fredag den 21. november 2008

Så kom vinteren også herover.

Føj for den lede... Da vi stod op i morges, sneede det. Ikke noget vildt, men et stille og roligt drys. Det har også været koldt og blæsende hele ugen, så det måtte vel komme. Temperaturen er stadig lige over frysepunktet, så i det mindste bliver sneen ikke liggende, og her til middag er den væk igen. Vi kører til New York på Thanksgiving ferie på onsdag, så for vores skyld må det godt vente lidt med det store snevejr.
Vejret er nu i øvrigt pudsigt. Kulden har betydet høj blå himmel med masser af sol, så når man er i læ i solen, kan man sagtens stadig gå rundt i korte ærmer, så det er store temepraturudsving her er i øjeblikket.

tirsdag den 11. november 2008

Klar til skiferie.

Som nogle måske husker, står den på skiferie på Snowshoe Mountain i år til jul. I går var den store dag, hvor vi så skulle ekviperes til dette eventyr. Da ingen af os har prøvet at stå på ski før (på nær Jans lejrskole i 8. klasse), var det en større omgang både i markedsanalyse, prøvning og indkøb. Det endte med at tage det meste af dagen, og i dag skulle det hele så prøves igen, for at være sikre på, at størrelser, farver og udstyr er præcist som det skal være. Som det fremgår af billedet, er alt i kassen, og vi bare SÅ klar til at tage afsted...

mandag den 10. november 2008

Mies og østersfarmen.

I lørdags var Mie med skolen ved vandet for at etablere en østersfarm. I tidligere tider havde Lynnhaven Bay (her hvor vi bor - se evt. kortet i indlægget fra 18. juli) store østersbanker, men de uddøde pga. forurening. Nu vil man forsøge at genetablere østersbankerne, og til det formål, skal børnene hjælpe til. De har fået 4000 baby-østers, som de skal dyrke, hvorefter de bliver doneret til den forening, der står for genetableringen af østersbankerne i Lynnhaven Bay.
Lørdagens projekt gik ud på, at de to førsteklasser samt en femteklasse skulle måle størrelsen på 500 tilfældigt valgte østers samt måle vandkvalitet mv. Derefter blev børnenes østers sat ud i bugten i store ruser. Til foråret, hvor deres østers er voksne, skal børnene så fiske dem op og måle dem igen, inden de doneres til endelig udsættelse i bugten.
Mie er sammen med en klassekammerat, og sammen har de fået tildelt en science-buddy fra femte klasse, som superviserer deres arbejde.

søndag den 9. november 2008

Richmond tour.

Richmond er jo byen, hvor Rikke boede et år som au pair efter gymnasiet i 1990, og den ligger ca midt mellem os og Washington DC, altså to timers kørsel nord for os. Da Cheetah Girls koncerten blev holdt dér, havde vi som tidligere fortalt bestemt os for at overnatte i Richmond på hotel og give pigerne fri fra skole fredag, så vi kunne bruge fredagen på at genopleve Richmond sammen med Rikke.
Det blev en helt fantastisk dag, da vejret viste sig fra sin bedste sydstats side, og temperaturen sneg sig op midt i 20'erne, og vi blev lige så begejstrede for Richmond, som Rikke havde været. Det er en dejlig by.
Vi startede med at køre ud forbi det hus, hvor Dr. Bost boede. Det var ham, der fungerede som reservebedstefar for Rikke, og som hjalp hende igang på universitetet. Han og hustruen er rare mennesker, der nu bor i Florida, så dem besøgte vi for et år siden, da vi var dernede. Rikke står her foran det hus, hvor de boede i Richmond.














Derefter kørte vi downtown, hvor vi blandt andet var inde og se Capitol (statens regeringsbygning). Det er den ældste aktive regeringsbygning i USA, og blev i sin tid tegnet af den 3. præsident Thomas Jefferson, som er en af de helt store figurer i amerikansk historie. Det var sjovt at se, hvordan en aktiv regeringsbygning samtidigt kan fungere som turistattraktion.
Efter rundturen nød vi frokosten i den tilhørende park, hvor vi var nødt til at krybe i skyggen for at kunne holde det ud - i november måned..!!














Efter frokosten kørte vi ind til universitetskvarteret for at finde Virginia Commonwealth University - VCU - hvor Rikke gik dengang. Hun sang i koret, så øvelsen gik på at finde en kirke... Hvor svært kan det være, skulle man umiddelbart tænke, for et universitet og en kirke er da rimeligt let genkendeligt. Det er bare sådan, at VCU reelt er en del af byen, fordi fakulteterne er fordelt i en masse almindelige huse. Det betyder også, at der er ret mange kirker, og selvom Rikke praler af sin hukommelse og selv mener, at det kun er et par år siden, hun sidst var hér, så kneb det alligevel lidt med stedsansen... Den første kirke vi fandt, kunne godt være den rigtige, mente hun. Fint, op på trappen og skyde et billede af fruen foran, hvorefter vi gik videre. Men der var pludselig endnu en kirke. Well, det var måske alligevel den i stedet for, så nyt billede på trappen og videre. På et tidspunkt kommer vi til en rundkørsel, hvor der ikke bare er en men to kirker, og så sætter tvivlen alligevel ind. Vi kan komme ind i den ene, og der er sat an til kortræning oppe ved altret, så Rikke ræsonnerer, at det nok alligevel så er denne kirke. For en sikkerheds skyld bliver hun fotograferet ved først den ene, og så den anden kirke, og så bliver vi enige om at maile billederne til Dr. Bost nede i Florida i håbet om, at hans hukommelse trods alderen er bedre.
Vi holder derfor op med at kigge efter flere kirker (vi tror jo, at den rigtige er fundet), og slentrer i stedet bare rundt og nyder kvarteret og vejret, mens vi leder efter en butik, hvor Jan har lovet Rikke at forære hende en trøje med VCU på, så hun kan ligne en ung studerende igen. Bedst som vi går tilbage mod bilen, kommer vi dog pludselig til en kirke, hvor der er bygget et musikhus på, og hvor det musikalske fakultet har til huse. En nærmere inspektion af området får det pludselig til at dæmre, og Rikke bekræfter, at sjette gang er lykkens gang, for dette er faktisk "hendes" kirke. Så fotografiet af hende og pigerne foran kirken herunder, er faktisk en del af en længere serie, og heldigvis har hun ikke hørt meget for det siden ;o)


















Efter at have købt sportstøj med VCU logo til fruen, kørte vi ud til huset, hvor hun boede dengang. Desværre var det ved at blive mørkt, for selvom her er varmt, går solen hurtigt ned herovre, men hun nåede at blive fotograferet foran huset, som det ses herunder. Den familie hun boede hos bor der ikke mere, men de som købte huset, bor her stadig. De var ude på vejen i det gode vejr, så Rikke fik en snak med de nuværende beboere om kvarteret. Vi blev inviteret ind, men takkede pænt nej for ikke at virke anmasende.













Vi havde stadig to timers kørsel hjem, og vi skulle jo også nå ud i Rikkes mall, hvor hun dengang brugte fritiden sammen med sin danske veninde på at shoppe, gå i biffen, spise is og hvad 18-årige piger nu ellers laver (det vælger jeg at ignorere...). Mallet lå på sin vante plads, men var lavet meget om. En isbar var der dog stadig, så vi shoppede lidt og fik hver en kæmpe is fra Baskin Robbins (som laver den mest fabelagtige is), inden vi vendte næsen hjem til Virginia Beach efter et par dejlige dage i "Rikkes by".

torsdag den 6. november 2008

Cheetah Girls One World Tour.

Det var faktisk meget pudsigt, at pigerne lige skulle blive månedens studenter dén dag. Da de første gang fik udtalelser med hjem fra skolen, havde de klaret sig rigtig godt. Det syntes vi gerne, at vi ville give dem noget for, så da Cheetah Girls skulle give koncert oppe i Richmond (2 timers kørsel herfra), bestemte vi os for at forære pigerne (og os) billetter til den koncert, som rent tilfældigt jo så var på den dag, hvor pigerne fik deres belønning på skolen også.
Cheetah Girls er et band, som gør sig på Disney Channel, hvor de har lavet nogle film, der er ligesom moderne musicals, og det er musikken fra deres seneste film, som de turnerer rundt med i øjeblikket. Og selvom det mest var for pigerne, var det faktisk en ret fed koncert, for hvad man end synes om musikken, var der fuld fart på.
Efter koncerten tog vi tilbage til hotellet sluttede en begivenhedsrig dag med at spise is, for der skulle jo samles kræfter til næste dag, hvor vi skulle tunere Richmond og genopleve Rikkes ungdom. Men det fortæller vi om i næste indlæg...












Students of the month.

Som vi tidligere har fortalt om, gør skolen herovre meget ud af at skabe positivt incitament for børnene til at gøre en indsats. Heriblandt udnævnes "Students of the Month" fra hver klasse. Denne titel gives til de børn, som den pågældende måned har gjort sig positivt bemærkede for deres indsats og/eller deres opførsel og evne til at leve op til skolens "Code of Conduct". I torsdags blev pigerne Students of the Month, og det blev fejret med en ceremoni oppe på skolen, hvor den stolte familie var inviteret til at overvære, at de blev kaldt op og lykønsket af rektor. Samtidig fik de overrakt diplom, gavekort til McDonald's og et klistermærke, som de stolte forældre kan sætte på deres bil.
Det var en god oplevelse, for både børn og forældre er naturligvis stolte, og det er sjovt at opleve mentaliteten omkring sådan en hændelse herovre. Hjemme i Danmark skulle Jante og misundelse formentlig nok forbyde eller ødelægge ethvert initiativ, hvor nogle fremhæves for andre, men herovre hvor det er en naturlig del af hverdagen, glædes alle over det, og børnene lykønsker hinanden med titlen. Det er en fornøjelse at være en del af et samfund, hvor man godt kan glædes på andres vegne.
















fredag den 31. oktober 2008

Halloween 2008


Så blev det endelig Halloween. Vi har haft kostumer og dekorationer klar i over én måned. Emma er klædt ud som gangster sild. Mie er en sej American Idol rockstjerne. Efter aftensmaden tog vi kurvene til slik i hånden og gik ud for, at se om Church Point var klar til lidt trick or treat. Vi fulgtes med genboerne Brooke (Mies veninde) og Kaitlyn og deres forældre Susan og Eric. Forældrene var også klædt ud som henholdsvis straffefange og nar. Jeg havde besluttet mig for, at jeg var skræmmende nok au naturel.

Det her er vores forhave som den ser ud pyntet til Halloween. De to små græskarlygter har pigerne selv lavet.

Vi kom til et uhyggeligt hus, hvor edderkopperne kravlede alle steder. Men slikket var godt nok...

Samme hus havde også en mager fyr stikkende op i deres forhave.

Ingen af de fire tøser her lider af fobi for edderkopper. Edderkopperne er ellers store i år!

På en anden fortrappe sad denne herre. Først var der lidt tvivl om, om han var levende eller ej. Men da han spurgte om de ville have slik, så måtte han være god nok. Pigerne ville godt have et billede med ham. Hele haven var bundet ind i kunstigt spindelvæv. På trappen stod der en mekanisk heks og rørte i en bryg.

Efter ca. 2 timer på togt var vores ben trætte og kurvene fulde. Bemærk hankene på kurvene sammenlignet med det første billede. Pigerne havde fået mere end 50 stykker slik hver. Da vi kom hjem tog de guffet med ind i stuen og hyggede sig med Disney film.
Inden vi gik havde vi sat en stor skål med slik ud på trappen. De der kom forbi kunne så tage sig et stykke slik i skålen. Da vi kom hjem igen var skålen tom. Efter at vi var tilbage kom der to hold og ringede på. Vi nåede altså at opleve Halloween fra flere sider. En rigtig u-hyggelig aften.

torsdag den 30. oktober 2008

Carnival på Thoroughgood elementary


Lørdag den 18. oktober blev der på TES afholdt det årlige carnival. Skolebestyrelsen laver alle mulige aktiviteter for, at samle penge ind til resten af årets arrangementer. Man kan på forhånd købe de billetter der skal betales med ved alle aktiviteterne. Mie er her ved at skyde fjerbolde gennem et hul i en plade.

En anden meget populær aktivitet var tatoo-rummet. Emma får her en sej tatoovering.

Emmas klasse havde lavet et rum, der skulle skabe opmærksomhed omkring forurening af Chesapeake Bay. De havde lavet spil for de mindre børn og, de delte brochurer ud. De børn der havde mulighed for det "arbejdede" i rummet på skift. Emma syntes det var sjovt. Hun sidder ved det spil, hun har været med til at lave.
Der var også et bamserum, hvor man kunne købe en brugt bamse og få certifikat på den. Sjovt nok kom jeg hjem med to nye bamser til vores i forvejen enorme bamsesamling. Emma holder sin nye ven.
Mie og jeg skulle arbejde i ballon rummet. Vi fyldte helium i balloner og bandt snore i. Mie var rigtig god til, at sælge balloner. Hun både tog imod betaling og fandt den ønskede farve ballon frem. Efter 3 timer med balloner løb vi tør for helium og blev nødt til at lukke butikken. Så havde vi også tid til, at kikke lidt på de andre aktiviteter.
Når Emma ikke hjalp til hos sin klasse, hjalp hun også til med ballonerne.
Inden selve dagen havde hver klasse lavet en kurv med forskelligt indhold over et tema. Temaet i Mies klasse var "I klasseværelset". Mie står her ved hendes klasses kurv. Alle kurvene blev solgt på en auktion.

onsdag den 29. oktober 2008

Mie fik præmie på skolen

Skolerne herovre bruger et utal af belønningssystemer, når børnene har ydet godt. Trofaste læsere af bloggen husker eksempelvis den store is-dag, for at belønne læsning i sommerferien. Derudover får de klistermærker, stempler, slik og meget andet, som ville få enhver dansk pædagog til at få nervøse trækninger. Men det virker!
Forleden fik Mie et gavekort til Pizza Hut, fordi hun har læst flittigt. Børnene skal jævnligt aflevere en "reading log", hvor der skal skrives, hvad og hvor meget de har læst. Den kommer så tilbage i godkendt (forhåbentlig...) form fra læreren. I Mies tilfælde synes læreren, hun havde gjort det så godt, at hun fik loggen tilbage med et påhæftet gavekort. Det var vi ude og indløse i aften, og Mie var forståeligt meget stolt. Det er hendes reading log, hun sidder med.

fredag den 24. oktober 2008

Med bjørn på...

Vi har netop bestilt ferie til jul og nytår. Fra den 22.-27. december skal vi stå på ski på Snowshoe Mountain, West Virginia. Den 27. kører vi så langs bjergkæden Appalacherne til Smokie Mountains i Tennesee. Her har vi lejet en bjælkehytte, hvor vi skal fejre nytår.
I materialet på bjælkehytten stod der om en familie der havde set en bjørn gå forbi i skoven, mens de havde siddet i den udendørs hottub. Det taler vi vældigt om, at det kunne være sjovt, hvis vi også kunne se en bjørn.
Jeg er senere til et møde i "Morgenfrue-klubben", hvor jeg begejstret fortæller om bjørnen ved bjælkehytten. Efter et øjebliks tøven siger Inger: "ja, det komme I jo ikke til, for bjørne går da i vinterhi". Mit ansigt har sikkert tydeligt fortalt, at det havde jeg slet ikke tænkt på. Så jeg går straks til bekendelse. Det morer vi os kosteligt over.

torsdag den 23. oktober 2008

På japansk restaurant.

Vi var ude og spise på japansk restaurant forleden, og det skulle vise sig at være noget af en oplevelse. Desværre uden kamera, så der er ingen billeder til at krydre fortællingen med.
På restauranten blev vi bænket rundt om en stor stegeplade, hvor vores egen personlige kok tilberedte maden for os. Han startede med at lave et stort bål på stegepladen for at desinficere, og så kastede han ellers rundt med både knive og madvarer, så det så ganske imponerende ud. Fx jonglerede han længe med et æg, inden han lod det falde ned over æggen på sin kniv, så det gik i stykker, og han kunne lave røræg. Han pillede også et stort løg i stykker og stablede ringene sådan, at de formede en kegle på pladen. Så fyldte han det med noget, der kunne brænde og tændte ild, så der stod en meter høj stikflamme op af. "Vulkanen" hed det.
Til sidst havde han gemt nogle rejer, som han kastede til os, og som vi så skulle gribe med munden.
Alt i alt en ganske overvældende oplevelse, og maden smagte herligt.

torsdag den 16. oktober 2008

Sidste gang i poolen i år?


Emma havde lørdag den 11. oktober besøg af sin tyske klassekammerat Elisa. Elisa havde medbragt sin badedragt og pigerne skulle i poolen. Vandet var kun 20 grader så der skulle lidt tilløb til, men efter de var blevet dykket var det ikke så slemt. Da de havde leget en halv time fiskede jeg dem op og varmede dem med varm kakao. Elisa var dog ikke sådan at stoppe, så efter kakaoen tog hun en dukkert mere.
Mon det var sidste gang i poolen for i år?

søndag den 5. oktober 2008

Halloween på vej.

Så er Halloween jo snart på vej, og Jan og pigerne har pyntet udenfor i dag. Det er blevet til græskarlamper med indbyggede solceller i indkørslen, et kæmpe græskar med lys ved hovdeddøren og samme sted har vi hængt et 80 cm stort skelet i bur med bevægelsessensor, der råber, skriger og rasler, når nogen kommer op til døren. Det skulle nok kunne give nogle sagesløse børn et uroligt øjeblik. Hvis det ikke er nok, har vi fået en slikskål med skelethånd, der også har en bevægelsessensor, sådan at den griber ud efter folk, når de forsøger at tage slik fra skålen. Til at slukke tørsten har vi fået en punchbowle med et dødningehoved med indbygget pumpe, sådan at den tager indholdet fra bowlen, suger op i hovedet og så løber det tilbage ud af øjnene. Det tror vi ser ret syret ud med rød saftevand... Billeder følger til halloween, hvor de er kommet i brug.
På terrassen har vi nedenstående svend til at stå og hygge. Jeg forstår slet ikke, hvordan vi er kommet igennem halloween derhjemme uden den slags absolutte nødvendigheder...

En hyggedag på stranden

Selvom man også herovre kan mærke, at sommeren går på hæld, er det stadig efter de forhold, som vi er vant til, et fantastisk vejr. Poolen er ved at være noget kølig (22 grader) og man sidder ikke længere kun i shorts på terrassen om aftenen, men i dagtimerne er der omkring 25 grader og høj sol, så vi nyder det.
I går tog vi på stranden på Little Creek basen, der ligger små 10 minutters kørsel fra, hvor vi bor. Det var ret dejligt, for stranden er fredelig og afsondret, men hvis man har glemt noget, kan man hurtigt smutte hjem, eller op på basens NEX (stor toldfri butik, der minder om Bilka Viborg) i størrelse og udvalg.
Pigerne startede med at konstatere, at der var nogle ret seje krabber (eller hvad det nu er for nogle). Heldigvis så vi ingen levende, men der var masser af skaller fra dem, som kan ses på billedet herunder. Det er dolkhaler, hvis nogen har lyst til at læse mere på Internet, og de kan vistnok blive op til en halv meter lange...

Der var faktisk mange andre af de indfødte i vandet, men vi forældre nøjedes med at fede den på stranden. Vandet var dog varmt nok til at pigerne fulgte de indfødtes eksempel og skiftede til badetøj for at bade lidt samtidigt med de byggede sandslot. Stranden ligger på den nordlige strand inde i Cheasapeake Bay, så i modsætning til ude ved Atlanterhavskysten er vandet både lavt og rimeligt roligt.

Inden vi rejste herovre, var vi på forlænget weekend i Søhøjlandet med mormor, morfar, moster, Thomas og knægtene. På vejen hjem faldt Mie over en drage med Bamse og Kylling, som hun lige siden har villet sætte op, men så bliver vi ved at komme fra det. Til stor protest fra hendes side. I går huskede vi den dog, så Mie og mor også kunne få sat dragen op. Den fløj fint, og vi bandt den fast til et stykke tømmer, så den kunne markere vores plads på stranden. Det var Mie godt tilfreds med.

Det skulle vise sig at være alle tiders med NEX'en tæt på. Jan havde nemlig forberedt den helt store kulinariske udfoldelse (efter strandforhold) hjemmefra. Vi havde hot dogs, Jamie's traditionelle burgere og nogle kalkunburgere med Tzatziki og fladbrød, som var lavet efter en ny opskrift. Dertil alt det sædvanlige tilbehør. Det skulle nok blive hyggeligt, men da Q grillen skulle pakkes i bilen, kunne Jan ikke finde den amerikanske regulator til gasflasken. Han havde taget den fra, da han gik flyttegodset igennem og gemt den på et godt sted, for den skulle jo bruges en dag som i går. Desværre har han nok fået gemt den lidt for godt.
Nå grill skulle det altså være, så vi købte en Weber kuglegrill i miniformat samt lidt briketter i NEX'en, og så kunne Jan kokkere på stranden.

Det hele blev rigtig godt, og faktisk skulle det vise sig, at en kuglegrill faktisk var mere optimal end gas til stranden, for da solen gik ned, kunne vi rykke sammen om den og nyde varmen, mens vi fik desserten, som bestod af friske hindbær.

mandag den 29. september 2008

Den gamle mand og havet.

I søndags var Jan inviteret med Jørgen ud og fiske på Cheasapeake Bay. Ifølge historierne plejer Jørgen at hjembringe både hajer, rokker og flyndere, så det var med forventingerne helt i top, at Jan og Jørgen søndag morgen kl. 7 stævnede ud. Desværre blev det på trods af ihærdige forsøg ikke til det helt store hvad angår fangsten, så opmærksomheden blegnede lidt som timerne gik. Desværre, for efter en fire timers tid uden at der var sket NOGET SOM HELST, var interessen rettet mod sandwiches og snakken, så da der endelig var en haj der huggede på blæksprutten lige i overfladen, sad begge to som forstenede og kiggede uden at få lavet modhug. Pokkers også. Nå, men hey... Det var en hyggelig tur, Jan undgik søsyge (i store træk), og på vejen ind sejlede vi forbi Ft Story (der hvor vi sidste weekend var på stranden) og så delfiner. De holder tilsyneladende til i brændingen dér hvor Cheasapeake Bay møde Atlanterhavet, og det er nu en ret fed fornemmelse at sejle midt i en stime på 10-15 delfiner i et par og tyve grader sidst i september. Hajer eller ej...

lørdag den 27. september 2008

Endelig velkomstfest.

I fredags blev vi officielt budt velkommen ved en stor velkomstfest, hvor alle danskerne var samlet. Festen blev holdt ved Pernille og Peer (Emilies forældre), og det var hyggeligt, selvom vi var lidt trætte efter en lang uge i skole og på job. Man er lidt slidt herovre, når man når fredag eftermiddag med de lange dage.

tirsdag den 23. september 2008

En tur på stranden.

Sidste uge var en hård omgang, med lange arbejds- og skoledage, i byen fredag og gæster lørdag, så da det endelig blev søndag, stod den på rendyrket afslapning. Det foregik ved at tage til stranden med stole og køletaske. Det er så småt ved at være slut med sommeren, og det var for koldt til at bade, så pigerne havde taget sandkassetingene med og nød den store sandkasse. Selvom det er for koldt til at bade, er her stadig mellem 20 og 25 grader, så det var skønt. Og så er det altså en særlig fornemmelse at være ved stranden med hangarskib i baggrunden, pelikaner i luften og delfiner i bølgerne. Vi var ude, hvor Atlanterhavet og Cheasapeake Bay løber sammen, og hvad end årsagen er, holder delfinerne ofte til der. Til tider var der mere en 10, der legede i brændingen. Måske man kan nå at se dem på de to nederste billeder. De er svære at fotografere, for de står ikke stille de bæster...
Området er i øvrigt vistnok kendt for sine fyrtårn, og hvis nogle har bemærket, at de er temaet på Rikkes nummerplade, så er det dem der står i baggrunden.




mandag den 22. september 2008

Den store is dag.

Da pigerne blev tilmeldt skolen i starten af sommerferien fik vi en masse papirer. Et af dem var en rigtig god overraskelse, for den handlede om skolens Ice Cream for Books program. Pointen var kort fortalt, at hvis man fik læst et vist antal bøger i løbet af ferien, ville man i det nye skoleår blive belønnet med is. Pigerne læste selvfølgelig begge som gale. Mie har (med Rikkes hjælp) lært sig selv at læse i løbet af det sidste halve år inden vi rejste, så hun kunne heldigvis også være med. I dag oprandt så den store dag, og på en kæmpe is i skolens forgang kunne man så på hver sin kugle finde navnene på de heldige (og flittige) elever, som skulle have is. Det nød pigerne. Kan I finde pigernes kugler..??

tirsdag den 16. september 2008

Nye venner fra bamsebutikken

Så har pigerne været i yndlingsbutikken igen. De snakkede i telefon med farmor i weekenden, og da farmor tilbød, at de kunne tage ud og købe sig noget fra hende og farfar, som de virkelig ønskede sig, var der ikke megen tvivl - Build a Bear it is...
Så da Jan havde en reception at deltage i om aftenen, tog pigerne i centret for at brænde penge af. Pigerne fik sig hver en kanin, som de længe har kigget på, så der er efterhånden trængsel af bamser på værelserne.

søndag den 7. september 2008

Pigerne møder Bearamy.

Pigerne er efterhånden stamkunder i Build a Bear butikken, og forleden mødte de Bearamy, som var på besøg. Det vakte stor jubel, og hun stillede gerne op til fotografering.