Farvel til Snowshoe Mountain.

Første juledag stod vi op til fantastisk smukt vejr, og endnu en lektion med vores instruktør Melanie. Det var tid godt brugt, for vi blev alle fortrolige med skiene og kunne tage de grønne løjper sammen. Det var hyggeligt, når vi kunne stå på ski sammen og tage den firepersoners lift op sammen også.
Anden juledag var overskyet og småregn, men vi de ømme muskler slæbt ud på løjperne og havde en god dag der også. Den del af bjerget, som vi bor på har åbent for "night skiing", så selvom det bliver mørkt kl. 17, kunne vi stå på ski yderligere et par timer. Det er selvfølgelig lys på løjperne, men det er ret fedt at fræse nedad i mørket.
Vores ophold blev afsluttet med en fortrinlig middag på en italiensk restaurant i den tilstødende landsby, og udstyret er nu afleveret, så det er slut med ski for denne gang. Der er enighed om, at det har været en god ferie, og vi har mange gode minder med herfra, foruden vores ømme kroppe...
I morgen tidlig går turen til Tennessee, hvor vi skal slappe af nogle dage i en bjælkehytte i Great Smokey Mountains. Vi glæder os alle til at sidde i hot tub'en på terrassen og varme musklerne igennem efter de seneste dages strabadser.

Juleaften.

Hvem kan ikke huske, hvor lang ventetiden er, når gaverne står stablet op, og maden endnu ikke er på bordet!? Pigerne var badet og omklædte på ingen tid, men fik ventetiden til at gå med Nintendo, og måske hjalp det lidt, når man i det mindste var i nærheden af pakkerne

Endelig var maden dog færdig, og juleaften kunne for alvor begynde. Flæskestegen var perfekt, og efter en eftermiddag i sneen fejlede appetitten heller ikke noget. Mor havde vist bare glemt, at vi kun var fire i år, for der var lavet ris a la mande som om hele familien var samlet igen i år. Det var en barsk omgang at komme igennem, men endelig lykkedes det Emma at finde mandlen - i sidste portion...

Efter middagen var der som altid dans om træ, og endelig kunne julegaverne deles ud og pakkes op. Alle fik deres ønsker opfyldt, og pigerne var slet ikke til at jage i seng med alle de nye dukketing, de havde fået.

Og således gik det til, at det endnu en gang blev jul hos familien Nielsen...

Juleferien 2008 - del 4.

Så blev det juleaftensdag. Vi har ikke været på ski i dag, da vi sov længe og slikkede vores sår. Pigerne fejler ingen ting, men vi to gamle er godt og vel radbrækkede. Formiddagen blev i stedet brugt på at få noget vejhjælp til Honda'en, som det lykkedes at få startet. Batteriet fejler tilsyneladende ikke noget, men vi opbevarer skiene i bilen, og kulden sammen med de elektriske døre, som er blevet åbnet og lukket en del gange, har nok været for meget.
Efter frokost havde vi bestilt tid til "tubing", som basalt set er at kælke i nogle store baderinge. Det var smaddersjovt, og vi fik god fart på "kælkene", selvom det var tøvejr. Ringene blev trukket op med en lille lift, så det var minimalt arbejde og maksimalt morskab. Lige noget for os.

Efter et par timer på kælkebakken gik det ind til den nærmeste landsby for at proviantere det sidste til julemiddagen, som pånær and er komplet - sådan! Til gengæld for den manglende and er der dobbelt flæskesvær på stegen, så det er i grunden slet ikke et ringe bytte.
Nu er vi alle badet og omklædt til julefestivitas, og duften af flæskesteg er ved at brede sig i lejligheden - mmmmm.
Glædelig jul ønskes alle af os fire.

Juleferien 2008 - del 3.

Øv også... Efter at have slikket vores sår og samlet kræfter i længere tid til at lette måsen fra sofaen blev vi vasket og klædt om for at tage ind til Snowshoe Village for at spise en god middag på Lillejuleaften. Desværre kunne bilen hverken låse op eller noget som helst andet, for batteriet var stendødt. Det har sikker ikke kunnet lide kulden heroppe.
Hvor utroligt det end lyder har stedet ikke mulighed for at jumpstarte bilen, og da der ingen telefondækning er i bjergene, var gode dyr rådne. Lyspunktet i det hele viste sig dog at være, at man hos det amerikanske FDM (som vi heldigvis er medlem af) kan bestille en tid online, så med lidt held kommer der nogen og starter vores bil i morgen. Så må Jan køre en lille tur og krydse fingre for, at batteriet kan holde lidt strøm. Glædelig jul!!!

Juleferien 2008 - del 2.

Efter gårsdagens råkulde var det dejligt at stå op til sol og blå himmel. Vi havde booket vores egen instruktør i tre timer fra kl. 9, så det var med vækkeur på feriens første rigtige dag. Det var der ikke udpræget begejstring for, men vi kom da alle i tøjet og møde Melanie til tiden. Vi havde nok regnet med, at dagen skulle gå med at skodde rundt, men hun gik lige til stålet, så efter en halv times indledende øvelser var vi på vej ned af den første løjpe. Som det ses herunder gik det dog over al forventning, og specielt Emma er virkelig skrap. Hun var lidt irriteret over at skulle følge Melanies S-former, så da vi om eftermiddagen kunne køre på egen hånd, var Emma over alle bjerge.
Mor og Mie sluttede lidt tidligt for at spare kræfterne til julen, men far og Emma fortsatte med at køre indtil mørket faldt på, og Emma kan nu køre på løjperne som en professionel helt uden at styrte. Desværre kan man ikke sige helt det samme om Jan, der nu sidder og ømmer sig. Alle knogler er fortsat hele, men man kan godt mærke sin krop..!!

Turen med liften op til toppen af bakken går lige forbi hotellet, som man kan se i baggrunden herunder. Vi har fået en rigtig dejlig lejlighed med alt hvad man kan ønske sig - heldigvis også god plads, for vi har alle julegaverne med. I frokostpausen i dag fik pigerne pyntet juletræet, så nu mangler pakkerne bare lidt bånd og gavemærker - så er vi klar til juleaften i morgen. Lejligheden har et komplet køkken, vaskemaskine og tørretumbler samt alle bekvemmeligheder. Der er separat soveværelse med dobbelt- og køjeseng, og en hyggelig stue. Vi skal nok få en god jul hér, selvom vi for første gang i mange år må undvære familien.

Juleferien 2008 - del 1.

Så blev vi klar til ferien. Desværre havde vi ikke lige tænkt igennem, da vi købte julegaver, at de jo skulle transporteres i bilen både frem og tilbage. Efter et par forsøg lykkedes det dog at få plads til det hele i Hondaen, og så gik det ellers afsted mod Snowshoe Mountain.

Første nat skulle vi tilbringe på Morning Glory Inn, som ligger lige ved foden af bjerget. Det var en styg køretur derud, hvor vi de sidste to timer krydsede en bjergkæde med masser af hårnålesving i bulderragende mørke. Vi nåede dog op over de 2000 meter og ned igen på den anden side, hvor vores logi for natten var. Det var hyggeligt, og efter en solid morgenmad var det ellers afsted til Silver Creek Lodge.

Silver Creek Lodge som er vores logi for de kommende 5 dage ligger på toppen af bjerget i ca. 1500 meters højde, og det er faktisk ret fedt, at vi faktisk går lige ud af hoveddøren og er på løjperne med det samme. Det var dog en barsk vinter i dag. Vi stod op til minus 16 grader Celcius og en stiv vind, så det var bidende koldt, og ifølge den lokale vejrudsigt svarede det med wind chill til minus 37 grader... Det var winter wonderland der ville noget, og oven i det hamrede snemaskinerne løs, så der konstant lå en iståge i luften. Vi måtte købe lidt ekstra huer, som også dækkede kinderne, for det var absolut ikke vejr til bart flæsk i dag, men da det var gjort, gik det som en leg (synes vi i hvert fald selv...). Vi brugte dagen på en lille bakke på godt et par hundrede meter, hvor man kunne tage et rullende fortov tilbage til starten af bakken. Det var absolut for begyndere men rigeligt udfordrende for os på den første dag. Vi fik alle kørt nogle gode ture med kun ganske få styrt og ingen skader, og der var ikke meget spræl i flokken, da vi slog os ned i lejligheden med Nissernes Ø og take out fra den lokale pizzasmed til aftensmad.
I morgen formiddag har vi personlig træner på i tre timer, og så håber vi at lære nogle gode tricks, der måske kan sende os ud på de rigtige løjper.

De sidste krampetrækninger inden juleferien.

Det har været nogle hektiske uger for at blive klar til juleferien. Foruden skolegangen, der heldigvis bød på lektiefri for begge pigerne den sidste uge, har der været et utal af arrangementer, som lige skulle nås også.
Blandt andet afholdt skolen et "skater party", som i bedste 60'er stil var med pizza, colaer og discomusik mens man drønede rundt på sine skøjter. Her er Emma med sin tyske veninde Elisa på vej rundt i fuld fart. Pigerne nød det, men det tætteste Jan kom på julestemning af det var da, at han til forveksling lignede Bambi på is, da han fik et par rulleskøjter på....

Ude på strandpromenaden har der i december været det årlige "holiday lights at the beach", som vi selvfølgelig også måtte ud og se. Hele vejen langs strandpromenaden og på stranden ud mod Atlanterhavet var der pyntet op med lys. Da det er en små fire km. lang promenade, så det ganske imponerende ud. Normalt er strandpromenaden ellers kun til fodgængere og cykler, men i bedste amerikanerstil var den åbnet for biler til lejligheden, så man kunne spare på energien, mens man sad i sin bil og så det hele. Og så fik man udleveret en CD med julemusik ved indgangen, så man rigtigt kunne komme i julestemning. Det ville lige have været noget for farmor.

Ellers er fritiden de seneste uger gået med diverse hyggelige arrangementer hos vores danske venner, og i går havde vi selv inviteret naboerne til glögg og æbleskiver. Det var ganske hyggeligt, selvom det bare ikke kan måle sig med en tur i Mogens' plantage med vennerne fra Solvænget.

Selvom det har været travlt, har vi nydt det, men NU er vi altså også klar til at tage afsted. Meeko er blevet afleveret på Kitty Island, og julegaverne er pakket ind og lagt i bilen. Den er pakket med så meget, man tror det er løgn, men et 7½ fods plasticjuletræ fylder jo også en hel del... Pånær de 20 grader minder vejret ellers en del om dansk julevejr - det øser ned. Jan ringede dog lige til Snowshoe, hvor det var begyndt at sne her til morgen, og ellers bliver der jo lavet kunstsne om natten. Selvom de professionelle rynker på næsen af det, er det sikkert godt nok til os fire. Skiferien går til Snowshoe Mountain, som ligger i West Virginia - forventeligt små seks timers kørsel herfra. Snowshoe er markeret ved det blå iskrystal, og vi bor jo ved det grønne hus. Tredje juledag skal vi så køre ned langs den bjergkæde, der hedder Apalacherne (med mindre vi er på hospital med brækkede ben) til en hytte vi har lejet i Smokey Mountains National Park. Det er ved den røde nål. Her skal der bare slappes af med spil, julegaver og hygge i den udendørs hottub, hvor vi håber bjørnene ikke er gået i hi, så vi kan få set sådan en... Lige uden for parken ligger en lille by, som er en tro kopi af en tyrolerby i Alperne, og hvor der holdes en stor udendørs byfest nytårsaften, som vi planlægger at deltage i.

Vi vender først tilbage til Virginia Beach nytårsdag, så når vi kører herfra om et par timer, er vi uden kontakt med omverdenen i et stykke tid. Vi vil derfor ønske alle jer derhjemme en god jul og et godt nytår. Vi håber I får en dejlig tid med familie og venner og sender de varmeste tanker til jer alle med tak for den støtte i har givet os i 2008, som har gjort det hele meget lettere for os.

En dejlig juleoverraskelse.

Herovre er vi bare SÅ klar til, det skal blive jul. Pigerne har haft "no homework days" de seneste dage, så eftermiddagene er gået med at lave peberkagehus, pebernødder og æbleskiver. Peberkagehuset er nu faldet fra hinanden (måske det kunne mærke jordskælvet i Danmark...), men det er også godt nok, for så kan det jo spises.
Da vi alle var kommet hjem i dag efter den sidste arbejdsdag i 2008, var vi rykket i stuen med pebernødder og resten af huset for at hygge. Lige som vi havde fået hældt teen op kom postbuddet med en stor pakke til os. Den var fra Danmark, og sørme om ikke familien Kristensen havde sendt en julegave til os. Timingen var jo perfekt, så den blev straks åbnet, og som det kan ses var smilene brede. Både fordi hilsenen hjemmefra varmede, men også fordi den var fyldt med gode sager. Slik, flag og en sjofel kalender som vi er i tvivl om, hvorvidt det egentlig er Pia eller Leif som har muntret sig med at indkøbe. Det bringer vist nok uheld at bladre frem, men vi tilstår - vi har smugkigget, og der er basis for et par gode grin med hilsen til nr. 96 et par gange i løbet af det nye år.
Sidst men ikke mindst var der hjemmerøget dyr i pakken, som var blevet vacuumpakket og lige klar til at medbringe til nytårsmiddagen. Det var en hyggelig hilsen, da vi jo de seneste år har fejret vores nytår sammen med de glade jyder i nr. 96 med dyrekød på menuen.
1000 tak til Thea, Mathias, Andreas, Pia og Leif for en rigtig dejlig overraskelse. Vi vil tænke på jer nytårsaften, når vi nyder middagen, og formentlig hver morgen i 2009, når vi starter dagen med en sjofelhed ;o)

Julepakke hjemmefra.

Da vi i sin tid holdt afskedsmorgenmad hjemme på vejen, havde en del af venneflokken truet med at sende en gave til jul. Forleden kom posten med en KÆMPE pakke, som viste sig at være fra Solvænget. Den har ligget og tronet på køkkenbordet i et par dage, og er blevet godt og grundigt mærket og trykket på. Da den heldigvis ikke var påklistret restriktioner for åbningstidpunkt tog nysgerrigheden overtaget i dag, hvor vi rigtigt var i julestemning efter besøget hos julemanden.
Frem med de sidste pebernødder og ind på spisebordet med pakken, hvorpå vi kunne åbne. Det er en rigtig dejlig pakke fyldt med dansk jul (julepynt, gran, julekalender og hjemmebagte pebernødder -mmmmm), blade, slik - og LEVERPOSTEJ!!! Det prikker lidt i hjemveen, og man kan ikke undgå at savne sine venner sådan en dag, men som det ses var smilene brede over indholdet og tankerne, som fulgte med. Tusind tak til Marna, Keld, Niklas, Kasper, Maibrit, Helmuth, Lasse, Mille, Jette, Mogens, Anne, Louise og Rasmus for pakken, som vi blev meget glade for.

Juleforberedelser i Virginia Beach.

Så er juleforberedelserne gået igang herovre. I bedste "Fars Fede Juleferie" stil er husene på gaden blevet udsmykket med lys i alle afskygninger, og som det ses på billedet herunder, er vi også hoppet med på vognen. Det ser nu hyggeligt ud, og derudover har vi sat rensdyr med lys i op i baghaven. Selvfølgelig er nisserne også fundet frem indendøre.

I dag var julemanden med frue på besøg. Hér på gaden er en lille pavillion, hvor grundejerforeningens "have-afdeling" havde arrangeret julemand med slik, kager og varm æblecider. Det var såmænd meget hyggeligt, men som det ses, er det altså lige knap julevejr herovre, og jul er nu engang ikke det samme uden sne og bidende kulde.
Mie fortalte lidt modvilligt julemanden om sine ønsker, men Emma mente nok, at hun var blevet for stor til den slags narrestreger. Vi fulgtes med den danske Maersk familie, som bor på vejen, og sluttede vores julemands-encounter med friskbagte pebernødder hjemme hos os.

Det dér med grundejerforeningen er i øvrigt et kapitel for sig. Vi bor i den mondæne ende af byen, og folk går meget op i deres huse her. Vi mistænker lidt, at det også har noget at gøre med at signalere status. Hvad der end er årsagen, er her virkelig nydeligt. Der er regler for, hvordan postkassen skal se ud, hvordan "Til Salg" skilte skal se ud, hvis huset er til salg, hvor mange træer, der skal være på grunden og you name it... Der er også en haveafdeling i foreningen, som blandt andet udnævner månedens flotteste have. Rygtet vil vide, at en repræsentant fra foreningen også giver én en høflig påmindelse, hvis ens vedligehold ikke menes at leve op til standarden. Sådan..!!

Garden of Lights.

Her til aften var vi inde i Norfolk botaniske have og se den årlige udstilling "Garden of Lights". Det var rigtig flot. Hele den botaniske have var udsmykket med lys, og så blev man kørt rundt i et lille tog for at nyde showet. Det var mildest talt en "bumpy ride", så billederne er af tvivlsom karakter, men man kan måske nok få en fornemmelse af, at det var ret flot. Her kunne Kaj alligevel ikke være med mere.
Inden køreturen deltog vi i en slags julestue, hvor pigerne lavede pynt til juletræet, og hvor vi fik småkager og varm kakao.
Aftenen sluttede vi af på Pizza Hut, da Mie havde fået endnu et gavekort i "flidspræmie" i skolen. Vi gamle er lidt stolte af hende, og Emma er selvfølgelig utilfreds med, at der ikke gives den slags præmier i hendes klasse. Hun må nøjes med ros og slik om fredagen.

1. advent.

Så blev det også første advent herovre.
Jan havde ellers bundet en krans af nogle blade fra en busk i haven, der ligner laurbærblade. Det var et kæmpearbejde, for den blev bundet blad for blad, men den var rigtig flot, da den blev færdig. Desværre tørrede bladene og krøllede sammen, sa den lignede en sommerhat efter et par dage.
Så Rikke måtte på planteskolen efter gran. Det viste sig at være mere værd end guld herovre, så faktisk sendte vi Mogens og Helmuth en lille tanke. De ville hurtigt kunne blive et par holdne mænd herovre, for et juletræ i ædelgran på 210 cm. i højden kostede 1000 dollars..!! på planteskolen. Til de priser kunne vi godt nøjes med bare en smule gran for duftens skyld, så det blev desværre ikke til en hel krans i år. Rikke og pigerne fik dog lavet denne fine adventsdekoration, så vi vanen tro kunne nyde første advent med lys og æbleskiver i stuen.

Thanksgiving ferie i New York.

I torsdags var det Thanksgiving herovre. Det er en af de store helligdage i USA (dér hvor hele familien samles og spiser kalkun), og da man har fri om fredagen også for at slå mave, bestemte vi os for at tage på en miniferie til New York.Det siges, at Thanksgiving ferien er det tidspunkt på året, hvor flest amerikanere kører, så man det er typisk forbundet med lange køer, hvis man begiver sig ud. Det anslås, at godt 31 millioner amerikanere vil køre 50 miles eller mere denne Thanksgiving ferie - altså godt 10% af befolkningen...Vi valgte derfor at give pigerne en fridag og køre allerede onsdag, hvilket vistnok var et fornuftigt valg, for selvom vi først kom til at sidde i kø oppe ved Manhattan, tog turen alligevel 9 timer med pauser.Første pause blev holdt på "Friendly's". En restaurant med mottoet "Where ice cream is a meal". Altså lige noget for pigerne, og da det var et af Rikkes yndlingsspisesteder, sidst hun var herovre, måtte vi selvfølgelig også opleve det. Her er Mie i gang med sin dessert.


Som sagt oplevede vi en del kø, da vi kom til Manhattan, men så havde vi masser af tid til at sidde og nyde udsigten til byen, som er ganske imponerende både om natten og om dagen. Der bor omkring 8 millioner mennesker i området, så der er lys og skyskrabere så langt øjet rækker, når man ser ind over Manhattan.Efter en lang køretur og en god times tid i kø, kom vi over på Manhattan, hvor turen selvfølgelig gik ad Broadway gennem Times Square. Som det ses herunder, er det et fantastisk syn, og da trafikken sneglede sig afsted, kunne Emma og Mie stikke hovedet op gennem soltaget og nyde det i fulde drag. Det var ligesom på film, og det syntes de var sjovt.

Heldigvis havde vi ringet til hotellet og sagt, at vi var forsinkede, så der var et værelse, som vi kunne besvime i, da vi endelig kom frem. Vi havde fået værelse på Skyline Hotel, som var billigt (alt er jo relativt - ikke mindst i New York), rent og centralt placeret. Det tog ca. 20 minutter at gå til Times Square, og det var i en ende af byen, hvor man også kunne gå efter mørkets frembrud. Her er pigerne klar til at tage fat på den første dag.

Torsdag morgen startede med den årlige Thanksgiving Day Parade, som stormagasinet Macy's (amerikas svar på Magasin og Illum) afholder. Den sendes i fjernsynet og er meget berømt, så mange rejser hertil for at se den. De fleste kender den fra filmen med Arnold Schwarzenegger, hvor han skal have Turbo Man dukken til sin søn i julegave. Vi stod altså tidligt op for at få en god plads og sk...frøs så i et par timer, indtil paraden endelig startede. Den varede i flere timer, og som det ses, var der nogle kæmpestore figurer med. Derudover deltog også Miley Cyrus (Hannah Montana), som vi så fik at se. Egentlig skulle Cheetah Girls (dem vi var til koncert med i Richmond) have deltaget, men det blev aflyst i ugen op til Thanksgiving. Én af dem har nemlig lavet nogle billeder i lidt for luftig påklædning til amerikanernes smag, så de er dømt "ikke-børnevenlige". Det var da meget sjovt med de store figurer, men efter at have oplevet paraderne i Florida sidste år, var vi nu noget skuffede, og mener nok, at Macy's parade er flottere på TV end i virkeligheden.

Efter paraden tog vi tilbage til hotellet for at få lidt varme i knoglerne, og selvom man skulle tro, at vi var blevet klogere, besluttede vi os for endnu en kold fornøjelse. Vi tog med Circle Line, som er et tre timers krydstogt uden om Manhattan. Det er en fantastisk måde at se byen og dens seværdigheder på, meeen 20 grader varmere havde ikke gjort noget. Her er vi på vej ud forbi Frihedsgudingen, som står ved indsejlingen til New York. Godt vi havde fået købt tøj til skiferien, for det var rart at have i New Yorks vinterkulde.
Dagen efter var solen kommet på himlen, så selv om det stadig var koldt, var det en fantastisk dag. Vi gik en lang tur i Central Park, som vi afsluttede med at stå på skøjter i sydenden af parken. Det nød pigerne.

Skøjtebanen ligger lige ved 5th Avenue, hvor alle de dejlige butikker ligger, så gæt hvad pigerne krævede efter gårsdagen skærmydsler..?? Jeps, den stod på shopping. Heldigvis nøjedes vi med at kigge på alle mærkevarebutikkerne, som var pyntet meget smukt til julen. På billedet herunder sidder vi og hviler benene ved Rockefeller Center, som også var imponerende julepyntet.

Da vi kom til Build A Bear butikken, var det dog slut med at kigge. Op i køen (man bruger længere tid på at vente i New Yorks attraktioner end man gør i Legoland) og ind og shoppe. Det blev til to juleelge til samlingen af bløde venner. Her står vi pænt og venter på vores tur til at komme ind.

Der er selvfølgelig også en kæmpe Disney Store på 5th Avenue i flere etager, så også hér måtte vi ind. Foruden ALT hvad hjertet kan begære (og lidt til) i Disney grej, mødte vi Minnie og Fedtmule, som pigerne fik hilst på.

Til sidst måtte vi selvfølgelig også besøge den kæmpestore Toys R Us på Times Square, som er i flere etager og har et kæmpe pariserhjul i butikken. Det er her på billedet bagved pigerne. Igen blev der shoppet, så da vi havde set ALT i butikken og hilst på Geoffrey (giraffen fra Toys R Us) og Spiderman havde far arme så lange som en orangutang af at slæbe på sager.

Én aften var vi også oppe i Empire State Building (byens højeste hus), som byder på en imponerende udsigt over byen. Inden vi kom derop fik vi en ret sej virtuel flyvetur over byen i en helikoptersimulator. Den ægte vare er nu bedst, og det var hyggeligt at lege Sleepless In Seattle med Rikke deroppe. Emma synes det var vildt morsomt at fotografere mor og far mens de kyssede deroppe. Her er mor og far med Chrysler bygningen lige over Rikkes skulder.

Den sidste dag gik vi rundt nede ved Ground Zero. Der er ikke så meget at se, men det er et besøg værd til at reflektere over vores verden. Jan var oppe i toppen af World Trade Center i 1998, og besøgte også stedet i 2002, hvor det var et kæmpe hul i jorden. I dag er det en stor byggeplads, og fundamentet ser ud til at være på plads til det nye Freedom Tower, men der er ikke noget over jordhøjde endnu. En af skyskraberne var ved at få pudset vinduer, og vi sendte en venlig tanke til farfar, som sikkert er glad for, at han ikke skal hænge dér. Kan I få øje på vinduespudseren? Det er den sorte prik midtvejs på huset til højre i billedet.

Efter en gåtur gennem Wall Street og ud på Brooklyn bridge, tog vi til Little Italy, hvor vi havde bestemt, at vi ville spise på Lombardi's på vores sidste aften i New York. Lombardi's er Amerikas første pizza restaurant og er verdenskendt for sine pizzaer. De måtte også hellere være gode, for dét der var tænkt som en sen frokost blev i stedet til aftensmad, da vi måtte vente halvanden time (!) på at få bord. Heldigvis fik vi en siddeplads i baren, men gaden udenfor myldrede med andre ventede, som frøs med anstand mens de ventede. Det er åbenbart normalt for Lombardi's...
Endelig fik vi dog vores bord, og pizzaerne var gode, men der skulle abslout tages billede, for vi kommer næppe igen. Her er vi med vores verdensberømte pizzaer.

Varme og mætte efter Lombardi's tog vi til Rockefeller Center, hvor vi havde bestemt os for at prøve at stå på skøjter. Igen måtte vi vente en times tid, men det føltes ikke så slemt, for der var masser at se på, og da skøjtebanen er sænket under gadeniveau var der læ og lunt dernede. Det var smadderhyggeligt at stå på skøjter midt i New York på et sted, som man har set i film masser af gange, og vi nød mere end en time, førend vi pakkede vores habengut og tog tilbage til hotellet.

Her hentede vi vores bil og kørte tilbage til Virginia Beach. Vi havde bestemt os for at køre om natten, så vi kunne undgå trafikken. Det lykkedes også, og mens pigerne sov sødt bagi, fløj vi sydover. Lige hurtigt nok skulle det vise sig, for efter 6 timer, da vi var 40 km. hjemmefra var der pludselig røde og blå blink i bakspejlet. Den lokale sherif var mildest talt uimponeret, og da han gjorde opmærksom på, at den hastighed vi havde haft berettigede til at tilbringe natten i den lokale kachot, var Jan pludselig lysvågen. Herovre kan man "poste bail" (man køber sig simpelt hen fri af spjældet ligesom i Matador), men da det gøres med kontanter (som pigerne havde brugt på 5th Avenue), var det ikke lige inden for rækkevidde, så da Jan blev konfronteret med udsigten til at tilbringe natten sammen med de lokale forbrydere, var han ikke særligt kæphøj. Efter det der føltes som en endeløs samtale, besluttede sheriffen dog, at Jan kunne slippe med skrækken (og efter hans udseende og let rystende hænder at dømme, havde han lært lektien hurtigt), så vi kunne fortsætte hjem. Til mit forsvar skal siges, at vel kørte jeg for hurtigt, men jeg kørte altså "kun" 120 km/t på en to-sporet landevej ude midt i ingenting kl. 02:30. Herovre er hastighedsgrænserne bare noget lavere end vi er vant til hjemmefra, så man skal for alvor passe på.
Heldigvis endte også denne hændelse lykkeligt, og det var en (rigeligt) spændende afslutning på et par intense og gode dage i New York, som ikke har set os for sidste gang.Hvis I vil se flere billeder fra dagene deroppe, har jeg uploadet dem til vores billedarkiv på Picasa http://picasaweb.google.dk/jan.m.nielsen/20081130ThanksgivingferieINewYork#.

Så kom vinteren også herover.

Føj for den lede... Da vi stod op i morges, sneede det. Ikke noget vildt, men et stille og roligt drys. Det har også været koldt og blæsende hele ugen, så det måtte vel komme. Temperaturen er stadig lige over frysepunktet, så i det mindste bliver sneen ikke liggende, og her til middag er den væk igen. Vi kører til New York på Thanksgiving ferie på onsdag, så for vores skyld må det godt vente lidt med det store snevejr.
Vejret er nu i øvrigt pudsigt. Kulden har betydet høj blå himmel med masser af sol, så når man er i læ i solen, kan man sagtens stadig gå rundt i korte ærmer, så det er store temepraturudsving her er i øjeblikket.

Klar til skiferie.

Som nogle måske husker, står den på skiferie på Snowshoe Mountain i år til jul. I går var den store dag, hvor vi så skulle ekviperes til dette eventyr. Da ingen af os har prøvet at stå på ski før (på nær Jans lejrskole i 8. klasse), var det en større omgang både i markedsanalyse, prøvning og indkøb. Det endte med at tage det meste af dagen, og i dag skulle det hele så prøves igen, for at være sikre på, at størrelser, farver og udstyr er præcist som det skal være. Som det fremgår af billedet, er alt i kassen, og vi bare SÅ klar til at tage afsted...

Mies og østersfarmen.

I lørdags var Mie med skolen ved vandet for at etablere en østersfarm. I tidligere tider havde Lynnhaven Bay (her hvor vi bor - se evt. kortet i indlægget fra 18. juli) store østersbanker, men de uddøde pga. forurening. Nu vil man forsøge at genetablere østersbankerne, og til det formål, skal børnene hjælpe til. De har fået 4000 baby-østers, som de skal dyrke, hvorefter de bliver doneret til den forening, der står for genetableringen af østersbankerne i Lynnhaven Bay.
Lørdagens projekt gik ud på, at de to førsteklasser samt en femteklasse skulle måle størrelsen på 500 tilfældigt valgte østers samt måle vandkvalitet mv. Derefter blev børnenes østers sat ud i bugten i store ruser. Til foråret, hvor deres østers er voksne, skal børnene så fiske dem op og måle dem igen, inden de doneres til endelig udsættelse i bugten.
Mie er sammen med en klassekammerat, og sammen har de fået tildelt en science-buddy fra femte klasse, som superviserer deres arbejde.

Richmond tour.

Richmond er jo byen, hvor Rikke boede et år som au pair efter gymnasiet i 1990, og den ligger ca midt mellem os og Washington DC, altså to timers kørsel nord for os. Da Cheetah Girls koncerten blev holdt dér, havde vi som tidligere fortalt bestemt os for at overnatte i Richmond på hotel og give pigerne fri fra skole fredag, så vi kunne bruge fredagen på at genopleve Richmond sammen med Rikke.
Det blev en helt fantastisk dag, da vejret viste sig fra sin bedste sydstats side, og temperaturen sneg sig op midt i 20'erne, og vi blev lige så begejstrede for Richmond, som Rikke havde været. Det er en dejlig by.
Vi startede med at køre ud forbi det hus, hvor Dr. Bost boede. Det var ham, der fungerede som reservebedstefar for Rikke, og som hjalp hende igang på universitetet. Han og hustruen er rare mennesker, der nu bor i Florida, så dem besøgte vi for et år siden, da vi var dernede. Rikke står her foran det hus, hvor de boede i Richmond.

Derefter kørte vi downtown, hvor vi blandt andet var inde og se Capitol (statens regeringsbygning). Det er den ældste aktive regeringsbygning i USA, og blev i sin tid tegnet af den 3. præsident Thomas Jefferson, som er en af de helt store figurer i amerikansk historie. Det var sjovt at se, hvordan en aktiv regeringsbygning samtidigt kan fungere som turistattraktion.

Efter rundturen nød vi frokosten i den tilhørende park, hvor vi var nødt til at krybe i skyggen for at kunne holde det ud - i november måned..!!

Efter frokosten kørte vi ind til universitetskvarteret for at finde Virginia Commonwealth University - VCU - hvor Rikke gik dengang. Hun sang i koret, så øvelsen gik på at finde en kirke... Hvor svært kan det være, skulle man umiddelbart tænke, for et universitet og en kirke er da rimeligt let genkendeligt. Det er bare sådan, at VCU reelt er en del af byen, fordi fakulteterne er fordelt i en masse almindelige huse. Det betyder også, at der er ret mange kirker, og selvom Rikke praler af sin hukommelse og selv mener, at det kun er et par år siden, hun sidst var hér, så kneb det alligevel lidt med stedsansen... Den første kirke vi fandt, kunne godt være den rigtige, mente hun. Fint, op på trappen og skyde et billede af fruen foran, hvorefter vi gik videre. Men der var pludselig endnu en kirke. Well, det var måske alligevel den i stedet for, så nyt billede på trappen og videre. På et tidspunkt kommer vi til en rundkørsel, hvor der ikke bare er en men to kirker, og så sætter tvivlen alligevel ind. Vi kan komme ind i den ene, og der er sat an til kortræning oppe ved altret, så Rikke ræsonnerer, at det nok alligevel så er denne kirke. For en sikkerheds skyld bliver hun fotograferet ved først den ene, og så den anden kirke, og så bliver vi enige om at maile billederne til Dr. Bost nede i Florida i håbet om, at hans hukommelse trods alderen er bedre.

Vi holder derfor op med at kigge efter flere kirker (vi tror jo, at den rigtige er fundet), og slentrer i stedet bare rundt og nyder kvarteret og vejret, mens vi leder efter en butik, hvor Jan har lovet Rikke at forære hende en trøje med VCU på, så hun kan ligne en ung studerende igen. Bedst som vi går tilbage mod bilen, kommer vi dog pludselig til en kirke, hvor der er bygget et musikhus på, og hvor det musikalske fakultet har til huse. En nærmere inspektion af området får det pludselig til at dæmre, og Rikke bekræfter, at sjette gang er lykkens gang, for dette er faktisk "hendes" kirke. Så fotografiet af hende og pigerne foran kirken herunder, er faktisk en del af en længere serie, og heldigvis har hun ikke hørt meget for det siden ;o)

Efter at have købt sportstøj med VCU logo til fruen, kørte vi ud til huset, hvor hun boede dengang. Desværre var det ved at blive mørkt, for selvom her er varmt, går solen hurtigt ned herovre, men hun nåede at blive fotograferet foran huset, som det ses herunder. Den familie hun boede hos bor der ikke mere, men de som købte huset, bor her stadig. De var ude på vejen i det gode vejr, så Rikke fik en snak med de nuværende beboere om kvarteret. Vi blev inviteret ind, men takkede pænt nej for ikke at virke anmasende.

Vi havde stadig to timers kørsel hjem, og vi skulle jo også nå ud i Rikkes mall, hvor hun dengang brugte fritiden sammen med sin danske veninde på at shoppe, gå i biffen, spise is og hvad 18-årige piger nu ellers laver (det vælger jeg at ignorere...). Mallet lå på sin vante plads, men var lavet meget om. En isbar var der dog stadig, så vi shoppede lidt og fik hver en kæmpe is fra Baskin Robbins (som laver den mest fabelagtige is), inden vi vendte næsen hjem til Virginia Beach efter et par dejlige dage i "Rikkes by".