Emmas girlfriends.

Teenagepiger...
Peyton, en af Emmas veninder, er helt fjollet med en dreng, som bor her på vejen blot et par huse væk. Hun snakker stort set ikke om andet, og Emma var ved at være lidt træt af at høre om ham, så i spøg og håbet om at skræmme hende lidt sagde Emma, at hun jo da bare kunne komme til sleep over i weekenden, og så kunne de gå forbi hans hus. Det ville Peyton dog gerne, og da nogle af de andre veninder hørte om det, blev de misundelige, og pludselig var der et større arrangement i støbeskeen.
Pigerne tog med Emma hjem efter klassens field trip til Appommatox Court House, og at dømme efter mængden af fnisen var det en hyggelig aften og dag derpå.
De vovede sig faktisk til at gå ned forbi Ryans hus, men såvidt vides er det stadig ikke blevet til mere end det.

Lørdagstur til Kitty Hawk, North Carolina.

Da pigerne var i Danmark forrige sommer, kørte jeg en tur til Kitty Hawk i North Carolina, hvor verdens første kontrollerede flyvning med motoriseret flyvemaskine blev foretaget i den 17. december 1903. Emma ville også gerne se stedet, og da det kun er et par timers kørsel, besluttede vi at bruge lørdagen på en road trip derned.
Brødrene Wright var oprindeligt fra Dayton, Ohio, men de valgte at rejste til Kitty Hawk for at gennemføre deres forsøg, da det ofte blæser meget dernede, og da den sandede undergrund var bedre for deres ofte ret ukontrollerede landinger end bymiljøet i Dayton.
Fra toppen af bakken med monumentet, hvor de gennemførte forsøg med glideplan, kan man få et godt overblik over stedet, og det er fascinerende hvor ydmygt det er, når man tænker på dets betydning for menneskeheden i dag blot 108 år efter. Brødrene havde to skur: en hangar og et til beboelse lige uden for stedet, hvor de efter fire års forsøg lykkedes med deres forsøg. Den store sten helt til venstre er punktet for lift-off, og de fire sten mod højre er sat på landingspunktet for hver af de fire første flyvninger. Den længste på blot 260 meter efter 59 sekunders flyvning.

Neden for bakken med monumentet er en model af flyet, hvor pigerne kunne prøve at ligge på vingen sammen med piloten.

Efter en gåtur i den friske luft (samt naturligvis et besøg i gift shoppen for at købe julekugle og magnet), besluttede vi at fortsætte sydpå af Outer Banks ned til Cape Hatteras, som er for enden ved færgen over til den lille ø Ocracoke. Det viste sig at være en fejl, for selvom Outer Banks er meget populært blandt amerikanere, havde vi lidt svært ved at se det fede i det. Det var basalt set en 140 km. køretur gennem natur, der bedst kan sammenlignes med Tranum Klitplantage, men selvom man kørte kun 100 meter fra vandet, var det bag en klitrække, så på intet tidspunkt så man vand. Kun klitter og græs og så øde at NASA kunne have brugt området til at svindle månelandingen. Og når der endelig var en lille flække, var isbutikkerne lukkede, da sæsonen først starter en gang til april. Det var en underlig fornemmelse at køre derned - lidt ligesom et læse en bog, der egentlig ikke er ret god. Et eller andet sted ved man godt, at man bør standse nu og ikke spilde mere af sit liv på den, men man bliver ved, for nu må alt det gode folk snakker om da snart komme. Og når man så når til vejs ende, må man bare erkende, at smag og behag er forskellig, og hvad der er fedt for én, ikke nødvendigvis er det for en anden.

Nå, Outer Banks er så på listen, hvor man kan sige, at man har være og ved, at man ikke behøver komme tilbage til, og i det mindste var besøget på Wright National Memorial en god oplevelse for alle.

Årets første sommerdag.

Underlig overskrift til et dagbogsindlæg midt i februar, men det har simpelt hen været det mest fantastiske vejr i fredags, hvor temperaturen toppede ved 28 grader lige i solen.
Så klokken 11 forlod jeg kontoret sammen med et par kolleger for at tilbringe eftermiddagen på golfbanen. Efter 19 huller blev taget pakket i bagagerummet, og turen gik hjemad, hvor Rikke havde tændt grillen og dækket op udenfor, så vi kunne nyde årets første middag på terrassen. SKØNT!!!

Valentine's bal.

Selvom Valentine's Dag egentlig er i dag, fejrede vi det her i weekenden, da Rikke skal til forelæsning i aften. Rikke havde arrangeret barnepige og inviteret til 1940'er bal sammen med resten af vores dansehold - det er vores danselærer Michelle, som er bag os på billedet.

Under 2. Verdenskrig var det meget brugt i USA at afholde bal i flyhangarerne på baserne, og i overensstemmelse med traditionerne blev ballet afholdt i hangaren på det lokale flymuseum. Så flyene fra 2. Verdenskrig var linet op langs væggene som udsmykning, og så var der i midten af hangaren lavet buffet, borde og dansegulv, og et 20 mand stort big band spillede op til dans med swing-musik fra dengang.
For os som er vant til "bare" at gå ud og spise på en date, var det nyt og anderledes, og det var en helt fantastisk sjov aften. Heldigvis havde vi også nået at lære nogle af dansetrinene til swing, så vi kunne føre os frem til Frank Sinatra, Count Basie og de andre.
Ballet sluttede kl. 22, men der havde man også danset i fire timer, så man havde faktisk fået nok, for vi var trætte, svedte og med forkrampede lægmuskler. Vi havde ellers aftalt med barnepigen, at vi nok ville tage ud og få en night cap bagefter, men vi tog hjem, og lidt efter kl. 23 var jeg tilbage efter at have kørt barnepigen hjem. Da vi skulle køre bil, foregik aftenen pånær et glas vin til maden på cola og vand, og det var faktisk en lidt underlig fornemmelse at være hjemme kl. 23 efter en aften ude og være pinligt ædru og alligevel at have haft en af de sjoveste aftener nogensinde.

Omskifteligt vejr.

I torsdags fik vi endnu et lag sne herovre. Emma tog billedet herunder fra sit værelse, da hun stod op. Pigerne nød det selvfølgelig, for det betød aflyste skoler og en ekstra fridag, som blev brugt i sneen.

I weekenden var solen fremme igen, og vi har hygget os med tocifrede varmegrader i solen. Billedet herunder er taget blot to dage senere, hvor Emma og jeg var ude og spille en runde golf. Iberegnet handicap har Emma i øvrigt på hullet før dette billede er taget slået sin første birdie, og sit første succesfulde tee-slag over vand, så det var en stor dag.

Vores livs ferie.

Så blev de sidste reservationer endeligt bekræftet, og vi kan i dag endeligt sætte punktum i planlægningen for dette års sommerferie efter snart syv måneders og mere end 100 timers arbejde. Planlægningen startede officielt med den første mail sendt 19. juli sidste år, og det er helt vildt at tænke på, hvor meget tid der allerede er brugt på ferien på nuværende tidspunkt.
Men med 7.000 km. fordelt på ni stater og 42 dage er der en del aftaler, der skal passe sammen, og der er brugt meget tid på research for at tilsikre, at vi kommer til at besøge og opleve "de rigtige" ting på turen.
Til gengæld kan vi nu bare læne os tilbage og tælle ned til 1. juli, hvor startskuddet lyder, og en af vores helt store drømme endeligt går i opfyldelse.
Vi flyver til Denver, hvor vi skal hente en rigtig amerikansk autocamper: kæmpestor med sider som kan skydes ud og alt hvad hjertet kan begære i bekvemmeligheder. Herfra går turen til Mount Rushmore (bjerget med præsidenterne, som vi kender fra Legoland), hvor vi skal fejre Independence Day. Herefter kører vi til Yellowstone National Park, der breder sig over et areal på ca. en fjerdedel af Danmark. Området er en del af Rocky Mountains og er fyldt med geysere (den mest kendte er Old faithful) og vilde dyr, bl.a. bisoner, bjørne og elge. Efter nogle dage i ødemarken kører vi sydover ad Rocky Mountains for at se de forskellige nationalparker i bjergene: Arches National Park, Bryce Canyon og Grand Canyon, inden vi slutter turen i Las Vegas efter 19 dage som campister. I Las Vegas skifter vi RV'en ud med en lejebil og campingpladserne ud med hoteller og room service, og efter en lille uge dér kører vi via Death Valley (det varmeste punkt på kloden uden for Afrika) til Yosemite National Park for endnu en gang naturoplevelser, inden resten af ferien skal tilbringes i storbyerne på Vestkysten.
Her starter vi i San Francisco, hvorpå turen går over Monterey til Los Angeles med en mulig afstikker til San Diego, inden vi flyver hjem fra Los Angeles den 9. august.

Principal's List

Sikke tiden går. Nu er skoleårets andet kvartal slut, og pigerne fik udleveret karakterblade i fredags. De var igen begge med straight A's over hele linjen, så de stolte forældre kunne endnu en gang tage på skolen og se Mie få overrakt et Principal's List diplom til samlingen.
Her er Mie med sin klasselærer Ms Blumling efter ceremonien.

De store elever i Middle School må nøjes med æren. Til gengæld bliver de elever som ikke har fået consequence notes i løbet af kvartalet belønnet med en hyggedag. Så Emmas skoledag i dag foregår i bowlinghallen sammen med en masse andre glade unge mennesker. Temmelig ufedt for dem, der må blive tilbage og tænke over deres handlinger i løbet af kvartalet...

Mies Parthenon

I år er Mie også begyndt at lave projekter i skolen. Hele efteråret har klassen lært om det antikke Grækenland og Rom og vores civilisations oprindelse. Som afslutning skulle eleverne lave et projekt efter eget valg, som symboliserede noget kendt fra den tid.
Mie nød specielt at lære om det antikke Grækenland, de gamle filosoffer og Parthening, fordi vi forrige år så kopien af Parthenon i Nashville med Athena i guld inden i. Derfor var det nemt for Mie at vælge, så hun lavede et design og gik igang med sin egen kopi.

Det blev et godt projekt, som Mie og Jan hyggede sig med at lave sammen. Og det blev komplet med en Athena af guld. Her viser Mie det frem inden aflevering, og pt. er det udstillet på skolens bibliotek.