Amerikanere og våben.

Lige siden Bill of Rights blev skrevet i 1789 har amerikanernes ret til at bære våben været stadfæstet ved lov. I vore dage fremgår det af det andet tillæg til deres Grundlov. Det er et underligt forhold for os danskere, som man mærker hele tiden. En af mine venner var en dag inde i en våbenforretning på størrelse med en dansk middelstor Brugs og spørge efter en jagtriffel. Der er vist nogle nede bagved, svarede ekspedienten, for alt det andet var automatrifler og andet grej. Selv i vores almindelige sportsforretning har de et pænt udvalg af våben - herunder lyserøde små rifler, hvis du ens døtre ikke bryder sig om et almindeligt våben. I fredags mærkede vi det også på skydebanen, som jeg tog pigerne med på. Den lokale US Marine Corps base har en indendørs skydebane, hvor man kan leje alt i håndvåben, fra en kaliber .22 over Desert Eagle til diverse automatrifler. Jeg havde hørt, at man kunne have børn fra 10 år med (det er jo vigtigt, at man kan betjene et håndvåben i den alder...), så vi troppede op derude. Vi var lidt tilbageholdende, men det var åbenbart det mest naturlige i verden, så efter en sikkerkedsbriefing, en lille prøve og valg af våben, skød vi efter en lille times tid løs på en rigtig terrorist.

Det var til at begynde med en lidt voldsom oplevelse, for amerikanerne holder sig altså ikke tilbage, så mens vi stod med almindelige 9 mm. pistoler og en kaliber .22, var nogle gutter i fuld sving med automatrifler og pump guns. Jeg kan så godt hilse og sige, at uanset størrelsen af høreværn laver sådan nogle altså en realistisk støj på en indendørs bane. Men da det indledende chok havde lagt sig, og vi havde vænnet os til det, blev pigerne ret grebet af det, og inden vi havde set os om, havde de hver skudt 50 skud. Som det kan ses, var det lige noget der passede dem.

Og for mig var det bedste, at man bare pænt afleverede sit våben efter brug. Ikke noget med at sidde timevis i pudsestuen og rense krudtslam af. Det er bestemt ikke sidste gang, vi har prøvet det.

Juleferie.

Tredje juledag var det meningen, vi skulle have været på skiferiei Wintergreen. Men for første gang i snart et år, valgte Meeko netop dén dag til at gå på vulkaner. Hun spiste det sidste andesteg 2. juledag til frokost, og røg så ellers ud for at lufte sig. Om aftenen var hun stadig ikke kommet tilbage, men det gav ikke anledning til løftede øjenbryn, for uanset hvad ligger hun altid på terrassen om morgenen. Bare ikke lige tredje juledag... Nå, vi fik pakket kufferter og bil, og så var det jo ellers bare at vente på, at damen indfandt sig. Det gjorde hun bare ikke, så sent på eftermiddagen måtte vi ringe til Kitty Island og skiresortet og udsætte vores ankomst med i første omgang 24 timer. Et kvarter efter kom hun selvfølgelig hjem, som om intet var hændt, men så tog vi i stedet på Shore Break og spillede pool og spiste aftensmad og havde en hyggelig, stille og rolig aften.
Næste dag lykkedes det at komme afsted, og det var skønt kun at have 3½ times kørsel til bjergene denne gang. Til gengæld var vi lidt spændte på at se, hvor meget sne der var, for indtil videre har vinteren i Virginia været ekstremt mild. Der var da heller ikke noget ægte sne, men heldigvis var det koldt nok om natten til at snemaskinerne kunne arbejde, så det var lykkedes dem at åbne seks pister, der så underlige ud midt i de grønne bjerge.

Det var skønt at komme lidt væk hjemmefra, og specielt Rikke nød at kunne koble helt af og samle kræfter til sidste semester på universitetet. Vi havde en dejlig toværelses hytte med udsigt over bjergene, og det var skønt at kunne veksle imellem total afslapning i hytten og lidt frisk luft og aktivitet på pisterne. Og vi endte faktisk alle sammen med at blive ganske habile på skiene, så der var hverken brækkede lemmer eller ømme steder på kroppen.

Nytåret blev fejret efter alle traditioner i hytten. Der var nytårstale, 90-års fødselsdagen, bordbomer, festmiddag, musik og dans. Det var dog en lidt oplevelse at grille bøfferne. På grund af faren for bjørne var det i nemlig slet ikke tilladt at grille, og mens jeg stod ude på terrassen i mørket, synes jeg flere gang at kunne høre bjørnemor komme trampende gennem underskoven for at få en bid mad med.
Den 1. januar kørte vi tilbage til Virginia Beach, hvor temperaturen var på den rigtige side af 20 grader, så det var lidt underligt at nyde dagen derpå i sommertøj.

Jul.

Så er det vist ved at være høje tid at reflektere over julen, inden 14 skønne fridage går helt i glemmebogen. Vi fejrede jul hjemme i 2011 med kun os fire. Bedst som vi skulle til at sætte os til bords og nyde frugterne af en hel dags arbejde i køkkenet, ringede det pludselig på. Amerikanerne fejrer jo først jul den 25. om morgenen, så de har jo masser af tid juleaften, og nogle familier har tradition for at tage rundt til venner og synge julesange (caroling) og ønske god jul. Sådan en familie viste vores danselærer sig at være en del af, for pludselig stod hun med forældre, mand og seks dage gammel baby på trappen og sang julesange.

Det var jo selvfølgelig meget hyggeligt, men timingen kunne ikke være ringere, så mens vi stod og sludrere i entreen, kunne man lugte de brunede kartofler blive lige rigeligt varme ude fra køkkenet. Nå, men når man stikker en få dage gammel baby i armene på husets frue, kan alt jo tilgives, og vi kunne stadig nyde en fantastisk julemiddag, da vi havde sendt vores uventede gæster videre.

Efter middagen var jeg traditionen tro nede hos vores venner fra Marsk og være julemand, og så kunne vi fortsætte vores julefejring med dans, sange og gaver bagefter.

Vi havde en dejlig aften og efterfølgende dage, hvor vi bare nød at have fri, spise julemad og lave ingenting.