Annapolis, Maryland.

Memorial Day er en helligdag herovre, så vi brugte den lange weekend på at tage et smut til Annapolis i Maryland. Der ligger US Naval Academy, som uddanner 4400 søofficerer om året, og det er kendt for at være en hyggelig lille by i stil med Kerteminde på Fyn.

Vi tog afsted fredag efter skole og kørte op ad Eastern Shore. Det passede med, at vi kunne gøre holdt i Salisbury og spise en flok store steak til aftensmad. (Mormor og morfar kan sikkert huske den fra turen hjem fra New York sidste sommer).

Godt mætte tog vi turens sidste stykke, som desværre var lidt længere end forventet. Så det var mørkt, da vi ankom til Annapolis, og det var lidt svært at finde rundt inde på campus, hvor vores hotel lå. Vi havde nemlig fået en suite i officersklubben på flådeakademiet, så vi kunne nyde stemningen, mens vi samtidigt boede midt i byen.
Næste dag var det bare en kort gåtur ind til byen for at spise morgenmad, som var en voldsomt solid brunch på Chick and Ruth's Delly, som er et af byens kendte steder. Blandt andet for at servere en 1½ kg. cheese burger, og deres morgenmadsportioner var også mildest talt rigelige. Så resten af formiddagen blev brugt på at brænde nogle kalorier af, mens vi gik en lille tur i de små gader i 35 graders varme og høj sol.

Annapolis er hovedstaden i Maryland, og State Capitol er flot og har lang historie, så der var vi inde og dampe lidt af i air condition. Kuplen er USA's højeste trækuppel, og den er ikke holdt sammen af en eneste skrue eller et eneste søm. Det var også her, at General George Washington i sin tid overdrog kommandoen over de væbnede styrker til den civile regering (der dengang hørte til hér og ikke i Washington DC). Siden har de væbnede styrker været under kontrol af den civile regering.

Om eftermiddagen tog vi et lille cruise i havneområdet, som viste sig at indeholde nogle af de skønnest beliggende huse helt ned til vandet, som vi har set noget sted i USA overhovedet. Ud over at starte et par drømme, var det også skønt bare at sidde ned en time i skyggen og nyde brisen fra havet.

Desværre bliver søofficererne udnænvt om fredagen op til Memorial Day weekend, så der var ret dødt på campus. Men vi skulle selvfølgelig rundt en tur derinde, og det var en stor oplevelse. Flyvevåbnets Officersskole på Jonstruplejren i Ballerup er altså en anelse ydmyg i forhold til.

Cheasapeake Bay og Maryland i særdeleshed er kendt for sine krabber. Siden vi kom har Jan ønsket sig at spise på sådan en rigtig krabberestaurant lige som de ses på film, hvor man får et plastikforklæde, og hvor eneste service er en hammer. En af Rikkes veninders mand har gået på akademiet, så hun var stedkendt, og Rikke havde fået tip til sådan et sted deroppe. Det tip havde andre vist også fået, for da vi nåede derop lørdag aften, var der 1½ times ventetid på at få et bord. Men det var hvert et minut værd. Det var en fantastisk aften, og vi blev bænket udenfor lige på kanten af og med udsigt over Chesapeake Bay. Dugen var brunt indpakningspapir, og vi fik hver en hammer og et ordentligt fad krabber, og så var det ellers bare at gå igang. Det var en stor oplevelse, og selvom pigerne vist ikke har krabber som en livret, var det vist deres bedste restaurantoplevelse endnu. Det var en stor succes at få lov til at smadre løs med hammeren. Billederne herunder er eneste vidne, for efter en times arbejde med hammer og klør fem, skulle der ikke røres ved for meget med de fingre.

Søndag kørte vi en tur til Washington, så pigerne kunne shoppe i Potomac Mills, som er et kæmpe outlet mall. Heldigvis for min tegnebog lukkede de kl. 18 (det var jo søndag), så efter en gang aftensmad rullede vi til Virginia Beach igen.

Fridagen i dag har pigerne brugt i poolen, hvor vandet nu er kommet over 30 grader, mens Jan har været på golfbanen med en kammerat.

Dagens eagle.

Jeg startede dagen med 18 huller på golfbanen sammen med en flok kolleger, og det blev til årets første eagle. Desværre ikke i traditionel forstand for mig, men det var et flot syn.

Moder Natur viser tænder.

Du milde kineser... To timer efter at være sluppet ud af kontoret (som er uden vinduer) og jublende opdage, at solen hamrer ned, blev man lige mindet om prisen for at bo i syden. For godt nok er der masser af sol og varme, men det kan skifte fra det ene øjeblik til det andet, og den varme luft medfører, at Moder Natur kan være ganske skræmmende. Jeg var stort set ikke andet end kommet hjem, førend skyerne trak sammen, og i løbet af fem minutter gik vi fra høj blå himmel til lige så mørkt som en eftermiddag i november i Danmark. Og så skal jeg ellers lige hilse og sige, at der kom både hagl, vand og kraftige vindstød. Vi fik 40 mm nedbør på en halv time, og myggenettene på terrassen er blæst helt i smadder, så der er lige et par dages arbejde med at få repareret skaderne.

Jeg har vedhæftet et videoklip, der giver et indtryk af, hvor voldsomt det er.

Hedebølge.

Hvor er det dog bare et skønt klima herovre. Må se at finde på noget at smide på grillen i aften.

Dagen derpå.

Det var dagen derpå for alle i dag efter en hyggelig fødselsdagsfest i går for Mie. Emma havde været ude hos en veninde til kl. 23, så hun var også lidt til den dovne side i dag.
Vejret har til gengæld været fantastisk, så vi kørte en tur til Oceanfront for at nyde stranden og Häagen Dazs. Det blev årets første is derude, og de er lige så gode, som de plejer at være.

Fødselsdagsfest med veninderne.

Så fik vi holdt Mies fødselsdagsfest. Veninderne var inviteret til at mødes på Laser Quest, som er en slags indendørs paint ball med lasere i en kæmpestor hal i flere etager med labyrinter i mørke, UV lys og indhyllet i røg fra røgmaskiner. Det er vildt sjovt, og inden længe er man badet i sved, mens man nogle gange sniger sig rundt i gangene og andre gange er på vild flugt. Her er Julia og Mie rigget til i veste og laserpistoler og klar til kamp.

Der skulle spilles to spil, og imellem de to spil havde vi lejet et lokale, hvor vi kunne dampe af og få lidt koldt at drikke. Og så selvfølgelig Rikkes hjemmelavede fødselsdagslagkage med chokolade, flødeskum og jordbær. Normalt er amerikanere ikke meget for hjemmebag, men den kastede de sig uden nåde over. Det siger ikke så lidt om Rikkes evner ud i lagkager...

Efter Laser Quest kørte vi hjem, hvor pigerne hoppede i poolen, mens de store piger smurte stemmebåndene med margaritaer. Sidney har diabetes, og sover ikke ude alene, da hendes blodsukker skal kontrolleres natten igennem. Så hendes mor overnattede også, og da det er Rikkes gode veninde, er det vist lige så hyggeligt for de to som for Mie og Sidney. Der blev i hvert fald først ro fra de to store kl. 3 i nat.

Efter ønske stod fødselsdagsmiddagen på pizza. Vi havde lavet byg-selv pizza, hvor diverse fyld var anrettet i en buffet, og så kunne pigerne ellers selv pynte deres minipizzaer, som de bedst kunne lide dem. De blev derefter bagt i grillen, og det var en stor succes.

Desserten stod på s'mores, og bagefter så pigerne film og spillede pool, inden der endelig var ro omkring midnat. Brooke bestemte sig dog pludselig for, at hun nok ikke brød sig om at sove ude alligevel, så lidt efter kl. 23, fulgte jeg hende hjem. Hun bor heldigvis på den anden side af gaden, så det var ikke så slemt.

Efter alt for få timers ro var der gang i pigerne igen, så der blev bagt pandekager, inden de blev hældt i poolen endnu en gang, indtil forældrene kom og afhentede. Vi havde i kampens hede i går glemt alt om gaverne, så dem hyggede de sig med at åbne her til morgen også.

Mies 10-års fødselsdag.

I onsdags var det Mies fødselsdag, og hun kom denne gang på to cifre. Traditionen tro startede dagen med morgensang og gaver i sengen, og Mie fik alle sine ønsker opfyldt. Og så fik hun en overraskelse med sit eget poolbord - et spil hun holder meget af at tage ud på vores lokale sportsbar og hygge sig med. Og der blev lige nået et enkelt spil inden skole.
Det er eksamenstid for Mie i denne uge, så hun havde ønsket sig at spise aftensmad hjemme. Så det blev en hyggelig aften hjemme i stuen, som blev afsluttet med jordbærkage med lys i inden sengetid.
I morgen går det så løs med alle veninderne, som kommer og overnatter, og på søndag ringer Sara. Det glæder Mie sig til.

Chorus forårskoncert.

Emma synger i koret på Great Neck Middle School, og der blev underholdt med forårskoncert i denne uge. Vi ville være sikre på at få gode pladser, så vi var i så god tid, at vi var helt alene i auditoriet de første 10 minutter. Som det ses, er der ret tomt på rækkerne bag os. Måske lige ivrigt nok, men vi fik første række, og det var det hele værd, for det var en god koncert med en blanding af klassikere og moderne musik.

En hyggelig afslutning på en skøn weekend.

Meteorologerne havde lovet regn og torden og masser af det, men weekenden viste sig at blive varm og skøn. Så vi har nået en masse på den sociale to-do liste, hvor begge pigerne har været til fødselsdage, og vi havde venner til brunch i dag.
Til aften tog vi på vores stamsportsbar og spillede et par runder pool og nød god pizza, mens vi fik set lidt forskelligt sport. Det var en dejlig måde at slutte weekenden på, og vi er nu klar til en ny uge, der truer med bryllupsdag, Mies fødselsdag og skolestart for sommersemesteret for Rikke.

Norfolk NATO Festival.

Weekenden var kulminationen på den årlige byfest, som byen har holdt siden 1963 for at fejre samarbejdet med NATO's eneste hovedkvarter uden for Europa.
Lørdagen starter med parade gennem byen, hvor hvert eneste NATO-land har lavet en float, hvorpå de viser et eller andet nationalt kendetegn. Vi har traditionelt alle børnene i rød-hvide farver, som i år var suppleret med en viking, Hamlet og en landsholdsspiller.

Efter paraden har alle landene sat hver en bod op i byens park, hvor der uddeles brochurer, smagsprøver på nationale specialiteter og diverse tingeltangel. Blandt andet uddeles små flag som er meget populære for børnene at samle. I år var der vel i omegnen af 10.000 gæster, så det er ganske stort og pænt besøgt.
Vejret var med os, og danskerne havde bag vores telt lavet lidt grill og kolde drikkevarer, som vi hyggede os med.
Om aftenen var vi til det årlige tattoo, hvor militære bands fra hele verden underholdte. I år var der et band helt fra Tonga, men især det skotske sækkepibeband tog kegler. Det lyder simpelt hen fantastisk, når knapt 100 mænd i kilt giver den gas på sækkepiber, og man kan levende sætte sig ind i, hvordan stemningen kunne få drengene til at slagte løs i det skotske højland i det 13. århundrede.

De kvartalsvise karakterblade, som skolen anvender herovre, er efterhånden ved at koste mig en mindre formue, for pigerne klarer sig væsentligt bedre i skolen, end jeg gjorde i min tid. Tredje kvartals karakterblade kom med hjem i sidste uge, og Emma var igen på Honor Roll, og Mie på Principal's List med rene A'er over hele linjen.
Så Rikke og jeg var nok engang inviteret til ceremoni på skolen, hvor der blev overrakt certifikater til jeg-elsker-mig væggen. Mie var blandt bare 14 elever på hele årgangen (som er på mere end 100 elever), der havde tjent optagelse på Principal's List, så både hun og forældrene er meget stolte.
I Middle School bliver der ikke gjort så stort et nummer ud af det, så Emma får ingen ceremoni og må nøjes meddollarsedlerne i min tegnebog. Hun har ellers A over hele linjen pånær matematik, hvor hun har fået et B+. Så kan man desværre ikke komme på Principal's List, men taget i betragtning, at hun tager matematik på højniveau og således "hygger" sig 8. klasses matematik (i 6. klasse), er den karakter noget af en bedrift, og både hende selv og os er meget stolte.

Så fik vi poolen åbnet.

Efter et noget gustent vejr i udkanten af Sydens tornadoer er sommeren vendt tilbage, og poolen er blevet åbnet og renset.
Pigerne er netop nu ved at tage den første dukkert. De påstår, det er dejligt, men Rikke og jeg venter lige et par dage endnu med at springe i. I hvert fald til vi har fået købt et termometer, så vi ved, hvad der venter os.

Feriens sidste dag.

Feriens sidste dag er altid træls, og med 1300 km. hjem i tæt trafik var denne ingen undtagelse. Ligegyldigt hvad ville dagen blive ulideligt lang, så vi bestemte os for at sove længe og spise et ordentligt foder ved morgenbuffeten, inden vi kastede os ud i det lidt efter kl. 11. Det var sådan set fint nok, for vores venner var kørt tidligt, så med dem tre timer foran, fik vi gode færdselsopdateringer undervejs. Således lykkedes det os med deres advarsler og Rikkes evner til at finde alternative veje på kortet at slippe næsten helt fri af køer på vejen hjem. Men alligevel blev klokken 0130, inden vi noget trætte rullede ind i garagen og røg direkte på skjoldene efter en fantastisk ferie.

Spring Break dag 7.

Efter turen i Disney bestemte vi os for at sove længe og nyde det lidt i dag. Pigerne have bestilt tid til mani/peddi i hotellets spa efter morgenmaden, og Jan fik læst lidt i sin bog ved poolen imens de fik fine negle og blød hud.

Først på eftermiddagen to vi en tur i Sea World.

Anheuser-Busch koncernen (dem bar Budweiser øllene) giver én gang om året et sæt fribilletter til Sea World for militære familier (“heltene” som de kaldes herovre). Med en normalpris pr. billet på $90 er det ret flot, og man skulle jo være et skarn, om man ikke tog mod det tilbud, for det er altså bare dén park i verden med de flotteste shows. Vi var heldige at få pladser til de shows, vi gerne ville se med delfiner, narhvaler, papegøjer og søløver.

Der var dog så mange mennesker i parken, at Shamu showet om eftermiddagen med spækhuggerne, som er parkens mest populære, var fuldt booket en hel time før showstart. Så til dagens sidste show bestemte vi os for at sende Jan i forvejen for at sondere terrænnet. Jan var ved stadion 2 timer før showstart, og allerede der var køerne ved at forme sig, og der var vagter til at holde styr på folk. Så der stod jeg så i to stive timer og holdt vores plads i køen, mens pigerne fik fodret rokker og dryssede lidt rundt. Så er man glad for iBooks på telefonen...

Efter at have vist showet Believe i mere end fem år, var det premieredag for det nye show One Ocean, og det har nok ikke gjort populariteten mindre. Men som altid blev forventningerne indfriet. Da først showet var i gang, glemte man alt om køer, og ligegyldigt hvor tit man ser det, er det umuligt ikke at få gåsehud over, hvor fantastisk det er.

Der er en 90 meter høj pind ligesom i Legoland, hvor man kan komme op og se ud over parken. Jeg tror, det er vores femte besøg i Sea World, og Emma har siden første gang ønsket sig at komme derop. Hver gang har den dog været lukket pga. vind, og hver gang har vi lovet hende, at vi gør det næste gang. I dag lykkedes det dog, og vi fik en god udsigt over parken, og kan se vores hotel i det fjerne (det hvide Hilton).

Efter at have lukket parken kl. 21 samlede vi nogle pizzaer op på vejen tilbage til hotellet, som blev nydt ved poolen, hvor Mie og Jan fik feriens sidste dukkert inden sengetid.

Spring Break dag 6.

Så gik det ikke længere at bare slappe af ved poolen. Vi havde købt billetter til en dag i Disney World, og pigerne havde enstemmigt bestemt sig for Epcot parken.

Så meget mod familiens ferieprincipper vågnede vi ved vækkeur, fyldte godt op i buffetten og satte kursen mod Disney (for Gud ved hvilken gang efterhånden). Solen bagte ned, og temperaturen var på over 30 grader, da vi kl. 9 begav os ind i parken sammen med ca. 45.000 andre besøgende..!! Heldigvis er vi jo efterhånden ganske velbevandrede, så vi kunne målrettet gå til de forlystelser, vi ville prøve og trække billetter. Og så kunne vi ellers drysse rundt og nyde parken og en is i skyggen og komme tilbage til den fastsatte tid.

Så fik vi godt nok kun prøvet dem én gang hver, men køerne til standby var håbløse. Det meste af dagen var standby ventetiden til den mest populære forlystelse Soarin’ på 170 minutter. Det er altså lang tid at vente på en 10 minutters flyvetur.

Men vi fik prøvet både den, Mission Space, Planet Earth, Nemo’s Verden og sluttede dagen af på Test Track. I gift shoppen havde de så lige den bil stående, som Emma har ønsket sig til sin sweet sixteen. En 2011 Camarp i gul med sorte fartstriber. Den skulle selvfølgelig nydes og prøvesiddes. Med en basispris herovre på $23.000 kan man godt blive lidt ærgerlig over, at skulle tilbage til Danmark igen, hvor man nok ikke kommer meget tættere på drømmen end dette billede.

Ind mellem turene fik vi drysset rundt i World Showcase og hilste på vennerne.

Og så opdagede vi en sejltur inde i den Mayanske ruin, som vi også nåede at få prøvet.
Det var en lang dag, inden vi besvimede tilbage på vores hotel undrende over, at vi for blot et par år siden tog sådan nogle parker tre dage i træk, og så nogle dage helt til efter midnat. Da Epcot lukkede kl. 21, var der ikke ret meget strøm tilbage på batterierne hos nogen af os.

Spring Break dag 5.

Jan havde planlagt at køre en tur til Tampa for at spille golf med et par kolleger derinde, men varmen var simpelt hen ikke til at bære, og det var så skønt bare at slappe af ved poolen i går, at vi besluttede os for at gentage successen. Efter en lang dag i solen tog vi på steak house i Orlando, inden vi måtte tilbage til Disney butikken. Mie havde forelsket sig i en bamse med sin yndlingsfigur Æsel (fra Peter Plys), og efter at have tællet sine lommepenge om og om igen havde hun bestemt sig for, at ham kunne hun altså bare ikke leve uden. Han er nu også rigtig blød og dejlig, og han har sovet sammen med hende lige siden.

Spring Break dag 4.

Vi stod op til en overdådig buffet og trillede derfra ud til poolområdet, som skulle danne ramme for dagen. Oprindeligt skulle vi have været en tur til Kennedy Space Center for at se Endeavour tage på sin sidste rejse. Men opsendelsen var blevet udskudt 10 dage, så i stedet stod programmet bare på afslapning, og hotellets poolområde var faktisk et skønt sted at fede den.

Temperaturen var på den rigtige side af 30 grader, og der var tre pools, jaccuzi, lazy river, vandrutschebane, pool bar og grill og masser af liggestole.

Der flød vi så hele dagen, og Jan nåede at få årets første solskoldning. Til aften kørte vi ind til Universal parken, hvor vi spiste aftensmad på Bubba Gump's Shrimp Restaurant (den fra Forrest Gump filmen).

Det er en kæde, og vi har talt om den, hver gang vi har været i New York, hvor der er en Times Square. Nu skulle det være, og det viste sig at være rigtig god mad. Dagens sidste krudt (og lommepenge) blev brændt af i Downtown Disney, hvor pigerne fik pillet i hver eneste lille dims i Disney butikken.

Spring Break dag 3.

Vi stod op til høj blå himmel og masser af sol, og vi satte kursen mod Florida. Trafikken var ganske begrænset, og vi kunne holde 80 mph hele vejen og var snart nede i varmen. Som det er blevet tradition, gjorde vi holdt for frokost i St Augustine, hvor vi fik fish and chips på en hyggelig engelsk pub.

Rikke har snakket om at se St Augustine, som er Floridas ældste by, lige siden vi boede i Tampa, og da vi egentlig havde tid nok, tog vi en guided tur med et lille tog rundt i byen. 1,5 time var måske lige i overkanten, men så fik vi set det hele og hørte de tilhørende historier, og det var sådan set meget hyggeligt. Det viste sig også, at Mie havde haft om både byen og en spansk opdagelsesrejsende derfra i skolen, så det var sjovt at høre hende fortælle også.

Flagler, manden der i sin tid grundlagde jernbanen i USA, har en fond, som finansierer et universitet i byen. Det så absolut ikke ringe ud, og jeg tror nok, det trak lidt i Rikke for at få overført sine studier hertil fra Old Dominion University.

Ud på eftermiddagen tog vi så sidste krampetrækning mod Orlando, hvor vi checkede ind på Hilton lidt i seks. Efter udpakning fandt vi en lille italiensk restaurant til aftensmaden. Vi var lidt skeptiske, for i Orlando er der altså ikke meget autentisk at komme efter, men det viste sig at være et familieejet sted med andengenerations italienere, og vi fik en fremragende middag at slutte dagen med.