vi fejrede Thanksgiving ude hos en af de andre danske familier, der også har været udstationeret her for 12 år siden, og som har fejret denne højtid lige siden. De var også rutinerede og serverede en fantastisk middag med kalkun og alt til faget hørende. Rikke havde desserten med, og da man vist skal være indfødt for at sætte pris på pumpkin pie, havde hun lavet ris a la mande med kirsebærsovs. Mmmm...
Når Thanksgiving er overstået, er det "tilladt" at gå i gang med juleforberedelserne, og mange huse i kvarteret har været i gang i dag. I høj sol og små 20 graders varme (i solen godt nok) har vi så pyntet huset udendørs til julen.

Vi skal også have pyntet indendørs i morgen, men vi er tyvstartet lidt og har taget juletræet frem i aften. Desværre er der jo ingen tur med naboerne til Gammeljords plantage, så vi må nøjes med plastic. Til gengæld kan vi så have glæde af det hele julemåneden uden at skulle bekymre os om, at det fælder. Vi begyndte sidste år at købe julekugler som souveniers, de steder vi besøger. De er kommet op på træet, så vi kan mindes vores mange gode ture, hver gang vi ser det.

Ellers er vi bare så småt begyndt at glæde os til julen. Farmor, farfar og onkel Lars har meldt sin ankomst den 22. december, så vi skal holde familiejul i år herovre. Det glæder vi os alle sammen rigtig meget til.

Mere kobberbryllup.

Her kommer endnu et indlæg om kobberbryllup. Jeg lover det bliver det sidste...
Den rigtige dag var jo den 17. november, men da det var en tirsdag skulle alle jo på arbejde og i skole. Mens vi spiste morgenmad fik jeg min gave. Jan havde i mere end et halvt år, viser det sig, arbejdet med en lokal juveler. Sammen havde de set på sten, stenfæster og ringe. Det har været et helt projekt. Jan er nu helt skrap til karat, klarhed og slibninger. Jeg fik en meget fin diamantring med tre sten i, som jeg naturligvis straks tog på. Emma havde tegnet en tegning med en masse hjerter og, Mie havde lavet en postkasse af papir, som vi kunne have kortene i. Efter morgenmaden skulle jeg om på skolen til pumpkin lab. Hvert år laver første klasserne og to af femte klasserne pumpkin lab. Så bliver der målt og vejet på græskar. Da alle igen var kommet hjem fra, hvor de nu havde været tog vi ud at spise. Vi havde ikke været på den restaurant før, men havde hørt at det skulle være godt. Jan havde sagt, at vi fejrede bryllupsdag, så der var specielle menukort, hvor der stod: "Tillykke med bryllupsdagen 12½ år til hr. og fru Nelson". Ja, det med navnene er lidt svært. Men skidt pyt. Det var virkelig god mad. Så vi hyggede os resten af aftenen med god mad og vores børn. En rigtig god dag.
Tak til dem der har sendt os hilsener i forbindelse med vores kobberbryllup.

Fars weekend.

Advarsel: Dette er et langt indlæg, der tjener som formål at nedfælde mine oplevelser for mig selv. Det er derfor ikke nødvendigvis lige spændende læsning for alle. Så er det sagt, inden man læser videre.
Som jeg vistnok tidligere har nævnt, fik jeg en weekendtur af Rikke i gave til vores kobberbryllup; og sikke en tur. Det blev en helt fabelagtig weekend fyldt med fede oplevelser i godt selskab. Så er der vist ikke mere, man kan tillade sig at ønske sig.
Jeg var feberfri fredag, så jeg røg til apoteket og fouragerede i diverse piller til at slå det sidste ned og peppe lidt op, så weekenden ikke skulle ødelægges af influenza. Det er simpelt hen helt vildt, hvad man kan købe i håndkøbsmedicin herovre, så jeg slap derfra med en pose, der ville have gjort enhver pusher misundelig. Desværre lykkedes det mig så at punktere Hondaen på vej hjem, og da tanken om en køretur til Washington DC uden reservehjul ikke lige var så appetitlig, flyttede vi bagagen til Eos'en, som lige kunne rumme, hvad vi havde pakket. På grund af stormen havde skolerne lukket, så ved middagstid lettede vi med kurs nordover.
En times tid før Washington DC standsede vi for at få en gang Starbuck's, og uden nogen egentlig kan huske hvordan faldt snakken på undertøj, som Emma så meddelte, at hun da faktisk ikke havde pakket noget af. Enige om at to en halv dag var for lang tid til ét sæt undertøj, måtte vi så lige om Walmart, inden vi kørte det sidste stykke ind til byen.
Og dér ventede første overraskelse, da vi rullede op foran Grand Hyatt, der viste sig at være et luksushotel perfekt placeret midt i den dejlige og levende del af byen. Her er pigerne og jeg i lobbyen, som også er fotograferet oppe fra gangen ved vores værelse.

Efter at være checket ind og pakket ud, luskede vi en tur i poolen, hvor pigerne plaskede, mens jeg bare sad og nød livet.

Da klokken så var blevet mange, stod aftensmaden på pigene yndlings - room service, der faktisk serverede et glimrende måltid mad. Og det var skønt bare at rulle bordet ud på gangen og os om på den fede side bagefter, så vi kunne få lidt strøm på batterierne til lørdagens program.

Lørdag sov vi længe og snuppede lidt hurtig morgenmad på Starbuck's, inden vi skulle afsted til Capitol, hvor Rikke havde bestilt tid til rundvisning kl. 11. Selvom der kun var en halv mile derned, snyder det altid, hvor lang tid en spadseretur egentlig tager, og vanen tro havde vi nok også i dag sovet liiige længe nok. Så det endte faktisk med en helt rask march, og da vejret på trods af et tæt skydække var begyndt at lune pænt op efter stormen, var det en noget varm flok, der nåede ned til Capitol lige tids nok til at skyde et par billeder foran, inden vi fik vores rundvisning. Her står vi nogelunde foran dér, hvor Obama for nogle måneder siden tog eden.

Capitol er den lokale version af Folketinget, og det er en imponerende bygning. Da holdningen herovre er, at alle skal have mulighed for at opleve det amerikanske demokrati og den imponerende bygning, gives der hver halve time guidede ture i bygningen. Derudover er der også i hele kælderetagen et gigantisk spritnyt visitor center lavet helt i marmor, hvor diverse udstillinger fortæller alt om det amerikanske demokratis historie. Det er et sted, hvor timerne flyver afsted.

Udsigten ned over The Mall med Washington monumentet og Lincoln monumentet helt i det fjerne er nu heller ikke så dårlig.

Rummet inde i rotundaen er "tomt" og adskiller Sentatet og Repræsentanternes Hus. Der er så højt til loftet, at Frihedsgudinden kan stå derinde, og det er udsmykket med friser og malerier, der er Michelangelo værdige. Her står pigerne lige midt i rotundaen under centerfiguren, og hvis man kigger op, kan man nyde maleriet "Apotheosis of George Washington", som fylder en del i den seneste Dan Brown roman.

Faktisk er hele magtens centrum bygget op omkring Capitol, så rundt omkring ligger senatorernes og repræsentanternes kontorbygninger, Højesteret og Kongressens bibliotek, som fylder hele tre bygninger. Det oprindelige bibliotek brændte sammen med store dele af Capitol, da briterne i 1812 gjorde et sidste forkrampet forsøg imod Washington DC. Thomas Jefferson syntes, det var så stor en skam, at han donerede hele sit personlige bibliotek til Kongressen, og det er dette, som er grundstammen for biblioteket, der i dag indeholder titler nok til, at hylderne kan nå fra Washington DC til Boston, hvis man satte dem sammen. Farmor og farfar husker måske historien om donationen fra sommerens besøg ved Thomas Jefferson's Monticello.

Bygningerne er enormt smukke og imponerende, og da der er en tunnel hele vejen fra Capitol til biblioteket, ville det jo være en skam ikke at se det også. Her står jeg og pigerne i den originale afdeling af Kongressens bibliotek, som er opkaldt efter netop Thomas Jefferson.

Men selvom vi faktisk godt kunne have brugt mere tid til fordybelse, var dagen fløjet afsted, og Rikke havde jo inviteret ud. Så vi kastede os sædvanen tro over gift shoppen, hvor jeg fik en kugle til juletræet (lang historie som må vente til jul), og pigerne fik også brugt nogle $. For at kunne nå at slappe lidt af inden middagen, fik vi fat i en taxa uden for Capitol, og fem minutter senere flød vi ud på sengene og fik hvilet futterne, mens dagens oplevelser blev fordøjet. Vi to gamle ved at sludre lidt og pigerne ved at få "nulstillet" al kulturen med lidt Disney Channel.

Efter lidt tid på langs og lidt vasken og sjasken, var vi klar til at indtage Washington DC igen. Rikke havde bestilt bord på The Caucus Room. Med de indledende engelskkundskaber fik vi det oversat til "kadaver rum", hvilket vel egentlig lyder lovende for et steak house. Desværre er det knap så eksotisk, for et kadaver staves anderledes (carcass), og et caucus viser sig faktisk at være en slags indledende partimøde. OK, måske lidt mere rammende geografien taget i betragtning, og det viste sig faktisk også at være mindre steak house og mere elegant restaurant. Heldigvis serverede de også bøf, så vi fik alle en helt forrygende middag, inden vi vandrede hjem til hotellet i 20 graders varme en aften midt i november.

Søndag startede med et solidt morgenmåltid i restauranten. Der var kok, der lavede omeletter "to order" og i det hele taget alt, hvad hjertet kunne begære til at fylde op og gøre klar til fodbold.

Og sikke en dag til en fodboldkamp - høj blå himmel og et par og tyve grader i skyggen. Og så var det jo ikke en hvilken som helst fodboldkamp. Næh, det var Washington Redskins på hjemmebane mod Denver Broncos. En rigtig NFL kamp, som jeg har ønsket mig at se, lige siden vi i sin tid boede i Tampa og fik smag for amerikansk fodbold. Man skal nok gå op i det for at værdsætte, hvad en NFL kamp vil sige, men til de uindviede kan jeg sige, at en NFL kamp er på højde med at se Tour de France på Tour Mallet eller Formel 1 i Monaco. Så helt vildt spændte fik vi pakket bilen og kørte de små tyve km. ud til FedEx Field, som ligger i Maryland. FedEx Field har plads til lige knap 92.000 tilskuere og var indtil Dallas Cowboys åbnede sit nye stadion tidligere i år USA's største stadion. Kick-off var kl. 1300, og vi skulle jo gerne komme i god tid, så vi kunne nå at se showet inden, og vanen tro, var vi pludselig igen ved at være sent på den. For selvom stadion ikke var helt fyldt, giver selv "tæt på" rimelig heftig trafik. Heldigvis mødte vi en billethaj i et kryds, der solgte os en parkeringsbillet for vild ågerpris, men vi fik parkeret og taget et par billeder foran stadion, inden vi røg ind for at finde vores pladser og få lokaliseret stederne med popcorn og candy floss.

Og inde på stadion ventede endnu en overraskelse. Jeg havde regnet med at skulle sidde oppe under taget og se kampen i en kikkert, for der er en årsag til, at en NFL kamp indtil i dag kun har været en drøm - jeg ved nemlig godt (sådan cirka), hvad billetterne koster. Min fantastiske hustru havde belånt ejendommen (men jeg elsker hende for det), og havde fået billetter lige ud for 50 yard linjen (det absolut bedste sted at sidde til en fodboldkamp), kun 15-20 rækker fra banen og lige bag ved hjemmeholdet. Det var uden tvivl "best seats in the house", og vi kunne næsten række ud og røre spillerne, og vi kunne høre og næsten mærke sammenstødene på banen. Det var helt ubeskriveligt, og jeg er i evig gæld til min hustru (og sikkert banken) for den oplevelse, som var i en klasse helt for sig selv. Det bliver aldrig helt det samme at se kampene på TV igen.

Showet blev startet op af "the First Ladies of Football", som underholdte med lidt dans. Jeg tror billederne taler for sig selv...

Derefter kom Redskins spillerne på banen gennem en kæmpe hjelm og akkompagneret af fyrværkeri.

Da alle spillerne var kommet ind, blev der vanen tro sunget nationalsang, og nok engang må man imponeres af, hvor stille så mange mennesker kan være, for sekundet efter at sangen er forbi at bryde ud i øredøvende larm. Faktisk var larmen så voldsom, at Rikke ikke engang bemærkede overflyvningen, der da godt nok til hendes forsvar var af en Hercules og ikke af kampfly.

Nå, men her er kick-off, og kun ganske få minutter efter scorede Redskins i deres første drive, så der var fuld gang i stadion.

Festen varede sådan set hele kampen, for Redskins spillede en helt fantastisk kamp. Holdet er ærlig talt af noget svingende karakter, men indtil nu har de vundet hver kamp på hjemmebane og skuffede heller ikke denne gang deres fans. På billedet herunder er kampen så småt ved at være forbi (der er kun et par minutter tilbage), og pigerne er i fuld sving med at heppe på deres Redskins., der fører 24 - 17. Og det virkede, for Redskins sluttede kampen med et field goal, der endte scoren på 27 -17 til stor jubel for hele stadion.

Som man nok kan forestille sig, var det en noget træls køretur hjem, hvor man over i hovedstadens altid tætte trafik kunne lægge små 90.000 tilskuere. Selvom de ikke alle har hver sin bil, kan det altså godt mærkes på trafikken, så turen hjem tog lidt mere end fem timer mod de sædvanlige 3½. Men det var det hele værd efter en weekend, der går over i historien som nogle af de bedste dage i mit liv. Der er gået en stor rejseleder og -arrangør tabt i min dejlige hustru.

Redskins vs Broncos.

22 grader, høj blå himmel og Redskins har lige scoret på deres
opening drive. Hvad mere kan man ønske sig..!?

Jans kobberbryllupsgave.

Heldigvis er jeg ved at få det bedre. Vanen tro har jeg naturligvis raget til mig, hvad pigerne har med hjem, så siden i søndags har jeg ligget med, hvad der formentlig er svineinfluenza. Feberen er gået væk i løbet af i dag, men ligesom hos pigerne har den nu sat sig på mine lunger, som jeg nu gør mit bedste for at hoste op.
Nå, men som sagt går det alt i alt bedre. Heldigvis da, for vi har jo kobberbryllup i næste uge, og min gave fra min dejlige hustru er denne kommende weekend,om indtil nu har været en godt bevaret hemmelighed. For et par måneder siden fik jeg bare besked på, at jeg i morgen fredag behagede at have pakket en weekendtaske og være klar til afgang fra Church Point Road kl. 1500. Og i aften blev spændingen så udløst, da jeg til aftensmaden fik min gave af Rikke.

Gaven indeholdt fire billetter til Redskins kampen på søndag i Washington DC sammen med udstyr til kampen (trøjer og fingre) og et program for en fantastisk weekend med familien deroppe. Rikke har ordnet det hele: Bestilt hotel, arrangeret billetter til en rundtur i US Capitol (Kongresbygningen) og så som sagt fodboldkampen. Lige siden vi boede i Tampa, har jeg ønsket mig at komme til en rigtig NFL kamp, og jeg glæder mig helt vildt til endelig at skulle opleve det. Og så i det stadion, der indtil Dallas Cowboys åbnede sit nye for et par måneder siden, var USA's største med 93.000 tilskuere. Og så har hun arrangeret aftensmad på et steak house, der hedder "The Caucas Room" (Kadaver Rummet), og helt ærligt så synes jeg, at det navn har potentiale.
Turen i Kongressen bliver også en stor oplevelse, og timingen er perfekt. Jeg er lige blevet færdig med at læse den seneste Dan Brown, "The Lost Symbol", der foregår i Washington DC og heraf meget af tiden i Kongresbygningen, så det bliver sjovt at se det hele i virkeligheden.
Jeg glæder mig helt vildt, og med lidt held skal stormen forsvinde natten til lørdag og efterfølges af sol og 19 grader, så vi ser frem til en fantastisk weekend, som jeg nok skal fortælle mere om i næste uge.

Stormen tager til.

Det lader til, at stormen har tænkt sig at give os endnu en hård nat. Der er allerede faldet mere end 300 mm. vand siden i går morges, hvor stormen ramte, og metorologerne lover yderligere 100 mm. i nat. Vi er også begyndt at få strømafbrydelser med jævne mellemrum, og mange broer, og veje er lukkede pga. enten faren for vinden eller oversvømmelse. Her til aften er myndighederne begyndt at åbne sheltre, hvor folk med behov for fast strøm (til fx lægeapparater) eller folk med oversvømmede hjem kan evakuere til, og generelt rådes man til at forberede sin evaukering og flytte ting op på bordene. Vi er nu ikke umiddelbart så bekymrede, da vores område heldigvis ligger relativt højt. Til gengæld viser det sig, at taget er utæt, så vi har store skjolder fra vand på lofterne i overetagen to steder. Heraf det ene i fruens skab, så det er nok derfor, Guvernøren har erklæret katastrofeberedskab flere steder i staten Virginia og i morgen vil rejse rundt og besigtige skaderne. Vi er dog ikke hjemme, men det vil jeg fortælle hvorfor om lidt.

Årets første Nor'easter.

Så fik vi årets første Nor'easter, og vi har simpelt hen haft det mest ubeskrivelige møgvejr siden onsdag morgen med masser af regn og stærk blæst. En Nor'easter er et kraftigt lavtryk ude i Atlanterhavet, der som regel opstår i denne del af USA i vintermånederne, og som netop er kendetegnet ved meget kraftig storm og helt vanvittige mængder vand. For så at gøre tingene værre i år, har vi et højtryk nord for os og resterne af Ida syd for os, så lavtrykket kan ikke komme nogen steder hen og ligger altså bare fast og hærger. Her til morgen stod vi op til en trampolin, der var blevet kastet rundt i haven, som om den var et stykke plasticlegetøj. Heldigvis står der tre ret store træer tæt ved, der har standset den, og nu er den bundet dertil, indtil stormen har lagt sig.
Det er svært at få et ordentligt indtryk af billeder og videoer fra små lommekameraer, men vi har alligevel prøvet at tage et par stykker, som er lagt herunder. Første filmklip er fra baghaven her til eftermiddag, hvor trampolinen kan ses liggende på hovedet og havemøblerne ligger hulter til bulter i en stak i den anden ende af haven. Det andet filmklip er taget ud over Chesapeake Bay her til aften, og jeg kan nævne, at træpindene er afgrænsningen fra parkeringspladsen til stranden, der vel normalt er 50-100 meter bred, inden man kommer ned til vandet. Til de som har været her, kan jeg fortælle, at broen i baggrunden er den man kører på ad vejen til New York.

Science buddy.

Herovre er alle i bedring. Emma fik en inhalator, så hun bedre kan hoste sine lunger fri, og det har virkelig hjulpet hende. Så i onsdags startede begge piger i skole igen. Herovre betyder sygdom imidlertid ikke, at man slipper for de ting, de andre har lavet, så det har været en lidt hård start, hvor der skulle catches up på to ugers test og lektier. Heldigvis har Rikke hentet meget hver dag efter skoletid, og i denne uge er de blevet holdt væk fra gymnastik for at
lave tests med lærerne, så de er nu pænt med igen.
Trofaste læsere husker fra sidste år ved denne tid, at Mie brugte en lørdag på et projekt, hvor børnene fik udleveret babyøsters, som skulle måles og vejes, inden de blev sat til dyrkning i en af de lokale marinaer. Projektet går så ud på til foråret at fiske sine nu fuldvoksne østers op igen til foråret for at måle påny, inden de udsættes i Cheasapeake Bay. Nå, men hvorom alting er, så var det i dag de nye førsteklassers tur til dette projekt, og hver gruppe på to til tre førsteklasser får en femteklasse tilknyttet som science buddy, der skal hjælpe dem. Så i dag var Emma og jeg ved marinaen, så Emma kunne hjælpe de børn, hun er science buddy for. Det var skønt for os begge. Emma elsker at hjælpe og er vildt god til det, og jeg fik lejlighed til at sidde to timer og slappe af i solen, mens jeg nød børnene, vandet og bådene. Her er koldt om natten, men dagene er skyfri, så i solen kommer temperaturen over 20 grader, så her er skønt.
Faktisk er det at hjælpe andre en integreret del af skolegangen på pigernes skole. Foruden projekter som dette er Emma blevet valgt til nogle timer hver torsdag at være hjælpelærer i klassen med autistiske børn, og nogle dage er hun i de mindre klasser, hvor hun læser for dem. Det giver både hende og de andre børn virkelig meget, så vi er glade for den del af 'pensum' også.

Det bliver da også værre og værre.

Begge pigerne er ellers blevet feberfrie og var kommet i skole i går. Men de bliver ved med at hoste, og specielt Emma har en virkelig grim hoste om natten. Så her til morgen er Rikke nok engang taget til lægen med hende. Og dommen lyder nu på lungebetændelse, så lige nu er de taget på hospitalet for at få lavet røntgenbilleder og blodprøver. Så må vi se, om de denne gang kan finde på noget, så hun kan blive frisk igen.