tirsdag den 22. juli 2008

Klargøring af huset

Egentlig var det jo meningen, at vi skulle have flyttet ind i huset i søndags. Det lykkedes desværre ikke, da skadedyrskontrollen havde fundet termitter i garagens fundament, så der skal sprøjtes for dem, før vi kan flytte ind. Det bliver altså først nu på søndag.
Til gengæld har vores landlord brugt tiden på at sætte huset rigtig fint i stand. Marmorgulvene er blevet poleret, gulvtæpperne er blevet renset, der er blevet malet både inde og ude og heldigvis er lugten af røg efterhånden væk. Rengøringengen bliver gjort i løbet af ugen, så huset er indflytningsklart på søndag. Det har været en træls måned at gå og vente på huset, men det tyder på, at det er ventetiden værd.
Vi var ude og købe gardiner forleden, og det var noget af en opgave, for når man skal bruge 28 persienner og 14 rullegardiner i specielle farver og størrelser, bliver byggemarkedernes lagre hurtigt tømte. Jan endte med at køre området tyndt i fire forskellige byggemarkeder, før vi havde alt, hvad vi skulle bruge.
I dag gik Jan så i gang med at hænge gardiner op. Vi nåede langt, men blev desværre ikke helt færdige, for døre og vindueskarme er beklædt med 1 mm stålplade uden på træet, og det kan standardskruerne altså alligevel ikke klare. Efter en tur omkring byggemarkedet og et par stålbor rigere, gik det dog fint, men der er mange gardiner at hænge op.



Ingen kommentarer: