tirsdag den 23. marts 2010

Seussical the Musical.

Her til aften har Emma endnu engang været med Leadership Club på universitet og se pigeholdet spille basket ball. Vi andre var inviteret til musical på skolen, hvor 2. klasserne optrådte med en musical om Dr. Seuss (berømt børnebogsforfatter herovre).

Det var et helt fantastisk show, og jeg vedlægger foruden billedet herover et par videoklip, så man kan få en smagsprøve. Det er Mie i øverste række nr. to fra venstre i den gule T-shirt på både billedet og i filmklippene. Filmklippene er blevet noget tvivlsom billedkvalitet efter at være blevet komprimeret på bloggen, men forhåbentlig kan I se Mie, når i nu ved, hvor I skal lede efter hende.


ABC by Mrs. Millers class.



Mega Mix.


Oh the thinks you can think.


Horton hears a who.

It's possible.

søndag den 21. marts 2010

Så er issæsonen endelig startet.

Så er vores stamishus endelig åbnet igen efter vinteren, og vi har i
dag nydt en is efter alle fire at have været oppe og spille lidt golf.

lørdag den 20. marts 2010

Shamrock Sportsfest.

I onsdags var St. Patrick's dag herovre, som er irernes festdag. I weekenden efter St. Patrick's dag afholdes Shamrock Sportsfest i Virginia Beach. Det er en fest bygget op om en række løb, der alle afholdes på/ved strandpromenaden ude ved Atlanterhavskysten. I år har knapt 22.000 mennesker skrevet sig op til diverse løb, så det er et stort arrangement.
I morgen søndag afvikles marathon og halvmarathon, men pigerne og jeg har løbet i dag.
Børnene på byens skoler har siden nytår skullet løbe en marathon minus en mile i deres egen tid. Den sidste mile skulle så løbes her til morgen sammen fra alle byens skoler, og i går aftes var der "pre run party" på en af byens restauranter, hvor familierne fra vores skole kunne møde op og varme op til løbet. Her er pigerne sammen med vores skoles "Mr. Shamrock" (en af gymnastiklærerne).
Næsten 3.000 børn var meldt til løbet i år, så der var fest og glade dage, da Emma og Mie var ude og løbe her til formiddag og nu har gennemført årets marathon. Overskuddet (man betaler et tilmeldingsgebyr) går til Operation Smile, som er et globalt velgørenhedsprojekt med hovedsæde her i Norfolk for børn med hareskår, så de kan blive opereret. Ligeledes blev festen i går aftes brugt som fund raiser til projektet.
Her til morgen blev også afholdt et 8-km. løb med næsten 7.000 tilmeldte. Jeg er siden nytår også begyndt at løbetræne lidt, så Rikke havde i år købt mig en "gave". På job i går modtog jeg pludselig en sms fra min elskede hustru, at hun nu havde købt startnummer til mig, så jeg i dag kunne "hygge" mig med en lille løbetur fra morgenstunden. Vækkeuret ringede kl. 6, for jeg skulle jo have tid til at synkemorgenmaden, køre derud, finde parkering og varme lidt op, og det føltes ærlig talt lidt vel tidligt. Men kl. 8 var solen stået op og startskuddet gik for mit lille morgenløb, som var overstået 40 minuetter og 34 sekunder senere, hvorefter jeg kunne slappe af et par timer, indtil pigerne kom til deres eget løb. Her er vi alle tre færdige og kan pynte os med vores medaljer.

Det var nu faktisk rigtig sjovt, for med så mange deltagere og deres familier til at heppe undervejs, var hele strandpromenaden som en stor festplads, og der var foruden alle tilskuerne højttalere med musik, festtelt og gang i fortovsrestauranterne.
Og så er der vejret. Sommeren er pludselig dukket op, og hele ugen er vejret bare blevet bedre og bedre for i dag at kulminere med årets hidtil flotteste dag. Masser af sol, ingen skyer og stort set ingen vind, så her kl. 1730 er der 24 grader i skyggen ude på terrassen, og vi er ved at gøre klar til årets første aftensmåltid derude. Det er simpelt hen så dejligt, at det næsten ikke er til at tørre grinet af.

søndag den 14. marts 2010

Med Thoroughgood Chorus til ishockey.

Emma synger i skolen kor. I går var koret inviteret til at synge nationalsangen ved ishockeyholdets hjemmekamp. Så hele familien drog naturligvis afsted til Norfolk for at se Admirals spille. Her er koret ved at gøre klar; det er Emma yderst til højre.
Det var pigernes første optræden "ude af huset", så de var spændte, men vi synes, det gik virkelig fint, og de lød rigtig godt i den store hal. Næsten lidt ligesom når man selv synger i brusekabinen. Her er et videoklip, hvor de kan nydes.
Efter deres optræden skulle pigerne se kampen sammen, så Mie havde inviteret Kaitlyn med, og hun tog med hjem og overnattede bagefter. Her er de sammen med holdets maskot.

fredag den 12. marts 2010

Emmas racerbilsprojekt.

Emma har den seneste tid i skolen lavet forskellige projekter med æg. De er blandt andet ved at udklække kyllinger i varmekasser, og så har der været hjemmeopgaver, hvor æg skulle dekoreres.
Det første projekt var at udsmykke et æg som en kendt amerikaner. Emma valgte naturligvis Neil Armstrong, som pt. er udstillet på skolen. Desværre nåede jeg ikke at tage et billede, men det skal jeg nok få gjort og lagt på indlægget, når han kommer hjem igen.
Seneste projekt var at lave en racerbil af en af de små corn flakes kasser og et æg. Racerbilen skulle kunne køre, så der rent faktisk kunne laves et race. Dette foregik ved at starte bilen ned ad en skateboardrampe, hvorefter vinderen var den bil, som kom længst. I projektet indgik så en slags fysikprojekt, hvor bilen skulle eksperimenteres med i forskellige konfigurationer (vægt, aerodynamik mv.), som skulle dokumenteres. Emma valgte at søge inspiration i Kongehusets guldkaret fra 1840, som har dannet model for hendes danske racerbil.
Emma lavede det hele selv og blev nr. 3 i klassen, så hun var tilfreds.

torsdag den 11. marts 2010

En dejlig forårsdag.

I dag har vi haft endu en rigtig dejlig forårsdag her i Virginia Beach. Solen har skinnet hele ugen, og det har været varmt nok til at køre åben bil hjem fra arbejde hver dag.
I dag hentede vi derfor også pigerne fra skole i åben bil. Der blev dog hurtigt trængsel, da begge pigerne tog veninder med hjem til leg og aftensmad. Her er bilen læsset med tøser, så der var altså ikke plads til far. Jeg måtte gå hjem i mine cowboybukser og kortærmede skjorte, og det var faktisk rigtig dejligt, for nævnte jeg, at temperaturen har sneget sig op på 22 grader. Jeg blev helt svedt, og savnede faktisk shorts og sandaler.
Det var i øvrigt sjovt at se, som det at lave lektier sammen havde positiv indflydelse. Torsdagen plejer at være rigtig slem med lektier for Emma, som tit sidder flere timer og kæmper. I dag var hun færdig efter en halv, og pigerne kunne så lege udenfor.

søndag den 7. marts 2010

Ministerbesøg.

Den første uge efter at være returneret er bare fløjet afsted. De sidste par måneder er gået med at planlægge besøg af vores forsvarsminister her ved NATO hovedkvarteret, som en del af en rundrejse på den amerikanske østkyst. Besøget blev gennemført, selvom det altså blev med en anden minister end først antaget, og da planlægning og afvikling af besøg fra Danmark er en del af mit job, har det været en hektisk - men spændende - uge.
Gitte Lillelund Bech ankom med sit følge tirsdag eftermiddag til møder i hovedkvarteret, og vi havde fornøjelsen at at spise middag med hende om aftenen, inden hun fortsatte til Washington DC om onsdagen. Det var en rigtig god oplevelse at få et personligt indtryk af hende så tidligt i hendes ministerkarriere. Hun gjorde et virkelig godt indtryk både rent fagligt, men også på det personlige plan herovre, og jeg er i hvert fald af den opfattelse, at hun kan være noget af det bedste der er sket for Forsvaret i nyere tid.
At vejret har vist sig fra sin lunefulde side i denne uge bidrog også til udfordringerne. I mandags havde vi fremragende vejr, men tirsdag aften begyndte det at sne med snefnug på størrelse med goldbolde. Heldigvis holdt det op igen op ad formiddagen onsdag, så delegationen kunne køre til Washington DC efter planen. I går var det vejr til at køre med åbent tag på bilen, og her til aften er jeg lidt rødmosset i ansigtet efter en eftermiddag på goldbanen i høj sol. Så det har været fra den ene yderlighed til den anden, men heldigvis ser det ud til at holde ved med det gode vejr, for der er lovet 15 grader (i skyggen) i morgen og på tirsdag.

lørdag den 6. marts 2010

På skøjter.

I dag har skolen arrangeret udflugt til den lokale skøjtehal, hvor vi
er taget ned et par timer. Mie skøjter sammen med Bethany, og
Emma har dannet team med Morgan.

fredag den 5. marts 2010

Europatur.

Nu er det snart en uge siden, jeg vendte hjem fra næsten 14 dages rejse til Europa, så mon ikke snart det er på sin plads at nedfælde sine tanker om oplevelserne.
Turen til Danmark gik over al forventning. Snestormen ramte nemlig igen USA, så mange rejsende nåede ikke frem til SAS flyet mod København. Flyet var derfor stort set tomt, så jeg fik fire sæder, så jeg efter aftensmaden kunne komme helt på langs og få en god nats søvn over Atlanten. Næsten bedre end business class!
Således udhvilet og vel ankommet til Danmark lånte jeg en bil og kørte til Frederiks, hvor Mathias havde været så venlig at låne sit værelse ud til mig i et par dage. Det var skønt at være tilbage på Solvænget, og mit logi hos Pia og Leif plus unger var bedre end noget hotel, jeg har prøvet endnu. Endnu engang mange tak for at have mig på både kost og logi - det var rigtig hyggeligt.
Det blev også til en hyggelig aften hos Gammeljords, hvor jeg brillerede med at forveksle Anne og Louise. Så har man altså været for længe væk, men de tog det nu vistnok meget pænt, eller også var de bare for høflige til at fortælle, hvor gammel jeg også er kommet til at se ud.
Men det er vist også kun udseendet, som måske er blevet lidt ældre. Jeg benyttede lejligheden til at komme ind forbi infirmeriet til min periodiske helbredsundersøgelse. Ifølge lægen er jeg toptunet som altid - eller sådan noget i den retning...
Weekenden blev brugt på Fyn, hvor mine forældre fejrede rubinbryllup (40 år) og havde inviteret til brunch. Jeg havde også for en god ordens skyld modtaget en invitation, men jeg tror nu alligevel min mor blev lidt overrasket, da jeg luskede mig ind til hende i køkkenet og spurgte, om det var her der blev serveret morgenmad. Det var en hyggelig weekend, hvor jeg foruden besøget hos mor og far boede ude hos brormand, så vi også fik lejlighed til at hygge og sludre.
Efter at have overstået diverse møder i Danmark, havde jeg også lige et par ærinder i Bruxelles, inden jeg kunne tage hjem igen.
Det gav mig lejlighed til også at hilse på en god ven fra stabskursus og så naturligvis at få lidt god chokolade med hjem til pigerne, som hentede mig i lufthavnen i lørdags.
Det var en rigtig god tur. Jeg fik en masse med hjem fra mine møder, og så var det bare rigtig dejligt at se alle vennerne igen efter næsten to år.