I torsdags var det Thanksgiving herovre. Det er en af de store helligdage i USA (dér hvor hele familien samles og spiser kalkun), og da man har fri om fredagen også for at slå mave, bestemte vi os for at tage på en miniferie til New York.Det siges, at Thanksgiving ferien er det tidspunkt på året, hvor flest amerikanere kører, så man det er typisk forbundet med lange køer, hvis man begiver sig ud. Det anslås, at godt 31 millioner amerikanere vil køre 50 miles eller mere denne Thanksgiving ferie - altså godt 10% af befolkningen...Vi valgte derfor at give pigerne en fridag og køre allerede onsdag, hvilket vistnok var et fornuftigt valg, for selvom vi først kom til at sidde i kø oppe ved Manhattan, tog turen alligevel 9 timer med pauser.Første pause blev holdt på "Friendly's". En restaurant med mottoet "Where ice cream is a meal". Altså lige noget for pigerne, og da det var et af Rikkes yndlingsspisesteder, sidst hun var herovre, måtte vi selvfølgelig også opleve det. Her er Mie i gang med sin dessert.
Som sagt oplevede vi en del kø, da vi kom til Manhattan, men så havde vi masser af tid til at sidde og nyde udsigten til byen, som er ganske imponerende både om natten og om dagen. Der bor omkring 8 millioner mennesker i området, så der er lys og skyskrabere så langt øjet rækker, når man ser ind over Manhattan.Efter en lang køretur og en god times tid i kø, kom vi over på Manhattan, hvor turen selvfølgelig gik ad Broadway gennem Times Square. Som det ses herunder, er det et fantastisk syn, og da trafikken sneglede sig afsted, kunne Emma og Mie stikke hovedet op gennem soltaget og nyde det i fulde drag. Det var ligesom på film, og det syntes de var sjovt.
Heldigvis havde vi ringet til hotellet og sagt, at vi var forsinkede, så der var et værelse, som vi kunne besvime i, da vi endelig kom frem. Vi havde fået værelse på Skyline Hotel, som var billigt (alt er jo relativt - ikke mindst i New York), rent og centralt placeret. Det tog ca. 20 minutter at gå til Times Square, og det var i en ende af byen, hvor man også kunne gå efter mørkets frembrud. Her er pigerne klar til at tage fat på den første dag.
Torsdag morgen startede med den årlige Thanksgiving Day Parade, som stormagasinet Macy's (amerikas svar på Magasin og Illum) afholder. Den sendes i fjernsynet og er meget berømt, så mange rejser hertil for at se den. De fleste kender den fra filmen med Arnold Schwarzenegger, hvor han skal have Turbo Man dukken til sin søn i julegave. Vi stod altså tidligt op for at få en god plads og sk...frøs så i et par timer, indtil paraden endelig startede. Den varede i flere timer, og som det ses, var der nogle kæmpestore figurer med. Derudover deltog også Miley Cyrus (Hannah Montana), som vi så fik at se. Egentlig skulle Cheetah Girls (dem vi var til koncert med i Richmond) have deltaget, men det blev aflyst i ugen op til Thanksgiving. Én af dem har nemlig lavet nogle billeder i lidt for luftig påklædning til amerikanernes smag, så de er dømt "ikke-børnevenlige". Det var da meget sjovt med de store figurer, men efter at have oplevet paraderne i Florida sidste år, var vi nu noget skuffede, og mener nok, at Macy's parade er flottere på TV end i virkeligheden.
Efter paraden tog vi tilbage til hotellet for at få lidt varme i knoglerne, og selvom man skulle tro, at vi var blevet klogere, besluttede vi os for endnu en kold fornøjelse. Vi tog med Circle Line, som er et tre timers krydstogt uden om Manhattan. Det er en fantastisk måde at se byen og dens seværdigheder på, meeen 20 grader varmere havde ikke gjort noget. Her er vi på vej ud forbi Frihedsgudingen, som står ved indsejlingen til New York. Godt vi havde fået købt tøj til skiferien, for det var rart at have i New Yorks vinterkulde.
Dagen efter var solen kommet på himlen, så selv om det stadig var koldt, var det en fantastisk dag. Vi gik en lang tur i Central Park, som vi afsluttede med at stå på skøjter i sydenden af parken. Det nød pigerne.
Skøjtebanen ligger lige ved 5th Avenue, hvor alle de dejlige butikker ligger, så gæt hvad pigerne krævede efter gårsdagen skærmydsler..?? Jeps, den stod på shopping. Heldigvis nøjedes vi med at kigge på alle mærkevarebutikkerne, som var pyntet meget smukt til julen. På billedet herunder sidder vi og hviler benene ved Rockefeller Center, som også var imponerende julepyntet.
Da vi kom til Build A Bear butikken, var det dog slut med at kigge. Op i køen (man bruger længere tid på at vente i New Yorks attraktioner end man gør i Legoland) og ind og shoppe. Det blev til to juleelge til samlingen af bløde venner. Her står vi pænt og venter på vores tur til at komme ind.
Der er selvfølgelig også en kæmpe Disney Store på 5th Avenue i flere etager, så også hér måtte vi ind. Foruden ALT hvad hjertet kan begære (og lidt til) i Disney grej, mødte vi Minnie og Fedtmule, som pigerne fik hilst på.
Til sidst måtte vi selvfølgelig også besøge den kæmpestore Toys R Us på Times Square, som er i flere etager og har et kæmpe pariserhjul i butikken. Det er her på billedet bagved pigerne. Igen blev der shoppet, så da vi havde set ALT i butikken og hilst på Geoffrey (giraffen fra Toys R Us) og Spiderman havde far arme så lange som en orangutang af at slæbe på sager.
Én aften var vi også oppe i Empire State Building (byens højeste hus), som byder på en imponerende udsigt over byen. Inden vi kom derop fik vi en ret sej virtuel flyvetur over byen i en helikoptersimulator. Den ægte vare er nu bedst, og det var hyggeligt at lege Sleepless In Seattle med Rikke deroppe. Emma synes det var vildt morsomt at fotografere mor og far mens de kyssede deroppe. Her er mor og far med Chrysler bygningen lige over Rikkes skulder.
Den sidste dag gik vi rundt nede ved Ground Zero. Der er ikke så meget at se, men det er et besøg værd til at reflektere over vores verden. Jan var oppe i toppen af World Trade Center i 1998, og besøgte også stedet i 2002, hvor det var et kæmpe hul i jorden. I dag er det en stor byggeplads, og fundamentet ser ud til at være på plads til det nye Freedom Tower, men der er ikke noget over jordhøjde endnu. En af skyskraberne var ved at få pudset vinduer, og vi sendte en venlig tanke til farfar, som sikkert er glad for, at han ikke skal hænge dér. Kan I få øje på vinduespudseren? Det er den sorte prik midtvejs på huset til højre i billedet.
Efter en gåtur gennem Wall Street og ud på Brooklyn bridge, tog vi til Little Italy, hvor vi havde bestemt, at vi ville spise på Lombardi's på vores sidste aften i New York. Lombardi's er Amerikas første pizza restaurant og er verdenskendt for sine pizzaer. De måtte også hellere være gode, for dét der var tænkt som en sen frokost blev i stedet til aftensmad, da vi måtte vente halvanden time (!) på at få bord. Heldigvis fik vi en siddeplads i baren, men gaden udenfor myldrede med andre ventede, som frøs med anstand mens de ventede. Det er åbenbart normalt for Lombardi's...
Endelig fik vi dog vores bord, og pizzaerne var gode, men der skulle abslout tages billede, for vi kommer næppe igen. Her er vi med vores verdensberømte pizzaer.
Varme og mætte efter Lombardi's tog vi til Rockefeller Center, hvor vi havde bestemt os for at prøve at stå på skøjter. Igen måtte vi vente en times tid, men det føltes ikke så slemt, for der var masser at se på, og da skøjtebanen er sænket under gadeniveau var der læ og lunt dernede. Det var smadderhyggeligt at stå på skøjter midt i New York på et sted, som man har set i film masser af gange, og vi nød mere end en time, førend vi pakkede vores habengut og tog tilbage til hotellet.
Her hentede vi vores bil og kørte tilbage til Virginia Beach. Vi havde bestemt os for at køre om natten, så vi kunne undgå trafikken. Det lykkedes også, og mens pigerne sov sødt bagi, fløj vi sydover. Lige hurtigt nok skulle det vise sig, for efter 6 timer, da vi var 40 km. hjemmefra var der pludselig røde og blå blink i bakspejlet. Den lokale sherif var mildest talt uimponeret, og da han gjorde opmærksom på, at den hastighed vi havde haft berettigede til at tilbringe natten i den lokale kachot, var Jan pludselig lysvågen. Herovre kan man "poste bail" (man køber sig simpelt hen fri af spjældet ligesom i Matador), men da det gøres med kontanter (som pigerne havde brugt på 5th Avenue), var det ikke lige inden for rækkevidde, så da Jan blev konfronteret med udsigten til at tilbringe natten sammen med de lokale forbrydere, var han ikke særligt kæphøj. Efter det der føltes som en endeløs samtale, besluttede sheriffen dog, at Jan kunne slippe med skrækken (og efter hans udseende og let rystende hænder at dømme, havde han lært lektien hurtigt), så vi kunne fortsætte hjem. Til mit forsvar skal siges, at vel kørte jeg for hurtigt, men jeg kørte altså "kun" 120 km/t på en to-sporet landevej ude midt i ingenting kl. 02:30. Herovre er hastighedsgrænserne bare noget lavere end vi er vant til hjemmefra, så man skal for alvor passe på.
Heldigvis endte også denne hændelse lykkeligt, og det var en (rigeligt) spændende afslutning på et par intense og gode dage i New York, som ikke har set os for sidste gang.Hvis I vil se flere billeder fra dagene deroppe, har jeg uploadet dem til vores billedarkiv på Picasa http://picasaweb.google.dk/jan.m.nielsen/20081130ThanksgivingferieINewYork#.
søndag den 30. november 2008
fredag den 21. november 2008
Så kom vinteren også herover.
Føj for den lede... Da vi stod op i morges, sneede det. Ikke noget vildt, men et stille og roligt drys. Det har også været koldt og blæsende hele ugen, så det måtte vel komme. Temperaturen er stadig lige over frysepunktet, så i det mindste bliver sneen ikke liggende, og her til middag er den væk igen. Vi kører til New York på Thanksgiving ferie på onsdag, så for vores skyld må det godt vente lidt med det store snevejr.
Vejret er nu i øvrigt pudsigt. Kulden har betydet høj blå himmel med masser af sol, så når man er i læ i solen, kan man sagtens stadig gå rundt i korte ærmer, så det er store temepraturudsving her er i øjeblikket.
Vejret er nu i øvrigt pudsigt. Kulden har betydet høj blå himmel med masser af sol, så når man er i læ i solen, kan man sagtens stadig gå rundt i korte ærmer, så det er store temepraturudsving her er i øjeblikket.
tirsdag den 11. november 2008
Klar til skiferie.
Som nogle måske husker, står den på skiferie på Snowshoe Mountain i år til jul. I går var den store dag, hvor vi så skulle ekviperes til dette eventyr. Da ingen af os har prøvet at stå på ski før (på nær Jans lejrskole i 8. klasse), var det en større omgang både i markedsanalyse, prøvning og indkøb. Det endte med at tage det meste af dagen, og i dag skulle det hele så prøves igen, for at være sikre på, at størrelser, farver og udstyr er præcist som det skal være. Som det fremgår af billedet, er alt i kassen, og vi bare SÅ klar til at tage afsted...
mandag den 10. november 2008
Mies og østersfarmen.
I lørdags var Mie med skolen ved vandet for at etablere en østersfarm. I tidligere tider havde Lynnhaven Bay (her hvor vi bor - se evt. kortet i indlægget fra 18. juli) store østersbanker, men de uddøde pga. forurening. Nu vil man forsøge at genetablere østersbankerne, og til det formål, skal børnene hjælpe til. De har fået 4000 baby-østers, som de skal dyrke, hvorefter de bliver doneret til den forening, der står for genetableringen af østersbankerne i Lynnhaven Bay.
Lørdagens projekt gik ud på, at de to førsteklasser samt en femteklasse skulle måle størrelsen på 500 tilfældigt valgte østers samt måle vandkvalitet mv. Derefter blev børnenes østers sat ud i bugten i store ruser. Til foråret, hvor deres østers er voksne, skal børnene så fiske dem op og måle dem igen, inden de doneres til endelig udsættelse i bugten.
Mie er sammen med en klassekammerat, og sammen har de fået tildelt en science-buddy fra femte klasse, som superviserer deres arbejde.
Lørdagens projekt gik ud på, at de to førsteklasser samt en femteklasse skulle måle størrelsen på 500 tilfældigt valgte østers samt måle vandkvalitet mv. Derefter blev børnenes østers sat ud i bugten i store ruser. Til foråret, hvor deres østers er voksne, skal børnene så fiske dem op og måle dem igen, inden de doneres til endelig udsættelse i bugten.
Mie er sammen med en klassekammerat, og sammen har de fået tildelt en science-buddy fra femte klasse, som superviserer deres arbejde.
søndag den 9. november 2008
Richmond tour.
Richmond er jo byen, hvor Rikke boede et år som au pair efter gymnasiet i 1990, og den ligger ca midt mellem os og Washington DC, altså to timers kørsel nord for os. Da Cheetah Girls koncerten blev holdt dér, havde vi som tidligere fortalt bestemt os for at overnatte i Richmond på hotel og give pigerne fri fra skole fredag, så vi kunne bruge fredagen på at genopleve Richmond sammen med Rikke.
Det blev en helt fantastisk dag, da vejret viste sig fra sin bedste sydstats side, og temperaturen sneg sig op midt i 20'erne, og vi blev lige så begejstrede for Richmond, som Rikke havde været. Det er en dejlig by.
Vi startede med at køre ud forbi det hus, hvor Dr. Bost boede. Det var ham, der fungerede som reservebedstefar for Rikke, og som hjalp hende igang på universitetet. Han og hustruen er rare mennesker, der nu bor i Florida, så dem besøgte vi for et år siden, da vi var dernede. Rikke står her foran det hus, hvor de boede i Richmond.
Derefter kørte vi downtown, hvor vi blandt andet var inde og se Capitol (statens regeringsbygning). Det er den ældste aktive regeringsbygning i USA, og blev i sin tid tegnet af den 3. præsident Thomas Jefferson, som er en af de helt store figurer i amerikansk historie. Det var sjovt at se, hvordan en aktiv regeringsbygning samtidigt kan fungere som turistattraktion.
Efter rundturen nød vi frokosten i den tilhørende park, hvor vi var nødt til at krybe i skyggen for at kunne holde det ud - i november måned..!!
Det blev en helt fantastisk dag, da vejret viste sig fra sin bedste sydstats side, og temperaturen sneg sig op midt i 20'erne, og vi blev lige så begejstrede for Richmond, som Rikke havde været. Det er en dejlig by.
Vi startede med at køre ud forbi det hus, hvor Dr. Bost boede. Det var ham, der fungerede som reservebedstefar for Rikke, og som hjalp hende igang på universitetet. Han og hustruen er rare mennesker, der nu bor i Florida, så dem besøgte vi for et år siden, da vi var dernede. Rikke står her foran det hus, hvor de boede i Richmond.
Derefter kørte vi downtown, hvor vi blandt andet var inde og se Capitol (statens regeringsbygning). Det er den ældste aktive regeringsbygning i USA, og blev i sin tid tegnet af den 3. præsident Thomas Jefferson, som er en af de helt store figurer i amerikansk historie. Det var sjovt at se, hvordan en aktiv regeringsbygning samtidigt kan fungere som turistattraktion.
Efter rundturen nød vi frokosten i den tilhørende park, hvor vi var nødt til at krybe i skyggen for at kunne holde det ud - i november måned..!!
Efter frokosten kørte vi ind til universitetskvarteret for at finde Virginia Commonwealth University - VCU - hvor Rikke gik dengang. Hun sang i koret, så øvelsen gik på at finde en kirke... Hvor svært kan det være, skulle man umiddelbart tænke, for et universitet og en kirke er da rimeligt let genkendeligt. Det er bare sådan, at VCU reelt er en del af byen, fordi fakulteterne er fordelt i en masse almindelige huse. Det betyder også, at der er ret mange kirker, og selvom Rikke praler af sin hukommelse og selv mener, at det kun er et par år siden, hun sidst var hér, så kneb det alligevel lidt med stedsansen... Den første kirke vi fandt, kunne godt være den rigtige, mente hun. Fint, op på trappen og skyde et billede af fruen foran, hvorefter vi gik videre. Men der var pludselig endnu en kirke. Well, det var måske alligevel den i stedet for, så nyt billede på trappen og videre. På et tidspunkt kommer vi til en rundkørsel, hvor der ikke bare er en men to kirker, og så sætter tvivlen alligevel ind. Vi kan komme ind i den ene, og der er sat an til kortræning oppe ved altret, så Rikke ræsonnerer, at det nok alligevel så er denne kirke. For en sikkerheds skyld bliver hun fotograferet ved først den ene, og så den anden kirke, og så bliver vi enige om at maile billederne til Dr. Bost nede i Florida i håbet om, at hans hukommelse trods alderen er bedre.
Vi holder derfor op med at kigge efter flere kirker (vi tror jo, at den rigtige er fundet), og slentrer i stedet bare rundt og nyder kvarteret og vejret, mens vi leder efter en butik, hvor Jan har lovet Rikke at forære hende en trøje med VCU på, så hun kan ligne en ung studerende igen. Bedst som vi går tilbage mod bilen, kommer vi dog pludselig til en kirke, hvor der er bygget et musikhus på, og hvor det musikalske fakultet har til huse. En nærmere inspektion af området får det pludselig til at dæmre, og Rikke bekræfter, at sjette gang er lykkens gang, for dette er faktisk "hendes" kirke. Så fotografiet af hende og pigerne foran kirken herunder, er faktisk en del af en længere serie, og heldigvis har hun ikke hørt meget for det siden ;o)
Efter at have købt sportstøj med VCU logo til fruen, kørte vi ud til huset, hvor hun boede dengang. Desværre var det ved at blive mørkt, for selvom her er varmt, går solen hurtigt ned herovre, men hun nåede at blive fotograferet foran huset, som det ses herunder. Den familie hun boede hos bor der ikke mere, men de som købte huset, bor her stadig. De var ude på vejen i det gode vejr, så Rikke fik en snak med de nuværende beboere om kvarteret. Vi blev inviteret ind, men takkede pænt nej for ikke at virke anmasende.
Vi havde stadig to timers kørsel hjem, og vi skulle jo også nå ud i Rikkes mall, hvor hun dengang brugte fritiden sammen med sin danske veninde på at shoppe, gå i biffen, spise is og hvad 18-årige piger nu ellers laver (det vælger jeg at ignorere...). Mallet lå på sin vante plads, men var lavet meget om. En isbar var der dog stadig, så vi shoppede lidt og fik hver en kæmpe is fra Baskin Robbins (som laver den mest fabelagtige is), inden vi vendte næsen hjem til Virginia Beach efter et par dejlige dage i "Rikkes by".
torsdag den 6. november 2008
Cheetah Girls One World Tour.
Det var faktisk meget pudsigt, at pigerne lige skulle blive månedens studenter dén dag. Da de første gang fik udtalelser med hjem fra skolen, havde de klaret sig rigtig godt. Det syntes vi gerne, at vi ville give dem noget for, så da Cheetah Girls skulle give koncert oppe i Richmond (2 timers kørsel herfra), bestemte vi os for at forære pigerne (og os) billetter til den koncert, som rent tilfældigt jo så var på den dag, hvor pigerne fik deres belønning på skolen også.
Cheetah Girls er et band, som gør sig på Disney Channel, hvor de har lavet nogle film, der er ligesom moderne musicals, og det er musikken fra deres seneste film, som de turnerer rundt med i øjeblikket. Og selvom det mest var for pigerne, var det faktisk en ret fed koncert, for hvad man end synes om musikken, var der fuld fart på.
Efter koncerten tog vi tilbage til hotellet sluttede en begivenhedsrig dag med at spise is, for der skulle jo samles kræfter til næste dag, hvor vi skulle tunere Richmond og genopleve Rikkes ungdom. Men det fortæller vi om i næste indlæg...
Cheetah Girls er et band, som gør sig på Disney Channel, hvor de har lavet nogle film, der er ligesom moderne musicals, og det er musikken fra deres seneste film, som de turnerer rundt med i øjeblikket. Og selvom det mest var for pigerne, var det faktisk en ret fed koncert, for hvad man end synes om musikken, var der fuld fart på.
Efter koncerten tog vi tilbage til hotellet sluttede en begivenhedsrig dag med at spise is, for der skulle jo samles kræfter til næste dag, hvor vi skulle tunere Richmond og genopleve Rikkes ungdom. Men det fortæller vi om i næste indlæg...
Students of the month.
Som vi tidligere har fortalt om, gør skolen herovre meget ud af at skabe positivt incitament for børnene til at gøre en indsats. Heriblandt udnævnes "Students of the Month" fra hver klasse. Denne titel gives til de børn, som den pågældende måned har gjort sig positivt bemærkede for deres indsats og/eller deres opførsel og evne til at leve op til skolens "Code of Conduct". I torsdags blev pigerne Students of the Month, og det blev fejret med en ceremoni oppe på skolen, hvor den stolte familie var inviteret til at overvære, at de blev kaldt op og lykønsket af rektor. Samtidig fik de overrakt diplom, gavekort til McDonald's og et klistermærke, som de stolte forældre kan sætte på deres bil.
Det var en god oplevelse, for både børn og forældre er naturligvis stolte, og det er sjovt at opleve mentaliteten omkring sådan en hændelse herovre. Hjemme i Danmark skulle Jante og misundelse formentlig nok forbyde eller ødelægge ethvert initiativ, hvor nogle fremhæves for andre, men herovre hvor det er en naturlig del af hverdagen, glædes alle over det, og børnene lykønsker hinanden med titlen. Det er en fornøjelse at være en del af et samfund, hvor man godt kan glædes på andres vegne.
Det var en god oplevelse, for både børn og forældre er naturligvis stolte, og det er sjovt at opleve mentaliteten omkring sådan en hændelse herovre. Hjemme i Danmark skulle Jante og misundelse formentlig nok forbyde eller ødelægge ethvert initiativ, hvor nogle fremhæves for andre, men herovre hvor det er en naturlig del af hverdagen, glædes alle over det, og børnene lykønsker hinanden med titlen. Det er en fornøjelse at være en del af et samfund, hvor man godt kan glædes på andres vegne.
Abonner på:
Opslag (Atom)