Mie og far på fisketur.

Her i weekenden blev det endelig både vejr og tid til Mies og fars årlige campingtur. Desværre faldt det sammen med Memorial Day Weekend, hvor  de fleste amerikanere har fri både fredag og mandag og udnytter den lange weekend til at tage hul på sommerferien. Og da Virginia Beach er et populært feriested, og temperaturen er krøbet på den rigtige side af 30 grader, var alle campingpladser selvfølgelig optagede.

Så vi slog lejr i baghaven, og det var såmænd OK, for det er en campingplads med rene toiletfaciliteter.

Vi bestemte os for at tage på fisketur om eftermiddagen. Der er en lang mole fra en af de små øer ude midt i Chesapeake Bay, som forbinder Chesapeake Bay Bridge Tunnel (den på vej til New York), så efter at have forsynet os i den lokale bait and tackle shop, kørte vi derud.

Til at begynde med var fiskeriet stille og roligt, men vi havde heldigvis både stole, cooler og kager fra Panera med.

Det viste sig dog nok, at vi havde for store forventninger til fiskene. Vi fiskede med blæksprutter på forfang, og da vi jo var taget i byen efter de store fisk, satte vi naturligvis hele blæksprutter på krogen. Der var sådan set også masser af aktivitet, men vi fangede intet, og det var der en naturlig årsag til. Fiskene var nemlig ikke særligt store, så de kunne ikke andet end at nippe til agnen. Da vi begyndte at skære sprutterne i mindre stykker, kunne de pludselig gabe ordentlig over maden, og så kom der gang i sagerne. Inden dagen var omme, havde Mie fanget fire fisk, og hvor hun i starten var noget tilbageholdende endte hun selv med at sætte madding på krogen og hale fiskene ind. Det der med at tage dem af krogen, mente hun dog nok at have folk til.

Fiskene hedder Croakers, fordi de siger en lyd fra struben ligesom en frø, når man tager dem op af vandet. Vi syntes nu de var for små at gøre mere ved, så vi kastede vores tilbage i havet til en anden god gang. Men ifølge de lokale skulle de smage godt stegte - vel nærmest som en stegt sild.

Fangsten bestod mest af Croakers, men der var også afvigelser fra normalen. Der blev også fanget krabber.

Og selv en konkylie bed på krogen hos vores nabo.

Mie og jeg fangede også en anden fisk, der var så grim, at vi blev helt befippede og fik den smidt tilbage i vandet, inden det gik op for os, at vi ikke havde fået taget et billede. Men vi fik et billede af solnedgangen, som var et fantastisk syn, mens vi pakkede sammen og kørte tilbage til vores campingplads og tændte bålet til aftensmaden. Så det endte med at være en ret god tur.

Mies 11 års fødselsdag.

Fredag var Mies 11 års fødselsdag, og søndag var hele klassens piger plus det løse inviteret til Hawaii fest. Med temperaturer på den rigtige side af 20 grader stort set hver dag og en vandtemperatur i poolen på 24 grader skulle man mene, at det da ikke kunne gå galt. Men at det er "berømte sidste ord", måtte vi bare erkende, da søndagen bød på heldagsregn. Så i sidste øjeblik måtte vi sætte det hele op inden for, og på den overdækkede terrasse arrangerede vi så lidt havespil. Regnvejr eller ej gik en stor del af pigerne dog i poolen, som de næsten blev fornærmede over at blive taget ud af efter en lille time. "Jamen vi fryser ikke", lød det fra deres blå læber, mens de rystede af kulde.

Rikke havde købt en stor papfigur med Hawaii tema, som alle pigerne på skift blev fotograferet i sammen med Mie. Jeg printede billederne ud, og Rikke havde så også købt et passepartout til hver, som de kunne dekorere og sætte billedet i til minde om Mie. Det var en fantastisk ide og en kæmpe succes.

Der var lagkage i Hawaii tema med spiseligt billede af Mie. Og selvom farverne måske indikerer det modsatte, smager den vidunderligt.

Heldigvis har vi et stort alrum i huset, så det var intet problem at have pigerne inden for. Der blev anrettet buffet ved ankomsten med kage og frugt, og senere på dagen blev der serveret hot dogs.

Det er lidt underligt med gaver herovre. For det første pakker man ikke sådan rigtigt ind, men lægger blot gaven i en pose og stikker lidt silkepapir ned oveni. Det føltes "forkert" for os i starten, men er faktisk en god ide, for det er let at pakke ind, og poserne kommer i så mange flotte designs, at man sagtens kan finde noget til lejligheden. Og så kan de jo genbruges.
Når gæsterne kommer, sætter de så blot poserne på et bord. Og der er ikke nødvendigvis en forventning om, at de bliver pakket op til festen. Det kan vi nu godt lide, så for at få lidt varme i knoglerne på pigerne efter turen i poolen, pakkede vi gaver op i spisestuen.

Så kom diplomet.

Så kom endelig diplomet til Rikkes jeg-elsker-mig væg. Det blev også sat direkte i rammen, og med det konkrete bevis på et veludført job, er der nu sat endeligt punktum for studierne for Rikkes vedkommende (i denne omgang). Emma og Mie mangler lige tre uger endnu.

Rikke med ny titel som MPA.

I går kunne Rikke endelig høste frugterne af to års hårdt arbejde og pryde sig med titlen Master of Public Administration.

Dagen startede på College for Business and Public Administration, hvor Rikke de seneste to år har brugt mere tid, end humøret kan klare at regne sammen. Her havde dekanen inviteret på en lille reception for dimittenderne og deres familier samt fakultetet. Det var meget hyggeligt at møde de professorer, der har svunget pisken over Rikke i to år.

Efter receptionen blev gæsterne sendt over til universitetets basket ball stadion, hvor ceremonien skulle finde sted. Umiddelbart lød det lidt voldsomt at skulle afholde det i en arena med plads til 10.000 tilskuere. Men salen var næsten fyldt, og det havde den været til de to foregående ceremonier også. Det kræver nemlig tre omgange at få dimitteret hele årgangen. Men med 25.000 studerende og ca. 3.500 dimittender kræver det jo også sit.

Rikke skulle mødes med alle sine medstuderende og iklædes roben og hatten, som skal sidde på en helt speciel måde. Derefter skulle de i samlet flok ledsaget af en procession med sækkepiber og fakultetets professorer marchere over til stadion. Her gik turen hen over universitetets segl i midten af "skolegården". Ifølge traditioner må man først betræde det, når man har bestået sidste eksamen. Gør man det før, siger overtroen, at man aldrig vil bestå.

Så efter en god times ventetid for gæsterne i stadion kom processionen endelig anført af det pågældende fakultets banner.

 Så fandt vi vores Rikke i den uendelige række af glade studerende.

Og nu var salen fyldt og løjerne kunne begynde.

Her accepterer præsidenten for Old Dominion University (til højre) anbefalingen om at dimittere de studerende, hvorefter de hver især enkeltvis kunne modtage deres eksamensbevis.

Her modtager Rikke (med ryggen til) sit eksamensbevis og lykønskninger af præsidenten.

Og så er der krammere fra hele fakultetet.

Og det brede smil kan findes frem.

Efter gradueringen gik vi en tur på universitetet og fik taget billeder af den stolte Master og den om muligt endnu mere stolte familie. Mormor og morfar blev herovre efter konfirmationen og kunne nyde dagen sammen med deres datter.

Nu kunne Rikke med sindsro betræde seglet igen.

Springvandet med løven er Old Dominion Universitys vartegn.

Og så er den stolte familie samlet.

Efter gradueringen tog vi hjem og delte en flaske champagne, mens Rikke pakkede gaver ud. Hun demonstrerede overhøjde ved også at have købt gave til pigerne og mig som tak for støtten undervejs.

Og aftenen sluttede med en god middag på Rikkes yndlingsrestaurant, Terrapin.