Grand Canyon.

Nå fordelen ved at komme tidligt op er jo, at man får noget ud af dagen, og resten af dagen efter sejlturen på Colorado River skulle bruges til at køre til South Rim af Grand Canyon, hvor vi skulle bo to nætter.

Vi skulle bo på campingpladsen inde i Grand Canyon Village, og igen måtte vi glædes over at have bestilt i god tid, for der var fyldt op, og det er skønt ikke at skulle køre frem og tilbage fra et sted uden for parken. Grand Canyon National Park viste sig også at have et rigt dyreliv. Vi så ingen Mountain Lions, men Elk gik rundt på pladsen mellem vognene, og vi så flere California Condors svæve over Grand Canyon.

Da vi havde sejlet lige til kanten af Grand Canyon tidligere på dagen i bunden af en kløft, der var op til 300 meter dyb, mente vi, at vi var ganske godt klar til besøget ved Grand Canyon. Men intet kan forberede én på naturoplevelser i den størrelsesorden. Grand Canyon er mere end 400 km. lang, næsten to km. dyb og mere end 15 km. bred. Det er simpelt hen en af de mest overvældende og storslåede oplevelser at træde hen til kanten og bare se og fornemme jorden forsvinde foran én. Vi har taget mange billeder, men det er umuligt at fange oplevelsen i et billede. Billedet herunder forsøger - prøv at zoome helt ind og se på kanten af den gule klippe til højre i billedet. Dér står nogle mennesker, som giver et godt indtryk af dimensionerne.

Da vi kom ind i parken vestfra, gjorde vi første holdt ved Desert View, hvor billedet herunder er taget.

Dagen efter tog vi bussen rundt derinde ad vejen ud mod Hermit's Rest, som Rikke har besøgt, dengang hun var her efter gymnasiet. Det var skønt at kunne tage bussen, for vi kunne stå af og gå langs kanten af kløften til næste stoppested og stige på igen. Det gjorde vi et par gange og havde en fantastisk tur ud til Hermit's Rest, hvor billedet herunder er fra.

Om aftenen kørte vi ud til et af udsigtspunkterne og slog lejr med RV'en lige på kanten af kløften. Her lavede Rikke aftensmad til os, som vi nød, mens vi så solen gå ned over Grand Canyon. Det var sjovt at se lyset og skyggerne skifte, så der konstant var noget nyt at se på.

Rafting på Colorado River.

Som nævnt var formålet med vores ophold i Page, AZ at rafte på Colorado River. Det var en fantastisk oplevelse, men dagen startede lidt træls pga. nogle forviklinger med tidszoner. Arizona er den vestligste stat, der er på Mountain Time, og der skiftes først til Pacific Time, når man kører fra Arizona ind i Nevada. Det vidste vi sådan set godt, men hvad vi ikke vidste var, at Arizona ikke bruger sommertid, så i virkeligheden er Arizona i sommermånederne på Pacific Time (altså en time tidligere end Utah, som vi kom fra). Men selvfølgelig er der ingen regler uden undtagelser. Byen Page er en del af det "officielle" Arizona (og altså ikke på sommertid), men lige så snart man forlader bygrænsen, er man i Navajo territoriet. Indianerne har en udbredt grad af selvstyre på deres reservater, og for ligesom at markere selvstændigheden i forhold til det officielle USA, har Navajo stammen altså bestemt sig for at indføre sommertid. Så da vi kom til campingpladsen (på reservatet) fra Utah, anede vi ingen ugler i mosen - klokken passede som forventet.
Så vi gik tidligt i seng og satte vækkeuret til kl. 6 næste morgen, da vi skulle være ved outfitter butikken kl. 7. Generelt er vækkeure og tidlig morgen ikke familien Nielsens kop te, og i ferien er det da helt galt. Så det var under megen jammer og klage, at pigerne stod op og gjorde sig klar.
Men klar blev vi, og afsted til byen det gik. Men der var godt nok noget øde ved butikken... Efter en halv times tid, begyndte der at komme ansatte, og godt gal i skralden (for jeg havde fået godt på puklen af pigerne på det tidspunkt) fik jeg fat i én af dem. Jeg ville selvfølgelig gerne vide, hvorfor de tilsagde os kl. 7, når de selv først ankom 7.30 og ikke virkede særligt klare. Den rare mand forklarede mig så historien om tidszonerne, og at klokken faktisk kun var 6.30 herinde i byen. Så vi røg tilbage i RV'en og hang ud en time mere inden afgang...
Nå, men endelig åbnede butikken, og vi røg sammen med en 40-50 andre ind i et par busser og blev kørt til Glen Canyon Dam, hvor vi boardede bådene og stævnede ud på en fantastisk 15 miles tur ad floden i ulidelig varme.

Vores del af turen var 15 miles ad Colorado River gennem Glen Canyon til Lee's Ferry, der er Grand Canyons nordligste/østligste punkt. Vi kom blandt andet gennem Horshoe Bend, og det var flot at se kløften nedefra.

Under et tissestop fik vi mulighed for at se et sted, hvor indianerne har boet. Man mener, at området har været beboet i mere end 5.000 år, og indianerne har dokumenteret deres historie ved huletegninger (petroglyffer).

Vel ankommet til Arizona.

I går aftes kørte vi tilbage til Bryce Canyon efter solnedgang i håbet om at se mange stjerner i den klare nat. Desværre var månen stor og fuld, så der var så meget lys fra den, at man kunne glemme at se Mælkevejen. Til gengæld var kløften enormt flot i månelyset, og vi fandt et fantastisk udsigtspunkt, som både Rikke og Jan kunne genkende fra tidligere besøg på stedet.
Så her til morgen tog vi endnu en gang ind i parken for at se kløften fra dette punkt og sammenligne med billeder hjemme fra dengang. Her sidder pigerne på den sten, hvor Jan for fem år siden blev fotograferet.

Derfra begav vi os endnu engang ud i Utahs ørken på vej mod Arizona. De store øde vidder er ved at hænge os ud af halsen, så det var rart endelig at forlade Utah. Det minder fuldstændig om at køre på Hovedvej 13 - bare ti gange så langt og uden de andre biler...

Vi er nu ankommet til byen Page i den østlige ende af Grand Canyon. Her skal vi overnatte, inden vi i morgen tidlig skal rafte på Colorado River ind i Grand Canyon og se den nedefra. Det glæder vi os til, og vi har smidt masser af vandflasker i fryseren, for vi kan rigtigt mærke, at vi er kommet ud i ørkenen. Solen hamrer ubarmhjertigt ned fra en skyfri himmel, her er knastørt, og termometret har sneget sig over 100F. Nu nyder vi for alvor, at der er air condition i RV'en.

Bryce Canyon National Park.

Dagen i går gik med at krydse Utahs ørken for at nå fra Arches National Park frem til Bryce Canyon National Park. Det er efterhånden helt utroligt, hvor store øde arealer der er her i Midtvesten. Ustandseligt krydser vi strækninger af prærie og ørken, hvor der i strækninger på helt op til 200 km. absolut intet er andet end Guds fri natur.
Men efter en dagstur nåede vi i går eftermiddags til Ruby's Inn and RV Camp lige uden for indgangen til Bryce Canyon. Vi slog lejr og havde en hyggelig aften med først at lave og fortære en fantastisk middag og derefter spil.
I dag tog vi så ind i Bryce Canyon for at turiste den.

Vi parkede RV'en ved Visitor Centret på grund af parkens begrænsede parkeringsmuligheder og kørte med en shuttle bus ind. Vi startede ved Amphitheater, som er parkens uden sidestykke flotteste del. Der er en fantastisk udsigt ud over alle pillerne (hoodoos), der strækker sig fra bunden af kløften op til vores udsigtspunkt fra kanten.

Da vi var med bus, var vi ikke afhængige af at skulle tilbage til samme udgangspunkt, så vi bestemte os for at hike en fem km. tur ned til bunden af kløften for at gå mellem "the hoodoos". Det startede med en ret stejl nedstigning de knapt 100 meter ned til bunden, og desværre betød det jo så også, at der ventede en tilsvarende stigning i enden af vores fem km. vandretur. Der var flot i bunden af kløften, men opstigningen var lige ved at tage livet os alle sammen.

Der var rigtigt mange jordegern i bunden af kløften, som tilsyneladende ikke lod sig genere af os, der gik rundt dernede.

Da vi endelig var kommet op, fandt vi en lille biks, hvor man kunne købe souvenirs, drikkevarer og snacks. Opløftet af shopping og kolde drikke besluttede vi at tage endnu en vandretur på kanten af kløften til et udsigtspunkt, hvor man kan se hele Amphitheater. Vi lod os nok lidt narre af, at stien skulle løbe langs kanten af kløften, for vi havde regnet med, at den var helt plan. Det skulle imidlertid vise sig, at den steg ganske betragteligt også, så vi måtte give op på halvvejen og tage bussen tilbage til RV'en, hvor vi nu slapper af oven på en solid gang frokost.

Så må vi se, hvad energien rækker til i aften. Her er fuldstændig klar himmel og fuldmåne i disse dage, og det siges, at man inde i parken (hvor der ikke er lysforurening) skulle kunne se Mælkevejen helt tydeligt. Det er planen at gøre et forsøg, inden vi i morgen kører til Arizona for at besøge Grand Canyon, inden vi skal aflevere RV'en i Las Vegas om fem dage.

Arches National Park.

Dagens udflugtsmål var Arches National Park, som er årsagen til vores afstikker til Utahs ørken.

Det er angiveligt salten i undergrunden og klippernes sammensætning af saltsten og metaller der gør, at klipperne i lige nøjagtigt dette område af USA har tendens til at erodere som buer. Selv inden man får set den første bue, er det et imponerende syn der møder én, når man har klatret over en bjergside med hårnålesving og kører ind i parken. Parken er et fantastisk stykke natur, og jeg har udvalgt nogle af de bedste billeder fra dagen og lagt herunder.

Første holdt var ved Balanced Rock. Billedet taler vist for sig selv.

Derefter kørte vi ud til stedet, hvor vandrestierne til Delicate Arch begynder. Det var varmt, og turen derud var 2½ km. ad stejle bjergskråninger, men alle brochurer siger, at synet er lidelserne værd, så vi pakkede hver en liter vand i flasker og begav os afsted. Efter en anstrengende vandretur nåede vi endelig buen, og det var ganske rigtigt det hele værd. Den er gigantisk, og det ER os, der står inde midt i den på billedet.

Tilbage ved RV'en ladede vi strøm på batterierne igen med frokost, inden vi begav os ud på endnu en vandretur til Landscape Arch. Denne gang var turen heldigvis "kun" 1½ km. hver vej. Til gengæld var det blevet lidt overskyet, så varmen var til at holde ud. Buen har et spænd på mere end 90 meter, og er et fantastisk stykke natur.

Det påstås, at parken indeholder mere end 2000 buer, men det er kun de største, der er lavet stier til. Bag pigerne på billedet herunder er North Window.

Dagens sidste var Turret Arch, hvor man kunne klatre på klipperne og nyde udsigten ud over ørkenen. Her er pigerne foran den.

Utahs ørken.

Vi har i nat sovet i en rigtig seng. En af Jans kolleger er udstationeret i Salt Lake City, og de havde inviteret til overnatning i en rigtig seng, et godt måltid mad og fri afbenyttelse af vaskemaskine og tørretumbler. God mad får vi hver dag, men derudover var alle dele ganske velkomne efter 10 dage i RV'en.
I morges forlod vi så de "rigtige" bjerge og kørte ind i Utahs ørken. Efter at have drejet fra motorvejen meddelte navigationsanlægget, at vi skulle køre ligeud de næste 260 km. Og vejene er så snorlige, at når man kommer op på toppen af en bakke, føler man, at man kan se hele vejen ud i intetheden. Og intethed er det. Vi kørte i flere timer stort set uden at dreje på rattet, og i hvert fald uden at se skyggen af liv fra hverken dyr eller mennesker pånær de andre biler.

Da vi endelig nærmede os dagens destination i Moab, var det tydeligt at se, hvor Legoland har søgt inspiration til Legoredo. De "rigtige" bjerge er forsvundet og erstattet med røde klipper, og man føler sig hensat til en cowboyfilm fra sin barndom.

I morgen skal vi se Arches National Park. Det bliver en interessant oplevelse, for de udleverede brochurer fraråder kørsel med "oversized vehicles". Det omfatter vel også en RV på 29 fod, men mon ikke det går. Lige nu har jeg svært ved at forestille mig, at det kan være meget værre end nogle af de bjergveje jeg har manøvreret indtil nu.
For en sikkerheds skyld tog vi dog ind til byen og spiste aftensmad på deres mikrobryggeri, hvor en fremragende burger blev skyllet ned med hjemmebrygget summer ale, så nu burde nerverne være dulmet lidt.

Grand Teton National Park og Lava Hot Springs.

Vi forlod Yellowstone mod syd i dag, og kørte direkte ind i Grand Teton National Park.

Det var sådan set ikke fordi sight seeing hér var på programmet, men Teton bjergkæden er så flot og imponerende, at det ville være synd at være så tæt på uden at få det syn med også. Grand Teton (bjerget helt til venstre) er mere end fire km. højt og rager helt ind i skyerne.

Da vi kom ud af Teton var der igen signal til telefonen efter flere dage i radiodødt område. Det gjorde vist godt for vores (næsten)teenage datter at få adgang til Facebook igen.
Turen i dag bragte os ind i Idaho, hvor vi overnatter i Lava Hot Springs et par timer nord for Salt Lake City. Byen er kendt for sine varme kilder, som man kan bade i. Efter indcheckning på campingpladsen drog vi iført badetøj ned til kilderne for at nyde naturens spabad. På vej opdagede pigerne dog, at man kunne "tube" i den lokale flod, som har en masse små fald. Uden at tænke mig særlig grundigt om, tilbød jeg, at vi da bare kunne gøre det i stedet, hvis de hellere ville. Jeg havde nok regnet med "nej tak", men pigerne var straks fyr og flamme, og inden jeg fik set mig om, havde jeg lejet en tube og var på vej ned til floden. Det var en ganske hårrejsende oplevelse, som det nok kan ses på billedet. Rikke er selv ret stolt af det og kalder det "årets billede". Det forfærdelige er, at jeg sekundet forinden havde sagt til pigerne, at mor stod på broen med kameraet, så nu skulle de se cool ud. Det råd skulle jeg nok også selv have fulgt. Jeg kan i øvrigt nævne, at floden er smeltevand fra bjergene, og selvom byens kilder måske nok er varme, var floden det bestemt ikke.

Yellowstone National Park - Dag 3.

Vores tredje og sidste dag i parken skulle bruges til at se geyserne i den østlige del af parken. Heldigvis er de ren vand (uden svovl), så her kan man nyde de fantastiske farver uden den grimme lugt. Vandet er mere end 70 grader varmt, så desværre kan man ikke komme helt tæt på, selvom man får lyst til at sidde og boble med.

Bag os er Prism Geyser. Prøv at Google det, så den kan ses oppefra, da det er nogle helt fantastiske farver. Dampen skifter farver mellem blå og rød, så det er et helt lysshow at Moder Natur byder på.

Der er et utal af geysere i området, og vi fik set en masse, inden vi nåede til den, som de fleste forbinder med Yellowstone - Old Faithful.

Det er ikke den største, men den er rimeligt pålidelig, så man skal "kun" vente mellem 30 og 200 minutter mellem hvert udbrud. Der er bænke at vente på, og det er faktisk spændende at sidde og kigge på, for ind imellem kommer et lille pust fra den, så hvert øjeblik tror man, et NU kommer den, og der bliver skudt billeder af i massevis.

Vi ventede kun i en halv times tid, og da den endelig tog ved, var det hele ventetiden værd. Vand og damp bliver skudt næsten 100 meter op i luften, og trykket holder den deroppe i ret lang tid. Faktisk nåede vi at se det to gange, da vi efter det første udbrud brugte en del tid i gift shoppen, så da vi kom ud, var den klar igen.

Heldigvis var det sidste punkt på vores officielle program, for bedst som vi var på vej tilbage til vores RV og køre til campingpladsen brød et rigtigt uvejr løs. Det regnede og haglede, og temperaturen styrtdykkede, så det fra det ene øjeblik til det andet blev vintervejr.

Koldt eller ej skulle Yellowstones sidste billede tages ved Continental Divide, som vi krydsede på vej tilbage til campingpladsen. Det er dén skillelinje på tværs af det nordamerikanske kontinent, der afgør hvilken retning floderne løber.

Yellowstone National Park - Dag 2.

Efter at have fået varme på RV'en kunne vi tage hul på dag to. Planen var at se den nordlige del af parken, så vi kørte tilbage forbi Canyon mod Roosevelt og Mammoth Hot Springs. Selvom parken på den måde består af en række områder med hver sine hovedattraktioner, er naturen så fantastisk, at køreturen i sig selv bliver en del af oplevelsen.

Første stop på dagens tur var Tower Fall, der er parkens største vandfald. Desværre kunne man ikke komme ned til foden af faldet og opleve det derfra. En bjørnemor holdt til med sine unger i området, og vandrestien var lukket. Men det var nu også flot at se oppefra, og da det var næste 30 grader varmt, havde ingen af os den helt store appetit på at vandre for meget i bjergene.

Det var måske i virkeligheden også perfekt timing, for efter et kort ophold var vi tilbage på vejen, og lige på den anden side af bjergkæden så vi en bjørnemor med sine to unger helt tæt på. Det var sjovt at se, og i løbet af ingen tid, var der totalt trafikkaos, da alle skulle stoppe og tage billeder og kigge. Det vænner man sig nu til i parken, hvor der kun er én vej rundt.

Oppe i Mammoth fik vi alle de elk at se, som vi ikke så aftenen før. En hjord på 30-40 stykker havde bestemt sig for at holde siesta i bymidten, så vi parkerede RV'en midt i flokken og nød oplevelsen, mens vi spiste frokost.

Det var en varm dag, men heldigvis behøvede vi ikke at gå en masse. Vi havde reserveret heste, så vi kunne opleve naturen lidt væk fra vejen - back country, som det hedder lokalt. Vi fik en kort briefing og så ellers hver en hest udleveret, mens guiden red foran. Selvom det kun varede en time, var det en fantastisk oplevelse, og vores numser var nok reelt glade for, at det ikke varede længere. Her er Mie med Trappers, Emma med Jose, mor med Logan og far med Nevada.


Efter rideturen gik vi rundt på terrasserne som er lavet af de varme kilder i byen. Klipperne har mange forskellige farver fra mineraler og bakterier i det vand, der løber ned over dem, og det er et flot syn. Som så mange andre store naturoplevelser er det vanskeligt at fange på et billede, men her er i hvert fald gjort et forsøg.

Mineralerne fra kilderne i denne del af parken afsætter en masse kalksten, der får området til at se helt hvidt ud. De træer der står i vandet opsuger mineralerne, og langsomt danner de så kalksten indefra, så de til sidst bliver forstenede. Det er sådan et forstenet træ, der står bag ved pigerne.

Efter en god dag med mange oplevelser overnattede vi på campingpladsen ved Madison. Det var noget af et eksperiment med tre piger (heraf en næsten-teenager), der mildest talt ikke rigtigt er udendørstyper, for pladsen havde ingen faciliteter, så man kunne ikke få ladet sine elektroniske gadgets. Heldigvis havde vi masser af gas og vand i RV'en, så alle kunne få varmt bad. Og så var det hyggeligt at lave lejrbål og spise smores, mens Mie underholdt med vitser og gåder inden sengetid - det er hun ret skrap til.